Læsetid: 5 min.

'Skulle der ske noget, så skulle jeg handle på det nu'

Information optrykte for nylig en række gamle rubrikannoncer, hvor læsere ledte efter sexpartnere, venner, kærester, rejsekammerater. Vi efterlyste personerne bag annoncerne og kom i kontakt med Marianne Schroll, der i 2000 fandt sin mand Hans Otto via en annonce i Information
/h4>’Det var egentlig regulært nok, at jeg søgte nogen at spille sammen med. Det er faktisk ret ensomt at spille klaver. Men samtidig håbede jeg også, at der var noget andet. Det gør man vel altid med de personlige annoncer’, fortæller Marianne, der mødte sin mand Hans Otto gennem en rubrikannonce i Information

/h4>’Det var egentlig regulært nok, at jeg søgte nogen at spille sammen med. Det er faktisk ret ensomt at spille klaver. Men samtidig håbede jeg også, at der var noget andet. Det gør man vel altid med de personlige annoncer’, fortæller Marianne, der mødte sin mand Hans Otto gennem en rubrikannonce i Information

Jakob Dall

18. februar 2012

Spiller du cello eller fløjte? Så vil jeg gerne spille med. Jeg kan andet end at spille klaver. Vandre f.eks. 58 år, enke med voksne børn, akademiker i slutstilling. Ikke-ryger. Københavns- området. 55/165. Bill. mrk. 131155

Jeg havde holdt Information i mange år. Mine forældre holdt den i min barndom, og siden havde jeg holdt den i en årrække selv. Jeg tror, at for de folk, der indrykkede personlige annoncer, var der den tryghed, at når det var en anden Informationlæser, der svarede, så indsnævrede det alligevel lidt, hvem det kunne være. Et par gange forinden havde jeg besvaret et par annoncer i avisen, men den ene var nærmest psykopat, og den anden boede for langt væk. Så jeg tænkte, at det måske var bedre selv at sætte en annonce i.

Hans Otto svarede på annoncen, og vi begyndte at skrive sammen på mail. Som svar på hans første brev skrev jeg:

»Kære Hans Otto, det var dejligt, at der var en mand med en cello, som ville svare mig. Barok vil være fint, jeg har nogle få noder for cello og klaver — flere for trio, du har vel også nogen.«

Det var egentlig regulært nok, at jeg søgte nogen at spille sammen med. Det er faktisk ret ensomt at spille klaver. Men samtidig håbede jeg også, at der var noget andet. Det gør man vel altid med de personlige annoncer.

Folk i samme situation

Jeg havde indrykket den i Information, fordi jeg troede, at det var nemmere der at finde nogen, der var interesserede i klassisk musik og ville spille med mig. Men på den anden side skrev jeg også, at jeg kunne andet end at spille klaver. Vandre for eksempel. For jeg håbede at finde en, der også i ferie og fritidsaktiviteter ville det samme som mig og ikke var til dyre hoteller.

Jeg var blevet 58 år og var begyndt at tænke over, hvor bekvemt det egentlig var at være single. Børnene var blevet voksne, og der var ikke nogen, jeg skulle tage hensyn til. Jeg kunne arbejde, så længe jeg ville, og rejse, som jeg ville.

Jeg var overlæge, professor på Københavns Universitet og chef for en afdeling på et hospital. Så jeg arbejdede meget — måske 60 timer om ugen — og havde ikke i henseende til et forhold tænkt mig at lave om på det. Men jeg begyndte at tænke på, hvordan det må være at blive gammel alene. Skulle jeg måske alligevel ikke lige prøve én gang til, om der var en mand derude i verden, jeg kunne dele min alderdom med. Skulle der ske noget, så skulle jeg handle på det nu.

Da man var ung og studerende, var der, uanset i hvilke forsamlinger man kom, et hav af jævnaldrende i samme situation. Folk man kunne få øjenkontakt med, så man kunne se, om der var noget. Men der hvor jeg færdedes nu, var der egentlig ikke nogen. Jeg var altid sammen med kolleger, og jeg havde ikke i sinde at bryde ind i nogens faste forhold. Derfor fandt jeg frem til, at de personlige annoncer nok var et sted, hvor der var en samling mennesker, der måske var i samme situation. Om mig selv forklarede jeg i brevet til Hans Otto:

»Jeg er læge og arbejder på Bispebjerg Hospital, vi kunne gå på en udstilling eller til en koncert og afsætte tid før og efter til at tale sammen. Jeg er vokset op i Rudkøbing på Langeland, min far var lærer, jeg var enebarn og gik til dans, spejder og klaver. Jeg spillede, til jeg gik ud af gymnasiet og lod det så ligge i mange år. Jeg blev gift og fik fire børn, min mand døde for 15 år siden, og jeg har haft et fast forhold i en halv snes år, men det gled ud i sandet for halvandet år siden. Jeg har nogle år gået til spil igen, jeg har også spillet lidt sammen med et par naboer, men sammenspillet ligger stille, fordi fløjtespilleren ligger syg.«

Det var der, det skete med os

Vi var begge på skiferie, da vi begyndte at skrive sammen, men aftalte så at mødes på Café Europa ved Storkespringvandet, når vi var hjemme. Han havde skæg og en ulden sweater på, og det klædte ham.

Vi sad og snakkede på cafeen og gik sammen gennem byen til hans lejlighed på Amager. Han viste mig sin lejlighed, fulgte mig til toget, og det var så det. Han var ingeniør, men fortalte på en meget stilfærdig måde, at han var blevet arbejdsløs. Han var måske lidt forsagt omkring det, men alligevel uforknyt. Det ville jeg gerne høre mere om.

Indtil da havde jeg i mit liv gerne ville have kærester, der var ældre end mig. Nogle, som var ældre og dygtigere. Men jeg var blevet 58, og det var ikke længere strengt nødvendigt, at jeg skulle finde en ældre mand, som hurtigt ville blive plejekrævende og skulle passes af mig.

Efter det sidste forhold var gået i stykker, havde jeg gjort det meget klart for mig selv, at det hverken behøvede at være en læge eller en fra universitetet. Jeg ville først og fremmest møde et venligt menneske. Rar, venlig og med godt humør. Det var det, jeg ønskede at møde, og det var et venligt menneske, der sad der, da jeg mødte ham.

Hans Otto har siden forklaret, at han nok også underliggende var interesseret i at finde en jævnaldrende sød pige. Han var på det tidspunkt arbejdsløs, lidt nede og alene.

Men lige i min annonce kunne han se, at jeg var seks år ældre end ham. Så han tænkte bare, at der var en gammel dame, han kunne spille musik sammen med.

Vi begyndte at spille sammen. Vi spillede barok, og så en dejlig solskinsdag i april efter vi var færdige med at spille ude i Christianshavns Beboerhus, foreslog Hans Otto, at vi skulle cykle ud på Fælleden.

Vi cyklede en lang tur, og det var dejligt. Da vi var færdige med det, havde han taget grej til akvarelmaling med til os begge. Jeg havde ikke malet, siden jeg var ganske ung, og det var fuldstændig frydefuldt at sidde der og male akvarel, som jeg ikke havde gjort alle de år, jeg havde børn.

Det var så der, det skete med os. Det blev hurtigt seriøst, vi var jo voksne mennesker.

Siden da var vi enten sammen i hans hjem på Amager eller hjemme hos mig i Roskilde. Sådan kunne det sikkert godt have fortsat, men efter syv år blev jeg pensioneret, og det blev praktisk at blive gift på papir.

Vi holdt et dejligt bryllup med hele familien, og siden har vi boet sammen i Roskilde. Tilsammen har vi syv børn og 15 børnebørn.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

ja det er da dejligt.
Og det er rart med sådan en hjertevarmer her omkring valentines dag og når nu alt resten går ad helvede til. Tak til reuters, oops det var selveste information det her....