Den ansigtsløse modstand

11 millioner forespørgsler til Folketingets hjemmeside i løbet af 36 timer. Hvad der svarer til mere end tre måneders besøgende på godt halvandet døgn. Et angreb af en karakter, som man ifølge it-chef Ole Søndergaard aldrig har været udsat for før. Ingen har officielt taget ansvar for angrebet, men mistanken er rettet mod bevægelsen Anonymous, der inden for den seneste måned har rettet en række angreb og trusler mod danske hjemmesider.

Viser det sig, at Anonymous står bag angrebet, er Folketinget kommet i fint selskab. FBI, NATO, det amerikanske justitsministerium, Scientology, Visa, Europa-Parlamentet, utallige sikkerhedsfirmaer, diverse mellemøstlige diktaturer og pladeselskaber har tidligere været blandt Anonymous foretrukne angrebsmål. Bevægelsen kom i offentlighedens søgelys i forbindelse med hævnangreb rettet mod de betalingsvirksomheder, som blokerede for pengeoverførsler til Wikileaks i december 2010, og siden har Anonymous spredt sig over en lang række politiske emner og temaer og har vist sig mere end almindeligt overlevelsesdygtig. Interne u-enigheder, arrestationer og manglende konsensus om mål eller midler har ikke svækket bevægelsen nævneværdigt. Tværtimod har de slået til mod stadigt større og mægtigere mål med en uhørt stor opmærksomhed om bevægelsen til følge. På en konference i juni sidste år i Lissabon advarede NATO’s general rapporteur Lord Jopling mod truslen fra Anonymous: »Iagttagere bemærker, at Anonymous er blevet mere og mere sofistikerede og kan potentielt set hacke sig ind i følsomme filer hos regeringer, militær eller virksomheder. I dag siges det, at den internationale ad hoc-hackergruppe har flere tusinde medlemmer,« sagde Lord Jopling, før han med en slet skjult trussel tilføjede, at der ikke ville gå længe, før modstandsstrategier ville blive udviklet, gruppen infiltreret og medlemmerne retsforfulgt. Igen i en video svarede Anonymous kort efter: »Begå ikke den fejl at udfordre Anonymous. Begå ikke den fejl at tro, at I kan skære hovedet af en hovedløs slange. Hvis du skærer et hoved af hydraen, vil 10 hoveder mere vokse ud i dets sted,« sagde den monotone computerstemme. Operation NATO blev iværksat, og få uger efter hævdede Anonymous at have brudt igennem en række sikkerhedssystemer i militæralliancen, offentliggjorde fortrolige rapporter som bevis og sikrede sig selv en stor mediesejr.

Ikke en hackergruppe

I medierne fremstilles Anonymous oftest som en »hackergruppe«, »cyberterrorister« eller »netaktivister«. Men ifølge Marcin De Kaminski, ph.d.-studerende i retssociologi på Lunds Universitet og selv mangeårig netaktivist, er ingen af de definitioner præcise. Anonymous er uden fast organisation og altid i bevægelse. Der er ingen ledere, ingen konsensus og beslutningerne tages løbende skiftende steder på internettet. De er en bevægelse i ordets egentlige forstand:

»At der ikke er strukturer omkring Anonymous, er nok et tegn på, at de rent faktisk håndterer den store decentralisering. Der er ikke nogle konstante forsøg på at finde orden i deres kaotiske verden. Forskelligheder er meget almindelige, men bliver normalt håndteret enten ved at ignorere dem eller ved interne angreb imellem forskellige dele af den masse, der udgør Anonymous,« siger Marcin De Kaminski. Det er en bevægelse, der udgøres af både enkeltpersoner og grupper, og som først og fremmest synes samlet om et fælles sprog, humor, symbolikker og kærlighed til internettet. Oprindeligt udspringer Anonymous fra imageboardet 4chan, der begyndte i 2003 som et forum, hvor brugerne kunne diskutere japansk kultur som manga og anime, men som siden har været ophavssted for nogle af de mest kendte internetkulturer. Boardets brugere kunne skrive anonyme kommentarer til hinanden, der var ekstremt meget aktivitet, og store internetfænomener som lolcatz (billeder af sjove katte) og rick-rolling (hvor en person tror, han klikker på et relevant link, men i stedet narres ind på musikvideoen til Rick Astleys hit »Never gonna give you up«) udspringer i en eller anden grad fra 4chan. Folkene på 4chan debatterede, svinede hinanden til og havde det sjovt med at genere de skiftende fjender, der blev udråbt på boardet.

Fra nettet til gaden

At Anonymous skulle vokse fra et internetfællesskab på et af nettets mere obskure imageboards til en global bevægelse, der af FBI betegnes som en af de »største kommende bekymringer«, er i sig selv spektakulært. Den første større koordinerede aktion var mod Scientology i 2008, som Anonymous igennem en længere periode chikanerede som svar på kirkens forsøg på via sagsanlæg at fjerne lækkede interne videoer fra internettet. Men gennembruddet kom først omkring Visa og Paypals spærring af støttebidrag til Wikileaks, kort efter publiceringen af de amerikanske diplomatiske indberetninger i december 2010. På det tidspunkt var den politiske konflikt om Wikileaks så tilspidset, at tusinder flokkedes om Anonymous chatkanaler for at deltage i koordinerede overbelastningsangreb på firmaernes servere. Bevægelsen blev pludselig symbol på kampen for frihed på internettet imod myndighedernes forsøg på censur og kontrol. Mange aktivister faldt efterfølgende fra, men andre blev hængende og deltog i omfattende aktiviteter omkring Det Arabiske Forår og hele vejen til Occupy Wall Street. Her var Anonymous igen i en central rolle både online som spredere af propagandavideoer, men også i vidt omfang offline, hvor de karakteristiske masker kunne ses på pladser over hele USA.

Masken stammer fra tegneserien om oprøreren ’V’, men blev først berømt med hollywoodfilmen V for Vendetta. Den blev et symbol for Anonymous, efter at flere bar maskerne til de første Scientology-demonstrationer i 2008, men har siden præget både Occupy-demonstrationerne og de igangværende protester mod ACTA i en sådan grad, at masken er den klart mest sælgende i maskebutikker i USA. Selv har den oprindelige forfatter til tegneserien Alan Moore kritiseret, at Time Warner dermed tjener penge på en protestkultur, men erklæret sig tilfreds med symbolikkens spredning, som også i en vis grad kan tilskrives fortællingen i hans tegneserie:

»Grunden til, at V’s korstog mod staten i sidste ende lykkes, er, at staten er afhængig af et centraliseret computernetværk, som han er i stand til at hacke. Det var ikke en oplagt idé i 1981, men det forekom mig at være noget af den slags, der ventede os i fremtiden,« har han forklaret til The Guardian.

Anonymous og V-maskens vej ind i mainstream er dermed tegn på en udvikling, som den amerikanske antropolog Gabriella Coleman, der igennem flere år har studeret bevægelsen og hængt ud på deres chatnetværk, opsummerer i magasinet Triple Canopy:

»Hvad der begyndte som et netværk af trolls (provokatører, red.), er for det meste blevet en kraft for det gode i verden. Hvad der begyndte som en reaktion på Scientology, er blevet til omfavnelsen af ytringsfrihedskampe fra Tunesien til Zuccotti Park. Mens Anonymous ikke har fremsat nogen programmatisk plan om at vælte institutioner eller ændre uretfærdige love, har det gjort det at unddrage dem til at virke nemt og ønskeligt,« skriver hun.

»For dem, der påfører sig Guy Fawkes-masken, der associeres med Anonymous, er dette — og ikke det kommercialiserede ’transparente’ sociale netværk Facebook — internettets potentiale. Og det erstatter individualisme med kollektivisme«.

Marcin De Kaminski forklarer, at Anonymous ikke opererer ud fra ét magtcentrum, men at de forskellige operationer udspringer fra skiftende steder på nettet. Midlertidige baser, der får tilnavnet the hive. Det kan være en chatkanal eller en forumtråd, hvor dem, der er involveret i operationen, diskuterer og planlægger, hvad der skal ske:

»Mål bliver udvalgt ved, at nogen rejser et emne enten på 4chan eller på en lignende side, en IRC-chatkanal eller en anden platform, som bruges af fællesskabet. De fleste ideer dør hurtigt, men nogen bliver taget op, og hvis de når et niveau af anerkendelse, der kan beskrives som en kritisk masse bag dem, så tenderer de til at blive accepteret som officielle Anonymous operationer,« forklarer Marcin De Kaminski.

»Hvor grænsen bliver trukket, er sandsynligvis helt umuligt at sige, da en operation i teorien kan udgøres af alt mellem en person, en gruppe venner eller flere tusinde mennesker, der er involveret i det samme emne,« siger han.

Våbnene adskiller sig fra operation til operation. Fra overbelastningsangreb, der får firmaer eller regeringers hjemmesider til midlertidigt at bryde ned, men som ikke har nogen varig skade til udnyttelse af sikkerhedshuller, til at få adgang til fjenders interne dokumenter eller at ændre budskaber på deres hjemmesider.

Ifølge Marcin De Kaminski er der dog et større udvalg af våben end som så:

»En anden del af Anonymous våbenarsenal er ret sofistikerede mappings af deres fjender, kaldet doxing, hvor alle personlige, arbejdsrelaterede og sociale aspekter af deres liv eller netværk bliver noteret,« siger han. Doxing er sammen med mere konventionelle indbrud i mailboxe blandt andet blevet brugt mod politibetjente i forbindelse med konfrontationer ved Occupy Wall Street-protesterne. Flere betjente fik i den forbindelse deres privatadresser, private relationer og i nogle tilfælde indhold af mailboxe lagt ud på internettet. Offentliggørelserne blev kritiseret fra flere sider, men Anonymous fortsatte ufortrødent.

Tilbage til rødderne

Ifølge Gabriella Coleman har skridtet fra internetkultur på 4chan med fokus på at gøre grin med hinanden og Scientology til meget mere alvorlige emner skræmt en del aktivister væk.

Flere af de gamle betegner det nye Anonymous som ’moral fags’ med for meget fokus på alvorligheder og for lidt på at hærge og have det sjovt. Derfor er Anonymous også afhængige af aktioner, der kan ydmyge modstanderne og gå tilbage til bevægelsens rødder. Som da de var i konflikt med San Francisco’s metroselskab, efter selskabet en kort overgang havde lukket ned for mobilsignalet i metroen for at forstyrre en planlagt protest mod metropolitiets rolle i drabet på en ung mand ved en anholdelse.

Den ansvarlige for at lukke for mobilsignalet blev udpeget som selskabets talsperson. Han blev udråbt til fjende af fri kommunikation, og kort tid efter spredtes nøgenbilleder af ham på internettet med beskeden: »If you are going to be a dick to the public, then I’m sure you dont mind showing your dick to the public«.

Selv om mange i offentligheden sikkert var forargede over cirkulationen af billederne, havde Anonymous vist, at de stadig havde kontakt til sine rødder. Bliver man en fjende af Anonymous, er intet helligt. Som Adrian Chen, redaktør på det indflydelsesrige amerikanske bloggersite Gawker, udtrykker det:

»Hvis du vil tage fat på Anonymous, så vær sikker på, at du har skiftet alle passwords og gemt alle dine nøgenbilleder i et skab og begravet det under dine gulvbrædder. De er basalt set et amoralsk Wikileaks for almindelige mennesker,« skriver han. Og Adrian Chen ved om nogen, hvad han taler om. I 2010 var Gawker udsat for et voldsomt kompromitterende hack fra gruppen Gnosis, kort efter blog-mediet havde skrevet hånende om kulturen på 4chan. Flere hundredtusinder Gawker-brugeres passwords og e-mails blev lækket på diverse fildelingssider, og fra en af virksomhedens egne — nu hackede — twitter-konti kom beskeden: »Jeg husker, at Gawker.com fortalte Anon, at de var uovervindelige og ikke kunne hackes. Well, de tog fejl«.