Læsetid: 14 min.

’Din søn bliver torteret – og han dør, hvis I ikke betaler’

At tilbageholde og tortere uskyldige og først løslade dem, hvis deres familier betaler bestikkelsessummer på tusindvis af dollar, er blevet en systematiseret og indbringende bibeskæftigelse for sikkerhedsstyrkerne i Bagdad – velkommen til det nye Iraks korruptionskultur
Rutine. Sikkerhedsstyrkerne i Bagdad har opdaget, at det er en indbringende forretning at anholde og mishandle uskyldige og så først frigive dem igen,   når deres familier har betalt store summer i bestikkelse.

Rutine. Sikkerhedsstyrkerne i Bagdad har opdaget, at det er en indbringende forretning at anholde og mishandle uskyldige og så først frigive dem igen, når deres familier har betalt store summer i bestikkelse.

New York Times

21. januar 2012

BAGDAD — På væggene i Um Husseins stue i Bagdad hænger portrætterne af hendes forsvundne sønner. Der er fire af dem. Hver billedramme er dekoreret med plastikroser og grønne bånd som en slags improviseret krans for de døde.

Um Hussein havde seks børn. Hendes ældste søn blev dræbt af sunnioprørere i 2005, da de tog kontrol over kvarteret. Tre andre sønner blev bortført af en shiamuslimsk militsgruppe, da de forlod kvarteret for at finde arbejde. De blev aldrig set igen.

Hun bor nu sammen med resten af sin familie — en datter, hendes sidste søn, Yassir, og et halvt dusin forældreløse børnebørn — i en lille toværelses lejlighed, hvor stanken af spildevand og madolie siver gennem det tynde gardin, der adskiller køkkenet fra stuen.

Um Hussein ser ud til at være i tresserne. Hendes ene øje er mælkehvidt, og hun taler ofte forvirret og usammenhængende om de unge mænd på portrætterne, som om de stadig var i live. Hun råber på sin datter, at hun gerne må servere teen nu. Og fortæller så The Guardian om sin kamp for at få løsladt Yassir fra fængslet.

Yassir blev tilbageholdt i 2007. I tre år hørte hun intet til ham og tænkte, at han nok havde mødt den samme skæbne som sine brødre. Men så en dag blev hun ringet op af en politimand, der sagde, at hun kunne få lov at besøge ham, hvis hun ville betale bestikkelse. Hun lånte penge af sin nabo og tog straks af sted til fængslet.

»Vi måtte vente, indtil de førte ham frem,« siger hun. »Om hans hænder og ben var der bundet metalkæder, som om han var kriminel. På grund af torturen kunne jeg næsten ikke genkende ham. Han var ikke min søn; han var en anden. Jeg råbte: ’Din mor dør for dig, min elskede søn’. Jeg samlede snavs op fra gulvet og klaskede det i hovedet på mig selv. Men så slæbte de mig ud og sagde, at de ikke ville lade mig se ham igen.«

»Jeg har mistet fire, sagde jeg til dem. Jeg vil ikke også miste min sidste søn.«

Dommerens ord følges ikke

Kort tid efter ringede fængselsbetjentene og krævede en større bestikkelsesum for at lade ham gå. Samtidig fortalte de familien, at han blev torteret. Um Hussein lovede, at hun nok skulle betale, men de forlangte hele tiden flere penge. Først var det en million irakiske dinarer (5.000 kr.), derefter to millioner og så fem millioner.

»Vi var nødt til at sende [betjentene] telefonkort, så de kunne ringe til os De sagde:. ’Din søn er ved at blive torteret — han dør, hvis du ikke betaler.’ Så vi betalte og betalte. Hvad kunne jeg gøre? Han er den sidste, jeg har tilbage. Jeg sagde, at jeg ville sælge mig selv på gaden, hvis det kunne bringe ham tilbage til mig.«

Det sidste opkald kom i december. De krævede en sidste sum for at lade ham gå. Um Hussein og hendes naboer siger, at på det tidspunkt havde familien allerede betalt ni millioner irakiske dinarer.

»De bad om 60 hundreddollarsedler. Så gik de ned til 30. Jeg bønfaldt dem, men de sagde stadig 30. Jeg fortalte dem, at jeg ikke havde det, så blev vi enige om 20.«

Sammen med en veninde tog hun en taxa til det aftalte mødested, en moské i udkanten af kvarteret. Chaufføren gik ud og gav pengene til en mand, der stod på hjørnet, en shiamuslimsk sikkerhedsbetjent ved navn Rafic.

Yassir blev frigivet to dage senere. Um Hussein vidste det ikke dengang, men en dommer havde allerede et halvt år tidligere beordret Yassir løsladt. Men sikkerhedspolitiet beholdt ham i forvaring, indtil hans familie havde samlet penge nok sammen til at kunne betale den krævede bestikkelsessum på 2.000 dollar.

The Guardian har fået kendskab til mange andre historier, der ligner Yassirs. Tilsammen afslører de, at det irakiske statssikkerhedspoliti systematisk anholder borgere på falske anklager, torterer dem og afpresser deres familier for penge for derefter at frigive dem igen. Den grasserende korruption i Irak har skabt en ny industri, hvor ledende efterretningstjenesteofficerer tilløber sig myndighed over bestemte kvarterer ved at bestikke politikere.

Under to missioner i landet, før og efter den amerikanske tilbagetrækning 18. december, interviewede The Guardian 14 fanger og fem officerer fra forskellige grene af sikkerhedstjenesten i Bagdad. Alle anholdte sagde, at deres familie havde måttet betale store summer for at få dem frigivet, selv om de fleste var blevet frikendt ved domstolene. Nogle havde været fængslet i tre dage; andre, som Yassir, i op til fem år. I tre tilfælde ændrede politifolkene på ordlyden af fangernes ’tilståelse’ — som ofte er afpresset under tortur — som modydelse for at modtage penge. I et tilfælde skaffede en politimand dokumenter af vejen til gengæld for bestikkelse, hvorefter den pågældende fange blev løsladt på grund af manglende beviser. Én af de fanger, vi interviewede, sidder stadig i fængsel og er midt i et forhandlingsforløb med sikkerhedspolitiet.

Amerikanerne tog billeder

Men at blive løsladt betyder ikke, at man er på den sikre side. Ifølge en politimand, vi talte med, bliver mænd, der frigives, ofte tilbageholdt på ny, eftersom en familie, der har allerede én gang har vist, at de er i stand til og villige til at betale for at få deres sønner sat fri, kan udgøre et let mål for mere afpresning.

Vi spørger Um Hussein, om vi kan møde Yassir. Han gemmer sig, siger hun, men efter at have talt med ham i telefonen, indvilger han i at møde os og ankommer en time senere. Hans unge ansigt ser forpint ud. Han trækker op i skjorten og fremviser tykke, mørke ar på ryggen. Hvert ar har en forhøjning på midten omkranset af rødt væv med bittesmå bobler. Ved synet af dette vender Um Hussein hovedet væk og begynder at jamre.

»Kommandosoldaterne omringede området og arresterede os,« siger Yassir. »Der var også amerikanere på stedet, som tog billeder af det. Derefter blev vi overført til Indenrigsministeriet, hvor de skilte de mennesker, der blev fotograferet af amerikanerne, fra dem, der ikke blev.« Kun fordi han blev fotograferet, overlevede han, for arrestationerne fandt sted, da den sekteriske drabsbølge var på sit højeste, forklarer Yassir.

Alligevel, siger Yassir, blev han torteret i ministeriets bygningskompleks igennem to uger.

»Torturen begyndte ved midnat og fortsatte frem til næste morgen,« siger han. »De hængte fangerne op og slog løs på deres ben med ledninger. De tæskede også løs på fangernes nyrer. Jeg kan stadig tisse blod,« siger han. »De ville have mig til at tilstå [falske anklager om at tilhøre al-Qaeda], men der var intet at tilstå, så jeg nægtede at underskrive noget som helst.«

Han blev siden overført til en militærbase nord for Bagdad, hvor han siger, at han blev torteret i yderligere en måned. The Guardian har set en liste over navne på politisoldater og deres militære enheder fra flere af hans forvaringssteder og tjekket efter, at de pågældende personer findes i virkeligheden.

I løbet af denne tid blev Yassir og hans medfanger konstant slået, siger han. »Alle slog os. Når de bragte os mad, slog de os. Når de flyttede os, slog de os. De slog os så meget, at vi holdt op med at føle noget ved det. Det værste var, når de hængte os op i tremmerne med kæder eller håndjern og efterlod os der i timevis. Nogle gange vred de vores ben eller vores arme, indtil skuldrene gik af led.«

Hvert halve år blev Yassir flyttet til en ny enhed eller et nyt fængsel, hvor han blev udsat for den samme tortur og de samme forhør. Endelig, fire og et halvt år efter sin anholdelse, blev han stillet for en dommer. Fordi han ikke havde underskrevet nogen tilståelse, siger han, endte dommeren med at beordre ham løsladt.

En anden tidligere fange, som også måtte betale bestikkelse for at blive frigivet, siger til The Guardian, at han under tortur valgte at tilstå en lang række forbrydelser, herunder anbringelse af vej- sidebomber og mord: »De spændte mig ud mellem to skriveborde,« siger manden, som ikke ønsker sit navn oplyst, »med mine ben og arme viklet rundt om en stang.« Han fortæller, at dette kaldte de for quzi-stillingen — quzi er en irakisk ret med grillet får. »Så begyndte de at slå mig med ledninger. Besvimede jeg, smed de bare vand i hovedet på mig og begyndte at slå mig igen. De blev først færdige med at slå på mig om morgenen, og næste aften begyndte torturen igen.«

På den tredje dag, da han ikke kunne holde flere elektriske stød eller slag ud, erklærede han, at han ville tilstå hvad som helst. »De gav mig et papir, og jeg underskrev det. Så sagde de, at hvis jeg ændrede forklaring foran dommeren, ville jeg blive torteret igen.«

Derefter begyndte forhandlingerne, siger manden. De forbrydelser han tilstod, betød, at han stod til dødsstraf. En politimand ringede til hans far, og familien solgte møbler, lånte penge og betalte 7.000 dollars. Fem måneder senere blev han løsladt.

Vi spurgte Yassir, hvorfor han ikke havde tilstået noget som helst — han var blevet afkrævet samme beløb. »Jeg gjorde ikke noget. Hvordan kunne jeg så tilstå? Jeg var parat til at dø, men ikke til at tilstå.«

Vi, de professionelle

Rafic er officer i en af de mest frygtede sikkerhedsenheder i Irak — en af de såkaldte antiterror-kommandogrupper, som da borgerkrigen rasede havde ry for stort set ikke at være end regeringsstøttede dødspatruljer. Rafic ligner en natklubsudsmider: Han er høj med barberet isse, rullekravesweater og slacks. Han råber ind i sin telefon og fægter teatralsk med hænderne for at hilse på forbipasserende bekendte, og når han griner, blotter han en række store gule tænder.

De lokale beboere i Rafics kvarter i Bagdad behandler ham med ekstrem forsigtighed. De ved, at han har magt til at tilbageholde deres brødre eller fætre i flere måneder hvis ikke år. Men de har også brug for ham: Han er deres forhandler og mægler. De ved, at bliver nogen anholdt, er de nødt til at henvende sig til ham for at få hjælp. Han kan arrangere et besøg, få smuglet en telefon ind i fængslet, mindske torturens omfang eller sørge for deres løsladelse. Hver og en af disse tjenester har selvfølgelig en pris.

Da vi mødte ham i december, var han ved at afslutte en aftale til 5.000 dollar med en tilbageholdts familie. Han lovede dem, at han ville sende deres søn både tæpper og mad og forsikrede, at torturen nu ville stoppe. Pengesummen var den første af mange betalinger, som Rafic ville modtage, før manden ville blive frigivet.

»Korruptionen er gået os alle til hovedet,« siger officeren, der introducerede os til Rafic, og som har arbejdet sammen med ham. »Fra top til bund er der råddenskab. Rafic elsker penge. Hans religion og hans sekt er penge, hvilket er meget nyttigt, for det betyder, at der i hvert fald er nogen at forhandle med i modsætning til dengang under borgerkrigen, da vi betalte pengene, og de alligevel dræbte vores sønner.«

Rafic står uden for den butik, hvor han hver aften holder sin ’konsultation’. Han drikker græsk ouzo, taler med venner og modtager besøgende. Hans virksomhed er ikke begrænset til at være mellemmand for løskøbelse af tilbageholdte. Den dækker alt, som har at gøre med Iraks korrupte embedsstand, herunder også at få id-kort og pas.

Vi sidder i hans bil og snakker. Som hos så mange andre sikkerhedsfolk flakker øjnenes blik frem og tilbage som to fluer, imens han holder øje med de to unge mænd, som står i nærheden, de ældre mænd, som spiller backgammon, og manden, der sælger te fra en bod ved kantstenen.

»Vi er neutrale,« siger han, hvor ’vi’ henviser til hans kommandoenhed. »Vi deler det ikke op i sunnier og shiaer mere. Vi er professionelle. Vi tilbageholder båder shiaer og sunnier. Der er ingen forskel.«

Undgår inspektørerne

— Hvordan får I jeres fanger til at tilstå?

»Vi hænger dem fra loftet og slår løs på dem, indtil de ikke længere rører på sig,« siger han. »Det betyder, at de er klar til at tilstå.«

»Hør her,« tilføjer han ... »I dag er systemet fuldstændig som under Saddam: Gå langs med muren, hold dig væk fra politik, og du kan gå med oprejst pande uden at frygte for noget. Men hvis du kommer for tæt på tronen, så vil Allahs vrede ramme dig, og vi har øjne overalt.«

Han fortæller om anholdelsen af den sunnimuslimske vicepræsident Tariq al-Hashimis livvagter — disse blev ifølge af den shiadominerede regering betalt af Hashimi for at myrde shia-embedsmænd. (Hashimi selv skulle til at gå ombord på et fly på vej til Kurdistan, da regeringsstyrkerne overtog lufthavnen, hvilket forhindrede ham i at lette. Efter nogen tid fik han lov til at flyve, mens hans mænd blev tilbageholdt.)

»Se, hvad der skete med Hashimis sølle livvagter. De blev torteret i en uge. De førte dem direkte ud til vores enhed, hvor vi tog dem i seriøst forhør. Selv en gammel general hang ned fra loftet. Ved du, hvad jeg mener med at hænge?«

I den trange plads i bilen trækker han sine arme op bag ryggen.

»De hænger ham sådan her. Nogle gange slår de med ledninger eller stave, andre gang lader de dem bare hænge ned fra et metalhegn i tre dage. De torterer dem og prøver at få dem til at tilstå bombningen af parlamentet.«

De har dog endnu ikke tilstået, indrømmer han, men forklarer, at de også bliver torteret for at røbe, hvor lederen af Hashimis politiske kontor befinder sig.

Vi siger til Rafic, at vi har hørt, at torturen kun finder sted om natten og spørger ham hvorfor. Han siger, at de menneskerettighedsinspektører, der besøger fængsler og fangelejre som regel kommer forbi i dagtimerne. »Men selv når inspektøren kommer [i løbet af dagen], er der ingen af de tilbageholdte, der vover at tale. En uge senere fik vi brev fra ministeriet med tak for vores professionalisme."

Yassir fortalte, at en inspektør engang besøgte deres fængsel og fandt ham liggende på ryggen, ude af stand til at røre sig efter at være blevet slået på hele natten. »Han spurgte mig, hvad der var galt. Jeg sagde, at jeg var blevet syg og faldet om efter toiletbesøg. Hvis du siger, du er blevet torteret, dræber de dig, lige så snart inspektøren er taget af sted igen.«

På første sal i en eksklusivt restaurant i Bagdad, hvor en servitrice med affarvet blondt hår tager imod bestillinger, og forretningsmænd og embedsmænd sidder i adskilte båse og ryger vandpibe, møder vi en oberst fra Indenrigsministeriet.

Obersten er iført et mørkt jakkesæt og lytter til folks anmodninger om hjælp med at få pas, få løsladt en slægtning eller råd om, hvordan man forhandler med Iraks kafkaske bureaukrati. Hans korpulente søn, der arbejder som sekretær og bodyguard, sidder ved siden af med en notesbog og en pistol.

Alt er til salg

Obersten forklarer, hvordan landets grasserende korruption har medført pengeafpresning i industriel målestok af uskyldige tilbageholdte og deres familier. »Alt er til salg, hver eneste post i regeringen er til salg,« siger han.

»Det koster 300.000 dollar at købe en stilling som sikkerhedschef eller militær kommandør for en bydel i et år, og så er man jo nødt til at få sine penge tilbage. Det er som enhver anden investering. Men man kan aldrig stole på nogen i dette land. De tager dine penge, og et år senere konspirerer de imod dig og kaster dig i fængsel. De er som ulve.«

En af hans underordnede forklarer, hvordan officererne køber sig til deres positioner.

»Chefen for distriktet køber sin stilling af politikere eller fra den øverstkommanderendes kontor. Så udlejer han stillingerne som forhørsofficerer til sine underordnede for mellem 10.000 og 15.000 dollar pr. måned, afhængigt af området. For et sunniområde er man nødt til at betale en masse penge. Shiaområder koster ikke helt så dyrt, fordi de fleste af anholdelserne finder sted i de sunnimuslimske områder. Og så gælder det ellers om at få sine penge igen med fortjeneste fra de tilbageholdtes familier ...

»Nogle gange kan være rigtig heldig og tilbageholde en person, der rent faktisk er med i al-Qaeda. Så kan man få hele sin investering hjem på én gang og mere til. At slippe sådan en fange kan indbringe mindst en halv million dollar.«

Andre officerer fortæller lignende historier om afpresning og om tortur, der foregår ved at hænge de tilbageholdte op, slå dem, give dem elektriske stød eller flå deres negle af. »Nogle gange sættes fangerne i ’hjørneposition’. Dvs. de bliver presset op i et hjørne, hvor de står med ansigten mod muren, og så skal alle forbipasserende ramme dem — en lussing, et spark, en fornærmelse, hvad som helst, der kan nedbryde dem og knække dem,« siger en officer, der arbejder på en militærbase i Bagdad, som også huser et højsikkerhedsfængsel.

Han er medlem af den nye garde, der kom til magten efter Saddam Hussein, men han iført den samme slags overskæg, som var populær i Saddams æra: tyk, veltrimmet på overlæben med ender, der buer ned mod underlæben.

Dårligere tider

Korruptionen, siger han, er dels en metode til at indynde sig hos officererne og vinde deres støtte. Men det er også en god metode til at kontrollere dem. For vil man af med nogen, kan man altid anklage dem for korruption.

»Jeg sidder på en tikkende bombe,« siger manden. »Hvis jeg siger, jeg ikke vil være med i de korrupte officerers netværk, kan de bare true med at overføre mig til en af frontlinjegrupperne. Så jeg har sagt, at jeg ikke vil være med til at stjæle, men at de selv kan gøre, som de vil. Men jeg ved, at tingene en dag vil ændre sig. Så er det alle de korrupte officerer, der bliver stillet for en domstol.«

Tiden med de stadige bølger af sekteriske drab i Bagdad ser ud til at være overstået. Nu har sekterismen antaget ny form. Sunnier og shiaer holder sig nu til deres separate, afhegnede kvarterer. De shiamuslimske dødspatruljer er blevet optaget i regeringsstyrkerne, mens sunnimuslimerne kræver føderalisme — noget premierminister Nouri al-Maliki ihærdigt modsætter sig. Officeren, som introducerede os til Rafic, siger: »Vi sunnier har i det seneste år lidt meget under denne regering: frihedsberøvelse, bortførelser og afpresninger.«

Den eneste løsning, siger han, er et føderalt Irak, hvor de sunnidominerede provinser bliver adskilt fra den shiadominerede centrale stat. I mellemtiden forsøger folk desperat at finde nye måder, de kan beskytte sig selv på. »Der venter nogle rigtige dårlige dage. Siden amerikanerne forlod os, forsøger alle at få fat på et skydevåben.«

I 2008, under perioden med intensive amerikanske kommandoangreb, solgte mange deres geværer, og det var kurderne, der købte dem. »Nu,« siger han, »vil vi prøve at købe dem tilbage.«

Bemærk: Alle navne i denne artikel er blevet ændret.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Martin Kaarup

George Bush, Tony Blair og Anders Fogh Rasmussen har været skyldt i flere irakeres mord end Saddam Hussein.

USA ud af Irak nu!

Nej, det er da ikke til at holde ud. Hvor mange uddannelser, hvor mange penge skal der til. Det hele har jo været forgæves. Alle de udsendte soldater. Træningen af politistyrkerne. Indførelsen af demokrati. Fjernelsen af Saddam Hussein og hans styre. Man har ikke fjernet hullerne, hvor menneskets onde sider kan få lov at lyve, bedrage, tortere, bestikke, afpresse.
Og så er det almindelige menneskers sønner og døtre. Forestil dig Brøndbyøster politi ringer dig op og fortæller at din datter ikke er kommet i skole idag, men sidder inde i en arrest og der er fire granvoksne politifolk klar til at prik prik prik prik prik og prik, hvis ikke du finder 100.000, nej de skal selvfølgelig alle 5 have - 500.000 kr og kommer ind til dem inden 4 dage. Du ved allerede her alt for meget om hvad der skal til at ske, udover at du skal belåne dit hus på Rolighedsvej i en vis puha. Jeg får kvalme af den her artikel. Det sker på den samme klode vi bor på. Vi har endda postet milliarder i Irak, med opbygning, uddannelse, infrastruktur, demokrati. Det nemmeste ville være at sige. Det skal vi lade være med. Men det svære er nok, at vi skal holde op med at tro, at man bare kan køre svinet ind og komme på forsiden med sine gode intentioner og så køre hjem og sove trygt i sine senge. Sådan fungerer menneskelig udvikling ikke. Det bliver ved. Og ved. Og ved.

Mikael Fotopoulos

Situationen for almindelige mennesker er idag som under Saddam Hussein: "Myndighederne" anholder dig, hvad enten du er skyldig eller uskyldig, du bliver torteret i 3 dage eller i 5 år, du kommer måske for en dommer, hvis du bliver frikendt bliver du måske løsladt, kvinder bliver samlet op og voldtaget, og som kirsebærret i kagen kan du blive skudt for sjov af amerikanske "sikkerhedsfirmaer", der er nu også firmaer involveret i overtrædelsen af meneskets basale rettigheder. Til gengæld kan børn ikke længere lege på gaden, det kunne de under psykopaten Saddam. Denne krig (men ikke alle krige) er aldeles meningsløs.

Mansour Heydari

Løgn over løgn! Vestlige journalister er begyndt at dæmonisere Irak, efter at amerikanerne har forladt landet med fiasko. Nu er landet Iransk allierede, kæmper mod organiserede terror og for sikkerhed og udvikling.

Thomas H. Pedersen

Martin Kaarup siger:

"George Bush, Tony Blair og Anders Fogh Rasmussen har været skyldt i flere irakeres mord end Saddam Hussein.

USA ud af Irak nu!".

Det er forkert Irakere er skyld i de fleste mord på andre irakere.. og USA er ude af Irak....

Mansour,
disse reporter så man jo også, mens USA stadig befandt sig i Irak. Hvorfor skulle de være løgn? De er i hvert fald ret kompromiterende for USA og de andre tidligere besættelsesmagter, og de har intet med Iran at gøre, men mindre man absolut er totalt paranoid.

Brian Pietersen

1. jeg tror det er bedst at vi fjerne proffesionelle soldater i vores militær.
2. skridt er at trække al mi.litær inden for landets grænser.
3. skridt, der bliver de, og forholder sig helt roligt til vi bliver angrebet af en fjende.

Under Anden Verdenskrig kæmpede de danske soldater i Frikorps Danmark sammen med tyskerne og i dag kæmper de danske soldater sammen med amerikanerne.

Bortset fra det er der vist ikke den store forskel på magthavernes kolonialistiske eventyr dengang og nu.

I begge tilfælde bringer de danske soldaters gerninger under fremmede himmelsstrøg skam, skyld og skændsel over Danmark.

Gid fanden havde vores militær!

Henrik Darlie

Det kender jeg godt.
"Dit barn er kommet på hospitalet, men det dør hvis ikke du har penge"
Det er bare den 'nye verdensorden'.

Robert Ørsted-Jensen

Erik Karlsen
man ku osse sige at

disse reporter så man jo også, mens Saddam stadig styrede Irak. Så hvorfor skulle det være løgn?

Robert Ørsted-Jensen

Det ver i alle tilfælde vrævl at sige at det er blevet værre, spørgsmålet er så om der er et elæler andet der er blevet bedre. Man må selvsagt frygte at det ikke er tilfældet alle steder. Dog bør man ikke bare overse at hele den kurdiske befolkning nu har selvstyre ogh ikke lever i konstanht frygt, og det er stadig heller ikke umuligt at en form for demokratisk styre ender med at slå rod.

Jeg bør så lige tilføje at jeg var imod invasionen i Irak - uanset at jeg i mange år har ment at noget burde gøres for at hjælpe med at fjerne Saddam.

Men det er ganske enkelt vrøvl or gedin uvidenhed når nogen påstår eller bare antyder at det er mere morderisk nu end det var under Saddam.

Gorm Petersen

Det er jo bare markedsøkonomi.

Sikkerhedstyrkerne har et produkt: "At den anholdte slipper for tortur".

Familierne har pengene, og er villige til at betale for produktet. What's the problem ? Alle parter er tilfredse.

Man må ikke ryste på hånden eller have "uld i mund" når man priser markedsøkonomiens fortræffeligheder.

Rettigheder er noget venstreorienteret bavl. Det gælder om at holde sig gode venner med dem, der har magten, og hjælpe dem med at bekæmpe oprør.

Den tidligere irakiske statsleder hed Saddam Hussein. Mandens forældre havde med andre ord forsynet ham med både et fornavn og et efternavn.

Når man kan læse at jourmalister og andre kun betegner Saddam Hussein ved hans fornavn ved man straks, at man her er stødt en tekst som er meget overfladisk og propagandistisk.

Den dæmoniseringskampagne som NATOSs massemedier i sin tid rettede mod Saddam Husseins person, havde mange virkemidler og tricks, og et af dem var konsekvent at benævne manden ved hans fornavn for på den måde at betone, at han efter NATOs mening tilhører en anden kategori end andre statsledere.

Christian de Coninck Lucas

Jo da, det er skønt hvad man kan lære af Blackwater og KBR. Kulturel udveksling er en gave fra Gud.

Tak Bush, Blair, AFR, Bill Gammell og oliekatellerne.

Robert Ørsted-Jensen

Hanne
du burde ved lejlighed læse Republic of Fear af Samir al-Khalil - eller bare studere de artikler du kan finde på Wikipedia om Irak under Saddam.

Der har aldrig været behov for nogen udenfor Irak til at demonisere Saddam - manden gjorde altid gerne arbejdet selv!

På youtupe kan du se selve det møde hvor hvordan Saddam kuppede sig til magten i landet i 1979 - blanmdet her i denne nu snart 15 år gamle dokumentar film

http://www.youtube.com/watch?v=bm64E5R12s8&feature=related

Christian de Coninck Lucas

Thomas Pedersen: Der er 13.000 "ansatte" på den amerikanske ambassade i Baghdad. Xe (blackwater), KBR, DynCorp og Bechtel har tilsammen ca. 100.000 mercs og "rådgivere" i landert. Gæt hvad de beskytter og fremprovokerer?

Så bare fordi hæren officielt er ude, betyder det ikke ret meget. Det er vel nærmest potentielt værre, da ingen af de private contractors er underlagt militær lov og alle underskriver NDAs (non disclosure agreements).

Jens H. C. Andersen, The Guardian er vist nok en ud af to medier i verden der er seriøse og virkelig tør lave den slags research uanset hvem og hvor.

Deres modsætninger er Fox News i USA, TV2 herhjemme osv., der bakker op om politikernes, "det går ufatteligt godt"

Der er jo en grund til at den danske våben/krigs produktion er eksploderet de sidste 10 år ;)

Robert Ørsted-Jensen

Ja, samme årsag som gør at jeg omtaler dig som Hanne og de fleste tiltaler mig ved fornavn det gør de fleste mennesker nu om dage, selv i USA ere det normalt at sige bare George W. og det var sgu blandt manmdens venner (jeg tilhører dem ikke) min dine fantasier om at der skulle være noget specielt fordækt over det er netop det - fantasier

Thomas H. Pedersen

"Hanne Cetkin siger:

I begge tilfælde bringer de danske soldaters gerninger under fremmede himmelsstrøg skam, skyld og skændsel over Danmark. "

Hvor er det sødt du sammenligner USA med Tyskland under 2 verdenskrig ligesom du sammenligner danskere i Frikorps Danmark med danske soldater i dag...
tværtimod så har Danmark fået mere respekt rundtomkring i verden af alle de steder vi har været udsendt siden 1946.. tænk et lille land som Danmark tager sådan et stort ansvar rundt omkring i verden både med vores militær og nødhjælpsarbejde...

Christian de Coninck Lucas Abonnent siger:
I stedet for at gætte jeg vil gerne at du fortæller mig "sandheden" om hvad de beskytter og fremprovokere.
Jeg er heller ikke tilhængere af private firmaer overtager hæren job bla. pga. de ikke kan blive straffet som du siger.... og hvad de tjener om måneden tjener en normal soldat om året..
Men de fleste af disse firmaer ansætter irakere til at eskortere osv. desuden tror jeg at når "storebror" er trukket ud så vil de fleste firmaer lukke og slukke.. som contractors er der hverken job i Irak eller Afghanistan meget mere...

Freddy Andersen

”tværtimod så har Danmark fået mere respekt rundtomkring i verden”

Ja det afhænger vist af hvem man spørger.

Thomas H. Pedersen

Melih Erdem:

Jeg tror nu heller ikke at Danmark fremfører sig som en militær magt, det ville nemt være rimeligt dumt men vi har et rigtigt godt ry blandt vores Allierede og de steder vi har været udsendt.

Freddy Andersen:
Ja men generelt i den vestlige verden så og de lande vi har været udsendt til har vi generelt efterladt et godt indtryk af danske soldater.. nok ikke hos vores fjender men lad de bare hade så længe de frygter os :)

Freddy Andersen

Thomas

Had er vist ikke noget godt udgangspunkt for noget som helst.

Hvem frygter os?
Danske soldater kommer stadigvæk hjem i kister, så det er der ikke så meget der tyder på, der er nogen der gør.

Har man spurgt i de lande vi har været udsendt til, hvad de syntes om Danske soldater

Thomas H. Pedersen

Nej slet ikke had er aldrig en god ting bare se hvor meget had folk har herinde..

Taliban og deres venner har og frygter danske soldater og deres udstyr... det kræver ikke mod at grave en bombe ned ligesom det heller ikke kræver mod at sidde i et fly og kaste en bombe ned i hovedet på nogen.. størstedelen af de dræbte soldater er pga. IED´er... Noget de betaler bønder for at grave ned og hente når de ikke sprænger...

Det er lidt hvad jeg selv har oplevet som soldat bla. i Irak fik jeg tit at vide: USA not good, British okay, Denmark good!".. Ellers har jeg oplevet at folk var kede af vi ikke længere kørte patruljer i deres områder. Jeg har hørt i kosovo under nogle optøjer at franske soldater fik tæsk mens de danske soldater slap pga. de var danske... Men en officielt undersøgelse har der dog ikke været...

" ... det kræver ikke mod at grave en bombe ned." skriver Thomas H. Pedersen.

Det tror jeg efterkommere af danske jernbanesabotører under Anden Verdenskrig kan være lidt uenige med dig i.

Thomas H. Pedersen

At angribe en dansk kampvogn med en AK det kræver mod, at grave et hul og lægge en bombe kræver ikke mod, især ikke når man får andre (bønder og børn) til at gøre det for sig...

Robert Ørsted-Jensen

ohh du har ikke læst meget så - læs hvordan det var før i Republic of Fear af Samir al-Khalil. Det her er bare en lille fortsættelse af daglig politik Saddam førte bare under ham - on a much granter scale

Jens Overgaard Bjerre

@Robert O Jensen
Det du mener er, at USA, Danmark, England m.fl., har gjort det hele mere sindsygt, men er fuldstændig pisseligeglade, bare de har fået olien?

Robert Ørsted-Jensen

Nej det mener jeg ikke. Det der er sket er helt sikkert ikke godt, uanset at det meget ønskeligt at Saddam blev fjernet, men det skete på den dårligst tænkelig måde. Dog er der stadig håb at Irak's spirende demokrati vil overleve og blomstre og udviklingen selv med de uhre ofre er stadig en udvikling som har givet kurderne i Irak selvbestemmelse og beskyttelse mod dtatslige dirigerede folkemord det var uhyre godt. Hvad olie angår så er det jo i sidste ende Irakls regering der bestemmer og det irakiske folk ved magten, hvad vi kan håbe på, betyder selvbestemmelse - også hvad oliereserverne angår.

Det evindelige stereotype nonsens om USAs påståede kolonialisme er sgu lidt trættende at skulle lægge øre til.

Men selvfølgelig hvis man mener at befolkningerne i Japan, Sydkorea og Tyskland har lidt voldsomt som følge af USAs imperialisme og kolonialisme - og efterfølgende tyveri af deres jordiske ressourcer og frihed - eller hvordan er det lige det er?.

Thomas H. Pedersen

Steen Sohn siger:
"Du foragter altså de danske sabotører fra besættelsestiden?".

Nej det gør jeg ikke, det er jeg alt for nationalistisk til. nu slog de heller ikke så mange uskyldige mennesker ihjel.