Nyhed
Læsetid: 5 min.

Sociologen som intellektuel

Ti år efter Pierre Bourdieus død er hans teoretiske og empiriske værker om sociale dominanskampe stadig en uundværlig inspirationskilde for den sociologi, der vil være samfundskritisk – paradoksalt nok, for det kritiske sigte var ikke indbygget i den franske sociologs analytiske syn på det sociale liv
Moderne Tider
11. februar 2012
Det er Pierre Bourdieus fortjeneste, at det er lykkedes at forstå hverdagslivets praksisser som udtryk for det sociale livs dominanskampe, skriver Axel Honneth.

Det er Pierre Bourdieus fortjeneste, at det er lykkedes at forstå hverdagslivets praksisser som udtryk for det sociale livs dominanskampe, skriver Axel Honneth.

Jean-Pierre Couderc

Det siges undertiden, at sociologien blev tænkt som en fortsættelse af Oplysningens projekt med andre midler. Hvis den i de senere årtier overhovedet har nærmet sig en virkeliggørelse af dette program, så er det i høj grad Pierre Bourdieus fortjeneste. Med den forbløffende blanding af ’ambition’ og ’beskedenhed’, der var karakteristisk, både for hans person og for hans værk, stillede han sig fra første færd en klar opgave: At gøre op med den illusion om den borgerlige kulturs ’interesseløshed’, som det moderne samfund har fastholdt frem til dag.

Til det formål udviklede Pierre Bourdieu en samfundsteoretisk værktøjskasse, som lånte lige så meget fra Marx og Weber som fra Durkheim og Simmel. Dog kan den ikke af den grund kan reduceres til en simpel sammenlægning af inspirationskilder. Snarere synes en unik og helstøbt vision at understøtte Bourdieus meget ambitiøse teori om, at samfundets symbolske udtryk bestandig bliver til igennem den konflikter, som forskellige grupper udkæmper, når de ud fra forskelligt givne ressourcer forsøger at sikre sig en position i det sociale hierarki.

Det perspektiv, som Bourdieu bestræbte sig på at anlægge i sine store undersøgelser, var således konsekvent og illusionsløst: Men ud fra dette kom livsverdenen til syne som en sfære, der gennemskæres af stadige statuskampe, hvis afspejlinger kunne skimtes helt ind i de fineste forgreninger af kunstværker og filosofiske skrifter. Dog må man også spørge: Hvor megen gennemslagskraft ville dette stykke sociologisk teori have fået, hvis det ikke var for de mange empiriske arbejder, hvorigennem Bourdieu (og en stadig voksende kreds af medarbejdere) lærte os at se effekterne af de sociale miljøers konkurrencekampe?

Moralens oprindelse

Hvad vi her blev indført i, var intet mindre end sociologisk skoling af blikket. Statistikker, observationer og interview blev lagt frem i den hensigt, at vi skulle kunne spore de sociale kampes nedslag i dagligdagens detaljer. Tanken var ikke, at vi skulle kunne se værdier, normer eller rationalitsbegreber som stykker af social virkelighed, der var hævet over fra de sociale distinktioners anstrengelser. Tværtimod var Bourdieus vedvarende sociologiske ambition at føre de moralske normers gyldighedsfordringer tilbage til deres sociale betydnings simple fakticitet.

Men det er også her, at hans teori bliver til ’sociologisme’. Og her vi finder forklaringen på, hvorfor Bourdieu i sidste ende måtte fejle som tænker: For hvordan er det muligt at artikulere teori og praksis på en sådan måde, at den sociologiske forståelse af virkeligheden kan etablere normative synspunkter, som en politisk kritik siden kan knytte an til? Lad mig først skitsere Bourdieus intellektuelle bedrift, og dernæst diskutere, hvorfor han som intellektuel endte med et så uafklaret forhold til politisk kritik.

Det, som fra set et tysk synspunkt, bliver bygget op i Bourdieus værk, er fremfor alt en syntese mellem to sociologiske traditioner, som almindeligvis bliver set som uforenelige modpoler.

Nazismens pris

Før nationalsocialismens opkomst dukkede der i Tyskland en sociologisk skole op, som i hovedsageligt koncentrerede sig om at komme så tæt på fænomenerne som muligt for herved at afkode det sociale indhold i hverdagens praksisser og artefakter. Vi kan regne George Simmel for denne skoles grundlægger, men dens fremmeste repræsentanter var utvivlsomt uafhængige ånder som Siegfried Kracauer og Walter Benjamin. Om det nu var Sigfried Kracauer, der i 1920’erne undersøgte funktionærstandens kultur, eller Walter Benjamin, der analyserede borgerskabets møbelstil i Berlin, var deres fortolkninger altid ledsaget af viljen til at lade friktionerne i den sociale opstigning eller deklassering skinne igennem livsverdenens nutidsvidnesbyrd.

Heroverfor stod en anden skole, hvis store fortjeneste er at have fremlagt en sociologisk handlingsteori, der gør det muligt at forklare dominans- og udnyttelsesprocesser. Denne skoles indstifter var Max Weber, og dens bedste eksponenter skulle ofte findes inden for marxistiske forskningsfelter.

Hvor den første af disse skoler bidrog til den fænomenologiske afkodning af hverdagslivet, gjorde den anden det muligt at formulere en teori om klassemodsætninger og social lagdeling i en handlingsteoris perspektiv. Sidstnævnte kastede også lys over det forhold, at en bestemt socialgruppes dominans ikke alene beror på de materielle ressourcer, den har til rådighed, men også kan være et resultat af en akkumulation af symbolske aktiver såsom viden, kultur og gode forbindelser.

Det blev aldrig til nogen egentlig syntese imellem disse to skoler i selve Tyskland. Især fordi de vigtigste teoretikere fra begge blev tvunget i eksil, da nazisterne greb magten.

Et tomrum

Det var først i sidste tredjedel af det 20. århundrede, at det lykkedes for franskmanden Pierre Bourdieu at realisere, hvad der ikke kunne lade sig gøre i Tyskland som følge af den brudte intellektuelle kontinuitet efter krigen: At forsone Simmel og Weber således, at det blev muligt at forstå hverdagslivets praksisser og artefakter som udtryk for tilstanden i de sociale dominanskampe. Det er derfor, at det tomrum, som Bourdieus bortgang har efterladt, ikke blot er mærkbart inden for en særskilt universitetsdisciplin eller intellektuel sfære. Uden Bourdieu er i det mindste i Tyskland en bestemt tradition i fare, nemlig den, som i de sociologiske klassikeres ånd fremdeles vil begribe sociologien som et projekt, der skal oplyse om sociale dominansforhold.

Sympatien anes

Bourdieus analyser af de sociale dominansspil bliver imidlertid gennemført på en sådan måde, at den ikke synliggør, hvilke moralske normer eller rationelle synspunkter, som en kritik legitimt kan støtte sig til: Bourdieu analyserer til stadighed de sociale relationer ud fra et perspektiv, hvor iagttageren stadig så at sige forbliver neutral over for distinktionskampene. Kun nuancer i hans terminologi — visse minimale forskydninger i sprogbrugens affektive tonalitet — markerer den sympati, han utvivlsomt havde for de defavoriserede, som tragter efter at generobre deres social anseelse. Han forblev hele sit liv fremmed for den tradition for iboende kritik, som i selve den sociale realitet søger et princip for at gøre op med denne. Dette underskud i Bourdieus sociologiske analyser gør, at hans intellektuelle stillingtagen gang på gang får et decisionistisk anstrøg over sig, i den forstand af de ikke fremgår som konklusioner på selve hans normative beskrivelser: Teorien leverer med andre ord ikke selv de indsigter, som kan begrunde, hvilke processer i den sociale realitet der må henholdsvis forkastes eller opmuntres.

Axel Honneth

Tysk sociolog og filosof. Som elev af Jürgen Habermas er han i dag leder af den navnkundige Frankfurter-skole.

© Axel Honneth og Information. Tidligere offentliggjort i Le Monde og Die Tageszeitung

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

det kritiske sigte var ikke indbygget i den franske sociologs analytiske syn på det sociale liv

Nej, havde hans sigte været samfundskritik så havde Bourdieu nok lagt op til en formulering af de sentenser han dengang i 1990’erne afkrævede de unge brandstiftere ude i de Parisiske forstæder: http://www.information.dk/275746

Dengang havde Bourdieu chancen til at bringe sig selv i spil gennem opfordring til eksv: antiakkumulation, jordreformer og antiglobalisme - og dermed med stor sandsynlighed have gjort sig til et ikon i Det arabiske forår og i Occupybevægelserne.

...men nej, som den professionelle ”samfundspædagog” han var, undlod han at involvere sig i sin klient.

... så er der sgu ofte mere saft og kraft i filosofferne: eksempelvis den franske filosof Bernard-Henri Lévy, der efter eget udsagn kan tage den moralske ære for at have stjålet Det arabiske forår fra det Libyske folk; http://www.information.dk/277572

Lars Jorgensen

Honneth: "Men det er også her, at hans teori bliver til ’sociologisme’. Og her vi finder forklaringen på, hvorfor Bourdieu i sidste ende måtte fejle som tænker: For hvordan er det muligt at artikulere teori og praksis på en sådan måde, at den sociologiske forståelse af virkeligheden kan etablere normative synspunkter, som en politisk kritik siden kan knytte an til?"

Honneth udstiller ganske åbenlyst, at han (ligesom Habermas men ikke som Adorno eller Horkheimer) ikke har forstået, hvad samfundsvidenskab handler om. Det handler ikke om at være værdibaseret men om en objektiv beskrivelse af samfundet.

På det punkt står alle de bedste tænkere i verdenshistorien i kø. Fra Konfutse og Sokrates til Marx, Ranke, Burchardt, Nietzsche, Durkheim, Weber, Cassirer (som også lister en hel række tænkere i oplysningstiden), Wittgenstein, Foucault og Bourdieu.

Men Honneth har - som 99,9 procent andre 'højtuddannede' samfundsvidenskabelige kandidater i de sidste hundrede år - ikke fanget pointen. Hvorfor han højtråbende kan kritisere Bourdieu for noget, som Bourdieu og Weber og alle de listede og mange flere, betragtede som den største videnskabelige dyd.

Honneth er, præcist lige som Habermas, en ren romantisk videnskabelig amatør!

Lars Jorgensen

Honneth er naturligvis ude i at tilkæmpe sig mere plads og status - ved at gøre Bourdieu mindre.

Viljen til magt iklædt 'rationelle og værdimæssige argumenter'.

Det er pinligt, at han har så lidt ydmyghed og selvindsigt. Men han er som nævnt en ren amatør.

Kristian Thorup

@ lars jørgensen

Honneth bruger hele artiklen på netop at argumentere for hvad problemet i Bourdieus tilgang er, og hvordan hans egen er bedre.
Du siger derimod bare 'næhæ!' uden et eneste argument bag. Du lister bare en række store navne op, hvoraf flere i øvrigt synes at være diskutable som eksempler på tænkere med ikke-normative udgangspunkter.

Jeg mener umiddelbart at Honneth tildeler Bourdieus arbejde stor respekt. De to har dog en videnskabsteoretisk uenighed, og det er da klart at han vil argumentere for sin egen tilgang i det henseende. Det er jo ikke nogen rygklapper-klub. Derimod er det netop i polemikkerne (eller hvad man vil kalde dem) at argumentationen for alvor bliver nødt til at blive skarp. Det er der ikke nødvendigvis noget persontligt eller egocentrisk i.

Jeg er personligt ikke sikker på hvordan jeg selv har det med Habermas og Honneths normative tilgang, men pinlig eller amatøragtig vil jeg dog aldrig kalde den.

Lars Jorgensen

@ Martin
Som jeg skrev så har 99,9% akademisk samfunds-uddannede et helt grundlæggende fejlagtigt blik på samfundsvidenskab.

I mine øjne kunne du eller en hvilken som helst anden lige så vel komme med Honneths indvendinger/argumenter. Min pointe er blot, at det som Honneth kritiserer - er præcist det samme som Bourdieu og de andre store tænkere altid har været mest stolte af og betragtet som DEN videnskabelige dyd par excellence: Nemlig evnen til objektiv analyse.

Det fatter Honneth og Habermas ikke et sekund af. De vil så frygteligt gerne 'vurdere' og værdi-fastsætte virkeligheden. Som sådan er de faktisk ude i et mere eller mindre politisk ærinde...

Men som nævnt så hviler hele den samfundsvidenskabelige verdens opdragelse på denne misforståelse. Derfor står 99,9 % og ved ikke, hvad I skal mene...

Frigør dig!

Aske Skov Andersen

Hvad i alverden taler du om, Lars?

Aske Skov Andersen,
Du mener, hvad talte han om, for fem år siden...

Niels Duus Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar