Nyhed
Læsetid: 7 min.

Alle konservative er reaktionære

En amerikansk politisk teoretiker ser en rød tråd løbe gennem den konservative bevægelse fra det 18. til det 21. århundrede. Trods vidt forskellige ideer deler alle konservative en dyb respekt for hierarki og orden; de tror på frihed, men kun for en privilegeret klasse, hævder en venstreorienteret analytiker af konservatismen
Ægteskab for alle? Nogle konservative er for, andre i mod. Corey Robins prøver kontroversielt at afdække, hvad der er fælles for alle konservative.

Ægteskab for alle? Nogle konservative er for, andre i mod. Corey Robins prøver kontroversielt at afdække, hvad der er fælles for alle konservative.

Tracy Nearmy

Moderne Tider
4. februar 2012

Jeg har en ældre herre, der går mig til hånde i huset med reparationer. Guy Burn er en skotte født i New Zealand, som tilbragte en del år i Storbritannien og i Tyskland, inden han for nogle årtier siden kom til USA og slog sig ned i Boston.

Forleden bedyrede Guy Burn, at han ikke er på bølgelængde med sine konservative republikanske venner, Obama-haderne.

»Jeg har altid været konservativ, altså af den ægte type. I Storbritannien var jeg medlem af det konservative parti; i Tyskland var jeg med i den lokale afdeling af CDU. I USA bliver jeg anset for at være en højreorienteret socialdemokrat.«

Han fortsatte: »Konservative i USA er så langt ude til højre, at nogle af deres meninger og udtalelser ville blive kaldt fascistiske i Europa. Men rigtige konservative er ikke reaktionære. Vi tror ligesom venstrefløjen på forandringer; de skal bare ikke være pludselige, de skal komme langsomt.«

Kloge ord fra et menneske, der arbejder med hænderne, men som altid har været åndeligt engageret i politik og samfundsliv.

Burns iagttagelse repræsenterer en historisk funderet overbevisning hos konservative filosoffer. Det britiske parlamentsmedlem og filosof Edmund Burke var mere forfærdet over volden og radikaliteten i Den Franske Revolution end over den omstændighed, at Louis XIV’s l’ancien regime var faldet. Blot skulle det være sket på en mere ordnet facon med respekt for det hierarkisk styre og ja — for aristokratiets ret til at regere.

I sin nye og kontroversielle bog, The Reactionary Mind: Conservatism from Edmund Burke to Sarah Palin, vender den amerikanske politiske teoretiker og journalist Corey Robin op og ned på en konventionel opfattelse af konservatismen — at der findes en reformistisk strømning såvel som en radikal og til tider populistisk version.

Robin, lektor på Brooklyn College i New York, påstår, at alle konservative strømninger deler nogle bærende og forenende principper. De er overbevist om, at et ordnet samfund skal være hierarkisk; de mener derfor, at masserne skal underkaste sig et oplyst lederskab, og de er i visse situationer villige til at benytte sig af lige så radikale metoder som den revolutionære venstrefløj til at forsvare deres syn på indretningen af samfundet.

Over samme læst

Ethvert forsøg fra de underkastede og underpriviligeredes side på at forbedre deres lod og vinde mere frihed bliver konsekvent mødt af modstand fra konservative, uagtet at de indbyrdes ser forskelligt på markedsøkonomi, religion, frihed og demokrati, hævder Robin.

Der skulle med andre ord ikke være nogen synlig forskel mellem det 18. århundredes Burke og det 21. århundredes Palin. Begge ville om nødvendigt gribe til radikale midler. For dem er konservativ det samme som reaktionær, som igen er det samme som kontrarevolutionær.

Tea Party-vælgere er hverken mere eller mindre konservative end Burke, Disraeli, Calhoun (forsvarer af slaveriet i sydstaterne) Thatcher, den konservative filosof Ayn Rand, højesteretsdommer Antonin Scalia og … tja, Merkel og Sarkozy nævnes interessant nok ikke i bogen.

Alle skæres over samme læst . Alle de seriøse tænkere har nogle fælles træk med konservative republikanere karikeret i liberale og europæiske medier. Min ven Guy, den ægte konservative, slås altså i hartkorn med Palin og hendes garde af revolutionære Tea Party-aktivister.

Her er Corey Robins forklaring på hans temmelige grovkornede analyse af konservatismen.

»Det er ikke, fordi konservative modsætter sig forandringer eller forsvarer den eksisterende orden. De forsvarer en særlig type orden — hierarki, også i privatlivet. Samuel Johnson skrev, at uden underkastelse er orden umulig. Ifølge Burke kunne man ikke tale om et civiliseret samfund, medmindre masserne styredes af de ’kloge, eksperterne og de velstående’.«

Forfatteren konkluderer dog, at konservative politikere og tænkere er fleksible. Deres analytiske tilgang er raffineret og taktisk. De lærer af venstrefløjens gøren og laden og tager ofte dens metoder i brug.

»Konservative accepterer uvægerligt logikken i, at intet system er uforanderligt. Nogle gange er det nødvendigt at reformere den eksisterende samfundsorden for at bevare den, som Lampedusas klassiske formulering af den konservatives dilemma lyder,« skriver Corey Robin, med henvisning til Lampedusas roman Leoparden, hvor den sicilianske prins indskærper adelen, at frem for at kæmpe for øens uafhængighed er det i dens interesse at leve under en kongemagt. »Vi bliver nødt til at forandre os, hvis vi ønsker at bevare status quo,« siger han.

Tabere og ofre

Forfatteren identificerer en anden rød tråd, der går gennem den konservative bevægelse fra Burke i slutningen af 1700-tallet til vore dages Tea Party. Konservative taler altid om tabte værdier, hvilket i virkeligheden bør oversættes til tabte privilegier. De føler sig som ofre. Robin tilføjer ironisk:

»De nærer derimod ikke nogen sympati for ofrene for deres konservative samfundsorden, de undertrykte og umælende.«

Det er ikke første gang, forfatteren skriver om konservative set fra et venstrefløjsperspektiv. Han har beskæftiget sig med emnet i godt 15 år. Og som en anmelder i det amerikanske konservative tidsskrift The American Spectator skrev i en anmeldelse, så virker det ikke, som om Corey Robin nærer nogen voldsom uvilje mod konservative.

Nogle kritikere på den amerikanske venstrefløj er derimod forarget over idéen at blande vidt forskellige konservative aktivister, filosoffer og politikere sammen i en stor pærevælling. Den mest prominente kritiker er Mark Lilla, professor i historie på Columbia University i New York.

I et langt essay i det seneste nummer af The New York Review of Books irettesætter han nærmest Robin for at have overset den konservatives bevægelses mangeartede skoler og peger især på den højrepopulistiske strømning — fascismen og nazismen i Europa — og Tea Party i USA.

I USA er der nykonservative, som støtter demokratifremmende interventioner i udlandet, og libertære konservative, der er isolationister, indvender professor Lilla. Der er katolske konservative, som afviser homo-ægteskab og libertære, som støtter det. Og ja konservative er dybt uenige om ulovlig indvandring, om abort, om statens indgriben til fordel for Wall Street i 2008 osv.

Politisk apokalyptik

»Det virkeligt nye på den amerikanske højrefløj er en bred accept af en politisk form for apokalyptik,« skriver Lilla i sit essay med henvisning til de altid populære undergangsprofetier, som ikke længere er begrænset til tv-prædikanter, men i en tid med Barack Obama som præsident har vundet indpas hos respektable konservative skribenter.

»Alt dette er nyt; det har kun lidt at gøre med konservative principper eller med den aristokratiske holdning, at kun nogle få er udrustet til og bør regere over andre, hvilket Corey Robin anser for at være roden til al konservativ tænkning. Nej, hvad vi oplever her i USA er noget dystert og dystopisk,« skriver Mark Lilla.

Fra den anden side af Atlanten har også John Kampfner i The Guardian svært ved at acceptere, at man tager alle konservative over en kam. »Hvordan ville venstreorienterede reagerede, hvis en konservativ politisk teoretiker hævdede, at Lenin, Keynes og Clinton er tre alen ud af et stykke,« spørger den tidligere redaktør for magasinet The New Statesman. »Hvorfor ikke ligestille kommunisme, socialdemokrati og anarkisme?« Denne kritik beror imidlertid på en misforståelse, fremfører Alex Gourevitch, en politisk teoretiker på Brown University. I et essay i det nye tidsskrift The Jacobin peger han på, at Corey Robin i bogen faktisk tager højde for de mange forskellige typer konservatisme i vestlig historie.

»Det banebrydende ved bogen er, at Robin identificerer, hvad de alle har til fælles,« skriver Gourevitch.

Eksemplet Antonin Scalia

En anden politisk teoretiker, den vidt respekterede Alan Wolfe ved Boston College, har megen ros tilovers for bogen i en anmeldelse i det politiske ugeblad The New Republic.

»Jeg må indrømme, at jeg er en af dem, der altid har foretrukket at dele konservative op i forskellige strømninger, men Robins argument — at de alle er skåret over en læst — virker ret tiltrækkende, så langt som den tese nu rækker,« skriver Wolfe.

Wolfe er især begejstret for et kapitel i bogen, hvor Robin tager højesteretsdommer Antonin Scalia i nærmere øjesyn.

Forfatteren beskylder Scalia for at benytte sit magtfulde position til at påtvinge USA et hævdvundet konservativt princip: Verden er ved at bryde sammen, så kun folkets lydighed over for regler kan redde os fra undergang, uagtet hvor tilsyneladende urimelige og vilkårlige de er.

»Scalia følger ikke Platon, han holder med Nietzsche hele vejen igennem,« skriver Robin om den reaktionære dommer.

Wolfe indvender først, at det ikke lyder plausibelt, at Scalia skulle være en discipel af Nietzsche.

»Den tyske filosof advokerede næppe for at adlyde regler. Men hvis vi antager, at det i Scalias verden kun er masserne, der bør adlyde, mens dem øverst i hierarkiet tiltager sig retten til at udstede reglerne, så forekommer det mig, at han rammer præcist,« skriver Wolfe.

»Scalia minder os altid om, hvor rå og brutal verden kan være, og hvor hjælpesløse vi er som individer. Men denne dommer er dybt rodfæstet i en højreorienteret modkultur, hvor vinderne opfatter sig selv som ofre og gives rettigheder (af højesteret, red.), mens taberne belæres omaldrig at klage deres nød, selv når deres rettigheder bliver berøvet dem (af højesteret, red.).«

En ganske nyttig illustration af forfatterens tese om den konservative bevægelses bærende og forenende princip.

 

Corey Robin

The Reactionary Mind: Conservatism from Edmund Burke to Sarah Palin.

290 sider. 29,95 dollar.

Oxford University Press

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Konservative kæmper for at bevare det, deres forgængere ikke har kunnet forhindre blev indført.

Apropos: http://www.b.dk/viden/forskere-kaeder-lav-iq-sammen-med-racisme

Konklusionen: Et nyt forskningsstudie fra Brock University i Canada viser, at personer, der scorer lavt i IQ-test I barndommen, har større risiko for at udvikle sig til at være fordomsfulde, og at de som voksne oftere sympatiserer med den yderste højefløj og konservatismen.

Ikke nogen stor overraskelse, men rart at få bekræftet.

Der synes også at være et økonomisk-socialt element: Jeg tager vare på mig og mine egne. Så længe reglerne virker i min favør bekymrer jeg mig ikke om hvor vidt de faktisk er uretfærdige. Jeg overholder reglerne. Hvis jeg tjener penge iht. reglerne, så har jeg også FORtjent dem. Gider ikke høre på at reglerne er uretfærdige

@mads hansen

tjae hvis det passer, så er det vel bare med at
følge helmuth nyborgs råd, altså tvangssterilsere samtlige højreorienterede, og når det så evt. er gjort, så er verden fri for ekstremisme

Morten Pedersen

Reaktionær - ordet der bruges af venstre-orienterede så de ikke mere behøver tænke selvstændige tanker, men bare VED at de har ret, for de er ihvertfald ikke reaktionære.
Sådan oplever jeg ordet blive brugt, sådan oplever jeg store dele af den venstrefløj jeg føler mig i familie med.... i mangel af bedre.

Heinrich R. Jørgensen

Corey Robin:
"De forsvarer en særlig type orden — hierarki, også i privatlivet. Samuel Johnson skrev, at uden underkastelse er orden umulig. Ifølge Burke kunne man ikke tale om et civiliseret samfund, medmindre masserne styredes af de ’kloge, eksperterne og de velstående’"

"Hierarki" er et utroligt misvisende ord at anvende. Rangordning af personer i lag (eller kaster) er et typisk tema.

Autoritet over andre er et ganske andet, uanset om det drejer sig om at personer i ét lag der er andres formyndere (f.eks. i familien), eller mellem de sociale lag, hvor de der befinder sig i de øvre sociale lag dominerer dem længere nede. Om formynder og udbytter-aspekter har noget at gøre med klassisk konservative filosoffers betragtninger, skal jeg ikke kunne afvise. Men mon dog?

Mere interessant er Samuel Johnson betragtning om, at uden underkastelse er orden umulig. En anden konservativ tænker har udviklet en doktrin, de muligvis bærer betegnelsen "underkastelse". Nemlig Muhammed. Der er tale om den samme form for underkastelse, og af samme årsager. At underkaste sig fornuften, de naturlige værdier (dyderne), og at lade mennesket stile mod at være inkarnationen af hvad der er nobelt. At lade det noble (eller i praksis: de noble) være retningsanvisende for fællesskabet.

Edmund Burke ligger i forlængelse af samme. Om at civilisation alene kun opnås ved at lade "de civiliserede" være toneangivende.

Alan Wolfe har formodentlig ret i, at det er lykkedes Corey Robin at få sagt noget væsentligt. Men i så fald skal man næppe alt på meget jordnær vis.

Det er et af de paradokser jeg aldrig har forstået, kapitalismens parløb med konservatismen. De to ting har ikke meget tilfælles, måske lige bortset fra glæden ved at besidde.
Hvor kapitalismen siger forandring og udvikling siger de konservative jo tradition og gamle dyder. Hvor de konservative siger klasser siger kapitalismen social mobilitet.

@søren lom: tv-serien matador de første afsnit af den tv-serie skitsere vel det - men noget forenklet

@ Heinrich

Er du med ovenstående konverteret endegyldigt til "Muhammedansk konservatisme", eller hvad?

Heinrich R. Jørgensen

Søren Lom:
"Det er et af de paradokser jeg aldrig har forstået, kapitalismens parløb med konservatismen."

Købmændene, pengeudlånerne og den slags har jo sædvanligvis også være i en anden klasse end de noble.

Nogle af de store jordbesiddere/forvaltere har måske være "noble" til forskellig tid og sted, men disse har også haft en opgave med at sikre en social velordnethed (inklusive at alle fik noget at spise).

Til de fleste tider er der vist blev gjort meget store anstrengelser for at sikre, at aristokrater og pengemænd er blevet holdt skarpt adskilt. I antikkens græske, græske/romerske og romerske statsformer, var der betragtelig vægt på at undgå korrumpering af deres samfund. At være en del af aristokratiet, har f.eks. medført begrænsninger på hvor megen man måtte stå få. F.eks. ved at et aristokratisk måtte have max. x skibe. I nogen sammenhænge har det været forbud mod at pengeklassen måtte blande sig med de der havde med statsforvaltning at gøre.

Heinrich R. Jørgensen

Nic Pedersen:
"Er du med ovenstående konverteret endegyldigt til “Muhammedansk konservatisme”, eller hvad?"

Hvis det var en abstrakt tænkende person a la Tom Wolfe der spurgte, kunne jeg måske godt gå med på spøgen, og svare ja til det. Det ville ikke undre mig, hvis Tom Wolfe og Martin Burcharths opvakte havemand, Guy Burn, i en snæver kreds kunne det samme.

Hvis du spørger om jeg bekender mig til islam og/eller konservatisme, er svaret nej. Jeg anerkender blot, at der i visse forståelser af disse to de indgår et element af at tilstræbe civilisation, humanitet og fornuft. Det er præcis de ambitioner jeg nærer.

De samme bestræbelser kan man også finde andre steder. Nogle af historiens mest glødende anarkister og marxister, har haft samme mål.

Jo mere jeg prøver at finde ud af folk tænke tidligere, og hvilke overvejelser der lå bag deres tænkning, des tydelige bliver det, at den samme målsætning har været et hyppigt pejlemærke.

Men hvorfor skulle jeg bekende mig til en eller andet doktrin, om det bedste tilgang til at nå målet?

Jeg har hidtil opfattet mig sig anarkist, og er det stadig (om end jeg foretrækker betegnelsen groucho-marxist).

Men des mere jeg forstår om fortidens (og nutidens) ufattelige dumheder og fadæser, jo stærkere bliver den pragmatiske forståelse af, af formelle samfundsstrukturer er påkrævet, og at konstruktionen heraf er en yderst delikat affære.

Om en sådan samfundsorden er monarkisk eller republikansk, har jeg ikke en fastlåst holdning til. Det sidste er dog langt mere ambitiøst end det første. Idet det moderne menneske på mange måder hører til blandt verdenshistoriens mest barbariske og forskruede, er den logiske konklusion, at mest taler for monarkiske samfundsordener, baseret på kastesystemer. Det ville være det mindst ambitiøse, omend stadigt yderst krævende.

Jeg formoder, de færreste pt. er villige til at erkende de-facto despotiets realitet, og de fundamentale årsager der har ført til at vi alle er blevet viklet ind i det net i af selvdestruktiv dumhed. Uden en udbredt evne og villighed til erkendelse af status quo, er der næppe mulighed for bevidst at få rettet op på misæren.

Heinrich R. Jørgensen

Mads Hansen:
"Et nyt forskningsstudie fra Brock University i Canada viser, at personer, der scorer lavt i IQ-test I barndommen, har større risiko for at udvikle sig til at være fordomsfulde, og at de som voksne oftere sympatiserer med den yderste højefløj og konservatismen."

Der skal nok passe, der der kan observeres en markant statistisk sammenhæng mellem lav IQ score i barndommen og sympati for den yderste højrefløj et par årtier senere.

Et bud en en forklaring på sammenhængen, kan være skolesystemet, der mildest talt ikke fokuserer på at fremme evnen til at lære at tænke (nogenlunde) klart, men til gengæld forsøger at droppe børnenes hoveder med paratviden.

Denne kombination giver grundlaget for fordomsfuldhed. Hvis en persons evne til at tænke er begrænset, og den indpodede paratviden ikke betvivles, vil vedkommende i sagens naturlig have en yderst fastlåst opfattes af fakta og sammenhænge. Et rigidt mønster, der vanskeligt lader sig rokke. Er fordomsfuldhed. At have truffe en dom på forhånd.

Når den beskrevne profil typisk er en person, der oplever nederlag og ydmygelser gennem store dele af skoleforløbet (ikke nødvendigvis personer fejl; langtfra) og derfor ofte har et behov for at projicere deres ydmygende oplevelser over i fjendens lejr, er der for alvor lagt ved til bålet.

Det mønster kan tilføjes et konspiratorisk element. De, der har valgt at skolesystemet skal resultere i at et stort antal elever formes på denne vis (som fordomsfulde, med ringe evne til at forandre sig selv, og forsmåede/hævngerrige i mange tilfælde), må have været i stand til at forudset konsekvenserne? Ergo må det formodes, at resultatet var intentionelt. Det inkapable, reaktionære, selvhævdende, destruktive menneske. Et væsen der vil være ude af stand til at gennemskue sin egen afmagt og uformåen. Man kan forestille sig, at nogle ville mene, at sådanne ville være: det perfekte menneske.

Heinrich R. Jørgensen, uden paratviden ingen tænkning! Du sætter dig selv i parantes, når du ikke accepterer den præmis, at viden frigør.

Heinrich R. Jørgensen

Peter Hansen:
"uden paratviden ingen tænkning!"

Det kommer an på hvad der forstås ved "paratviden". Det jeg forstår med udtrykket, er leksikalsk viden. Facitlister, der definer hvordan noget skal forstås, dvs. hvordan ord/begreber skal tolkes. De kategoriseringer som ideerne er udtryk for, kanoniseres, og dermed gøres ideerne til udtryk for en sproglig deklarering defineret af et parnas af (forhåbentligt) åndshøvdinge.

Mit ærinde er ikke, at hævde at skolelærere søger at ødelægge eleverne, eller at parnasset bevidst forsøger at vildlede. Det er mere subtilt end som så.

Hvis man antager følgende:
1) man kan ikke fyldestgørende forklare en ide, vha. ord.
2) ords betydning defineres af deres brug.

viser det både styrken og svagheden ved den leksikalske tilgang. Alt (fakta såvel som ideer) forsøges redegjort for vha. konsistent ordbrug. For så vidt en fremragende bestræbelse, hvis ikke det var fordi ordenes betydning ikke dermed nødvendigvis er givet.

Som eksempel kan du tage ideer såsom "religion", "demokrati", "ledelse", "ansvar", "frihed", "samfund", "penge", "lov", "tro", "viden" og mange andre, som det fleste er helt sikre på at have forstået. En påstået forståelse, som grundlæggende handler om at have givet ideen et indhold, der således dikterer de karakteristika (kategoriseringer) der gør at det faktuelle kan rubriceres og genkendes som ideernes genstand.

Således hævdes der mangt og meget, med påberåbelse af leksikalsk og objektiv autoritet til at definere og kategoriser virkeligheden:
1) Religion er overtro og repression.
2) Demokrati er at sætte analfabetens tegn på en dosmerseddel med års mellemrum, i en konkurrence om at flertallet skal bestemme over mindretallet.
3) Ledelse er et spørgsmål om ansvarlig; den med ansvaret bestemmer over de der fratages ansvar.
4) Frihed er retten til at gøre hvad man vil.
5) Samfund er det samme som staten, eller det nationale fællesskab.
6) Penge er lavet af papir, plast og metaller, eller består af bits og bytes på særlige lagringsmedier for institutioner der formynder al velstand.
7) Lov er et overflødigt ord, der betyder regel; hvis noget er lov, er det en henvisning til et konkret regelsæt.
8) Tro er indbildning; det er det samme som overtro.
9) Viden er i almindelighed umodsigelig -- kun nogle få gange pr. århunderede vil et høj-intelligent med freak-of-nature synaptisk wiring, være i stand til observere nogle andre mønstre end hvad andre mener at kunne observere, og vil kunne lancere et nyt paradigme; en nyt optik alle siden kan tage i brug, så virkeligheden igen kan anskues med ensartet og konsistent rationalitet.

Der er næppe din opfattelse af begreberne, med du er formodentligt stødt på lignende opfattelser før? ;-)

Forestillingerne (= ideerne) er blevet demokratiseret (se definition ovenfor). Majoriteten dikterer. Når majoriteten mener, at et ord skal forstås på en bestemt måde, må mindretallet bekende kulør, og tilpasse deres forestillinger til majoritetens. Hvad flertallet mener, er altid det rigtige eller det rigtigste.

Hvis det så blot var ord som olympiade, bjørnetjeneste, forfordele der blev destrueret, var det nok til at leve med. Men ideer/forestillinger der er langt væsentligere, destrueres lige så brutalt. Ofte uden at de fleste bemærker det, og andre gange ved at der er en langvarig strid over kejserens skæg (her: ideernes) betydning. For tiden mest bastant, når det gælder om at udlægge hvilke forestillinger muslimer har. Når disse personer, fra en kulturkreds der ikke er "priviligeret" med at være blandt "skriftens folk" (leksikalske og andre skriftlige forsøg på at patentere menneskers ideer) siger, at de alene anerkender guds lov, eller mener at deres pendant til Emma Gads dannelsesguidelines skal foreskrive den offentlige moral, skorter det ikke med personer med omfattende leksikalsk indsigt, der straks kan erklære, at sådanne udsagn er tilbagestående, uoplyste og uciviliserede, og det sådanne personer i realiteten udtrykker, er afstumpet, overtroisk barbari.

Ideers indhold kan som udgangspunkt ikke defineres vha. andre ord. En sådan tese er grundlæggende selvrefererende, idet samtlige ord defineres af andre ord med undtagelse af blot ét (sig selv). Ideer (ords, begrebs) betydning må forstås. En proces der handler om at bruge tid på at forsøge at forstå andres tanker og hvorfor de henviser til ideer som de gør. Det kan lede til indsigt i, hvad andre har ment med de ideer de har gjort sig betragtninger om.

Ifølge almindelig videnskabelig metode, kan det næppe være vanskeligt (med udgangspunkt i f.eks. de konkrete eksempler) at falsificere den leksikalske tilgang til at forstå begrebers indhold :-)

Dertil kommer tesen om, at det er muligt foretage en leksikalsk konvertering fra ét sprog, til et andet. Nul putte. Ideerne, eller ordenes brug, på ét sprog, er ikke altid sammenfaldende med deres brug på et andet.

For slet ikke at tale om illusionen om at "debat" skal føre noget med sig. Andet end ufred, forvirring, bekræftelse af fordomme og spild af tid, hvilket næppe er attraktivt. Forsøgte alle dialog i stedet, var der mulighed for at få flyttet horisonterne, og få lidt mere orden på forestillingerne om det virkelige.

Hvorefter vi er tilbage til hvad der forårsager den udbredte manglende evne til selvstændighed i tænkning, og evne til (nogenlunde) klar tænkning. Skolesystemet, der har alt for meget vægt på leksikalsk indlæring (læs: at stoppe forestillinger ind i hovedet på andre; at indoktrinere; at hjernevaske til bestemte opfattelse), og alt, alt, alt for lidt på at lære eleverne noget væsentligt. Nemlig noget om hvordan man lærer, om hvordan man opnår indsigt, om hvordan man tilegner sig viden. Samt et andet fokus når det gælder sammensætningen af de emner skolegangen angår. Filosofi, etik og der handler om humanitet og om at være menneske.

i betydning: bevarende,
( men altså næppe i betydning
direkte reaktionær ) er bla.a.
også nogle socialistiske folkepartister vel nu
konservative, bevaringssøgende,

---------------

hver ny forandring ( materielt ) som ikke blev afværget,
blev så derefter godtaget, og forsøgt bevaret som det nye "status quo"
og forsøges bevaret med hævdelser såsom:

nu er den gamle materialisme, for alvor blevet til en ny materialisme, og nu har filosofferne, for alvor, medvirket til at forandre verden ( som oftest underforstået: så nu behøver vi næppe flere forandringer i samfundskårene )

bevares bevares,

for som bla.a. lære om gallileitransformationen eller lære om lorentztransformationen hævder, er det jo nok noget relativt, noget forholdsvist

så hvis det at Nogle synes:
"at nu er også socialistisk folkeparti, forholdsvis: konservative eller endog ligefrem reaktionære"
er årsaget af at de Nogle, selv er i fart videre frem til socialisme, fælledskab,
end socialitisk folkepartitilhængerne,
så er det jo lovende

Pudsigt nok er jeg opdraget i en konservativ ånd, af mennesker med KZ-lejre og masseudryddelser i frisk erindring. Store dele af mit tankegods er med andre ord konservativt, men jeg har dog svært ved at se nogen på højrefløjen der er konservative, til gengæld ser jeg netop en masse reaktionære. Folk der gerne vil stoppe/hæmme/kontrollere ægte udvikling. Jeg kunne godt beskrive dem på anden vis, men ordet reaktionær holder fint i denne sammenhæng.
Årsag - virkning.
Aktion - reaktion.
Er jeg mon evolutionær?

Heinrich R. Jørgensen

Henrik Darlie:
"Store dele af mit tankegods er med andre ord konservativt, men jeg har dog svært ved at se nogen på højrefløjen der er konservative, til gengæld ser jeg netop en masse reaktionære."

Hos K har neo-konservatisme stort set taget over. Eller havde, i det mindste, gennem ca. 10 år.

Hos V har neo-liberalismen taget over. Der er ikke meget frisind tilbage, og endnu mindre oplysthed a la HøjskoleVenstre (en saga blot, vistnok).

DF har raget det national konservative til sig, men har også pakket det ind i fordomsfuldhed og massiv dumhed. Det er ikke aristokratisk og ædelt sindelag, der driver dét butik.

LA er de nye oligarkers nyttige stormtropper. RV er de gamle oligarkers nyttige avatarer.

S har glemt alt om Steincke, Stauning, Heinesen, Ugle-Erling og Lange-Svend. Hvis partiet har et projekt, er det svært at få øje på.

SF er de seneste opportunister, der har mistet sig selv og realitetssansen. Samt plottet.

Det eneste parti, der ikke er reaktionært og fastlåst i monumental forstokkethed, er EL. Uanset om man anser sig selv for at være konservativ, liberal, social-liberal, socialistist eller velfærdsstatsentusiast, har jeg svært ved at se hvilket andet parti man burde give sin opbakning (om overhovedet nogen) på valgdage. Hvilket som bekendt ikke ske, i noget videre omfang.

forår og forår og bedre forår og mere forår og sommer

snarligt og flot nordeuropæisk forår og sommer,
i så godt som alle rare betydninger,kommer,
for arbejderne, især de mest proletarisrede vil se på hinanden og sige:

når vi fælles overtager arbejdsmidlerne, så er det jo os, fælles som bestemmer hvor meget de mennsker som nu er på pensioner, bistand, su,
bør få og så får,

og vi kan så også klart se hvor meget rigdom ,de så fhv., capitalister skjulte for os,
og tog til dem selv: mht. hvor rig verden virkelig er og hvor meget værdi der blev fremstillet, også af os,
hvorfor har vi dog næppe tænkt på det før, vi har jo slumret i årevis.

Heinrich R. Jørgensen

Kim Gram:
"hvorfor har vi dog næppe tænkt på det før, vi har jo slumret i årevis"

Det lyder lidt for nemt. Eller rettere: meget for nemt.

@hrj

tjae, medierne har jo dog lige meldt meget om nogle pluselige forår,
og nogle taler jo ofte om omfattende revolutionære tryk, men ofte oversete tryk.

@hrj

eller ligesom med fortællingerne om de såkaldte tyngdekræfter, det siges at næppe nogen egentlig havde påtænkt dem, før newton.

@mads hansen

arh, just kiddin, for formodentlig har hverken communisme eller kommunister, som sag: at tvangssterilisere samtlige højreorienterede.

en gang i fremtiderne vil også de, i tilbageskuen,
beklage sig over gotha-programmet og lignende tiltag,
men til forskelle fra beklagelserne, pga. gotha-programmet, fra højreorienterede,
vil fremtidens beklagelser over gotha-programmet skyldes:
gothaprogrammet og lignende, udsatte tidspunktet for revolution.

så mht. hævdelsen: alle konservative er reaktionære,

det går nok snart over med både konservatisme og især med reaktionæritet hos de fleste af dem,

for nu kan næppe ret mange narres ret meget længere tid.

arbejdere flest er nu næppe så "conservativpopulistiske" "df-agtige" som mange medier kunne give indtryk af,
eks.:

arbejdere flest mener f.eks. at også samtlige
s.k. sindslidende førtidsensionister bør
søge at fremme deres særinteresser,
for ellers vil arbejdere flest jo nok anse de fleste blandt de s.k.sindslidende for at være: tossede,
så de bør stræbe på at få fordoblet hver måndelig førtidspensionudbetaling.

folket selv når / hvis det synes conservativt, eller endog reaktionært; så er der dog de gode "nyheder" for mange, og dårlige "nyheder" for "smarte" "liberalister" og capitalister:

men i hjertet, er folket, som oftest, alligevel stort.

med en delfisk gardering: der kommer snart store og væsentlige forandringer i verden, for nu kan næppe ret mange narres ret meget længere tid.

emm: de fleste af de som kæmpede mod det moderne lukkede noget af hvert ud af "tankegods",
diamat ville være mindre ringe.