Læsetid: 6 min.

Brevkassen

Moderne Tider
3. marts 2012

Er det ok at stå og lyve i kirken?

Johannes, København

Min kærestes bror har lige fået et barn og har nu bedt min kæreste om at stå fadder i kirken ved dåben. Min kæreste er ikke troende, og har derfor sagt, at hun ikke kan sige ja til at skulle opdrage barnet i den kristne tro, men jeg synes, hendes reaktion er noget pjat. Hvis det betyder noget for ham, skal hun da bare sige ja. Han ved godt, hun ikke er troende, og for ham er det jo bare ritualet og det, at hun lover at tage sig af barnet, hvis der skulle ske barnets forældre noget, men hun mener, at hun ikke kan stå og lyve i kirken. Hun mener, det ville være en løgn, og jeg mener, at det bare slet og ret ville være uhøfligt og sårende, at takke nej. Hvem af os har ret?

Svar I:

Man kan sige om din kærestes rolle som ikke-troende fadder: Hun er ikke alene. En rundspørge fortæller at hver fjerde fadder ikke tror på Gud. Faddere er i såvel teologisk som juridisk forstand snarere dåbsvidner end noget andet. Nogen bogstavelig forpligtelse har fadderen således ikke. Kan man så lyve i en kirke om at opdrage barnet i kristentroen, måske oven i købet uden at have nogen hensigt til at opfylde løftet?

Ja, det kan man da, hvis det kan glæde forældrene. Din kæreste må trøste sig med, at hun ikke skal love noget udtrykkeligt og ikke sige ja til præstens formaning om at opdrage barnet i troen. Hun skal ikke sige et kvæk, og afgiver hermed heller ikke noget løfte. Spørger man præster, siger de, at det er en etisk fordring. Men det er der jo så meget der er, og dét til døden os skiller. I sig selv er forestillingen set med nøgterne øjne temmelig pudsig: at der står en person i sort kjole og hvid krave og vand i den krummede hånd og lover barnet det evige liv og bevaret for indgang og udgang. Man må jo nok sige, at en vis usikkerhedsfaktor i forvejen er forbundet med handlingen. Troende eller ej.

Værre end spørgsmål om etiske fordringer og den slags synes jeg faktisk det er at forældrene i forpligtende vendinger siger ja til troen på barnets vegne. Ganske vist kan barnet lade være med at bekræfte dette ved at sige nej til konfirmationsgaverne, men dåben er jo det forpligtende sakramente, og det burde man måske med eller uden faddere vente med, til personen selv kan sige til eller fra. Men det er selvfølgelig kætteri.

Georg Metz

Svar II:

Først må man påpege det ironiske i, at din kæreste tilsyneladende har mere respekt for institutionen end hendes bror. Men her er der jo tale om den klassiske konflikt mellem ret og pligt. Og så må man se på, hvad der er kulturen i institutionen i forhold til det: Faktum er, at det alene er en moralsk forpligtelse at stå fadder – ikke en juridisk. Der er ingen, der med loven i hånden kan kræve handling, hvis det ulykkelige skulle ske. Faktisk skal hun ikke engang være medlem af folkekirken for at stå fadder. Hun skal bare selv have gennemført ritualet. En fugtig pande er adgangskortet. Dernæst skal hun ikke aktivt lyve. Hun har ikke pligt til at svare på noget. Hun bliver faktisk slet ikke spurgt. Hun kan så at sige blot holde mikrofonen slukket under seancen. Det er hendes ret.

Problemet her er ikke de standarder, institutionen sætter. Problemet er, at din søster er et moralsk menneske. Men det er svært at se, hvorfor man skulle vise en institution så meget respekt, når den ikke engang respekterer sig selv nok til at kræve, at man praktiserer det, man i givet fald skulle prædike, hvis fadderskabet skulle effektueres. Det er ikke kirken, hun skal respektere i denne sammenhæng. Det er sin bror. Det er tydeligvis ikke hans gudfrygtighed, der har fået ham til at vælge dåbsritualet. Det har han sikkert gjort, fordi han gerne vil fejre sit barn og vise sin familie, at det barn nu er det vigtigste i hans liv. Og understrege over for dem, at hvis han skulle få brug for endnu én af kirkens ydelser alt for tidligt, bliver det barn det vigtigste i deres liv. Se, den slags skal man have respekt for.

Anita Brask Rasmussen

Hvor naturligt skal det være?

Annie, 34, København

Jeg har et lidt pinligt hverdagsproblem. Jeg arbejder på kontor sammen med 20-30 andre. Vi sidder i samme kontorlandskab, og der er et fint arbejdsmiljø. Bortset fra at de eneste toiletter på etagen ligger lige ved siden af vores kontorområde. Derfor kan man altid se, hvem der går på toilettet eller lige har været det, og de, der sidder tættest på toilettet, kan hurtigt lugte, hvis der er ’lavet stort’. Det bliver kun endnu værre af, at der ikke er vinduer på toilettet. Nu har der været end del brok over lugtgenerne, og flere af os har fået en lille bemærkning med på vejen efter en tur på kummen. ’Problemet’ er nu endt med, at et flertal har bestemt, at toilettet kun må bruges til tisseture, og derfor skal man nu låne et toilet på en anden etage i bygningen. Udover at det er besværligt og irriterende, er det endnu mere akavet, for alle på den anden etage ved jo, hvorfor vi kommer ’på besøg’. Jeg synes, mine kolleger overreagerer, er fintfølende og nærmest puritanske, selv om det selvfølgelig ikke er behageligt at kunne lugte hinandens efterladenskaber. Men det er nu engang en naturlig del af at være et menneske, at man skal på toilettet, mener jeg, og alternativet er efterhånden, at man holder sig eller finder en café, og begge dele ødelægger arbejdsdagen. Er mine kolleger overfølsomme, eller er det mig, den er gal med?

Svar I:

Hele spørgsmålet om, hvad der sker på vore toiletter er meget interessant. Det er noget, man ellers sjældent eller aldrig taler om, nærmest tabubelagt og noget af en stinker, hvis nogen i et pænt selskab berører emnet, skønt vi tilbringer en stor del af vores liv på diverse toiletter, hvis man lægger alle minutterne sammen. Jeg så engang på tv en reklamedirektør, som fortalte, at når de fik nye unge ind på hans bureau, måtte de som noget af det første lære dem at bruge en toiletbørste. Det havde de ikke lært hjemmefra. Vi giver heller ikke vores børn den rette teknik til at tørre sig grundigt bagi. Alt sammen fordi, det simpelthen bagom al teori desangående er ulækkert. I de fjerne 1970’ere delte jeg lejlighed med to andre. Den ene af dem havde fået den idé, at det var okay og naturligt at prutte. Det er det da, men vi andre fik hurtigt nok, og så stoppede han. Derimod er det vedtaget, at det er morsomt, når skuespillere prutter på en teaterscene. Folk griner altid. Man omtaler det som Per Pallesen-doktrinen.

Men til sagen: Umiddelbart lyder det, som om dine kolleger overreagerer – med undtagelse af dem, der sidder nærmest det ildelugtende toilet. Men når et flertal har truffet en beslutning om at være solidariske med dem, må du indordne dig. Lad dem på den anden etage tænker, hvad de vil. De går garanteret selv på toilettet.

Kristen Bjørnkjær

Svar II:

Når jeg nok ikke kan overbevise dig om den civilt ulydige metode at pølle uventede steder på arbejdspladsen, må jeg i stedet opfordre dig til at tage den her ad faglig vej. For under ingen omstændigheder skal du finde dig i det. Da det med stor sandsynlighed er ulovligt at forhindre medarbejdere i at skide, kunne du tale med din sikkerhedsrepræsentant eller dit fagforbund, men det ville fremstå konfrontatorisk og stikkeragtigt. Den bedste vej er altid at virke konstruktiv og imødekommende – også når du naturligvis bare vil nakke andre. Du skal derfor indkalde til et møde – du kan fx kalde mailen ’fæces-politik’. Jeg vil nemlig vove at skyde på, at du arbejder på en kvindearbejdsplads, og jeg vil ligeledes komme med den spådom, at de ikke kan holde ud at snakke om lort særlig længe. Få dem til at beskrive lugten, debatter hvordan forskellige fødevarer påvirker lugten, om det er en mulighed, at I indfører et slags advarselsråb – det kunne være ’Rygtømning!’ eller lignende. Vi taler derfor udmattelseskrig på skidefronten. Og jeg hepper på dig.

Anna von Sperling

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Esben Maaløe

For det første må man gerne lyve i kirken. Man kan endda tage en uddannelse og få ansættelse som løgner i kirken. Løgnen består naturligvis i at det skulle være godt for mennesket at erkende sin afmagt og lægge sin skæbne i hænderne på helten i en række gamle røverhistorier.

For det andet synes jeg da ikke at det nødvendigvis behøver at være respekt for kirken der byder en ikke at stå og hykle med i et af dens ritualer, det kunne jo være respekt for ens egen integritet?

...

Uden at komme ind i en teologisk diskussion:

For det første: Kan man virkelig anklage nogen for at lyve, når de selv tror på det de siger?

For det andet: Nogle ateister og kulturkristne tror tilsyneladende at religion er "Serious Business" for troende, på samme måde som Star Trek er det for trekkies. Men for troende er religion jo helt bogstaveligt et spørgsmål om liv og død.

Johannes' kæreste fortjener ros for at tage dåbsritualet mere seriøst end hendes bror (og brevkasseskribenterne) gør.