Baggrund
Læsetid: 6 min.

Skyderierne er Sveriges, ikke Malmøs problem

Nordens Chicago og Skrækbyen. Malmø har fået sine øgenavne efter den seneste tids skuddrab. Men selv om der er sociale problemer og udbredt segregation, er Malmø også bare en by med mennesker, der lever deres liv
/h4> ’Man kan finde en farlig by i et hvert land’, siger Juan Havana, radiovært på kanalen Din Gata, som taler med lytterne om hverdagen i Malmø – og om de sociale problemer, som er hele Sveriges anliggende.

/h4> ’Man kan finde en farlig by i et hvert land’, siger Juan Havana, radiovært på kanalen Din Gata, som taler med lytterne om hverdagen i Malmø – og om de sociale problemer, som er hele Sveriges anliggende.

Jakob Dall

Moderne Tider
16. februar 2012

Midt i Malmø ligger Radiohuset. Her holder Din Gata, en af Sveriges Radios mest populære kanaler, til. Programleder Susanne Fatah viser vej til Din Gatas afdeling, som modsat resten af huset er udsmykket med lyskæder, planter og billeder på væggene. Ligesom kanalen og dens værter adskiller Din Gatas redaktion sig fra resten af Radiohuset ved at være ungdommelig og personlig.

»Vores mål er at være en radio, der skaber relationer mellem mennesker, familie og venner,« fortæller Susanne Fatah.

Din Gata startede for seks år siden. Der er to værtsprogrammer om dagen, og ellers er der musik, hovedsageligt R’n’B, soul og hiphop. Kanalen har et image som indvandrerradio, blandt andet på grund af værternes etnicitet og accent, men det er ikke et stempel, de selv bryder sig om.

»Vi når ud til alle unge i Malmø. Vi taler om religion, og hvordan vi behandler hinanden. Vi har også tit talt om racisme og i det hele taget om den kultur, der er i Malmø, og hvordan man ser på hinanden. Om segregationen i byen, og om man føler sig udenfor, og hvorfor man gør det,« siger Susanne Fatah.

Hver dag inviterer værterne lytterne til at ringe eller skrive ind og fortælle, hvad de har på hjerte, eller svare på dagens spørgsmål. I dag spørger eftermiddagsværterne på Facebook, hvornår lytterne sidst har opgivet en del af sig selv til fordel for andre.

Lytterne taler også om den seneste tids skyderier. Ifølge Susanne Fatah er de fleste af dem først og fremmest skuffede over hændelserne, som de mener er udtryk for et generelt samfundsproblem. Men skyderierne har også givet liv til Malmøs rygte som en farlig by. Et rygte, hun er træt af.

»Det er ikke særlig fedt. Der er jo mennesker, som bor og lever her, som tager på arbejde hver dag og drikker, spiser og har det godt. Men hvis man bliver stemplet som en skrækby, kan man jo blive bange, når man sidder i en lille, tryg by i Småland.«

Tryghed

Nytårsnat bliver en 15-årig dreng ramt af flere skud i hovedet og brystet i Rosengård i Malmø. Han bliver kørt på hospitalet, men 18 timer senere erklæres han død.

To dage senere dør en midaldrende mand, skudt ned på gaden tæt på boligområdet Lindängen.

»Malmø bæver efter serie af skuddrab«, »Fortsat mordbølge foruroliger malmøbeboere« og »Malmø — Nordens Chicago«, lyder overskrifter i svenske og danske aviser. Sydsvenskan kalder byen for »Sveriges mordhovedstad.« Den 31. januar bliver en 48-årig familiefar skudt, mens han sidder i en sin bil på Fosievägen. Samme aften bliver en bombe kastet mod politistationen i samme bydel.

De tre mord slutter sig til tre lignende mord i slutningen af 2011. Fælles for de seks mord er, at de igen har fået omverdenens øjne op for den kriminelle by Malmø. De ligner alle henrettelser, og de er fortsat uopklarede, selv om fire personer nu er anholdt i én af sagerne.

Den seneste serie af skyderier bringer også minderne frem om ’Lasermanden’, som i 2010 skød indtil flere mennesker med indvandrerbaggrund, hvoraf én døde. Der er dog en afgørende forskel. Lasermanden var alene om sit værk, mens de nye skudepisoder ligner opgør i den kriminelle underverden.

Mord og skyderier til trods virker beboerne i Sveriges tredjestørste by ikke præget af frygt. I Malmø centrum holder de fleste sig inden-døre, og de, der bevæger sig ud, går med raske skridt. Men det er mere på grund af kulden end frygten for skyderi.

»Folk fortsætter, som de plejer. Jeg kan ikke mærke nogen forskel,« siger Emelie, som bor i Bristol i Storbrittanien, men er hjemme på ferie.

»Alt er ikke fantastisk godt, men på vigtige områder synes vi, det tyder på, at trygheden i Malmø ikke har det så slemt, som man kan få indtryk af.«

Sådan lyder vurderingen fra politiinspektør Henrik Stiernblad, der leder politiets forebyggende indsats.

Statistikken underbygger hans pointe. Ser man på mord og dødsfald, ligger Skåne under landsgennemsnittet, og omfanget af almindelig kriminalitet som overfald, røveri og lignende er faldet med 10 procent fra 2010 til 2011, fortæller Henrik Stiernblad. Samme tendens gælder for indbyggernes opfattelse af risikoen for at blive berørt af kriminalitet.

»Vi spørger hvert år 3.000 borgere om deres faktiske udsathed for kriminalitet, som vi kalder for faktisk tryghed, og den er blevet bedre år for år,« siger han.

Til trods for det indtryk, de fine statistikker efterlader, er der dog alvorlig og organiseret kriminalitet i Malmø, og Skåne ligger noget over landsgennemsnittet, hvis man kigger på mord, der er relateret til kriminelle konflikter. Byen har tiltrukket mange af de bander og grupperinger, som også findes i København.

En anden årsag er Malmøs beliggenhed tæt på resten af Europa, og Øresundsbroen har kun gjort adgangen til byen bedre. Men Malmø opfostrer også sine egne kriminelle, især i de socialt udsatte boligområder hvor arbejdsløsheden er høj. Ungdommens håbløse situation her udgør et rekrutteringspotentiale, som ifølge Henrik Stiernblad er en af hans vigtigste opgaver at gøre op med.

Han efterlyser også en strengere våbenlovgivning, som byens socialdemokratiske borgmester, Ilmar Reepalu, har beskyldt regeringen for ikke at tage alvorligt. Men politiet har nok også en del af ansvaret for udviklingen, erkender Henrik Stiernblad.

»Svensk Politi har haft en periode, hvor vi ikke har uddannet nok politifolk. Det er gået ud over områder som Rosengård, hvor vi ikke har været nok til stede. Det siger sig selv, at man forhindrer og forebygger mere kriminalitet, når man er tilstede lokalt. Det er mislykket.«

Håbløshed

»I steder som Rosengård er der ikke noget at give sig til, hvis man er over 16 år,« siger Graco Fuendez, projektleder i Rörelsen Gatans Röst & Ansikte (RGRA), hvis han skal pege på noget, der er mislykket.

RGRA arbejder for at forebygge, at børn og unge ender i kriminalitet. I stedet for at hænge på gadehjørner kan de unge lære hiphop, breakdance eller at lave radio. Det handler om at give dem en mulighed for at udtrykke sig og tage del i samfundsdebatten, fortæller Graco, der selv har arbejdet i Rosengård i ni år.

Han mener, der bliver satset alt for lidt på foreninger, fritidsklubber og aktiviteter for unge i områder som Rosengård, og det er ikke noget, den øgede politiindsats kan ændre på.

Samme pointe har Jerzy Sarnecki, professor i kriminologi ved Stockholm Universitet. I et indlæg i Svenska Dagbladet skriver han, at situationen i Malmø var forudsigelig, fordi unge i fattige boligområder som Rosengård med høj arbejdsløshed og dårligt fungerende institutioner søger mod kriminalitet.

De indser, at deres ambitioner ikke stemmer overens med deres muligheder, og derfor skal myndighederne ikke tro, problemer ender med skyderierne, slår han fast:

»De langsigtede løsninger på disse problemer ligger ikke kun i politiets hænder, men også i politikernes. Lad derfor situationen i Malmø forblive et politisk nationalt anliggende, selv efter skyderier, forhåbentligt snart hører op, og de skyldige straffes.«

Ansvar

I redaktionslokalet på Din Gata er Felicia Jackson og Rijal Mbamba ved at forberede eftermiddagens program.

»Vi er ikke gamle gubber, der sidder og analyserer, hvad der sker. Vi taler med lytterne, som vi ville tale med vores venner, på et meget hverdagsagtigt niveau,« siger Rijal. Han mener dog, de har et ansvar for at diskutere skyderierne og mordene, fordi de når ud til ungdommen i Malmø.

»Men vi vil ikke sprede skræk eller give indtryk af, at det er farligt at bo her. I stedet skal vi have en diskussion af, hvorfor det sker, og hvordan vi forhindrer det. Hvad den enkeltes ansvar er.«

Felicia bryder sig ikke om betegnelsen Nordens Chicago.

»Det er underligt at tale om Chicago i forhold til det, der sker her. Det kommer ligesom ud af det blå,« siger hun.

»Det er jo ikke en specifik sammenligning, det er bare en parallel,« siger Juan, der er vært på morgenprogrammet.

»Jamen Chicago er da en kraftig parallel. Det kan godt være, der er skyderier, men Malmø er jo meget mere end en farlig by,« siger Felicia.

»Man kan finde en farlig by i et hvert land,« siger Juan, og fortsætter:

»I Sveriges tilfælde er det måske Malmø, men det betyder jo ikke, at det er farligt overalt i byen, eller at vi alle risikerer at blive skudt.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her