Interview
Læsetid: 1 min.

Organist på et vandtæt orgel

Skulle resten af livet leves på en øde ø, skulle det være i selskab med salmebogen og en udødelig organist, siger Ole ’Bogart’ Michelsen, som netop har fået en ny filmpris opkaldt efter sig — årets Ole
Moderne Tider
4. februar 2012

Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?

»Samtlige eventyr og historier af H.C. Andersen. Fordi de taler til næsten alle de kapitler, et menneskeliv er inddelt i. Børn kan næppe helt forstå hans poetiske og pludrende sprog, men de kan sagtens fatte, at en pige kan være så lille, at hun kan sove i en valnøddeskal og derfor lever et farligt og skrøbeligt liv. Første gang jeg hørte Den uartige dreng, var jeg rystet over, at en lille forkælet dreng kunne være så ond. Siden har jeg elsket ham, fordi kærligheden sidder på hans pilespids. At vokse og ældes med Andersen skulle være alle forundt.«

Hvilken bog har haft størst betydning for dig?

»Salmebogen, fordi den er lille og tæt og rummer alt, hvad et menneske har brug for. Tankevækkende tekster. Poesi med power og melodi. Og så er den delt op i fine små portioner til fortvivlelse, sorg og glæde og håb. Jeg tog den gerne med på en øde ø — sammen med en udødelig organist og et vandtæt orgel.«

Hvad er den værste bog, du har læst?

» Nordens historieaf Peter Illsøe. Den var kedelig i særklasse, og den gjorde mig allergisk over for historie i 25 år.«

Hvilken type læser er du?

»Jeg er med årene blevet en mere troløs læser, der næsten kun læser af lyst.«

Hvornår læser du?

»Jeg læser i sengen. De lette bøger. De store tunge bøger falder jeg rundt i, når de en gang imellem vil mig noget. Jeg holder meget af at flanere rundt i Ludvig Meyers Fremmedordbog. Så meget, at jeg også har et eksemplar af den på landet.«

 

 

 

 

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her