Klumme
Læsetid: 5 min.

Geniet uden egenskaber

Kulturens store fyrtårne er i dag talenterne: Talenterne er på den ene side genier med særlige medfødte evner, men de er på den anden side også kun at forstå ved deres potentialitet og kommende succes. Faren er at lade sig fastlåse i denne kunstneriske limbo
Kulturens store fyrtårne er i dag talenterne: Talenterne er på den ene side genier med særlige medfødte evner, men de er på den anden side også kun at forstå ved deres potentialitet og kommende succes. Faren er at lade sig fastlåse i denne kunstneriske limbo
Moderne Tider
3. marts 2012

Den meget roste forfatter Josefine Klougart er et eksempel på et af kulturens udbredte symptomer: Dyrkelsen af geniet. Genitanken går tilbage til romantikken og kan, i dag såvel som dengang, defineres ved dens tro på, at nogle mennesker er født med ’særlige evner’. I dagens samfund fungerer genier dog ikke helt som førhen – i dag snakker vi frem for alt om talent. Modsat genitanken, der knytter sig til en gammeldags ’mesterdiskurs’, som psykoanalytikeren Jacques Lacan kalder det, knytter talenttanken sig til vore dages mere udflydende, postmoderne ’universitetsdiskurs’. I gamle dage var autoriteterne intakte: Der fandtes ganske enkelt store mænd med stor viden og store egenskaber. I dag har vi en mere objektiv tilgang til dem, som rager op – de bliver målt og vejet på alle mulige pseudovidenskabelige måder, lige fra diskussioner om og udlægninger af deres barndom og opvækst til analyser af, hvordan de ’performer’ og i øvrigt forvalter deres talent. Det betyder også, at alle store mænd, såvel som kvinder, i dag potentielt står for fald. Fra Bill Clinton til Julian Assange til Stein Bagger kan der altid findes en akilleshæl, som sår tvivl om heltens storslåethed.

Talentudvikling

De store kan hurtigt blive de små. Men samtidig fungerer begrebet om talent i dag også på den måde, at de små faktisk aldrig rigtig når at blive store.

At sige om en person, at han eller hun har talent, er at forrykke vedkommendes storslåethed til en potentiel fremtid. Talen om talentet er en tale om, hvad der kunne ske – i dette tilfælde talen om, at vi måske igen får en mester at se. Og her er Klougart som sagt et godt eksempel: I næsten hver eneste artikel eller anmeldelse om dette nye litterære håb pointeres forfatterens alder, »hun er kun 26 år«. Fornuftige litterater har naturligvis haft åndsnærværelse nok til rent faktisk at vurdere hendes værker først – og her skal det jo betones, at hun ofte får gode anmeldelser. Men det interessante er den følgehistorie, som altid optræder sammen med de gode anmeldelser, »hun er altså kun 26«. Fænomenet gentager sig hver fredag-lørdag aften på de landsdækkende kanaler, hvor de forskellige talentshows frem for alt handler om, hvem der kunne blive Danmarks nye popstjerne (og effekten synes stadig at holde sig, trods det at enhver, der kan huske bare et par tv-sæsoner tilbage, ved, at ingen af disse vindere rent faktisk bliver til noget).

Det er nu fristende at se talentdyrkelsen i en endnu bredere kontekst, nemlig sådan som den gør sig gældende i uddannelsessystemet generelt. Ungdom og barndom handler på samme måde som talentet om det kommende, det potentielle, det, der kan blive til noget helt særligt. Og efter et formodentlig amerikansk forbillede er undervisningsministeriet hoppet med på bølgen og har krævet særlige tiltag for talenter i alt fra folkeskole til universiteter. Ligesom i X Factor handler ’talentudvikling’ dog mindst lige så meget om de dommere og ideologer, der bistår denne udvikling, som de handler om de heldige udvalgte.

Fra Akilleus til Warhol

Herved når vi imidlertid frem til det helt særlige ved talentdyrkelsen, som griber tilbage til ideen om geniet, idet den abonnerer på en stærkt deterministisk forståelse af mennesker, men samtidig har en slags kvasireligiøs tro på det ukendte. Som de så ofte siger i de omtalte talentshows, »det der, som du kan, det kan man ikke lære«. Faktor ’x’ er netop selve kernen i talentet – det, som talentet måske ikke engang selv vidste, at han eller hun kunne. Og samtidig er det noget helt mystisk, som slet ikke er udfoldet endnu.

Man kan godt frygte for talenttankens udbredelse. Tanken om, at netop denne dreng eller netop denne pige har noget helt særligt i sig, måske endda noget medfødt, som nogen skal få øje på. Ikke nok med at pædagoger i dag skal blive bedre og bedre til at detektere afvigelser i børns udvikling helt ned til spædbarnsniveau – det næste naturlige skridt i vore dages talentdyrkelse må være ikke at udstyre sundhedsplejersker og jordemødre med et diagnostisk afkrydsningsark, så vi lige fra start kan få afdækket hver enkelts helt særlige talent? Historien fortæller, at den græske helt Akilleus som spædbarn en dag blev overrasket af to giftslanger, der var på vej op i hans vugge. Han viste allerede da sit særlige talent for krig og kamp, idet han resolut fangede en slange med hver hånd og klaskede deres hoveder mod hinanden.

Et modtræk kunne være at gøre som Andy Warhol. Warhol omskabte sig selv til et ’geni uden egenskaber’, nærmest en slags anti-geni. Det gjorde han ved at rendyrke geniets fremtræden og form, mens han åbent skaltede og valtede med fænomenets indhold. Han vidste, at han ikke var noget særligt værd, og som følge heraf lod han sig gerne udleje som berømthed til selskaber og fester: »Andy Warhol kommer også,« kunne arrangørerne så skrive, og når han sagde ja til at give interviews til tidsskrifter og blade, bad han ikke bare om at få spørgsmålene tilsendt på forhånd – han bad sågar journalisten om også at fremsende svarene, så han selv blot skulle memorere dem og fremføre dem, når interviewet skulle finde sted.

Vender vi nu tilbage til forfatteren Klougart, kan man måske ikke forlange, at hun skal lave ’en Warhol’. Men det må være på sin plads i det mindste at optegne problemet: Forfatteren har på kun tre år skrevet lige så mange ganske roste bøger, men der er formentlig allerede skrevet mindst ni gange så meget om hende, hendes alder og hendes opvækst på Mols, som der er skrevet om hendes bøger. Enhver seriøs ung forfatter burde ikke blot vise mild uinteresseret overbærenhed over for denne tendens, men burde direkte modsætte sig den. Den opretholder en infantiliserende diskurs, som placerer forfatteren i spændet mellem det ’særligt medfødte’ og det endnu ’uforløste potentiale’.

 

 

Center for Vild Analyse

CVA har eksisteret som et sted for tænkning siden 2006

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvem har skrevet artiklen?

"Hvem har skrevet artiklen?"

Et geni kanske?

Jacob Knudsen

Center for Vild analyse - og det er en vildt god analyse synes jeg... Vi mæsker os i talentdyrkelsen, alt i mens de virkelig talenter går tabt i larmen...

"Jeg mødte denne x-faktor personlighed, som fortalte at han lige havde fundet på noget han kaldte impressionisme, og han helt sikket regnede med en plade-kontrakt."

"Nu kan i jo selv lytte, om han har gang i den, eller han skal bruge lidt mere tid på at fremføre sig selv som mega-star, of the day."

Her kommer så på scenen, med hans band :

Maurice ravel

Tag godt imod ham.

http://www.youtube.com/watch?v=2uDiT3uBDQU

"Han havde en impressionistisk ven, som også havde et ret godt band."

"Nogle behøver ikke spotlight, de er lys i en forpestet reklame verden."

http://www.youtube.com/watch?v=07duLKiHASk&feature=related

Hun kan nu noget helt exceptionelt, nemlig at skabe en meget dybere forståelse for en persons bevæggrunde, end nogen nutidig psykiater formår at gøre over for det relativt normale men emotionelle menneske, og det skal man ikke kimse af.For den der mærker enhver stemnings-forandring i sine omgivelser er ofte meget meget ensom i sin erfaring og har oftest ikke fået sprog til at formidle sin udvidede realitet igennem.

Her har Josefine sine meget store berettigelse...
i og med at hun ikke reducerer alt til et spørgsmål om sexualdriften og de dyriske iboende slumrende aggressioner...

Så skudevære om I vil kalde hende et geni, hun og hendes sprog er et kvantespring opad i den menneskelige erkendelse for langt de fleste gennemsnits-mennesker i det ordinære Danmarks sædvanligt emotionelle dovenskab.

Men denne kulturelle længsel efter geniet , er måske mere et udtryk for at det gennemsnitlige er det eneste der i dag igennem hele opvæksten anerkendes som det"normale"...
for at kunne få success, skal man være middelmådig i det danske skolevæsen, for at kunne trives i villa-kvartererne, skal man ikke være for ekcentrisk vel ?
For at kunne ramme mainstream på TV skal man absolut ikke være hovent intelligent som deltager/medvirkende ...og så er talentet meget mere egnet end det fuldbyrdede geni, som på provokerende vis vil fremkalde mindreværdsfølelsen i tilskuerens ubevidste, og i tanken tprojiceres denne følelse over i at påstå geniet hovent ;-)
Så er det så dejligt uprovokerende at hylde det begyndende geni, som fortsat symboliserer potentialet og den drøm alle har haft og måske fortsat har om selvrealisering og bragende bifald....

men måske Josefine er et forkert eksempel at bruge her, alene af den grund at hendes begynder-niveau slat ikke kan reduceres til begynder-held på nogen måde, om man da evner at indkredse hendes speceille force .......