Læsetid: 4 min.

Når offeret slår igen

Det virker ikke, siger kriminologer og fornuftige politikere altid om højere straffe, men problemet er, at de må erkende, at man kan sige det samme om deres udsagn: Det virker ikke
Straf. 29-årige Marlene Duus blev for tre år siden banket med et jernrør og smidt ud af vinduet på tredje sal af sin jaloux ekskæreste. I dag er voldsmanden på vej til at blive en fri mand, mens hun efter mange operationer har smerter, er blevet afhængig af morfin og erklæret 50 procent invalid.

Straf. 29-årige Marlene Duus blev for tre år siden banket med et jernrør og smidt ud af vinduet på tredje sal af sin jaloux ekskæreste. I dag er voldsmanden på vej til at blive en fri mand, mens hun efter mange operationer har smerter, er blevet afhængig af morfin og erklæret 50 procent invalid.

Bax Lindhardt

25. februar 2012

En bemærkelsesværdig kronik åbnede i denne uge et spørgsmål, som hverken kan eller skal lukkes: Hvorfor straffer vi? Kronikken fra Politiken er bemærkelsesværdig på grund af den historie, den fortæller. Men den er også værd at bemærke, fordi historien forbindes med en overordnet systemkritik: De stærke i velfærdsstaten dyrker deres egen godhed og forkæler forbrydere. De svigter ofrene for forbrydelsen, som kan se deres voldsmand efter udstået fængselsstraf vandre frit omkring og lige ind i en lærlingestilling hos stjernekokken Claus Meyer.

»Omverdenen viser medmenneskelighed for den forkerte,« skriver 29-årige Marlene Duus, som er blevet overfaldet i sin lejlighed af en eks-kæreste, der først smadrede hendes ansigt med et jernrør og derefter smed hende ud fra en altan i 11 meters højde. Han fik seks år i fængsel, men kom ud efter tre. Hun har efter mange operationer stadig smerter, er blevet afhængig af morfin og erklæret 50 procent invalid. Hun har endnu ikke fået erstatning, fordi hendes sager ikke er færdigbehandlede:

»Jeg kan ikke finde trøst og ro i et land, hvor man på den måde varetager gerningsmandens interesser. Jeg føler mig ydmyget, glemt og fortabt,« skriver hun til de selvgode. »Så hjælper I ham og glorificerer jer selv ved at hjælpe ham.«

Hendes anklage resumeres i en konkret kritik:

»Alle undersøgelser viser, at man ikke bliver et bedre menneske af sidde i fængsel. Men er det derfor, man sætter folk i fængsel? Nej. Det er vel af hensyn til offeret og af hensyn til samfundet.«

Hun er vokset op med videnskabens svar: Højere straffe virker ikke. Det er en slags kriminologisk kendsgerning. Fængslerne fungerer som erhvervsfaglig grunduddannelse for kriminelle, og jo flere man sætter ind i længere tid, jo flere kriminelle får man ud. Højere straffe producerer flere forbrydere, som igen mødes med krav om mere straf og konsekvens. Den logik er statistisk skandaløs.

Straf skal ikke kun forbedre

Kritikken af straf tager udgangspunkt i en forestilling om, at samfundet skulle gøre kriminelle mennesker til gode borgere. Og i dette perspektiv virker højere straffe ikke. Men hvis straf kun skulle gøre kriminelle borgere til gode mennesker, skulle man jo være imod straf overhovedet. Og den position møder man stort set aldrig. Det er på samme måde påfaldende, at de samme mennesker, som regnede sænkelsen af den kriminelle lavalder for en moralsk katastrofe, tilsyneladende finder det i orden at sætte 15-årige i fængsel.

Det afspejler en erkendelse af, at straffens funktion ikke kun er at forbedre forbrydere. Straf skal også sikre, at der trækkes offentlige grænser mellem det rigtige og det forkerte. Det kan man skandalisere som det vilkårlige monster, ’retsfølelsen’. Og denne fornemmelse for retfærdighed risikerer hele tiden at forfalde til massehysteri og hetz, men borgernes oplevelse af, at lovene og dommene er retfærdige, er også grundlaget for retssystemet. Legaliteten skal være legitim.

Den anerkendelse er institutionerne afhængig af. Domstolene ophæver konflikten mellem to borgere til et møde med en ekstern instans, hvor en dom efter almene kriterier udmåles.

Det er på sin vis straffens paradoks: Straffe betyder, at det politiske fællesskab med vilje tilføjer et individ smerte og begrænser dets frihed. Det er en destruktiv gestus. Men den er på den anden side en konstruktiv handling, som næsten ingen kunne forestille sig et samfund uden.

Det er et kompromis mellem to forskellige hensyn: Selvfølgelig skal man for så vidt muligt undgå tage friheden fra folk og tilføje dem smerte. Det skaber kriminalitet. Men selvfølgelig skal man levere almene love og klare sanktioner, som giver folk den frihed at leve i et retssamfund. Men dette kompromis er ifølge Marlene Duus blevet forkvaklet: Det burde være sådan, at vi satte hensynet til offeret over hensynet til forbryderen. Men hun hævder, at vi gør det modsatte. Og det er moralsk acceptabelt at indrette samfundet efter dem, der gør noget forkert, i stedet for dem, der lever efter loven.

Hun tror ikke på, at man kan gøre dårlige mennesker til gode borgere, men kun at der findes dårlige mennesker og gode borgere, som det gælder om at holde adskilt.

Volden er mindsket

Det interessante ved Marlene Duus’ kronik er, at den på den ene side udfolder et politisk velkendt verdensbillede, men på den anden side kobler det med en fortælling, som gør kritikken anderledes vedkommende. Og selv om man ikke drager Duus’ konklusioner, må man erkende, at hun træffer en fundamental problematik. Man kan godt tage folk alvorligt uden at tage dem bogstaveligt.

Ophævelse af slåskampe og private opgør ved domstole har historisk mindsket volden enormt. En ny bog af den amerikanske forsker Steven Pinker viser, hvordan de vestlige samfund gennem de seneste århundreder er blevet mindre og mindre voldelige. Færre og færre bliver dræbt af andre mennesker, og det tilskriver Pinker, at personlige stridigheder løses ved fælles anerkendte domstole.

Men denne løsning skaber et problem: Den forsoner ikke forbryder og offer. Når mødet mellem de to bliver bilagt af professionelle, ophører kampen, men fjendskabet fortsætter. Det er for at løse dette problem, man i Norge har eksperimenteret med at erstatte straf med konfliktmægling, hvor offeret gennem møde med voldsmanden holder op med at se sig selv om offer og voldsmanden som farlig. Præcis fastholdelsen af denne modsætning kendetegner Marlene Duus’ kronik.

»Jeg er en kriger; ikke et offer,« skriver hun.

Det er hendes kamp. Men så længe hun kun ser ’ham’ som voldsmanden, bliver hun også selv ved med at være offer. Straffen stopper volden og erstatter hævnen, men den fjerner ikke fjendskabet. Det retssystem, som civiliserer vores konflikter, gør samtidig ofrene til vidner og tilskuere i deres egne sager.

Det er straffens problem i vores samfund: Den instans, som tager våbnene ud af hænderne på dem, der er i strid, tager samtidig ansvaret for deres konflikter fra dem. Det virker civiliserende, men det fungerer ikke eksistentielt. Det går igennem Marlene Duus’ omfattende systemkritik: Et offer, som ikke vil være offer, kræver sin konflikt tilbage.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Bisgaard Jensen

Hvem er det der lige nogen der tror, at en tilsyneladende psykopatisk personlighed ikke reagerer voldeligt næste gang han er i et jalousidrame, blot fordi han er i bagerlære hos Claus Meyer.
Det her var så groft at jeg tilfulde forstår offeret og hendes mangel på anerkendelse fra samfundets side

I virkeligheden siger denne problemstilling mest om det forkvaklede syn, vi har fået på arbejde: at det er en belønning til en tidligere straffet, at han kan få lov til at arbejde i et fysisk hårdt job som bager!

Det er ikke kun den manglende virkning af straf, 'kriminologer og fornuftige politikere' har gjort opmærksom på - det er også offerets stilling i retssystemet!

Tag for eksempel norske Nils Christie. I 1977 skrev han om, hvordan offeret taber to gange: Først til gerningsmanden, derefter til staten, der overtager fx Marlenes konflikt og lader hende sidde tilbage uden hjælp og støtte.

Måske kommer Marlene endda til at tabe en tredje gang i debatten, hvor alle udtrykker sympati for hende, men lige så hurtigt glemmer hende igen i forargelsen over Franks udgang til arbejde.

Så længe debatten varer, skynder Erstatningsnævn med flere sig sikkert med hendes sag. Derefter vil alt være det samme – også for næste offer. For samfundet er der stadig et uhelet sår.

Tilbage i 1977 foreslog Christie en anden slags retssag. Når skyldsspørgsmålet var afklaret, skulle offeret i fokus. Hvad kunne samfundet og gerningsmanden gøre for ham / hende? Hvordan kunne såret heles for offeret og for lokalsamfundet? Først når det var afklaret, skulle man til at tale om gerningsmanden.

Retssagerne kommer nok ikke til at køre på en anden måde lige foreløbig… men man kunne dog i det mindste kikke til Sverige og oprette en Brottsoffermyndighet, så der er en samlet instans, der tager sig af ofrenes rettigheder, behov og interesser.

Tal om ofre i stedet for om gerningsmænd.

Årh har vi ikke snart hørt nok om hende Duus og hendes hævntogt. Hun er sikkert ikke selv et bedre menneske og hvorfor skal vi altid kun høre den ene side af historien. Det er da uintelligent følelsesporno!!

Bjarne Bisgaard Jensen

Rolf Hansen, Hvadenten Duus er et bedre menneske eller ej, er fuldstændig irrelevant her, og retfærdiggøe på ingen måde hans handlinger. Er det svært at forstå eller synes du lige hun skulle have en omgang

Finn Årup Nielsen

"Et offer, som ikke vil være offer, kræver sin konflikt tilbage." hmm... Det lyder som om Rune Lykkeberg vil give Malene Duus et slags civiliseret jernrør så hun medvirke i straffen af Frank David Saksik.

Det tror jeg simpelthen ikke. Jeg tror hun ikke ønsker konflikten tilbage, men konflikten så langt væk som muligt og at samfundet skal tage sig af en retfærdig straf. Jeg læser hendes kronik som (i al sin simpelthed) at det skal være mere ufordelagtigt at være forbryder end offer. Beregningen som Lykkeberg skal foretage er "hvad vil du helst vælge: tre års fængsel med medfølgende stigmaticering men et job når du kommer ud, eller ingen fængsel, en nærdødoplevelse, omfattende operationer, genoptræning og 10-50% invaliditet". Lav en spørgeskemaundersøgelse og find ud af hvad et udsnit af almindelige danskere ville vælge. Jeg mener man skal et godt stykke op i de tocifrede tal for antallet af fængslingsår før der er balance i regnskabet.

Hvis Claus Meyer ønsker PR-point med social ansvarlighed, kan han opfordre Saksik til at flytte til Frankrig og ansætte Duus.

Finn Årup Nielsen

Forøvrigt har forsvarsadvokaten Bent Nielsen tilbage i 2002 i bogen "Det er li'godt træls" også diskuteret en række illustrative eksempler og deres strafudmåling, blandt andet sagen med en bogholder der tager af kassen, "en ulækker voldtægtssag" og en gennembankning af en mand. Straffene lød på henholdsvis 2.5 år, 1.5 år og 1 år og 9 måneder. Bent Nielsen skriver: "De er ikke alene, jeg hører med i flokken af uvidende, der heller ikke forstår fornuften i strafudmålingensforskellen i de tre udvalgte eksempler. Jeg kan kun gentage det én gang givne svar, at vi lever i et retssamfund, hvor penge vægter mere end personer."

Der er vel mange grunde til straf, 1) den dømte kan ikke lave ny kriminalitet under afsoningstiden, 2) alle os på den anden side af ringmurene bliver afskrækket af udsigten til straf - hvorfor vi opfører os pænt og 3) hensynet til retsfølelsen, eller hævnfølelsen om man vil.

Den debat der blev rejst af offeret i politikken har fra start af været lidt svær - da det bestemt ikke fremgår klart for mig hvad kritikpunktet er, men såfremt det er prioriteringen af forholdet mellem offeret og den dømte bør de 2 vel holdes adskilt, selvom de har været en del af samme forløb (overfaldet)

Jeg mener ikker at Meyers aktive deltagelse i et resocialiseringsprogram gør ham til synder/hykler m.m. bare fordi vi ikke har et velfungerende program for offeret.

Det er 2 forskellige debatter der blev forkludret til en, som derudover vidst også stillede spørgsmål ved prøveløsladelsestiden + længden af straf.

Grethe Preisler

@Rune Lykkeberg: - "Det er straffens problem i vores samfund: Den instans, som tager våbnene ud af hænderne på dem, der er i strid, tager samtidig ansvaret fra deres konflikter fra dem."

Den instans, som "tager våbnene ud af hænderne på os" er ordensmagten. Et nødvendigt onde uden hvilket vi ville være hjemfaldne til alles kamp mod alle i en civilisationsopløsende voldsspiral, hvor den eneste retsorden, der blev håndhævet, var den stærkeste og mest hensynsløses ret til at te sig, som det passer ham.

Konfliktråd eller ej er der forbrydelser, som er så grove og har så uoprettelige følger, at det under alle omstændigheder vil være omsonst at forsøge at mægle parterne imellem og forvente, at offeret skal "tilgive" voldsmanden.

Der er ting, som ikke kan tilgives, og synder, der aldrig kan sones. Og om den mand, der i en blodrus af jalousi og såret forfængelighed har slået en ung pige til krøbling, så krøb på sine blødende knæ herfra til Rom og tilbage igen, ville man ikke med nogen ret kunne hævde, at han havde sonet sin skyld og givet hende satisfaktion for den skade, han har tilføjet hende.

Det er så et andet spørgsmål, om udsigten til en hårdere straf end den, han blev idømt, ville have afholdt ham fra at begå sin misgerning. Men skal vi som samfund sætte hensynet til ofrene over hensynet til forbryderne, kunne vi jo passende begynde med at tage erstatningen til ofrene lige så alvorligt som rehabiliteringen af forbryderne og ikke udsætte dem for den slendrian og det bureaukrati, Marlene Duus efter alt at dømme er blevet udsat for i sin kamp for at komme videre med sit unge liv på en værdig måde.

Carsten Halvorsen

Faren ved denne sag er altid, at en enkelt begivenhed kommer til at dominere diskussionen om straf generelt. Men det er altså billigt sluppet, at gerningsmanden kun får 4 måders indespærring for at have slået en ung pige til invalid med et redskab for derefter at smide hende ud fra 3. sal.

Principielt mener jeg dog ikke at straffene skal skærpes. Det gavner ingen. Derimod bør man sætte meget mere ind med støtte og hjælp til ofrene

Også på et andet punkt har værdierne forandret sig, hvilket er uhensigtsmæssigt og klart ses her: det er tanken, at ofret ifrivilligt trækkes ind i en kriminel handling, for hvilken forbryderen fanges og straffes - men at ofret kan trække sig tilbage i den velgørende ubemærkethed og komme til hægterne, affinde sig med de nye, forringede vilkår med en eller anden form for erstatning, men ellers være ude af sagen.
Forbryderen derimod er i offentlighedens øje, han har bevist sin farlighed, og han skal afmonteres som fare for samfundsordenen.

Henrik Klausen

Men så burde man gå tilbage til korporlig straf. Er det ikke det, kronikken ser henimod? Hvis Straf går ud på retfærdighed, og hvis fængsel er kriminaliserende og dermed ikke ønskeligt, så er et lag tæsk til gerningsmanden løsningen: Han bliver ikke mere kriminel, og offeret får sin retfærdighed. Det er kun logisk.

Karsten - er anklagerens holdning til dommen ikke fuldkommen ligegyldig?

Personligt får en eller anden jurists holdning ikke mig til at ændre holdning til Marlenes historie...overhovedet.

Det der har rystet mig mest, er faktisk at manden der nu får så god en chance heller ikke et kommet en dyt videre, han føler ingen skyld siger han, selv om det er ham der har ødelagt offerets liv for evigt, trods alt var det ikke hende der lemlæstede nogen og ønskede at myrde ham.Bizart at han fortsat giver hende skylden for sin ulykke og sine egne fatale handlinger og mener at han alene skal gå igennem straffen og at det ikke handler overhovedet om at indse at han har gjort noget helt fatalt forkert.En lillebitte undskyldning kom der end ikke ud af kæften på ham.I min verden er det udtryk for massiv psykopatisk måde at forholde sig til hvad ens egen handlinger har resulteret i hos et andet menneske. Beklager hvis jeg er den eneste der ser det sådan.Men når forbrydderen alene mener at hans skyld skal sones over for samfundet så er der fandme noget galt i vores samfund i denne slags personlige konfliktløsninger i vores samfund...Der er da noget elementært der ikke ikke er blevet slået fast med syvtommersøm hos denne grumme mand.

Jeg sætter stor pris på at der er nogle der vil hjælpe volds-berserker videre efter en straf, men jeg mener faktisk ikke de fortjener hjælp hvis de fortsat ikke selv kan se at de har en enorm skyld og slet ikke kan føle medlidenhed med deres offer.for mig ville et statsfinansieret job i en statsfabrik være mere rimeligt i et sådant tilfælde og vel at mærke et job hvor man så betaler en del af sin løn for evigt til sit evigt offer...Så den der ikke evner at påtage sig skyld og ansvar så i stedet må batale af på sine gerninger..

Men jo når man har fattet sin skyld så er der basis for at komme videre... men hvordan kan han give hende skylden for at have ødelagt sit liv, når det er ham selv der har villet myrde hende, alt hvad hun ville var at komme væk fra ahm og det er jo ingen forbrydelse ikke at ville være sammen med et menneske man engang har elsket. Og jo jeg kan faktisk godt forstå hvis hendes kærlighed blev kold hvis hun fornemmede disse træk i hans psyke.

Jeg kendte engang en kvinde som stolt fortalte mig at hendes kæreste havde sagt at han ville slå hende ihjel , hvis hun engang ville skilles...pyh, hvis det havde været mig ville jeg straks søge væk og gerne et sted hvor jeg slet ikke ville kunne opstøves foreløbigt, hvilken syg måde at sige at man "elsker" en anden for mig er det jo besiddelse og ikke kærlighed overhovedet at plante dødsangst hos sin kæreste over for netop det menneske man burde være allermest tryg hos....perverteret simpelthen..!

Fremragende kommentar af Rune Lykkeberg.

"Og det er moralsk acceptabelt at indrette samfundet efter dem, der gør noget forkert, i stedet for dem, der lever efter loven."

Mon ikke, der skulle have stået: "Moralsk uacceptabelt"?

Jeg kender ikke til Marlenes konkrete situation eller overhovedet om den sags situationer i Danmark, dog vil blot fortaelle at ganske vidst er det mig klart at hoejere straffe virker ikke.

I Spanien blev en lov udgivet for omtrent 6 aar siden, som markant skaerpede straffen for manden der udoevede vold mod hustru/kaereste/exhustru/exkaereste, og der blev skabt specifikke Domstole for at behandle disse slags sager. Vel at bemaerke at det kun er for vold "mand mod kvinde han er eller har vaeret i forhold med" ikke "kvinde mod mand" eller "mand mod barn" eller "kvinde mod aeldre mor/far/svigermor", etc., altsaa det man generelt kunne kalde "vold i husstanden".

Det har vaeret meget omstridt i den spanske forfatnigsdomstol, dog er dens endelige vurdering den, at der er tale om en specifik uligehedssituation og saadan er det OK at den behandles ulige. For mig er det aldeles ikke klart, men det er en anden sag,

Resultatet efter disse aar, fra mit personlige synspunkt, er paa den ene side at RELATIVT banale situationer nu altid ender med at familien splittes, og paa den anden side er statistikken for den groveste vold mod kvinder IKKE mindsket, antallet af draebte kvinder staar paa 60-70 aarligt.

Problemet skal mon behandles paa en anden maade end blot (eller kun) fra straffeparagrafferne.

En ting jeg har det ret skidt med er at en stor del af fokus er at voldsmanden skal lide når offeret gør det - hvad med at prøve at få offeret til at lide bare lidt mindre?

Jeg har ikke nogen stor fin løsning på problemet med straf. Men jeg mener at det er en skændsel at hendes sag ikke er afgjort efter tre år. Jeg har en grum mistanke om at det er fordi hun er en af de svage, som samfundet nu engang ikke er indrettet efter i særlig høj grad. Den nemme løsning er at slå hårdere på gerningsmanden, den svære er rent faktisk at gøre noget for at offerets tilværelse bliver nemmere. Det første gør bare ondt på gerningsmanden - det andet kræver noget af resten af samfundet.

Marie Sanne Caroline Malmros

Tilgivelse kan kun fuldt gives , hvis man er oplyst som F.eks. Buddha var det siger nogen. Det gælder så meget desto mere personfarlig kriminalitet. Tilgivelse for voldtægt og vold kan gerningsmanden og det er som regel en mand se i vejviseren efter. Hvis han hang på en klippekant alene og det tidligere offer kom forbi ville hun ikke hjælpe. Ja nogen ville træde på´hans hænder. Det højeste gerningsmanden kan håbe at opnå er at ofret vil afstå fra at skade ham. Had, vrede og angst er konsikvensen af voldelige overfald. Kriminologi er meget kompliseret. Nogen gange hjælper tidsubestemt straff med behandling i. At beskytte ofret og evt. fremtidige ofre er en vigtig del af begrebet straf. Det samme gælder hævnen som begreb, som er en del af strafmotivationen. Et vist element af hævn i straf skal stoppe selvtægt.

@Rolf Hansen. Jeg er målløs over din kommentar, om at Duus sikkert er et lige så dårligt menneske som gerningsmamden. Det giver ikke mening. Til at vegynde med handle det om en 'handling' ikke om mennesket, om man vil. Du fortsætter: at vi ikke har hørt sagen fra to sider.. Som om det ville gøre nogensom helst forskel. Kvalmende. Du reducerer Duus' kampvalide anke mod et tåbeligt system til et simpelt 'hævntogt' ligesom du kalder vores interesse i sagen for føleksesporno. Wake up Call: Duus er et ægte menneske med ægte traumer, ægte smerter og forståelig harme. Prøv med lidt empati. Måske hun læser din kommentar også? Peace og respekt.

Inger Sundsvald

For mig er det mest rystende, hvor mange der er parat til at undskylde gerningsmanden med den ene mere syge forklaring end den anden.

Rasmus Kongshøj

Jeg kan nu ikke forstå hvorfor folk er så fornærmede over at voldsmanden har fået en læreplads. Hvad er alternativet egentlig? - Man mener vel ikke at det fornuftigste er at have ham gående på kontanthjælp til evig tid.

Og uanset hvor hårdt og meget man straffer, så hjælper det jo ikke ofrene til at få det bedre. Tror man virkelig at Marlene ville have det bedre i dag, hvis gerningsmanden havde siddet længere i fængsel, eller hvis han ikke kunne få et job når han kom ud?

Det er en skam, man sjældent debatterer prioriteringerne, når man diskuterer kriminalitet. En fængselscelle er et af de dyreste hotelværelser der findes - vagter og pigtråd er dyrt. Hver gang man hæver straffene koster det penge. Det kunne være interessant hvis vi også debatterede hvor meget gavn de penge man bruger på strengere straffe egentlig kunne gøre, hvis man i stedet brugte dem på hjælp til ofrene og forebyggende arbejde.

Henrik L Nielsen

Nogle teorier siger at straffen skal være lige præcis lidt hårdere end det udbytte den afvigende handling gav synderen. Problemet her er jo at begge sider af denne mønt er subjektive og i Danmark har vi ensrettede takster for domme.

Dernæst, så er er flere undersøgelser der tyder på, at desto længere fængselsstraf en skyldig får, desto større er sandsynligheden for at den dømte vil begå ny kriminalitet efter afsogning. Det er en af grundene til at USA har så meget kriminalitet strafferammerne til trods. På den anden side forlanger samfundet restitution. Som altså, hvis den er for hård, kan skabe nye ofre for kriminalitet når straffen er udstået. Det siges, stort set sandfærdigt, at så længe en kriminel er i fængsel kam denne ikke begå nye forbrydelser. Nej, men tilgengæld begår de altså statistisk set flere bagefter.

Ligeledes, som nævnt af andre ovenfor, så er vores retssystem indrettet på en såden måde at ofret bliver offer mange gange igennem sagsforløbet. Ikke mindst når de skal gennemgå det hele igen og igen til afhøringer og som vidne, men også af en presse og debatører som ofte arbejder med det der på engelsk kaldes 'deserving victim'. Ikke at offeret har fortjent det som sådan (selvom nogen kan synes sådan) men gennem sin adfærd, udseende, påklædning, alder osv er blevet offer.

'Just desserts' og 'zero-tolerance' virker ikke så længe ofre efterlades og fastholdes i den offerrolle som samfundet og medierne gerne vil fastholde dem i. De er en god historie for pressen og de taler til noget inde i læserne som så kan føle sig forargede og vrede uden selv at være involverede. Pressen kan, fx som med ekstrabladets gamle anti muslim kampagne og Plejbo sagen skabe en sterotyp folkdejævel som vi alle kan pege fingre af og give skylden for at naboens græs er grønnere.

Hele vores system er indrettet til at fastholde ofrene i den situation de er i. Det er den eneste måde det aktuelt kan virke på, da offeret ikke kan få restitution uden at skulle gennemleve handlingen igen og igen. Desværre så er det sværere for politikere og domstole at forholde sig til personfarlig kriminalitet og offerets følelser end tab af penge, hvorfor nogen mener der dømmes forkert når økonomisk og personfarlige straffe udmåles.

Ligeledes er Duus ramt af det som den feministiske kritik længe har peget på som kritisabelt. Det igennem tiden mandsdominerede retssystem og folketing forstår ikke hvordan en kvinde oplever offerrollen, og kvinder som offer bliver derfor endnu en gang offer fordi deres gerningsmænd ofte dømmes af retten, politi og samfund, ud fra en stereotyp macho opfattelse af hvad en rigtig mand skal kunne klare. En overdreven selvopfattelse af hvad de kunne klare fra mændenes side, bliver pålagt især kvinder som en standard for 'hvor ondt det gør'. Det er Også derfor det længe var omend meget svært for kvinder at få retten til at se på de psykiske konsekvenser af overfald og voldtægt. Især inden for hjemmets fire væge. Et område hvor der stadig er lang vej.

Før der i retssystemet tages rigtig hånd om offeret og denne gives en ordentlig behandling og hjælp til at komme videre sammen med eventuel familie og få konfronteret handlingen og eventuelt gerningsmanden samt få den rette behandling og erstatning (inklusiv at se gerningsmanden dømt), så kan vi straffe alt det vi vil, men ingen af målene med at straffe vil blive helt opnået. På den anden side må vi i vores iver for at straffe heller ikke glemme at hjælpe den afvigende med at komme videre. Ikke for at belønne den kriminelle men for at undgå et nyt offer. Behandling og rehabilitering af gerningsmanden, samt at få denne til at forstå konsekvensen af sin handling virker også til at bryde offerrollen for den ramte. Om dette så er grebet helt rigtigt an i den omtalte sag er så diskutabelt.

I spørgsmålet om, hvorvidt det er hævn, straf eller forbedring vi ønsker – findes der også tilfælde, hvor det hverken er det ene eller andet, men ene og alene et spørgsmål om at holde gerningsmanden afskåret fra det øvrige samfund.
I tilfældet med Anders Breivik, er det vel principielt ligegyldigt om han er syg eller egnet til straf. Han kan for den sags skyld indlogeres i en luksusvilla på en øde ø. Én ting er bare sikkert, han må aldrig komme på fri fod igen og han må aldrig få muligheden for at påvirke samfundet udenfor.

Der er også folk der igen og igen bliver taget i spirituskørsel. Som for længst har mistet kortet og kører videre, komplet ligeglade med straf og bøder. Her gælder vel det samme, at spørgsmålet om straf er underordnet. De må blot holdes væk så de ikke udgør en trussel for andre trafikanters liv og førlighed.
Men skal de så sidde inde på livstid – i princippet ja, for de har jo intet ønske om at ændre indstilling.

Selvfølgelig kan det ikke realiseres at idømme folk livstid for spritkørsel, men hvad gør vi næste gang de er årsag til en ulykke?
Og er det at kaste en kvinde ud fra 3. sal blot en spontan og enkeltstående handling.?

Det er en rigtig god debat. Interessant er også Rune Lykkebergs afsluttende konstatering: - Den instans, som tager våbnene ud af hænderne på dem, der er i strid, tager samtidig ansvaret for deres konflikter fra dem. Det virker civiliserende, men det fungerer ikke eksistentielt.
Hvorfor forsøger vi så at bilægge stridigheder med al vores krigsdeltagelse rundt om i verden?

Vores holdning til offer, gerningsmand, skyld, straf og forbedring – burde være taget for længst. Og ikke først når en kvinde med sit maltrakterede liv, viser hvor grel problematikken er.

Jamen, hun kan da komme i et 'udviklingsforløb' på laveste kontanthjælp de næste 11 år imens hun bliver rehabiliteret.. Hun er jo kun 50% invalideret, afhængig af morfin og smadret for livstid. Imens voldsmanden.. går og bager kager. Jojo, det går godt i lidenlund. Pis på dem og sig de lugter bagefter.

Bjarne Bisgaard Jensen

Åh jeg er så træt af denne debat, hvor alle sidder lunt i deres sofaer og forholder sig mere eller mindre teoretisk til en voldshandling af uhørte dimensioner. En kvinde er blevet banket til ukendelighed med et jernrør og derefter smidt ud fra tredie sal. Hvad vil I have mere for at pådømme skyld og straf og oprejsning for offeret - det er kvalmende og patetisk

"Når offeret slår igen"

Siger overskriften, tja.....så er rollerne byttet om og ofret er blevet bødlen og bødlen blevet offer.

Jeg boede nogle år i Israel, og så hvordan palæstinenseren blev behandlet som andenrangs-mennesker og har fulgt udviklingen som nu mest af alt ligner getoer ,med piktråd og vagttorne og når jeg ser film fra andenverdenskrig ser jeg jøderne behandlet på samme måde.

Med andre ord, Offer/bøddel og nu bøddel/offer.
Det samme senarie udspiller igen og igen, i stor målestok som i mellemøsten og på det mere personlige plan som i den meget om-diskuterede Duus sag.

Men offer/bøddel eksisterer også på det indre plan og herfra spilles senarierne ud og ofte som trekantsdramaer, så hvis Duus sagen bliver lagt åben i sin helhed, findes der en helt anden historie som stiller ofret og bødlen i et helt andet lys.

Retfærdigheden og tilgivelsen, findes på det personlige plan og hos den enkle.

Og det virkelig uretfærdige, ligger i at dramaet blive spillet ud i første omgang, for deri ligger et voldsomt menneskemisbrug, og kun ofret og bøddelen ved hvordan det hele startede og egenlig startede det nok længe før Duus sagen.

Bjarne Bisgaard Jensen

@Marie
Jej tror ikke helt du fatter min pointe. Dit seneste indlæg handler kun om voldsmanden og ikke et ord om offeret

Martin Jeppesen

Voldsmand forsøgt resocialiseret, pøbelen forarget?

Er det ikke det her der er målet? At man forsøger at resocialisere kriminelle i stedet for at spærre dem inde? Eller var det ikke de vi ønskede alligevel?

Ja, det er en ekstremt voldelig forbrydelse, men hvor skal grænsen gå? Hvem fortjener resocialisering, og hvem gør ikke, og hvem vil gøre sig til dommer i den sag? Jeg synes det ville være svært...

Jeg tror, at det måske trods alt handler om, at afsoning af en tredjedel af en dom opleves som i underkanten, halvdelen ville være langt mere rimeligt.

Men problemet er stadigvæk sammenblandingen af de to separate sager - som i virkeligheden mest kompliceres af, at der er tale om en ekskæreste. Tænkes det forhold væk, bør der ikke være mere sammenhæng mellem de to sager, men det bliver klart, at behandlingen af ofre er alt for dårlig og bør forbedres øjeblikkeligt.

Enhver forbrydelse er situation bestemt også de planlagte. Det er noget middelalderligt vås, at opdele mennesker i gode og onde! Hvis høje straffe, skabte grobund for et bedre samfund, uden lovovertrædere, så skulle USA være totalt forbryder frit – er det det?

Noget af det vigtigste ved samfundsmæssig straf er at undgå selvtægt, som i tidligere samfund med "blodhævn" osv. Derfor er selvtægt i dag også strafbart med en betydelig straframme, i og med at strafferetten ligesom voldsretten IKKE er fjernet men monopoliseret i staten.
En vigtig forudsætning for at opfylde og opretholde dette er, at borgerne i et retssamfund, herunder også ofrene og deres familie, der jo må acceptere at afgive "retten" til gengældelse/hævn til samfundet/staten, mener at de straffe som samfundet så tildeler, er rimeligt retfærdige i forhold til den skade, der er forvoldt. Samtidig må det selvfølgelig være et krav, at samfundet hjælper offeret, om nødvendigt, mindst i samme omfang, som det der ydes til gerningsmanden/-kvinde i form af resocialisering mv. Om konfliktmægling mv. kan være en del heraf er muligt, men slet ikke sikkert i alle tilfælde og næppe i det foreliggende.
Når der derfor reageres så voldsomt på sagen med Marlene Duus også fra offeret, er det fordi statens straf ikke virker retfærdig, og samfundet åbenlyst tilsidesætter hjælp til offeret i forhold til den der ydes gerningsmanden.
Samfundets svigt i sagen, gælder (måske) i forhold til straffen på 6års fængsel, hvor hensynet til mandens jalousi/affekt umiddelbart kan virke overvurderet, især når voldsmanden efter sine udtalelser virker, som en der ikke angrer sin adfærd, men fremstår som mere eller mindre afvigende og psykopatisk, uden empati for sit offer, som han tilsyneladende anser for årsagen til og dermed ansvarlig for hans forskruede og forbryderiske handling, med formodentlig deraf følgende massive risici for recidiv.
Men mere afgørende er det nok, at voldsmanden, tilsyneladende endog uden forsøg på behandling af de empatiske forstyrrelser, kun afsoner 2år fuldtids, hvorefter han kan spankulere ”frit rundt” i dagtimerne, hvor det generelle krav er 2/3 udståelse før prøveløsladelse.
Det kræver derfor ikke den store indlevelsesevne, hverken i forhold til offeret eller dennes familie, at kunne sætte sig ind i lysten til at besøge Meyers restaurant – og det er ikke for at spise der!
Og selvom alene straffen for selvtægt forhåbentlig afholder folk fra dette både i det konkrete tilfælde og generelt, så er det vigtigt, at det ikke kun er denne frygt, der afgør offeret med families handlemønster, men at det også er en accept af og tilfredshed med, at i et civiliseret retssamfund må, skal og bliver straffen/hævnen varetaget af samfundet og ikke af offeret og dennes familie/slægt mv., som i fortiden og i nutidens bandekrige.
For at denne accept (”retsfølelse”) fungerer, kræver det, at samfundet også varetager offerets helt legale interesser i at gerningsmanden straffes. Og dette sker ikke (kun) ved at forhindre gentagelser i form resocialisering eller i straffens afskrækkende (generalpræventive) virkning, men også i at samfundet påtager sig sit ansvar for at tildele gerningsmanden en straf på offerets vegne, der tager rimeligt hensyn til den skade offeret har lidt, hvilket IKKE er øje for øje og tand for tand betragtning eller ønske. Dette syntes ikke at være sket i Marlene Duus tilfælde, hvorfor samfundet syntes at have svigtet i denne sag. Claus Meyers andel i dette svigt, må han derimod selv afgøre med sin samvittighed!

Robert Ørsted-Jensen

Jeg har ikke principielt nogen problemer med at en sådan mand eller andrer kriminelle re-socialiseres. Og jeg er glad for at høre at også mesterkokken yder et bidrag. Blot kunn e man måske have ønsket sig en rehabilitering som var mere målrettet på mandens tydeligvis sygelige forestillinger. Det er jo ikke ligefrem madforgiftning manden var straffet for.

Men uanset at jeg støtte rehabilitering og glæde mig over at også en stjernekok vil yde et bidrag, så jeg mener nu nok at man burde have forlangt lidt mere hensynsfuldhed over for ofret i netop denne saag. Hensynsfuld nok til ikke ligefrem at gøre hendes bøddel til TV stjerne på youtube og derefter tillade ham skildre sig selv som offer. Hva'ba? en ung kvinde der har fået sig rodet ind i et forhold til en væsentligt ældre mand og efter en tid beslutter sig for at afbryde forholdet. Skal hun nu hænges ud som bøddel?

Jeg er ikke på nogen måde generelt tilhænger af strafskærpelse. Jeg mener at bestemt at den præventive virkning eller det modsatte bør tages med på råd når man udmåler straf. Jeg er også stolt af den relativt milde strafudmåling vi har i Danmark. Manden ville have fået 12 år uden udgang eller parole andre steder. Alligevel er jeg langtfra sikker på at den meget milde stafudmåling var rimelig i dette tilfælde. Når man læser mandens egne kommentarer må man sige at der er ret meget der tyder på at meddelelsen bestemt ikke er feset ind hos ham. Man må derfr kunne forvente at han kan mene sig berettiget til at gøre noget lignende igen på et senere tidspunkt nå en eller anden kan siges at ødelægge hans liv. Alene derfor burde man stille spørgsmål ved om han var moden til at blive sat på fri fod efter kun 3 år. Der burde være som i USA et paroleboard der vurderer om en kriminel overhovedet bør sættes på fri fod før den afsoningsudmåplingen er omme. Strafudmålingen (især det at han ikke sidder alle 6 år) er alene af den grund problematisk her.

I nogen sager skal og bør der være tale om STRAF og herunder at man holder folk fra at gå på gaden igen i den periode de er berammet til at sidde inde og ikke kun om og alene om hvordan vi bedst kan rehabiliere, omskole etc. Det er jo ikke tale om berigelseskriminalitet her.

At manden efterfølgende forsøger at tage sit eget liv er heller ikke i mine øjne mere formildende end hvis han havde været en af dem der bare skaffer sig et skydevåben og skyder et antal tilfældige mennesker ned på gaden for derefter at rette våbnet mod sig selv.

Der er ikke i mine øjne skygge af tvivl om at ofret i rigtig mange situationer lades i stikken og det er rystende. Burde et uskyldigt offers (for det må man siger der efter alt at dømme i enhver henseende er tale om her, ikke mindst aldersforskellen taget i betragtning og de var jo ikke ligefrem gift) krav på støtte, hjælp og rehabilitering ikke veje meget meget tungt?

Jens Verner Jørgensen

»Alle undersøgelser viser, at man ikke bliver et bedre menneske af sidde i fængsel. Men er det derfor, man sætter folk i fængsel? Nej. Det er vel af hensyn til offeret og af hensyn til samfundet.«
skriver 29-årige Marlene Duus
Nej! Hensynet må vær at undgå næste offer!

”Men den er på den anden side en konstruktiv handling, som næsten ingen kunne forestille sig et samfund uden.”
At vi ikke kan forestille os samfund uden, viser noget om vores forestillingsevne. Men ikke noget om samfundet og hvordan det bør indrettes.

”Men selvfølgelig skal man levere almene love og klare sanktioner”.
Når nogen siger selvfølgelig spørger jeg ”Hvorfor”.
Jeg ser ikke den selvfølgelighed.
For mig er det mindst lige så selvfølgeligt, at systemet ikke kan sanktionere imod individet.
Vi må ikke glemme grundideen med et samfund. Det er individet der vælger samfundet fordi individet ser fordelene ved at være en del af et samfund, frem for at være alene på savanen.

”Det burde være sådan, at vi satte hensynet til offeret over hensynet til forbryderen.”
Hvorfor?
Ofret er der styr over. Altså hvis en behandling fortsætter.
Nu skal vi havde ”styr” over det menneske, der har lært, det at forvolde skade, som et middel til at nå snævre kortsigtede mål.
Det kan hverken et samfund eller individ fungere med og der må findes en anden vej.
Det individ, der ikke kender til den hensigtsmæssige metode, kan jo ikke vælge den.

”Det er moralsk uacceptabelt at indrette samfundet efter dem, der gør noget forkert, i stedet for dem, der lever efter loven.”
Underforstået at dem der følger loven ikke gør noget forkert!”
Tænk hvad det argument kan bruges til……..
Nej vi er som individ forpligtiget på at gøre det rigtige, af selve det at være i live. Uanset hvad lovene siger.
Sådan må det være. Hvordan skulle noget andet give mening?
Manden der smed Marlene ud af vinduet kendte ikke de forpligtigelser.
Hvorfor ikke?
Hvorfor bruger staten skatte kroner til at uddanne individer til at være arbejdskraft i industrien, men ikke til at være borgere i samfundet?

”Der findes dårlige mennesker og gode borgere, som det gælder om at holde adskilt.”
Hvordan begrunder man en sådan påstand?
Mennesker er dårlige!
Borgere er gode!
Er det kun mig der ser manipulation her?
Vi er alle bare mennesker. Der ud over er vi borgere, bagere, chauffører, kokke, politikere osv.
Men først og fremmest er vi menneske-individer med ønsker og mål for livet, der vælger metoder for at nå de mål.

Selvfølgelig skal ofret havde hjælp til at komme så meget på fode som muligt.
Men det er ligegyldigt om det er et offer for vold, sygdom, ulykke (selvforskyldt eller ej), alderdom eller hvad livakvalitets forringelsen er begrundet i.

Venligst Jens Verner

Michael Guderup

Det er mig en gåde, at der ikke tildeles flere behandlingsdomme/tidsubestemte straffe for personfarlig kriminalitet af den grove slags.

Irrationelle fantasier omkring det gode i alle mennesker, har i alt for mange år været ledestjerner i en håbløst naiv håndtering af personfarlig kriminalitet.

Der findes en kerne af psykopater som, uanset hvor mange gryder og pander de får lov at håndtere efter deres (kraftigt reducerede) straffe, kan forventes at falde tilbage i deres gamle manerer. Det viser sig gang på gang.

Mon ikke retssystemet kunne blive bedre til at "ordinere" nogle flere behandlingsdomme, ikke som hævn eller tillægsstraf, men for at være medvirkende til at staten opfylder sin helt grundlæggende rolle som beskytter af borgernes liv og sikkerhed?

Har man gennemført et så grænseoverskridende og ondsindet voldsorgie, som gerningsmanden i denne sag har gjort, hvorfor er han så ikke stadig i forvaring på et sted med hvide vægge og tremmer for vinduerne, omringet af psykiatere, pilleglas og hærdebrede plejere?

Vi så en snert af denne håbløse naivitet, i den nylige, tragiske sag om pædagogen som, efter mørkets frembrud, tager alene til et øde område med en beviselig, voldelig psykisk syg, og bliver voldtaget og dræbt på grusom vis.

Eller knægten som smadrede hovedet på avisbuddet Deniz på Amager i 2008. Han er selvfølgelig allerede på fri fod, og i fuld gang med røverier og overfald.

Skal vi bare læne os tilbage, og afvente at disse personer lemlæster eller dræber flere, eller vil retssystemet, på et eller andet tidspunkt, anerkende at der er noget alvorligt galt i hovedet på dem, og overlade dem til retspsykiatrien, fremfor at uddele patetiske småstraffe og afvente det uundgåelige?

@Jens.

Du skriver at straf udelukkende gælder om at tage hensyn til at der ikke begås yderligere kriminalitet. Interessant. Hvad vil hensyn egentlig sige? Skal man ikke også tage hensyn til offerets og offerets nærmeste? Mange ofre for voldsomme forbrydelser får PTSD og kan endog blive sekvmordstruede. Jeg har set adskillige eksempler i mit arbejde. Det er en ikke ubetydelig hjælp, for disse ofre, især i mand/kone/stalker/jalousi tilfælde at banemanden ikke pludseligt kan stå og banke på.

at straf udelukkende skulle gælde om at tage hensyn til alle andre end ofret, vil jeg lige lade stå, du mener det nok ikke...

Det der slår mig mest i alt det her skriveri om Duus sagen er, at der ser ud til at være en sammenblanding af hævn og straf.

Jeg tror at en rimelig straf i nogen tilfælde kan virke hensigtsmessig, men jeg tror at hævnen har den stik modsatte effekt.

Jesper Hostrup Hansen

Det er en rigtig vigtig debat, der kredser om vanskeligheden straffe effektivt på en human måde. Måske et aspekt, der mangler, er begrebet fornedrelse. Samfundet søger ikke hævn, men vi ønsker at forbryderen angrer. Det kan vi dog ikke objektivt konstatere, om forbryderen gør. Så i stedet må vi sørge for, at forbryderen som konsekvens af sin forbrydelse mister anseelse, fornedres, i det mindste for en tid. Straffen er sanfundet, der siger til forbryderen: Vi er både skuffede og vrede. Det skal du forstå og føle.
Vi er forbi den tid, hvor straffede personer mistede borgerlige rettigheder, og godt for det. Men samtidig med, at vi skal hjælpe den kriminelle med at finde tilbage til samfundet, skal han eller hun vide, at tilliden til ham eller hende ikke genskabes uden videre. Her må vi som borgere være dem, der i forhold til den straffede sætter ord på dette og kræver, at den straffede gør sig fortjent til atter at nyde samfundets tillid. Det kan vi vanskeligt lovgive os ud af.

Robert Ørsted-Jensen

Nogen gange Jesper er det vel også et simpelt spørgsmål om at fjerne folk fra gaden om hvem det må anses for sansynligt at de vil gøre det igen.

Ham her har offentligt tilkendegivet at HAN også var et offer for hende. Logikken er tilsyneladende at hvis en kvinde viser ham vintervejen - så er hen et offer med ofrets ret til at tæve hende til krøbling og kaste hende ud fra tredje sal. Det er sgu ikke betryggende tale det.

Man må uvilkårlig spørge sig selv om en sådan person nu også var moden til at blive lukket ud på gaden, og så hører vi at han endog har være på jævnlig udgang i de tre år han var indespærret.

jeg kan som udenforstående ikke afgøre rimelighed i straf,skyld og årsag. Kun ved jeg ud fra mit livssyn at den voldelige helt selv er ansvarlig for sin handling og at han ikke kan tillade på et eneste punkt at anklage offeret for at være skyld i hans ugerning.
Dernæst kan en nok så lang straf ikke gøre det gjorte ugjort og derfor står vi i dilemmaet hvem hjælper samfundets hævn?
Men offerte skal desværre leve med forbrydelsen resten af livet og her er skaden på legemet så voldsom at hendes muligheder for et almindeligt liv ikke eksisterer,psyken kan hun ad åre måske hele,men det kræver en indsats og måske er hendes kronik og omtale herefter et frø på vejen.
Men det som gør ekstra ondt her er altså den omtalte forbryder tilsyneladende ikke nået længere i sin selverkendelse og det i sig selv gør i mine øjne hans "belønning" absurd.
Men Marlene bør meget hurtigt have sin erstatning m.v. afklaret.

Det er ikke offeret, der ud fra sin situation dømmer gerningsmanden.
Det er samfundet gennem retssystemet, der straffer og behandler gerningsmanden.
Det er også samfundet, der hjælper offeret på den måde man finder det rimeligt.
Bland ikke det to forhold sammen.

Yderste konsekvens af sammenblandingen, må jo være at offeret egenhændigt skulle straffe gerningsmanden, f.eks ved 100 piskeslag på torvet, eller hvad offeret finder en passende straf, hævn og prævention.

Robert Ørsted-Jensen

Jeg synes nu ikke at der er nogen af os her der blander dette sammen Nygaard. Men vi kan jo ikke bare ignorere at gerningsmanden offentligt har udråbt sig selv som offer.

Jeg kan se at der er mange anbefalere af artiklen.
Der må jo være nogle imellem der, indtager offeret Malenes holdning, som er en sammenblanding.

Troels Ken Pedersen

Debatten om Marlene Duus finder jeg ret forstemmende. Den er både her og andetsteds kommet til at gå alt overvejende op i at gerningsmanden ikke bliver straffet nok og bliver for godt hjulpet.

Det forekommer mig smertefuldt klart at den virkelige skandale her er at offeret IKKE er blevet hjulpet godt nok, men er fanget i et bureaukratisk mareridt som selv de fleste kernesunde utraumatiserede overskudsmennesker ville have svært ved at kapere. Desværre er den diskussion ikke nær så populær.

Robert Ørsted-Jensen

Jo men det er jo forståeligt i hendes situation - men hverken artiklens forfatter eller de indlæg jeg har set køber den sammenblanding - men de fleste af os kan se at der er et reelt problem her.

Sider