Læsetid: 5 min.

Ulrik Dahlin og Anton Geist

»Vores afdækning fik Lars Løkke Rasmussen til at fyre Birthe Rønn Hornbech som integrationsminister, og i særlige selvfede øjeblikke tager vi også en del af æren for, at Integrationsministeriet kort efter blev nedlagt«
14. januar 2012

— Hvor mange arbejdstimer koster det at få en Cavling?

I vores tilfælde: en hel del. Vi har arbejdet aftener og weekender, og vores familier og venner er efterhånden blevet trætte af at høre om statsløse, FN-konventioner og ministeransvar. Af og til er vi muligvis også gået lidt for vidt. Blandt andet har vi tilbragt en lang dag i Rigsarkivet med at gennemgå hotelregninger, mødereferater og rejsebilag fra 1959, hvor kontorchef i Indengsministeriet Knud Larsen var i Genève for at diskutere statsløse.

— Har I gjort en forskel?

Det har vi vel nok. Vores afdækning fik Lars Løkke Rasmussen til at fyre Birthe Rønn Hornbech som integrationsminister, og i særlige selvfede øjeblikke tager vi også en del af æren for, at Integrationsministeriet kort efter blev nedlagt. Endnu vigtigere er det, at en masse statsløse, som var blevet for gamle til at få statsborgerskab efter en FN-konventionen, nu har fået en fornyet chance for at blive danske statsborgere på grund af vores dækning. Det samme vil statsløse børn født her i landet af kurdere fra Syrien, fordi vi har afdækket, hvordan myndighederne systematisk har fejlregistreret dem.

— Hvad er jeres næste projekt?

Vi brygger på forskelligt. Anton har lige skrevet en række artikler om den danske fangepolitik i Irak, og Ulrik har skrevet om børn, der er blevet misbrugt på opfostringshjem. Lige nu researcher vi på et par andre sager, som hverken handler om statsløse eller andre udlændinge.

— Ville I have gået lige så hårdt til en rød minister?

Vi ville have elsket at gå hårdt til en såkaldt rød minister, og siden valget har vi skrevet mange kritiske historier om den nye regering. Men endnu er vi ikke er stødt på en minister, der sådan for alvor har misbrugt sin magt. Beordret ulovlig sagsbehandling, ført Folketinget bag lyset og sådan. Men lige så snart det sker, og vi finder ud af det, skal vi nok sørge for at gå efter vedkommende uanset partifarve.

— Journalister er altid negative over for politisk aktivisme. Men jeres smukke serie er en slags aktivisme. I kan ikke komme uden om, at I kæmper for en bedre verden. Hvordan ser i forholdet mellem aktivisme og journalistik?

Her på avisen ser vi det som vores opgave at afdække sandheden og afsløre, når de svageste bliver trådt under fode. Det siger vi i hvert fald altid til hinanden. Og hvis dét er aktivisme, er vi helt sikkert en slags aktivister. Men vi har samtidig en pligt til hele tiden at forsøge at dække de sager, vi arbejder på, så nuanceret som muligt. Blandt andet har vi gjort en hel del for at få Birthe Rønn Hornbech til at fortælle os sin version af sagen om de statsløse. Det lykkedes bare aldrig.

— Har I nogensinde tvivlet på, om I havde ret?

Allerede da vi skrev vores første artikel om sagen, den 11. januar 2011, skrev vi: Ny tamilsag? Samme eftermiddag lagde Integrationsministeriet en flere sider lang vejledning til statsløse ansøgere om statsborgerskab ud på sin hjemmeside. Som journalist ved man, at når et myndighed reagerer så hurtigt, så er det, fordi man har ramt rigtigt. Senere i forløbet har vi flere gange været i tvivl om historier og derfor valgt ikke at bringe dem.

— Kunne I have lavet den samme serie på en anden avis?

Det ved vi dybest set ikke, for vi har aldrig arbejdet på andre aviser. Men på Information er vi tilpas selvretfærdige til at insistere på en historie, som andre medier bliver ved at ignorere. Og på Information er vi optagede af at finde frem til den sandhed, som magthaverne forsøger at skjule, frem for at generere flere klik på vores hjemmeside.

— Hvad er I blevet mest skuffede over ved den nye regering?

Det er egentligt for tidligt at svare på, men der er da tydelige tegn på, at regeringen allerede på nogle områder opfører sig magtfuldkomment. Det bekymrer os, at vi oftest ikke kan få ministrene i tale, når vi skriver en kritisk historie om dem. Det bekymrer os også, at vi ofte stadig må vente i uger og måneder på at få aktindsigt. Og det bekymrer os, at oppositionen tit får indholdsløse svar på deres spørgsmål til ministrene.

— I har udtrykt glæde over at revisionen af offentlighedsloven ikke blev til noget — men mener stadig, at den nuværende ikke fungererer ordentligt — skal vi have en ny offentlighedslov, eller skal vi ikke?

Hvis man kunne være sikker på, at en ny lov blev bedre end den gældende, så ja. Hvis den bliver dårligere, så nej. Med det forslag, som tidligere justitsminister Lars Barfod lagde frem sidste år, så nej. Helt klart nej, endda. Det nytter ikke, at dokumenter kan undtages fra aktindsigt, hvis de indgår i såkaldt ministerbetjening. Derfor sagde vi også til statsministeren, da hun overværede Cavling-uddelingen, at hun skal sørge for en bedre offentlighedslov.

— Hvad er mest væsentligt at gøre op med ved den gamle offentlighedslov?

En ting, vi tit bliver irriterede over, er, at der ikke er nogen sanktionsmuligheder, når en myndighed trækker en aktindsigt i langdrag, heller ikke hvis det er helt urimeligt. En myndighed kan nøjes med at beklage, at det har trukket ud. Det bør ændres. Tænk, hvis man kunne slippe for en færdselsbøde lige så let.

— Hvilken betydning har det, at ingen af jer er uddannet journalist?

Journalistisk handler om at praktisere —skrive, læse, ringe, tjekke, tænke — mere end at gå i skole. Det er vores erfaring, at journaliststuderende, der knap nok kan holde på en blyant, når de kommer i praktik, på ganske kort tid lærer sig fagets elementære greb. Så svært er det heller ikke, men det er altså ved at gøre det, man lærer det, frem for bare at læse eller høre om det.

— Er I medlemmer af Journalistforbundet?

Ja, selvfølgelig. Vores forbund har en overenskomst med Information, som udstikker rammerne for vores arbejde. Det ville være usolidarisk, hvis vi ikke var medlemmer.

Næste uge:

Pelle Dragsted

Kapitalisme og moderne socialisme? Spørg Enhedslistens presserådgiver Pelle Dragsted.

Send spørgsmål senest tirsdag til

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Et stort ønske; gid I kunne undersøge hvad de er sket med de allerede tvangsudsendte til f.eks. Syrien, der blev fængslede/"forsvandt", - før I slipper det helt..