Læsetid: 4 min.

Sladderpolitik og trivsel

’Ondsindet snak om tredjemand accepteres ikke’. Sådan kan en virksomheds sladderpolitik lyde. Flere arbejdspladser har inden for de seneste år indført ’nul sladder’-politik på linje med rygeregler og telefonpolitik. Hvorfor har de det? Og hvad er egentlig sladder?
Det er interessant, at virksomheder, der forbyder sladderkommunikation, samtidig tilskynder såkaldte firmafortællinger og brandkommunikation.

Det er interessant, at virksomheder, der forbyder sladderkommunikation, samtidig tilskynder såkaldte firmafortællinger og brandkommunikation.

Lars Bahl

11. februar 2012

I Danmark er sladderpolitik et ret begrænset fænomen, kendt fra blandt andet børneinstitutioner, hvor personale og forældre skriftligt anmodes om hverken at udbrede eller lytte til sladder. I USA er det mere udbredt, og virksomhedsledelser kan bede ansatte underskrive en særlig kontrakt eller værdierklæring med forbud mod sladder og rygtespredning. Erklæringen begrundes typisk med behovet for positiv tænkning eller kristne værdier.

Hos konsulentfirmaet Lampo Group pålægges de cirka 250 medarbejdere at følge firmaets værdisæt. Her er sladder forbudt og defineres som »at diskutere noget negativt med nogen, der ikke kan bidrage til problemets løsning«. Al kritik skal i stedet leveres direkte til ledelsen, så »hvis en ansat beklager sig over et computerproblem til receptionisten (der ikke arbejder med at indkøbe eller ordne computere), vil det medføre en advarsel. Hvis de gør det igen, er det fyringsgrund«. Tør man ikke klage ’opad’, skal man hellere tie stille. Sladder mellem ansatte anses for uproduktiv, splittende og umoralsk. At den også kan være subversivt samlende og ledelses-kritisk nævnes ikke direkte, men er sandsynligvis også en vigtig motivation for ’nul sladder’-politikken. I samme ånd anbefaler nogle danske ledelseskonsulenter, at chefer klart bør melde ud, at »sladder ikke bliver accepteret«.

Tilladt kommunikation

Hvordan kender medarbejdere og andre interessenter så forskel på forbudt sladder og andre kommunikationsformer, som godt kan tillades? Det er ikke enkelt. I amerikanske Lampo Group er det kun tilladt at udveksle 'positive' informationer og ros med andre medarbejdere. I en anden amerikansk virksomhed er det ikke tilladt at dele nogen form for personlige oplysninger om tredjepart overhovedet - heller ikke af positiv art. En medarbejder i firmaet beskriver, at kollegerne hverken viderefortæller glædelige private nyheder om for eksempel en graviditet - eller formidler negative informationer, om eksempelvis fyringer. Derimod monitorerer de hinanden, og påtaler enhver tilbøjelighed til sladder. Den daglige kommunikation organiseres ved hjælp af et analysesystem, hvor hver medarbejders kommunikationsstil er registreret og farvekodet og fremgår af navneskilte og i firmaets database. »Systemet gør, at alle ved hvordan kollegerne helst vil tiltales, og det gør meget for harmonien. Hvis jeg ikke kender en kollegas stil, checker jeg det ud inden jeg besøger ham eller hende på kontoret eller før jeg sender en e-mail«.

Tavshedspligt og Facebook

Nogle af de virksomheder i Danmark, som har indført sladderpolitik, har allerede i forvejen regler for tavshedspligt og nogle gange også for kommunikation på forskellige medieplatforme. Dette må jo betyde, at tavshedspligt, kommunikationspolitik og ’nul sladder’-politik ikke det samme. Hvad er da forskellen? Tavshedspligten gælder særlig produktionshemmeligheder, persondata og privatlivets ukrænkelighed.

Kommunikationspolitik er ofte knyttet til sociale, digitale medier og kan angive regler for personlige opdateringer på eksempelvis Twitter i forhold til arbejdspladsen. Det kan være svært at skelne mellem personlige Facebookopdateringer og sladder. For hvad er egentlig sladder? Er det alene sladderens negativitet, der bekymrer virksomhederne, eller er det også dens ukontrollable vidensformidling? Ren dataformidling eller beklagelser over dårligt vejr er ikke sladder. I daglig tale er sladder derimod udveksling af private informationer og rygter — eller decideret bagvaskelse af tredje part. Man sladrer om mennesker — ikke ting. Det handler om personer og interesser, som tillægges betydning i sammenhængen.

Hollywoodsladder

Etnografer har i årtier studeret sladder som socialt fænomen og konkluderer, at sladder inddrager og bearbejder kulturbestemte værdiopfattelser om godt og skidt og forholder sig til interessekonflikter. Fremmed sladder om ukendte personer er som regel ret kedelig og uforståelig. Den kan ikke rigtig bruges til noget, med mindre den gennem for eksempel et sladderblad eller et dokudrama gøres vedkommende, fordi man får opbygget oplevelsen af et personligt forhold til persongalleriet — de ’kendte’.

Den anonyme sladder kan også blive vedkommende, når den handler om konfliktende værdinormer, som man personligt berøres af, fordi de belyser ens egne, nære interessekonflikter, normbrud og værdiforhandlinger: »Så fik jeg alligevel ret. Hun skulle ikke have giftet sig med en 15 år yngre mand« eller »se, dét får han af at svigte sine børn«. Sensationel sladder er kun sensationel, hvis man deler opfattelse af, hvad der i det hele taget er forargeligt. Sladder forudsætter altså en eller anden form for socialt eller moralsk fællesskab, hvis den skal fungere som sladder. At vi overhovedet gider at sladre om hinanden, er sådan set et tegn på, at vi betyder noget for hinanden og i en eller anden grad deler fællesskab. Sladder er altså ikke kun tegn på negativitet, men også på interesse.

Det er interessant, at virksomheder, der forbyder sladderkommunikation, samtidig tilskynder såkaldte firmafortællinger og brandkommunikation. Det skyldes måske især, at sidstnævnte kommunikationsformer er mere styrbare oppefra. Men i forhold til arbejdsmiljøet er det vel især interesseforhold og trivsel, der har mest grundlæggende betydning, mens sladderen tager sin form derefter. Hvis det er arbejdsmiljøet, der betinger sladderkulturen — snarere end omvendt - så forekommer det mere relevant at have en trivselspolitik end en sladderpolitik ...

Karen Lisa Salamon er magister i etnografi og ph.d. i ledelse. Kulturforsker, konsulent og skribent med bl.a. et lektorat i bagkataloget

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mon ikke 'sladderpolitik' er meget nær ved at være i
konflikt med retten til at organisere sig fagligt?!

Men USA's virksomheder er jo også berygtede for at være fjender af faglig organisering.

Jette Abildgaard

Hvordan med offentligt ansattes ''sladder'' (ogsaa kaldet ''intern kommunikation om borgerne'') som der ikke gives akt indsigt i, naar de f.eks. skal daekke over en kollegas ''fejl'' ??

Men ok....det kan vel ikke kaldes decideret sladder...naermere direkte ondskab indfoejet i borgernes akter...ganske enkelt paa grund af jalousi, oensket om at berige sig selv pengemaessigt etc. etc.

Mia Hesselberg-Thomsen

"Men i forhold til arbejdsmiljøet er det vel især interesseforhold og trivsel, der har mest grundlæggende betydning, mens sladderen tager sin form derefter. Hvis det er arbejdsmiljøet, der betinger sladderkulturen — snarere end omvendt - så forekommer det mere relevant at have en trivselspolitik end en sladderpolitik …"

Hørt! Sladder er kulturens ventil.

Sladder historier dør hvis det ikke er interessant lytning. Jo bedre medarbejderne er udfordret og personligt motiveret i deres arbejdsdag, des mindre har de typisk behov for sladder. Jo mere medarbejder keder sig eller er utilfredse/utrygge vil sladderen blomstre.

Det er vigtigt at man som ledelse har opmærksomhed på sladderens mængde og retning (så vidt det er muligt) Sladder er ofte noget man gemmer lidt, som hemmeligheder, og det er interessante ledelsesmæssige pejlemærker. Men sladder politikker vil gøre det svære for lederen at kunne "lytte" til sladderen og påvirke den, og det ville ikke være hensigtsmæssig, for sladderen er et spej af trivslen, og er en del af kulturen.

Gør sladderen så synlig som mulig, for så kan den påvirkes, og arbejdes med i trivsels sammenhænge. det handler jo i bund og grund om at lede til en positiv sladder. Hvad med at opstille sladrebænke rundt om i virksomheden :-)?

Brian Pietersen

Mia

**Hørt! Sladder er kulturens ventil.**

jdet handler jo bare om at dem der sladre har et liv, hvor de kan træde på nogle for at føle sig bedre selv, eller??

Mia Hesselberg-Thomsen

@ Brian

Jov, den kultur kan sladderen godt have, hvis den kultur man er i fordre det. Ofte har mennesker der har behov for at stille sig på andre, et udækket behov for at blive set.

Jeg har også mødt sladder der har hemmelighedsfuldt, humoristisk eller positiv karakter.

Brian Pietersen

Mia

ja, men det der blink øjet, det ser man ikke ret tit mere i det danske samfund, men man ser meget oftere folk behandle hinanden skidt.

desværre.