Læsetid: 7 min.

En litterær gigant, der stadig trues af morderiske fanatikere

Salman Rushdie udgiver i år sine længe ventede erindringer om det årti, hvor Khomeinis dødsfatwa tvang ham under jorden – men han er stadig truet. For nylig måtte han aflyse sin deltagelse i en indisk litteraturfestival på grund af nye dødstrusler
Salman Rushdie udgiver i år sine længe ventede erindringer om det årti, hvor Khomeinis dødsfatwa tvang ham under jorden – men han er stadig truet. For nylig måtte han aflyse sin deltagelse i en indisk litteraturfestival på grund af nye dødstrusler
4. februar 2012

Efter flere dages rygter blev det i sidste uge bekræftet, at Salman Rushdie har aflyst sin optræden på dette års Jaipur Literature Festival — det største og mest prestigefyldte litterære træf i Asien. På Twitter motiverede Rushdie sin beslutning sådan: »Fik at vide, at en Bombay-mafiaboss har givet våben til to lejemordere, som skal ’fjerne’ mig. Vil nøjes med videolink i stedet.«

Da det kom frem, at Rushdie skulle gæste Jaipur, forlangte Darul Uloom Deoband— et indflydelsesrigt islamistisk seminarium i nabostaten Uttar Pradesh — omgående, at hans visum blev trukket tilbage. Men som Rushdie, der er født i Indien og har bevaret sit indiske statsborgerskab, tørt bemærkede, så havde han ikke brug for noget visum.

Da ’diplomatiske’ manøvrer således ikke kunne holde Rushdie væk, tyede hans religiøse modstandere til andre metoder: dødstrusler. Den sørgelige sandhed er, at næsten 23 år efter at ayatollah Khomeini opfordrede til at slå Rushdie ihjel i sin berygtede dødsfatwa — og næsten 13 år efter at den iranske regering officielt lovede at indstille sin støtte til mordprojektet — er den britisk-indiske forfatter stadig mål for summariske henrettelsesordrer.

Uden rygrad

Dette seneste eksempel bør dog ikke tolkes alene som et udslag af religiøs overfølsomhed over for De sataniske vers. Ganske vist opretholder en del islamistiske ledere en permanent tilstand af morderisk raseri. Men det har ikke afholdt Rushdie fra at besøge Indien adskillige gange i løbet af det seneste årti, og faktisk deltog han på Jaipur-festivalen i 2007.

De første britiske protester mod De sataniske vers i 1988 havde rødder i religiøs pressionspolitik i Indien, og også denne seneste furore er tydeligvis søgt opflammet for at opnå lokale fordele. Der skal snart være valg i Uttar Pradesh, hvor næsten 20 procent af indbyggerne er muslimer. Med religiøse grupper, der truer med at ophidse lige netop denne vælgergruppe, har Indiens regerende Kongresparti besluttet, at tidspunktet ikke var velegnet til at vise moralsk rygrad.

»Rushdie har såret følelserne hos mange indere,« meddelte således Chandrabhan Singh, leder af Kongrespartiet i Rajasthan, den delstat, hvor Jaipur ligger. »Han skal ikke have lov til at komme til Indien.«

Rushdie var alså ikke længere velkommen. Romanforfatteren Hari Kunzru, der skulle have optrådt på scenen sammen med ham, kaldte Rushdies fravær for »en skamplet på Indiens internationale omdømme«. Der havde fra festivalens side aldrig været planer om at diskutere De sataniske vers, men som for at påvise det absurde i al postyret, besluttede Kunzru besluttede at »trodse alle fordomsfulde gemytter og skokastere« ved at læse op af en passage fra lige netop dette så suverænt misforståede værk. Det var mere end symbolsk litterær modstand, for De sataniske verser stadig forbudt i Indien, som har den tvivlsomme ære at være det første land, der greb til at forbyde bogen.

Reklamemand

Det sørgelige forløb i Jaipur minder os om det faktum, at forfærdeligt lidt har ændret sig i de sidste tre årtier: Politisk kynisme trækker stadig i den multikulturelle følsomheds klædedragt. Tolerance må stadig bøje af over for intolerance.

Det ironiske er, at Rushdie ikke just er nogen provokatør nu om stunder. Hvor han engang var en frygtløs og respektløs skildrer af et sydasiatisk subkontinent med vokseværk, er det efterhånden længe siden, at han hans romaner åbent har taget kontroversielle emner op. Selv hans reaktion på Jaipur-sagaen har været afmålt og nedtonet ... som om han var på vagt over for at komme i centrum for endnu en fremmanipuleret strid.

Fatwaen og det årti, hvor han måtte leve under politibeskyttelse på skiftende hemmelige adresser, har uundgåeligt præget Rushdie og hans fiktion. Sjældent har en forfatters kreative energi måttet modstå så tilintetgørende pres. Og ud over presset ved at måtte leve under en dødsdom skulle Rushdie også finde sig til rette med at være afskåret fra Indien — og dermed fra den myldrende virkelighed, der gav så fantastisk et brændstof til hans fantasi i de tidlige romaner.

Rushdie er født og opvokset i Mumbai som eneste søn af en succesfuld tekstil-grosserer, der insisterede på at sende ham til England, så han kunne komme på den traditionsrige kostskole i Rugby. Afskeden med den store indiske havnebys kulørte vildskab gjorde ham til at begynde »meget ulykkelig«, da han var blevet omplantet til det engelske landskab i Warwickshire.

Efter en doktorgrad i historie på Cambridge og en kortvarig tjans som reklametekstforfatter — Rushdie siges at være den, der fandt på sloganet Naughty, but nice(om flødekager) — udgav han sin første roman, Grimus,i en alder af 28. Den blev ikke nogen stor triumf, men seks år senere vandt hans næste roman, den monumentale Midnatsbørn, Booker-prisen og indvarslede en hel ny æra af interkontinental ’postkolonial litteratur’. Den blev efterfulgt af Skam, som ligeledes blev nomineret til Booker og af rejsebogen Jaguarens smil: en rejse i Nicaragua.Derefter kom så De sataniske vers.

Rushdie har på ingen måde været konfliktsky siden da. I aviskommentarer og lignende har han tværtimod været konsekvent i sin offentlige fordømmelse af religiøs fundamentalisme og den kulturrelativisme, der vil forsvare den. Men hans skønlitterære instinkter syntes at have udviklet sig i mindre antagonistisk og mere tvetydig retning. Romaner som Maurerens sidste sukog Klovnen Shalimarer nok dristige og komplekse, men de savner den vitalitet, der kendetegnede hans tidlige værker.

I sit ønske om at undgå at blive defineret af Khomeinis dødsdom — og uden tvivl i sit ønske om ikke at forlænge opholdet ’under jorden’ yderligere — havde han i en årrække også en tendens til at undgå at tale om fatwaen i interviews. »Som forfatter har jeg altid været i politik,« sagde han i 2008, »men på et tidspunkt tror jeg, at jeg fik en overdosis. Man skal være forsigtig med, hvad man ønsker sig. Og én af de virkninger, jeg har følt på mit temperament, har været en lyst til at holde afstand til den offentlige debat. Jeg vil hellere bare blive hjemme, skrive mine historier og udgive dem hvert andet år. Det var derfor, jeg i sin tid ville være med i spillet. Jeg har aldrig ønsket mig at blive en eller anden stor offentlig talsmand i politiske spørgsmål.«

Erindringer

Men senere i år vil Rushdie ikke desto mindre udgive en erindringsbog om det tabte årti, hvor en overdosis politik næsten tog livet af ham. For første gang vil han beskrive sin subjektive oplevelse af fatwaen. Det har taget næsten et kvart århundrede, fordi, som han siger: »Jeg havde brug for at få reel afstand til dette materiale, så jeg kunne gribe det an som et litterært projekt, ikke som en eller anden Oprah Winfrey-bekendelse. Jeg ville ikke bare buse ud med alt.«

The Times forudser allerede, at det kommende værk vil blive »det 21. århundredes mest betydningsfulde litterære erindringer«. Om bogen kan leve op til det eller ej, er forventningerne under alle omstændigheder enorme. For lige meget hvor bizart Khomeinis hadebudskab måtte forekomme dengang, så markerede fatwaen en af de store forskydninger i det 20. århundredes kulturelle landskab, hvis følgevirkninger stadig mærkes i hele verden.

Rushdies afdøde ven Christopher Hitchens påstod, at han med det samme forstod, at fatwaen var den indledende salve i en helt ny slags krig — en krig, hvis eksistens skulle blive dramatisk bekræftet 11. september 2001. Det skal blive interessant at læse, hvordan Rushdie rent faktisk oplevede det, da han befandt sig i historiens klaustrofobiske bug.

Kostede liv

Fatwaen var anledning til flere mord og mordforsøg. Den første offer blev dog Rushdies ægteskab med forfatteren Marianne Wiggins. Parret skiltes et par måneder efter, at han var tvunget i skjul, og selv om han aldrig er gået i detaljer om forløbet, har Rushdie gjort klart, at afskeden absolut ikke var mindelig. Selv- biografien vil uundgåeligt løfte på låget for de smertelige ugers delte afsondrethed.

Wiggins var Rushdie anden hustru. Siden har han haft yderligere to koner og fået endnu en søn, Milan — hans ældste søn, Zafar, er fra hans første ægteskab med afdøde Clarissa Luard. Selv om bruddet med Wiggins naturligvis gjorde ondt, var Rushdies mest mislykkede alliance, i al fald i offentlighedens øjne, det treårige ægteskab med den indisk-amerikanske skuespillermodel Padma Lakshmi.

23 år yngre og med en udtalt svaghed for berømthedheder mødte Lakshmi forfatteren ved en lanceringsfest på Manhattan for magasinet Talk — det må siges at være højst apropos, for det forhold blev der talt rigtig meget om. Men i det mindste fik Lakshmi styret Rushdies offentlige image væk fra rollen som først og fremmest offer for religiøst tyranni. Desværre til fordel for rollen som offer for romantisk dårskab: Konsekvensen blev i al fald, at fik Rushdies amourøse relationer i den brede offentlighed mere opmærksomhed end hans bøger.

De kommende memoirer om fatwa-tiden bør rette op på dette. Det emne er monumentalt af omfang og dog samtidig dybt intimt — kort sagt, et uhyre oplagt oplæg for en forfatter, hvis bedste værker altid har kombineret historisk bredde med psykologisk dybde.

»Vores liv lærer os, hvem vi er,« skrev Rushdie engang. Af de mange erfaringer, som hans livshistorie kan kaste af sig, er den vigtigste utvivlsomt den lære, de indiske myndigheder har valgt ikke at følge: at give efter for gangstere, der altid vil komme tilbage for at forlange mere.

 

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

I bøn. Indiske muslimer i bøn, da det blev meddelt, at også den planlagte videotransmission med Rushdie på festivalen var blevet aflyst efter trusler. Foto: Manish Swarup/Polfoto

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hanne Christensen

Ja, han er ligeså gigantisk som Kurt Westergård, der lavede Muhammad tegningerne.
I vesten bliver man pr. automatik gigantisk når man ydmyger og kritiserer Islam.

Vestlige litteraturkririkere der ikke er underlagt vestligt "smagsdommeri" og meningsfascisme har forlængst erklæret ham som en middelmådig forfatter, der aldrig ville være blevet bemærket uden dette fatwahalløj.

Stig Rasmussen

Hanne: Tror du ikke også Rushdie ville have foretrukket at være en middelmådig forfatter fremfor at leve resten sit liv i frygt for en islamisk dødstrussel?

@Hanne Christensen - hvilke "vestlige litteraturkritikere" har du i tankerne? Har du for øvrigt selv læst noget af Rushdie?

Hanne Christensen

Hvis jeg skulle pinpointe alt det jeg læser, kan jeg få nok at gøre - især med så træge spørgere som Stig Rasmussenog Aagaard.

Hvad med selv at tænke ud af boxen, være lidt flexilbel og Google ovennævnte. Det findes.

@Hanne Christensen - det er jo nærmest en tilståelsessag fra din side - du har intet læst af Rushdie og du har helt sikkert heller ikke læst og fordøjet, hvad "vestlige litteraturkritikere" har sagt og skrevet om Rushdie. Nej, så er det lettere at Google og kolportere hvad andre - sådan i overskriftsform - mener om dette eller hint. Et trist eksempel på åndelig dovenskab.

Vibeke Svenningsen

Hanne:

Du tager helt, helt fejl af Rushdie. Det er ganske enkelt helt utroligt, at han har kunne levere det forfatterskab, han har kunnet efter den personlige skæbne, han har gennemlevet. Han har et fantastisk sprog, en storyteller ud over det sædvanlige - og hans værker er så funderet i verden, at man er klogere på verden, når man har læst en af bøger. Jeg kan ikke anbefale det stærkt nok at læse hans bøger.

Hanne Christensen

Vibeke, jeg kan skam sagtens tage fejl - sagtens. Jeg påpegede bare overskriften om Rushdie; En gigant-thats all. Der er altså vestlige kritikere der ikke mener han er en gigant- thats all.

Hans Aa: Man er vist altid dum, åndelig doven osv. hvis man mener andet end dig - thats all.

Vibeke Svenningsen

Du tager så meget fejl - det er komplet indiskutabelt. Rushdie er et litterært fyrtårn - og det er helt ufatteligt, at man skal nedgøre ham med den menneskelig skæbne han er blevet budt for at skrive et litterært værk, der end ikke spor islamofobisk overhovedet.

Og rent personligt, mener jeg det er grænsende til helligbrøde at sammenligne Rushdie med Westergaard iht. kunstnerisk betydning. Tsk...må jeg da be'.....Læs og bliv oplyst....Det gør man, når man læser Rushdie...

Robert Ørsted-Jensen

Ikke alene tager Hanne fejl - men det er dybt beklageligt at så individer der sikkert selv opfatter sig som både progressive og venstreorienterede - ikke evner at genkende den sorteste fascist-lignende reaktion når denne tilfældigvis er lidt mærk i løden, bærer turban og har lange hvide gevanter.

Man genkender sort reaktion først og fremmest på dens handlinger.

Hanne Christensen

Vibeke: Jeg kan iøvrigt ikke forstå at Salman Rushdie har været mere igennem end en almindelig kvinde, der må holde sig (og børn) skjult, gå under jorden, flytte fra sted til sted, lider økonomisk og ofte bliver ildeset af omverdenen. Disse kvinder har også udgivet bøger, som gør en klog på verden....

Salman Rushdie blev dog Vestens darling, havde indflydelsesrige beskyttere og tjente kolonormt på sine bøger, der vupti blev allemandseje.

Vibeke Svenningsen

Amalthea:

Lige præcis - god sammenligning med Márquez - når man læser diverse indlæg vidner det blot om, de ikke har læst ham. Han er blændende.

Salman Rushdie fjender og fjenders fjender gør ham lige stor uret og fortræd.
Enorm psykologisk indsigt, komplekse litterære metaforer og skarp blotlægning af kulturel intolerence og eksistentielle konflikter hos vesten, hinduer og muslimer.
Hvis der er nogen vogn Salman Rushdie IKKE kan spændes for så er det xenofobi i nogen form.
Sørgeligt at det er lige netop det han bliver af alle de der ikke læser og forstår litteratur.

Vibeke Svenningsen

Hanne:

Hvem har sagt, han er mere værd? Han betaler en dyr personlig pris for at have skrevet en bog - desforuden er han så en formidable forfatter. Det handler ikke om at være en darling. Hans evne som forfatter, hans storeyteller evne og hans så smukke håndtering af sproger er så evident for enhver, der der har læst bare en smule af verdens litteratur - måske du bare skulle prøve at læse en af hans bøger fremfor at køre på med dine fordomme mod en mand, hvis eneste brøde var at nutcase af en ayatollah udstødt en dødsfatwa mod ham på en baggrund som var så langt ude. Rushdie er ikke islamhader eller noget.

Simon Christensen

Rushdie gøres ofte til skydeskive for reaktionerne på en anti-islamisk diskurs. En af mine facebook venner fra Indien fik forleden blokeret sin profil en periode, da han på en facebook-gruppe skrev, at de ville slå Rushdie ihjæl, hvis han kom til Indien. Da andre efterfølgende kritiserede hans trusler, undskyldte han det med, at han ikke længere kunne klare alle de anti-islamiske udtalelser han stødte på. Trist når nuancerne og forståelserne forsvinder.

Robert Ørsted-Jensen

Det er flintrende ligegyldig om Rusdie er en god eller mindre god eller endog dårlig - forfatter.

Ingen skal have lov til at true eller udstede dødstrusler mod nogen for alene for deres synspunkter og virksomhed - det gælder selvsagt også bladtegnere, mennesker der kritisere visse religioner - frafaldne - politikere - kunstnere eller filminstuktører etc etc -

Og dette ganske og helt uanset disse menneskers politiske holdning!

Ikke mindst uanset om jeg personligt er enig med dem.

Ytringsfriden skal beskyttes - for enhver pris!

Ytringsfrihed er først og femmest den frihed mine kritikere har - for frihed er altid frihed for dem der tænker anderledes!

Robert Ørsted-Jensen

Derudover er det hævet over enhver tvivl at Rusdie er en fremragende forfatter og et fint menneske - men som sagt er det fundamentalt set sagen udvedkommende.

ps. De satanistiske vers ligger på min hylde lige pt (og jeg ser på den lige nu...), jeg ved ikke hvor mange gange jeg har prøvet at tygge mig igennem den uden held.

Der er langt flere aspekter i den her sag end som er kommet frem. Rushdie hævder i bogen De Sataniske Vers, at Mohammed smuglede tre små vers ind i Koranen om at man også gerne måtte tilbede tre måne-gudinder, som blev tilbedt i Arabien på Muhammeds tid. Åbenbart får Muhammed så en åbenbaring fra ærkeenglenGabriel om at dette skal han ikke tillade, da Gud er en, og kun kan tilbedes som dette, nemlig en.

Muslimerne i Iran og Saudi-Arabien samt andre steder blev sure over dette, fordi de (stadig) hævder, at ærkeenglen Gabriel overbragte Mohammed Koranen i ren form, skrevet på hvad de kalder klassisk arabisk.
[Her ser vi bort fra dte vi har også tidligere har diskuteret herinde, at Koranen hæjst sandsynligt er skevet på aramæisk, eller måske på bare arabisk og aramæisk - og at Mohammed måske aldrig har eksisteret]. Eller sagt på en anden måde:

Gabriel talte, Mohammed lyttede og Muhammed fik så en anden til at skrive det ned som Gabriel havde sagt. Og allerede her kan det jo galt, ikke sandt. 3 led skal beskederne fra Himlens Telefon igennem. Muslimerne hævder vist stadig at den jordiske koran er en direkte afskrift af en bog Gud har hos sig i sin Himmel. Og derfor blev (og bliver?) de sure, når nogen mener, at sådan forholder det sig slet ikke, men at Koranen tværtimod er skabt over en periode på 200-250 år.

Mht. fatwaen fra Iran mod Rushdie er der mange muslimer, der mener, at den indenfor islams lovkompleks var og er ulovlig. Og det er den, fordi den

Og lad os så lige genopfriske hvad en fatwa; det er intet andet end muslimsk udgave af de hyrdebreve (encyklier) som de katolske paver sender ud. F.eks. udtalte Pave Paul IV (6.) sig imod prævention og abort - efter en henvendelse fra katolikker omkring hvad katolikker skulle mene herom. Præcis på samme måde kan en muslim henvende sig til en an muslimsk lærd, en aytollah, eller mullah, eller en imam, og bede dem udtale sig om dette eller hint.

Og nu afdøde aytollah Khomenei mente altså at det var muslimers pligt at dræbe denne forfatter af De Sataniske Vers. :( : cry: :( - uden at have læst nogen overhovedet. Og uden at give Rushdie mulighed for at forsvare sig - som man har ret til indenfor islam.

Og nu når vi er ved det: Hvor var protesterne mod at Kvickly fjernede Jesus-sandalerne, hvor var protesterne mod buddhisterne og hinduerne, som næsten fik et skuespil forbudt i London, hvor var protesterne mod den katolske kirke, som lavede en kæmpe kampagne imod filmen, baseret på Philip Pullmann's bog His Dark Materials. Og som gjorde, at der kun blev lavet en film i denne serie. Og hvor er protesterne mod de gentagne gange indenfor de seneste 10 år, hvor Opus Dei mv. - og andre højrekatolske organisationer - har tvunget folk til at tage kunstværker ned eller ligefrem truet udstillere med at lukke hele udstillinger. Intet har jeg hørt - i hvert fald ikke fra de mennesker som er de første på beatet, når det gælder muslimer som udtaler sig til fordel for censur mm.

Pointen er ikke censur her, pointen er, at vi som samfund åbenbart er mere skrøbelige overfor krav om censur, når det kommer fra muslimer end når det kommer fra (katolske) kristne.

Robert Ørsted-Jensen

Ja det gælder ikke mindst også Holocaust!

Men skulle du komme finde på at sige at du godkender eller mener at det er en god ide at begår mord på visse andre mennesker - om det er jøder, muslimer, kommunister, politikere, forfattere, bladtegnere, medlemmer af Dansk folkeparti, eller Enhedslisten er mig flintrende ligegyldigt

- så er og bør du i mine øjne være hjemfalden til en retslig dom og i særlig grove tilfælde en kortere eller længere fængselsstraf med lejlighed til at fundre lidt over tilværelsen og din egen uforstand.

Det kniper med læsningen sir du - det skal du ikke være ked af. Det er alle beskåret at kunne læse romaner og forstå hvad god kunst er. Nogen evner kun at læse bøger skrifter de mener er hellige, Andre mangler uddanelse, atter andre er ordblinde og lignende. Men vi er mennesker med krav på respekt alligevel. Gå du og giv den bog væk eller sælg den til en der kan læse den.

Robert Ørsted-Jensen

Det var en svær omgang tung udenomssnak - Aaen

Men du har dog fuldstændig ret i at pointen ikke er - censur!

Det er så stort set også det enste du har ret i!

Pointen her er nemilig ret enkel - pointen er - at nogen mener at de har lov at myrde eller true med at myrde mennesker - der ikke tænker og mener som dem selv.

Se det er pointen!

Robert Ørsted-Jensen

Pointen er også at Katolikker ikke går rundt og truer andre mennesker på livet, hvorfor der ikke er er grund til at være skrøbelige. Men mig bekendt har ingen af besluttet at censurere nogen bog eller film efter krav fra pavekirken, eller nogen anden kristen religiøs organisation.

Det håber jeg sandt fordyden heller ikke at vi skal komme til at se.

Niels-Holger Nielsen

Hvad angår SRs litterære kvalifikationer, så vil jeg ikke blande mig. Det har jeg ikke forstand på. Hvad jeg har læst af SR begrænser sig til DSV, til det sted i romanen hvor to typer falder i Den Engelske Kanal. Jeg har det ikke godt med magisk realisme, og fik heller aldrig læst en bog af Marquez til ende. Det er så min begrænsning.

SR er en facetteret person, men han er nok lige skrap nok i sit syn på religion, for min smag. Og hans fokus synes ensidigt rettet mod Islam. Han var beundrer af Christopher Hitcens sekulærisme (pænt ord). 'Paradoxically, it was God who saved Christopher Hitchens from the right. Nobody who detested God as viscerally, intelligently, originally, and comically as C. Hitchens could stay in the pocket of god-bothered American conservatism for long. When he bared his fangs and went for God’s jugular, just as he had previously fanged Henry Kissinger, Mother Teresa, and Bill Clinton, the resulting book, God Is Not Great, carried Hitch away from the American right and back toward his natural, liberal, ungodly constituency. He became an extraordinarily beloved figure in his last years, and it was his magnificent war upon God, and then his equally magnificent argument with his last enemy, Death, that brought him “home” at last from the misconceived war in Iraq.' http://www.vanityfair.com/culture/2012/02/rushdie-on-hitchens-201202

Der har været flere beskyldninger imod SR for at støtte Bushdoktrinen eller dele af denne. Flere har måttet krybe til korset(!) og give SR en undskyldning. Selv skriver han samme steds som ovenfor: 'Christopher came to believe that the people who understood the dangers posed by radical Islam were on the right, that his erstwhile comrades on the left were arranging with one another to miss what seemed to him like a pretty obvious point, and so, never one to do things by halves, he did what looked to many people like a U-turn across the political highway to join forces with the war-makers of George W. Bush’s administration. He became oddly enamored of Paul Wolfowitz. One night I happened to be at his apartment in D.C. when Wolfowitz, who had just left the administration, stopped by for a late-night drink and proceeded to deliver a critique of the Iraq war (all Rumsfeld’s fault, apparently) which left me, at least, speechless. The Wolfowitz doctrine, Wolfowitz was saying, had not been Wolfowitz’s idea. Indeed, Wolfowitz had been anti-Wolfowitz-doctrine from the beginning. This was an argument worthy of a character from Catch-22. I wondered how long Christopher would be able to tolerate such bedfellows.'

Andre citater af SR:

'What is needed is a move beyond tradition, nothing less than a reform movement to bring the core concepts of Islam into the modern age, a Muslim Reformation to combat not only the jihadist ideologues but also the dusty, stifling seminaries of the traditionalists, throwing open the windows to let in much-needed fresh air. (...) It is high time, for starters, that Muslims were able to study the revelation of their religion as an event inside history, not supernaturally above it. (...) Broad-mindedness is related to tolerance; open-mindedness is the sibling of peace.'
http://en.wikipedia.org/wiki/Salman_Rushdie#Religious_and_political_beliefs

'No. But that's because I write for a living, [laughs] and I have no other source of income, and I naïvely believe that stuff that I create belongs to me, and that if you want it you might have to give me some cash. [...] My view is I do this for a living. The thing wouldn't exist if I didn't make it and so it belongs to me and don't steal it. You know. It's my stuff.' s.s.

'Amnesty ... has done its reputation incalculable damage by allying itself with Moazzam Begg and his group Cageprisoners, and holding them up as human rights advocates. It looks very much as if Amnesty's leadership is suffering from a kind of moral bankruptcy, and has lost the ability to distinguish right from wrong. It has greatly compounded its error by suspending the redoubtable Gita Sahgal for the crime of going public with her concerns. Gita Sahgal is a woman of immense integrity and distinction.... It is people like Gita Sahgal who are the true voices of the human rights movement; Amnesty and Begg have revealed, by their statements and actions, that they deserve our contempt.' s.s.

Jeg vil ikke konkludere andet om SR, end at der givetvis kan siges både for og imod, men hvem rammers ikke af det? Jeg finder ham på ingen måde ekstrem, men jeg mener, at alle demokrater må være enige om at tage afstand fra de ekstreme forfølgelser han har været udsat for. Og det kan ikke siges for tydeligt. Jeg tror ikke SR frivilligt har stræbt efter at blive ikon for nogen bevægelse, men har handlet til sin egen fordel i en situation som blev ham påtvunget. I hvor stor grad det er lykkes for ham at bevare balancen (om) vil jeg lade folk, som ved mere end jeg bedømme.

Vi må kræve af muslimske gejstlige tager skarp afstand fra fatwaen.

PS Mange hinduer hader ham som sagt også (ovenfor i tråden). Hans bøger udkommer ikke i Indien. Hvis han sagde sin ærlige mening (har han gjort det?) om kristendommen, så er det heller ikke sikkert, at han ville være så afholdt i visse kreds inden for dette tabernakel.

PPS Mener du virkelig det Vibeke Svenningsen: 'det er komplet indiskutabelt. Rushdie er et litterært fyrtårn'? Hvad skal vi så snakke om?

Carsten Hansen

Om Salman Rusdie befinder sig på et specielt højt intellektuelt niveau, skal jeg ikke kunne udtale mig om.
Jeg vil dog ikke tøve med at betegne religiøse fanatikere, der truer anderledes tænkende på livet, som værende på et særdeles lavt niveau.

Lige et par punkter:

Mange danskere har ikke læst Rushdie, fordi han er så dårligt oversat. Kast jer ud i at læse ham på engelsk, og synet på ham vil ændre sig.

Og så til det væsentlige i "The Satanic Verses"-sagen:

Aaen skriver: "Og nu afdøde aytollah Khomenei mente altså at det var muslimers pligt at dræbe denne forfatter af De Sataniske Vers. :( : cry: :( - uden at have læst nogen overhovedet. Og uden at give Rushdie mulighed for at forsvare sig - som man har ret til indenfor islam."
Her er vi ved det, som burde være den egentlige kerne i diskussionen. En central passage i "De sataniske vers" er ikke den med profetierne og gudinderne, men et elskeligt-sarkastisk portræt af Khomeinis adfærd i løbet af hans eksilår i England.
Hvor meget skal vi vædde, at det mere var denne passage end det religiøse, der fik Khomeini i harnisk?

Niels-Holger Nielsen

Det lyder som om du kunne have ret, Dana Hansen, men, som sagt, det ved jeg ikke noget om. Så, tak for oplysningerne.

Niels-Holger Nielsen

PPPS. SR var tilhænger af NATOs luftbombardementer af Serbien, men det var der jo så mange, der var. Ikke mig sagde hunden.

En forfatter, der beriger vores liv med fantastiske bøger, kan godt være en stor idiot i sit eget liv - så den del af diskussionen ser jeg som ret meningsløs. Hans Kirk er et hjemligt eksempel på et røvhul, der skrev smukt, Frank Miller et amerikansk.

Rushdie virker til at være et rimeligt fornuftigt væsen, og specielt hans første bøger var en mageløse oplevelse at læse. Som Dana skriver, var det nok hans morsomme beskrivelse af ayatollahen, der startede truslerne. Resten lader blot til at være sprunget på vognen, uden at ane meget om "forbrydelsens" omfang.

Og Robert, katolikker går ikke alene rundt og truer andre mennesker på livet - de gør også alvor af truslerne: Læs fx om den katolske kirkes rolle i Afrika, hvor kristen heksejagt ikke kun hører fortiden til.

Robert Ørsted-Jensen

Paamand jeg er ikke nogen ven med nogen klirke elleer trosretning, det er bestemt tilfældet at der er katolikker der myrder hinanden, men det sker ikke i voir del af verden. Men vi har bevisiligt en del muslimer i vor del af veren der mener at det er deres pligt som muslimer at myrde folk, herunder Rusdie, Westergaard og andre. Enkelte får også den ide i deres hoved at det er deres pligt at slå familiemedlemmer ihjel som forlader deres tro, eller vandære familien, og adskillige er blevet slået ihjel på den konto i nyere tid. Årsagen er bla. at de kan henvise til nøgle skriftsteder som påbyder dem at slå frafaldne muslimer ihjel.

Men jeg er ret ligeglad med hvilken idiotisk religion, sekulær eller åndelig folk går rund og bekender sig til. Hvis de vil slå andre menneskler ihjel, eller truer med samme, så skal de ind og siodde og derefter udvises for bestandigt, hvis de ikke er statsborgere. Og begår de handlingen kan man for mig lukke dem inde og smide nøglen væk - og nå de ikke er mere bør man give fanden i deres tro, kremere dem og kaste deres aske ud over havet. De har ikke fortjent bedre..

Vibeke Svenningsen

Niels-Holger: Mener du, jeg skal diskutere Rusdies forfatterskab med nogle, der ikke har læst et eneste af hans værker? Hvorfor pokker skulle jeg dog gøre det? Det ville daa være det mest tåbelige at høre på nogle, der mente de kunne bedømme værkernes litterære kvaliteter udfra de ikke kan li' manden.

Robert Ørsted-Jensen

Monrad's bemærkning ovenfor høre til blandt de mest platte på siden her, og han vil ikke kunne føre bevis på den, men sådan noget bekymre jo sjældent.

Der har været adskillige velbeskrevne forsøg på at slå Rusdie ihjel og enkelte var meget tæt på at lykkedes.

Den første Mustafa Mahmoud Mazeh døde af det - hans rester ligger nu i en 'helgengrav' er officielt valgfatssted for de troende i Iran, sådan helt på linie med Horst Wessels grav i Nazityskland. Han døde for en stor sag!

On 3 August 1989, while Mustafa Mahmoud Mazeh was priming a book bomb loaded with RDX explosives in a hotel in Paddington, Central London, the bomb exploded prematurely, destroying two floors of the hotel and killing Mazeh. A previously unknown Lebanese group, the Organization of the Mujahidin of Islam, said he died preparing an attack "on the apostate Rushdie". There is a shrine in Tehran's Behesht-e Zahra cemetery for Mustafa Mahmoud Mazeh that says he was "Martyred in London, 3 August 1989. The first martyr to die on a mission to kill Salman Rushdie." Mazeh's mother was invited to relocate to Iran, and the Islamic World Movement of Martyrs' Commemoration built his shrine in the cemetery that holds thousands of Iranian soldiers slain in the Iran–Iraq War. During the 2006 Jyllands-Posten Muhammad cartoons controversy, Hezbollah leader Hassan Nasrallah declared that "If there had been a Muslim to carry out Imam Khomeini's fatwā against the renegade Salman Rushdie, this rabble who insult our Prophet Mohammed in Denmark, Norway and France would not have dared to do so. I am sure there are millions of Muslims who are ready to give their lives to defend our prophet's honour and we have to be ready to do anything for that." James Phillips of the Heritage Foundation testified before the United States Congress that a "March 1989" [sic] explosion in Britain was a Hezbollah attempt to assassinate Rushdie that failed when a bomb exploded prematurely, killing a Hezbollah activist in London.