Læsetid: 14 min.

Det frustrerede universitet

Frustrationerne vælter for tiden ud fra forskere og studerende på Aarhus Universitet, som er i gang med den tredje store omvæltning på otte år. Den nye ledelse er tilsyneladende mere omstillingsparat end de menige medarbejdere, som beretter om administrativt kaos, topstyring, elendig debatkultur og tværfaglighed på bekostning af fagligheden. Information er taget til Aarhus for at se, hvad der er sket med byens universitet. Frustrationerne kan meget vel ses som et symptom på de seneste ti års danske universitetspolitik
Gennemtænkt. Planen er universitetet er skam gennemtænkt, forsikrer rektor Lauritz B. Holm-Nielsen. Men vi har ikke været gode nok til at kommunikere, siger han om kritikken.

Gennemtænkt. Planen er universitetet er skam gennemtænkt, forsikrer rektor Lauritz B. Holm-Nielsen. Men vi har ikke været gode nok til at kommunikere, siger han om kritikken.

Tine Sletting

17. marts 2012

I Studenterhusets nyåbnede café sidder Anna Bager med en kop te. Renoveringen af cafeen er en af de få gode ændringer, der er sket på Aarhus Universitet de seneste år. Den store reform af institutter, fakulteter og administrationen, som lige nu er i gang, er derimod kaotisk, fortæller hun:

»Jeg har skrevet speciale i fire måneder, men der står stadig ’afvist’ inde i computersystemet. Altså som om mit speciale slet ikke er godkendt, selv om jeg skal aflevere om to måneder,« siger Anna Bager, som dog tager det med ro.

»Men jeg tror da, at mange andre vil blive noget nervøse over det,« siger Anna Bager, som er aktiv i studenterrådet og tidligere medlem af universitetets bestyrelse. Hun kender studerende, som på grund af det administrative kaos ikke har fået SU, fordi deres karakterer ikke er blevet sendt ind til SU-Styrelsen. De står derfor registreret som ’inaktive’.

Med reformen går universitetet fra ni fakulteter til fire. Flere institutter er slået sammen, og administrationen er flyttet fra institutterne og til selvstændige enheder. Tanken er, at de større enheder vil skabe synergieffekter og et mere moderne universitet.

Frustrationer

Anna Bagers konkrete frustrationer hænger sammen med den debat, der de seneste uger har været om Aarhus Universitet. En debat, som begyndte med sagen om den nu landskendte musikprofessor Linda Koldau, der kritiserede det faglige niveau på Musikvidenskab og fik en skriftlig advarsel som tak. Siden har der været adskillige kritiske historier og debatter i medierne. Kaos, forskerflugt og manglende ytringsfrihed har været hovedtemaer. Men er det bare de ansatte og studerende, der er bange for forandringer? Eller er ledelsen vitterligt gået for langt i sin topstyring og iver for at tækkes de politiske ønsker om et mere samfundsorienteret universitet. Professor i offentlig forvaltning Jørgen Grønnegård Christensen er ikke i tvivl:

»Rektor har ledet universitetet på en uhensigtsmæssig måde, og der er en desillusioneret stemning blandt forskerne lige nu.«

Han ser de konkrete frustrationer som et udtryk for et mere grundlæggende problem:

»De ting, der kommer frem i pressen, er symptomer. Det er en reaktion på de store ændringer, der har været på universitetet i de seneste år,« siger han.

De seneste 10 års universitetspolitik har været præget af et politisk ønske om at rydde op i støvede kontorer og give samfundet hurtigere udbytte af forskningen. Derfor var der brug for stærkere ledelser og større enheder, mente daværende videnskabsminister Helge Sander (V), som med universitetsreformen fra 2003 fjernede medarbejderdemokratiet og indsatte en enstrenget ledelsesstruktur. Med fusionerne i 2007 blev universiteterne større – i Aarhus gik man fra fem til ni fakulteter. Fra forskning til faktura-tankegangen og et stigende politisk krav om erhvervsretning af uddannelserne har desuden sat sine spor. Samtidig har der været et krav om, at stadig flere skal have en videregående uddannelse, og masseuniversitetet er om noget sted blevet en realitet i Aarhus, som i dag har omkring 40.000 studerende.

Den nye reform mærker man over alt på Aarhus Universitet. Flytningerne er stadig i gang, og går man ind i forhallen til universitetets aula, støder man på tre høje tårne af sammenfoldede flyttekasser og store bunker af gamle loftslamper og ventilatorer. Fortsætter man ud i Universitetsparken og ned imod søerne ad en af de mange stier, kommer man til Statskundskab, hvor tre forskere har samlet sig rundt om et bord. Det er et lyst og nyrenoveret lokale med udsigt over parken. Egentlig havde Information kun en aftale med Tonny Brems Knudsen, men hans to kolleger, Jørgen Dige Pedersen og Jørn Loftager er også mødt op:

»Aarhus Universitet er nok det mest ekstreme eksempel på de ændringer, der er sket, de seneste år,« siger Jørgen Dige Pedersen. »De andre steder har man også fået ny, topstyret ledelse, men her er alle de bolde, der kunne kastes op i luften, blevet kastet derop. Man kan sige, at ledelsen har udnyttet de kompetencer, den har fået, til at gøre præcis, som den vil,« siger han og henviser til fusionerne og den aktuelle omorganisering. Men ingen af ændringerne har ført til forbedringer, mener han:

»Jeg kan ikke komme i tanke om noget, der er blevet bedre. Jo, kaffen. Men det har vi selv stået for,« siger Jørgen Dige Pedersen og peger hen imod frokoststuens nye kaffemaskine, som angiveligt har været dyr, men som til gengæld kan brygge frisk espresso og cappuccino.

Faglighed

Tilbage i Aulaen leder en underjordisk gangsti forbi et par store bunker byggerod og videre under Nordre Ringgade. Den fører nærmest direkte over til Baren – Aarhus Universitets berømte kælderværtshus. Denne tirsdag eftermiddag er der halvfyldt. Tre studerende fra idehistorie drikker cafe latte af glas. De læser på fjerde semester og er enige i den kritik, der har været i medierne. Der er for lidt faglighed. Og for meget overflade og tværfaglighed:

»Alt det, Linda Koldau har sagt om, at der ikke er nok klassisk faglighed, det kunne man også sige om vores uddannelse,« siger Frederik Hougaard Larsen.

»Engang skulle man kunne græsk, tysk og latin for kunne begynde at læse idehistorie. I dag udbyder de ikke engang kurser i det,« siger Anders Kjær Bruun. Den sidste studiekammerat, Sune Hansen, som har et imponerende langt skæg, siger kort og godt: »Mere Goethe.«

Formålet med de aktuelle reformer er blandt andet at skabe mere tværfaglighed og bedre synergi. Men det er farligt, mener også Maja V. Buksbjerg, som er aktiv i Studenterrådet:

»Man vil gerne tiltrække flere studerende og gøre uddannelserne mere rettede imod arbejdsmarkedet. Derfor har man lavet reformen og lagt institutterne sammen. Men det giver efter min mening nogle mere RUC-agtige uddannelser, hvor man udvisker grænserne mellem fagene. Jeg er bange for, at det går ud over kernefagligheden,« siger Maja V. Buksbjerg:

Forskerne på Statskundskab synes heller ikke, der er brug for mere tværfaglighed:

»Det er ikke for at sige et ondt ord om tværfaglighed. Det er fint. Bare man husker fagligheden. Men jeg mener, at vi allerede havde tværfaglighed – også før reformerne,« siger Tonny Brems Knudsen.

Fusioner

De tre lektorer i frokoststuen vurderer, at de aktuelle problemer for Aarhus Universitet for alvor begyndte tilbage ved universitetsfusionerne i 2007. Fusionerne var et politisk ønske, og på Aarhus Universitet var man meget fusionsvillig. Universitetet blev lagt sammen med Danmarks Miljøundersøgelser, Danmarks Jordbrugsforskning, Handelshøjskolen i Aarhus og Danmarks Pædagogiske Universitet. De nye partnere blev selvstændige fakulteter, så universitetet nu bestod af hele ni af slagsen:

»Det var tilsyneladende ud fra ideen om, at ’big is beautiful’,« siger Jørn Loft-ager. »Men vel at mærke uden at der lå nogen saglig begrundelse eller analyser bag.« Og det er også et problem i forhold til de nuværende reformer, siger Tonny Brems Knudsen:

»Det er ofte svært at gennemskue, hvad ideen er med alle de ændringer, der kommer. Og det giver frustrationer,« siger han. Jørgen Dige Pedersen er enig:

»Vi mangler at få at vide, hvorfor stort skulle være godt i den her sammenhæng. Vi er jo vant til at bede vores studerende om argumenter. Derfor er det frustrerede, at man ikke får nogen fra ledelsen.« Den store universitetsfusion i 2007 førte indirekte til de nuværende omstruktureringer. Ni fakulteter med et væld af små institutter var for meget, mente ledelsen. Både Jørgen Grønnegård Christensen og Søren Pold, som er lektor i digitalt design, er sådan set enig i, at der var et behov for reformer:

»For eksempel var der små sprogfag på både Handelshøjskolen og universitetet. Jeg kan sagtens forstå, at der ikke kan ligge to gange tysk med 500 meters mellemrum,« siger Søren Pold.

På hans kontor, som ligger et stykke længere nede ad ringgaden – i det område af Aarhus Universitet, der hedder Katrinebjerg, er der ikke samme fornemme udsigt over campus. Men kaffekvaliteten er den samme høje:

»Vores gamle institutleder var meget begejstret for kaffe, så han skaffede en god maskine. Den har de trods alt ikke taget fra os.« Til gengæld er der både kommet ny institutleder og nyt institutnavn. I dag arbejder Søren Pold på Institut for Æstetik og Kommunikation. Han er blandt de forskere, der har mærket forandringerne, da hans institut er blevet fire gange større, og i dag huser mere end 200 forskere:

»Det er blevet langt til ledelsen. Min institutleder sidder i en helt anden bygning, og er leder for mere end 200 forskere. Og vi er bekymrede for, om fag som vores drukner. Altså at aftagerne og de studerende ikke kan få øje på os,« siger Søren Pold, som også har haft svært se de gode argumenter for de store omlægninger.

Snavset kop

I det rektorat, som de fleste forandrinegr udspringer fra, sidder rektor, Lauritz B. Holm-Nielsen. Set fra hans stol handler ændringerne om at gøre universitetet mere effektivt. Og han forsikrer om, at planen er gennemtænkt:

»Men vi har ikke været gode nok til at kommunikere,« siger han i et mødelokale med udsigt til en lille, hyggelig gård. Rektoratet er tilsyneladende det eneste sted, hvor man stadig drikker den gammeldags, lidt bittersure universitetskaffe fra termokander. Lauritz B. Holm-Nielsen drikker den af sin egen kop:

»Jeg kan ikke lide, når man kan lugte opvaskemiddel. Så vil jeg hellere bare skylle min kop under koldt vand,« siger han og understreger flere gange, at han har afsat god tid til at tale med pressen. Han lægger ikke skjul på, at universitetet har ændret sig for altid:

»Det her er et opgør med den måde, vi tænker universitetsuddannelserne på,« siger han og fortsætter:

»Hvordan kombinerer vi samfundets behov for, at vi skal uddanne mange med vores forpligtigelse til at sikre de høje, dybe og spidse kompetencer? Det er jo den debat, der har været i pressen nu omkring humaniora. Hvad er balancen mellem den tværgående og brede humaniora og den høje og smalle humaniora? Der har vi lavet en strategi for på hele universitetet,« siger Lauritz B. Holm Nielsen. Det betyder blandt andet, at man vil indføre en såkaldt talentudvikling på universitetet:

»Svaret er jo, at vi skal kunne begge dele. Og hvis man skal undgå en for stor kløft mellem gymnasier og universiteterne, så må man begynde ret bredt, især når det er så stor en del af de unge, der kommer til universiteterne. Men vores ph.d.-studerende i dag er på højde med tidligere, så vi når bestemt højden eller dybden, om man vil. Det er bare ikke på første år af bacheloruddannelsen,« siger han. Derfor er det en afgørende ny måde at tænke universitetet på:

»Det er et opgør med tidligere tiders uddannelsessystem, hvor man skulle nå helt til højden inden for kandidatuddannelsen. Alle de, der afslutter et kandidatstudie, skal kunne se sig selv i samfundets arbejdsmarkedet. Man skal kunne se sig selv i en arbejdssituation, når man er færdig som kandidat,« siger han. Tanken er så, at de særlige talenter skal have mulighed for at nå et ekstra stykke vej i dybden. Ifølge Lauritz B. Holm-Nielsen kommer reformen af Aarhus Universitet helt naturligt som en følge af fusionerne, universitetsloven og de øvrige ændringer på universitetsområdet:

»Der var opstået en magtbalance mellem fakulteterne, som gjorde, at udvikling var vanskelig. Samtidig havde vi tre reformer. En strukturreform med fusionerne, en ledelsesreform og en finansieringsreform med flere konkurrenceudsatte midler. Det kræver nogle lidt større enheder, så ikke de enkelte institutter drukner,« siger han. Og når Aarhus Universitet var så positivt over for fusionerne i 2007, skyldes det samme frygt for at drukne:

»Man overvejede at lave et stort teknisk universitet og et stort fødevareuniversitet, og det var selvfølgelig ikke i vores interesse. Derfor sagde jeg, at vi var nødt til at gå ind i fusionerne med et åbent sind, så vi kan komme ud af dem så stærke som muligt,« siger han.

Op til Tina

Reformen på Aarhus Universitet giver ekstra store frustrationer, fordi administrationen er flyttet væk fra de enkelte fagmiljøer og ud i store centre, fortæller Jørgen Dige Pedersen.

»Tidligere gik vi bare op til Tina, hvis der var et problem.« I dag skal man sende mails til fællesadresser og henvende sig vidt forskellige steder med de forskellige problemer.

På kontoret i Katrinebjerg rejser Søren Pold sig pludselig og finder et gammelt, nedslidt og kaffeplettet tastatur på en hylde:

»Jeg skulle have et nyt tastatur. Det her lavede dobbelt mellemrum og var helt slidt,« siger han, da han skal eksemplificere problemerne med den nye, centrale administration.

»Tidligere var jeg bare gået ned i den lokale it-afdeling, og så havde jeg fået et nyt. Nu skulle jeg sende en mail til den centrale it-afdeling. Men de skal købe ind samlet gennem statsaftaler og havde ikke fået forhandlet en ny kontrakt med Apple. Så jeg fik at vide, at jeg først kunne få et nyt engang i april.« Det endte med, at Søren Pold efter flere mailudvekslinger opgav og løste problemet selv:

»En af mine kolleger havde tilfældigvis et ekstra liggende. Så nu har jeg lånt det.«

Debat

Det værste ved de nye reformer er, at forskere og studerende ikke oplever, at de har nogen indflydelse på deres indhold, siger Søren Pold:

»Der var høringer, men ingen føler, at de er blevet hørt.«

Det kan ses som et resultat af den enstrengede ledelse, som kom med universitetsreformen i 2003. Når ledelsen ikke skal genvælges og samtidig har den fulde beslutningskompetence, behøver den ikke i samme grad at lytte til medarbejderne. Sådan føler forskerne det i hvert fald, fortæller Tonny Brems Knudsen.

»Forskerne sidder med den største viden om de enkelte fag. Så forventer man, at man bliver taget med på råd, når man skal finde ud af, hvad der er til størst gavn for faget. Det tror jeg er den største frustration, som nu vælter ud igennem en helt masse indlæg i medierne. Koldau-sagen er bare et symptom,« siger han.

»Ja, på en helt overdreven respektløshed over for de eksisterende fagligheder,« siger Jørn Loftager. Bestyrelsesformand Michael Christiansen har også været i medierne med det budskab, at man skal lytte til de ansattes kritik – og at man ikke kan lede et universitet, som man leder en tandpastafabrik.

Ytringsfriheden på Aarhus Universitet har også været til debat. I første omgang i forbindelse med sagen om Linda Koldau. Og senest i denne uge, hvor der blev sået tvivl om den redaktionelle frihed på universitetsavisen Campus.

Jørgen Grønnegård Christensen mener, at universitetet her har et reelt problem:

»Der har været en meget autoritær tone. Der manes til loyalitet over for den linje, ledelsen lægger, og enhver afvigelse ses som illoyal og et svigt af universitetet. Det spiller en kæmpe rolle, og det er noget, man snakker om overalt. Uanset hvilket institut du kommer til, så diskuterer man det her over frokosten. Derfor er det et kæmpe problem for ledelsen,« siger Jørgen Grønnegård Christensen.

Frustrationer

Tilbage i rektoratet afviser rektor Lauritz B. Holm-Nielsen, at der er problemer med ytringsfriheden på Aarhus Universitet. På spørgsmålet om, hvorvidt universitetslovens hierarkiske ledelsesstruktur spiller ind i forhold til debatkulturen, siger han:

»Der er måske nok noget strukturelt. Folketinget har ønsket en enstrenget ledelse, så det er jo sådan en, vi har. Men vi mener, at medarbejdernes indflydelse skal styrkes. Derfor har vi indført valgte formænd i de akademiske råd. Vi går faktisk til kanten af, hvad loven tillader.« På Aarhus Universitets hjemmeside er der kommet en særlig debatsektion, »fordi der har været så meget diskussion i medierne.« Den debat ønsker rektor at gøre permanent. Døren går op og kommunikationschef Anders Correll kommer ind og signalerer, at tiden for længst er gået. Men Lauritz B. Holm-Nielsen vil gerne fortsætte:

»Det er vigtigt, at vi får snakket om det hele,« siger han. Når døren står åben, kan man høre håndværkere, der er ved at lægge kontorer sammen i etagen nedenunder. Rektor fortæller videre om debatten. Han medgiver, at den ikke har været alt for god:

»Jeg er heller ikke tilfreds med lytteniveauet. Det, som jeg siger, når ikke ud til alle. Og det, der bliver sagt lokalt, når ikke altid op til os. Jeg har forsøgt at imødekomme det ved at lave debatmøder, men det er tilsyneladende ikke nok,« siger Lauritz B. Holm-Nielsen.

Hvad angår sammenlægningerne, flytningen af administrationen og det efterfølgende kaos, er rektor også enig i en del af kritikken:

»Det er rigtigt, at der er for få sekretærer på institutterne. Og vi agter at gøre noget ved det. Der skal nok være nogle flere ude på de enkelte fag,« siger han. Men ellers mener han, at mange af problemerne vil gå over af sig selv med tiden:

»Når der er færre ledere, så vil der også være større afstand til dem, det er klart. Men når mange lige nu føler, at der er meget langt til deres ledelse, så skal man huske, at de nye institutledere har haft meget travlt her i starten,« siger Lauritz B. Holm-Nielsen.

Små plushistoirer

I frokoststuen på Statskundskab mener Tonny Brems Knudsen ikke, det er nok med små indrømmelser:

»Små plushistorier er ikke nok. Det er et langt sejt træk, der tæller, hvis der igen skal være medbestemmelse og en fri debat på universitetet,« siger han.

Jørn Loftager mener, at man også kan se folks manglende lyst til at blande sig i debatten som udtryk for en apati. Man har givet op, siger han.

»Når der ikke har været mange, der har udtalt sig, så tror jeg også, at det handler om apatien. Det er jo umuligt at rejse en debat om den igangværende udvikling på universitetet. Der er politisk enighed om, hvilken vej udviklingen skal gå. Så det er nyttesløst.«

»Ja, det er ikke kun vores ledelse, der skal have skylden. Det er også universitetsloven, fusionerne og altså politikerne,« siger Tonny Brems Knudsen, inden Jørn Loftager igen tager over: »Det er først nu, der er kommet en rigtig debat om, hvorvidt kursen er den rigtige. At det måske var det en dårlig idé bare at skrotte det klassiske universitet.«

»Ja, det er jo faktisk det, der er ved at ske. Man skrotter det klassiske universitet,« siger Tommy Brems Knudsen.

– Det er ikke bare jer, der er bange for forandring?

»Nej. Men det kan man nemt skyde os i skoende. Men hvis man kan sandsynliggøre, at der er et reelt behov for forandring, så lad os da lave den. Det vil vi gerne være med til. Men her er det omvendt. Man siger, ’der kommer en forandring,’ og så hvis man stiller spørgsmålstegn ved det, så får man at vide, at man ikke er omstillingsparat,« siger Jørgen Dige Pedersen.

Pludselig kommer RUC-professor Gorm Rye Olsen over til bordet med udsigten over Universitetsparken. Han er censor på Aarhus Universitet i dag og vil hilse på sine kolleger.

»Vi laver senil ulydighed her. Det er en journalist fra Information,« siger Jørgen Dige Pedersen. Gorm Rye Olsen slår en skrattende latter op:

»Du skal ikke lytte til dem. De har ikke forståelse for ledelse! De er en flok ballademagere. Nogle gamle, sure brokkehoveder,« nærmest råber han, mens han griner.

»Det var så lige præcis det, vi var i gang med at forklare ikke var tilfældet,« siger Jørn Loftager noget mere lavmælt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

Jeg haefter mig ved den sproglige udvikling. Naar man tidligere - fra akademisk hold - skulle vaere lidt hoverende overfor knap saa komplekse organisationer, sagde man altid: "Det er jo ikke nogen bolsjefabrik!" I dag er det saa blevet til " ... ikke nogen tandpastafabrik!"

Mon dette skyldes indflydelse fra de mange sundhedsapostle - saa de soede sager nu slet ikke maa naevnes?

Til substansen om hvem der har forstand paa ledelse og hvad der er det rigtige, synes jeg man skal se lidt pengene. Konsulenter i organisation, ledelse og forandringer hoerer ikke til de mest velloennede. Det goer derimod gode direktoerer, der kan aendre organisationer, tager nye opgaver ind og fjerner nogle andre. Centralisering/decentralisering inde i organisationen - har nogen men ikke voldsom effekt. Det betaler sig generelt bedst hvor man producerer praecis det samme i meget store antal.

IT eksemplet er jo meget godt. Inden indkoebsaftalen om de tastaturer er faldet paa plads - forlanger de fleste jo, at de skal kunne bruge deres egen IPad paa universitetets netvaerk.

Leif Højgaard

Henrik - der er jo netop bare en bolsjefabrik, aom pgså laver tandpasta. Problemer er blot at man ikke har begreb om professionel økonomistyring funderet på værdianalyser. Sagt med andre ord . man forstår ikke at sælge 'varen' men pakker det hele ind i retorik med resultatat - at man ikke kommer ud af stedet.

Konklusion: Håbløs amatørledelse.

Russerne i Sovjet-tiden fandt ud dette her på den hårde, også russerne var nemlig begejstrede for centralisme og kæmpe-store mastodonter indenfor alting. Men de fandt ud af det lige præcis gav de her problemer som nævnes i denne her artikel:

ansvarsforflygtelse, ingen får problemer løst i dagligdagen, ingen får det udstyr, de skal bruge. Og ingen studerende får tilgang til de bøger, de skal bruge. Og hvis de endelig får det, så er der ingen bøger tilgængelige andet end dem, de studerende skal bruge til præcis dette eller hint semester. Ingen yderligere inspiration til skrivningen af rapporter mv. andet end det som står i lærebøgerne. Ingen udvikling af noget som helst. På den måde bliver bachelor-uddannelserne jo blot en 4.,5, eller 6.g - og den virkelig udvikling fagligt mv. vil ske i kandidat-uddannelserne og i ph.d uddannelserne. Og en oplevelse af at der er (alt for) langt til ledelsen, så derfor gør man bare som plejer...

Det faglige niveau vil falde, derom er der ingen tvivl. Og hvorfor? Fordi politikerne vil kunne prale med, hvor mange mennesker der går på universitetet i Danmark. Men de glemmer blot, at i andre lande har man altså lærer, fysioterapeut, pædagog-uddannelser samt lærer-uddannelserne (til folkeskolen) på universitet.

Dertil kommer at al udenlandsk forskning at store insitutter mv. faktisk har et frafald på 12-15%, mens frafaldet på små institutter mv. faktisk ligger på mellem 5-8%...

Udannelser rettet mod arbejdsmarkedet - ? Ja, men er det ikke den pris, et universitet må betale, når staten betaler for undervisningen og universitets-lærernes - professorernes - løn?

John Houbo Pedersen

Gid fanden havde alle konsulenter i ledelse og forandringer, der via politikere forandrer så ikke en djævel kan følge med og elterlader uro og kaos!!!!

Hvor mange sunde foretagender er ikke kørt i sænk af liberale "malkekøer," der efter gerningen er udført, tager lidt ferie, solder lidt af formuen, og fortsætter med næste nedrivning på næste matrikel.

De efterladte skammer sig over at være blevet narret, og tier af frygt for at blive udstillet.

Nar din næste, før din næste narrer dig. Et samfund med psykopatiske vindere og skamfulde tabere.

@klara liske

egntlig gør de borgerlige liberale jo så bare det de nu ofte indrømmer er selve deres hjertesag, så berejde dem for at andre evt. endnu lader dem
slippe godt fra det, burde man vel næppe.

Deraf den udnyttede skam, Kim Gram.

Det friske vindpust, der blæste huset omkuld.
Kun lovgivning, eller sindige mennesker ved roret, kan stoppe de skamløse.

Ursula Nielsen

@Klara Liske

"Hvor mange sunde foretagender er ikke kørt i sænk af liberale “malkekøer,” der efter gerningen er udført, tager lidt ferie, solder lidt af formuen, og fortsætter med næste nedrivning på næste matrikel.

De efterladte skammer sig over at være blevet narret, og tier af frygt for at blive udstillet.

Nar din næste, før din næste narrer dig. Et samfund med psykopatiske vindere og skamfulde tabere."

Du aner ikke hvad dine ord gjorde ved mig. Det føles så stærkt når du beskriver det sådan.

Det får mig til at tænke på at alle de førtidpensionister, fleksjobbere og sygemeldte, der hele tiden får at vide at de skal slippe offermentaliteten. Jeg er sgu blevet bange for at blive syg, og for at blive gammel!

Dine ord minder mig så stærkt om at JA, der er sgu ofre. Ofre for spekulanter, arbejdsgivere der lader deres medarbejdere arbejde ubeskyttede med asbest, og kriminelle voldspaykopater. Folk der forgyldes, mens ofrene for deres ugerninger får at vide at de skal æde en tudekiks og komme videre. Folk der får at vide at det er deres skyld at landet er ved at gå rabundus.

Hvis vi udvander begrebet offer, så afskaffer vi begrebet bøddel. Så fuck det: Det er ingen skam at være offer.

“Hvor mange sunde foretagender er ikke kørt i sænk af liberale “malkekøer,” der efter gerningen er udført, tager lidt ferie, solder lidt af formuen, og fortsætter med næste nedrivning på næste matrikel.

De efterladte skammer sig over at være blevet narret, og tier af frygt for at blive udstillet.

Nar din næste, før din næste narrer dig. Et samfund med psykopatiske vindere og skamfulde tabere.”

Artiklen handler om universiteterne og deres problemer med omstilling/organisationsforandring. Er ovenstående citat ikke lige at tage munden fuld.

Det er svært at diskutere når det ofte ender i paroler og "tågesnak"

Kunne private universiteter ikke være en løsning +
Lidt konkurrence skader vel ikke, heller ikke på universitesområdet.

Simon Clausen

Der er ærgerligt at journalisten bag ikke har opdaget hvordan flere ansatte ikke får udbetalt deres løn pga. et enormt papir bureaukrati og mangel på ansvar der netop et blevet opbygget.

Et eller andet sted er det vel okay at Universiteterne bliver effektiviseret og gjort "mere erhvervsmindede". Det skal dog ikke være med risiko for at grundlaget for universiteternes eksistens - forskning og vidensproduktion - bliver revet væk.

Men tilbage til "opbygningen a la erhverv". Hvor længe overlever virksomheder når de holder op med at betale deres ansatte?

Det viser sig at situationen dog ikke er komplet håbløs. Man skal bare finde frem til de enkelte nøglepersoner i den meget lange process og bestikke dem med truster om "penge, eller jeg møder ikke op på Mandag". Så kommer der gang i maskinen.

Kristian Risager Larsen

Som nuværende studerende kom jeg til at tænke på, da man på Institut for Statskundskab fjernede eksamensanonymiteten.

Man havde i mange år (jeg gætter på, at det var en udløber af tresserne, hvis det ikke allerede eksisterede dengang) haft eksamensanonymitet på skriftlige eksamensopgaver.
Anonymiteten var til både studerendes og opgaveretterenes fordel: Ingen studerende kunne skyde skylden for en dårlig karakter på opgaveretterne med argumentet "Professoren kan ikke lide mig". Man havde et system, der effektivt bremsede mistro!

Men det sekscifrede, og decideret anonyme nummer, blev åbenbart besværligt at administrere, og derfor blev det erstattet af et andet, ottecifret tal, der er offentligt tilgængeligt (bl.a. i den studerendes mailadresse), men stadig omtales som "anonymt". Det er kun anonymt i Orwellsk betydning.
Farvel til retssikkerheden for begge parter.

Den oprindelige debat om eksamensanonymitet udspringer i øvrigt ikke af studienævnets beslutning (der var ingen, der opdagede, at den kunne være kontroversiel, da den blev truffet). Debatten kommer først, da nogle studerende bliver opmærksom på ændret praksis. Det fortæller jo en del om mit og mine medstuderendes engagement.
Hvis vi ser på valgdeltagelsen ved seneste valg til universitetsbestyrelsen, så deltog 34,15% - nogenlunde samme valgdeltagelse som ved det afghanske præsidentvalg!

Læs om anonymiteten:
http://www.mit.ps.au.dk/kanden/Enkeltnumre/Kanden_Februar2010.pdf p. 3, 24 og 38
http://www.mit.ps.au.dk/kanden/Enkeltnumre/Kanden_Maj2010.pdf p. 39 og 41 (nederst 2. spalte)