Læsetid: 4 min.

Kvindemandens triumf på catwalken

Måske handler Andrej Pejic’ popularitet som fotomodel ikke så meget om at nedbryde grænserne mellem kønnene, men snarere om almagten hos det ene køn
Modellen Andrej Pejic fremviser en Jean Paul Gaultier-kreation i Paris. Mange samfund har en lang tradition for at anerkende mænd i kvinderoller, mens det historisk set har været anderledes sjældent at se kvinder udklædt som mænd.

Modellen Andrej Pejic fremviser en Jean Paul Gaultier-kreation i Paris. Mange samfund har en lang tradition for at anerkende mænd i kvinderoller, mens det historisk set har været anderledes sjældent at se kvinder udklædt som mænd.

Gonzalo Fuentes

25. februar 2012

Den bosniskfødte, australske topmodel går catwalk for store haute couture-firmaer, pryder utallige, internationale modeblades forsider og er nyt ’ansigt’ for et dyrt parfumemærke. Den blonde, 20-årige erklærer at føle sig som »en husmor fra 1960’erne« i Jean Paul Gaultiers kjoler og reklamerer med kølig, men yndig distance for brudekjoler, badetøj og en ’mega push-up’-brystholder — selv om han ingen bryster har.

Andrej Pejic er for tiden modeverdenens mest berømmede kønsmanipulator i bølgen af kvindemandlige fotomodeller, der optræder på kryds og tværs af konventionelle kønsroller. Pejic mener selv, at han »afspejler et kulturelt fænomen. Det handler om reklame, men der er også et plus ved det: Folk bruger mig til at sende et budskab om tolerance og til at udforske forskellige former for skønhed og selvudfoldelse«. Pejic kom som halvt bosnisk-serbisk, halvt bosnisk-kroatisk flygtningebarn til Australien og har dermed muligvis flere grunde til at ville »åbne folks bevidsthed« for, at »der findes folk in-between, og at det burde være acceptabelt«.

Samfund, der har meget faste og klart afgrænsede kønsroller, har samtidig ofte cross-dressing som formelt anerkendt, kulturelt fænomen. Ved religiøse ritualer og anden offentlig optræden, vil kvinderoller typisk blive spillet af mænd. I det klassiske, græske teater var cross-dressing således en selvfølge, som fortsatte i det kristnede Europas religiøse skuespil. Også i Shakespeares teater blev kvinderollerne ofte spillet af unge mænd. Kvinder, der optrådte offentligt blev anset for moralsk lemfældige (Så sent som på Holbergs tid fastholdt paven i Rom, at ærbare kvinder ikke kunne optræde på en scene).

Tilsvarende cross-dressing af mænd i kvinderoller findes stadig flere steder i Asien. I traditionelt indisk og javanesisk folketeater og i japansk noh-teater er det fortsat oftest mandlige skuespillere, der udfylder kvindefigurerne — uanset om stykkerne er folkekomedier eller mytiske genfortællinger.

Da kvinderne fik bukser på

Langt sjældnere forekommer det, at kvinder optræder i manderoller. I Europa begyndte kvinder for alvor at indtage teaterscenerne ved den moderne operas opkomst, hvilket igen nogenlunde faldt sammen med modernitetens egentlige gennembrud og de dermed ændrede kvinderoller. Cross-dressing blev hermed også et virkemiddel hos kvindelige skuespillere og bredte sig efterhånden — godt hjulpet af industrialiseringen og andre samfundsomvæltninger — uden for scenen.

Et resultat heraf er de europæiske mænds tab af buksemonopolet. Mænd i kjole ses derimod stadig næsten udelukkende i subkulturelle miljøer — og altså også på scener.

Mange steder i verden indgår såkaldt kultisk kønsskifte i religiøse ritualer. Her kan kønsskifte ske i begge retninger, når et mandligt — eller kvindeligt — medie fungerer som talerør for en gud eller ånd af det modsatte køn. Mediet (eller præsten eller shamanen) kan i kortere eller længere tid personificere guddommen, ved at kropsliggøre dennes køn. Effekten bliver, at mediet-som-guden kan rumme en fler- eller alle-kønnethed og dermed fremstå som repræsentant for et universelt, almægtigt og overmenneskeligt tværkønnet væsen. Der findes også åndelige praksisformer, hvor de kønsskiftende fungerer som healere eller medicinsk kyndige.

Kultisk kønsskifte er historisk dokumenteret hos nordasiatiske shamaner, flere steder i Stillehavsområdet og hos Nordamerikas oprindelige folk. I den moderne brasilianske religion candomblé (hvori særlig vestafrikanske og katolske elementer blandes) søger ritualernes deltagere at komme i direkte interaktion med guder og ånder gennem besættelse. Også her har ånderne ofte et andet køn end den besatte selv. Lignende interaktion med ånder kendes fra moderne spiritisme og andre former for såkaldt kanalisering mellem levende og døde eller mellem himmelske og jordlige, hvor kultisk kønsskifte også forekommer.

Tøj skaber folk

Hos moderne, danske sjælerejse-troende — der dyrker en teknik kaldet regression — søger de troende at opnå heling ved at genopleve deres tidligere inkarnationers erfaringer — også ofte som det andet køn. I genfortællinger fra disse sjælerejser indgår ofte beskrivelser af inkarnationernes påklædning, ofte forbundet med det modsatte køn. I de mange ritualer i forskellige kulturer, hvor en anden køns-identitet antages for en periode, spiller påklædning og sminke (eller maske) en vigtig rolle. Klædedragten definerer jo overalt i verden kønsroller (foruden andre statusforhold), og særlige kvinde- og mandsdragter er hermed vigtige elementer — eller accessories — i markeringen af det kultiske kønsskifte.

I nogle kulturer fungerer den rituelle transvestisme som en måde at kanalisere de forskellige kønsidentiteters særlige kræfter sammen til en samlet kraftindsats eller urkraft, som antages at omfatte både mandligt og kvindeligt og forbindes med stærk magisk potens. Nogle af vor tids androgyne superhelteskikkelser og gudefremstillinger må kunne ses i dette analytiske perspektiv. Blandt nutidens nordamerikanske first nations, findes en lang tradition for såkaldte two-spirit-personer, hvis kroppe udtrykker tilstedeværelsen af både mandlig og kvindelig ånd.

Fænomenet, der i mange varianter har været kendt hos over hundrede stammefolk i Nordamerika, omtales også som ’det tredje køn’. Det udtrykkes både ved klædedragt, seksualitet og erhverv.

Hvilket bringer os tilbage til nutidens transnationale og transvestiske fotomodeller. De har et erhverv, hvor kombinationen af smalhoftet skikkelse, lange lemmer, æterisk stemmeføring og dullet kropssprog inkarnerer modeverdenens androgyne og næsten overmenneskelige kvindeideal. Men måske handler dette ikke så meget om kultisk flerkønnethed eller kønsskifte, men snarere om almagten hos kun ét køn — nemlig det mandlige, der nu igen på uventet vis triumferer på scener og catwalks i en idealiseret maskulinisering af de kvindelige roller.

Karen Lisa Salamon er født 1964, magister i etnografi og ph.d. i ledelse. Kulturforsker, konsulent og skribent med bl.a. et lektorat i bagkataloget

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Sørensen

"Men måske handler dette ikke så meget om kultisk flerkønnethed eller kønsskifte, men snarere om almagten hos kun ét køn — nemlig det mandlige, der nu igen på uventet vis triumferer på scener og catwalks i en idealiseret maskulinisering af de kvindelige roller."

Ærgerligt, at du slutter af med sådan noget vrøvl i en ellers spændende lektion.

Måske handler det bare om at det moderne kvindeideal ifølge modeskaberne er en 16 årig dreng?

Eller endnu simplere: da det tiltænkte publikum er kvinder, finder man en "kvinde" som kvinder finder tiltrækkende. Personligt har modeller altid mindet mig om edderkopper: lange ben og ingen overkrop. Og som edderkopperne, Ikke specielt sexede....

Hænger måske sammen med tendensen i visse kredse indenfor især svensk pædagogik - at børn skal fjernes for kønsdiskriminerende legetøjog adfær - og visse steder simpelthen gå i ukønnet påklædning.

Jer er klart af den overbevisning at der ligger indbyggede gener i hvert køn (drenge og piger) der gør de naturligt ville vælge kvinderoller og manderoller, som hovedvægt - uanset miljø.

Tabet at gevinsten ved "spændinger" mellem kvinde og mand - vil være større end gevinsten ved "uniformering" af holdninger og væremåde - synes jeg.

I modeverdenen synes jeg modellerne er flotte som "tøjstativer" - med deres slanke kroppe (magre) - sådan rent skulpturelt set.

Som kvindeideal er det ikke noget for mig, og tror heller ikke det har nogen egentlig indvirkning på unge pigers spisevaner. Det er simpelthen to for forskellige verdener.

Dog er vi danskere (incl. mig selv for tiden) blevet vildt meget for tykke - det er da helt vildt.

Anne Marie Jensen

Torben Selch prøver at forklare denne mærkværdige freak. Og det er jo nok svensk pædagogik, der har ødelagt den stakkels bosnisk-australske forvirrede Andrej.

Gad vide om Torben nogensinde har hørt om queer-teori?

Michael Kongstad Nielsen

Lars Hovesen: - en 16 årig dreng ville da være ked af at have så tynde arme. Det ville der ikke komme meget jord- og betonarbejder ud af.

Om det kvindelige publikums preferencer er det svært spå, men måske er det for dem ok, at modellerne trods alt ikke er særligt spiselige i en gængs mandeverden.

Vibeke Nielsen

Jeg synes, at I, der kommenterer her, læser artiklen som fanden læser biblen. Hvis der er noget denne artikel ikke bekræfter så er det:

1) Queerteori

2) At praksisser, som de beskrevne, ophæver biologiske såvel som kulturelt funderede forskelle mellem mænd og kvinder.

Læs lige sætninger som: "Samfund, der har meget faste og klart afgrænsede kønsroller, har samtidig ofte cross-dressing som formelt anerkendt, kulturelt fænomen. " og "Men måske handler dette ikke så meget om kultisk flerkønnethed eller kønsskifte, men snarere om almagten hos kun ét køn — nemlig det mandlige, der nu igen på uventet vis triumferer på scener og catwalks i en idealiseret maskulinisering af de kvindelige roller."

De tager i modsætning til queer udgangspunkt i at der for det første består stive roller, som stadig findes (sikkert til beroligelse for Torben Selch), for det andet, at såkaldt crossdressing findes helt uafhængigt af om samfund dræber pigebørn ved fødslen eller forsøger at indføre ligestilling - og at det dermed ikke er tegn på, at man er særlig åben overfor eksempelvis kvinders bedre muligheder her i verden, at man crossdresser i en kultur - heller ikke i nutidens. Det er ikke sådan, at jo mere man crossdresser, jo mere progressive og demokratiske bliver man. Logikken i artiklen tager kort sagt, i modsætning til queerteori, udgangspunkt i at vi lever i et globalt patriarkat.

Anne Marie Jensen

Helt enig, Vibeke. Men grunden til, at jeg nævner queer-teori er ikke, at artiklen tager udgangspunkt i denne (se min første kommentar, hvor jeg driller skribenten ved at vende tingene lidt på hovedet ved at linke til en video med Cate Blanchett, der formentlig i ramme alvor kalder det en skør idé, at en kvinde spiller en manderolle).

Hvad jeg efterlyser er netop en mere queer tilgang til emnet. At jeg så lader denne pointe ramme Torben er måske lidt forvirrende, og det beklager jeg. Jeg synes bare han er sådan et morsomt præhistorisk eksempel, at jeg ikke kunne dy mig. For alle de Torbener vi er omgivet af er såvel klassisk feminisme som queer jo formentlig noget skadeligt og forvirrende stads, som skøre svenske pædagoger sysler med til stor skade for de så dejligt trygge "spændinger", der eksisterer mellem Torbenerne og deres koner. Og så går en artikel som denne helt forventeligt hen over hovedet på læseren. Helt galt ville det formentlig gå, hvis Information bragte et interview med Judith Butler.

I kan jo lade det komme an på en prøve, kære redaktører. Hvornår får vi noget queer i den mindst ringe?

Holistisk set er Andrejs smerte - måske Europas smerte.

Jeg er nu mere interesseret i de "stive roller" som EU er ved at putte Europa i. Hvor vi pga. de økonomiske forhold - er ved at tvinge os ind i en "homogen ensrettet forbruger" - som passer ind i den tyske afsætnings-økonomi. Her gælder det både mænd og kvinder.

Bemærkelsesværdigt båret op af bla. to selvstændige stærke kvinder - Andrea Merkel og Helle Thorning - skuffende - jeg havde f..... håbet på mere - når endelig den kvindelige styrke skulle manifesterere sig i international politik.

Trangen og mulighederne til at at kunne være forskellig - at landene i Europa bygger på diversitet og mangfoldighed - kan måske afspejles i modeverdenen.

Kvindernes styrke ( og svagheder) som skulle være med til at skabe et bedre Europa - har jeg håbet på længe. Kampen for et Europa hvor forskellighederne mellem folk fra Sicilien og Helsinki er mere udtalt end forskellighederne mellem mand og kvinde - hvor er den henne?

Men grådighed, magt og slave af pengenes styring af fremtidens Europa - lever åbenbart i bedste velgående i hovederne på begge køn.

Jer er nemlig ikke imod forskelligheder og for "stive roller" - men mener mange gange at kønsrolle debatten er med til at skabe nogle stive roller.

Hvad hjælper det at tvinge køns-kvoter ind i virksomheders bestyrelser - hvis de karriere bevidste kvinder opfører sig ligesom mænd?

At kvinder hopper i et stribet jakkesæt og kører derud-af i samme spor som mændende har gjort - er ikke en sejr for mændene - men et nederlag for begge køn.

Michael Pedersen

Mærkelig artikel - først får man en lille historielektion der vel i og for sig er interessant nok. Men så sluttes af med en tese som man overhovedet ikke har underbygget i det foranstående. At tesen så oven i købet lugter langt væk af Womyn-born womyn only cissexisme gør det ikke bedre.