Læsetid: 10 min.

Statsministerens udvalgte få

Helle Thorning-Schmidts inderkreds er skrumpet, i takt med at magten er vokset til nu at være en statsministers. Få er kommet ind, mens mange er røget ud af det nærmeste netværk, og folketingsgruppen dyrkes om muligt endnu mindre under det nuværende EU-formandskab. Information har talt med kilder tæt på statsministeren for at kortlægge hendes netværk
Tættest på. Særlig rådgiver Noa Redington er er lige ved hånden, uanset om Helle Thorning-Schmidt er til topmøde i Bruxelles, hos soldaterne i Afghanistan eller – som på billedet – på vej til at overtage Statsministeriet.

Tættest på. Særlig rådgiver Noa Redington er er lige ved hånden, uanset om Helle Thorning-Schmidt er til topmøde i Bruxelles, hos soldaterne i Afghanistan eller – som på billedet – på vej til at overtage Statsministeriet.

Sofie Amalie Klogart

11. februar 2012

Der er to særligt vigtige datoer i Helle Thorning-Schmidts liv som dansk socialdemokratisk nøgleperson. Den 10. februar 2005, hvor hun beslutter sig for at stille op som kandidat til formandsposten i Socialdemokraterne. Og godt seks et halvt år efter, den 15. september 2011, hvor hun i andet forsøg slår Venstre ud af Statsministeriet og bliver landets leder med et parti, der får kryds på knap hver fjerde stemmeseddel. På den første dato er ni mennesker til stede om Helle Thorning-Schmidt. På den anden dato er der fire mennesker til at bakke hende op. Der er ingen gengangere i inderkredsen de to aftener. Statsministerens nærmeste er blevet skiftet ud og blevet færre, samtidig med at hendes magt er blevet større. Hendes netværk er blevet for småt, lyder kritikken fra flere gruppemedlemmer, mens andre mener, at hendes nærmeste støtter er netop de nødvendige.

Ved at tale med 10 kilder i Helle Thorning-Schmidts inderkreds, på Christiansborg, i baglandet og fagbevægelsen, har Information sat navne på det statsministerens nærmeste netværk.

Begyndelsen

Den 10. februar 2005 samles ni socialdemokrater til et hastemøde. Socialdemokraterne er splittet, efter Mogens Lykketoft har meddelt sin afgang efter nederlaget ved folketingsvalget. Auken-fløjen i partiet støtter Frank Jensen som ny formand. Lykketoft-fløjen er interesseret i det unge håb Mette Frederiksen, og Nyrup-fløjen har hidtil troet, at den rutinerede Henrik Dam Kristensen vil stille op som modkandidat til Frank Jensen. Men om morgenen den 10. februar 2005 har Dam Kristensen tidligt sagt nej til at lade sig opstille. Nejet er faldet til Henrik Sass Larsen på vej på arbejde klokken seks om morgenen i S-toget. I fuld offentlighed har Sass i kupeen argumenteret med Dam Kristensen, beskriver Jakob Nielsen i bogen Helle for Magten om Helle Thorning-Schmidts vej til at blive statsministerkandidat. Faktum er den morgen, at Nyrup-fløjen ingen kandidat har. Derfor sidder Henrik Sass Larsen, Klaus Hækkerup, René Skau Björnsson, Lotte Bundsgaard, Jan Trøjborg, Mogens Jensen, Karen Hækkerup, Morten Bødskov og senere på dagen Henrik Dam Kristensen til et møde sammen med den nyvalgte folketingskandidat Helle Thorning-Schmidt til møde på Klaus Hækkerups kontor det meste af dagen. Dagen før har Helle Thorning-Schmidt i Nyhederne kl. 19 klart meldt ud, at hun ikke stiller op til formandsposten. Hun har kun siddet i Folketinget en enkelt dag og siger: »Jeg har ikke engang fået et kontor endnu. Jeg er ikke kandidat til formandsposten.«

Men det bliver hun allerede dagen efter. Man vil gerne opstille en kvinde, og selv om det er meningen, Lotte Bunds- gaard og Thorning-Schmidt skal tale i enrum om, hvem af dem der er bedst egnet, sker det aldrig, og Thorning-Schmidt bliver kandidat. Knap syv timer efter Dam Kristensens afslag til Sass Larsen meddeler han pressen, at han ikke stiller op. To timer efter udsender Thorning-Schmidt en pressemeddelelse om, at hun gør. Knap to måneder efter vinder hun pladsen som formand for Socialdemokraterne foran Frank Jensen, der i begyndelsen af valgkampen blev anset for favorit til at vinde formandsposten.

Sass Larsens fald

Under valgkampen dengang får hun tilknyttet Trine Wesselhoff som personlig rådgiver. Wesselhoff på det tidspunkt gift med den tidligere pressechef i partiet Jan Juul Christensen, som har været en del af tidligere statsminister Nyrup Rasmussens nærmeste netværk. Hun er i dag den eneste fra den tid, der stadigvæk har tætte forbindelser med statsministeren ud over Morten Bødskov, der nu er justitsminister. De andre er røget ud i periferien eller helt ud af Thorning-Schmidts netværk. Henrik Sass Larsen, der i 2005 er den største fortaler for at opstille Helle Thorning-Schmidt som formand, og som siden fungerer som hendes tætteste politiske sparringspartner, forsvinder fra inderkredsen efter valget i 2011. Han kan ikke sikkerhedsgodkendes af PET til at få den finansministerpost, han var spået, og han rykker fra helt tæt kontakt til statsministeren til det yderste socialdemokratiske kontor i den fløj på Christiansborg, der kaldes Sibirien. Netop fordi den ligger længst væk fra magtcentret på Christiansborg — Folketingssalen og Vandrehallen. I folketingsgruppen spekulerer nogle på, om Sass Larsen kommer frem i magtens rækker igen. Nogle vurderer, at Sass Larsen får et comeback, netop fordi han er god til at styre partitropperne. Det afhænger dog af, hvor meget det faktum, at han rykkede fra top til bund i partiet på mindre end en måned, kan neglegeres af en folketingsgruppe, som aldrig er blevet klar over, præcis hvorfor Sass Larsen forsvandt fra toppen.

Klaus Hækkerup og René Skau Björnsson forlader partiet ved valget i 2011, hvor de ikke bliver genvalgt. Lotte Bundsgaard har trukket sig fra politik længe før. Allerede i 2007 meddeler hun, at hun satser på karrieren som journalist frem for den politiske, hvor hun ellers har været i toppen af partiet som minister i Nyrup-regeringen. I dag er fynboen Lotte Bundsgaard ansat som journalist og vært på TV2 Fyn. De tidligere Thorning-Schmidt-støtter har ikke kontakt til statsministeren længere, ligesom Jan Trøjborg, der i dag er formand for KL og borgmester i Horsens, ikke vurderes at have regelmæssig kontakt med statsministeren.

Med sig i den nuværende regering har Thorning-Schmidt de sidste fire deltagere fra 2005-mødet: Mogens Jensen, Karen Hækkerup, Henrik Dam Kristensen og Morten Bødskov. Mogens Jensen har tidligere spillet en vigtig rolle i partiet som kulturordfører, men fik ingen ministerpost, og han er ikke en del af inderkredsen på trods af posten som gruppeformand. Det er ikke ham, statsministeren lytter mest til, siges det i folketingsgruppen. Karen Hækkerup og Henrik Dam Kristensen er til dels i statsministerens søgefelt — ikke som den del af inderkredsen — men som relevante diskussionspartnere, når de to ministres ressortområder social- og integrationspolitik og transportpolitik skal vendes.

Derimod har Morten Bødskov stor indflydelse i den regering, Helle Thorning-Schmidt skal have til at fungere. Han menes at være blandt statsministerens udvalgte få. Sammen med ham udgør de personer, som var sammen med den kommende statsminister i hendes hjem på valgaftenen i 2011, den absolutte inderkreds.

Det nye unge hold

I statsministerens hus på Østerbro 15. september 2011 er det den nuværende finansminister Bjarne Corydon, særlig rådgiver Noa Redington, Trine Wesselhoff, der nu er ansat med titlen parlamentarisk rådgiver i partiet, og Thorning-Schmidts mand — Stephen Kinnock, der deler spændingen med hende. Henrik Sass Larsen, som har været med i alle politiske overvejelser, siden Thorning-Schmidts opstilling som formandskandidat, er ikke med. Han følger valget fra Christiansborg. Medier og borgere er foran huset på Østerbro i flere timer, men først til allersidst, da stemmerne er helt talt op, viser Thorning-Schmidt sig uden for huset. Ud over gæsterne den 15. i privaten er Mette Frederiksen en af statsministerens nærmeste. Frederiksen har tidligere politisk ligget langt til venstre og i opposition til Thorning-Schmidt, men har rettet ind, fået ministerpost og forventes at skulle efterfølge statsministeren som formand, når den tid kommer.

Det unge, nye hold i statsministerens inderkreds kan rangordnes i en rækkefølge, som både sympatisører med og fjender af statsministeren er enige om. Allernærmest Thorning-Schmidt er den personlige rådgiver Noa Redington. Han har siden 2008 befundet sig i statsministerens nærhed, uanset om det er i Afghanistan, i Bruxelles eller på et dansk slagteri, hun befinder sig. Han anerkendes for sit gode arbejde med at klæde statsministeren på verbalt i nogle dele af partiet. Kritiske gruppemedlemmer er skeptiske over for Redingtons rolle — at lade en ikkepolitiker formulere væsentlig politik, der berører hele partiet. Samtidig lægger Redingtons arbejde til i det regnestykke, som kritikerne opstiller: Thorning-Schmidt er god til at performe, lære budskaber udenad og fremstå professionel. Men hjertet er ikke politisk, og statsministeren har det ikke med, når hun laver politik. Der er mere form end indhold i hende, og den formodning underbygger Redingtons direkte indflydelse på statsministeren, oplyser anonyme kilder til Information. Kritikken er ikke ny. Den fremhæves af flere i portrætbogen Helle for Magten fra 2007, ligesom det har været en kritik, der løbende er blevet luftet i medierne, siden Thorning-Schmidts ankomst i dansk politik i 2005.

Som nummer to blandt de begunstigede er Bjarne Corydon. Den nuværende finansminister valgte efter formandsvalget i 2005 at skifte side med det samme og heppe på Thorning-Schmidt i stedet for Frank Jensen, som Corydon tidligere havde bakket op. Corydon har i mange år været politikskaber — både sammen med Auken og Lykketoft — og som leder af Socialdemokraternes analyse- og informationsafdeling, men først fra 15. september 2011 har han fået direkte politisk indflydelse som folketingsmedlem. Det virker ifølge gruppemedlemmerne, som om statsministeren i høj grad benytter sig af Corydon som rådgiver, selvfølgelig i kraft af hans ministerrolle, men også så meget, at han vurderes at have overtaget pladsen efter Sass Larsen. Justitsministeren er på tredjepladsen i statsministerens nærhedshierarki. Bødskov har været med længe — både som Thorning-Schmidt-støtte, men også i partiet som tidligere DSU-formand. Hans socialdemokratiske historie er fem år længere end statsministerens, der først blev aktiv socialdemokrati 1999. Han er en stærk støtte og tror på statsministeren. Som den sidste af de fire nærmeste, bliver Mette Frederiksen nævnt. Den nuværende beskæftigelsesminister har siddet i Folketinget siden 2001. Hun har lang parlamentarisk erfaring, hun har tidligt haft stor opbakning fra det gamle og brede bagland, og hun er stærk og har indtil valget været en af de få, der ville sætte sig op imod Thorning-Schmidt. Nu vil hun passe sit ministerjob og ikke være i venstresnoet opposition til Thorning-Schmidt, men det er et stort spørgsmål i partiet, om og i så fald hvordan Frederiksen skal efterfølge Thorning-Schmidt, hvis denne fejler på statsministertoppen. Kontakten mellem Thorning-Schmidt og Frederiksen er hyppig, men vurderes mere at skyldes nødvendighed end at være et nyt nært politisk venskab.

Ud over de fire i toppen hører Stephen Kinnock og den nye pressechef Trine Maria Ilsøe også til de nærmeste politiske sparringspartnere. Den første har vejledt statsministeren i hele deres knap 20-årige forhold, mens den anden er en helt nytilkommen, men meget nødvendig sparringspartner. Derudover trækker statsministeren også på Sten Kristensen, der er personlig rådgiver for Bjarne Corydon, men tidligere sad som pressechef for Socialdemokraterne. Louise Høst, der har taget over efter Bjarne Corydon som sekretariatsleder for Analyse- og Informationsafdelingen i partiet, er desuden en del af netværket, ligesom den ene af næstformændene — forsvarsminister Nick Hækkerup — også bliver taget med på råd i lighed med politisk ordfører Magnus Heunicke. Men de sidstnævnte er langtfra i daglig kontakt med statsministeren, der holder kort og kontakter tæt ind til kroppen.

Det travle regeringsoverhoved

Partiformands- og statsministerrollen hænger ikke sammen for Helle Thorning-Schmidt, lyder kritikken især fra kilder i folketingsgruppen. Problemet er ifølge disse kritikere, at kun den snævre kreds har indflydelse på og adgang til statsministeren, mens den store folketingsgruppe sjældent ser hende. Kritikken af statsministeren er anonym, men klar: Når hun ikke er mere en del af den politiske diskussion i gruppen og ikke drøfter partiets kurs med andre end de nærmeste, professionelle spinnere, bliver der tvivl om hendes politiske visioner. Det bliver sværere at fornemme hjerteblod og røde roser, når statsministeren kun viser sig for gruppen et kvarter efter tirsdagens pressemøde og giver de samme udmeldinger til medlemmerne som til pressen — og i den rækkefølge. Topstyring og en professionalisme, der er en gedigen privat virksomhed værdig, er den nye stil, føler en del af medlemmerne af folketingsgruppen. Der er mere Anders Fogh end Anker Jørgensen over Thorning-Schmidt, på den måde at hun styrer partiet mere som en virksomhed end som et sted, hvor der er plads til at snakke politik på tværs af kontorerne. Hendes socialdemokratiske statsministerforgænger Nyrup Rasmussen havde en lang partihistorie og et mangeårigt samarbejde med LO at trække på i sit netværk, og han involverede sig med andre sfærer end Christiansborg. Han havde en større berøringsflade med flere forskellige mennesker i flere forskellige grupperinger, end Thorning-Schmidt har, selv om hun har for eksempel har en baggrund med ansættelse i LO, som hun ganske vist kun arbejdede for i to år.

Selv om man også i partiet er stolt over hendes internationale kontakter i EU til blandt andre EU-Parlamentsformand Martin Schulz og den magtfulde Labour-svigerfamilie i Storbritannien, hendes forståelse for udenrigspolitik og hendes venlige professionalisme, er det også de dele, nogle gruppemedlemmer er skeptisk over for. Hvis hun er god og netværkende udadtil, glemmer hun partiet indadtil. Når hun er stærk på de bonede europæiske gulve, glemmer hun kontakterne til fagbevægelsen og baglandet, som er blevet betydeligt færre efter valget. Ledende personer i fagbevægelsen og det socialdemokratiske bagland betoner, at det er naturligt, at en nyvalgt statsminister har travlt, men at Thorning-Schmidt risikerer at virke, som om hun har for travlt til fagbevægelsen.

Kritikken af statsministeren er der, men der er også forståelse for hendes hårde arbejde. Naturligvis er kalenderen fyldt op, når man har formandsposten i EU, og så er der ikke så meget tid til det nationale, fremhæver støtter i partiet. Hun skal nok komme efter det og få politikudvikling ind som en del af dagligdagen, der skal omfatte mere end fire tætte betroede.

Spørgsmålet er, om Helle Thorning-Schmidt når det. Risikoen er, at når hun udelukkende trækker i sit tætte netværk, kan det ikke trække hendes image højt nok op på Christiansborg, lyder vurderingen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

Denne slags hyggesladder er vel ganske uskadeligt - men det er bekymrende at den delvis betales af skatteyderne via mediestoetten.

Formaalet med mediestoetten burde jo vaere at sikre formidling af politikernes udsagn, beslutninger og planer. Hvem de drikker kaffe med er ligegyldigt.

Brian Pietersen

forståeligt at hun agere som hun gør i den verden hun/vi lever i. c¨,)

personfikseret, medieliderlige verden, hvor det ofte ikke er det politiske der bruges tid på.

ja Brian det kan jeg kun være enig med dig i, at der er nogle bloggere som lukker alt muligt idioti ud er hvad det er, selvfølgelig skal folkets stemme høres uanset hvor broget den nu er men hvad nogle medier har tilladt sig igennem de sidste 10 år er ikke til at begribe, uanstændigt og nedrigt.

At den almene borger nogle gange ikke kan styre sin talenter er en ting men aviser og TV stationer burde at vide bedre men på en eller anden måde er retorikken gået så kvalmende langt over stregen at det halve ville ha været længe nok, der må være en vej tilbage til anstændigheden.

Problemet er vel - hvis det er ét - at hun snarere bringer verden til Danmark end Danmark til verden. Og vi er jo et samfund, der indtil for ti år siden burde være et eksempel til efterfølgelse.

Man forstår at det må være en næsten overmenneskelig bedrift af Helle Thorning at hun med disse kontaktflader formår at holde sig fast i Socialismen.
Alt således forklaret.

Glem ikke de sidste ti år. Det tager tid for regeringen at skrue VKO politik tilbage. Regeringen har brug for tid. Lad os give dem tid.

Hun er ganske enkelt uegnet til at være statsminister. Hun kender ikke sine sager, forstår ikke at bygge bro og har intet at byde på udover sine internationale forbindelser via sin svigerfar. Varm luft og flødeboller

Noget skræmmende ved alle politikere for tiden er, at de åbenbart slet ikke sætter sig grundigt ind i den lovgivning, de vedtager. Det ser vi med ACTA, men det er næppe det eneste eksempel. - Vi bør tværtimod kræve af vore politikere, at de ikke alene ved, hvad lovgivningen indebærer, men at de rent faktisk har forfattet den med objekte virkninger og mål for øje.

Når jeg ser ovenstående kommentarer (med en enkelt undtagelse eller to), kommer jeg til at tænke på The Muppet Show med de to vrisne gamle mænd på balkonen. Jeg tror ikke, det er godt for blodtrykket at være så konsekvent negativt indstillet over for alt og alle.

Udfordrende at Information har fået sin sladderjournalist på linie med Se&Hør og BT.
At tænke sig, at engelske adelige skal bestemme, hvad vores socialdemokratiske statsminister skal mene.

"Således ud fra devisen: sig mig, hvem du omgås, og jeg skal sige dig, hvem du er."

hmmm??, så hvis man er misbruger konsulent,.. er man så per automatik narkoman???

Problemet er som så ikke ledelsesstilen men at det er nødvendigt for HTS at beskytte sin personlighed imod den del af pressen som man nogle gange kan spekulerer på hvor dybt de er i lommen på tidligere regering, som de jo politiserede alt fra.. mad i børnehaver til DR og havde stor indflydelse på dækning af visse fuldstændig irrelevante personsager som i den grad udviklede sig til den rene hetz i medierne. Og at politik lignede mere og mere en børnehave for voksne end folkevalgte ude på at udføre deres arbejde så godt de kunne for Danmark og dem som stolede på at de ville tilgodese deres interesser før deres egne: vælgerene.

Man helbreder jo ikke en massepsykose på et par dage, det tager tid at rette op på denne pilrådne måde VKO gjorde tingene på og trynede alt og alle med nedrige metoder som regel via deres leflende venner de havde i det danske pressekorps, som jo er rigtig usmageligt på alle tænkelige måder da pressen skal hedde at være uafhængig og gøre rede for sager uden at politisere eller favorisere/dæmonisere, ud fra den måde de vinklede historier på.

Den nedrige tone i debatten var/er jo tildels styret af vinklingen og hvor langt mediernes lejesvende til-lod/lader(jeg siger ikke at alle medier var/er sådan) sig at gå over stregen for at behage deres "mestre".

I sin tid i USA blev Bush taget i at købe spalteplads for $1.6 milliarder til falsk nyhedsdækning, det er ulovligt ifølge Amerikansk lov men det sagde Bush at det var han ligeglad med, og når en leder af en nation siger at han er ligeglad med loven og at vedkommende bare har tænkt sig at fortsætte den ulovlige praksis, "fordi han var hævet over loven", er vedkommende leder ikke en præsident eller statsminister mere men en diktator.

Bare se tendensen i pressen de sidste 10 år med Rupert Murdoch's mediekoncern som aflyttede alt og alle, Bush aflyttede FN før invasionen af Irak og her i Danmark blev uinteressante personsager på bekvemmelig vis lækket til den del af pressen som opførte sig som logrende pit bulls klar på at bide på strube på hvem end de nu blev pudset på, og da disse elementer ikke helt er færdige med deres vamle retorik og hverken kan eller vil få det ind i deres hoved endnu at det de foretog sig gik så langt ud over anstændighedens grænser at det er til at få brækfornemmelser over. Hvem ville ikke forsøge så godt de kunne beskytte sig selv imod sådan hetz?.

Hemmelighedskræmmeri i sig selv er nok ikke så fedt men man kan jo ikke have lidt "snakkesalige" medarbejdere til at lække både til pressen og oppositionen hvilke træk den siddende regering og statsminister har tænkt sig at lave på det politiske skakbræt, så kan oppositionen jo mobilisere endnu et nedrigt angreb via deres lejesvende som stadigvæk florerer i bedste velgående i medierne, ikke det at der ikke også skal være plads til "blå" politiske kommentatorer og journalister, de skal bare forstå ordet objektivitet igen efter at have fået lov til at spy og fråde nedrig tale i 10 år uden at skulle have en snak med redaktøren eller ledelsen,.. de mangler sgu også at komme lidt ned på jorden igen,.. en "rød" kommentator eller journalist skal da også have objektivitet og lade være med at fråde og spy nedrig tale om den nuværende opposition, men det er der vist hellere ikke nødvendigt med alt det VKO fejede under tæppet og vildledte Folketinget.

De sidste 10 år har mildest talt været noget der mindede om en ond drøm. Forhåbentlig begynder folk lige så stille at vågne op.

Baron Kinnock - ja ja ja
Kinnock er barn af kulminearbejder Gordon Herbert Kinnock og sygeplejerske Mary Kinnock.
Han kom efter i mange år at have været en skarp kritiker af samme i Overhuset 31.1.2005. Det krævede at han blev udnævnt baron. Ved sin tiltrædelse sagde han: "I accepted the kind invitation to enter the House of Lords as a working peer for practical political reasons."
Så .. statsministerens svigerfar er nok baron, men af praktisk politiske årsager. Han er søn af en kulminearbejder fra Wales af fødsel og opvækst. Hm..

Om statsministerens uddannelse: Hun er cand.scient.pol og MA i europæiske studier.
Om det gør hende til en ikke-folkets kvinde kan vi nok ikke kloge i, vel?
Er den falske hjemmehjælper fra Gentofte med de heftige meninger og den voldsomme national-sociale indignation mere en folkets kvinde - og hvis hun er, er det så et adelsmærke?

Thomas Petersen

"mere form end indhold" er vist noget der ikke blot beskriver Helle Thorning, men dansk politik generelt.

Det lader til at de har opgivet visioner og ideologier for at kæmpe om hvem der mest ansvarligt kan forvalte en allerede fastlagt dagsorden.

I min spåkugle ser jeg en valgdeltagelse der i fremtiden nærmer sig andre desillusionerede demokratier, med hvad det betyder for demokratiets berettigelse.

@ Henrik Darlie
Er den falske hjemmehjælper fra Gentofte med de heftige meninger og den voldsomme national-sociale indignation mere en folkets kvinde - og hvis hun er, er det så et adelsmærke?

Hvilke løbesko har du på?