Baggrund
Læsetid: 9 min.

En præsidentkandidat indtager scenen

François Hollande står til at blive Frankrigs næste præsident – det var der ingen, der havde set komme, men denne gang ser franskmændene ud til at foretrække en undseelig partifunktionærs saglighed og oprigtighed frem for Sarkozys karisma og udskejelser. Forfatteren Christine Angot tegner et portræt
/h4>Det franske socialistpartis François Hollande tiljubles i sin hjemby, Rouen, som en del af hans valgkamp frem mod det franske præsidentvalg, der finder sted den 22. april og den 6. maj.

/h4>Det franske socialistpartis François Hollande tiljubles i sin hjemby, Rouen, som en del af hans valgkamp frem mod det franske præsidentvalg, der finder sted den 22. april og den 6. maj.

Thierry Chesnot

Moderne Tider
18. februar 2012

Vælgermødet i Bourget er netop slut. Natten falder på, det bliver koldt og blæsende, og de, som ikke har egen bil, stiger ind i små pendultog, der forbinder til de regionale RER-jernbanelinjer, eller i busser fra Paris og provinsen. Der er rift om taxaerne. Biler med tonede ruder kommer og kører i ét væk. I en af dem sidder François Hollande. En bil med tonede ruder suser forbi to vestindiske piger, der griner og skutter sig i kulden. På kreolsk siger de til manden bag de tonede ruder: »Préziden, préziden, dépozé nou pli lwen!« — »Præsident, præsident, sæt os af lidt længere henne.«

Ugen efter erklærer den fremtrædende politiske økonom Alain Minc om det kommende præsidentvalg:

»Det bliver 48 mod 52, for sådan er Frankrig nu engang.«

Han siger ikke i hvis favør, men alle ved, at han støtter den siddende præsident, Nicolas Sarkozy. Minc påstår at kende os franskmænd, som var vi forudsigelige børn. Men vi har brug nogen, som ikke er ude på at pege os ud; nogen, som vil tage os med ud på en lidt længere tur; som vil acceptere os, som vi er, konturløse, usikre, svære at få hold på. Vi franskmænd er frie, og vi er utæmmelige. Vi kan både finde på at vælge Sarkozy med 53,7 procent, og vi kan finde på at give ham meget ringe tilslutning, helt ned på 25 procent, ned på 21 — vi får se — hvis det nu er det, vi har lyst til. Vi er lunefulde, uforudsigelige og ikke fastlåste. Vi er ikke trivielle, vi er ikke normale. Vi er et folk.

François Hollande derimod er normal. For Lacan er ’galningen’ ikke kun dén, der tror, han er konge, når han ikke konge. Galningen er også den, som tror, at han er konge, når han er konge. Så hvis François Hollande bliver kongen, vil han ikke selv tro på det. Det er lige præcis dét, hans engagement retter sig imod. Som hans mor har forklaret det:

»François har, fra han var helt lille, sagt: ’Jeg vil være præsident.’ Dengang troede vi ham ikke. Det gør vi for øvrigt stadig ikke.«

Hvis han ikke selv tror alt for meget på det, så kan vi andre forblive fantaster og originaler og have vores personlighed i fred. Han vil stå i spidsen for os med en lille jernnæve i sin fløjlshandske, hvis det skulle blive nødvendigt for at tøjle de små bandeledere og den finansielle verdens forbrydere. For han er modstander af brud på love og normer. Som han forklarer:

»Når der er sket overtrædelser, får vi — især i en krisetid — brug for at vende tilbage til normen. Det betyder ikke en tilbagevenden til situationen, som den var før. Men at søge hen imod en normaltilstand.«

Jeg tror, jeg forstår, hvad han mener: Sarkozy overskred alle grænser og udstrålede stor fornøjelse ved at gøre det. Han troede, han var konge, han troede, at vi havde valgt ham for at se ham nyde livet, og hvor han dog nød det. François Hollande derimod vil søge mod en normaltilstand med respekt for grænser.

Jeg er på besøg hos François Hollande på den socialistiske partileders kontor på Avenue de Ségur. Han beder mig vælge, hvor vi skal sidde: lænestolene, sofaen, stolene omkring bordet. Han er ikke ubeslutsom, giver sig tid til at høre, hvad jeg vil sige, men til sidst er det alligevel ham, der vælger:

»Jamen, så tager vi stolene.«

Det passer også mig bedst, det er nemmere, når man skal tage notater. Jeg begår samme fejl som alle andre. Jeg ønsker at forstå, hvem han er. Jeg spørger til faderen, moderen, opvæksten i Rouen, men alt det er ikke relevant. Hvad der er relevant, er hans forhold til os, franskmændene.

Det stabile kan vakle

Maj 1968. Der er strejker, demonstrationer, uroligheder. Børnene forlader skolen tidligt for at komme i sikkerhed, han er tretten år, hans mor henter ham og har en croissant med til ham, det ikke normalt. Denne croissant bliver måske den sidste, i al fald er det sådan hun på en eller anden måde forsøger at beskytte ham.

Han kan godt se, at der foregår dramatiske ting. Han går i en privatskole, og lærerne fra hans skole går i protestoptog gennem gaderne — de, som ellers altid er så ordentlige. Hvad sker der? Hvad betyder dette brud på alle rutiner? Han er tretten år, han indser, at folk ikke er fastlåst i deres veldefinerede roller. De er ikke, som han havde ventet. Croissanten fra moren, lærerne, som marcherer, bilerne, som holder stille på grund af mangel på benzin, og under fortovets brolægning ligger stranden, eller i al fald noget andet end det, man troede, man så.

På det tidspunkt forstår han, at der ikke kun er ét system. Alternativer kan tænkes. Tingene er komplicerede, mangesidede, der er nuancer, bevægelser, alt er muligt, intet er givet på forhånd. Det, som forekom at være mest stabilt, mest indgroet, kan forsvinde som dug for solen. Man kan tage på, man kan tabe sig, man kan stå til tre procent i meningsmålingerne og til 31 procent tre år senere. De Gaulle, den store skikkelse, den høje mand med militærkasket og bælte, kan bringes til at vakle. Det kræver blot, at man forstår de underjordiske kræfter; det, som ligger under fortovet; det, som ligger under stranden: sociale koder, netværk, livsformer, folk, der siger pli lwen, og andre, der siger plus loin (længere henne, red.).

Under mødet bankede alles hjerter. Det pulserede i alle fibre. At være menneske var at være fransk: at tro på retfærdighed, lighed, at drømme, at nære store forhåbninger. Dette var alt andet end det ’mugne Frankrig’. Denne mand talte til os med en ung mands stemme, en velmoduleret tenor:

»En historie, der går langt tilbage ... så højt skal vores ambitionsniveau være, og det skal vi vise os værdige til,« fik vi at vide.

Stemmen skælvede ikke: »... vi må ikke skabe splittelse mellem franskmændene ...«, men pludselig bliver en sko kylet mod ham og landede under en meter fra talerstolen.

Ved siden af min stolerække bliver de sorte øjne hos sikkerhedsvagten forvandlet til pile for at se, hvorfra kasteskytset kom. Hvem vil forhindre os i at tro, at vi kan være sammen, selv om vi er sære og unormale?

Lige efter sagen om Strauss-Kahn talte jeg i telefon med min mor om François Hollande. Hun sagde:

»Når alt kommer til alt, er han min lille skat.«

Det er måske det, han får frem hos franskmændene. Han vækker de moderlige og beskyttende instinkter, folk vil tage ham under deres vinger, involvere sig, besidde ham. Og han lader det ske, for han ved, hvem han er. Han er ikke min mors lille skat, ej heller er han Montebourgs Flamby, denne industrielt forarbejdede karameldessert produceret af Nestle til en globaliseret verden. Lige så lidt er han Mitterands skødehund, som er mindre kendt end dennes labrador, som Chirac sagde, da Hollande for første gang præsenterede sig som politisk modstander i Corrèze for 26 år siden.

Han kan modstå alle disse anslag mod sin virilitet. Hvorfor? Fordi han ikke er bange. Og han ønsker, at sådan skal det også være for os:

»Franskmændene har intet at frygte fra solidariteten.«

30 år skulle det vare. 30 år, hvor han lod folk bruge ham til at gøre nytte — ’jeg er den nyttige’, hvorimod du er stjernen. 30 år, hvor han tilbragte alle weekender, hver fredag og hver lørdag aften i det socialistiske partihovedkvarter i Tulle.

30 år, hvor han tog toget hver fredag aften stille og roligt, men i sidste ende kom til at føle sig stærkere knyttet til andre mennesker.

Under vælgermødet sagde han:

»Jeg elsker mennesker,« og jeg sagde til mig selv: »Ja, ja, det kan enhver komme og sige.«

Men når jeg nu taler med ham, forstår jeg, at det er sandt. Det, som driver ham, kan være netop dette.

Stærkere end Sarkozy

Vi er ikke længere i kontoret. Vi sidder i bilen med de tonede ruder. Han har en aftale i Montreuil på en konference om miljøpolitik. Der er små lampetter over bilruden. De kan indstilles, så de kaster lys over hans papirark, hvis han ønsker at tage notater under turen. Han virker så oprigtig, at jeg tænker, ’det kan ikke passe, det må være tillært. På den måde er han meget stærkere end Sarkozy. Hos Sarkozy kan man se med det samme, når han regner os andre for tåber. Måske er han virkelig så oprigtig’.

Han fortæller mig om forskellige personer, hvis politiske perspektiver var seriøst indsnævrede, men som nu begynder at åbne sig, og dette ser ud til at gøre ham glad. Selv om han ved, at det kun er en dråbe i havet. Det skræmmer ham ikke. Det ser ud til, at han føler, at han har rigeligt energi til at fylde havet dråbe for dråbe. Det er en heroisk mission, selv om målet er uopnåeligt, og nogen skal jo påtage sig den.

Han elsker andre mennesker. Jeg spørger så, om han også elsker de venstreorienterede. Denne venstrefløj, som altid skilter med en vis overlegenhed, så nedladende, så hovmodige, så sikre på deres egen version af sandheden. Det irriterer mig, især fordi jeg somme tider selv bliver identificeret med den, selv om det er mere kompliceret. Denne venstrefløj, som tillader sig beskrive de forstæder, og lokalsamfund, som ikke er dens egne, som om de var eksotiske, skulle koloniseres og patroniseres ovenfra, disse venstreorienterede forstår meget mindre af det franske samfunds problemer i dag end den lille mand i metroen i streetwear med sort tilbagestrøget hår og falsk Vuitton-taske over skulderen gør, når de med deres Goyard-poser befolker Air Frances udenrigsterminal. De fremstår latterlige ved alle at foregive, at de elsker koreografen Pina Bausch, operachefen Chéreau og skuespilleren Podalydès, og dermed afslører deres falden på halen over for dem med magt og betydning.

»Elsker du også den venstrefløj?«

»Du får mig ikke til at sige, at jeg ikke kan lide den!«

»Nej, det er klart. For ellers ...«

»Der er et aristokratisk træk hos visse venstreorienterede, som går ud på, at vi er venstreorienterede, fordi vi er mere intelligente. Venstrefløjen har altid haft denne dimension. Med en vis ret. Selv når vi taler om kommunisterne, var det en intellektuel fortrop, der satte sig i spidsen for partiet og bevægelsen. Sådan var det også på eliteskoler som Ècole Normale Superieure. Der var der altid venstreorienterede saloner.«

Da han først blev interesseret i venstrefløjen, 68, i tretten-fjortenårsalderen, måtte han læse sig til det hele i de populære opslagsværker fra Que sais-je?-serien. Der var intet venstreorienteret over hans hjem, hans far var snarere borgerlig. Han fortsætter:

»Det har altid været sådan. Venstrefløjen kørte parløb med de intellektuelle, med kunstnerne. Højrefløjen har ikke den slags prætentioner. Den er mistænksom over for ideer og vil hellere forvalte det etablerede. Da jeg studerede, gjorde jeg alt, hvad der var påkrævet, for netop at gøre mig gældende i denne sammenhæng. Rocard tiltrak det intellektuelle venstre. Hos Mitterrand var det kultureliten. Med Jospin er det mere indviklet. Mig derimod var der ingen, som så komme.«

Vi er ankommet til Montreuil, bilen er ved at parkere, forude venter miljøaktivisterne. Formanden for Conseil Général de Seine-Saint-Denis, Claude Bartolone, åbner bildøren med de tonede ruder, jeg er ikke hurtig nok til at få styr på min pung, mit tørklæde, min frakke. François Hollande er allerede gået, der skal tages billeder, overalt er der kameraer, fremstrakte hænder, blitzlys glimter, mikrofoner bliver stukket frem. Alle stimler sammen om ham, forsøger at følge efter ham, nægter at slippe ham, præsident, præsident.

 

© Le Point/Wylie Agency og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Christine Angot (f. 1959) er prisbelønnet fransk romanforfatter og dramatiker. Hendes bedst kendte værker er L’Inceste (1999) og Les Désaxés’ (2005). Hun skriver jævnligt klummer i ugemagasinet Le Point

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Denne artikel kunne bruges som skræmmeeksempel af Journalistuddannelsen på en skribent, der er overbevist om, at hendes egen person og fornemmelser er LANGT mere interessant end den person, hun foregiver at interviewe: I en artikel på syv spalter er der mindre end en halv spalte reelle citater fra den person, der skulle være interviewets genstand. Fyr hende! Eller send hende til genuddannelse.

Bjarne Bisgaard Jensen

Hvad er det nu for en karisma Sarkozy besidder udover at sidde på skødet af Merkel

randi christiansen

En personligt fortalt historie om Hollande der synes at være i besiddelse af den så hårdt tiltrængte kombination af ´hjerne og hjerte´ på rette sted. Håbet lever ....