Læsetid: 16 min.

Uden fremtid har jeg ikke flere bekymringer

Når man ved, man er døende, er det ikke sikkert, man taler om fortrydelse. Men der er næsten altid noget, man ville have gjort anderledes. Vi har hver vores livshistorie, men når den er slut, samler vores tanker sig om mange af de samme temaer
Kærlighed. Jeg har følt mig meget elsket under min sygdom, og og fået bekræftet, at man aldrig kommer til at fortryde sin tid med dem man holder af, siger John Godwin

Kærlighed. Jeg har følt mig meget elsket under min sygdom, og og fået bekræftet, at man aldrig kommer til at fortryde sin tid med dem man holder af, siger John Godwin

Tine Sletting

25. februar 2012

Fejltagelser og fortrydelse. Glæde og kærlighed. Når livet har fået en udløbsdato, føler de fleste, at de gerne ville have gjort noget om. Måske kan man ikke tale direkte om fortrydelse, og måske kan man ikke tale direkte om det, hvis der er noget, man fortryder. Men der er ofte noget, man gerne ville have gjort på en anden måde, når man skal dø. Det siger sygeplejersker og præster, som behandler døende hver dag. Og det fortæller John Goodwin, der er dødssyg af kræft.

Bodil Rønnov Due er hospitals- og sognepræst. Hun er 65 år og har gennem de sidste mange år haft samtaler med mennesker, der er ved at dø på de steder, hun er tilknyttet som præst. Siddet ved dødslejer på Bispebjerg Hospital og på institutionen Håndværkerhavens palliative aflastningsenhed og talt med de døende. Da hun først begyndte at arbejde med døende, gav det så meget mening, at det er det, hun helst vil have som beskæftigelse.

»Der er tre ting, der går igen for alle dem, jeg har talt med. Den første er en form for skyld i forhold til ens liv. Den anden er en blanding af, at man som døende vil slippe for det sidste hårde af livet, samtidig med man står et sted i livet og ikke synes, at man har nået det hele. Den sidste følelse er et spørgsmål om, om der venter noget på den anden side af livet,« siger Bodil Rønnov Due.

Følelserne er ikke ens hos alle. Men de ligger for det meste som mere eller mindre direkte spørgsmål hos de folk, hun møder.

En af dem var en midaldrende mand, som døde for flere år siden med mange smerter. Han ville på en måde bare gerne dø med det samme, men samtidig havde han overvejelser om, hvad der skulle ske med ham. Han havde rejst hele verden rundt og opnået meget. Man han følte, at han havde svigtet. Især en bestemt dag, hvor han, fordi han var fuld, ikke var kommet til sin mors fødselsdag.

»Jeg sagde, at det da var en lille ting. Men det var det ikke for ham. Det var et stort svigt, som han følte stor skyld over. Samtidig med han følte, at det var lige meget, om han var her i verden eller ej,« siger Bodil Rønnov Due.

Skylden og fortrydelsen virker sammen. Og når døende fortryder, er det ofte noget, hvor de ikke selv har slået til. De fortryder, hvis de har svigtet i familien, har brudt relationer eller er gået fejl af venner og familie. De fortryder deres karrierevalg. Og hvis de dør af sygdom, fortryder de ofte, at de har levet usundt og for eksempel røget eller spist forkert i forhold til forskrifterne.

»Man kan føle, at man er skyld i sin egen død. Det er meget almindeligt. På den anden side rammer den omvendte følelse ekstra hårdt for dem, der har gjort alt det rigtige. Hvorfor mig? Vi vil gerne have, at der er en sammenhæng mellem det, vi gør som levende, og når vi dør. Døden er blevet en maskinfejl, som vi kan udskyde, og som vi ikke kan finde os i, hvis den ikke skyldes os selv,« siger Bodil Rønnov Due.

Medskyld i sin egen død kan medføre stor sorg over det, man ikke når. Og alle, der skal dø, uanset om det er for tidligt eller helt i den forventede alder, kan føle en kæmpe ærgrelse over ikke lige at nå at få det næste med. Den erfaring har Steen Bonde Christensen, der er sognepræst i Bjerringbro og sygehuspræst i det palliative team på Aarhus Universitetshospital.

»Jeg hører ofte, at de døende så gerne ville have oplevet at se et barnebarn blive konfirmeret, gift eller færdig med skolen, eller at de tænker på, den tale, de gerne ville holde til brylluppet. Det kan nærme sig fortrydelse, når de ikke får det sidste med, men her er rådet at skrive den tale, et brev eller få sagt de ting, man alligevel ville have sagt,« siger Steen Bonde Christensen.

Han synes, at døende sjældent udtrykker, at de ville have gjort noget anderledes, men at de i stedet ville ønske, de havde gjort nogle ting tidligere i deres liv. Igennem livet skriver mange en livshistorie om sig selv, som i høj grad er baseret på fremtiden og bliver en slags ’fremtidshistorie’ eller drøm om fremtiden. Når man så er klar til at leve fremtidshistorien, for eksempel når man går på pension, er det typisk det tidspunkt, hvor mange bliver syge og er døende og ikke når den fremtid, de havde skitseret.

En døende

John Goodwin sidder på et rødt stort gulvtæppe, så han er tæt på brændeovnen. Flammerne er voldsomme og har spredt varmen godt i den ene af de to stuer i huset på Amager. John Goodwin er lige fyldt 44 år. Det var hans sidste fødselsdag. Sandsynligvis om et par måneder, tid er lidt usikkert, vil han dø af nyrekræften, der har bredt sig til lungerne, og gør det svært for ham at trække vejret. Kræften vil til sidst ende med at kvæle ham. Stemmen er blevet svag, og han hvisker mere, end han taler. Hoster ofte, så det lyder, som om det kommer dybt nede fra halsen og ikke er til at kontrollere. Han samler stemmen op igen.

»Det, man fortryder, ja — når jeg nu at hente de der breve i en skotøjsæske oppe under loftet? Det burde jeg nu. Det normale er, at man brænder sine breve eller tilbyder dem tilbage til dem, der sendte dem, fordi de ligger deroppe og kunne blive læst af uvedkommende. Det er ikke noget, der generer mig særligt, men det er vigtigt alligevel.«

Hans ansigt er rundere, end det plejede at være. Håret er blevet næsten hvidt, og hårgrænsen er høj. John Goodwin får hverken stråling eller kemoterapi. Kræften går aldrig væk, han får smertestillende piller, men al anden behandling er stoppet. Han er bleg. Øjnene kigger klart ud på sneen foran det lille hvide hus på Amager, hvor han bor med sine kone gennem 11 år og deres to sønner på syv og fire år. Om lidt skal han dø, og han kan svare på det, alle andre bruger hele livet på at tænke over: Hvad fortryder man, inden man dør?

»Jeg synes ikke, at jeg fortryder særlig meget. Jeg ville leve mit liv helt anderledes, hvis jeg skulle gøre det om i dag, men det betyder ikke, at jeg har fortrudt det hele. Men der er da perioder. For eksempel hvor jeg ikke var så produktiv, røg en masse hash og ikke udrettede så meget. Det var sådan, jeg levede livet dengang, men kun i en overgang,« siger John Goodwin, der blev færdiguddannet cand.scient.pol., netop da kræften blev livstruende. Han har læst mange år på universitetet og haft forskellige ufaglærte job.

Han sidder uroligt. Skifter mellem skrædderstilling og udstrakte ben. Sætter sig på hug og lægger et stort stykke brænde i ovnen. Ved siden af den store hvide sofa står et iltapparat. Slanger og maske ligger på sofaens armlæn. På kommoden ligger et stetoskop. Fra den anden stue kan man kigge ind over børnelegetøjet og alle bøgerne til en hospitalsseng.

»Man kan fortryde de bekymringer, man har gjort sig. Jeg har været meget bekymret for mine børn og for verden. Jeg har gået rundt og syntes, at det er en lorteverden, vi giver videre til dem.«

Han har brugt mange tanker på, hvordan han ville beskytte de to sønner Samuel og William mod fremtiden. Forberede dem på alt det, der kunne gå galt.

»Nu kan jeg konstatere, at jeg bekymrer mig mindre om deres fremtid. Det er lidt mærkeligt, men det er bare sådan ude af mine hænder. Jeg kan ikke. Jeg kan lige så godt lade være med at bekymre mig om det. Det lyder ulogisk — at man kan trykke på en knap, og så er bekymringerne væk. Men det er de,« siger John Goodwin.

Død giver virkelighed

Den australske sygeplejerske Bronnie Ware udgav sidste år bogen The Top Five Regrets of The Dying. Ware har arbejdet som sygeplejerske i mange år på palliative afdelinger og har interviewet døende om, hvad de mod slutningen af livet fortryder, når de ser tilbage. De samme svar gik igen og igen, og derfor kunne hun sammenfatte en topfem over, hvad de døende ville ønske, de havde gjort anderledes (se boksen).

Den første fortrydelse, siger hun, er fælles for alle. Når livet er forbi, kan man se tilbage på det, der ikke blev til noget.

»De fleste har end ikke realiseret halvdelen af deres drømme og blev nødt til at dø vel vidende, at det var på grund af valg, de havde truffet eller ikke truffet,« siger Ware til The Guardian.

Den anden fortrydelse, der handler om arbejdslivets forrang, kom især til udtryk hos mandlige døende. I høj grad fordi den døende generation har været en generation, hvor mænd arbejdede mere end kvinder, og fordi kønsrollerne har fastholdt det mønster. De fik måske ikke udtrykt, at de gerne ville noget andet, og deraf fulgte den tredje fortrydelse, der drejede sig om, at man ville ønske, man havde udtrykt sine følelser noget mere.

»Mange mennesker undertrykte deres ønske om at slutte fred med andre. Følgelig slog de sig til tåls med en middelmådig eksistens og blev aldrig til de personer, de faktisk kunne være blevet. Mange blev syge af den bitterhed og den vrede, som de bar med sig som resultat,« siger Ware.

Psykolog Lise Jul Houmann på Bispebjergs Palliative Afdeling oplever ikke, at patienter taler om fortrydelse i den konkrete grad, som Wares konklusioner giver udtryk for. Samtidig mener hun, at det ikke er overraskende, at man ser tilbage på sit liv på en anderledes måde, når man ved, man skal dø om lidt, end hvis der ikke er sat dato på.

»Især hvis man dør som nogenlunde gammel, vil der ske et perspektivskifte. Vi kan godt opleve gamle mennesker, som sidder og tænker, at de ville ønske, de havde tilbragt mere tid med deres børn, og at de ikke skulle have arbejdet så meget. Men man skal huske på, at når man er ude af arbejdsmarkedet og er gået på pension, så ved man godt, at man ikke kommer tilbage igen. Man har fået andre interesser, arbejdet har fået en anden betydning, for det er måske 20 år siden, man sidst har haft et job,« siger Lise Jul Houmann.

Måske skyldes fortrydelserne et perspektivskifte. Ifølge hospitalspræst Steen Bonde Christensens erfaringer handler det mere om, at døden bliver konkret.

»Vi ved godt igennem livet, at det ikke betyder så meget, om vi tjener 200.000 eller 200 millioner kroner, om vi har en stor eller lille have, om haven så godt ud eller ej. Det bliver bare mere tydeligt, når vi skal dø. Det er ikke sådan, at livsværdierne pludselig går op for folk, men det gør virkeligheden om, at de skal dø,« siger Steen Bonde Christensen.

Først i februar refererede den britiske avis The Guardian hovedpointerne fra Wares australske bog. Igen og igen blev artiklen delt på nettet. Mere end 5.000 tweetede om den, knap 50.000 delte den på Facebook, og mange kommenterede på artiklen. John Goodwin har også læst artiklen.

»Jeg følte stor lettelse, da jeg læste artiklen, over at konklusionerne ikke gjaldt så meget for mig. Jeg trak vejret og tænkte: Åh, okay, den var da ikke så slem,« siger John Goodwin.

Det er et år siden, at han fik at vide, at han skulle dø af kræften. Hans kone Karen havde håbet, hans familie og venner havde håbet, og han havde på en måde selv håbet på, at en lille pause i kræftsymptomerne betød, at han ikke var uhelbredeligt syg. Men det var han. Og det vidste han godt med sig selv, siger han i dag. Sygdommen har givet ham et år, hvor han har haft tid til tænke over, hvad der er at fortryde. Han tænker på sin far, som han har haft nogle hårde diskussioner med om politik gennem årene. Måske skulle de ikke have været så voldsomme, men de ved, at de elsker hinanden, og de har dem ikke mere.

Han tænker på en af sine venner, som for mange år siden talte om, hvorfor og hvordan man bruger tid sammen sine venner. Vennen mente, at døende aldrig fortryder, at de har brugt for meget tid sammen med deres venner.

»Det gjorde indtryk på mig. Jeg har altid husket på, hvad han sagde, og nu har jeg fået det bekræftet. Nu kan jeg også selv mærke, at jeg har gode venner, som virkelig har været til stede ved min sygdom og er søde ved mig. Jeg har følt mig meget højt elsket i løbet af det sidste par år. Efter diagnosen faldt på plads for mig, kan jeg kun bekræfte, at man fortryder det, hvis man ikke bruger tid med sine venner, som jeg har gjort,« siger John Goodwin.

Han prøver at give det videre, han ikke fortryder. Og at omformulere det, han fortryder, så han kan give det videre til sine to sønner som gode råd. De kan ikke forstå dem nu. De er for små. Den yngste har sagt til ham, at han håber, at John ikke dør i køkkenet. Det er bedre med haven, hvor det ikke gør noget, at der bliver snavset. Sønnen forestiller sig døden som en eksplosion, hvor John bliver spredt som blod og hud over det hele. Derfor skriver John rådene ned til sønnerne i to breve til hver. Et, som de skal åbne, når de bliver 13. Og et, som de skal åbne, når de bliver 18. Hvad siger man til børn, der er børn nu, men som først bliver voksne, efter man er død?

»At jeg elskede dem,« siger John. Han ser frem for sig, blinker en tåre væk.

»At de skal prøve at have det sjovt. Jeg giver dem en masse råd om mine fejltagelser, men det er egentlig nyttesløst. Jeg tror, at de fleste forældre vil ønske, at børnene ikke gør de samme fejltagelser som dem, men børn laver deres egne fejltagelser,« siger John Goodwin.

Han skriver til Samuel og William, at de ikke som han selv behøver at studere i ét væk, indtil de er midaldrende. At de skal prøve at være noget andet end akademikere, der kun arbejder med deres hjerne. De skal gå efter noget andet. Spille et instrument, danse, dyrke haven, bryde, reparere motorcykler.

Kasseoptælling

Man kan ikke sige, at døende patienter virkelig vil gøre noget om, mener Rita Nielsen. Hun er klinisk sygeplejespecialist på Diakonissestiftelsen. Hun har skrevet flere bøger om hospiceforløb og hospicepatienters tanker ud fra sin mere end 15-årige erfaring som sygeplejerske på hospice.

»Det handler ikke om fortrydelse, når man er ved at dø. Det er mere en kasseoptælling, hvor man gør op, hvad der har været livet på godt og ondt og affinder sig med afstemningen,« siger Rita Nielsen.

Hun oplever, at de døende tænker på forholdet til den tid, de har tilbage, til deres familie og venner, og at mange også har tanker om, hvorvidt der findes en åndelig dimension.

»Gennem et langvarigt sygdomsforløb oplever det døende menneske mange tab. Det at skulle sige farvel til livet er ofte forbundet med mange tab, og det kan give stor sorg,« siger Rita Nielsen.

Midt i angsten og sorgen kan glæden dukke op. Nogle når til en accept af, at de skal dø, og de sidste dage bliver intense og nærværende. Andre når ikke dertil. Det er vidt forskelligt, hvor meget de døende kan overkomme at tale om døden, og om de fortrydelser, de måtte have, fortæller Anne-Grethe Støvlbæk, der er sygeplejerske på Hospice Limfjord.

»Hvis vores patienter endelig udtrykker, at de fortryder noget, så er det, at de ikke har fået talt nok med deres ægtefælle og børn. De har altid håbet, at der ville komme mere tid til at tale sammen, men de har ikke fået sagt tingene i tide og er bekymrede for, om og hvornår de skal sige noget,« siger Anne-Grethe Støvlbæk.

Det er meget ofte hverdagen, de føler, der ikke er blevet talt nok om. Om hvordan man egentlig gik og havde det. Om hvordan ens mand eller kone havde det. Børnene. Vennerne. Helt til det sidste kan det være svært at få talt om andet end behandlingen, og hvad der lige sker, selvom der måske er ønsker om begravelsen, salmerne eller arven, som man gerne ville tale om. Man holder sig tilbage, fordi man ikke vil gøre de pårørende kede af det, især ægtefællen vil man ikke gøre for ondt. Når der bliver talt om tingene, er kvinderne — generelt set — bedre til det end mændene uanset alder.

»Mænd er mere handlingsmennesker og gør noget i stedet for at tale om døden og det liv, de har haft. Mens kvinderne viser lidt mere følelser, er bedre til at fortælle om, hvordan de har det, og får talt med deres nære relationer,« siger Anne-Grethe Støvlbæk.

Det billede genkender sygeplejerske Mette Færch fra Hospice Vendsyssel.

»Vi har en overvægt af mænd, som vi kalder ingeniørtypen. De handler på deres død og vil gå i graven med værdighed og vise familien, hvordan man dør, ligesom de har vist vejen med alt andet. Derimod er kvinderne gode til at tage en gradvis afsked med venner og familie. De rangordner afskeden og får sagt farvel i en bestemt rækkefølge,« siger Mette Færch.

Farvelordene og ord i det hele taget er der imidlertid ikke for mange af på Hospice Vendsyssel. Mette Færch ved ikke, »om det er et regionalt fænomen«, men der bliver ikke brugt de store ord blandt de vendsysselske patienter. Når en patient bliver spurgt, om der er nogen, de vil tale med, svarer patienten ofte, at de, der er at tale med, godt ved, hvad der er at sige. Man ved godt, at man holder af hinanden. Man ved godt, hvad der gik godt og skidt. Traditionen er ikke til en masse ord og følelser. Der er blevet sagt det, der skulle siges.

Overordnet set er det Mette Færchs oplevelse, at man dør med mange af de samme følelser på hospice. Angsten, sorgen og glæden går igen, uanset om man er gammel, ung, mand, kvinde, rig eller fattig. Det handler om det nære og om kærlighed.

»Hvordan man har klaret sig gennem livet, om det er karriere, erhvervsliv, penge — det træder i baggrunden. Vi dør på samme måde, uanset hvordan vi har forvaltet vores økonomi. Det er fuldstændig rigtigt, som man siger, at når det er ved at være slut, så står kærligheden frem som det vigtigste for alle,« siger Mette Færch.

Når ikke på Noma

John Goodwin giver udtryk for, at angsten er stor. I køkkenet står en brødrister med St. Pauli logo. De hvide knogler og kraniet på sort baggrund er blevet lidt for nærværende.

»Jeg har altid betragtet mig selv som et ret morbidt menneske. Jeg har som dreng og ung som mange andre været fascineret af vold og død, og jeg har aldrig helt sluppet den fascination. Jeg har altid syntes, at det var mærkeligt, at kræftsyge mennesker ikke har villet vide, hvor lang tid, der er tilbage. Man skal da have det at vide …« siger John Goodwin:

»Det har været den største overraskelse for mig at få en forståelse for, at folk måske ikke har lyst til at få alle detaljerne ud-penslet. Jeg har indtaget den holdning, der før forekom mig ulogisk i forhold til uvished og viden. Jeg er nok ikke helt så morbidt et menneske, som jeg troede, jeg var.«

Hvad er du allermest bange for?

»At dø uden værdighed. De kan jo så meget på hospitalerne, men jeg har ikke lyst til, at mine sidste øjeblikke på jorden skal være præget af panik, og at jeg ikke kan trække vejret. Eller en eller anden smålig ærgrelse over, hvorfor det blev mig? Jeg vil ikke have en negativ følelse af bitterhed, ærgrelse, selvmedlidenhed. Forstår du det ikke?«

Jeg forstår det måske godt…

»Jeg ved det ikke. Man vil bare gerne ... jeg vil bare have en nogenlunde værdig og rolig afgang. Jeg har ikke lyst til at blive kvalt af iltmangel.«

Er der mere, du skal forberede dig på? Har du ordnet alt, du skulle?

»Nej, jeg har ikke ordnet alle mine ting endnu. Jeg har hundredvis, hvis ikke tusindvis af fotografier af min ældste søn, som jeg tog igennem de første år af hans liv, som det var meningen, at jeg skulle klippe sammen til en meget kort film. Jeg når det ikke. Og det er egentlig en lille fortrydelse, jeg går rundt med. Men værre er det heller ikke. Billederne er der.«

Er der noget, du lige skal nå? Spise på Noma eller noget andet?

»Sjovt nok. Jeg ringede til Noma og sagde: »Hey, jeg er ved at dø af kræft, kan jeg få en reservation — hjælper det på chancerne for at få en plads?’ Så blev jeg selvfølgelig henvist til at skrive og så videre. Så det gjorde jeg. Og fik at vide, at de havde travlt. Det synes jeg var lidt sjov. Jeg har sgu også travlt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fin artikel, fin John Goodwin.

(Det er nok gået stærkt hos NOMA i første flygtige omgang. Jeg tror, de finder en plads til John og hans kone snart.)

Meget smuk artikel, men når jeg læser, hvad folk fortryder, glæder jeg mig usigeligt over, at jeg selv sørger for at gøre, hvad de andre åbenbart forsømmer. Hvorfor gør de dog det?

Det er ikke for sent:

Charlotte Gerson & Morton Walker, The Gerson Therapy: The Proven Nutritional Program for Cancer and Other Illnesses, Kensington Books, 2001

Leif Højgaard

Stakkels mennesker - sig til Jer selv:

1. Jeg er glad for, at jeg tør leve et liv tro mod mig selv, ikke det liv som andre forventer af mig.

2. Jeg er glad for ikke arbejde så hårdt for mammon

3. Jeg er glad for, at jeg har modet til at udtrykke mine følelser og sige fra

4. Jeg er glad for, at jeg holder kontakten til mine venner.

5. Jeg er glad for, at jeg tillader mig selv at være glad.

”Livet leves forfra, men forstås bagfra”, som Søren Kierkegaard så smukt udtrykte det. Det er så sandt, som det er sagt.

Mogens Michaelsen

Problematisk, at vores samfund og kultur i alt for høj grad opmuntrer folk til at leve sådan, at der er vigtige ting man fortryder på den måde.

Selvfølgelig vil der altid være noget individuelt man fortryder, men når der er nogle bestemte ting der går igen og er fælles for døende, så siger det noget meget væsentligt om vores kultur. Hvorfor indgår dette forhold f.eks. aldrig i den såkaldte "værdidiskussion" vi har eller tror vi har?

Jeg mener forklaringen er, at "værdidiskussionen" er af politisk karakter og derfor menneskeligt set er alt for overfladisk.

Der er især et af punkterne som man ikke skal forvente, at politikerne kunne finde på at tage alvorligt: "Jeg ville ønske, at jeg ikke havde arbejdet så hårdt".

Stort set alle politikere her i Danmark vil have folk til at arbejde mere, som regel med den begrundelse at det er nødvendigt for at redde velfærdssamfundet. Viser det ikke, at begrebet "velfærd" i lige lovlig høj grad er blevet reduceret til et spørgsmål om økonomi, og ikke nødvendigvis handler om at gøre det muligt for folk at leve et GODT liv?

af "Dødsdommen"

"Det er med udsigt mod de dødes land, at værdierne opstår og livet forstås forfra, hvis man først erkender begrænsningen af sin egen eksistens og handler derefter. Lær af de døde. Lev derefter"

A.A

Hej,
Hvis Noma skulle tilgodese alle os døende så skulle de vist have et fast bord helliget kun det. Jeg nåede faktisk derind- de inviterede mig i kølvandet på artiklen i information. Jeg var lidt nervøs over at komme på den legendariske Noma, men de fik mig hurtigt til at slappe af på en god måde; de går vist meget op i at skabe en god stemning. Det siger noget om stedet, at selv da vi ved en fejltagelse prøvede at spise borddekorationen (!) var der ingen sure miner.

Maria Francisca Torrezão

We're all going to die, all of us, what a circus! That alone should make us love each other but it doesn't. We are terrorized and flattened by trivialities, we are eaten up by nothing.
Charles Bukowski

Henrik Ackermann

Vores kære ven John Goodwin afgik desværre ved døden d. 17/3 kl. 15:15. Døden kom hurtigt og John var rolig, afklaret og ufattelig stærk indtil det sidste. Han fik den værdige død han havde håbet på...
Bisættelsen vil blive afholdt på lørdag d. 24. april i Skt. Jakobs Kirke, Østerbrogade 59, Kbh. Ø. kl 13. Mvh Ackermann