Læsetid: 4 min.

Når offeret slår igen

Det virker ikke, siger kriminologer og fornuftige politikere altid om højere straffe, men problemet er, at de må erkende, at man kan sige det samme om deres udsagn: Det virker ikke
Straf. 29-årige Marlene Duus blev for tre år siden banket med et jernrør og smidt ud af vinduet på tredje sal af sin jaloux ekskæreste. I dag er voldsmanden på vej til at blive en fri mand, mens hun efter mange operationer har smerter, er blevet afhængig af morfin og erklæret 50 procent invalid.

Straf. 29-årige Marlene Duus blev for tre år siden banket med et jernrør og smidt ud af vinduet på tredje sal af sin jaloux ekskæreste. I dag er voldsmanden på vej til at blive en fri mand, mens hun efter mange operationer har smerter, er blevet afhængig af morfin og erklæret 50 procent invalid.

Bax Lindhardt

25. februar 2012

En bemærkelsesværdig kronik åbnede i denne uge et spørgsmål, som hverken kan eller skal lukkes: Hvorfor straffer vi? Kronikken fra Politiken er bemærkelsesværdig på grund af den historie, den fortæller. Men den er også værd at bemærke, fordi historien forbindes med en overordnet systemkritik: De stærke i velfærdsstaten dyrker deres egen godhed og forkæler forbrydere. De svigter ofrene for forbrydelsen, som kan se deres voldsmand efter udstået fængselsstraf vandre frit omkring og lige ind i en lærlingestilling hos stjernekokken Claus Meyer.

»Omverdenen viser medmenneskelighed for den forkerte,« skriver 29-årige Marlene Duus, som er blevet overfaldet i sin lejlighed af en eks-kæreste, der først smadrede hendes ansigt med et jernrør og derefter smed hende ud fra en altan i 11 meters højde. Han fik seks år i fængsel, men kom ud efter tre. Hun har efter mange operationer stadig smerter, er blevet afhængig af morfin og erklæret 50 procent invalid. Hun har endnu ikke fået erstatning, fordi hendes sager ikke er færdigbehandlede:

»Jeg kan ikke finde trøst og ro i et land, hvor man på den måde varetager gerningsmandens interesser. Jeg føler mig ydmyget, glemt og fortabt,« skriver hun til de selvgode. »Så hjælper I ham og glorificerer jer selv ved at hjælpe ham.«

Hendes anklage resumeres i en konkret kritik:

»Alle undersøgelser viser, at man ikke bliver et bedre menneske af sidde i fængsel. Men er det derfor, man sætter folk i fængsel? Nej. Det er vel af hensyn til offeret og af hensyn til samfundet.«

Hun er vokset op med videnskabens svar: Højere straffe virker ikke. Det er en slags kriminologisk kendsgerning. Fængslerne fungerer som erhvervsfaglig grunduddannelse for kriminelle, og jo flere man sætter ind i længere tid, jo flere kriminelle får man ud. Højere straffe producerer flere forbrydere, som igen mødes med krav om mere straf og konsekvens. Den logik er statistisk skandaløs.

Straf skal ikke kun forbedre

Kritikken af straf tager udgangspunkt i en forestilling om, at samfundet skulle gøre kriminelle mennesker til gode borgere. Og i dette perspektiv virker højere straffe ikke. Men hvis straf kun skulle gøre kriminelle borgere til gode mennesker, skulle man jo være imod straf overhovedet. Og den position møder man stort set aldrig. Det er på samme måde påfaldende, at de samme mennesker, som regnede sænkelsen af den kriminelle lavalder for en moralsk katastrofe, tilsyneladende finder det i orden at sætte 15-årige i fængsel.

Det afspejler en erkendelse af, at straffens funktion ikke kun er at forbedre forbrydere. Straf skal også sikre, at der trækkes offentlige grænser mellem det rigtige og det forkerte. Det kan man skandalisere som det vilkårlige monster, ’retsfølelsen’. Og denne fornemmelse for retfærdighed risikerer hele tiden at forfalde til massehysteri og hetz, men borgernes oplevelse af, at lovene og dommene er retfærdige, er også grundlaget for retssystemet. Legaliteten skal være legitim.

Den anerkendelse er institutionerne afhængig af. Domstolene ophæver konflikten mellem to borgere til et møde med en ekstern instans, hvor en dom efter almene kriterier udmåles.

Det er på sin vis straffens paradoks: Straffe betyder, at det politiske fællesskab med vilje tilføjer et individ smerte og begrænser dets frihed. Det er en destruktiv gestus. Men den er på den anden side en konstruktiv handling, som næsten ingen kunne forestille sig et samfund uden.

Det er et kompromis mellem to forskellige hensyn: Selvfølgelig skal man for så vidt muligt undgå tage friheden fra folk og tilføje dem smerte. Det skaber kriminalitet. Men selvfølgelig skal man levere almene love og klare sanktioner, som giver folk den frihed at leve i et retssamfund. Men dette kompromis er ifølge Marlene Duus blevet forkvaklet: Det burde være sådan, at vi satte hensynet til offeret over hensynet til forbryderen. Men hun hævder, at vi gør det modsatte. Og det er moralsk acceptabelt at indrette samfundet efter dem, der gør noget forkert, i stedet for dem, der lever efter loven.

Hun tror ikke på, at man kan gøre dårlige mennesker til gode borgere, men kun at der findes dårlige mennesker og gode borgere, som det gælder om at holde adskilt.

Volden er mindsket

Det interessante ved Marlene Duus’ kronik er, at den på den ene side udfolder et politisk velkendt verdensbillede, men på den anden side kobler det med en fortælling, som gør kritikken anderledes vedkommende. Og selv om man ikke drager Duus’ konklusioner, må man erkende, at hun træffer en fundamental problematik. Man kan godt tage folk alvorligt uden at tage dem bogstaveligt.

Ophævelse af slåskampe og private opgør ved domstole har historisk mindsket volden enormt. En ny bog af den amerikanske forsker Steven Pinker viser, hvordan de vestlige samfund gennem de seneste århundreder er blevet mindre og mindre voldelige. Færre og færre bliver dræbt af andre mennesker, og det tilskriver Pinker, at personlige stridigheder løses ved fælles anerkendte domstole.

Men denne løsning skaber et problem: Den forsoner ikke forbryder og offer. Når mødet mellem de to bliver bilagt af professionelle, ophører kampen, men fjendskabet fortsætter. Det er for at løse dette problem, man i Norge har eksperimenteret med at erstatte straf med konfliktmægling, hvor offeret gennem møde med voldsmanden holder op med at se sig selv om offer og voldsmanden som farlig. Præcis fastholdelsen af denne modsætning kendetegner Marlene Duus’ kronik.

»Jeg er en kriger; ikke et offer,« skriver hun.

Det er hendes kamp. Men så længe hun kun ser ’ham’ som voldsmanden, bliver hun også selv ved med at være offer. Straffen stopper volden og erstatter hævnen, men den fjerner ikke fjendskabet. Det retssystem, som civiliserer vores konflikter, gør samtidig ofrene til vidner og tilskuere i deres egne sager.

Det er straffens problem i vores samfund: Den instans, som tager våbnene ud af hænderne på dem, der er i strid, tager samtidig ansvaret for deres konflikter fra dem. Det virker civiliserende, men det fungerer ikke eksistentielt. Det går igennem Marlene Duus’ omfattende systemkritik: Et offer, som ikke vil være offer, kræver sin konflikt tilbage.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Et åbenlyst personligt problem, ja. Men det berettiger vel ikke en større debat om forbrydelse og straf. Selv om den er interessant nok.

Martin Jeppesen

Et helt andet problem er offerets manglende erstatning... det er ekstra salt i såret, men det er samfundet der begår den fejl, og ikke gerningsmanden.
Ligesom det er samfundets valg at lukke ham ud og Claus Meyers valg at ansætte ham. Alle disse mennesker og instanser bærer en del af ansvaret for at sætte ham fri og gøre ham til det han er i dag.

Men jeg ser meget lidt snak om vores/samfundets ansvar i det her, og en hel masse fordømmelse af manden og forbrydelsen, selvom det aldrig rigtigt var det som denne artikel handlede om.

Moderne straf har flere elementer: Det genralpræventive afskrækkende element, det resocialiserende og gengældelses og/eller hævn elementet, som jeg ser det. Det ene udelukker ikke det andet og alle tre elementer er nødvendige.

Henrik Brøndum

Umiddelbart er intet jo lettere end at genindfoere oeje for oeje og tand for tand. Lige indtil vi kommer i tanke om hvorfor vi afskaffede det. En vaesentlig grund er jo at det er ret ubehageligt at gennemfoere. Specielt i drabssager. Igennem tiden har der vaeret forskellige fixe metoder til at forsoege at undgaa den smerte der er ved eksecution. Spidsrod, kun skarpe skud i hver anden boesse til peletonen, boeddelen baerer maske etc.

De har alle tilfaelles at de ikke virker, baade for den enkelte og for samfundet viser det sig i laengden for pinefuldt for vores samvittighed at gennemfoere doedsstraf - og dermed ender vi i en situation hvor vi ofte er noedt til at lade forbryderen slippe billigere end offeret - og hvad saa?

Jeg synes det er svaert at argumentere for andet end hvad kloge Eva Schmidt allerede har sagt: Det er for at undgaa et nyt offer at vi resocialiserer/uddeler begraensede straffe - ikke af hensyn til gerningsmanden.

Ofrene for forbrydelser skal selvfoelgelig have al vores velfaerdsstoette ligesom ofrene for ulykker, sygdomme m.v. - og saa kan vi haabe paa at sjaelesorg kan hjaelpe dem til at se hvordan haardere straf ogsaa skader dem selv.

Men hvis det var min datter der var blevet kastet ud fra en altan, og jeg stod med gerningsmanden, havde jeg da ikke toevet et sekund med at sende ham samme vej. Desvaerre.

Robert Ørsted-Jensen

Ingen af os her anbefaler noget der ligner øje for øje Henrk, faktisk synes jeg end ikke at der er antydning af noget i den retning i det Duus skrev, også selvom jeg mener at det ville have været næsten forståeligt i hendes situation. Jeg oplever at de fleste af os skriver med en følelse af at vi har set noget vi ikke helt kan få til at op, uanset at de fleste af os rant faktisk er meget stolte af vores retssystems strafudmåling og endog de motiver der driver kokken og andre der ønsker at rehabilitere tidligere kriminelle. Jeg ser ikke noget lynch pack her Henrik.,

Sider