Læsetid: 3 min.

Brevkassen: Min mor er blevet væk i sin smartphone

31. marts 2012

Line B., 22, København

Da min mor sidste år blev 50, gav vi hende en iPhone. Hun er på ingen måde teknologifreak, men den har tændt – eller slukket – et eller andet i hende. Og det er irriterende.

Det begyndte med, at hun begejstret underholdt alle, der gad høre på hende – og for resten også dem, der ikke gad – om iPhonens velsignelser: En app, der kan vise, hvordan vejret er, uden at man behøver at kigge ud af vinduet; en app til Facebook, som hun nu deler både sine største og sine mest ligegyldigt private gøremål med; mails; betalingsapps til et hvilket som helst nyhedsmedie osv.

Til at begynde med var hendes barnlige begejstring ikke uden charme – bortset fra, at hendes egne venner ikke er så meget online, hvorfor mine venner nu pludselig også er blevet hendes.

Men så kom spillene. Syvkabale, Backgammon, Angry Birds – og senest Wordfeud. Og Wordfeud slår alt. Det har slugt hende. Hun er på hele tiden – jeg ved ikke, hvordan hun passer sit arbejde, men jeg hører fra nogle af mine venner, som hun også spiller med, at de bliver jordet i ét væk – hun går med andre ord op i det. Faktisk så uhæmmet, at jeg indimellem kan blive flov over hende, ligesom da jeg var teenager.

Er det en afhængighed, jeg skal tage alvorligt, eller skal jeg tage det helt roligt og vente på, at det går over?

Jeg vil i hvert fald gerne snart have min mor igen.

Svar I:

Det er jo lidt den omvendte verden, når de gamle går amok over det nye: Men det er ikke et ukendt fænomen. Du kan studere det hos gamle Holberg, blandt andet i ’Maskerade’, hvor en ældre mor af det bedre selskab går amok over trends i tiden, så de unge er ved at få pip.

Vi, der ikke er opvokset med elektronikken i den grad som din generation, kan godt gå hen og blive benovede over, hvad det dog kan alt sammen, og ikke mindst over iPhone med apps og det hele. Nogle gange er det måske også, fordi den ældre person gerne vil være ung med de unge og demonstrere det, så det til sidst bliver for meget. Man vil gerne være på. Men din mor er ikke alene på, hun er på den, det kan jeg godt se.

Hvad med at meddele hende dine bekymringer over hendes eget medie. Send hende nogle beskeder på de sociale indgange, og gerne mens hun sidder med hovedet begravet i sin syvkabale eller Wordfeud. Skriv, at nu vil du faktisk godt snakke med hende – vel at mærke med slukket iPhone. Inviter hende eventuelt på café og tal ud om det. Gerne lidt lattermildt.

Hvis hun fortsætter og virkelig er alvorligt inficeret af den gale mobil, så trøst dig med, at det går over. Det kan jeg garantere dig. Tid kan det tage, men en dag har apparatet mistet sin fascinationskraft og nyhedens interesse. Så kan det selvfølgelig være, at hun falder for en ny elektronisk dims, som vi ikke kan forestille os nu. Men den tid, den sorg.

— Georg Metz

Svar II:

Du spørger, om du skal gøre noget eller vente på, at det går over.

En tredje mulighed var jo, at du bare vænnede dig til, at din mor har fået en ny interesse. Og evt. downloadede gratis-app’en ’Guide til voksne kvinder, der nægter at anerkende, at deres mødre har flere facetter og faktisk stadig udvikler sig.’ For hvis det gør hende glad og ikke skader andre end din indre teenager, kunne du så ikke være åben for muligheden for, at det faktisk er fedt, at hun har overskud til at tilegne sig nye teknologier og finde nye hobbyer, der holder hjernen i gang?

Jeg kan simpelthen ikke se, hvad der er farligt ved det. Måske kan hun endda begynde at bruge Wordfeud-funktionen ’random player’ og derved få nye venner. Og så en dag, ik’, så støder hun på ordkunstneren Garibaldi, som så med ord som ’xylofoner’ og ’zigzag’ overtaler hende til at mødes på en mørk rasteplads, hvor han minder hende om, hvordan det mærkes at være kvinde, og at støddæmperne på Berlingoen lige skal tjekkes en gang, hvorefter hun stikker af med hans cirkus, og du aldrig får din gamle mor tilbage.

Men den risiko vurderer jeg til at være forsvindende lille, så det er da helt åndssvagt at begynde at tænke i den slags katastrofescenarier.

— Anna von Sperling

Serie

Brevkassen

Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Det kan være alt fra personlige dilemmaer som kærester, der vil være sæddonorer, til etiske overvejelser om, hvorvidt man bør sælge sine Danske Bank-aktier efter hvidvaskskandalen.

Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.

Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu