Mellem håb og fortvivlelse

Europas krise er eksistentiel. Den handler om, hvorvidt EU overhovedet vil kunne overleve som en genkendelig enhed. Den Europæiske Unions historie er broget, men at den indtil videre har kunnet fejre store triumfer, er ubestrideligt: EU har samlet et splittet kontinent efter Anden Verdenskrig og Sovjetimperiets fald. Det indre marked har skabt et livligt indre og ydre handelssamkvem. Og EU har fremmet humanitære projekter rundt om i verden. Kritikere siger, at unionens enkelte nationer har ofret for store dele af deres suverænitet. Modargumentet er selvfølgelig, at i en globaliseret verden kan lande, der lægger dele af deres suverænitet sammen, få mere at skulle have sagt om deres anliggender, end de ville kunne hver for sig.

Kan vi i disse dystre dage fatte håb om, at EU kan overleve og endda blomstre op? Her må vi for det første erkende, at årsagerne til krisen er mange. Hvor nogle rækker langt ud over Europa — det gælder i første række verdensøkonomiens ustabile karakter — beror andre på egne utilstrækkeligheder.

Enorme problemer

EU er en tung og langsomt arbejdende institution, der står dårligt rustet til at håndtere situationer, som kræver resolut og øjeblikkelig handling. De fleste diskussioner har fokuseret på den omstændighed, at euroen blev etableret uden en finanspolitisk støttestruktur og uden en långiver i sidste instans. Lige så afgørende er det, at den økonomiske konvergens, der skulle finde sted mellem de mere og de mindre velstående, aldrig fandt sted. Lissabon-strategien, der blev formuleret med henblik på at gøre EU’s økonomi til »verdens mest konkurrencedygtige«, blev ignoreret af de lande, der behøvede den allermest — navnlig de sydlige lande. I stedet for at gennemføre nødvendige pensions-, sundheds- eller arbejdsmarkedsreformer valgte flere stater at optage store lån for at opfylde deres forpligtelser. Dermed opstod der en kløft mellem nord og syd, således at Tysklands økonomi blev den mest velstående.

Listen over de problemer, EU står overfor, er i sandhed frygtindgydende. Derfor er det heller ikke underligt, at der øjensynligt hersker forvirring, eller at stadigt flere europæiske borgere vender ryggen til unionen. Nationalismen er igen på fremmarch over hele Europa. Hvad kan et nyt håb knytte an til? Paradoksalt nok til selve den chokoplevelse, krisen har udløst. For netop krisesituationer vil typisk være langt mere gunstige for radikale og øjeblikkelige innovationer end mere rolige tider.

En effektiv kortsigtet indsats imod euroens betrængte stilling må være obligatorisk. Lad os antage, at euroen overlever, måske med en dosis hjælp udefra — dette scenario tegner sig stadig som det mest sandsynlige. I modsætning til hvad mange andre hævder, vil det optimale resultat i den aktuelle situation være, at eurozonen kan bestå intakt med samtlige 17 nationer som fulde medlemmer, dvs. også med Grækenland, for så vidt at dette overhovedet er muligt. Dette kan sandt at sige være en uomgængelig forudsætning for, at nødvendige reformer i de betrængte lande kan gennemføres.

En detaljeret undersøgelse fra Euro Plus Monitor viste for nylig, at den konvergens, der ikke indtraf, da euroen i sin tid blev indført, nu finder sted i meget hurtigt tempo. Undersøgelsen rangerer eurozonens lande alt efter deres generelle økonomiske sundhedstilstand og efter den hastighed, hvormed de tilpasser deres økonomier. De nationer, som lidet flatterende sammenfattes under betegnelsen PIGS-landene — Portugal, Irland, Grækenland og Spanien — ligger alle i topseks, når man måler på, hvor vidtgående reformer der er tale om. De har således åbnet deres arbejdsmarkeder, hævet pensionsalderen, strømlinet deres tunge administrative apparater og reduceret graden af skatteunddragelse. Som tidligere erfaringer fra mere succesfulde lande har vist, er sådanne forandringer en forudsætning for at bevare en effektiv velfærdsstat — ’den europæiske socialstatsmodel’.

Demokratiets skæbne

Grækenland ligger i bunden af de 17 euronationer, når man opgør ud fra generel økonomisk status, men det rangerer som nummer to, når man ser på graden af nationaløkonomiske justeringer. Forfatterne argumenterer med rette for, at der er et påtrængende behov for, at den den europæiske debat flyttes væk fra sit aktuelle fokus på kortsigtede stramninger og over på, hvilke langsigtede reformer det vil kræve at fremme velstandsskabelsen. Ud fra Grækenlands eksempel hævder de, at såvel den hjælp, der kommer udefra, som de interne omstruktureringer bør koncentrere sig om at skabe investeringsmuligheder og åbne nye markeder. Konkluderende bemærker de, at selv om der unægtelig vil komme en periode med lidelser og afsavn, har landene i eurozonen gode chancer for at komme stærkere ud på den anden side end USA og Japan, som ikke har gennemført tilsvarende reformer.

Flere lande har udtrykt ønske om at slutte sig til euroen, såfremt valutazonens nuværende problemer bliver overvundet. Storbritannien vil dog givetvis vedblive at være en del af den svindende gruppe, som holder sig udenfor. Radek Sikorski, Polens udenrigsminister, påpegede for nylig, at Storbritanniens samlede gæld, herunder også virksomhedsgæld og husholdningsgæld, udgør flere hundrede procent af landets BNP. »Er I sikre på, at markederne altid vil begunstige jer?« spurgte han. Hvis euroen overlever, og eurozonen bliver udvidet, vil det være et spørgsmål, britiske regeringsledere vil gøre klogt i at tænke grundigt over.

Men hvor er så demokratiets skæbne i alt dette? De, som har påtaget sig rollen som EU’s frelsere — Angela Merkel og Nicolas Sarkozy foruden ’teknokraterne’ i Grækenland og Italien — er i en vis udstrækning gået uden om de beslutningstagende organer i EU. Den berømte filosof Jürgen Habermas har forbitret beklaget sig over, at de demokratiske processer undergraves, hvilket de vitterligt også bliver.

Men på dette tidspunkt vil den største trussel mod demokratiet være et sammenbrud for euroen og det kaos, som dette vil udløse. Den nødvendige stabilisering af euroen bør bane vej for mere langsigtede ændringer og inspirere den politiske fantasi. En ny debat bør fremmes i hele EU om, hvordan vi kan overvinde EU’s traditionelle begrænsninger — dets mangler i henseende til dynamisk lederskab såvel som til demokratisk legitimitet. Det har længe været en selvmodsigelse, at en organisation, der har så travlt med at fremme demokratiets sag over hele verden, selv skal være berygtet for at lide under et demokratisk underskud.

© Le Monde, El País, Gazeta Wyborcza, Süddeutsche Zeitung, The Guardian, La Stampa og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen