Baggrund
Læsetid: 6 min.

Det uheldige drama i Flygtningenævnet

Flygtningenævnet har afgjort, at iranske kurdere, som har søgt asyl i Danmark, nu kan sendes tilbage til Nordirak, hvor de kommer fra. Men samme nævn er i et andet tilfælde kommet til den modsatte afgørelse: Det er ikke sikkert at sende dem tilbage. Hvad gør et nævn i splid med sig selv?
En gruppe iranske kurdere sidder på asylcentret i Avnstrup og planlægger en demonstration i næste uge. Efter praksisændring mener Flygtningenævnet nu, at det er sikkert at sende dem til Nordirak. Selv mener de ikke, de har nogen fremtid i landet, fordi deres rettigheder er begrænsede.

En gruppe iranske kurdere sidder på asylcentret i Avnstrup og planlægger en demonstration i næste uge. Efter praksisændring mener Flygtningenævnet nu, at det er sikkert at sende dem til Nordirak. Selv mener de ikke, de har nogen fremtid i landet, fordi deres rettigheder er begrænsede.

Uffe Weng

Moderne Tider
28. januar 2012

Det var tænkt som sager, der skulle definere Flygtningenævnets praksis på et bestemt område. Sagerne var åbne for nævnets vurdering, og man vidste ikke på forhånd, hvordan de ville falde ud. Men man vidste, at de ville blive afgørende for mange menneskers skæbne.

En gruppe iranske kurdere, som er født eller opvokset i Irak, har i mange år fået asyl i Danmark, fordi de risikerer forfølgelse i Iran, og fordi de danske udlændingemyndigheder har vurderet, at de heller ikke er i sikkerhed i Irak.

Men i december sidste år skulle Flygtningenævnet tage stilling til, om iranske kurdere alligevel kan sendes tilbage til den kurdiske region i Nordirak (KRI), hvor de har boet i flere år. Man bad derfor to forskellige nævn om, uafhængigt af hinanden, at vurdere seks ens sager. De to nævn burde som udgangspunkt være enige og nå til samme resultat, for et offentligt nævn har pligt til at behandle alle lige. Det modsatte ville derfor vise, at asylansøgeres skæbne afhænger af hvilket nævn og dermed hvilke mennesker, der tilfældigvis behandler deres sag.

Men mens ét nævn fandt, at leveforholdene for iranske kurdere i KRI er så begrænsede, at man ikke kan sende dem tilbage, kom et andet nævn ugen efter med den modsatte vurdering; leveforholdene er ikke i vejen for, at de kan sendes tilbage.

Med to modsatrettede opfattelser af situationen i KRI, besluttede man, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg nu skulle afgøre, hvad praksis for de iranske kurdere fremover skal være. Og selv om ét nævn altså vurderede, at en række rettigheder ikke var til stede i KRI, besluttede koordinationsudvalget at »tilslutte« sig det andet nævns »retsopfattelse«, således at iranske kurdere nu kan sendes tilbage og tage ophold i regionen.

Koordinerede afgørelser

Beslutningen møder nu kritik fra flere sider. Juraprofessor ved Aarhus Universitet Jens Vedsted-Hansen, der selv har siddet i Flygtningenævnet, siger, at det »forekommer problematisk, at Flygtningenævnet næsten uden videre accepterer en bestemt region af et land som første asylland.«

»Dette forudsætter langt mere indgående undersøgelser og overvejelser af den forfatningsmæssige, administrative og politiske struktur og dennes stabilitet, end det Flygtningenævnet ser ud til at have taget stilling til.«

Og hos Dansk Flygtningehjælp siger asylchef Eva Singer: »Det er principielt meget betænkeligt at anvende en mindre del af et land som et første asylland.«

Flygtningenævnets koordinationsudvalg kan godt nok ikke forpligte det enkelte nævn til noget, men de enkelte nævnsmedlemmer har »pligt til at agere som medlemmer af det offentlige nævn, de er en del af,« siger Stig Torp Henriksen, der er sekretariatschef i Flygtningenævnet.

»Det er også derfor, der bliver gjort en stor indsats for at koordinere nævnets afgørelser.«

Som offentligt organ kan det selvsagt ikke gå an, hvis afgørelserne er tilfældige fra gang til gang. Derfor vil fremtidige asylsager, som omhandler iranske kurdere, der er født eller opvokset i Irak, med overvejende sandsynlighed ende med afslag, og ansøgerne vil blive sendt tilbage til KRI.

Ingen fremtid

På asylcentret i Avnstrup sidder en håndfuld af de iranske kurdere, som det hele handler om. De er flygtet fra Irak og har søgt asyl i Danmark.

»Vi har ingen rettigheder i Irak. Vi bliver ikke betragtet som irakere, og vi har ikke irakiske id-papirer,« siger Burhan Pelani.

Han er i gang med at organisere en demonstration foran Christiansborg. På mandag samles 42 iranske kurdere, der ligesom Burhan er flygtet fra Irak, og hver dag vil de demonstrere på slotspladsen for, som de selv siger, at gøre opmærksom på deres situation. Det er ifølge Burhan forholdene, man som iransk kurder lever under i KRI, de ikke vil tilbage til.

»Vi kan ikke købe noget i vores eget navn. Vi kan ikke købe et hus eller en bil. Vi kan studere på universitetet, men når vi er færdige, kan vi ikke få et job som f.eks. læge eller lærer, selv om vi er uddannet til det.«

De iranske kurdere er derfor tvunget til at gøre rent eller lave forefaldende arbejde i den private sektor, hvis de vil forsørge sig selv.

»Vi har ingen fremtid i Irak,« siger de alle sammen.

Betænkeligt at sende til Irak

Baggrunden for praksisændringen i Flygtningenævnet er blandt andet en række nye informationer om forholdene for iranske kurdere i KRI, som Udlændingestyrelsen har indsamlet.

Ved prøvesagerne i Flygtningenævnet vurderede begge nævn, at de iranske kurdere »isoleret set« har krav på asyl, fordi de risikerer forfølgelse i Iran. Begge nævn antog dog også, at deres personlige sikkerhed i Irak nu er sikret.

Men i forhold til de såkaldte »basale rettigheder« var de to nævn helt uenige. Disse basale rettigheder er socioøkonomiske forhold, fortæller Stig Torp Henriksen.

»Man skal se på, om der er nogle socioøkonomiske begrænsninger i asylansøgerens muligheder for at slå sig ned i det pågældende område, der gør, at selv om det er sikkert nok, så kan vedkommende alligevel ikke henvises til at tage ophold der. Det er der, vandene skilles.«

Ifølge Jens Vedsted-Hansen har Flygtningenævnet dog ikke taget de sociale og økonomiske forhold alvorligt, selv om de med hans ord er »helt centrale«, ikke mindst fordi der er tale om flygtninge i henhold til FN’s Flygtningekonvention.

»Flygtningenævnet ser ud til at have taget særdeles let på de krav til beskyttelse af sociale og økonomiske rettigheder — såvel som civile og politiske rettigheder — der stilles i international ret.«

Samme kritik lyder fra Dansk Flygtningehjælp, der vurderer, at hverken Irak eller KRI kan bruges som asylland.

»De får ikke de samme rettigheder og har ikke de samme muligheder, som man normalt ville give til flygtninge,« siger asylchef Eva Singer og uddyber:

»Det ligger i begrebet, at der skal være tale om et asylland, og den kurdiske region er hverken et land eller en selvstændig stat.«

Derudover er deres sikkerhed ikke fuldt beskyttet, fordi de ikke er anerkendt som flygtninge af de lokale myndigheder, siger hun.

»Det er ikke de kurdiske eller irakiske myndigheder, der anerkender den her gruppe som flygtninge, men UNHCR (FN’s Flygtningehøjkommissariat). Og selv om UNHCR har et beskyttelsesmandat, har de ikke magten i landet, og det overser man i den her situation.«

Et menneskeligt skøn

Hos Dansk Flygtningehjælp er man bekymret for, at fremtidige asylsager om iranske kurdere automatisk vil resultere i et afslag, og derfor vil man nu drøfte sagen med Flygtningenævnet.

»Koordinationsudvalget skal selvfølgelig koordinere. Men det er svært at sige, at det bliver en konkret individuel vurdering i hver enkelt sag, hvis man på forhånd har lagt sig fast på en bestemt retsopfattelse,« siger Eva Singer.

Hun mener derfor, det havde været mere hensigtsmæssigt af koordinationsudvalget at tilslutte sig den retsopfattelse, der taler for, at iranske kurdere skal have asyl i Danmark.

»Det ville være den helt almene forudsætning i asylsagsbehandlingen. Det er, at man lader tvivlen komme til gode i forhold til den risiko, man eventuelt måtte udsætte nogen for.«

Jens Vedsted-Hansen mener ikke, der er noget i vejen for, at koordinationsudvalget tager stilling til principielle problemstillinger, når de enkelte nævn er uenige. Han er dog kritisk over for beslutningen om, at generel praksis fremover skal være at sende iranske kurdere til Irak.

»Det er særligt bekymrende, når koordinationsudvalget med bred håndbevægelse konkluderer, at den pågældende gruppe iranske flygtninge generelt kan henvises til at tage ophold i KRI. Hermed sikrer man sig nok ikke, at fremtidige sager i de enkelte nævn bliver gjort til genstand for den nødvendige konkrete vurdering.«

Sekretariatschef i Flygtningenævnet Stig Torp Henriksen erkender, at det er »uheldigt og ærgerligt«, at de to nævn er kommet frem til to modsatte afgørelser for de seks ens sager.

»Der er altid en risiko forbundet med afgørelser, der indeholder et betydeligt element af skøn, som udøves af mennesker. Det er derfor, man har brug for et koordinerende organ, som sikrer en ensartet behandling,« siger han og tilføjer, at koordinationsudvalget har valgt den praksis, man mener er det »objektivt rigtige«.

I Avnstrup sidder Burhan Pelani og de andre iranske kurdere og venter på, at deres asylsag bliver behandlet i Flygtningenævnet. De har fået afslag på asyl fra Udlændingestyrelsen, og Flygtningenævnet vil med al sandsynlighed stadfæste den afgørelse. Derefter skal de tage tilbage til Irak, til den kurdiske provins, hvor de ikke kan eje hus, bil eller sim-kort.

Eller som Burhan formulerer det: »Hvis vi bliver sendt tilbage til Irak, står vi bare i samme situation, som før. Vi har ingen fremtid i Irak. Vi har været der i 33 år, og selv om vi blev der i et århundrede, ville vores situation ikke ændre sig.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Uha uha uha.

Denne "objektivitet" faar det til at loebe koldt ned af ryggen paa mig. Flygtningenaevnet sidder og afgoerer VIRKELIGE MENNESKERS LIV, og saa virker det som om der bliver slaaet plat og krone om det. En moent er ogsaa "objektiv", idet den ikke selv ved hvilken side den vil lande paa.

Naevnet burde taenke over, om de SELV kunne forestille s ig et liv uden mulighed for ansaettelse, fast ejendom, bil eller mobiltelefon.

Mvh Max

Det generer mig at der til stadighed skrives i faktaboksen "Flygtningenævnet er et uafhængigt, domstolslignende organ."

Var det ikke også meningen at der nu skulle være fem og ikke tre medlemmer efter vi har fået ny regering?

Der er ikke noget at sige til at de frivillige i Asylret har så mange henvendelser fra asylansøgere der er blevet afvist!

I faktaboksen her er der anvendt citationstegn "Flygtningenævnet er defineret som ’et uafhængigt domstolslignende organ’"
http://www.information.dk/281152

Men jeg må have misforstået noget, syntes ellers jeg havde læst et sted at der skulle være fem fremover..

Klaus Kaaslund

»Man skal se på, om der er nogle socioøkonomiske begrænsninger i asylansøgerens muligheder for at slå sig ned i det pågældende område, ......"

"Socialøkonomiske begrænsninger" er vist en ny norm for juridisk vurdering. Jeg tror at næsten alle fra den tredie verden, der ønsker at slå sig ned i Danmnark, vil opleve socialøkonomiske begrænsninger ved at vende tilbage. I flæng kan jeg nævne kvinders stilling; alle kvinder der vender tilbage til et islamisk land vil opleve, at deres socialkonomiske forhold forringes. Unge mennesker vil normalt ikke have adgang til samme kvalitet af undervisning i deres hjemland som i Danmark. Osv, osv.

Der må være sket, hvis det ikke længere er et kriterium for at opnå ophold i Danamark, at man er individuelt forfulgt i hjemlandet.

Peter Andreas Jørgensen

Det eneste 'domstolslignende' ved Flygtningenævnet er, at det afsiger domme. Så vidt jeg ved kan der ikke føres vidner, der er ikke krav om beviser, 'sigtede' har ikke krav på at vide hvilke konkrete forhold, der ligger til grund for afgørelserne eller ret til juridisk bistand, der er ingen ankemuligheder osv.

Der er mere retssikkerhed i en kinesisk retssal, end der er i et kontor i Flygtningenævnet.