Læsetid: 7 min.

Først bliver du klappet op ...

Lene Espersen, Marianne Jelved, Lars Løkke Rasmussen, Naser Khader, Villy Søvndal. De har alle prøvet samme tur, de er alle blevet klappet op for at slå sig, da de faldt. Politik er blevet personligt, fordi vælgerne er blevet nomader, lyder forklaringen
24. marts 2012

Det kan være slut i morgen. Med et øjebliks varsel, det ved økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (RV) godt.

»Jeg har taget hele vejen fra at blive set som dum og doven til et eller andet sted at være anerkendt for et politisk håndværk og et politisk projekt,« siger hun.

»Det tror jeg, set indefra, giver en bevidsthed om, at uanset, hvor man går, så vil det gå op og ned. Det politiske arbejdsliv udspilles på den mest offentlige scene overhovedet, og der er forskellige roller. Nogle sæsoner spiller man helterollen, andre sæsoner er det skurkerollen.«

Storhed og fald ligger tæt op af hinanden i politik. Igen og igen har vi set politikere falde, Lene Espersen, Lars Løkke Rasmussen, Villy Søvndal, Marianne Jelved, Naser Khader. Hippe politikere med hippe projekter, som sluger stemmer ved ét valg for at floppe i det næste.

Forklaringen ligger i vælgernes mobilitet, hvis man spørger politiske kommentatorer, politiske skribenter og politiske forskere. Vælgere, der ikke er bundet til et bestemt parti og derfor vælger det hippe og det smarte, eller der, hvor de lige ser svarene netop i dag.

»I dag ligger en hel række vælgere et sted i den røde eller i den blå blok, og så gælder det om, hvem der virker til at have det bedste bud på et aktuelt spørgsmål, der trækker vælgerne fra det ene til det andet parti. Da bliver den her personlige faktor ekstremt afgørende,« siger Rune Stubager, forsker i vælgeradfærd på Aarhus Universitet.

Han påpeger, at de gigantiske forventninger, der bygger en politiker op får svært ved at blive indfriet, hvilket i sidste ende også giver risiko for et gigantisk fald.

The best

Det ved udenrigsminister Villy Søvndal (SF) alt om. For nogle år siden var han Christiansborgs Niels Hausgaard, han kunne ikke træde forkert, når han optrådte uden slips, var det sejt, når han underholdt på Venstres landsmøde, blev han modtaget som rockstjerne, når han overdrev det antal plejehjem, han havde besøgt, sagde man, ’nå ja, det er jo bare Villy’.

Sådan er det ikke mere.

Da han i efteråret mødtes med USA’s udenrigsminister Hillary Clinton, blev der i artikel efter artikel skrevet om, at det var »nonchalant«, at hans jakkesæt var krøllet og hans slips bundet i en sjusket knude, der blev grinet af hans engelskkundskaber, der blev gjort nar af ham. »Når Søvndal snart tjekker ud ...« skrev politisk kommentator Peter Mogensen i sit seneste indlæg på tænketanken Krakas hjemmeside.

Det samme gælder tidligere udenrigsminister Lene Espersen (K).

Som justitsminister var hun kendt som justitsmor, ’mor skrap’, hende, der kunne sætte alt og alle på plads, hun var ’tough on crime’ – og det var godt for en konservativ politiker. Og så havde hun sin friske jyske facon, hun var sympatisk, de konservatives kronprinsesse, og da hun så blev udenrigsminister, blev hun det i en forventning om, at det ville øge hendes popularitet.

Det gjorde det ikke.

Da hun i påsken forrige år tog på familieferie på Mallorca i stedet for et møde i Canada, hvor også den amerikanske udenrigsminister var til stede, startede det en lavine; det blev symbolet på, at hun var overvurderet. Hun var doven, sagde man pludselig, hun passede ikke sin gruppe, man begyndte at lægge mærke til alle de møder, hun ikke kom til, hun gik konsekvent hjem klokken 17 – og det er skidt for en konservativ politiker.

Resultatet var, at hun måtte træde af som konservativ partileder, en post, der ellers var blevet indledt til tonerne af »You’re simply the best«.

Eller tag tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der i lang tid var den politiker, vælgerne helst ville drikke øl med. Han var cool, jovial, folkelig. Indtil han bare blev kaldt fed og slasket. Hans folkelighed var blevet et problem.

Eller Naser Khader. Da han gik fra de radikale og stiftede Ny Alliance, var han den mest populære politiker overhovedet. Han var ordentlig, en værdikæmpe, en rigtig politiker. Også Naser Khader endte med at blive en politisk joke.

»Det har ikke nødvendigvis så meget med grundholdninger og kompetencer at gøre, når en politiker falder,« mener de radikales Margrethe Vestager.

»Derfor har jeg det selv sådan, at uanset, hvordan man bliver set på, så skal det politiske arbejde give mening i sig selv. Meningsmålinger og popularitet går op og ned.«

– Er det retfærdigt, når politikere går ned?

»På ingen måde. Men politik er ikke nogen retfærdig branche, det er ikke retfærdighed, man kan række ud efter som politiker, for folk stemmer af mange forskellige grunde. Der er det strengt politiske, hvor de spørger sig selv om, hvilken indflydelse det vil have på min hverdag, hvis jeg stemmer på den eller den. Og så er der en masse andre ting, der gør den beslutning endelig. Det er den måde, vi siger tingene på, den måde, vi giver dem liv,« siger hun.

Det princip, hun havde som ung – at alt handler om ideerne – holder ikke, mener hun.

»Ideerne i reolerne alene flytter ingenting, det gør de ord, der står på pamfletten eller på hjemmesiden heller ikke. Når jeg tager en pjece fra en politiker, så tager jeg den, fordi vedkommende har lys i øjnene, fordi vedkommende vil mig noget og siger, ’jeg brænder for det her, det synes jeg også du skal gøre’.«

Dødkedelig

Den samme analyse har Weekendavisens politiske reporter Hans Mortensen, der i efteråret udgav ’Den røde tråd’ om SF.

»Politik har forandret sig på den måde, at partierne er blevet mere ens. Ideologierne fylder mindre, det handler mere om, hvad vælgerne vil have, og politik bygges på fokusgrupper og meningsmålinger. Det gør, at personerne kommer til at fylde mere. Den personlige troværdighed bliver afgørende,« siger han og nævner i flæng de sager, vi husker politikerne for: Lars Løkke drak øl, Helle Thorning-Schmidt snød i skat, Lene Espersen passede ikke sit arbejde.

»Den personlige moral fylder, og derfor ser vi de her kæmpe op- og nedture, når kurven knækker, for partierne har ikke den kæmpe vælgerbase, som de havde engang.«

Og den forandring ser man, hvis man ser på SF’s historie, mener han.

»I 1970’erne havde SF en leder, der hed Sigurd Øhman. Han var ukarismatisk, dødkedelig og uinteressant, men SF gik faktisk frem i den periode. Det ville slet ikke kunne lade sig gøre i dag. Og selv om Enhedslisten formentlig vil sige, at partiets succes ikke har noget med Johanne Schmidt Nielsen at gøre, så er det åbenlyst, at det har den. Hendes personlige karisma giver dem noget. Du vil ikke finde et eneste parti, hvor det ikke er bundet på ledernes troværdighed. Opturen bliver personlig, og derfor bliver nedturen også personlig. Det er Villy Søvndals nedtur, ikke SF’s,« siger han.

– Som politisk reporter er du selv med til at bygge folk op og rive folk ned igen bagefter, hvad tænker du om det?

»Det er klart, at medierne er personfikserede og med til at forstærke de processer, der er i politik, fordi vi kommunikerer det ud. Nu er Weekendavisen ikke så hurtigt et medie, men hastigheden er blevet et afgørende parameter i den politiske dækning, på TV2 News og på nettet, og man er hele tiden på, der er hele tiden noget nyt. Men den afgørende forskel, synes jeg, stadig ligger i den måde, politikerne laver politik på.«

Nypuritanisme

Kommunikationsforums redaktør Timme Bisgaard Munk kalder det ligefrem ’mediemobberi’.

»Det siger jeg for egen regning, men det er som om, der er en flydende strøm af aggressioner i samfundet, der gør, at der altid er en, der skal mobbes. Så er det Lene Espersen, så er det Lars Løkke, lige nu er det Villy Søvndal. Især boulevardpressen har været en presset forretningsmodel, og det er det, man ser her,« siger han.

Samtidig er der sket en nedbrydning mellem offentlig og privat, der er opstået en større nærhed til politikerne, men også en nypuritansk moralisme. At politikeren skal være den reneste rene.

»Det politiske projekt skal leves som et personligt moralsk puritansk projekt. Tænk på Kampmann, han var væk i hele måneder, havde elskerinder og alt det der. Men i dag skal politikerne leve det rigtige liv, og det er det, man vurderer politikeren på. Tidligere havde man respekt for politikeren som privatperson. Men i virkeligheden er det jo fuldstændig ligegyldigt, om Thorning-Schmidts børn går i privatskole, når man samtidig poster milliarder i finanssektoren. Det, der før var samfundskritisk, er blevet personkritisk. Men en del af forklaringen tror jeg ligger i, at politikernes anseelse er faldet dramatisk i de seneste 10-15 år.«

For man har ikke samme respekt i dag.

»Hvor de før blev set som de skarpeste knive, har politikerne ikke engang gennemført deres universitetsstudier. Tilbage i velfærdsstatens guldalder blev der talt om social ingeniørkunst, det gør man ikke mere, og det gør dem også mere sårbare for de her dybe fald, vi ser.«

Og man kan ikke gardere sig, mener Margrethe Vestager.

»Det kan ske med et øjebliks varsel. Hvis man træder forkert, eller står i en forkert belysning. Lige pludselig er der nogen, der siger ’hov, set i det lys ...’. Det er derfor, jeg lægger vægt på det politiske, på substansen og at min politik holder. Hvis jeg havde baseret alle mine succeskriterier på at ville være mørkhåret, så ville jeg jo være ked af det i dag.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu