Læsetid: 7 min.

Den rød-sorte rutchetur

Man skal aldrig sige aldrig om de aldrende AC Milan-spillere. De kommer listende som rød-sorte tyve om natten og ender med at vinde pokaler med store ører. Og dog: Klubben med den store fortid bag sig er ikke i topform
Tøset. I Napoli-opgøret 5. februar lykkedes det Zlatan Ibrahimovic (t.h.) at rage et rødt kort til sig. Det fik han for at give Salvatore Aronica en lussing!

Tøset. I Napoli-opgøret 5. februar lykkedes det Zlatan Ibrahimovic (t.h.) at rage et rødt kort til sig. Det fik han for at give Salvatore Aronica en lussing!

Alessandro Garofalo

11. februar 2012

På tirsdag starter ottendedelsfinalerne i Champions League, og rundens måske allermest åbne og spændende opgør finder sted onsdag kl. 20.45, hvor AC Milan tager imod Arsenal på San Siro. Begge hold har stolte fortider og sætter dybe spor i den europæiske fodboldmytologi, men de to trænere, Massimiliano Allegri i Italien og Arsene Wenger i England, døjer med formsvingende mandskaber og spilsystemer, der ikke helt kan finde deres leje. Alligevel peger pilen en anelse i The Gunners’ favør.

Sidste weekend lykkedes det blot milaneserne at skrabe et enkelt point sammen på hjemmebane efter en uinspireret 0-0-indsats mod Serie A’s dark horse, Napoli. Matchen fandt sted blot fire dage efter Rossoneris nederlag på 0-2 til Lazio, der nu ligger nr. 4 i Italiens bedste række, fem point efter Milan og seks point efter den aktuelle nr. 1, Juventus. Mod Lazio lignede det ellers længe uafgjort på bedste italienske be-skub, men den brasilianske playmaker Hernanes scorede efter 76 minutter, og blot fem minutter før lukketid tordnede Lazios 34-årige kaptajn Tommaso Rocchi bolden i netmaskerne og sikrede dermed Lazios første sejr over Milan i 14 år.

Lussing og rødt kort

I Napoli-opgøret 5. februar lykkedes det desuden Zlatan Ibrahimovic at rage et rødt kort til sig, efter at han havde givet Salvatore Aronica en lussing. Lidt af et tøsestunt for den kæmpestore svensker, der da også forlod banen noget duknakket og uden de store protester. I det 64. minut, med armen om Antonio Nocerino og et San Siro pakket med slagsange og tilråb røg Zlatan og Aronica i infight, og situationen blev yderligere komisk af, at Aronica prompte returnerede den flade hånd på kinden med ditto aggression. Men altså mod Nocerino, ikke Ibrahimovic. Aronica troede jo, at det var Nocerino, der var synderen. Sådan går det, når man sniger sig ind på fjenden og bruger holdkammerater som skjold. På sin vis meget italiensk og meget u-zlatansk.

Milan spiller ude i dag mod Udinese, der ligger nr. tre i ligaen, og det bliver naturligvis uden Zlatan, som frygtes at blive straffet med flere spilledages karantæne, hvilket kan bringe hans deltagelse i den altafgørende match mod Juventus 25. februar i fare. »Forseelsen var ikke særlig voldelig, så jeg tror ikke, Ibrahimovic vil blive straffet med karantæne i mere end to kampe,« udtalte Milans vicepræsident, Adriano Galliani, umiddelbart efter kampen.

I mellemtiden gælder det Champions League, og mod engelske hold har AC Milan i de senere år haft bitre erfaringer. Da Milan skulle forsvare titlen i sæsonen 2007/08 — efter Filippo Inzaghis to mål i 2-1-finalen mod Liverpool året før — var det med den legendariske træner Carlo Ancelotti ved roret, og netop Arsenal ekspederede rossoneri ud i kulden. Senere overtog brasilianske Leonardo det varme trænersæde i Milano, men Champions League, der ellers stort set havde været de rød-sortes ejendom i midten af nullerne, blev i 2009/10 vekslet til et samlet 7-2-nederlag til Manchester United. Den pauvre statistik fuldendtes sidste år, nu med Allegri som boss, hvor Tottenham Hotspur og en Gareth Bale i sit unge livs form slog Zlatan & co. 1-0.

Det er både bemærkelsesværdigt og bekymrende for Allegri forud for onsdagens topopgør på San Siro, at hans hold de sidste tre år har tabt deres hjemmekampe på dette stadie i Champions League. Er det i år, Allegri laver om på den statistik og går til returmødet 6. marts i London med maksimal rygdækning?

’Vi må gribe chancen’

De seneste resultater taler dog ikke for mirakler, heller ikke de små af slagsen. Milan, der sluttede som nr. 2 i pulje H lige bag ved FC Barcelona, excellerede i fejltagelser netop på udebane i gruppekampene mod FC Viktoria Plzen og FC BATE Borisov, der ellers på papiret lignede stensikre walkovers for Allegri. Derfor er træneren påpasselig:

»Hvis vi laver de samme bommerter som i Prag og Minsk i gruppespillet, vil vi helt sikkert ryge ud i problemer. Arsenal er et stærkt mandskab, og vi bliver nødt til at ramme topformen og undgå at have for mange skadede spillere, sådan som det skete i sidste sæson,« udtalte Allegri for nylig.

Arsenal ligner langtfra et sikkert bet til slåskampen om Premier Leagues top four i år, men i modsætning til modstanderne fra Milan sluttede Arsene Wengers hovedstadshold øverst i gruppe F og har allerede besejret et italiensk hold i årets Champions League, nemlig Udinese. Det var i play-off-runden, og det var samtidig Arsenals ottende sejr ud af otte mulige knockout-opgør mod italienske hold i de seneste år. Men også Wenger er forsigtig med de blærede udtalelser og skråsikre profetier. Til Arsenals officielle hjemmeside udtaler han:

»Det er en vanskelig kamp mod Milan, men den bliver vanvittigt spændende. Og de kunne sige det samme, er jeg sikker på. Det er fifty-fifty. Så lad os endelig fortsætte med at forbedre os frem mod februar. Vi må gribe chancen med fuld kraft og urokkelig tro.«

I tiden før Wenger i Arsenal — og det er efterhånden meget længe siden — mødte Milan londonerne på Highbury i 1994-udgaven af den europæiske Super Cup, og her blev det 0-0. Efterfølgende vandt milaneserne dog 2-0 på San Siro. Som et ekko af historien tværs hen over Wengers 16 sæsoner i den 126 år gamle klub sluttede de to mandskabers rendezvous i 2008 ligeledes uden scoringer, men denne gang gik Arsenal videre efter 2-0 på vidunderlige mål af to, der ikke er der mere: Cesc Fàbregas og Emmanuel Adebayor.

Wenger, som ikke mener, at engelsk fodbold er i krise, efter at både Manchester United og Manchester City overraskende røg ud af Champions League, fastholder de gode minder fra San Siro som et positivt boost forud for onsdagens intense rampelys. Og én ting har han i hvert fald helt ret i: Kampen falder én runde for tidligt. Den har stof i sig til mindst en kvartfinale.

Arsenal har tydeligvis mistet noget af den kreative kraft, som Fàbregas og Samir Nasri tilførte den offensive midtbane. Til gengæld kan Wenger glæde sig over en Theo Walcott, der er på vej op i gear — han er ellers blevet kritiseret en del i den senere tid — og laver mange assists. Den blot 18-årige Alex Oxlade-Chamberlain ligner en fremtidens mand, som Wenger er fuld af offentlig beundring for. Og heldigvis for Wenger er Robin van Persie stadig et usvigeligt sikkert kort, der med sit hattrick i sidste weekends stærkt underholdende 7-1-mord på Blackburn nåede op på samlet 123 scoringer i Arsenal-trøjen. Dermed overhalede van Persie endelig den ene af London-truppens to ikoner i moderne tid — den anden er Thierry Henry — nemlig Dennis Bergkamp med to mål. Især efter Fàbregas’ transfer til Barcelona har kaptajnen van Persie konsolideret sin position som ikke bare holdets måltyv, men også det personlige og taktiske omdrejningspunkt.

Skuffelser på skuffelser

Arsenal var også klubben, der skulle have katapulteret Andrei Arshavin op til stjernerne. Da den 30-årige russer kom til London, efter at en hel verden havde set ham brillere på det russiske landshold under EM i 2008 og hos Zenit Skt. Petersborg, var det med fans og medier og sikkert også Arshavin selv med tilbageholdt åndedræt og tårnhøje forventninger. »Driblingernes poet«, »fløjenes auteur«, og hvad der ellers er blevet sagt af højpandet klister om manden, der stadig ligner en dreng fra en østeuropæisk pornofilm fra 70’erne.

Desværre har Arshavin skuffet. Big time. Ikke bare i år, men i flere sæsoner nu. Guddommelige evner har vist sig her og dér, men kun i glimt, langtfra i hele kampe og over større sæsonstræk. Og faktisk er tragedien desto mere smertelig, fordi den er så forudsigelig: Russere har det med at være giganter i Rusland og så komme til England og floppe fælt. Man skulle tro, de var humørspillere ligesom brasilianerne.

Man skal aldrig sige aldrig om de aldrende AC Milan-spillere. De kommer listende som rød-sorte tyve om natten og ender med at vinde pokaler med store ører. Og dog. Arsenal hiver stadig en potent midteroffensiv og dynamiske togter på flankerne frem af posen. De kan stadig showcase den type fodbold af lige dele taktisk kløgt og viril ungdommelighed, som er blevet deres varemærke i en moderne verden, hvor indfødte helte triumferer i dag og bliver solgt til rivalerne i morgen. Sådan er det ikke i Milan. Faktisk er det aktuelle mandskab og de formationer, Allegri lettere desperat prøver af, den direkte modsætning til nullernes suveræne hold. Her flokkedes kreatørerne på midtbanen anført af Andrea Pirlo, og her var en træfsikkerhed i den organisatoriske opstilling på grønsværen, som med Ancelotti nåede sublime højder (hvis man altså er til dén slags).

Bortset fra Nocerino og ghanesiske Kevin-Prince Boateng er Milans midtbane en flad gang leverpostej uden de store ideer. Afstanden til trequartista’en — hvis de altså overhovedet har nogen — er for lang, og på det seneste har det virket næsten åndssvagt med Zlatan og Pato som frontduo (begge to er for meget egoer i deres spil, til at det kan lade sig gøre). Men den største fejl er dog placeringen af Robinho. Bortset fra en halv halvleg fra en allerede glemt kamp har han stort set ikke stået rigtigt i banen.

Åh Milan, kom tilbage, jeg savner dig. Og god fornøjelse med Champions League, livets salt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu