Læsetid 6 min.

’Vi må lære at samarbejde med dem, der er forskellige fra os selv’

Vores impuls til at søge samarbejde med andre mennesker svækkes af den måde vores arbejdsliv bliver organiseret på i det senkapitalistiske samfund – og den gensidige multikulturelle fremmedgørelse trækker i samme retning, hævder den ansete amerikanske sociolog, Richard Sennett
Hver for sig. Vi ender med at få et etnisk lagdelt samfund, hvor en gensidig ligegyldighed bliver vores metode til at håndtere forskelle, siger Richard Sennett.

Hver for sig. Vi ender med at få et etnisk lagdelt samfund, hvor en gensidig ligegyldighed bliver vores metode til at håndtere forskelle, siger Richard Sennett.

Dan Chung

25. februar 2012

Richard Sennett er professor i sociologi ved den ansete ’eliteskole’ London School of Economics og humaniora-professor ved New York University. Som søn af russiske emigranter voksede han op i det berygtede sociale boligbyggeri i Chicago, Cabrini Green, og forsøgte i første omgang at skabe sig en musikerkarriere som cellist. Efter at have kvæstet sin hånd uopretteligt slog han i stedet ind på en akademisk løbebane. Hans forfatterskab tæller flere væsentlige titler, herunder klassikeren The Fall of Public Man fra 1977, Håndværkeren (2008) og Den ny kapitalismes kultur (2006). I sin nye bog, der har fået titlen Together (anmeldt i Information den 10. februar, red.), analyserer Sennett ’det sociale samarbejde’ som fænomen i forskellige samfund. The Observer mødte den 69-årige sociolog og filosof i anledning af udgivelsen af det længe ventede værk.

Du hævder, at vi mister lysten til at samarbejde med folk, der er anderledes end os selv — hvad man kalder for ’den ukontrollerbare Anden’. Men burde impulsen til samarbejde ikke snarere melde sig med større styrke i et samfund, som bliver stadig mere multietnisk og mangfoldigt?

»Min pointe er ikke, at impulsen til samarbejde bliver svækket, men at den bliver deformeret. Den stigende ulighed betyder, at der bliver større afstande mellem de sociale klasser. Det bliver et problem, fordi vi ender med at få et etnisk lagdelt samfund, hvor en gensidig ligegyldighed bliver vores metode til at håndtere forskelle. Folk forbliver i deres egen enklave i stedet for at blande sig med hinanden i et komplekst socialt billedtæppe.«

Handler multikulturalisme i virkeligheden mere om fremmedgørelse og ligegyldighed end om samarbejde og solidaritet?

»Så absolut. Jeg har haft kolleger, der har sporet dette empirisk i skolebørns liv. I seks- eller syvårsalderen er børnene endnu helt sammenflettet med hinanden i leg og samvær, men når de er blevet 14, er der næsten sket en kemisk separation. Så taler de ikke længere med mennesker af anden hudfarve og accent. Når de skal interagere socialt, aner de pludselig ikke længere, hvordan de skal bære sig ad.«

Vi bliver delt i lag

Hvad betyder ’fællesskab’ for dig?

»For mig betyder ’community’ langt mere end ’lokalsamfund eller boligkvarter’, som er hvad, man i Storbritannien er påfaldende tilbøjelig til at reducere begrebet til. Fællesskabet er ikke bare der, hvor din bolig tilfældigvis ligger. Nok så afgørende er arbejdspladsen. Problemet er, at fællesskaberne på arbejdspladserne bliver stedse svagere. Den moderne kapitalisme ansporer ikke til megen interaktion, fordi den er så lagdelende. Spørgsmålet om fællesskabet får en helt anden karakter, når vi tænker ud over relationerne til vore nærmeste naboer.«

Du betegner begrebet om ’Det Store Samfund’, som er blevet noget af et mantra for borgerlige politikere, som en form for ’økonomisk kolonialisme’. Hvorfor?

»Det er vel indlysende, er det ikke? Det er en slags koloniherrementalitet: ’Selv vil vi ikke give noget, men vi vil gerne opfordre jer til at blive selvforsynende. Skab dog jeres egen lille bantustan’. Hvis man virkelig ønsker, at civilsamfundet skal stille frivillige, der kan påtage sig at drive bibliotekerne, burde man starte med at sørge for, at bibliotekerne kan holde åbent. Begrebet er så åbenlyst selvmodsigende. Det er kun alt for gennemskueligt, at den første impuls er: ’Sådan her kan vi spare penge, sådan her kan vi gøre bankfolkene glade.«

Findes der noget sådant som en ’socialt ansvarlig kapitalisme’?

»Der kan bestemt findes mere eller mindre socialt ansvarlig kapitalisme. Jeg vil mene, at tyskerne, hollænderne og skandinaverne har realiseret en kapitalisme, som udviser et større socialt ansvar, end vi er vant til at se det i Storbritannien. De har formået at kombinere sociale behov med robuste økonomier. Og de har klaret opgaven med at give uddannelse og kompetence til manuelle faglærte arbejdere langt bedre.«

Blairs meritokrati

Hvad er vigtigst, lige muligheder eller lige resultater?

»Det er et vildledende spørgsmål. Tænk på, hvad ligestilling betyder i praksis. Her i landet får én ud af 20 lov til at komme på et eliteuniversitet. Man skummer med andre ord fløden, angiveligt efter meritokratisk manér. Men hvad sker der så med de andre 19? Det verserer en slags løgn om, hvad lighed betyder: At vi skal koncentrere os om en slags flugtvej for dem, der har potentiale, og så glemme alt om resten. Jeg er mere interesseret i, hvordan vi får hævet niveauet for de 19 andre. Præstationsorienterede modeller skaber en enorm mængde fjendtlighed i et samfund. Det, som forbitrede mig mest ved Tony Blairs New Labour, var al deres snak om meritokrati.«

Fortæl mig om din politiske udvikling som venstreorienteret.

»Jeg har haft en ret mærkelig politisk løbebane. Først i 1960’erne begyndte jeg som en af de ’vrede unge mænd’, derefter blev jeg i den grad indfanget af de modkulturelle strømninger under og efter ungdomsoprøret, at jeg blev en slags midtsøgende — ja, jeg var nærmest apolitisk i 70’erne og begyndelsen af 80’erne. Efter at jeg var fyldt 40, begyndte jeg så at bevæge mig til venstre igen. Det var, da jeg lavede mine interviews med ansatte i ’den nye økonomi’ og storfinansens tjenester. Det kom til at revitalisere mine venstreorienterede holdninger. Jeg tror virkelig på at føre græsrodspolitik fra bunden og opefter, men jeg indser også, at dette næppe er vejen til at skabe større politiske forandring.«

Maden og musikken

Du boede i en del af din barndomsår — da du studerede musik — i det sociale boligbyggeri, Cabrini Green. Var det en barsk opvækst?

»Faktisk var det med musikken kun en fordel. Jeg blev ikke noget mål for chikane, for i den sorte kultur er musikere genstand for stor agtelse. Alligevel foregik der hele tiden en slags racekrigsførelse. Jeg troede bare, at det var sådan, livet var. Min mor lavede partiarbejde og forsøgte at organisere de sorte kvinder. Hun forestillede sig, at det sorte proletariat var kommunismens sidste og bedste håb. Det lyder absurd at sige det, men folk virkelig troede på det dengang.«

Hvorfor begyndte du at skrive romaner i 1980’erne?

»Jeg følte, at jeg havde ikke mere at sige som en sociolog, så det var en slags eksperiment. En af dem, Palais-Royale, blev ret god. Jeg nød det, men det var alligevel ikke mig.«

Kan du stadig spille musik?

»Jeg er i stand til at spille en smule. Især efter at jeg har fået foretaget rekonstruktiv håndkirurgi. Men jeg er ikke særlig god mere. Heldigvis har jeg fundet den her gruppe meget tolerante musikere i London, hvilket er fantastisk. Det er virkelig en gave at være i stand til at spille igen.«

Du plejede at skrive madklumme for magasinet ’The Spectator’. Hvor vigtigt er madlavning for dig?

»Jeg er en fysisk person, og jeg kan godt lide fysiske ting. Da jeg mistede brugen af min hånd i musikken, ville jeg finde på noget andet at lave hver dag, der gav mig en kontakt til den fysiske virkelighed, selv om jeg kun havde en fungerende hånd: Det blev så mad. Det giver mig en enorm fysisk nydelse. Men så god en kok er jeg nu heller ikke — jeg er bare ... nogenlunde. Jeg elsker især at spise højborgerlig franske og italienske retter.«

Du var gode venner med den berømte og nu afdøde franske intellektuelle Michel Foucault. Hvordan var han?

»Han var en god ven for mig og for sine andre venner. Jeg ved, at han i offentligheden kunne virke kolossalt arrogant. Altid læste man om hans stoffer og sex, men det var et rent udvendigt portræt, der forsøgte at gøre ham til den her nietzscheanske mand. Han var også en meget sød og omsorgsfuld person og en vidunderlig kok. Han og hans kæreste dyrkede tomater midt iblandt deres marihuanaplanter.«

Du understreger vigtigheden af dialogisk tænkning i din bog. Hvad skal vi forstå ved det?

»Det handler grundlæggende om at sætte fokus på, hvad folk virkelig mener, men måske ikke får sagt — at inddrage de andre. For mig er dette virkelig grundlaget for det komplekse sociale samarbejde. At at være i stand til at engagere sig i andre uden at det skal ske for at identificere sig selv i dem. Det handler om at opdyrke en ægte nysgerrighed over for vores medmennesker.«

 

© The Observer og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Mona Jensen

Fra artiklen:
»Det handler grundlæggende om at sætte fokus på, hvad folk virkelig mener, men måske ikke får sagt — at inddrage de andre. For mig er dette virkelig grundlaget for det komplekse sociale samarbejde. At være i stand til at engagere sig i andre uden at det skal ske for at identificere sig selv i dem. Det handler om at opdyrke en ægte nysgerrighed over for vores medmennesker.«

Det er opløftende og interessant læsning. Og pænt udfordrende. Hvordan får vi pirret den nysgerrighed til ikke at være et spejl, men til at gøre verden større og mere indholds- og farverig?

Brugerbillede for Kim Gram

det kan jo ikke helt udelukkes at man selv,
begynder at blive så forholdsvis højerorienteret,
så man pluseligt er euro-kommunist,
eller ( omend dog stadig internationalistisk ): socialdemokrat?