Læsetid: 9 min.

Frygt ikke Den Arabiske Vinter

Det Arabiske Forår var i modsætning til revolutionen i Iran ikke religiøst inspireret. De islamistiske valgsejre i Tunesien og Egypten indvarsler ikke en islamistisk kontrarevolution – demokratiseringen er irreversibel, skriver mellemøstkenderen og islamforskeren Olivier Roy
Retter ind. Selv salafisterne, der her agiterer op til valget i Egypten, har taget springet ind i det politiske felt og dannet partier, skønt de i islams navn bestrider selve ideen om politiske partier. Men de ved, at uden parlamentarisk repræsentation, mister de deres indflydelse.

Retter ind. Selv salafisterne, der her agiterer op til valget i Egypten, har taget springet ind i det politiske felt og dannet partier, skønt de i islams navn bestrider selve ideen om politiske partier. Men de ved, at uden parlamentarisk repræsentation, mister de deres indflydelse.

Ed Ou

25. februar 2012

Med Det Arabiske Forår er en ny generation trådt frem på den politiske scene, og bruddet med Mellemøstens dominerende politiske kultur i de seneste 60 år er definitivt, navnlig for Egyptens vedkommende. Også selv om det ikke blev de revolutionære, der tog magten — fordi de ikke kunne, og fordi de ikke ville.

Som forudset blev det de islamistiske partier, der triumferede ved valgene i Tunesien og Egypten. Med dybe rødder i et traditionsbundet samfund og med den legitimitet, der følger af årtiers politiske opposition, forsvarede Ehnada i Tunesien og Det Muslimske Broderskab i Egypten de konservative og religiøse værdier, der deles af et flertal af befolkningerne. Men når Broderskabet formåede at tiltrække stemmer langt uden for sin ideologisk hårde kerne, var det også, fordi det lignede et troværdigt regeringsparti. Mere overraskende var den stærke tilslutning til Egyptens salafistiske al-Nour-parti. Selv om salafismen har været på fremmarch i Egypten i nogen tid, er det svært at se, hvad der kan have motiveret så mange til at stemme på al-Nour. Var det proteststemmer eller en oprigtigt længsel efter sharialovgivning? Det vil tiden vise.

Uanset hvad der sker, vil islamisternes valgsejre ikke kunne forstyrre demokratiseringsprocesserne i Egypten og andre steder, selv om Den Arabiske Vinter øjensynligt har bekræftet mange i Vesten i deres forestilling om, at islam er uforenelig med demokrati.

Tilsynelande står vi nu med to modsat-rettede tendenser i de arabiske samfund: På den ene side Det Arabiske Forårs unge aktivister, der higer efter frihed og demokrati og er individualistiske, tolerante og liberale, men uerfarne og i mindretal. På den anden side de islamistiske vælgere, som er konservative, traditionalistiske og bekymrede over risikoen for nedbrydelse af den gamle ordens værdier.

Den opfattelse, at der skulle eksistere sådanne to klart definerede lejre, som befinder sig i indbyrdes konflikt er imidlertid fejlagtig. De arabiske samfund er lige så komplekse som alle andre. Realiteten er, at vi står i en langsigtet proces, hvor forandringerne i de arabiske samfund og udviklingerne inden for deres dominerende religion — strømninger, som jeg og andre har kaldt ’post-islamismen’ — kæmper for finde udtryk i en politisk arena, der stadig er domineret af aktører fra den gamle verden. Tea Party-bevægelsens opblomstring i USA var en reaktion på valget af Barack Obama, der må forekomme uforståelig, hvis man ikke medtænker væksten i Amerikas etniske mindretal og de traditionelle værdiers aftagende betydning for de yngre generationer. På samme måde må også den konservative modbølge i de arabiske lande forstås i lyset af sociale og kulturelle forandringer, der er både irreversible og stærkt destabiliserende.

Demokratiske islamister

For at forstå, hvad der sker, må vi aflægge et par dybt rodfæstede fordomme. Den ene er, at demokrati forudsætter sekularisering. Den anden er, at en demokrat per definition må være liberal. Historisk set har dette så langfra altid været tilfældet. F.eks. var de amerikanske forfatningsfædre typisk ikke sekularister. For dem var adskillelsen af kirke og stat først og fremmest en indretning, der skulle beskytte religionen mod statsmagten — ikke omvendt. Frankrigs Tredje Republik blev etableret i 1871 af et overvejende konservativt, katolsk og monarkistisk parlament, der netop havde knust Pariserkommunen. I flere europæiske lande blev kristendemokratiske partier i lange perioder nærmest statsbærende. Ikke fordi kirken ønskede at fremme sekulære værdier, men fordi dette var den eneste måde, hvorpå den kunne bevare en politisk indflydelse. Endelig må vi ikke glemme, at Europa i dag tæller populistiske bevægelser, der vil knytte an til visionen om det kristne demokrati ved at kræve, at kontinentets ’kristne identitet’ indskrives i EU-forfatningen.

Islamister i den arabiske verden begræder sekulariseringen, de vestlige værdiers indflydelse, og hvad de ser som individualismens udskejelser. Overalt stræber de efter at fastslå religionens centrale betydning for den nationale identitet, og på alle områder med undtagelse af økonomien er de konservative. Vist er islamisterne hverken sekularister eller liberale, men det forhindrer dem ikke nødvendigvis i at være gode demokrater. Det er ikke overbevisningerne hos de politiske aktører, der former deres politik, men de praktiske realiteter, som de er underlagt. Og her må islamisterne manøvrere i et helt nyt politisk rum: Dette var ikke en revolution, hvor et diktatur blev afløst af et regime, der lignede sin forgænger. Der har været afholdt et valg, og et parlament er blevet sammensat. Der er dannet politiske partier, og uanset skuffelserne og frygten på den sekulære venstrefløj vil det blive uhyre vanskeligt at lukke ned for dette nye rum. Især fordi det, som skabte det i første omgang — en talentfuld, netværksforbundet ung generation og en ånd af protest — stadig er intakt. I hele regionen er de islamistiske bevægelser bundet til at operere inden for en demokratisk ramme, som de ikke har skabt, men som har folkelig legitimitet.

Konservative — ikke revolutionære

Det er i den forbindelse bemærkelsesværdigt, at der ikke i et eneste land er vokset en personkult frem. Intetsteds dyrkes den stærke og autoritære karismatiske lederskikkelse. I stedet har vi fået politiske partier og en helt ny debatkultur, der har påvirket selv islamisterne. Den udvikling er ikke spor tilfældig, men en direkte følge af dybe sociale forandringer, der er irreversible, uanst hvor stærke reaktionerne imod dem har været. Et samfund lader sig nu engang ikke ændre per dekret. I Iran tyder alle indikatorer på, at samfundet er blevet mere moderne og mere sekulært under mullaherne. Og selv om loven tillader piger helt ned til niårsalderen at blive gift, så viser statistikkerne, at den gennemsnitlige giftealder for iranske kvinder fortsat stiger støt — i dag har den passeret de 25 år. Kort sagt: Vi ser ikke en tilbagevenden til det traditionelle samfund.

Desuden blev protestbevægelserne i Egypten og Tunesien ikke formet af en ideologi, der var lige så altomfattende som de regimer, som de væltede — hvilket var tilfældet i Iran i 1979 — men af idealer om demokrati, pluralisme og god regeringsførelse. I Iran blev der i 1979 afholdt valg i Den Islamiske Republiks navn, og budskabet var klart: Dette var en ideologisk revolution — selvom der i begyndelsn var uenighed om, hvilken farve den skulle have — marxist-leninisternes røde eller islamisternes grønne. Der er intet af den slags i Egypten eller Tunesien, ingen revolutionær eller ideologisk dynamik.

Egyptens ’islamistiske’ vælgere i dag er ikke revolutionære, de er konservative. De ønsker sig først og fremmest orden. De ønsker sig ledere, der vil kickstarte økonomien og bekræfte de traditionelle religiøse værdier, men de er ikke klar til at involvere sig i det store eventyr med et kalifat eller en islamisk republik. Det ved Det Muslimske Broderskab udmærket. Broderskabet må kunne appellere til vælgerne, fordi det ikke kan gribe magten ved vold. Og selv hvis det ønskede dette, ville det ikke have de tekniske redskaber til at gøre det, da det hverken kontrollerer politiet eller de væbnede styrker og ej heller har nogen paramilitær milits.

Hertil kommer, at islamisterne ikke har religiøst monopol på den offentlige sfære. Der findes andre muslimske bevægelser såsom sufier og salafister. Efter Det Arabiske Forår har al-Azhar-moskeen i Kairo, en af Egyptens vigtigste religiøse institutioner, fundet ny legitimitet: Imamen på al-Azhar, sheik Ahmed el-Tayeb, er blevet fortaler for menneskerettigheder, frihed og frem for alt for adskillelse af de religiøse institutioner fra staten. Det betyder, at i modsætning til Irans præster er Det Muslimske Broderskab ikke i stand til at ’sige, hvad islam siger’.

Religiøs uenighed

Dog er der langtfra enighed om, hvad der kan og ikke kan forhandles om ud over islams centrale dogmer. Skal der være et organ, der afgør, hvorvidt lovene har tilstrækkelig islamisk karakter? Og hvis ja, hvem skal så udnævnes til at sidde i det og af hvem? Skal de islamiske straffelove, hudud, herunder korporlig afstraffelse anvendes i tilfælde, hvor de religiøse love overtrædes? Skal en muslim kunne konvertere til kristendommen?

Det er i sådanne spørgsmål om definitionen af religiøs frihed, at vi kan forvente de mest intense debatter. Hvis Det Muslimske Broderskab vil markere sig selv som beskytter af rettighederne for Egyptens mindretal af koptiske kristne til at praktisere deres religion, vil det så gøre religionsfrihed til en individuel menneskerettighed (og i processen opgive begrebet om apostasi) frem for en kollektiv ret for et mindretal?

Debatten er allerede begyndt. Abdel Moneim Abul-Fotouh, en dissident inden for Det Muslimske Broderskab, erklærede i maj sidste år: »Ingen skal blande sig, hvis en kristen beslutter sig for at konvertere til islam, eller en muslim beslutter sig for at forlade islam og blive en kristen.«

Når implementeringen af islamiske religiøse normer kommer til diskussion, udløses der intern debat i de berørte institutioner. Følgelig kan man ikke bare stille den ’religiøse’ blok over for den ’sekulære’. Demokratiseringen påvirker også de troendes fællesskaber.

Svage salafister

Salafisterne vil forsøge at forhøje indsatsen i forhold til sharia-lovgivning for at konfrontere Det Muslimske Broderskab med selvmodsigelserne i dets holdninger. Men selv salafisterne har taget springet ind i det politiske felt og har dannet partier, skønt de i islams navn bestrider selve ideen om politiske partier. I deres tilfælde er der tale om lastens kompliment til dyden: De ved, at uden parlamentarisk repræsentation mister de deres indflydelse.

Ikke desto mindre er salafisterne alt andet end et regeringsduelige. De har ikke noget program ud over indførelse af sharia, og de mest realistiske blandt dem forstår udmærket dette. Det Muslimske Broderskab og salafisterne er dømt til at være hinandens rivaler, så man kan ikke udelukke, at de i stedet indgår uventede alliancer med helt andre politiske kræfter.

Der findes en række yderligere begrænsninger for både islamister og salafister, og disse er af geostrategisk art. Ingen af dem blev valgt på et program om jihad eller støtte til palæstinenserne. Hverken Det Arabiske Forår eller Den Arabiske Vinter har interesseret sig for internationale spørgsmål, hvorimod såvel Nassers som de baathistiske revolutioner, Anwar al-Sadats kontrarevolution i 1974 — hvor han åbnede den egyptiske økonomi og udskiftede Sovjet med USA som forbundsfælle — og Irans islamiske revolution alle blev defineret ved de internationale konflikter i deres tid. Udenrigspolitik var nærmest fraværende i de valgkampagner, som sidste år blev ført af både Det Muslimske Broderskab og salafisterne. Vel er den israelsk-palæstinensiske konflikt stadig væsentlig, især på det følelsesmæssige plan, men ingen vil ofre stabilitet og økonomisk udvikling for at føre jihad.

En del af normaliseringen

Islamisterne kan ikke lide Israel, og i så henseende er de i samklang med den arabiske offentlige mening, men de er ikke villige til at gå i krig. De har accepteret de eksisterende geostrategiske begrænsninger. Den omhu, hvormed Det Muslimske Broderskab har indledt en dialog med de vestlige diplomater er endnu et tegn på, at islamisterne er rede til at acceptere de strategiske realiteter. Der er intet alternativ og især da ikke i form af en åbning over for Iran. Saudierne og qatarerne har spillet en væsentlig rolle her, førstnævnte i forhold til at presse salafisterne til at stille op, sidstnævnte i forhold til at støtte Det Muslimske Broderskab, hvor det stillede op.

Den store konflikt, vi nu ser tage form, bliver ikke et sammenstød mellem den muslimske verden og Vesten. Snarere vil den blive et opgør mellem den konservative sunniarabiske verden mod ’den shiamuslimske halvmåne’ omkring Iran, i hvilket Saudi-Arabiens ’uhellige alliance’ med Israel vil glide i baggrunden. Broderskabet vil skulle forsøge at skabe sig en rolle i denne sammenhæng, og det ved det. I sidste ende er de islamistiske valgsejre i Egypten og Tunesien del af normaliseringen af den arabiske verden, indadtil såvel som på det geostrategiske niveau

 

© Olivier Roy og Information. Tidligere bragt i New StatesmanOversat af Niels Ivar Larsen

Olivier Roy

Født 1949, fransk islamforsker, professor ved Firenze Universitet, og forskningschef ved det franske Nationale Forskningscenter, CNRS.

Forfatter til talrige bøger om Iran, islam, islamisme og Mellemøsten. En ledetråd i hans tænkning er forholdet mellem religion og politik.

På dansk er udkommet:

•Afghanistan. Islam, politik og modstand, 1990

•Skakmat. Politisk islam: Et alternativ for de muslimske samfund, 1993

•Den globaliserede islam, 2002

Seneste bøger:

•La laïcité face à l’Islam, 2005

•Le croissant et le chaos, 2007

•La sainte ignorance, 2008

•L’Asie centrale comtemporaine, 2010

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Corinna Voelker

”Skakmat” til politisk islam skrev Oliver Roy selvsikkert i 1993. ”Ja, den politiske islam er stendød”. Da de nuværende arabiske opstande førte til, at ”islamister” nu får større indflydelse, så må Oliver Roy jo sadle om, og bortforklare det med, at islamister alligevel er demokratiske. Logikken er pludselig gået hen og er blevet: ”Jo mere islamistisk desto mere demokratisk”. Kære Oliver Roy du har ret i, at islamisterne du omtaler er pragmatiske, men erkend nu, at politisk islam alligevel har fået større indflydelse. Erkend nu at du fejlede i 1993. Det er helt menneskeligt at fejle.

Jeg bryder mig meget, meget lidt om det Muslimske Broderskab og alle de andre religiøse partier, der er ved at blomstre i Mellemøsten.

Når det så er sagt, så er det nødvendigt at borgerne i Mellemøsten finder deres egen måde at have demokrati på. Et frit samfund er ikke noget, der kan bygges op fra oven af oplyste enevoldsherskere eller besættelsesmægter (begge dele som regel meget uoplyste, forresten).. Det er noget, der kan skabes gennem folkelige organisationer og et civilt samfund.

Styrkes islamisterne ved de kommende valg, så er det noget borgerne i Mellemøsten selv må forholde sig til. Vore lande skal kun blande sig uopfordret i alleryderste nødstilfælde.