Baggrund
Læsetid: 16 min.

»Den dag det kommer skal præsten nok sige noget pænt«

Paul Arne er 11. generation af familien Andersen på Nørholmgård i et forblæst hjørne af Danmark. Han har set i øjnene, at han nok bliver den sidste på slægtsgården, og han er tilfreds
Lad det komme. »Jeg har aldrig haft nogen stramme rammer for, hvad jeg skulle, eller nogen planer for min fremtid.«

Lad det komme. »Jeg har aldrig haft nogen stramme rammer for, hvad jeg skulle, eller nogen planer for min fremtid.«

Tine Sletting

Moderne Tider
10. marts 2012

Alene på slægtsgården bor han som 11. generation. Han bliver den sidste. Han har aldrig rigtig haft en kæreste, han har aldrig rigtig været arbejdsløs.

Men han har sin frihed, for han har ikke haft forventninger til livet, han ikke har kunnet indfri. Det er frihed for Paul Arne Andersen fra Torup Holme. Det er det gode liv.

Nord for Limfjorden mellem Fjerrits-lev og Frøstrup ligger Torup Holme. Her er Paul Arne Andersen født og opvokset, og her har han boet hele sit liv. På Nørholmgård, en hvidkalket, firelænget gård for enden af den grusvej, der stikker ud fra Thorupholmevej, som fører gennem et yderligt beliggende landområde. Herude ligger den nærmeste købmand tre kilometer væk og lukker kl. 18.

Det er middag, men vintersolen står lavt på den skyfri himmel, så området virker blot endnu mere øde. I overalls og ternet skjorte byder han velkommen med en mild stemme og lokal dialekt.

»Jeg har lige været ved smeden og hente nogle stumper,« fortæller han, mens han giver hånd.

Farmors slagbænk

Hans hænder er store og ru, man kan se, de bliver brugt, men hans håndtryk er ikke hårdt, som man måske skulle tro. Hårgrænsen er vigende, og han har ring i venstre øre. Han bærer briller, hvis glas bliver mørke i solen, men glassene bliver automatisk klare, da vi kommer indenfor.

»Ja, jeg har ikke lige fået gjort rent,« siger han, mens han viser gennem køkkenet og ind i spisestuen. Mellem benene løber hans to hunde, Bella og Rolf, som hurtigt hopper op på og ned fra den over 100 år gamle slagbænk, hans farmor plejede af sove i, da hun var barn.

»Den anden stue bruger jeg mest til kontor og opmagasinering, og mit gamle børneværelse er bare et pulterrum nu.«

Spisestuen har ikke ændret sig stort, siden han boede her med sin familie. Mange af møblerne har stået her siden forrige århundred. Små støvede lamper hænger skævt på de gullige vægge. Et pendulur er gået i stå over det skrivebord, hvor den bærbare computer står og vidner om, at året er 2012.

I et hjørne hænger to vidt forskellige tegninger. Et portræt af Anders And og familie, tegnet af Carl Barks, og et billede af gården, tegnet i 1924. Ligesom møblerne har den altid hængt der, men Anders And kom først op, efter hans mor flyttede. Paul Arne Andersen er fan og har fået det ugentlige blad hele sit liv.

Slag i slag

Arbejdsløs har Paul Arne Andersen aldrig været mere end nogle timer eller dage ad gangen. For tiden laver han forskelligt forefaldende arbejde for folk i området, som husafløser, hvor han passer andres huse eller dyr, eller som tømrer, mekaniker eller som hjælpende hånd på anden vis. Men det meste af sit liv har han haft fast arbejde.

»Egentlig siden jeg var 15 år og gik ud af folkeskolen. Der startede jeg hos min far og fik fast løn.«

Efter skolen begyndte Paul Arne Andersen på landbrugsskole, men da han som 21-årig lige var blevet færdig på skolen, kom han ud for en ulykke.

»Der var en kvie, som sparkede til en strømaskine, som væltede. Jeg prøvede at gribe den, men det skulle jeg ikke have gjort. Derefter kunne jeg ikke malke i en bindestald, hvor jeg skal gå ned på hug for at sætte maskinen på.«

— Hvad gjorde du så?

»Så var jeg ude og prøve at passe grise, men det kunne jeg simpelthen ikke finde mig i.«

— Lugtede det for meget?

»Nej, men det sagde mig ingenting. Man får en gris på syv kilo, og så kommer den ud i den anden ende som 90 kilo. En ko kan godt få en fem-seks kalve og blive en seks-syv år. Med grise er det det samme hver dag. Der er ikke noget variation i det.«

Det varede dog ikke længe, før han var tilbage i en kostald, en såkaldt løsdriftsstald, hvor han trods sin skade kunne arbejde. Oprindeligt skulle han kun være der i 14 dage til den 1. december.

»Jeg sluttede også den 1. december, men først syv år senere, da ejeren gik på pension og solgte gården.«

Siden har han arbejdet hos landmænd i området. Den sidste døde, og da gården nogle måneder senere blev solgt, var det egentlig meningen, at han skulle nøjes med forefaldende arbejde fremover.

Paul Arne Andersen har lavet kaffe, som han hælder op i store krus. Ingen mælk, ingen sukker, men rigelige mængder. Hundene er efterhånden ved at være faldet til ro på gulvet.

»Jeg ville have halvanden måneds ferie, fordi jeg trængte til det. Men 36 timer senere var jeg i arbejde et nyt sted.«

Siden er det gået slag i slag, som han siger, og når han er færdig med det ene stykke arbejde, er der hurtigt et nyt, han kan gå i gang med. Derfor er han ikke nærheden af at lide økonomisk nød. Da han gjorde status for 2011, havde han tjent omkring 36.000 kroner om måneden siden juni 2011.

I sommer lavede han en terrasse for en nabo.

Og hvis en anden nabo har en maskine, der skal repareres, koster Paul Arne Andersen kun det halve af en mekaniker. Ellers tjener han penge på det korn, han dyrker på de små marker, der hører til den 36 hektar store grund. Og så er der køerne, som han passer for ejeren vinteren over.

Kærlighed til motorer

Klokken bliver sjældent mere end syv, før han står op. Over en skål cornflakes – som han altid har spist til morgenmad – ser han TV 2 NEWS, for det er rart at følge med i, hvad der sker i verden.

Efter morgenmaden går han i gang. I dag er det en nabos traktor, som skal have ny dør og en kærlig hånd til motoren. Havde det ikke været tilfældet, ville han stadig have nok at tage sig til. Rundt-omkring på gården står en masse projekter, som Paul Arne Andersen går og sysler med i sin fritid. Som den motorløse Zündapp-knallert fra 1955, der står i den gamle kostald.

»Ja, det er sådan et hyggeprojekt. Dem har jeg mange af.«

Midt i en anden længe står en fodersilo. På den anden side af siloen og et par landbrugsmaskiner har han sit interimistiske værksted, som godt nok ligner endnu et rum fyldt med ragelse. Blandt værktøj, reservedele og maskiner står en anden knallert. En Kreidler fra 80’erne, som sagtens kan køre, forsikrer han, selv om den ser tvivlsom ud. I enden af fjerde længe, som er proppet med byggematerialer, cykler, bildæk og andet uspecificeret ragelse, står endnu et projekt: en gammel Ford Taunus P5.

»Dem er der kun 12 af i Danmark på plader.«

Det er det også meningen, Paul Arne Andersens skal have en dag.

Han har altid haft en forkærlighed for små motorer. Som niårig skilte han sin første knallert ad. Den kunne ikke køre, men Paul Arne Andersen var stædig, og efter at have splittet og samlet knallerten flere gange, fik han den en dag pludselig til at køre. To år senere fik han en tregears Tomosknallert af sin storebror. Uden hjælp fra hverken manualer eller mennesker gik han om bord i maskinen.

»Jeg skruede den fuldstændig fra hinanden og fandt ud af, at det var gearkassen, den var gal med. Så fandt jeg nye stumper til den og fik den lavet. Og der var min far jo lidt stolt over, at jeg selv havde lavet den.«

Plæneklipperdrøm

I dag har han lært sig selv at reparere alverdens maskiner og motorer. En overgang var det især plæneklippere, som interesserede ham. I den nærliggende landsby, Klim, lå et værksted, der reparerede plæneklippere, og så snart Paul Arne Andersen var fyldt 18 år, tog han i banken for at låne penge til at købe værkstedet, som nu var til salg. Men det ville banken ikke gå med til, for han var ikke uddannet mekaniker. Det var ærgerligt, for årene forinden havde samlet en anselig mængde udtjente plæneklippere fra en skrothandler i omegnen.

»Til min konfirmation havde jeg 14 plæneklippere, der kunne starte, så der rendte vi rundt en fem-syv stykker og klippede græs,« fortæller han med et smil.

To datoer om året er lige så vigtige som juleaften, nemlig de dage, hvor der er stumpemarked i Herning med udtjente biler, knallerter og andet genbrugsguld.

»Jeg har kun misset det to gange, siden jeg var 18 år.«

Ford Taunus’en og Zündappen må dog vente lidt endnu, for Paul Arne Andersen er ikke færdig med naboens traktor. Sådan et projekt kan han stå og arbejde på hele dagen, og først ud på aftenen, nogle gange først ved 22-tiden, går han indenfor igen.

Aftensmaden består som regel af færdiglavede fryseretter, for madlavning er bestemt ikke et af de småprojekter, der interesserer ham. Da hans mor flyttede, skulle han pludselig selv stå for aftensmaden.

»Jeg har prøvet at lave frikadeller og sådan noget, men det sagde mig absolut ingenting!«

Når han har spist, ser han fjernsyn, eller også er han på Facebook.

»Det er godt at have et lille vindue til verden. Ellers ville der ikke være noget at snakke med andre folk om.«

De andre folk er blandt andet en lille håndfuld venner, der også er ugifte, som han mødes og spiller piratbridge eller ser en film sammen med.

»Vi spiller som regel om, hvem der skal give kage til kaffen næste gang. Og så æren.«

Ensom føler han sig ikke, for han har sine venner, og ofte bliver han også inviteret til at spise med, hvis han arbejder hos andre. Og så har han hundene Bella og Rolf, som følger lige i hælene på ham, hvor end han går.

Kede sig kommer han heller ikke til med de mange fritidsprojekter, der står rundt omkring på gården. Han kan faktisk ikke rigtig svare på, hvornår han sidst har kedet sig. Efter at have tænkt sig lidt om, når han frem til, at det nok var helt tilbage i folkeskolen.

»Der skal jeg da love for, at jeg fik kedet mig.«

To lussinger

Paul Arne Andersen beskriver sin barndom som hyggelig og kærlig. Lige bortset fra de mundhuggerier, der ofte opstod mellem hans mor og farmor, som boede i sin egen ende af stuehuset.

»Min farmor var typen, der ville bestemme alt. Det kunne være svært for min mor at passe tingene, når min farmor hele tiden skulle blande sig og bestemme.«

Derfor var køkkenhaven dengang delt i to, så de hver havde deres egen. Det var også dengang, de havde høns, og en dag, da Paul Arne Andersen sad i stuen og kiggede ud af vinduet, så han en høne, som var sluppet løs og løb rundt i hans mors køkkenhave.

Han åbnede vinduet og råbte.

»Kan du komme ud af bedet, din gamle høne!«

Det fik hans far, som sad ved siden af, til også at kigge ud af vinduet.

»Og så rejser min farmor sig op bag nogle blomster i min mors bed. Det ser min far, og han kunne godt være konsekvent, så jeg fik en flad lussing.«

En uretfærdig lussing, som skulle hævnes. Paul Arne Andersen fandt en grensaks, gik ud i stalden og klippede alle slangerne til malkemaskinen over. I malkerummet gemte han sig, spændt på at se sin fars reaktion.

»Han opdagede det jo ret hurtigt, så jeg fik en flad lussing til. Den var måske fortjent, men den første var rent og skært justitsmord.«

Paul Arne Andersen var ikke i tvivl, dengang klasselæren spurgte, hvad eleverne ville være, når de blev voksne.

»Jeg ville være landmand og have min fars gård. Læren syntes, det var noget pjat, men det var helt fint, at ham ved siden af gerne ville være astronaut.«

Sidemanden blev aldrig astronaut, men Paul Arne Andersen fik sin fars gård, om end skæbnen ville, at det blev tidligere, end de fleste havde forventet.

Da han var 19 år, døde hans far. Kræften havde i to år ædt sig ind på ham, så det var på sin vis en lettelse. Sådan var det bare, siger Paul Arne Andersen.

»Jeg tænkte egentlig ikke så meget over det. Jeg kunne jo se, hvilken vej det gik.«

Hans fem ældre søskende var flyttet, så tilbage stod Paul Arne Andersen og hans mor med en gård og 30 køer. Køerne blev solgt, men han blev boende med sin mor.

»Det var sådan set godt nok. Jeg var stort set aldrig hjemme, for jeg var altid på arbejde, og når jeg var hjemme, var jeg altid ude og lave et eller andet. Så vi kom ikke op at toppes.«

Det gjorde de dog ni år senere, og inden Paul Arne Andersen fik set sig om, var hans mor flyttet til Klim.

»Vi var oppe at skændes om et eller andet, og så fik jeg sagt, at jeg lige så godt kunne flytte, og så kunne hun passe gården alene. Det var sådan lidt i raseri.«

Men da han kom hjem en fredag ved middagstid, holdt en bil fra EDC i gården.

»Det var om onsdagen, vi diskuterede, og fredag middag havde hun været ude at se på et hus, som hun så købte. Så det var en kort affære.«

— Hvordan havde du det med det?

»Det var lidt mærkeligt, at skulle til at stå på egne ben. Men jeg vidste, at den dag engang ville komme, så det var ikke noget, jeg spekulerede så meget i. Det var lidt en pludselig indskydelse fra hendes side.«

— Var du ked af det?

»Nej, det var jeg ikke.«

— Fordi det også var ved at være på tide?

»Ja, det var kommet til et naturligt punkt, hvor det skulle til at være. Vi gik måske hinanden lidt på nerverne til sidst. Så for min mors fremtids skyld var det en god idé. Hun flyttede ind på en villavej, hvor hun har rigtig meget med naboerne at gøre, og hun begyndte også til folkedans og alverdens ting. Hun blomstrede helt op.«

Ingen kærester

Paul Arne Andersen har ikke haft en kæreste. Det tætteste, han har været på det, var et forhold, der varede tre-fire uger. Det skyldes arbejde i weekenderne, forklarer han.

»Når man skal op kl. 6 om morgenen er det ikke sådan, at man tager i byen. Før min far døde, var vi nogle stykker, der tog på diskotek i Fjerritslev i weekenden. Men da jeg skulle til at passe det herhjemme, tog de andre jo bare i byen uden mig.«

— Har du nogensinde været forelsket?

»Tja … Nej, det har jeg egentlig ikke. Man skal jo møde nogen, før man kan blive forelsket i dem.«

Han holder en pause og tænker lidt over det. Drikker af sin kaffe og kommer så frem til hvorfor.

»Jeg har ikke rigtig prioriteret at skulle i byen og se efter noget. Jeg har jo gået og rodet med alt muligt andet.«

— Men har du nogensinde tænkt, at du også skulle sørge for at få en familie?

»Nej, det har aldrig været højt prioriteret. Og eftersom jeg boede hjemme med min mor, til jeg var 27, var det ikke sådan, at jeg lige tog en dame med hjem weekenden, hvis jeg endelig var i byen.«

— Savner du nogle gange at have din egen familie?

»Nej, det gør jeg ikke. Men det er også, fordi jeg aldrig har haft noget, så jeg ved ikke, hvad det er, jeg skal savne.«

— Men det kunne jo godt være, at du var ærgerlig over aldrig at have haft det?

»Egentlig ikke. Jeg har nok at give mig til, og jeg synes også, jeg har venner nok.«

Han holder endnu en pause, mens han kigger tænksomt rundt i stuen.

– Vil du beskrive dig selv som en enspænder?

»Jo, det er jeg nok. Det vil folk nok kalde mig.«

— Hvad tror du, folk tænker om Paul Arne Andersen, som bor her på slægtsgården som ungkarl?

»Jamen det … De tænker nok, det er mærkeligt, at jeg ikke kommer ud og finder en dame eller en eller anden ting.«

— Har du ikke lyst til det?

»Jo, det har jeg nok. Men det er ikke det, der er prioriteret højest.«

Sådan er det også med nogle af vennerne, siger han, undtagen en.

»Han skyder nærmest med spredehagl. Det er jo en ny dame hver weekend.«

Det gør Paul Arne Andersen ikke, og det har han det fint med. Han har aldrig tænkt videre over det, men han kunne godt forestille sig at blive boende alene på gården resten af sit liv. Og hvis han kan få lov til det og lave de ting, han laver nu, ville det faktisk være vældig hyggeligt.

Frihed uden forventninger

Hvis Paul Arne Andersen bliver bedt om at beskrive sig selv, kan man fornemme, hvordan hans tanker bevæger sig ind på et uudforsket område. Han begynder en sætning, men stopper igen. Leder efter ordene og begynder så en ny.

»Hvis man ser det i forhold til normale mennesker, vil jeg nok beskrive mig selv som lidt mærkelig,« når han frem til og griner så lidt, inden han fortsætter.

»…men det ved jeg egentligt ikke. Det er et knagende godt spørgsmål.«

Han kigger ned i bordet, tænker videre og ender så ved, at det nok er noget, han lige skal tænke lidt over.

– Der er nok en del mennesker, der vil kalde dig en bonderøv af format. Er du det?

»Ja, det er jeg da helt sikkert. Det er jeg slet ikke i tvivl om.«

Det er sjældent, han filosoferer over livet eller tænker meget mere end et par dage frem i tiden.

»Jeg kan lave den fineste plan, der går to dage frem. Men jeg ved med mig selv, at 10 minutter senere er den plan fuldstændig ødelagt.«

Tingene sker, som de sker, og som tilfældet vil. I sidste ende skal præsten nok sige noget pænt om en, lyder et motto, han holder af.

»Folk udefra vil nok kalde mig mærkelig og en enspænder. Men hvis jeg selv skal sige det, vil jeg nok nærmere kalde mig fri. Jeg har aldrig haft nogen stramme rammer for, hvad jeg skulle, eller nogen planer for min fremtid.«

Han tænker igen lidt over det. Prøver at finde ordene, som kan forklare, hvad han mener.

»Hvordan skal man udtrykke det … Jeg har altid haft den her frihed, og jeg har aldrig planlagt, hvordan mit liv skulle være. Det er, ligesom om jeg bare har siddet på et blad og sejlet op ad åen og så set, hvor jeg kom hen. Og det er sådan set det, jeg stadig gør.«

Det gode liv er et liv uden forventninger. I hvert fald for Paul Arne Andersen.

»Det er lidt som folks temperament er. Dem, der stræber efter at være chef, inden de er 30, og kommer ud med en eksamen og bliver arbejdsløse, de har det nok værre, end jeg har. De har satset på noget, der ikke lykkedes for dem. Jeg har altid haft det sådan, at tingene kommer, som de kommer, og så må man se, hvor det ender. På den måde vil jeg sige, at jeg har haft et rigtig godt liv indtil videre.«

— Er der noget, du har fortrudt?

»Nej.«

— Overhovedet ingenting?

»Nej.«

— De fleste mennesker fortryder et eller andet …

»Ja, men det tror jeg ikke, jeg gør. Det er i hvert fald petitesser, hvis der er noget. Ting, jeg kunne have gjort anderledes. Men det er ikke noget, der kunne have ændret mit liv.«

En ting ville han dog gerne have været foruden: sit ødelagte knæ.

»Det er nok det, jeg har fortrudt mest i hele mit liv.«

Moderbinding

Der er naboer, som har tilbudt Paul Arne Andersen at købe gården, men han har pænt takket nej, for så vil huset bare blive jævnet med jorden, siger han.

»Jeg har nok for meget moderbinding til stedet. Jeg kunne heller ikke se mig selv flytte til en by. Jeg vil bo på landet, og der skal være godt med plads.«

— Hvad ville du gøre, hvis du ikke længere kunne arbejde, som du gør nu?

»Jamen, det ved jeg ikke. Den tanke har jeg aldrig gjort mig. Så ville jeg nok søge noget fabriksarbejde, for jeg er ikke uddannet til noget som helst ud over at være landmand.«

Der vil ikke være en 12. generation til at overtage slægtsgården, når Paul Arne Andersen ikke længere bor her. Det har han set i øjnene.

»Det er på sin vis ærgerligt, men tiden er løbet fra det. Havde jeg selv børn, tror jeg ikke, jeg ville anbefale dem at bo herude. Så skulle de virkelig have lyst til det.«

— Er der noget, du skal nå, inden du bliver gammel eller dør?

»Nej. Der er ikke rigtig noget.«

— Ikke noget, der skal ordnes, en kæreste eller ...?

»Nej, for jeg ved, at når jeg ikke kan lave en plan, der går en time frem, kan jeg heller ikke lave en, der går flere år frem i tiden.«

Solen er rykket tættere på horisonten, men skinner stadig på gården, så man ser, det er noget tid siden, murene er blevet kalket.

»Min far ville nok sige, det er noget sjusk, at jeg ikke fik det gjort sidste år,« siger Paul Arne Andersen, men forsikrer, at han vil gøre det i år. I pinsen, som det er traditionen på landet. Før det skal han lige have lavet en ladeport og nogle tagplader, som blev ødelagt i den sidste storm. Men allerførst skal han være færdig med Case-traktoren, nu hvor han har hentet stumper hos smeden. Han trasker tilbage til værkstedet med Rolf og Bella i hælene.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kaare Thomsen

det er livet, fred og ro.

Grethe Preisler

I er sgu sjove på Information, når I bevæger jer ud i udkant-Danmark for at iagttage og berette om de indfødtes rørende naivitet og beskedne levevis, der ikke belaster de offentlige kasser.

Jeg er ked af at sige det, for jeg synes egentlig Poul Arne her er en ganske charmerende udgave af den ægte jyske lurendrejer af gammel solid bondeæt. Men alligevel - mon ikke Poul Arne efterhånden har godt med ubeskattede skillinger på kistebunden hjemme på sin arvede firlængede, der går ud af slægtens eje, når han engang må stille træskoene?

Det kunne være interessant at se hans driftsregnskab - herunder ikke mindst, hvor meget han oppebærer i offentligt finansieret støtte fra EU's landbrugsfond for at dyrke korn på sine 36 arvede hektar- og hvor lidt han betaler i moms og indkomstsskat af de rare penge, han får af sine flinke naboer for at lappe på deres gamle traktorer og hvad der ellers sådan falder for af håndværkeropgaver i udkantsområder med langt til smeden og købmanden.

Differencen mellem disse poster udgør det, som Poul Arne henholdsvis bidrager med og koster det forkætrede danske velfærdssamfund i cool cash.

Bjarne Bisgaard Jensen

@grethe preisler - lad nu bare manden være i fred. Selvfølgelig er der noget at komme efter hvis man endelig vil, men det er intet at regne mod storkapitalens skattesnyd, så skal vi lige holde proportionerne på plads?

Grethe Preisler

@) Bjarne Bisgaard - hvor meget der er at komme efter hos den bette Paul Arne i forhold til "storkapitalens skattesnyd", kan jo altid diskuteres.

Men hvorfor skal akkurat han være fredet, nu hvor der fra alle sider blæses til kalkunjagt på dem, der kun har den skrantende danske velfærdsstat og deres gode humør at falde tilbage på?

Alt imens eurokraternes neoliberalistiske lokummer brænder lystigt videre, og regningen for EURO-zonens forbrugsfest for lånte penge i imaginære "værdier" skal fordeles?

Et glimrende portræt. Beretningen om justitsmordet kaldte på smilet.

Når jeg læser @Grethe Preislers indlæg er der et gammelt udtryk, som måske er gået i glemmebogen, der falder mig lige for. "Tyv tror hver mand stjæler". Det kan jeg selvfølgelig sige uden overhovedet at kende Grethe Preislers motiver. Uden kendskab til et individ er det kun spekulationer og postulater der står tilbage. Men det er jo det Grethe Preisler gør når hun mener at kunne genkende en lurendrejer. Hendes indlæg er vel mere kendetegnet ved at være selviscenesættende end faktuelt sandt. Hun kender ikke Paul Arne, men det gør jeg. Sandheden er nok nærmere, at Paul Arne er lidt naiv. Ikke negativt forstået, men han besidder egenskaber som de fleste mennesker godt kunne lære lidt af. De egenskaber har han helt sikkert fået gennem en solid "bondeopdragelse". Men det er i dagens Danmark uinteressant. Derfor bliver mennesker som Paul Arne ofte set ned på, selv om de måske er mere ærlige end gennemsnittet. Min mening er i den sammenhæng uinteressant. For Paul Arne lever som han gør, og det skal han have lov til.

Grethe Preisler

@) Paul Nielsen: "Tyv tror hver mand stjæler".

Jamen lad mig da så i guds navn bekende, at min "mistro" til medlemmerne af den danske bondestand (incl. de nordjyske, som står mit hjerte særligt nær, da jeg er vokset op og stadig har venner iblandt dem) beror på en erhvervsskade.

Og nej - det var hverken i Told og Skat eller socialforvaltningen jeg slog mine folder, før jeg blev pensioneret, men såmænd i det direktorat under landbrugsministeriet, der blev oprettet i 1972 til administration og udbetaling af erhvervstilskud fra EU's landbrugsfond til indehaverne af danske landbrugsbedrifter efter vores indtræden i fællesmarkedet.

Og nej igen - jeg kender ikke Paul Arne personligt. Men jeg kan forsikre dig for, at de landmænd, jeg har serviceret i min egenskab af sagsbehandler, for flertallets vedkommende hverken var dummere eller mere naive i pengesager end byfolk og akademikere som flest.

Anne Rasmussen

Hvorfor skal Paul Arne gentagne gange nærmest tvinges til at tage stilling til "manglen" på en kæreste? Måske fordi vi derved opdager, at parforhold ikke nødvendigvis - til sikkert stor undren for visse segmenter, herunder tydeligvis journalistens - behøver at være af specielt stor betydning.

Thorsten Lind

Cool,
Paul Arne! :-)
Mvh Th

Lars Peter Simonsen

Han er fan'me ok, og jeg tror ikke det er folk ham der dræner landbrugsstøttekassen, eller belaster systemet, har eksorbitante lån...

@Grethe Preisler,

Det var dog surt opstød af værste metoroignonatis slags !
Gad vide hvad det koster i alm bondeskillinger at veluddannede mennesker i hovedstaden puster deres ejendomsværdier op med varm luft som de så forlanger at bonderøvene i den jyske industri skal investere deres pensionspenge i ??? Har du et bud ? Eventuelt om det er mere eller mindre end Paul Arne måske modtager i EU-støtte ?
Det mest passende er at se indad eller stikke piben ind !!!