Læsetid: 4 min.

Hvis det skal kaldes fakta …

Handler den kritiske journalistik om at tjekke de udsagn, politikere kommer med, eller om at sætte spørgsmålstegn ved hvilke udsagn, der overhovedet er politisk relevante?
Handler den kritiske journalistik om at tjekke de udsagn, politikere kommer med, eller om at sætte spørgsmålstegn ved hvilke udsagn, der overhovedet er politisk relevante?
11. februar 2012

På DR2 kan man for tiden følge det relativt nye og succesfulde program Detektor, der har sat sig for at ’faktatjekke’, som det er kommet til at hedde, en række påstande og udsagn fra den offentlige debat. Programmet var oprindeligt udtænkt til radioen, hvor det også stadig kører, men blev så stor en succes, ikke mindst under sidste års valgkamp, at det er blevet forfremmet til billedmediet.

På sine egne præmisser er Detektor helt sikkert udmærket public service, når det f.eks. afslører en politiker i at have brugt nogle begreber forkert eller overdrevet tal. Men der er ikke desto mindre et par lidt paradoksale betydningslag knyttet til det. Som Lasse Jensen fra P1’s mediekritiske program Mennesker og medier har påpeget i en klumme i Information, gør Detektor egentlig ’bare’ det, som altid har været den fjerde statsmagts opgave. »Faktatjek er altså en god, gammel idé,« som Jensen skrev: »At efterprøve magthavernes påstande er kernen i kritisk journalistik.«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Heinrich R. Jørgensen

Bingo.

Det er dog hjælpsomt, at Detektor gør opmærksom på, at medier, politikere og "meningsdannere" afsløres i løgne, bedrag og vildledninger. Det koncept kunne sagtens udbredes til et 24/7 format, og udvides til andet en overfladekratteri.

at nogle politikere og nogle intellektuelle og nogle debatører, ofte tydeliggør,

omend noget indirekte, og formodentlig:
ufrivilligt, uforvarende, uden deres egen vidende:

behovene for også og især: masselinien.

Man kunne jo indføre den bokseregel, at der både skulle være højrefodsboksere og venstrefodsboksere på fakta- og væsentlighedsredaktionerne til de landsdækkende kampe.

Heinrich R. Jørgensen

Det groteske ved højre- og venstrefods boksere på topplan er -- at de findes.

Hvordan kan man vælge at træne i årevis med fokus på ensidighed? Med øvelse, kan man opøve motorik, sensorik, taktile erfaringer og styrke, så man kan skifte mellem højre og venstre orientering. Det er besværligt og tidskrævende, men måske endte man i en situation, hvor selv ens primære position blev styrket? Under alle omstændigheder, burde det kunne tage pippet fra de fleste modstandere at møde én, der ustandseligt kan skifte position, og har et dobbelt så stor repertoire af grundslag.

Hvorfor acceptere et handicap? Hvorfor ikke opøve færdigheder, så man undgår store handicap i stedet? Hvorfor være ugidelig og acceptere at der er noget man ikke kan?

Niels-Holger Nielsen

Mainstream journalister har fanden skabt. Folk, som ikke sætter spørgsmål ved katastrofekursen i artikel et er uaktuelle.

Jens Overgaard Bjerre

Det er da helt utroligt, at man kan få succes med et program, hvor journalister undersøger forhold eller oplysninger, der er eller fremstilles som ubestrideligt sande eller rigtige. Det burde da være et krav i deres uddannelse og arbejde.

Jeg tror personligt, at man skal skære lønnen ned, så faget ville tiltrække andre grupper af mennesker, end de fra den højere middelklasse. Og derned få andre værdier og et andet syn på samfundet. Og hvor man som en naturlig ting ville tjekke om fakta var i orden.

Det triste er at programmer som Detektor kun har relevans fordi den politiske debat er så uendeligt forfladiget og ukvalificeret. De mest absurde løgne gentages som var de fakta og de mest åbenlyse uretfærdigheder forties på det skammeligste. Et par eksempler:

- Den grove misrepræsentation af Iran under den nuværende krise og den manglende dækning af den egentlige baggrund for krisen.

- Den manglende kritiske dækning af boligboblen der brast under finanskrisen, selvom enhver idiot kunne se at vi var på gal kurs.

Problemet er at for at få en historie med dybdegående dækning, så kræves der lang tids research eller stor baggrundsviden fra starten af. Hvad det første angår, så er der ikke budget eller tid til det, og hvad det andet angår, så er det en mangelvare. Så en stor del af vores politiske debat og af vores journalistik udgøres af platte one-linere fra politiske ordførere eller en simplistisk sort/hid fremstilling af sagerne.

et eller andet sted har de fleste mennesker nok anet: at der længe , ja mindst siden 1980'erne, var et eller andet lidt forvrænget og især lidt fortiet
mht. meldingerne i medierne,
så hvad sker der mon nu?

arbejdere flest er nu næppe så “conservativpopulistiske” “df-agtige” som mange medier kunne give indtryk af,
eks.:

arbejdere flest mener f.eks. at også samtlige
s.k. sindslidende førtidspensionister bør
søge at fremme deres særinteresser,
for ellers vil arbejdere flest jo nok anse de fleste blandt de s.k.sindslidende for at være: tossede,
så de bør stræbe på at få fordoblet hver måndelig førtidspensionudbetaling.

tjae:

i borgerlige medier, var mange hævdelser om nogle samfund som hævdes at være gået til grunde, fordi de samfund var klasseløse, uden klasse.

kunne håbet om: på næsten tidsrejseagtige vise at rejse frem i tiden, til forhåbentlig bedre kår, synes nu oftest at være kun håberier.

I borgerlige medier, i især 1980'erne, og
1990'erne, var mange hævdelser: om nogle samfund som hævdes at være gået til grunde, fordi de samfund var klasseløse, uden klasse.
hvis nogle samfund da gik til grunde hvilket
af slagsene var det så: det socialistiske ddr
eller det borgerlige brd ?

til nød kunne et delfisk svar vel bruges der

Niels Engelsted

Når vi fortolker mediefladens misvisende historier som forsøg på at vildlede befolkningen, så narrer vi måske os selv.

Måske er de historier, som vi præsenteres for, i virkeligheden en hjælpende hånd, der skal gøre det muligt for os at lyve for os selv, fordi sandheden ville være for ubehagelig eller for besværlig.

Tænk på boligboblen, hvor selv begavede og veluddannede mennesker valgte at tro på økonomernes historie om den nye digitale økonomi, som ville få priserne til at gå op for evigt. Tænk på den økonomiske krise, hvor hele Europas politiske elite har valgt at tro på bankernes historie om at dramatiske nedskæringer i lønninger og offentlige investeringer er vejen frem til ny velstand. Tænk på de mange, der har valgt at tro på klimaskeptikernes historie om, at de mange ekstreme vejrbegivenheder og endeløse meteorologiske rekorder bare er tilfældige fluktuationer og venstsreorienteret propaganda.

Måske er det sjældent, at folk bliver narret mere, end de selv har valgt at blive? Det er svært at tro, at folk ville være i stand til at tro på disse ting, hvis selvbedraget ikke netop var deres hensigt.

Måske var gardinerne og altankasserne på trinbrættet i Birkenau bare en hjælp, der skulle gøre det muligt for ofrene at narre sig selv, og dermed gøre det uundgåelige nemmere for alle? Og måske er dette langt mere almindeligt end vi normalt tillader os at tro.

formodning:

det passer næppe at mange historikere
ser på saxo med mindre milde øjne, for
med historikere af saxo’s slags, bliver der jo brug for at ansætte mange kildekritiske historikere, hvor
i blandt nogle af de, så også kan skrive noget der vil øge behovene for flere vellønnede kollegaer