Læsetid 7 min.

Fabrikering af den offentlige debat

Folkets røst er en væsentlig del af demokratiet. Bourdieu analyserer iscenesættelsen af den offentlige mening, når magthavere foretager meningsmålinger, eller når en regering nedsætter kommissioner og råd, der på vegne af borgerne skal definere velfærd, sundhed eller en ’rigtig’ trafikløsning
Folkets røst er en væsentlig del af demokratiet. Bourdieu analyserer iscenesættelsen af den offentlige mening, når magthavere foretager meningsmålinger, eller når en regering nedsætter kommissioner og råd, der på vegne af borgerne skal definere velfærd, sundhed eller en ’rigtig’ trafikløsning
10. marts 2012

Embedsmanden er repræsentant for den offentlige mening

En embedsmand optræder som en bugtaler: Hans holdning er en iscenesættelse af den offentlige mening, når han taler til en gruppe borgere. I embedsførelsen handler han som en repræsentant for det universelle. Han taler i statens navn og dermed på alles vegne. Heraf den moderne forestilling om den offentlige mening. Men hvad er det for en offentlig mening, som de, der formulerer love i det moderne retssamfund, egentlig påkalder sig? De påkalder sig flertallets stiltiende mening, som omfatter alle dem, man anser for værdige til at have en mening.

I et samfund, som foregiver at være demokratisk, er det efter min opfattelse ret indlysende, at den offentlige mening forstås som ’alles mening’, hvor det samtidigt underforstås, at den udtrykte mening repræsenterer alle dem, der er i stand til at have en oplyst og derfor kvalificeret mening. Valghandlingen i det demokratiske samfund gør den offentlige mening både oplyst og kvalificeret. Ved valget har vi at gøre med synspunkter, der er indbegrebet af ’den offentlige mening’.

Det bureaukratiske spil

Logikken bag nedsættelsen af en officiel kommission er at samle en gruppe personer, der bærer socialt anerkendte og let genkendelige ydre tegn på at have format til at udtrykke en offentlig mening, således at den fremtræder passende og lige efter bogen.

For dem, der sammensætter kommissionen, er et af de vigtigste, men usagte kriterier, ikke mindst i udpegningen af formanden, en fornemmelse for, om den pågældende person både kender og behersker de uskrevne regler i det bureaukratiske univers. Man søger personer, der har lært at spille kommissionsspillet på en legitim måde. Det er en måde, der på én og samme tid bevæger sig ud over spillets formelle regler og legitimerer spillet. Kommissionsmedlemmerne er på én gang med i spillet og hævet over det.

I alt spil er der regler, og i alt spil er der fair play. Når jeg tidligere har skrevet om tilværelsen blandt stammefolk og tilværelsen i den intellektuelle verden, har jeg anvendt denne sprogbrug: Det ypperlige i de fleste samfund er kunsten at lege med spillets regler. Det er den højeste hyldest til spillet. Den, der kontrolleret overtræder reglerne, er i fuldstændig modsætning til kætteren, der åbenlyst overtræder reglerne.

Den gruppe, der har magten, optager nye medlemmer på baggrund af ganske små, men vigtige adfærdstegn. Tegnene viser, at de pågældende behersker kunsten at respektere spillereglerne helt ud i, hvad man må kalde regulerede overtrædelser af den gode skik og brugs enkle regler. En hjælpepræst kan forsigtigt trække på smilebåndet af en kritik af religionen; biskoppen kan le; men kardinalen kan uden forbehold give sit besyv med. Jo højere man stiger op i indflydelsens hierarki, desto mere kan man lege med spillets regler. Det sker i embeds medfør, ex officio, og på en sådan måde, at der ikke hersker tvivl. Kardinalens antikirkelige humor er i højeste grad kirkelig.

Mening med meningsmålingerne

Den officielle mening er udtryk for en slags dobbeltrealitet, som man støder på, når der skal lovgives på nye områder. Her konstateres det tit, at samfundet befinder sig i et »juridisk tomrum«. Udtrykket er i sig selv bemærkelsesværdigt. Tomrummet fører ofte til, at man sammenkalder folk, som har en betydelig personlig autoritet at trække på. Et eksempel på et nyt lovområde kan være aktiv dødshjælp eller reagensglasbefrugtning. Her nedsætter man så et etisk råd, der består af feminister, biskopper, rabbinere, videnskabsmænd og andre fagkyndige. Det etiske råds opgave er at omdanne et antal etiske særsprog til en universel diskurs, der så skal udfylde det juridiske tomrum.

Det etiske råd skal med andre ord formulere en officiel løsning på et problem, der forstyrrer samfundet – f.eks. om man skal tillade rugemødre. Den, der efterfølgende udtaler sig til fordel for rugemødre, kan nu henvise til ’den offentlige mening’. Det er nu klart, hvilken funktion meningsmålinger tillægges i vore dage. Når der bliver sagt, at »meningsmålingerne bekræfter vores synspunkt«, svarer det til i en anden sammenhæng at sige: »Gud er med os.«

En kommissions rolle

Det er problematisk med meningsmålingerne, når f.eks. de veluddannede er imod dødsstraf, mens resten af befolkningen er for. Hvad gør magthaverne så? De nedsætter en kommission. Det er kommissionens opgave, i den offentlige menings navn, at finde frem til den legitime offentlige mening, uanset om denne offentlige mening, er af den modsatte opfattelse eller slet ikke gør sig tanker om emnet. Det ser vi finde sted i flere sager.

Det løjerlige ved meningsmålingerne er, at man stiller folk spørgsmål, de ikke har stillet sig selv. Samtidig foreslår man dem svar på problemstillinger, de ikke selv har rejst. Målingerne kræver svar. Folk skal tage stilling. Det er ikke selve målemetoden, der indeholder fejlkilder. Men målingerne pådutter folk spørgsmål, som ellers kun stilles til den oplyste mening i samfundet. Derved produceres der svar fra folk på spørgsmål, som kun nogle få ellers stiller sig. Resultatet bliver ’oplyste svar’. Meningsmålinger virkeliggør spørgsmål, som ellers ikke eksisterer for de adspurgte befolkningsgrupper. Også i de tilfælde, hvor de adspurgte i virkeligheden sætter spørgsmålstegn ved selve spørgsmålet.

Den offentlige mening

Mackinnon giver en definition af den offentlige mening. Når man taler om den offentlige mening, spiller man altid dobbeltspil mellem den velkendte og offentlige definition (som er alles mening) og den autoriserede og effektive, der er en delmængde af den demokratisk definerede offentlige mening. I teksten fra 1828 omtales den offentlige mening som »denne følelse vedrørende et hvilket som helst emne, der bliver produceret og vedligeholdt af de bedst informerede personer, af de mest intelligente og af de mest moralske i samfundet. Denne mening bliver gradvist udbredt og vedtaget af de dannede mennesker, som det sig hør og bør i en civiliseret stat«. Magthavernes sandhed bliver til alles sandhed.

Iscenesættelse og produktion af autoritet

Sociologernes interesse for at gå tilbage til begyndelsen er velbegrundet, fordi der som regel indledningsvist i enhver debat siges ting lige ud af posen, som efterfølgende graves frem og anses for at være provokerende afsløringer.

Den, der reproducerer det officielle, har lært at producere, som i ordets oprindelige betydning er ’at fremføre’. Dette gøres ved at opføre eller ’teatralisere’ noget, som ikke umiddelbart er sanseligt eller synligt. Han må iscenesætte efter alle kunstens regler, og under spillets forløb kan han ikke undgå at lave mirakler. En ordkunstners typiske mirakel er det sproglige mirakel, den retoriske succes. Ordkunstneren skal skabe iscenesættelsen af det, som autoriserer udsagnet. Det vil sige, han skal iscenesætte den autoritet, i hvis navn han er bemyndiget til at tale. Sådan taler Baudelaire om poesien: »En kyndig håndtering af et sprog er som at udøve en form for manende magi«.

Jeg forstår ’personifikation’ som et retorisk kneb, hvor man inddrager og lader f.eks. en afdød person, et dyr eller en personificeret genstand, der ikke er til stede, tale og handle. De kyndige, der betjener sig af lærde sprog, f.eks. jurister og digtere, skal iscenesætte en tænkt referent, i hvis navn de taler. Det kan de gøre ved at benytte en særlig sprogbrug. De skal skabe det, de udtrykker, og levendegøre dét, i hvis navn de udtrykker sig. De skal på en og samme gang producere en diskurs og producere troen på det universelle i deres diskurs gennem den tydelige iscenesættelse af denne ting, som skal stå inde for det, som de danner: Eksempelvis ’nationen’, ’arbejderne’, ’folket’, ’statshemmeligheden’, ’nationens sikkerhed’, ’sociale ydelser’ osv. I den forstand at fremførelsen er en fremmanen af ånder eller fantasmer – er staten en fantasme...

Fra religiøse til politiske ceremonier

Schramm har vist, hvordan indvielsesceremonier på ubesværet måde blev overført fra religiøse ceremonier til den politiske orden. Hvis ceremonier kan overføres så let gennem ritualer, er det fordi det i begge tilfælde drejer sig om at overbevise om, at der er et grundlag for diskursen. Denne diskurs er selvbestaltet, legitim og universel, fordi der er en fremførelse – i betydningen: magisk fremmaning af trolddom. Der er en fremførelse, der bevæger sig fra den forenede gruppe, der samtykker, til den diskurs, der forener gruppen.

Heraf kommer også det juridisk ceremonielle. Historikeren E.P. Thompson har insisteret på den juridiske iscenesættelse i England i det 18. århundrede. Brug af f.eks. parykker kan forstås mere grundlæggende, når man indser, at de ikke bare er et teknisk apparatur i Pascals forstand, som tilføjes. Men derimod at parykkerne er bestemmende for den juridiske handling. At afsige en dom i jakkesæt er et sats. Man risikerer at diskursen mister sin pomp og pragt. Man taler altid om at reformere det juridiske sprog uden dog at gøre det, fordi sproget er den sidste embedsmæssige iklædning: Kejsere, der ikke har noget tøj på, er ikke længere karismatiske.

Dyd eller ond tro

En vigtig dimension ved teatraliseringen, er iscenesættelsen af interessen for den brede mening: Det er teatraliseringen af troen på interessen for det universelle, for uegennyttigheden hos politikeren – teatraliseringen af præstens tro, af politikerens overbevisning, af hans tro på det, han står for. Hvis teatraliseringen af overbevisningen er en del af de uskrevne betingelser for udøvelsen af en fuldmægtigs gerning, ligesom hvis en professor i filosofi skal ligne en, der tror på filosofien, så er det fordi den, altså teatraliseringen, er en altafgørende hyldest fra embedsmanden til embedet. Den er det, man forbinder med en embedsmand, det, som gør ham til en sand embedsmand. Man forbinder ham med uegennytte og troen på embedsværket. Uegennytten er ikke en andenrangsdyd. Det er selve den politiske dyd for alle fuldmægtige. Nedsmeltning af den politiske overbevisning er uegennyttighedens modsætning, hvor alle er i ond tro, og overbevisningen er en slags kollektiv ond tro i sartresk forstand, et spil, hvor alle lyver og lyver for hinanden vel vidende, at der lyves.

Sådan er det, rent officielt!

 

Oversættelse: Jens Qvesel, Diplomé d’Études Approfondies i filosofi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bourdieu har fat i noget rigtigt. For at hjælpe os ud af vores vanetænkning tilbyder han en ny begrebsverden: Habitus, Felter, og Kapital - mange slags Kapital: eksempelvis kulturel- intellektuel- social- sproglig- symbolsk- akademisk- og statslig-kapital.

Problemet er at han derved kommer til at fortabe Marx's klare skelnen mellem de to klasser, Kapitalister og Lønarbejdere, og Bourdieu slår ofte Statens og Kapitalens interesser sammen, uden hensyn til at Staten er hele stridens æble, som begge klasser kæmper om at få magten over. Denne forsyndelse underbygger kapitalmagtens drøm, nemlig at lønarbejderne skal opgive klassekampen og kampen om Staten...

Problemet ved tankegangen er, at den legitimerer det, der ikke kan gælde i et demokrati, nemlig kvalificeringen til en repræsentativ post. Den kan man kun - i et demokrati - erhverve ved lodtrækning.

Er du sikker, Peter Hansen?

Jeg synes da netop den stiller et godt fedt spørgsmålstegn ved netop dét, om en embedsmand nogensinde kan være kvalificeret.

Ja, Marie Spliid Clausen, men jeg tænker mere på de 'folkevalgte', der jo netop ikke bør være nogen, der vælges for deres meritter, men udpeges ved lodtrækning som repræsentanter for de fælles interesser.

@Peter Hansen:

Kan du ikke uddybe ræsonnementet bag det forslag? Det lyder jo syret i forhold til hvad man er opdraget med, men også ret interessant. Er det for at undgå social manipulation som en bestemmende faktor?

Oder wie...

Lige nøjagtigt, Marie Spliid Clausen, og det er for at tvinge befolkningen til politisk deltagelse: tænk, hvis man pludselig blev udtrukket og var helt ignorant? Så ville man godt nok tage sig ud som et fæ! :-)
Det græske demokrati benyttede sig aldrig af valg, men altid lodtrækning, bortset fra embederne militære ledere.
Valgte politikere repræsenterer særinteresser, udtrukne har ingen anden interesse end det almene; men politiske beslutninger skulle jo iøvrigt vedtages af folkeforsamlingen.

Det er selvfølgelig et meget vigtigt spørgsmål, som athenerne klarede ved lodtrækning in pleno. Det vil selvfølgelig ikke på samme måde kunne lade sig gøre med et helt lands befolkning, så der skal indarbejdes nogle tekniske løsninger, der umuliggør fiflen. Måske på personnummer, hvor hvert talpar blev udtrukket offentligt forskellige steder i landet?

Hvis nogen bliver enige om at opstiller en anden person til kommunalbestyrelsen og vedkommende bliver valgt, er kommunalbestyrelsesarbejdet et borgerligt ombud som vedkommende har pligt til at udføre.

John Christian Mogensen

Bourdieu mener at den offentlige mening er det samme som alles mening. Som om der fandtes en mening, der er alles! Selv blandt alle dem som "man anser for værdige til at have en mening", er det meget svært at finde en mening, som er alles. Hvis lovgiverne i den forstand skulle påkalde sig den offentlige mening, så er det nærmest ingenting de påkalder sig. Jeg kan nu ikke rigtigt huske nogen konkrete eksempler på at politiker har påkaldt sig den offentlige mening. Men jeg kan sagtens finde eksempler på, at man med rette eller urette påberåber sig flertallets mening.

@John Mogensen:

Jeg tror altså du har fejllæst artiklen. Som jeg læser det, er det da netop tomheden i begrebet 'den offentlige mening' som Bordieu fremhæver, nøjagtig som du selv skriver.
Diverse meningsmålinger som fortæller os at 'danskerne mener XYZ' bruges som relevant eksempel.

John Christian Mogensen

Marie Spliid Clausen.

Det har jeg nok, altså fejllæst artiklen. Men så har jeg til gengæld svært ved at se, at den skulle være så overordentlig interessant, for jeg kender næppe nogen, der ville være tåbelige nok til at mene at der findes en mening som er alles. Og jeg kender heller ikke meget til, at man påberåber sig den offentlige mening, derimod synes jeg man ofte henviser til flertallets mening (ofte i overdreven form til danskernes mening).

Lars Jørgensen

En af Bourdieus mest kritiske pointer omkring demokratiet er, at 'den offentlige mening' er en illusion. Titlen på en af hans mest berømte kritiske små tekster er netop: Den offentlige mening findes ikke. http://www.homme-moderne.org/societe/socio/bourdieu/questions/opinionpub...

Men illusionen om 'den offentlige mening' bruges dagligt af politikere og mediefolk mv. til at undertrykke de mindre og mindst ressourcestærke dele af befolkningen med.

Man kan sige, at embedsmanden (i sin her generelle idealtypiske form) 'fornemmer' magtforholdene og på den baggrund udlægger 'den offentlige mening'.

Det kan føles og se korrekt ud for embedsmanden i magtfeltet - netop fordi magt og fortolkning går i et. Han opdager så blot ikke, at al undertrykkelse forbliver undertrykt også på det symbolske plan.

Han ved kort sagt ikke, hvad han gør. Men gennem Bourdieus sociologi - kan både han og andre blive bevidst om (det dybt udemokratiske) problemet...

@John Mogensen:

Ak, din tiltro til den gennemsnitlige menneskelige intelligens er højere end min.

Det er jo heller ikke altid kun et spørgsmål om hvad folk godt ved hvis de tænker sig om. En stor del af selve det at manipulere folk retorisk går jo ud på netop at kortslutte ræsonnementerne forbi folks refleksionsevne, så folk glemmer at reflektere over ting de egentlig godt ved.

John Christian Mogensen

Javel, den offentlige mening er en illusion, og en stor tyran, især i et demokrati, hvor den jo ifølge Bourdieu forstås som alles mening. Ak ja og dermed også min, for så vidt jeg helst vil være en af alle. Det skal jo nok motivere mig til at rette ind.
Det er dog Bourdieu, der oversætter udtrykket den offentlige mening til "alles mening" ( i et demokrati) i stedet for blot den fremherskende mening. Det er tilsyneladende noget, han blot finder "ret indlysende", og ikke noget han har argumenter for, empiriske eller andre. Jeg ville mere forsigtigt sige, at man finder denne tendens i demokratiet, altså identifikatíonen af flertallet med alle, og dermed nedgøringen af mindretallene og i sidste ende af den enkelte.

Lars Jørgensen
Det er rigtigt at Bourdieu frakender ‘den offentlige mening’ nogen større betydning, men det er et kendt synspunkt behandlet i tidlig retsfilosofi og naturfilosofi, samt af Hegel m.fl. Problemet er at Bourdieu forvirrer mere end han klarlægger på sin vej frem til at give den åbne dør et spark. Han retter al fokus på magt og magtens reproduktion, men glemmer modmagt og forandring.

Bordieu mener jeg så klarere - og før nogen anden - at statens interesser og kapitalens interesser er - sammenfaldende. Uanset om man levede i et stats-kapitalistisk land som DDR eller Bulgarien eller i et moderne kapitalistisk stasligt land som Kina eller Danmark for den sags skyld. Staten er i dag en konkurrence-stat, hvor kapitalens interesser sættes over alt andet. Især når det gælder den den statslige konkurrence-kapitalismes konkurrence med andre konkurrencestatslige kapitalistiske lande.

Eller kort sagt: Stater konkurrerer i dag på et marked, derfor bliver stater nødt til at skære i de sociale udgifter, i SU'en mv. og at tilpasse sig en herskende markedslogik, den herskende markedslogik, som er den eneste gyldige i dag. Selv Kina - og til en vis grad Nordkorea - opererer indenfor denne statslige konkurrencelogik...

Eller sagt på en anden måde: Når Finland scorer højt i PISA, så skal Danmark også score højt i PISA. Når Tyskland sænker lønningerne og laver Hartz IV-loven, så skal Danmark også følge trop og gøre præcist det samme som Tyskland. Kun på den måde kan inter-nationale investeringer komme til Danmark lyder det.Og på den måde kan Danmarks konkurrence-evne styrkes....i klar konkurrence med andre stater.

I gamle dage komkurrede virksomhederne lokalt - og måske globalt. I dag konkurrer firmaer også globalt; staten gør det samme. Underlagt en markedslogik. Der er kapitalens og statens interesser de samme.

Karsten Aaen:
Karl Marx skriver i det kommunistiske manifest:

"Proletariatet vil bruge sit politiske herredømme til efterhånden at fravriste bourgeoisiet al kapital, til at centralisere alle produktionsinstrumenter i statens hænder, dvs. i hænderne på proletariatet organiseret som herskende klasse, og til at øge mængden af produktionskræfter så hurtigt som muligt."

Naturligvis vil en socialistisk overtagelse af statsmagten adskille Statens og Privatkapitalismens interesser.

Karsten Aaen
Især når det gælder den den statslige konkurrence-kapitalismes konkurrence med andre konkurrencestatslige kapitalistiske lande.

Kan der sættes eksempel på denne påstand?

Faktisk tror jeg du i din analyse glemmer at privatkapitalismen profiterede af det militære pres de privatkapitalistiske stater lagde på de socialistiske økonomier.

Marx har mange gode pointer, men jeg mener at han bør læses i sammenhæng med andet tankegods, og med den samtid han skrev fra in mente. Han kunne ikke sætte sig helt ud over kapitalismen - han beskrev stadig meget igennem begerber som produktion og merværdi. Jeg synes at en særling som Slavoj Zizek har nogle gode tolkninger i forhold til hvordan Marx kan være relevant idag - selvom nogen nok vil finde hans stil noget polemisk.

De mennesker på vestsiden af muren, der før 1989 kaldte sig socialister, bør efter min mening have et andet projekt idag. I dette projekt er de tørre og objektiviserende 'produktionsmidler' og 'ressourcer' udskiftet med 'jorden, grøden, livsværdien'. Retorik, kan man fristes til at mene, men ord er vigtige. Ord er magt, ord former den måde vi tænker om tingene på.

Det vigtigste projekt jeg ser lige nu, er det GRØNNE.
Ikke fordi der ikke er krige og ulighed og arbejderrettigheder osv at bekymre sig om, men fordi alle disse krige, ulighed, kontrolsamfund og ACTA og fanden og hans pumpestok alle sammen - igen, i mine øjne - er delproblemer af det samme problemkompleks: krigen om moder jord, udplyndringen af ressourcerne, panikken før lukketid.
På den baggrund synes jeg f.eks. at nogle af de drøftelser hér på siden der virkelig forsøger at tage fat om nældens rod, er de tråde der følger Ejvind Larsens utrættelige indlæg om netop dette - hvad det er vi gør ved vores jord, vores livsgrundlag og dermed også ved os selv.

Jeg tror at den socialistiske revolution som Marx skrev om var et glimt han så af noget ufuldstændigt - ufuldstændigt fordi han ikke kunne forestille sig, derfra hvor han sad, hvor vanvittig en tid dette her ville blive. Hvis man længere i det hele taget kan tale om en revolution, så bliver den grøn, og den kommer ikke til at bestå i blodige overtagelser af parlamentsbygninger.
Snarere kommer den til at ligne noget af det inderne gjorde da de smed briterne på porten, ved at dyrke jorden, lave deres eget salt og klæde, nægte at samarbejde og have modet til at blive slået til jorden.
Det håber jeg i hvert fald. Mennesker presses allerede nu til det punkt hvor de intet har at miste. Det gør dem modige, og det er en anden slags mod end Oktoberrevolutionens gamle raseri.

Søren Rehhoff

Demokrati og magi, det er en interessant kombination. Men reelt er det jo begrænset hvor meget man kan styre folk v.h.a. af rent mekaniske midler, så man er nødt til at ty til den magi, der ligger i de forskellige institutioner og aktørers selviscenesættelse og så ellers krydse fingrene. Den nuværende regering er elendige magikere eller måske er deres magi bare ikke begyndt at virke endnu. Hvad angår et demokrati baseret på lodtrækning, så tror jeg ikke at folk ville føle sig særligt repæsenterede under sådan en ordning, så jeg forudser, at sådan en form for demokratis magi hurtigt ville forsvinde.

@Søren Rehhoff:

Jo men - er meningen bag en sådan demokratiform netop ikke, at bestemte gruppers interesser IKKE skal kunne 'repræsenteres' ?

På mange måder kunne det godt ligne den måde man valgte konger på i gamle dage (den gang man valgte konger). At blive valgt til konge var en stor ære men også lidt af en dødsdom, for man symboliserede gruppen i den tid man var konge, og i visse traditioner blev man derefter slået ihjel og ofret (som regel til selve landet). Læser man tidlig irsk lov som den er nedfældet i middelalderlige skrifter er der spor af en helt anden forståelse af jura end den moderne, samt nogle højst komplekse retningslinjer for hvornår et kongeligt embede ansåes forat blive bestredet på ordentlig vis (med samt beskrivelser af hvilke sanktioner der ramte en despotisk eller tyrannisk konge).

Alle disse love er selvfølgelig også til en vis grad indviklet i tidens åndsliv, som pæne sekulære folk nok vil kvie sig noget ved idag, men jeg tror ikke disse guddommelige principper er noget man ikke kunne erstatte med andre værdinormer, såsom netop jorden og grøden (hvilket egentlig kommer temmelig tæt på hvad åndslivet den gang handlede om også. Folk var ret pragmatiske i deres tilgang til tingene den gang).

I den moderne juraforståelse er jeg klar over det lyder meget fascistoidt, men ift den forhistoriske forståelse af jura virkede det fint - al den stund at kongen f.eks. kun var konge for en begrænset periode, f.eks. 3 år, og ikke var hævet over loven eller havde nogen mulighed for at lave den grundlæggende lov ang. sit eget embede om.
Irsk lov blev varetaget af de såkaldte ceilidh, barder eller skjalde, og var i øvrigt nærmest uadskillelig fra al anden narrativ og mytologisk tradition.

Marie,
Hvis de grønne og andre alternative bevægelser vælger sammen med Bourdieus at underkende klassekampen og kampen om Staten, så er vi jo ude i hvad man kan kalde en frivillig march mod fattigdom. Uden magt over produktionsapparatet, herunder jord, så er der kun almissen og religion at sætte sin lid til for de arbejds- og jordløse.

PS. Oktoberrevolutionen blev gennemført af bevæbnede soldater, der kom lige fra første verdenskrigs skyttegrave - et sådant revolutionært momentum får arbejdere og bønder kun en eller to gange i historien (Rusland og Kina).

@Bill Atkins:

Hm, altså, meningen eri kke at underkende klassekampen her, men at se den som uadskillelig fra den grønne kamp.
At det er forskellige kampe hvoraf vi skal vælge at fokusere på én, er noget de vil bilde os ind (dem som er 'De', du ved).

Medierne især tv medierne forsøger at kontrollere den offentlige debat. For både DR og TV2 er en del af denne kontrol formentlig udtænkt i public service navn. Disse medier har især muligheden for at sætte agendaen for den offentlige debat. Sidste år forsøgte DR massivt sundhedsvæsnet under debat, med emner som brugerbetaling, ventelister mm. DR betalte for ekspert udredninger og arrangerede borgermøder og lavede en slags meningsmålinger om forskellige spørgsmål vedrørende sundhedsvæsnet. Der blev ikke rigtig nogen offentlig debat omkring sundhedsvæsnet, selvom DR havde masser af indlæg i tv aviser mm. Men det kan ikke være rigtigt at offentligt/licens betalte medier kan forsøge at styre den politiske debat i Danmark, men skal også bemærke at mange troede at folketingsvalget var nært forestående på dette tidspunkt (marts) sidste år.

http://www.dr.dk/Nyheder/Temaer/2011/Sundhed_i_DK/index.htm

Søren Rehhoff

@ Marie Spliid Clausen

"Jo men - er meningen bag en sådan demokratiform netop ikke, at bestemte gruppers interesser IKKE skal kunne ‘repræsenteres’ ?"

Jo men hvordan vil man undgå, at de personer der vælges ved lodtrækning, ikke vil tilgodese deres egne interesser. Hvis det nu f.eks. hovedsagligt var folk fra CEPOS der vandt lodtrækningen, så tror jeg der er mange, der ikke ville føle sig helt trygge. Men man kunne selvfølgelig true de valgte med dødsstraf, hvis de regerede uretfærdigt og despotisk, jeg tror på den anden side, at mange ville føle at sådanne sanktioner, ikke helt levede op til, hvad vi ellers forstår ved moderne retsnormer.

jeg tror på den anden side, at mange ville føle at sådanne sanktioner, ikke helt levede op til, hvad vi ellers forstår ved moderne retsnormer.

Det gør de jo heller ikke. Beskrivelsen af det irske retssamfund er jo ikke en hovedløs advokering for at man skal tilbage til de gode gamle dage som sikkert ikke var så super gode når det kom til stykket, men mere at der er mange af de ting vi tager for givne om hvordan man får et samfund til at fungere, der absolut ikke ER givne.

Ang. hvordan man undgår at personerne der vælges ved lodtrækning ikke tilgodeser deres egne interesser.... så gælder denne risiko vel uanset om man lodtrækker eller afstemmer eller hvad man ellers gør, i dét øjeblik man giver nogle personer mere magt end andre.
Synes du at dem der er valgt ved afstemning lige for tiden fremstår mere uegennyttige fordi de har holdt en valgkampagne først?

John Christian Mogensen

Marie Spliid Clausen og Karsten Aaen.

Når I hævder at kapitalens og statens interesser er de samme, så bruger i det retoriske kneb som Bourdieu kalder personificering. Staten er ikke en person med interesser, men staten repræsenterer folkets eller rettere folkets medlemmers interesser. Og disse interesser er bestemt ikke sammenfaldende med kapitalens interesser.

Søren Rehhoff

@ Marie Spliid Clausen

"Det gør de jo heller ikke. Beskrivelsen af det irske retssamfund er jo ikke en hovedløs advokering for at man skal tilbage til de gode gamle dage som sikkert ikke var så super gode når det kom til stykket, men mere at der er mange af de ting vi tager for givne om hvordan man får et samfund til at fungere, der absolut ikke ER givne."

Jeg troede heller ikke du ønskede det gamle irske retssamfund tilbage, jeg prøvede bare at tænke tanken til ende

"Ang. hvordan man undgår at personerne der vælges ved lodtrækning ikke tilgodeser deres egne interesser…. så gælder denne risiko vel uanset om man lodtrækker eller afstemmer eller hvad man ellers gør, i dét øjeblik man giver nogle personer mere magt end andre."

Ja, men det oprindelige argument var, at demokrati ved lodtrækning skulle sikre, at de valgte tilgodeså almenvellet istedet for særinteresser

"Synes du at dem der er valgt ved afstemning lige for tiden fremstår mere uegennyttige fordi de har holdt en valgkampagne først?"

Jeg siger ikke at repræsentativt demokrati er perfekt, men jeg tror ikke man løser de problemer, ved at indføre demokrati ved lodtrækning.

Jeppe Brogård

Dette er en højst underlig artikel. Det er som om der mangler noget i den. Den forekommer baseret på løse antagelser og halve konstruktioner. Eksempelsamlingens kredsen om dødsstraf og andre totalitære træk fremstår som plantninger i læserens bevidsthed.

Unde ralle omstændigheder er jeg rystet over at finde artiklen i Information. Den er gennemsyret af konspiration mistænksomhed.

Jeg er selv embedsmand og artiklens konstatering af, at han er politikerens forlængede arm er banal. Jeg forstår selvfølgelig, at offentligheden er skeptisk overfor den slags, dette "de". Men der mangler en erkendelse af, at embedsmænd tilhører dem, der betaler dem, uanset om det er ansat af folkevalgte eller indsatte politikere.

For eksempel er timingen af artiklen interessant deri, at den lander samtidig med den kommission, som skal kulegrave et at de største retssikkerhedsmæssige svigt under den tidligere regering. I stedet for en artikel om kommissionens formål får vi en mistænkeliggørelse af kommissionens formål og indhold.

Det undrer mig såre, at Informations redaktør og journalist lancerer en Venstrevenlig artikel samtidig med at Venstre står til alvorlige skrammer i lakken. Er Information Teaparty?

Heinrich R. Jørgensen

Jeppe Brogård:
"Er Information Teaparty?"

For tiden er Information Oplysning, og et dagblad der fokuserer på det intellektuelle.

Dagbladet Information skal have usigeligt megen tak og ros for begge dele.

jep, og de ved lodtrækninger udtrukne, kan så bruge evt. at spørge af dem selv udvalgte fagfolk på de og de områder, eller crowdsourcinger

@Søren Rehhoff:

Næeh... der er nok ikke nogen perfekte løsninger når de indgående elementer er mennesker.

Om lodtrækning kan man vel sige det gode at hjernevaskende kampagner ikke rigtig kommer ind i billedet. Fokus er nødt til at være 100% på de opgaver der er i samfundet, fordi personen ikke rigtig involveres før navnet er oppe af hatten.

Så har man jo i hvert fald minimeret chancen lidt mere for at der er tale om en person der bare kan lide at blive persondyrket og stå i rampelyset. Selvom deres navn selvfølgelig stadig er i hatten - men hvis det var sådan tingene fungerede ville der nok også være en anden forestillingsverden omkring embedet/erne.

Henrik Darlie

"Nedsmeltning af den politiske overbevisning er uegennyttighedens modsætning, hvor alle er i ond tro, og overbevisningen er en slags kollektiv ond tro i sartresk forstand, et spil, hvor alle lyver og lyver for hinanden vel vidende, at der lyves."

Der kommes vidt omkring i denne tråd. Det væsentlige er for mig at se vores forhold til (accept af) løgn - det kontrafaktuelle - et af forbudene i de ti bud.
Løgn bør straffes, og jo skadeligere løgnen er, des hårdere bør den straffes.

Jeppe Brogård

Er der ikke en eneste signatur i tråden, som synes at Informations hvidvaskning af Venstres legendariske magtmisbrug er antiintellektuel?

Gorm Petersen

Oprindelig var fiktionen inspireret af virkeligheden.

Nutidens mennesker har 98 % af deres erfaringer fra fiktionens verden.

Derfor er man i dag nødt til at efterligne fiktionens klicheer for at virke troværdig.

Hjernen kan nemlig arbejde med genkendelser.