Farvel til et festhus

I en vindueskarm på fjerde sal af Scala-bygningen i København ligger nøgler til steder, der ikke længere findes. Navnene står skrevet med kuglepen på små sedler: City Rock Café, restauranten Khao Thai, iskiosken Bravissimo.

De er blevet kørt itu af en Bobcat-gravemaskine, ligesom Baronen og Baronessen er blevet det og Axel Music, American Jungle Diner, Viking Steak House, Chico’s Cantina og alle de andre butikker og restauranter, der har haft hjemme i den fire-etagers art deco-arena, som i 1989 blev renoveret for 400 mio. kroner og af ejerne, Bent Fabricius-Bjerre og brødrene Streckers lanceret som »et festligt og stærkt byintegreret forlystelses- og kulturcenter« med pindemadder og boblevand til åbningsceremonien.

Nu er Scala fortid, nedrivningen er i gang, bygningen er væk inden sommer.

»Den er ret supermarkedsagtig,« siger Anders Nielsen, 29 år gammel og omtalt som ’seniorformand’ af de godt 35 mænd, der går rundt blandt murbrokker og piller ledninger ud af væggene, hamrer klinker op af gulvene og kører trillebør efter trillebør af sorteret affald ud i containere på Axeltorv.

»Væggene er gips på gips på gips. Langtfra alle stålsøjler er brandmalede. Den var ikke gået i dag,« konstaterer han.

Engang lå her faktisk et slags supermarked. I 1957 åbnede brugsforeningen en filial af sit andelsvarehus Anva her midt i København som en konkurrent til Illum og Magasin. Det gik godt til at begynde med. Anva købte genboen Cirkusbygningen i 1963 for at udvide forretningen, men planerne mødte massiv folkelig modstand, og Cirkusbygningen blev solgt tilbage til kommunen i 70’erne. Snart var andelsbevægelsens storhedstid forbi, og Anva lukkede endeligt ned i 1987.

Anders Nielsen viser mig de fem, en halv meter høje, bogstaver — S, C, A, L og A — hans mænd pillede ned fra toppen af bygningens facade forleden. De vejer nærmest ingenting. Anderledes værdifuldt inventar er blevet fjernet fra bygningen i de måneder, den lå øde hen, inden nedrivningsarbejdet gik i gang. Messingindfatninger er skruet af gelændere til videresalg. Oppe på kontorets gulv ligger et pengeskab med kobensar blandt smadrede ølflasker, åbne ringbind hulter til bulter og hundredvis af rudekuverter med Scala-logo. Det er et meget forladt sted. På internettet kan man allerede købe husets Arne Jacobsen-lamper og de tunge greb fra indgangsdørene med Scala indgraveret i firserfont.

Nordeuropas bedste varieté

At det moderne Scala fik netop dette navn, var et udtryk for historisk bevidsthed. Godt nok hed det Etablissement National, da det åbnede for publikum den 15. januar 1882 med noget så banebrydende som elektrisk lys (73 glødepærer og et spotlight fra et af hjørnetårnene lysende ned på gaden, det var aldrig set før), men få år og et ejerskift senere var det kendt som La Scala, et regulært forlystelsestempel med restaurant, tesalon og en koncertsal med stukudsmykninger og nyklassicistiske søjle- og buegange, der fik Herman Bang til at forfatte en begejstret anmeldelse i Nationaltidende:

»Den nye Koncertsal er frem for alt lys og fri. Det høje Loft næsten svæver paa fine, rigt gyldne Piller, Buerne ere store og luftige. Overalt er der rigelig Plads. Paa Gange, paa Trapper. Man har en behagelig Følelse af ikke at generes af hverandre.«

Sangerinden Dagmar Hansen trak fulde huse, H.C. Lumbyes søn Georg havde ansvaret for orkesteret og med prominente besøg af bl.a. den amerikanske udbryderkonge Harry Houdini fik La Scala ry for at præsentere den bedste varieté i Nordeuropa. Det blev til franske operetter og revyer med Liva Weel på programmet og senere, som danserestaurant under navnet National-Scala, orkestermusik og swingjazz for de unge (der i 1950 betalte 1,90 kroner for en øl hos bartenderen, der efter sigende altid var løbet tør for 10-ører at give retur), inden publikumsinteressen langsomt svandt bort. Stedet lukkede i 1953.

»Går I ikke lige op og skærer den biograf ned,« siger Anders Nielsen til to yngre kolleger, alle med hjelm, åndedrætsværn og støvdækket arbejdsdragt.

De mangler den rette sav til opgaven, svarer de.

»Det må I spørge Henrik om,« siger Anders Nielsen.

Han har revet bygninger ned i otte år. Biografsalene er lidt af en udfordring, især de store. Det er noget med de mange kvadratmeter loft, der hænger over rummet helt uden understøttelse. I Scala var der syv biografer. De lå på øverste etage. Sal 1 er helt mørk og tømt for stole. Gulvet flyder med colabægre, Hariboposer og guldkaramelpapir fra de sidste gæster.

Ved indgangen hænger en plakat for filmen Blue, en Bollywoodproduktion fra 2009 med den indiske skuespiller og tidligere Miss Universe Lara Dutta i hovedrollen. Hun hænger blandt stablede døre, bunker med computerskærme, knust glas, afbrækkede gipsplader og en tom Frisko-fryser. Det var fire dansk-pakistanske brødre, der i 2007 forsøgte at genoplive Scalabiograferne som Bollywoodbio. Allerede dengang gik det kun én vej for Scala.

På en måde er det svært at tale om en egentlig storhedsperiode for det Scala, der åbnede i 1989. På trods af den fornemme placering lige over for Tivoli, midt mellem Rådhuspladsen og Hovedbanegården, lykkedes det aldrig at tiltrække det rigtig købedygtige publikum. Takket være dårlig udluftning sørgede de billige restauranter i stueetagen for en evig dunst af pommes frites og spareribs, medarbejderne fortalte historier om kakerlakker i køkkenet, og de mest trofaste besøgende blev fyraftensfolket på den irske pub og grupper af unge mennesker, der mest af alt var på udkig efter et varmere sted at hænge ud end gadehjørnet.

Allerede få år efter åbningen kom dele af ejergruppen bag Scala i økonomiske vanskeligheder, og i 1997 måtte deres bank måtte overtage bygningen, som i 2000 blev solgt til en amerikansk ejendomsinvestor for sølle 270 mio. kroner.

Levn fra Professor Olsen

»Løst glas!« står der skrevet på et rækværk.

Håndtegnede pile på væggene peger mod flugtveje.

Der rives ned og sorteres. Ifølge miljøkravene skal minimum 80 procent af bygningen genanvendes. En arbejdsmand kaster et toilet ud fra anden sals højde og ned i et bjerg af brokker i bunden af bygningens centrale atrium, der for tiden fungerer som nedfaldsskakt. To fyre rydder et badeværelse bag en lille biografsal til tonerne af Whitney Houstons »I wanna dance with somebody«, der spiller fra den medbragte boomblaster. Et smadret klaver står med strenge og tangenter strittende ud til alle sider. I et stort, tomt, lavloftet lokale troner en original britisk telefonboks i rød farve med knuste ruder og en ødelagt telefon. Den er sidste levn fra Professor Olsens Spilleland, en af de mest populære attraktioner i Scala gennem årene. Væk er de enarmede tyveknægte, flippermaskinerne og væg til væg-tæpperne, som mangen en brandert er blevet sovet ud på.

I begyndelsen af marts »lander maskinerne«, som Anders Nielsen siger. Til den tid skulle hans mænd gerne være færdige med den indvendige aptering. Så går et par gravemaskiner på 30 tons en såkaldt ’langarm’ på 50 tons i gang med at ’tygge’ sig gennem bygningens ydre, indtil der ikke er noget tilbage. Formanden og resten af Søndergaard Nedrivning skal være væk inden den 1. juli. Dagbøderne derefter gør, ifølge entreprisechef Kasper Sørensen, »virkelig nas«. De har travlt.

»En god dag er, når vi får kørt en masse containere væk,« fortæller Anders Nielsen.

Ordene ’pis’ og ’lort’ bliver brugt meget under arbejdet. For eksempel »Det lort skal derover,« eller »Smid det pis herhen«. Klokken er halv to, der er blevet kørt 27 tons pis og lort — sorteret i jern, brændbart, værdimetaller, isolering, klinker — væk siden i morges. Det er en god dag.

Snart skal der bygges igen. Ifølge planerne står Scalas afløser klar i slutningen af 2014. Det bliver fem fritstående runde bygninger af varierende højde forbundet af gangbroer og med en offentlig tagterrasse. Det er tegnestuen Lundgaard og Tranberg, der står bag planerne, som er udformet med reference til grundens særlige historiske placering. Scalabygningen ligger oven på Københavns gamle voldanlæg, sådan at de fem tårne bliver placeret ’på volden’, som udkigstårne var det før i tiden.

Beboerne bliver til gengæld nye. Der var en overgang tale om at flytte Hovedbiblioteket til den attraktive adresse. Det blev aldrig til noget. Af det kommende byggeris 23.000 kvadratmeter skal de 18.500 huse advokatkontorer med firmaet Gorrissen Federspiel som hovedlejer. De resterende 4.500 kvadratmeter, især omkring gadeniveau, indtages af restauranter, cafeer og større mærkevarebutikker.

Byggeplanerne har fået en blandet modtagelse.

Det højeste tårn står til at skyde 57 meter op af jorden — det er lidt højere end naboen Axelborg og lidt lavere end det nærliggende Radisson Hotel — hvilket har fået en forening mod højhuse i København til at kalde de kommende bygninger »ødelæggende for Københavns centrum«.

Også foreningen Tivolis Venner har meldt sig i koret af modstandere.

»Tivoli-oplevelsen vil blive spoleret, for man vil kunne se den høje bygning inde fra haven,« har foreningens talsmand, Peter Holst Eriksen, tidligere sagt til Politiken.

Fra Scalas tag kan man kigge hen over Vesterbrogade og ind i Georg Carstensens gamle have. Indtil for nylig var det svedende gæster i Scalas Fitnessworld, der nød godt af udsigten fra tagetagen, mens de trådte rundt i pedalerne på kondicyklerne. Nu er her tomt. Anders Nielsen træder ud i sneen, der dækker det flade tag. Han kigger med sit fjernt-koncentrerede håndværkerblik på den vældige glaskuppel midt i det hele.

»Den skal pilles ned,« konstaterer han.

Anders Nielsen var selv teenager i 90’erne ikke langt fra København. Jeg spørger, om han nogensinde bliver nostalgisk, når han river en historisk bygning som Scala ned til grunden.

»Nej,« svarer han.

»Jeg er sgu aldrig kommet her.«

Se Tine Slettings billedserie fra Scala på information.dk/fotobloggen