Læsetid: 4 min.

Hvis det skal kaldes fakta …

Handler den kritiske journalistik om at tjekke de udsagn, politikere kommer med, eller om at sætte spørgsmålstegn ved hvilke udsagn, der overhovedet er politisk relevante?
Handler den kritiske journalistik om at tjekke de udsagn, politikere kommer med, eller om at sætte spørgsmålstegn ved hvilke udsagn, der overhovedet er politisk relevante?
11. februar 2012

På DR2 kan man for tiden følge det relativt nye og succesfulde program Detektor, der har sat sig for at ’faktatjekke’, som det er kommet til at hedde, en række påstande og udsagn fra den offentlige debat. Programmet var oprindeligt udtænkt til radioen, hvor det også stadig kører, men blev så stor en succes, ikke mindst under sidste års valgkamp, at det er blevet forfremmet til billedmediet.

På sine egne præmisser er Detektor helt sikkert udmærket public service, når det f.eks. afslører en politiker i at have brugt nogle begreber forkert eller overdrevet tal. Men der er ikke desto mindre et par lidt paradoksale betydningslag knyttet til det. Som Lasse Jensen fra P1’s mediekritiske program Mennesker og medier har påpeget i en klumme i Information, gør Detektor egentlig ’bare’ det, som altid har været den fjerde statsmagts opgave. »Faktatjek er altså en god, gammel idé,« som Jensen skrev: »At efterprøve magthavernes påstande er kernen i kritisk journalistik.«

Man kan derfor næsten også blive lidt nervøs for alt det, Detektor ikke når at tjekke. Her i dette program en halv time om ugen stiller vi tre eller fire til ansvar for det, de har sagt, som måske lød lige vel frisk eller endda løsagtigt. Men vil det sige, at vi rent faktisk ikke kan regne med de nyhedsudsendelser og debatprogrammer, der i øvrigt fylder medierne? Som Jensen skrev det, kunne man spørge, hvorfor et program som Detektor kun findes på P1 og DR2. Med andre ord: Er resten bare underholdning og mikrofonholderi?

Men måske er det endnu værre. Hvad nu hvis den besked, som den nye trend med ’faktatjek’ sender os — uden måske egentlig at ville det — i virkeligheden er, at der relativt problemfrit burde kunne være enighed om, hvad der tæller i en politisk debat, og at den kritiske journalistik handler om lige at samle op, når det smutter? Med andre ord: Der er faktisk et sæt mere eller mindre neutrale fakta, som politikerne burde forholde sig til, uden at begynde at manipulere og politisere.

Det er blevet sagt, at Detektor er et udtryk for en trend, man kunne kalde en videnskabeliggørelse af journalistikken — der udføres kildekritik og korrigeres for fejl og løse antagelser — men har videnskabsteorien ikke netop lært os, at enhver virkelig videnskabelighed altid foregår inden for et paradigme af grund- antagelser, som ingen rigtig rører ved? Hvis den kritiske journalistisk vil gå faktavejen, kommer den med andre ord uvægerligt til igen og igen at reproducere de fakta og grundantagelser, som vi allerede kender, mens intet nyt bringes frem. Eksempelvis kunne man i dag med god ret spørge, hvad vi egentlig forstår ved en retsstat eller ved demokrati, hvorfor ’vækst’ er en automatisk indikator for en hel serie af nødvendigheder i den offentlige debat, under hvilke forudsætninger Danmark skal deltage i international krigsførelse osv. osv.

Faktatjek gone wild

På sin vis var det derfor en symptomatisk handling, Venstres medlem af retsudvalget Karsten Nonbo kastede sig ud i, da han den 26. januar besluttede sig for at efterprøve, om det var ubehageligt at sidde tre timer på den vinterkolde jord, sådan som de unge ’klynkere’ under klimademonstrationerne var blevet tvunget til.

Landsretten havde afsagt dom i sagen, hvor politiets håndtering af demonstranterne var blevet erklæret ulovlig og i strid med menneskerettighederne, men i stedet for at diskutere, om den såkaldte ’lømmelpakke’ dermed kunne betragtes som excessiv, eller om vi måske i stedet skulle overveje, om vi overhovedet har lyst til at være med i de der menneskerettigheder, kastede Nonbo sig ud i en nedgørelse af dem, der var blevet udsat for overgrebene. TV 2’s udfordring af Nonbo var en rigtig faktatjek-reaktion: »Passer det, når Karsten Nonbo siger, at det er noget klynkeri at klage over at sidde på den kolde jord i tre timer? Vi lader ham selv smage sin egen medicin!« Dermed var debatten om menneskerettighederne og/eller politiets metoder aflyst af et faktatjek.

Fakta og politik

Den eneste rigtige reaktion på TV 2’s og Nonbos stunt ville være at sige med den gamle folketingsmand, Søren Kjær: »Hvis det skal kaldes fakta, så benægter jeg fakta.« Det er ikke relevant for den politiske diskussion, om Karsten Nonbos røv kan holde til at sidde ned i tre timer. Men mediestuntet viser, at kampen om at definere, hvad der overhovedet gælder som fakta og kendsgerninger i den offentlige debat, hele tiden må kæmpes. Spørgsmålet er ikke kun, om politikernes påstande holder vand (»jeg kunne da sagtens sidde på jorden i tre timer«), men også om deres påstande overhovedet giver mening. Dvs. om de overhovedet er udtryk for en politisk tænkning. At diskutere (eller afvise) menneskerettighederne er en politisk handling, ligesom f.eks. at påvise eller afvise klassekampen er det — det er velkendt, at set fra højrefløjens synspunkt findes klassekampen slet ikke; den er ikke et faktum under denne politiske synsvinkel. Klimapolitikken er fyldt med fakta og kendsgerninger, men det overhovedet at gøre disse spørgsmål gældende som genuine politiske spørgsmål er en kamp, der endnu langt fra er vundet. Det samme kunne man sige om kritikken af vækst-paradigmet og en egentlig politisk kritik af økonomien.

Spørgsmålet er altså, hvilke spørgsmål, vi overhovedet skal diskutere i den offentlige debat. Når partiet Venstre siger, at fakta er fakta, og det skal der ikke gå politik i, må svaret derfor være: Fakta er fakta, og det skal der gå politik i.

 

Center for Vild Analyse

CVA har eksisteret som et sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Heinrich R. Jørgensen

Bingo.

Det er dog hjælpsomt, at Detektor gør opmærksom på, at medier, politikere og "meningsdannere" afsløres i løgne, bedrag og vildledninger. Det koncept kunne sagtens udbredes til et 24/7 format, og udvides til andet en overfladekratteri.

at nogle politikere og nogle intellektuelle og nogle debatører, ofte tydeliggør,

omend noget indirekte, og formodentlig:
ufrivilligt, uforvarende, uden deres egen vidende:

behovene for også og især: masselinien.

Man kunne jo indføre den bokseregel, at der både skulle være højrefodsboksere og venstrefodsboksere på fakta- og væsentlighedsredaktionerne til de landsdækkende kampe.

Heinrich R. Jørgensen

Det groteske ved højre- og venstrefods boksere på topplan er -- at de findes.

Hvordan kan man vælge at træne i årevis med fokus på ensidighed? Med øvelse, kan man opøve motorik, sensorik, taktile erfaringer og styrke, så man kan skifte mellem højre og venstre orientering. Det er besværligt og tidskrævende, men måske endte man i en situation, hvor selv ens primære position blev styrket? Under alle omstændigheder, burde det kunne tage pippet fra de fleste modstandere at møde én, der ustandseligt kan skifte position, og har et dobbelt så stor repertoire af grundslag.

Hvorfor acceptere et handicap? Hvorfor ikke opøve færdigheder, så man undgår store handicap i stedet? Hvorfor være ugidelig og acceptere at der er noget man ikke kan?

Niels-Holger Nielsen

Mainstream journalister har fanden skabt. Folk, som ikke sætter spørgsmål ved katastrofekursen i artikel et er uaktuelle.

Jens Overgaard Bjerre

Det er da helt utroligt, at man kan få succes med et program, hvor journalister undersøger forhold eller oplysninger, der er eller fremstilles som ubestrideligt sande eller rigtige. Det burde da være et krav i deres uddannelse og arbejde.

Jeg tror personligt, at man skal skære lønnen ned, så faget ville tiltrække andre grupper af mennesker, end de fra den højere middelklasse. Og derned få andre værdier og et andet syn på samfundet. Og hvor man som en naturlig ting ville tjekke om fakta var i orden.

Det triste er at programmer som Detektor kun har relevans fordi den politiske debat er så uendeligt forfladiget og ukvalificeret. De mest absurde løgne gentages som var de fakta og de mest åbenlyse uretfærdigheder forties på det skammeligste. Et par eksempler:

- Den grove misrepræsentation af Iran under den nuværende krise og den manglende dækning af den egentlige baggrund for krisen.

- Den manglende kritiske dækning af boligboblen der brast under finanskrisen, selvom enhver idiot kunne se at vi var på gal kurs.

Problemet er at for at få en historie med dybdegående dækning, så kræves der lang tids research eller stor baggrundsviden fra starten af. Hvad det første angår, så er der ikke budget eller tid til det, og hvad det andet angår, så er det en mangelvare. Så en stor del af vores politiske debat og af vores journalistik udgøres af platte one-linere fra politiske ordførere eller en simplistisk sort/hid fremstilling af sagerne.

et eller andet sted har de fleste mennesker nok anet: at der længe , ja mindst siden 1980'erne, var et eller andet lidt forvrænget og især lidt fortiet
mht. meldingerne i medierne,
så hvad sker der mon nu?

arbejdere flest er nu næppe så “conservativpopulistiske” “df-agtige” som mange medier kunne give indtryk af,
eks.:

arbejdere flest mener f.eks. at også samtlige
s.k. sindslidende førtidspensionister bør
søge at fremme deres særinteresser,
for ellers vil arbejdere flest jo nok anse de fleste blandt de s.k.sindslidende for at være: tossede,
så de bør stræbe på at få fordoblet hver måndelig førtidspensionudbetaling.

tjae:

i borgerlige medier, var mange hævdelser om nogle samfund som hævdes at være gået til grunde, fordi de samfund var klasseløse, uden klasse.

kunne håbet om: på næsten tidsrejseagtige vise at rejse frem i tiden, til forhåbentlig bedre kår, synes nu oftest at være kun håberier.

I borgerlige medier, i især 1980'erne, og
1990'erne, var mange hævdelser: om nogle samfund som hævdes at være gået til grunde, fordi de samfund var klasseløse, uden klasse.
hvis nogle samfund da gik til grunde hvilket
af slagsene var det så: det socialistiske ddr
eller det borgerlige brd ?

til nød kunne et delfisk svar vel bruges der

Niels Engelsted

Når vi fortolker mediefladens misvisende historier som forsøg på at vildlede befolkningen, så narrer vi måske os selv.

Måske er de historier, som vi præsenteres for, i virkeligheden en hjælpende hånd, der skal gøre det muligt for os at lyve for os selv, fordi sandheden ville være for ubehagelig eller for besværlig.

Tænk på boligboblen, hvor selv begavede og veluddannede mennesker valgte at tro på økonomernes historie om den nye digitale økonomi, som ville få priserne til at gå op for evigt. Tænk på den økonomiske krise, hvor hele Europas politiske elite har valgt at tro på bankernes historie om at dramatiske nedskæringer i lønninger og offentlige investeringer er vejen frem til ny velstand. Tænk på de mange, der har valgt at tro på klimaskeptikernes historie om, at de mange ekstreme vejrbegivenheder og endeløse meteorologiske rekorder bare er tilfældige fluktuationer og venstsreorienteret propaganda.

Måske er det sjældent, at folk bliver narret mere, end de selv har valgt at blive? Det er svært at tro, at folk ville være i stand til at tro på disse ting, hvis selvbedraget ikke netop var deres hensigt.

Måske var gardinerne og altankasserne på trinbrættet i Birkenau bare en hjælp, der skulle gøre det muligt for ofrene at narre sig selv, og dermed gøre det uundgåelige nemmere for alle? Og måske er dette langt mere almindeligt end vi normalt tillader os at tro.

formodning:

det passer næppe at mange historikere
ser på saxo med mindre milde øjne, for
med historikere af saxo’s slags, bliver der jo brug for at ansætte mange kildekritiske historikere, hvor
i blandt nogle af de, så også kan skrive noget der vil øge behovene for flere vellønnede kollegaer