Læsetid: 5 min.

Mellem håb og fortvivlelse

Store kriser kan åbne store muligheder og stimulere den politiske fantasi: Stabiliseringen af euroen bør bygge bro til mere langsigtede ændringer i organiseringen af det europæiske fællesskab
Protester. De spredte protester mod finanspagtens undergravning af demokratiet er berettigede. Men et økonomisk kollaps er den største trussel mod demokratiet, advarer Giddens.

Protester. De spredte protester mod finanspagtens undergravning af demokratiet er berettigede. Men et økonomisk kollaps er den største trussel mod demokratiet, advarer Giddens.

Virgine Lefour

4. februar 2012

Europas krise er eksistentiel. Den handler om, hvorvidt EU overhovedet vil kunne overleve som en genkendelig enhed. Den Europæiske Unions historie er broget, men at den indtil videre har kunnet fejre store triumfer, er ubestrideligt: EU har samlet et splittet kontinent efter Anden Verdenskrig og Sovjetimperiets fald. Det indre marked har skabt et livligt indre og ydre handelssamkvem. Og EU har fremmet humanitære projekter rundt om i verden. Kritikere siger, at unionens enkelte nationer har ofret for store dele af deres suverænitet. Modargumentet er selvfølgelig, at i en globaliseret verden kan lande, der lægger dele af deres suverænitet sammen, få mere at skulle have sagt om deres anliggender, end de ville kunne hver for sig.

Kan vi i disse dystre dage fatte håb om, at EU kan overleve og endda blomstre op? Her må vi for det første erkende, at årsagerne til krisen er mange. Hvor nogle rækker langt ud over Europa — det gælder i første række verdensøkonomiens ustabile karakter — beror andre på egne utilstrækkeligheder.

Enorme problemer

EU er en tung og langsomt arbejdende institution, der står dårligt rustet til at håndtere situationer, som kræver resolut og øjeblikkelig handling. De fleste diskussioner har fokuseret på den omstændighed, at euroen blev etableret uden en finanspolitisk støttestruktur og uden en långiver i sidste instans. Lige så afgørende er det, at den økonomiske konvergens, der skulle finde sted mellem de mere og de mindre velstående, aldrig fandt sted. Lissabon-strategien, der blev formuleret med henblik på at gøre EU’s økonomi til »verdens mest konkurrencedygtige«, blev ignoreret af de lande, der behøvede den allermest — navnlig de sydlige lande. I stedet for at gennemføre nødvendige pensions-, sundheds- eller arbejdsmarkedsreformer valgte flere stater at optage store lån for at opfylde deres forpligtelser. Dermed opstod der en kløft mellem nord og syd, således at Tysklands økonomi blev den mest velstående.

Listen over de problemer, EU står overfor, er i sandhed frygtindgydende. Derfor er det heller ikke underligt, at der øjensynligt hersker forvirring, eller at stadigt flere europæiske borgere vender ryggen til unionen. Nationalismen er igen på fremmarch over hele Europa. Hvad kan et nyt håb knytte an til? Paradoksalt nok til selve den chokoplevelse, krisen har udløst. For netop krisesituationer vil typisk være langt mere gunstige for radikale og øjeblikkelige innovationer end mere rolige tider.

En effektiv kortsigtet indsats imod euroens betrængte stilling må være obligatorisk. Lad os antage, at euroen overlever, måske med en dosis hjælp udefra — dette scenario tegner sig stadig som det mest sandsynlige. I modsætning til hvad mange andre hævder, vil det optimale resultat i den aktuelle situation være, at eurozonen kan bestå intakt med samtlige 17 nationer som fulde medlemmer, dvs. også med Grækenland, for så vidt at dette overhovedet er muligt. Dette kan sandt at sige være en uomgængelig forudsætning for, at nødvendige reformer i de betrængte lande kan gennemføres.

En detaljeret undersøgelse fra Euro Plus Monitor viste for nylig, at den konvergens, der ikke indtraf, da euroen i sin tid blev indført, nu finder sted i meget hurtigt tempo. Undersøgelsen rangerer eurozonens lande alt efter deres generelle økonomiske sundhedstilstand og efter den hastighed, hvormed de tilpasser deres økonomier. De nationer, som lidet flatterende sammenfattes under betegnelsen PIGS-landene — Portugal, Irland, Grækenland og Spanien — ligger alle i topseks, når man måler på, hvor vidtgående reformer der er tale om. De har således åbnet deres arbejdsmarkeder, hævet pensionsalderen, strømlinet deres tunge administrative apparater og reduceret graden af skatteunddragelse. Som tidligere erfaringer fra mere succesfulde lande har vist, er sådanne forandringer en forudsætning for at bevare en effektiv velfærdsstat — ’den europæiske socialstatsmodel’.

Demokratiets skæbne

Grækenland ligger i bunden af de 17 euronationer, når man opgør ud fra generel økonomisk status, men det rangerer som nummer to, når man ser på graden af nationaløkonomiske justeringer. Forfatterne argumenterer med rette for, at der er et påtrængende behov for, at den den europæiske debat flyttes væk fra sit aktuelle fokus på kortsigtede stramninger og over på, hvilke langsigtede reformer det vil kræve at fremme velstandsskabelsen. Ud fra Grækenlands eksempel hævder de, at såvel den hjælp, der kommer udefra, som de interne omstruktureringer bør koncentrere sig om at skabe investeringsmuligheder og åbne nye markeder. Konkluderende bemærker de, at selv om der unægtelig vil komme en periode med lidelser og afsavn, har landene i eurozonen gode chancer for at komme stærkere ud på den anden side end USA og Japan, som ikke har gennemført tilsvarende reformer.

Flere lande har udtrykt ønske om at slutte sig til euroen, såfremt valutazonens nuværende problemer bliver overvundet. Storbritannien vil dog givetvis vedblive at være en del af den svindende gruppe, som holder sig udenfor. Radek Sikorski, Polens udenrigsminister, påpegede for nylig, at Storbritanniens samlede gæld, herunder også virksomhedsgæld og husholdningsgæld, udgør flere hundrede procent af landets BNP. »Er I sikre på, at markederne altid vil begunstige jer?« spurgte han. Hvis euroen overlever, og eurozonen bliver udvidet, vil det være et spørgsmål, britiske regeringsledere vil gøre klogt i at tænke grundigt over.

Men hvor er så demokratiets skæbne i alt dette? De, som har påtaget sig rollen som EU’s frelsere — Angela Merkel og Nicolas Sarkozy foruden ’teknokraterne’ i Grækenland og Italien — er i en vis udstrækning gået uden om de beslutningstagende organer i EU. Den berømte filosof Jürgen Habermas har forbitret beklaget sig over, at de demokratiske processer undergraves, hvilket de vitterligt også bliver.

Men på dette tidspunkt vil den største trussel mod demokratiet være et sammenbrud for euroen og det kaos, som dette vil udløse. Den nødvendige stabilisering af euroen bør bane vej for mere langsigtede ændringer og inspirere den politiske fantasi. En ny debat bør fremmes i hele EU om, hvordan vi kan overvinde EU’s traditionelle begrænsninger — dets mangler i henseende til dynamisk lederskab såvel som til demokratisk legitimitet. Det har længe været en selvmodsigelse, at en organisation, der har så travlt med at fremme demokratiets sag over hele verden, selv skal være berygtet for at lide under et demokratisk underskud.

 

© Le Monde, El País, Gazeta Wyborcza, Süddeutsche Zeitung, The Guardian, La Stampa og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Men hvor er så demokratiets skæbne i alt dette? De, som har påtaget sig rollen som EU’s frelsere — Angela Merkel og Nicolas Sarkozy foruden ’teknokraterne’ i Grækenland og Italien — er i en vis udstrækning gået uden om de beslutningstagende organer i EU. Den berømte filosof Jürgen Habermas har forbitret beklaget sig over, at de demokratiske processer undergraves, hvilket de vitterligt også bliver."

Det gør de bestemt. Og påfaldende er det vel at Giddens' agitation for Euro og EU-føderalisme på ingen måde handler om demokratiudvikling, den handler om institutionalisering samt økonomi- og magtudvikling. Det er jo derfor, han først midt i sin artikel må bremse op og vedgå at demokratiudvikling umuliggøres, ikke blot af den igangværende udvikling, men også af EU-institutionerne. Overraskende er det derfor ikke at han som en anden Alexander den Store hugger den gordiske knude over med økonomiens tveæggede sværd; økonomien spændes for afdemokratiseringstoget:

"Men på dette tidspunkt vil den største trussel mod demokratiet være et sammenbrud for euroen og det kaos, som dette vil udløse."

Hvis vi vil have bedre demokrati, må vi have bedre økonomi, og derfor må vi gå på kompromis med demokratiet, ihvertfald i første omgang - synes Giddens' lettere totalitære logik at være. Den minder om nylige, hjemlige påstande om at beskæring af velfærd på kort sigt ville give mere velfærd på lang sigt. Ingen navne nævnt, ingen glemt.

Giddens overser (bevidst?) at Euroen kan afvikles under kontrollerede forhold, således at sammenbrud og kaos kan undgås. Istedet bliver præmissen at uden Euro'en er der kaos; en velkendt, propagandistisk dikotomi, som seere af DR-tv indimellem på angiveligt underholdende vis kan lade sig påvirke af.

Og helt generelt overser Giddens demokratiudviklingens afgørende betydning for dét vi i almindelighed forstår ved sunde, civiliserede og samarbejdende samfund. Hvilken glæde og gavn har de europæiske befolkninger af fed BNP hvis fordelingspolitikken, de civile rettigheder og den demokratiske kontrol med magtens institutioner er under afvikling?!

Læs gerne artiklen et par gange og tjek efter; dens håb er altovervejende neoliberalt og dens fortvivlelse kommer til verden som visionsløs økonomi-demagogi.

Ole Brockdorff

Det er grov politisering og gedigen voldtægt af et par historieløse europæiske generationer, når den britiske sociolog Anthony Giddens i ramme alvor kan påstå, at konstruktionen med Europas Forenede Stater har samlet et splittet Europa efter afslutningen på anden verdenskrig i 1945 og Sovjet-imperiets fald i 1991, når man tænker på den ubestridelige historiske kendsgerning, at EU-projektet først blev igangsat for alvor efter Maastricht-aftalens godkendelse i 1993.

Alle elskere af den historiske sandhed bør derfor læse analysen ”En russisk opsang til Europa” af journalisten Julija Latynina, sammenfattet og sammenskrevet af professor Bent Jensen, og offentliggjort i Morgenavisen Jyllands-Posten den 12. januar i år.

Substansen i Julija Latyninas holdninger deles af millioner af ældre europæere, der husker et helt andet vestligt Europa med frie selvstændige demokratiske nationer, der arbejdede udmærket sammen med hinanden på tværs af landegrænser, uden afgivelse af politisk og økonomisk og kulturel selvstændighed.

http://jp.dk/opinion/kronik/article2661007.ece

Giddens spænder vognen for hesten!

EU og i særdeleshed euroen har hele tiden været en trussel mod demokratierne (flertalsformen er ganske bevidst)!

Lederen af den liberale gruppe i Europa-Parlamentet, Guy Verhofstadt, blev interviewet til den belgiske avis Le Soir igår. Jeg har refereret noget af interviewet på min blog. Verhofstadt er optimistisk, selv om Europa står ved en kløft. Virkeligheden er i dag, at man har brugt mere end 1.000 mia euro på at klare krisen. Og flere hundrede mia euro vil følge efter. Alt dette på skatteborgerens regning! Men det er ikke sådan, man løser krisen, mener Verhofstadt. Der skal en strukturel løsning til. Der skal skabes et obligationsmarked eller gensidige fonde for en del af gælden. Sænke renterne og tillade Italien og Spanien at optage billigere lån.

Michael Kongstad Nielsen

Demokratiet trives bedst i mindre enheder. Der,
hvor folk føler, de hører hjemme. Ligesom da den amerikanske præsident Wilson efter 1. Verdenskrig gik ind for folkenes selvbestemmelse, og at grænser mellem lande skulle trækkes efter dette princip.

Et demokratisk Europa er et Europa delt i mange selvstændige lande. De kan så samarbejde på kryds og tværs eller alle i en hob, men kun om sager, der ikke vedrører de enkelte landes grundlæggende selvbestemmelse.

Niels Engelsted

Når man på Brockdorffs anbefaling læser Bent Jensen og hans russiske venindes opfattelse af Europa i Jyllandsposten, så takker man alligevel for Giddens.

Jette Abildgaard

EU er som en boernehave. Man saetter 27 boern omkring et bord,beder dem blive enige om en (EN) ting, hvilket de goer, men....i samme oejeblik de forlader bordet og gaar hjem, da har de ''glemt'' den ting de blev enige om og, gaar hver isaer hjem og goer som det passer dem.......

DET er Europaeisk demokrati 2012...

Det er da noget af en indrømmelse fra Giddens:

'Men på dette tidspunkt vil den største trussel mod demokratiet være et sammenbrud for euroen og det kaos, som dette vil udløse.'

Det er altså lykkedes for EUrokraterne at skabe deres egen hjemmelavede trussel mod demokratiet!

Lad os slippe af med makværket. Omgående. Inden det er for sent!

Jette Abildgaard

Bo Carlsen,

''Lad os slippe af med makværket. Omgående. Inden det er for sent!

Og, hvordan forestiller du dig det ske i praksis Bo?

Lad os nationalisere bankerne, før de overtager staterne. Det er en eksistenskamp, staternes ret til selvforsvar mere end betinger inddragelsen af finanskapitalen.

Niels Engelsted

@ Peter Hansen,
Helt enig, man kan formentlig sige, at hovedkampen for nærværende står mellem staterne og de private banker. Overtager staterne ikke bankerne, overtager bankerne staterne.

Når slaget i USA ser ud til at stå mellem befolkningerne og staten, så er det ikke kun fordi amerikanerne er anarkister, men også fordi bankerne her faktisk har overtaget staten. De vigtigste poster i den amerikanske regering er besat af folk fra Goldman Sachs og finanssektoren.

Sådan er der også mange, der forstår udviklingen i Europa, netop som befolkningernes kamp mod bankernes EU. Det er der masser af belæg for ikke mindst nu med Goldman alumni indsat på europæiske regeringsposter og i den europæiske centralbanks ledelse og med vedtagelsen af den nye finanspagt, der påstås at skulle tilfredsstille finansmarkederne.

Mange højre- og venstreorienterede vil da også byde denne udvikling velkommen, da den bekræfter det (henholdsvis nationalistiske og socialistiske) anti-EU verdensbillede, som de har været fælles om siden 70'erne.

Alligevel er det måske mere kompliceret end som så. Al den nuværende forvirrende hurlumhej i EU kan faktisk også fortolkes som statens endnu ikke tabte kamp mod bankerne. Tobinskat og kravet om højere bankkapital er et modangreb på bankerne. Kravet om et betydeligt haircut på græsk gæld er et modangreb på bankerne. Selv den mystiske finanspagt (http://raeson.dk/2012/professor-martin-marcussen-om-finanspagten-habets-...) er langtfra en gave til finansmarkederne. Tværtimod er kravet om begrænset offentlig gæld et direkte angreb på finansmarkederne, der jo lever af at sælge gæld. Det er ikke kun af solidaritet med hårdt prøvede europæiske befolkninger at IMF, OECD og Standard and Poors advarer mod pagten. De er alle agenter for den eksisterende økonomiske verdensorden (læs:finansmarkederne).

Under alle omstændigheder, hvis man mener, at staten bør tage magten over bankerne, må man nok være realistisk og bede om en stat på størrelse med EU. Danmark og andelskassen vil næppe alene kunne gøre det.

randi christiansen

Niels Engelsted : "Tværtimod er kravet om begrænset offentlig gæld et direkte angreb på finansmarkederne, der jo lever af at sælge gæld. Det er ikke kun af solidaritet med hårdt prøvede europæiske befolkninger at IMF, OECD og Standard and Poors advarer mod pagten. De er alle agenter for den eksisterende økonomiske verdensorden (læs:finansmarkederne)."

En påbegyndelse af det lange seje træk tilbage til en økonomisk politik baseret på balance imellem indtægt og udgift og en fratagelse af finansmarkedernes enevælde?