De taler ikke ordentligt til hinanden på Christiansborg! De mobber deres kolleger, og de stiller spørgsmål, selv om de kender svarene på forhånd. Det blev diskuteret i nyhederne om morgenen og i TV-Avisen om aftenen. Stort, stort problem, som kunne føre til ’politikerlede’, forstår man. Nyvalgte politikere er alarmerede over Folketinget, og Folketingets præsidium anbefaler ’kulturrevolution’. Kritikerne kalder Christiansborg for en børnehave.
Det komiske er, at denne dystopi for det danske demokrati ikke vedrører finanspagten og den pludselige forvandling af finanspolitik til et spørgsmål lov og orden. Den handler ikke om, hvordan ansvarlige politikere fortæller befolkningen, at suverænitetsafgivelse ikke er suverænitetsafgivelse, og landets kommentatorer erklærer, at vi nu må afvente den definitive dom fra Justitsministeriets jurister. Som om juristerne i ministeriet i denne sag var neutrale dommere, der skal tage stilling til, om finanspagten er i strid med Grundloven. Sagen er, at jura på dette niveau ofte ikke drejer sig så meget om at have ret som om at få ret. Det ville således være særdeles overraskende, hvis finanspagten ikke netop var finanspagten konstrueret, så den ikke udløser folkeafstemning. Ingen kan være i tvivl om, at vi mister politisk selvbestemmelse, men dygtige jurister sikrer, at det ikke formelt kan betegnes som juridisk opgivelse af suverænitet. Ministeriet servicerer regeringen, som altid vil undgå folkeafstemninger, når der ikke er opbakning til dens politik. Sagt på en anden måde: Den skal ikke have opbakning fra borgerne prøvet, når der er god grund til modstand. Det ender paradoksalt med, at forfatningen bliver brugt til at beskytte regeringen mod borgerne og ikke til beskytte borgerne mod regeringen. Men det handlede kritikken af den politiske kultur ikke om: Den gik på den dårlige debatkultur og den elendige tone. Kort sagt: Den kritik virker mere latterlig end det, den kritiserer, når den falder i samme uge som et virkeligt politisk bedrag.
Det politiske bedrag
Dem, der regner sig for det ansvarlige centrum i dansk politik, vil nemlig i disse dage underskrive en pagt, som fratager de næste generationer ansvaret for selv at skabe deres finanspolitik. De vil tilslutte os en finanspagt, der forpligter 25 europæiske lande på krav, som kun tre lande i dag lever op til. Det er ikke en plan udviklet i fællesskab mellem diskuterende politikere, men en pagt udtænkt i Europas rigeste land og påtvunget resten af landene. Den kræver, at vi skal føre en finanspolitik, som er strammere end den, man har ført i årtier. Det skal vi ikke bare gøre i år, men i alle årene fremover, og den kan vi ikke uden videre opsige. Vi kan se, at politikere til tider har tilsidesat Grundloven, men denne pagt er en mellemstatslig traktat, som ikke kan ophæves uden de andres samtykke. Hvis vi ser arbejdsløsheden stige markant de næste år, vil vi ikke kunne reagere, som vi tidligere har gjort. Hvis vi i fremtiden skulle få et socialdemokratisk-socialistisk flertal, ville de være tvunget til at føre en borgerlig finanspolitik.
Det politiske bedrag er ikke, at en socialdemokratisk dansk statsminister underskriver en pagt, som gør socialdemokratisk politik forfatningsstridig i Europa. Det politiske bedrag er den måde, det sker på.
Børnehaven
Regeringen siger, at den ikke afgiver suverænitet med pagten, for de ville alligevel have gjort det, som pagten kræver. Det er ræsonnementet: Vi mister ikke selvbestemmelse, for vi ville alligevel have bestemt over os selv på den måde, som det er blevet besluttet i Berlin, at man skal bestemme på. De har godt nok ikke gjort det før, og de har ikke sat det som mål, før de blev valgt. Men nu må vi tro, at det for dem er den eneste måde at at føre politik op. De skjuler på den måde, at en forandring finder sted.
Nu ser vi socialdemokratiske og folkesocialistiske ministre erklære, at de altid har været tilhængere af den politik, som finanspagten foreskriver. De siger ikke, at de for et halvt år siden kaldte akkurat denne politik den direkte vej til den sociale massegrav, og de siger ikke, at de regnede den for moralsk anstødelig og politisk forkastelig, inden de selv kom i regering. De opfører en verden, hvor finanspagten står for det ’ansvarlige’, og alt andet afvises som det uansvarlige. Finanspagten er garanten for en ’sund økonomi’, og en usund økonomi vil altid gå ud over de svageste. Den er blevet det samme som ’ansvarlighed’, ’sund økonomi’ og ’det bedste for de svageste’. De lader i dag, som om det er den eneste måde at føre politik på, men fremover bliver det faktisk den eneste mulige finanspolitik. Den bliver i Europa valggrundlag for alle partier, som vil danne regering. Ikke alene foretager de folkevalgte et valg, som ophæver noget af vores politiske frihed. De vil ikke stå ved, at de foretager et valg, som tømmer de europæiske lovgivende forsamlinger for ansvaret for det, der fra starten har været i kernen af selvbestemmelse: Det nationale budget.
På den måde kan kritikerne af debatten i Folketinget have ret i deres karakteristisk af den lovgivende forsamling som en børnehave. Men det skyldes ikke måden, man taler på. Det skyldes, at magten forlader de lovgivende forsamlinger i Europa.
Det er tilmed lykkedes Folketingets børnehave at præparere opinionen i det danske samfund med så megen nødvendighedslogik at finanspragten vil blive slugt råt.
http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2012/01/31/224118.htm?rss=true
"Det politiske bedrag er ikke, at en socialdemokratisk dansk statsminister underskriver en pagt, som gør socialdemokratisk politik forfatningsstridig i Europa."
Forfatningsstridig. Socialdemokratisk politik forfatningsstridig i Europa? Vammen, den glade Europadreng, bør vel sikre en uvildig eksperthøring, som kan kvalificere det retsgrundlag som folketinget skal tage stilling til sagen på. Det er aldeles alvorlige sager.
Hvis vi træder nogle skridt baglæns ned gennem Forhåbningsholms Allé, dvs. knap 13 år tilbage - og før magten sådan mere synligt forlod de folkevalgte forsamlinger i de europæiske lande, så kunne vi se Ole Krarup kæmpe med samme elitære og manipulerende demagogi fra ja-siden. Dengang var det Amsterdam-traktaten og den folketingsbesluttede tiltrædelse af Schengen-samarbejdet som var på brættet:
http://www.information.dk/19452
Idag er de fleste glade for Schengen, selvom de ikke aner en skid om projektets politistatsmetodiske dimensioner, og sådan går det vel også med demokraturudviklingen sfa. finanspragten. Idag anser en del danskere den for at være nødvendig, om nogle år kan den så betegnes som naturlig. Historieløsheden og Let's do it-mentaliseringen sletter de fleste spor.
"Stort, stort problem, som kunne føre til ’politikerlede’, forstår man."
Politikerlede bliver der ikke tale om, tvært imod, dertil er underholdningsværdien alt for høj (lidt ligesom i X.Faktor, hvor det heller ikke altid er stjernerne der løber med opmærksomheden). Der kan højst blive tale om politik-lede, men det har vi jo i forvejen, hvis ikke ligefrem det er sagens kerne. Og når vi ikke bryder os om politik, hvorfor så ikke forflytte det til EU? Ude af øje, ude af sind, som man siger.
1. Det politiske bedrag er ikke, at en socialdemokratisk dansk statsminister underskriver en pagt, som gør socialdemokratisk politik forfatningsstridig i Europa. Det politiske bedrag er den måde, det sker på.
2. Nu ser vi socialdemokratiske og folkesocialistiske ministre erklære, at de altid har været tilhængere af den politik, som finanspagten foreskriver. De siger ikke, at de for et halvt år siden kaldte akkurat denne politik den direkte vej til den sociale massegrav, og de siger ikke, at de regnede den for moralsk anstødelig og politisk forkastelig, inden de selv kom i regering.
Jeg sætter ofte pris på Rune Lykkebergs evne til at finde tankevækkende vinkler som andre overser, men af og til binder han sig så fast til sin vinkel at han ikke kan håndtere andre. Som det fremgår af citat nr. 2 er det politiske bedrag også "at en socialdemokratisk dansk statsminister underskriver en pagt, som gør socialdemokratisk politik forfatningsstridig i Europa." Bedraget ligger i processen og i indholdet.
Jeg ved, at jeg skylder en forklaring på min tilslutning til Rune Lykkebergs kommentar, fordi jeg for snart mange måneder siden i frustration erklærede, at jeg aldrig mere ville læse hans vrøvl, hvilket jeg faktisk heller ikke har gjort. Sagen er den, at jeg inden jeg gik til køjs i går bemærkede, at Heinrich og Henrik havde anbefalet artiklen, og derfor tænkte, nå så må jeg nok hellere læse den. Og tak for det. Eddergod og klar kommentar, Rune, mere af det!
PS Jeg kigger selvfølgelig også indenfor i næste uge.
Hvorfor blande Christianborg mobning ind i beskrivelsen af underskrivningen af Finanspagten?
Her var der et STORT flertal i Folketinget bag
Hvis befolkningen ikke er blevet ordenligt informeret er det så ikke en opgave som medierne ikke har varetaget - Desværre vil de fleste mediere ofte hellere referer om skænderier og andet person sladder end om væsenlige politiske sager.
På det ideologiske plan er jeg glad for, at man "gør socialdemokratisk politik forfatningsstridig".
Men, mon det komme så vidt?
I EU traktaten var der også en række økonomiske grænser, og alligevel er vi endt her.
Om nogle år vil det samme ske sikkert ske igen.
Og måske kunne det være en gave for socialdemokraterne. Brug tiden til at definere en politk, der ikke bygger på den præmis, at man lader seddelpressen arbejde på højtryk.
Klar unions-kommunistisk infiltration af det kongelige danske socialdemokrati. Mission accomplished.
... og så er det ikke engang ironisk ment, selvom det er sjovt at skrive det.
Men det er en sejrens dag for internationale socialister. Sikke en motorvej at få lagt ud for sig.
Nu skal vi bare have skabt en masse social indignation i Europa, således at stemmeafgivningerne rundt omkring forbliver på venstrefløjen. Og det er vitterligt ikke den sværeste udfordring for unge stræbsomme politikere at vise deres værd for partiet gennem.
Johannes Aagaard
Du tager ganske fejl. Den bedste, den mest objektive og den mest omfattende journalistik om den afskyelige superstat og dens nedlæggelse af nationernes selvbestemmelsesret finder du i Arbejderen. Se fx. ugens weekendnummer:
Sådan vil EU styre Danmarks økonomi
Sig stop til finanspagten!
I disse tider behandler Arbejderen EU og danske EU-tilhængeres holdninger hver dag, og den gør det på en yderst saglig måde, ikke mindst på lederplads og gennem Folkebevægelsens parlamentariker Søren Søndergaard, som har en ugentlig klumme hver onsdag. Omend Informations dækning er marginalt bedre end mainstreampressens, så tåler den ikke sammenligning med Arbejderens. Her er man langt klarere i spyttet end Troels Heeger, Mads Freese, Christian Jensen og hvem der ellers får lov til at dække stoffet som fx. David Rehling, Martin Burcharth og Georg Metz.
Som avis er Information pro EU, omend betinget kritisk over for Finanspagten, hvilket enhver, der kan læse indenad nemt kan forvisse sig om. Derfor var det så befriende i går at læse Lykkebergs frit-fra leveren-kommentar.
De elektroniske mediers dækning (DR/P1/TV2) er intet mindre end en skandale, overfladisk og ensidig som den er, åbenbart af princip.
På den elektroniske side leverer Kritisk Debat indimellem væsentlige bidrag; hér fra december måned hvor Søndergaard og Rasmussen causerer over Eurokrisen:
"1.2 Den fejlkonstruerede euro
Eurosamarbejdet var dømt til at slå fejl. Det pegede et stort antal økonomer på, allerede inden krisen brød ud. Ikke bare venstreorienterede økonomer, men også markedsorienterede økonomer. Alan Greenspan, tidligere centralbankdirektør i USA, og to nobelprisvindere i økonomi, Christopher Sims og Joseph Stiglitz, har alle tre undsagt euroen. I 2002 skrev Sims en artikel, hvori han forklarede, hvorfor 'euroen var dømt til at slå fejl'. Greenspan sagde det samme lidt senere, mens Stiglitz for nylig ikke gav euroen særligt gode chancer for at overleve.
Kritikken af euroen går på tre forhold. Den første og mest afgørende kritik går på, at det er urealistisk at have en fælles valuta, når de kulturelle og økonomiske udgangspunkter medlemslandene imellem er så forskellige, som det er tilfældet i eurosamarbejdet. Splittelsen har især tegnet sig mellem de rigere lande i nord (kernelandene) og de fattigere lande i syd (udkantslandene). Udkantslandene - bl.a. Grækenland, Italien, Spanien og Portugal - har ikke en ærlig chance for at konkurrere med kernelandene - bl.a. Tyskland, Holland og Østrig - når de med euroen pludselig deler valutakurs. Konkurrencefordelen for udkantslande lå før eurosamarbejdet netop i, at deres penge var mindre værd, så de på trods af en lavere produktivitet alligevel kunne konkurrere med kernelandene. Med euroens indførsel forsvandt denne konkurrencefordel."
http://kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=1067
December måneds leder indeholdt en analyse af udviklingen i EU's økonomiske politik og institutioner, som peger på at et Harzen IV efter tysk forbillede kan være ét af de uerklærede mål med stabilitetspagten, som talen om finanspagten nu overdøver (det går stærkt fordi det er smart at køre processer hurtigt, hvis man vil undgå for megen folkelig bevågenhed):
"Hvis nu vores antagelse er rigtig - hvis Merkels og Sarkozys virkelige mål er at gennemføre hoved- og sigtelinjerne i Hartz IV i hele Europa som middel til at "åbne en ny æra" og få bugt med gældskrisen og skabe fornyet vækst i Europa, sådan som de og deres støtter hævder - hvordan har man så tænkt sig, at det skal foregå i virkelighedens verden?
Hvis alle Eurolandene og måske de 9 lande udenfor alle gennemfører den samme sociale nedskæringspolitik og forringer forholdene for lønmodtagerne, så må det rent logisk betyde, at Tysklands konkurrencefordele udhules, og at alle nu konkurrerer med hinanden på laveste fællesnævner. Men det kommer der ikke vækst ud af, og Tyskland vil som nation heller ikke vinde - tværtimod.
Hvem vinder så? Det gør alene den europæiske storkapital, her iblandt de tyske koncerner og den tyske bankkapital, der billigt vil kunne opkøbe i hundredvis af privatiserede statsinstitutioner, virksomheder og fallerede banker rundt om i Europa. Allerede nu eksporterer virksomheder og banker fra de gældsplagede lande hver eneste uge store kapitalbeløb til de sikre tyske banker, Forbundsbanken og ECB. Strømmen går ikke det modsatte vej, for virksomhedsejere og banker er i det store og hele indifferente overfor national placering, blot profitten sikres."
http://kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=1065
Rune Lykkeborg:
"Stort, stort problem, som kunne føre til ’politikerlede’, forstår man.”"
Politiker-lede er ikke problemet. Politikernes handlinger er.
Der er næppe et væsentligrere real-politisk projekt, end at fremme politikerleden. Jo før denne pseudo-kaste og pseudo-profession kan bliver erkendt som blænd- og blindværk, des større muligheder for genfinde fornuften.
højforrædei æller va det nu hedder
Kære alle
Husk at SF's europaparlamentariker Emilie Turunen svarer på spørgsmål om finanspagt og regulering af finanssektoren i kommentarsporet under temajournalen Hvem tæmmer tyren? indtil tirsdag kl. 12. Skyd løs.
Gad vide hvad de får for det
“Det politiske bedrag er ikke, at en socialdemokratisk dansk statsminister underskriver en pagt, som gør socialdemokratisk politik forfatningsstridig i Europa.”
-------------
det er der jo da også mange communister og marxister der mener at socialdemokratisk politik burde være.
Under alle omstændigheder kan det næppe vare længe, inden Christiansborgs systematiske afgivelse af politisk magt til EU, USA samt transnationale politisk-økonomiske storkapitalinteresser (fx de finans- og militærindustrielle komplekser) er så gennemført total, at den danske befolknings reelle ret til selvbestemmelse kommer nogenlunde på niveau med børnehavebørns.
"Jeg kan slå Anders Fogh"
tja, man begynder efterhånden at tro på det.
Man kan jo kun prøve at forestille sig hvordan det ville være med demokrati i Danmark.
Hvilket vil sige al magt til vælgerne, altså alt hvad er bliver stemt om i folketinget, skal resten af borgerne også have mulighed for at stemme ja eller nej til.
Jeg ved selvfølgelig godt der ikke findes et sådant system noget sted i verden, men i denne elektroniske tidsalder vil det være en smal sag at lave det. Og se, det er ægte demokrati, modsat som det er nu.
Hvad man ikke må glemme er, at den, i mine øjne, overambitiøse plan om at binde alle Europas lande sammen i en fælles møntunion, faktisk kræver et stramt commitment, som endda rækker ud over det rent finanspolitiske, men berører alle mulige strukturelle forhold.
Faktisk kræver det en langt højere grad af harmonisering og homogenitet, end den, vi ser i dag - og nok langt mere end vi kunne ønske os.
Den nuværende økonomiske krise i EU er i det væsentlige en konsekvens af *for lidt* finanspolitisk og strukturel harmonisering.
Så i virkeligheden burde det egentlige spørgsmål at forholde sig til, være: Hvad vil vi egentlig med EU, og er Euroen overhovedet holdbar som pan-europæisk mønt? Bør EU deles op i flere og mere homogene enheder/regioner, evt. med hver sin mønt - osv.
Men dette kræver et mod, som ingen europæiske politikere besidder p.t. - måske lige pånær nogle ekstreme nationalistiske partier, som helst ser EU derhen, hvor peberet gror.
Men dér skal det ikke hen, om jeg må bede - for det er faktisk et dejligt hjørne af kloden.
/O
Et tankespind - hvad med at harmoniserer skatte, miljø og arbejdsforhold - så ingen kan flytte efter dårlige løn og arbejdsforhold eller efter skattely.
Politikerlede er ikke et problem, tværtimod. Det er det yderst lave kvalitetsniveau i enhver henseende hos dagens poltikere derimod, herunder fraværet af ethvert langsigtet perspektiv i den politik, der føres.
Der er - efter min mening i alt fald - brug for noget af en kulturrevoilution i dansk demokrati bl.a. involverende en reduktion af partiorganisationernes enerådende magt mht. hvem der bliver opstillet til valg for derefter ,når de bliver valgt, at kunne hævde at de skam er "folkevalgte" ved åbne frie og demokratiske valg.
@John Vedsegaard
Der er et strort behov for at diskutere mulighederne for et mere velfungerende og direkte demokratisk system i Danmark, og de nye elekjtroniske medier gør det i høj grad teknisk muligt. De eksisterende politikere, der i vid udstrækning fungerer som et ukvalificeret mellemled mellem befolkningen og de politiske beslutninger og administrationen heraf, er der derimod ikke noget særligt indlysende behov for.
F.eks. kunne det være en velgørende forandring, hvis der var direkte valg til de enkelte ministerembeder baseret på de respektive kandidaters holdninger og kvalifikationer på de respektive områder.
Tanken om at den folke-intuitive impulsive holdning registreres samtidig med folkevalgtes afstemning er interessant, - det er dog en tanke som i praksis mest er blevet fremført af DF og andre populistisk orienterede indslag.
Misbrugspotentialet og billedet af hvad den næsten uundgåelige entropi i et sådant arrangement ville indebære, kan dog godt gøre een betænkelig.
Der er jo sådan set en ide i at overlade beslutninger til 'kompetente'
- og, nåja sweet dreams: 'u-vildige'.
Men hvor kompetent man bliver af et statskundskabsstudie til noget som helst minister-resort for eksempel, svæver i vinden ; et mere interessant mål at skyde reform-tanker mod.
Hvad angår uvildigheden, da er det jo en gammel historie desangående, at skal den iagttages til fulde, da kan kun royale og pensionister have stemmeret (verdens bedste argument for 'borgerløn ???).
Forargelsen vil jo i enten den ene eller den fjerde lejr ikke være til at overskue, hvis de valgte ikke rettede sig efter en intuitiv øjebliksafstemning om en eller anden ukendt persons indfødsret, eller specielle tiltag for Pladderballe kommunes specielle problemer med vandforsyningen..
Og man ville stadig stå med den tendens, at dem som på mest intelligent vis drejer de største trusler ang. 'hvis ikke ...' - får deres vilje.
Disse vil oftest være rundet af enten spekulativ finans eller terrorisme.
Så intet vil være ændret, der vil bare være åbnet endnu en manege for the usual show.
Men det er ikke smart for Danmark, denne Finanspagt-tilslutning.
Af adskillige årsager, som andre udreder bedre end jeg.
Det er det derimod for Helle Thorning, der - målløs over hvad det faktisk indebærer at styre et land i krise, har travlt med at få ansvaret lagt på andre, bredere, skuldre.
På det punkt er hun her en helt straight Borgerservice : offentlig administator af henvisninger til andre kontorer og uddeler af telefonnumre, man kan ringe til istedet.
Smart også, fordi der ikke er nogen der vil høre på hende i EU, selv som formand for et eller andet forældet organ (... de har forlængst anskaffet sig en 'rigtig' præsident istedet for det der svingdørsformandsskab)... , hvis ikke hun kommer med noget der rykker.
Som foreksempel at Danmark kapitulerer sine nationale forbehold.
Gerne 'the salami way' - bare der sker noget snart. Hun forventes klart at 'slå Fogh' på det sæt.
Jeg tror ikke - uanset problemerne med at være i EU, at vi ville klare os uden. Nå, men jeg er også sådan lidt Tysklandsbegejstret. Der er meget mget mere spændende politik i Tyskland end her. Og Tyskland er meget meget mere end Merkel.
Uden EU ville DK være et højreradikalt samfund. (Jeg slettede i lighed med..)
Husk at skrive under for kravet om en folkeafstemning. Selvom skvadderhovederne er ligeglade, så skal de sgu have kamp til stregen:
http://www.folkebevaegelsen.dk/spip.php?article4405
Gi' den gas og del den med venner og familie :-)
Og tak til Information for at være bare en bette smule kritiske mod magthaverne for en sjælden gangs skyld, når det kommer til EU!