Læsetid: 8 min.

Først føles det som at holde sommerferie

Hendes arbejde var at være topinformeret. At kunne forklare økonomiske kriser og valutaudsving, at rydde op i krakkede banker, at udtale sig om Danmarks økonomiske situation. Men da tidligere nationalbankdirektør Bodil Nyboe Andersen trak sig tilbage, blev der stille. »Jeg toppede, da jeg var 60. Jeg følte det så udpræget dengang ...«
/h4>Den viden, man får i en institution som Nationalbanken, er intens, og det er en stærk følelse at have den viden. Den har man ikke, når man er pensionist. Så kan man læse Financial Times og Economist lige så tosset man vil, siger Bodil Nyboe Andersen.

/h4>Den viden, man får i en institution som Nationalbanken, er intens, og det er en stærk følelse at have den viden. Den har man ikke, når man er pensionist. Så kan man læse Financial Times og Economist lige så tosset man vil, siger Bodil Nyboe Andersen.

Jakob Dall

10. marts 2012

Det var planlagt. Som hun havde tænkt det inden, da hun forlod hun sine bestyrelsesposter en efter en, Københavns Universitet, Røde Kors, senest Tryg.

»På et tidspunkt skal det slutte. For mit vedkommende blev det, som jeg havde håbet på,« siger tidligere nationalbankdirektør Bodil Nyboe Andersen, der trak sig tilbage fra jobbet som nationalbankdirektør, da hun fyldte 65 og har brugt de seneste fem år på bestyrelsesarbejde. Nogle af bestyrelsesposterne har hun stadig, de fleste er hun fratrådt. Som en slags exitstrategi fra en af de vigtigste poster i Danmark, en slags planlagt udfasning til den tilværelse, hun har nu, hvor hun for første gang i sit liv kan gå i biografen, mens det stadig er lyst, hvor hun kan sætte sig over i lænestolen med en bog, selv om det stadig er formiddag og bruge tre timer lørdag formiddag på at læse avisen.

»Jeg vurderede, at det ville være meget nemmere med en gradvis nedtrapning end at køre på med fuld fart, indtil man fylder 70 for så at blive overrasket over, at det pludselig er slut.«

Nogle bliver overraskede, nogle etablerer et fuldt udstyret kontor med sekretær og nægter at se realiteterne i øjnene. Andre, som Bodil Nyboe, har smidt papirerne ud, har droppet arkivskabene og i stedet prøvet at tage magten over det selv og prøvet at planlægge sig ud af det.

»Jeg har altid sagt, at hvis jeg mangler nogle af mine papirer, må jeg rekvirere dem igen. Mine børn griner af mig, at jeg altid skal planlægge alting, men jeg kan bare ikke lade være.«

Og hun har endda planlagt sin tilbagetrækning, så godt hun nu kunne.

»For mig har det været en bevidst strategi. Det har været et forsøg på at prøve at indkapsle tabet uden at lade det lamme dig. At forsøge at lade være med at lade tabet føre til en hektisk kamp for ikke at få tabet. Man kan lige så vel fronte det i stedet for at fortrænge det.« Bodil Nyboe Andersen stopper op.

»Ordet tab, det lyder så dramatisk,« siger hun så. Det lyder negativt, som om det er en katastrofe.«

»Det er det jo ikke. I virkeligheden er det ganske naturligt, så man må nok prøve at kvalificere ordet tab en smule. Men selvfølgelig, der er noget, der forsvinder. Eller ændrer sig, men jeg har det godt med ikke at have så travlt længere. På den anden side skal man ikke romantisere tingene,« ræsonnerer hun. Det er klart, siger hun så, det er enormt spændende at have et arbejde, hvor man har den kolossale viden og information, som man har som nationalbankdirektør. Og når man forlader det, er det et tab.

»Det må jeg jo konstatere. Ligesom det er et tab at miste den strukturerede hverdag, som man har været vant til igennem et langt arbejdsliv. At skulle på arbejde, være sammen med nogle bestemte mennesker, at have sine rytmer, at holde øje med udviklingen. Lige når man slutter, så føles det som at holde sommerferie, men den følelse holder hurtigt op.«

Ikke hendes identitet

Bodil Nyboe Andersen har været direktør siden hun var 40. Hun blev udnævnt til direktør i Danmarks Nationalbank i 1991 efter i 10 år at have siddet som medlem af direktionen i Andelsbanken. I fire år var hun nummer to i nationalbanken under direktionsformand Erik Hoffmeyer, og da han i 1994 trak sig tilbage efter 30 år på posten, var hun selvskrevet som hans afløser. 90’erne var en turbulent periode.

Hun blev sat til at rydde op i den krakkede Varde bank, der var respekt om hende, både i Danmark og internationalt. Også dengang var der valuta- og bankkriser, også dengang var der økonomisk rod. Men når journalisterne i dag ringer for at få hendes kommentar til den aktuelle økonomiske krise, afviser hun dem.

»Man skal ikke bilde sig ind, at man kan opretholde den indsigt og viden, som man har i sådan et topbjob. Det er derfor, jeg ikke udtaler mig. Jeg følger ikke intenst med i finansverdenen længere.«

Det vil hun heller ikke kunne. Som chef i Nationalbanken er det ens job at være topinformeret, man er serviceret med information, man kender til den nyeste udvikling, og man får en strøm af nye informationer.

»Hele institutionen er gearet til at kondensere og koncentrere viden, og der er et hav af mennesker ansat til at præsentere essensen i informationerne, så man ikke behøver at læse tre sider eller en kæmpelang artikel for at få en essens. Den viden, man får i en institution som Nationalbanken, er intens, og det er en stærk følelse at have den viden. Den giver en platform for at mene noget, for man er top-briefet på de ting, man skal kunne. Det er man ikke, når man er pensionist. Så kan man læse Financial Times og Economist lige så tosset man vil.«

Men man har heller ikke brug for det mere. Man har ikke længere motivationen til hele tiden at tænke i de baner; tingene ændrer sig, og på en måde er det en befrielse at slippe, mener hun.

»Det er det nu, men det betyder ikke, at det nødvendigvis havde været en befrielse for 10 eller 20 år siden.«

Det har nok gjort det nemmere, mener Bodil Nyboe Andersen, at hun aldrig har følt, det var hendes identitet at være bankdirektør.

»Min identitet var mig selv, mit liv og mine egne relationer. Det var min identitet, det andet var mit job. For hvis man har været mor med alt, hvad det indebærer, og skullet sørge for indkøb inden klokken 14 lørdag, så er der ikke så meget direktør over det,« siger Bodil Nyboe Andersen, der blev alene med børnene, da de var syv og 13, og siden boede med dem i den store lejlighed ved Kastellet i København. Selvfølgelig har hun betalt sig til hjælp, selvfølgelig er hun ikke gået af vejen for at købe dyrere løsninger. Men hverdagen var koblet sammen med at have et liv derhjemme sammen med børnene.

»Jeg har jo altid haft denne her praktiske opgave i familien, som jeg i sidste ende tror, har gjort tilbagetrækningen fra arbejdslivet nemmere. For jeg har aldrig følt, at det stod og faldt med mit nationalbankdirektørjob. Min identitet blev aldrig spist af jobbet.«På den måde bliver tilbagetrækningen fra arbejdslivet ofte nemmere for kvinder, mener hun.

»Fordi vi under alle omstændigheder har haft den her dobbelte opgave, og fordi man ikke har lyst til at melde sig ud af familien. På det punkt tror jeg, mænd i min generation har haft det sværere. Selv om tabet, da mine børn flyttede hjemmefra, var ubeskriveligt. I virkeligheden er det lige så forudsigeligt som at gå på pension, og alligevel er det en kæmpe omvæltning, som næsten kan sidestilles. At miste den rolle og den betydning, jeg har haft for børnene, var svært.«

På toppen

Bodil Nyboe Andersen kalder tiden i Nationalbanken for sine bedste år. Det var, som om det hele faldt på plads for hende, da hun blev 50 – samtidig med hun blev udnævnt til nationalbankdirektør. Det gav mening.

»Det var, som om det, jeg havde interesseret mig for professionelt, samlede sig, også mere end jeg havde turdet håbet på, da jeg startede. Der var økonomien, som jeg havde studeret og undervist i på universitetet. Jeg havde endda undervist i penge og bankvæsen i ganske mange år. Så var der formidlingen, som jeg godt kan lide og var god til, og så var der det med at være direktør i en bank.«De tre ting går op i en højere enhed i jobbet som nationalbankdirektør, for man skal være chef, man skal formidle, og man skal vurdere økonomiske data.

Men hun husker også, da det vendte.

»Jeg synes ærligt talt, at jeg toppede, da jeg var 60. Jeg følte det så udpræget dengang.«

— Men hvad betyder det, at toppe?

»Jeg befandt mig godt med det. Jeg havde det godt med mig selv og min rolle. Det er det, jeg mener, det handler om. Hvis man er heldig, så er det det, man får ud af livet.«Hun kan stadig huske sin 60-års-fødselsdag.

»Jeg følte, at nu står jeg på toppen, fra nu af … «

Bodil Nyboe Andersen griner. »Ned ad bakke lyder så … negativt. Men man bevæger sig i hvert fald ikke længere mod en top.«

Igen bliver hun alvorlig.

»Jeg tænkte, at det her, det er din dag. Jeg var mig virkelig bevidst om, at sådan noget får du ikke igen. Jeg fik en følelse af, at jeg på en eller anden måde gjorde status. Nu stod jeg med det, og nu skulle jeg glæde mig over det.«

»Den følelse bundede nok i, at jeg pludseligt erkendte, hvordan verden nu engang ser ud. At man skal forstå øjeblikkets betydning og ikke bare tænke på, hvad der skal komme.«

Det lyder så højtideligt, mener hun. Så højstemt, og det har hun egentlig ikke lyst til at være.

»Da jeg fyldte 65 mærkede jeg, at jeg ikke rigtigt havde samme energi længere. Der sker jo noget med en, når man bliver ældre. Når man er yngre, tænker man fremad. Hvad bliver det næste og det næste. Hvad med den næste sommerferie, og næste år. Men når man bliver ældre, er planlægningen pludseligt ikke længere helt så morsom. Langtidsplanlægning får en kedelig bagkant, når man passerer de 70.«Det var ikke noget, hun egentlig havde tænkt så meget over. Men da hun havde en arkitekt ude at se på sit sommerhus, der skulle repareres, blev hun spurgt, hvilket tidsperspektiv hun tænkte i. Var det 10, 20 eller 35 år?»Jeg sagde til arkitekten, at om 35 år ville jeg være 103, så det troede jeg ikke. Og pludseligt fik jeg det ind, at man ikke længere kan tænke i lange baner. Det er nok formentlig den mest afgørende livsændring ved at blive ældre: at man på en måde må erkende fremtiden på en ny platform. Selv om man ved det rationelt set, så er det der, den følelsesmæssige ændring kommer.«Og det er egentlig mærkeligt, siger hun, for pludselig bliver glæden ved tingene ændret. Pludseligt er der andre ting, der er gode. Man begynder at spørge til, hvad der er vigtigt, og ting, man tidligere så som en selvfølge, sætter man spørgsmålstegn ved. Som for eksempel hvilket tidsperspektiv en sommerhusreparation skal have.

»Det er faktisk dejligt, stille og roligt at erkende, at det egentlig er rart ikke at have så travlt efter et langt travlt liv. Jeg synes, det bliver unaturligt, når ældre mennesker, der er gået på pension hidser sig op over, hvor travlt de har. Da kan jeg ikke lade være med at tænke, så lav dog noget mindre. For pokker.«

Det er blevet lettere at nyde tiden.

»Det er blevet nemmere at stå op om morgenen, tage et brusebad og sige til sig selv: Nu har du endnu en dag.«

Det var en god dag, da Bodil Nyboe Andersen forrige år fyldte 70. Hun havde samlet 70 venner, tidligere kolleger og familien og dækket op i sin lejlighed, det var hyggeligt. Nogen personlig glæde ved det runde hjørne, følte hun ikke. Men hun havde en god fest.

Serie

Seneste artikler

  • ’Det er en sag mellem mig og skuespilleriet’

    24. marts 2012
    Skuespilleren Henning Moritzen har spillet sin sidste rolle. ’Det er jeg iskold over for,’ siger han – for han kan ikke længere leve op til sine egne krav. Og så kan man lige så godt lade være
  • De tager dit liv

    17. marts 2012
    Han var på 24 timer i døgnet; gik i bad med sin mobiltelefon, tog telefonen om natten, var altid klar, arbejdede altid og var altid til rådighed. Men da tidligere rigspolitichef Torsten Hesselbjerg i 2008 blev fyret i kølvandet på politireformen, forsvandt jorden under ham
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer