Læsetid: 13 min.

Sex og følelser på væggen

De går klædt som unge kvinder i Vesten, men skal leve op til forældrenes anderledes forventninger i Mellemøsten. Vi har mødt dem
De går klædt som unge kvinder i Vesten, men skal leve op til forældrenes anderledes forventninger i Mellemøsten. Vi har mødt dem
14. januar 2012

BEIRUT — En rank kvinde kommer gående med en æske cupcakes. Hun kaster hovedet tilbage i en høj latter rettet mod sin veninde, og det lange L’oréal-hår bølger. Veninden griner tilbage og klikker hen over pladsen i knæhøje læderstøvler trukket udover et par tætsiddende sorte leggins med sølvfarvet lynlås fra lænden og ned til midt på numsen.

Det er ikke en scene i et afsnit af Sex and the City.Det er et almindeligt øjebliksbillede en tilfældig eftermiddag på American University of Beirut, Libanons progressive universitet og frisindede helle for mange af landets rigmandsbørn.

Her bliver det hurtig klart, at en shoppingtur til Dubai hører sig til, at livet skal bruges til at feste, danse og være shitfaced(fuld, red.), at en Gucci-taske til 950 dollar ikke nødvendigvis er i en prisklasse, hvor den er værd at prale med, og at det kun er underklassen, der kører i taxa. I Libanon har man egen bil. Betalt af daddy.

Der er naturligvis undtagelser: Studerende, hvis forældre har tømt hele sparebøssen og mere til, for at deres barn kan blive ejere af et studiekort til AUB. Studerende, der ikke indtager universitetet som en scene, hverken kropsligt eller verbalt. Men de karismatiske, selvbevidste og berejste unge stjæler billedet.

Søger man mod universitets pigetoiletter, får man et noget anderledes indtryk af libanesisk pigeliv.

»I am pregant what should I do?« har en pige skrevet på toiletvæggen. En anden kommer med råd: »Go abroad for an ’internship’ and have the baby, then come back. Don’t tell anybody here, they judge«.

»Help. Can sperm on my clothes cause pregnancy?« lyder et andet sprøgsmål.

Og et tredje: »Should I have sex with my boyfriend before marriage?« Hertil er svarene: »He doesn’t respect you if he sleeps with you, and you are not yet married«, og » Stop wasting your virginity on someone u are not gonna end up with«.

Væggene er fyldt med diskussioner om religion og seksualitet, med alt hvad det indebærer af bekymring, nysgerrighed og tvivl.

Jomfruelige tøjter

Information har interviewet 10 kvindelige studerende om fænomenet. 18-24-årige studerende med forskellig økonomisk spændvidde, hvis nederdelslænge varierer fra lårkort til ankellang, hvis religiøse standpunkt går fra ateistisk til bøn fem gange dagligt.

Ikke alle interviewede kvinder bryder sig om de tuschede toiletvægge, men de er enige om grunden til skriverierne: Det er et sted, hvor man anonymt kan sætte ord på det, piger normalt ikke bør formulere i det offentlige rum. Alt det tabubelagte, der kan være svært at udtrykke andre steder, hvis man vil opretholde et godt rygte.

»Free yourself by expressing yourself on the bathroom walls«,opfordrer en pige til på et andet amerikansk universitet i Beirut.

»Det er lidt ligesom en hemmelig blog,« siger 22-årige Serena Abu Samra. »Jeg elsker at læse på væggene, det åbner mine øjne for de tanker, andre piger går og tumler med, men som vi ikke taler om.«

Men hvorfor taler man ikke om den slags i et land, hvis hovedstad syner så vestlig? Fordi den netop kun syner vestlig, mener Lynne Khodr, 21 år:

»Vi pakker tradition ind i en moderne indpakning. Når tilrejsende ser alle de her udadvendte, smukke kvinder i udfordrende tøj, forveksler de det med vestligt frisind. Hvis kjolen er kort og håret sat, er hun nok en selvstændig, fri kvinde, synes turisterne at tænke.«

Det er ikke uden grund, at Libanon hvert år runder en million skønhedsoperationer. Pigerne her skal være attraktive, men også jomfruelige.

Dette kvindesyn blev eksemplificeret offentligt ved det seneste parlamentsvalg, hvor et parti kørte kampagnen: »Be beautiful and vote«.Ordene på plakaterne blev illustrativt underbygget af et modsætningsfyldt fotografi af en bedårende kvinde med et uskyldigt blik, men let adskilte, fugtige læber.

20-årige Zaifa Farah forklarer: »Libanesiske piger er en flok jomfruelige tøjter. Vi skal være artige, anstændige piger med gode karakterer fra skolen, men vi skal også være lækre at se på. Det giver værdi.«

Jessica Ann Etre, 21, opfatter store dele af Beiruts ungdom som eksperimenterende og seksuelt liberale: »Så længe den øvrige familie ikke får nys om udskejelserne. Det kan blive fatalt.«

Det udsagn støtter 19-årige Farah Cheaib.

»Dit og familiens rygte betyder alt i Libanon. Nogle piger er bange for aldrig at blive gift, hvis de fortalte veninderne om de tanker og handlinger, de skriver på væggene. Frygten for et dårligt rygte styrer megen adfærd.«

Nogle mænd accepterer at ægte en kvinde med brudt jomfruhinde, så længe det forbliver en skjult viden over for resten af omverdenen. Ellers kan løsningen være en operation, hvor hinden gendannes. Det kan gøres under lokalbedøvelse fra cirka 1300 dollar på flere af Libanons mange klinikker for plastikkirurgi. Men operationen er bestemt ikke en ydelse, klinikkerne skilter med i vinduet. En kvinde, der ikke ønsker sit navn frem af hensyn til sine veninder, fortæller, hvordan pigerne i hendes omgangskreds vil blive forvist fra familien, eller skadet fysisk, hvis familien fik kendskab til en mistet mødom. Fordi sex ikke peger tilbage på ens egen selvrespekt, men på hele familiens, og uden ære er man mindre end ingenting. Identitet er ikke kun er et jeg, men et vi.

Fortryder sex før ægteskab

En af de 10 interviewede piger skammer sig, fordi hun efter et to år langt forhold lige har kysset sin kæreste for første gang. Det er uanstændigt, føler hun.

En anden har haft sex med adskillige uden fortrydelse — så længe ingen ved det. En tredje hvisker med sænket blik, at hun har haft sex med sin kæreste, selv om de ikke er gift. Det ærgrer dem begge, for konsekvenserne ville være uoverskuelige, hvis andre fandt ud af det.

Fælles for dem er, at de bærer rundt på hemmeligheder, og at der er uoverensstemmelse mellem, hvad de bør, og hvad de gør. Tre af de unge libanesere, som Information har talt med, nøjes ikke med at udtrykke sig om sprængfarlige emner på toiletvægge. De har indvilliget i at fortælle, hvad der definerer dem, betyder noget for dem, plager dem og provokerer dem.

Marwa Bohsaly, 22 år

Uddannelse: Læser Public Administration på AUB.

Civiltilstand: »Har en mand i sit liv, som betyder meget.« Forældrene har bedt hende om at stoppe forholdet.

Bopæl: Bor sammen med sin lillebror i Beirut. Forældrene bor i Saudi Arabien.

Jeg flyttede først til Libanon som 17-årig. Indtil da havde jeg boet i Saudi Arabien hele mit liv. Skiftet var et chok for mig. Det var ekstremt hårdt, spændende, angstfyldt og pirrende.

Jeg blev betragtet som meget frisindet i Saudi Arabien — var opmærksom på kvindernes rettigheder og gik på en international skole samtidig med, at jeg fik islamisk undervisning. Jeg har altid fået at vide, at jeg har en mands sind, fordi jeg vil have en god uddannelse og karriere, selv om jeg kommer fra en familie med en hjemmegående husmor. Men da jeg flyttede til Libanon, virkede jeg pludselig reaktionær. Her går pigerne rundt i nedringede bluser og kysser med deres kærester på universitetet. Jeg går med hijab og har kun holdt i hånd med min mandlige ven gennem tre år. Jeg var nødt til pludselig at redefinere mig egen rolle og mit syn på mig selv.

I Saudi Arabien blev jeg engang arresteret i et shoppingcenter af det religiøse politi, Al-mutaween, fordi min veninde og jeg blev betjent af en mand uden at være i følgeskab med en mand fra vores egen familie. I Saudi Arabien er der mange formelle regler, men folk ryger og drikker alligevel i det skjulte. Det er omvendt i Libanon. Jeg kan formelt set gøre, hvad jeg vil, uden fare for at blive arresteret, men der er andre restriktioner — den sociale kontrol skabt af folket. Som kvinde er jeg bærer af hele familiens ære.

Hvis jeg gør noget skamfuldt, går det udover hele familien. De bliver beskyldt for at have fejlet som forældre. Hvis ens familie først får et dårligt rygte, er det ødelæggende for alle med samme gener — så er der måske færre giftelystne bejlere til min kusine, selv om hun aldrig har gjort noget galt. Alt falder tilbage på familien, for de skal også leve som ansvarlige for dine handlinger. I fucking hate it.

For nylig blev jeg til et arrangement på universitetet indtil klokken 23.30. Det havde jeg aftalt med min bror. Min onkel forsøgte at ringe mig op, men telefonen var slukket. Han ringede derefter og ydmygede min bror på grund af det — »er du ikke en rigtig mand, eller hvad? Har du ikke styr på din søster.« Næste dag måtte jeg troppe op hos min onkel og undskylde.

Omsorg bliver synonym med kontrol i sådanne situationer. Det plager mig, at mine familie er så optaget af deres omdømme.

Jeg er meget nysgerrig efter at få udfordret mit verdensbillede og valgte derfor også at læse et filosofifag på universitetet. Det gav mig nærmest en identitetskrise. Pludselig stod der en autoritet foran mig og sagde, at Gud ikke fandtes. Jeg tog kampen op med ham hele semestret. Mange nætter vågede jeg op efter forfærdelige drømme, hvor jeg havde besluttet mig for ikke at være religiøs, og derfor havde smidt mit tørklæde. Så gik jeg rundt uden identitet.

Mit tørklæde viser, hvem jeg er. Det er min historie, mine principper. Det er mig. Jeg ville være fuldstændig vægtesløs uden det. At bære hijab er et valg, jeg tog som 14-årig, og jeg er enormt stolt af det. Der er en naturlig respekt omkring mig, når jeg er tildækket. Jeg ved, at det nogle gange bliver opfattet som kvindeundertrykkende i Vesten, men når jeg kigger i kvindeblade som Cosmopolitan med udfordrende klædte kvinder på forsiden, tænker jeg også, at det er kvindeundertrykkende. De er en objektivisering af kroppen, hvor den partout skal præsenteres seksuelt. Det synes jeg ikke er særlig respektfuldt.

Jeg har en slags mand i mit liv. Han betyder meget for mig og har gjort det i flere år. Men han er palæstinenser, og det er etnisk lavstatus. Han kan ikke rejse ud af landet eller få et ordentligt job, fordi den libanesiske regering har jobrestriktioner for palæstinensere. Mine forældre har bedt mig om at bryde med ham, for mit eget bedste. Forholdet har jo ingen fremtid. Det er svært, men nok nødvendigt.

Saria Francis, 24 år

Uddannelse: Cand. scient. pol. Arbejder som kommunikaitonsmedarbejder i en organisation for ’spirituel solidaritet på tværs af religioner’.

Civiltilstand: Har haft en kæreste gennem seks år. Han er muslim, og Saria er kristen.

Bopæl: Bor hjemme hos sine forældre.

Det ærgrer mig, men Libanon er et ekstremt polariseret land. Det består af 17 sekter, og den inddeling optager libaneserne meget. Første spørgsmål i en samtale er ofte til ens efternavn, fordi det peger på hvilken sekt, man kommer fra.

Selv på diskoteker er man opmærksom på den sekteriske baggrund. Til en speciel libanesisk melodi danser folk rundt med et valgt håndtegn gennem en hel sang. Tegnet symboliserer, hvilken sekt man er fra. Det er så latterligt.

Min familie er kristen på papiret, men jeg voksede op i det muslimske Østbeirut. Min far var kommunist og redaktør på radioen The voice op the people, og min mor var oversætter ved den cubanske ambassade. Mine forældre havde valgt at bo i øst, fordi det var mere farligt at bo i det kristne Vestbeirut . Min far ændrede sit navn og kunne leve mere anonymt i Østbeirut, hvor færre kendte ham.

De fleste af mine venner er også muslimske, selv om jeg selv er troende kristen. Det er usædvanligt. Min kæreste er sunnimuslim. Vores tætteste familie accepterer det, og begge svigerfamilier holder meget af min kæreste og jeg. Men på trods af, at jeg er vokset op i Beirut, stammer min familie jo oprindeligt fra en landsby, og her ser man slår man sig mere i tøjret over mit valg om at være sammen med en muslimsk mand. Der hersker den her klassiske opfattelse: ’Vi har mistet dig’, ’du er gået over til de andre’.

Mine søster bor i London og min bror i Washington D.C. Min bror har også en muslimsk kone. Det er intet problem i Washington, de møder ikke hele tiden omverdens bebrejdelse.

Jeg er ikke decideret ligeglad med, hvad folk mener. Men det her er et valg, jeg har taget på grund af kærlighed, og et valg, jeg står ved på grund af kærlighed.

Gennem hele min opdragelse er jeg blevet opfordret til at være selvstændig og tage ansvar for mig selv, til at træffe mine egne valg — inden for visse rimelige grænser selvfølgelig. Jeg bør for eksempel være jomfru, indtil jeg bliver gift. Seksuelle emner har jeg ikke lyst til at tale om i en avis. Det er ikke passende at udbrede mig om den slags. Jeg føler mig ikke komfortabel ved at gøre det, og min familie vil næppe heller påskønne den slags udtalelser. De betyder alverden for mig, og dem vil jeg altid tage hensyn til — over alt andet.

Lynne Khodr, 21 år

Uddannelse: studerer political sciencepå AUB.

Civiltilstand: Er single, men har været i forhold med forskellige mænd.

Bopæl: Bor med sin tvillingesøster i Beirut.

Jeg har det, som om jeg er opvokset i en boble — i et mystisk ikkested uden relation til omverdenen. Hele mit liv har jeg boet i det konservative Saudi Arabien, men gået på international skole og altid læst mange vestlige kærlighedsromaner — ægte kærlighed, du ved.

Jeg har altid været meget uafhængig og rebelsk. Nægtede f.eks. at gå med tørklæde i Saudi Arabien på trods af, at det er lov. Mit udslåede hår blev aldrig opdaget af det religiøse politi, for når jeg skulle ud, sad jeg altid på bagsædet i en bil med tonede ruder og egen chauffør. Jeg er også ateist. Er sygeligt træt af religion. For mig er de forskellige religioner et label for det samme, men det skiller os ad i stedet for at samle os.

Allerede før jeg blev teenager, havde jeg et indre oprør og en periode med forvirring over, hvem jeg var. Følte et pres for, at jeg skulle tage stilling til, om jeg var arabisk eller vestlig. Og så enkel er verden jo ikke skruet sammen.

Da jeg i en alder af 18 år kom til Libanon, ramte jeg mit andet oprør. Jeg blev så skuffet over landets overfladiskhed. De libanesiske piger er uambitiøse med deres hjerter, synes jeg. De overgiver sig til samfundets normer uden kamp. Hvis de selv dybfølt tror på deres valg, som f.eks. at bære tørklæde, respekterer jeg det, men mange retter ind bare for at tilfredsstille omgivelserne.

Flere af mine bekendte drømmer om karriere, egen lejlighed og kærlighed uanset sekterisk baggrund — men de ender med at blive gift som 23-årige og tulle rundt i hjemmet som smukke statussymboler.

Generelt sætter forældre da pris på, at deres søn eller datter nærer kærlighed til en hustru eller mand, men det vigtigste er, at den, de ægter, er fra samme sekt. Unge må gerne blive forelsket — men inden for bestemte sekteriske rammer. Det er hyklerisk.

Formelt set er jeg druser. Mine forældre forventer ikke noget af mig, jeg må hovedsageligt leve, som jeg vil, være kærester med dem, jeg vil — så længe jeg gifter mig med en druser.

Det er ikke fair af dem at forlange. Til gengæld jeg synes heller ikke, det er fair af mig ikke at gøre, når det nu er det eneste, de kræver.

Jeg forestiller mig, kompromisset må være, at jeg aldrig bliver gift. Så kan jeg heller ikke blive udstødt. To unge fra min perifære familie har giftet sig med en uden for sekten, og de bliver behandlet som udskud nu.

Hvis jeg begynder at date en druser, bliver det opfattet som seriøst fra start, familien hører bryllupsklokker fra dag et. No way, siger jeg bare!

For noget tid siden luftede min mor en bekymring — hun troede, at min 23-årige bror var jomfru. Og det ville være umandigt, for drenge skal jo have erfaring og blære sig med en slags. Jeg var ret målløs. Hvordan kan pigerne statistisk set være jomfruer, når de fleste drenge har boltret sig før bryllup?

Da jeg flyttede hertil, rejste min mor også med i første omgang. Hvis jeg kom hjem klokken et om natten, blev hun nervøs for naboernes reaktion og dermed familiens omdømme. Det var ikke handlingen i sig selv, hun synes var forkert, det var kun omverdenens syn på den. De fleste af mine venner er fra vestlige lande, så de dømmer ikke på det område.

Jeg forlader Libanon, så snart jeg har mit eksamenbevis. Forskellen på folks frigjorte ydre fremtoning og deres begrænsende indre, er for stor til, at jeg føler, det er et ærligt land.

Toiletskriverne på American University of Beirut er nu vasket væk efter universitets ønske.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer