Læsetid: 5 min.

Læserne spørger: Katrine Marie Guldager

Katrine Marie Guldager besvarer læsernes spørgsmål
/h4> Forfatter, født 1966, aktuel med romanen ’Lille hjerte’. Hun begyndte sin forfatterkarriere i 90’erne og har både skrevet digte, romaner, noveller, børnebøger og hørespil. Hun er cand.phil. i dansk, uddannet fra Forfatterskolen og vandt Kritikerprisen i 2004 for novellesamlingen ’København’.

/h4> Forfatter, født 1966, aktuel med romanen ’Lille hjerte’. Hun begyndte sin forfatterkarriere i 90’erne og har både skrevet digte, romaner, noveller, børnebøger og hørespil. Hun er cand.phil. i dansk, uddannet fra Forfatterskolen og vandt Kritikerprisen i 2004 for novellesamlingen ’København’.

Kristine Kiilerich

18. februar 2012

— Hvornår gik det op for dig, at du var blevet en rigtig forfatter?

Ja, man er jo ikke forfatter, bare fordi man har skrevet en bog, vel? Men er man det så, når man har skrevet to? Selv besluttede jeg mig for, at jeg var forfatter, da jeg havde levet som forfatter i ti år. Så kunne jeg pludselig sige det uden at føle mig forlegen.

— Hvad arbejder du på nu?

Jeg arbejder på fortsættelsen til Lille Hjerte. Med Ulven påbegyndte jeg jo en længere romanserie. Lille Hjerte er nummer to i serien, omend det er planen, at hvert bind skal kunne læses selvstændigt. Serien følger det samme søskendepar, Henry og Leonora, op gennem de voldsomme forandringer, der er sket med Danmark de sidste 50-60 år. Op gennem det anti-autoritære oprør, hippie-bølgen, kvindefrigørelsen og videre op gennem 90’erne og op til magtskiftet i 2001. Den starter i 50’erne for at få hele forhistorien med.

— Hvad synes du i dag om dine allerførste værker?

Jeg kan godt lide dem. Jeg synes, de er lidt sjove nogle af dem, og en enkelt begriber jeg slet ikke meningen med. Men ellers er det som med gamle togbilletter: søde minder og forladte stationer.

— Er der en begivenhed, der har ændret dit liv?

Uha, mange! At komme til Danmark som femårig og bare længtes hjem til Afrika, at flytte i bofælleskab og gå på lilleskole, at blive skilsmissebarn og til sidst far-løs, da min far døde: Jeg synes nok, mit liv har været én lang række skelsættende begivenheder. At møde min mand var i øvrigt også lidt af en begivenhed. Og at blive mor.

— Hvornår blev du voksen?

Da jeg flyttede hjemmefra og lærte at klare mig selv — og så igen som 40-årig, men da blev jeg måske snarere moden.

— Hvornår er du lykkelig?

Lige nu er jeg faktisk lykkelig, men jeg ved ikke, om jeg kan forklare hvorfor. Måske er det bare fordi, jeg ikke har travlt. Jeg hader at have travlt.

— Hvad syntes du om debatten om de yngre, kvindelige forfattere, der bare gør sig til — for kameraet — som Niels Frank formulerede det; har han ret?

Det kan da godt være, at der er nogle unge kvinder, der får lidt ekstra spalteplads, fordi de også er kønne, men det kan jeg altså ikke have ondt i røven over. Deres bøger bliver jo hverken bedre eller dårligere af den grund.

— Er der kvindelitteratur? Og er der mandelitteratur? Og hvis ja, hvad adskiller og karakteriserer de to?

Jeg selv interesserer mig ikke for hverken mande- eller kvindelitteratur. God litteratur henvender sig hverken til enten mænd eller kvinder, god litteratur må overskride spørgsmålet om køn, forstået på den måde, at det er ligegyldigt, om det er skrevet af en mand eller en kvinde, ligegyldigt om det læses af en mand eller en kvinde. Meget kanoniseret litteratur er i virkeligheden mandelitteratur, her tænker jeg f.eks på et værk som On the road. Men sådan er det, når litteraturen i så mange århundreder har været domineret af mænd. Skibet har en slagside.

— Opfatter du dig selv som en neurotiker?

Nej, slet ikke.

— Hvor spændt eller nervøs er du, når dine bøger bliver anmeldt? Og har det ændret sig fra dine første udgivelser til dine seneste?

Jeg er altid meget, meget spændt. Både på anmeldelserne, men også på hvad mine nærmeste venner synes. Min mand er forfærdelig i den henseende. Han nægter at udtale sig, før han er færdig. Og så kan jeg trippe rundt om ham i dagevis og være ved at gå til af spænding.

— Hvornår skriver du bedst?

Når jeg er glad, inspireret og ligeglad med verden.

— Hvem er din yndlingsforfatter?

Lige for tiden er det Jonathan Franzen, fordi jeg synes, han er en fantastisk samtidsfortolker. Han har så meget overskud, sprogligt og menneskeligt. Jeg har skrevet et fanbrev til ham, for jeg var nødt til at fortælle ham, hvor meget han har betydet for mig. Jeg ved godt, at hans seneste bog måske ikke har det mest overraskende plot, men en bog kan ikke være kompliceret på alle niveauer, så bliver den ulæselig. Jonathan Franzen forbinder så mange sider af mennesket og samler sin tid på sin egen måde. Jeg bøjer mig i støvet.

— Hvem ser du som dansk litteraturs nye håb?

Jeg tror desværre ikke rigtig på, at der kommer et nyt, ungt håb og redder os alle sammen. Jeg ser håb i alle forfattere, for ingen kender deres næste bog, og ingen ved, hvem der overrasker næste gang.

— Det virker som om, du er gået fra progressiv til borgerlig i dine tekster — er du også det privat?

I de senere år har familien været mit tema, og det har jeg svært ved at se som enten progressivt eller borgerligt. Litteraturen skulle gerne et spadestik dybere ned — og beskæftige sig med de menneskelige, eksistentielle konflikter, vi alle kender, uanset hvad vi stemmer på. Er det borgerligt at være bekymret for familien? Det synes jeg ikke. Og jeg stemmer i øvrigt det samme, som jeg altid har gjort. Jeg stemmer på dem, der er mest optaget af at hjælpe de svageste, og det gør jeg, fordi jeg synes, at det er samfundets allervigtigste opgave.

— Hvilke forfattere bør alle læse?

Personligt går jeg nok efter de forfattere, der ulejliger sig med at fortælle en historie eller på anden vis give stoffet en overbevisende form — og ikke bare ævler løs om sig selv! Jeg er ikke så meget til den selvbiografiske bølge, faktisk slet ikke. Jeg synes også, man skal passe på med at reducere litteraturen til en smagsoplevelse. Det er jo ikke, som når man går på kaffebar; et spørgsmål om bønnen var for bitter, om der var for meget eller for lidt mælk i. Litteraturen skal revolutionere verden i det store — og i det små. Det er noget helt andet end kaffe.

— Er din sidste bog den bedste?

Ja! Det synes man jo altid som forfatter. Men jeg synes faktisk også, at Lille Hjerte er mere vellykket end Ulven, hvor jeg skulle have et kæmpe persongalleri på plads.

— Hvad siger du til, at nogen synes du er sådan en lidt gammelklog forfatter, der skriver altmodisch?

Mon ikke disse ’nogen’ har sagt, at jeg har en lidt gammelklog, altmodisch forfatterstemme i mine to seneste bøger, og det har jeg jo. Jeg har en gammeldags, alvidende fortæller, der fortæller om en periode fra 1938 til 1957, og som derfor må mime den tid; dén fortæller kan ikke sige »Hvad så dér?« eller »Kom, lad os sparke røv« og den slags — ikke uden at miste sin troværdighed.

— Er det i orden at kede sig?

Ja, det er ligefrem sundt. Når man keder sig er det svært at bevare en overdreven forestilling om ens egen betydning.

Serie

Seneste artikler

  • Læserne spørger: Morten Sabroe

    18. maj 2013
    »Kvindelige litteraturanmeldere, har jeg hørt, skulle være meget tørre. Det gælder også de mandlige. Jeg tror, det var sidste år, at nogle videnskabsfolk gav en mandlig anmelder snorkel og briller på og lagde ham i vandbad i en uge. Da de tog ham op, var han nøjagtig lige så tør, som da de lagde ham i ...«
  • Læserne spørger: Pablo Llambias

    2. marts 2013
    »Jeg tror ikke, at jeg ville blive skudt for mit første kritiske spørgsmål, men jeg ville helt sikkert få internettets kærlighed at føle. Dét er der ikke mange, der kan holde til i længden. Hvad stiller vi op med dén trussel?«
  • Læserne spørger: Carl Pedersen

    22. september 2012
    Carl Pedersen besvarer læsernes spørgsmål
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu