Læsetid: 4 min.

Hvem er farligst i verden her?

Det er ikke Iran, som har atomvåben, og som har startet krige og angrebet nabostater, det er i Mellemøsten. Det er heller ikke Iran, der truer med krig nu – det er Israel
/h4> Israels har ikke formået at bygge overbevisende alliancer med sine naboer. Og en magt og en sikkerhed, som alene bygger på militær overlegenhed, kan kun handle militært.

/h4> Israels har ikke formået at bygge overbevisende alliancer med sine naboer. Og en magt og en sikkerhed, som alene bygger på militær overlegenhed, kan kun handle militært.

Phil Mc

10. marts 2012

Verden, den vestlige verden, er meget bange for Iran. Der tales om Iran og atombomben som en forfærdelig trussel mod os alle sammen.

Og der er alle mulige gode grunde til modstand mod det iranske regime, og der er lige så mange gode grund til være bange for konsekvenserne, hver gang endnu et land bliver atomvåbenmagt.

Vi behøver ikke tal og rapporter for at vide, at det iranske præstestyre er undertrykkende og tyrannisk og leder landet så elendigt, at befolkningen bliver fattigere, og landet er stagneret. Vi behøver heller ikke videnskabelig dokumentation for, at verden bliver lidt mindre sikker af flere bomber på flere hænder.

Men det fremstilles af politikere, journalister og eksperter som et offentligt faktum, at det skulle være særligt katastrofalt, hvis netop det iranske præstestyre fik bomben.

Den almindelige antagelse er sandsynligvis, at iranerne skulle være sikkerhedspolitisk irrationelle, fordi deres styre bygger på ideer, som bestemt ikke er rationelle. Landets præsident Ahmedinejad dyrker rollen som den største modstander af Israel og USA i verden, og han appellerer med vulgære opråb og fjendebilleder til den laveste fællesnævners had til Vesten. Regimet har længe støttet både Hizbollah og Hamas.

Det betyder ikke, at det iranske regime er irrationelt. Tværtimod: Det ville ikke have holdt så længe, hvis ikke de iranske ledere rationelt reflekterede særdeles strategisk.

Og det ville være nationalt selvmord, hvis iranerne skulle finde på at angribe Israel med atomvåben. Gengældelsen ville være så overvældende, at udfaldet ville blive uhyggeligt ødelæggende. Det står fast.

Regimets modstandere overvurderer tit de religiøse ideers virkelige betydning for det iranske præstestyre, men nøgternt anskuet er Iran ikke regeret af islamisk tro. Præstestyret er et nationalistisk styre, som kæmper for den herskende klasses privilegier og sin egen opfattelse af nationens interesse. Udslettelse og nederlag er hverken i nationens eller den herskende klasses interesse. Regimet har ingen problemer med at systematisk undertrykke og bruge vold over for sine egne borgere, men det har ingen interesse i at få udslettet staten Iran og smadret den iranske befolkning. Derfor er det utænkeligt, at Iran med atomvåben skulle kunne finde på at angribe sine naboer.

Indlysende interesse

Det afgørende er, at det er tilsvarende utænkeligt, at Iran ville blive angrebet af Israel eller USA, hvis det havde atomvåben. Verdens autoritære regimer, som udfordrer Vesten, kan groft sagt deles op i to: De angribelige lande uden atomvåben, og de uangribelige som har bomben eller er allierede med nogen, der har den. Det blev for iranerne bekræftet af forløbet i Libyen: Fra Vesten lavede en aftale om, at Libyen skulle opgive udsigten til atomvåben, til landet blev invaderet, gik kun få år.

For en kynisk betragtning er det således i regimets og nationens interesse at få bomben.

Og den ikkespredningsaftale, som begrunder verdenssamfundets modstand mod Irans atomudviklingsprojekt, lever hverken USA eller Israel selv op til: USA har ikke leveret den nedrustning, som traktaten forpligter dem til, og Israel har efter al sandsynlighed brudt traktaten ved at anskaffe sig bomben. Hverken ud fra Irans egeninteresse eller ud fra de almene principper synes forbuddet over for Iran overbevisende.

Truslen

Historisk har Iran aldrig angrebet en suveræn stat eller angrebet en nabo. Det har til gengæld Israel. Og lige nu er det Israel, som truer med at angribe en anden stat militært, nemlig Iran.

Det er en krig, som de færreste i Vesten ønsker sig. Den ville blive så omfattende og ødelæggende, at selv et flertal i Israel ifølge meningsmålinger skulle være imod den. Iran er efter alt at dømme en stærkere og farligere militær modstander end både Afghanistan og Irak, og den forhenværende leder af FN’s inspektionskommission i Irak Hans Blix har kaldt en krig mod Iran for »vejen til helvede«.

Dette rædselsfulde scenario er desværre blevet et realistisk scenario. Iagttagere tæt på Israels ledelse har i amerikanske medier sagt, at det ikke er et spørgsmål om, hvorvidt Israel angriber, men om hvornår det sker. Det siges, at israelerne regner det for betragteligt nemmere at få præsident Obama til at opgive sin modstand krigen i et valgår, hvor han ikke vil udstilles som en, der svigter Israel. Det siges også, at Israels efterretninger hævder, at Iran kun skulle være 2-3 år fra at kunne fremstille bomben, hvilket israelerne for enhver pris vil undgå. Det mest sandsynlige, siger iagttagere, er et angreb i 2012.

Det israelske perspektiv er nemlig som regel dobbelt: De tænker ikke kun på stabilitet og sikkerhed her og nu, men også på at sikre statens overlevelse på lang sigt. Det er meget muligt, at Iran ikke vil angribe i en nær fremtid, men set under evighedens perspektiv virker Irans atomvåben som en uoverskuelig, konstant trussel.

Denne logik udstiller også det israelske styres styrke og svaghed: Det er militært overlegent, og det baserer sin overlevelse på den militære overlegenhed. Men det har ikke været i stand til kulturelt, socialt og politisk at lave overbevisende alliancer med sine naboer, så Israel er stadig omgivet af fjendtligt indstillede befolkninger. Og en magt og en sikkerhed, som alene bygger på militær overlegenhed, kan kun handle militært.

Det betyder, at forsvaret for det, de kalder »staten Israels skæbne«, bliver et militært anliggende. Aktuelt er det den indstilling, som truer med et uhyggeligt og uoverskueligt angreb. Den overhængende trussel lige nu er ikke Irans atomudviklingsprogram. Det er Israels reaktion på det, som verden burde være mest bange for.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henning Kjær

Føst når Iran engang får atomvåben vil truslen om angreb på Iran forstumme, ligesom ingen taler om krig med Nord Korea. Det vil i så fald være et stort magttab for USA med endnu et land udenfor "pædagogisk" rækkevidde. Iran må have atomvåben for at beskyyte sig mod angreb. USA har jo demonstreret, at de kan starte en krig i regionen (Irakkrigen) på løgnagtigt grundlag.

Kun nationer der er beskyttet af atomvåben kan sikre deres ressourcer og kultur i denne neokolonialistiske verden.

I øvrigt vedrørende atombombens strategi så kunne Robert Mcnamara ikke forstå at det var nødvendigt at smide atombomber i Japan, da han ved beregninger kunne påvise, at de overfladebrænde hans luftbombardementer skabte i de japanske storbyer dræbte flere mennesker end atombomberne. (Fog of War)

Mcnamara forstod åbenbart ikke at eliten i et samfund skal være truet før end et land overgiver sig eller helt undlader krig.

Carsten Hansen

Magtbegær, religion, nationalisme og penge er farligst her i verden.

Hvem der så er farligst i forhold til ovenstående er nok ikke så ligetil at bestemme.
Nogen er farlige og andre er farligere !

Måske drejer det sig slet ikke om Iran, men om magt over noget sort stads som nogen gerne vil sikre sig.

Et atombevæbnet Iran er en stormagt i nærområdet og kan på helt anden vis diktere krav.

På den anden side er Israel måske blot et lydigt redskab for ...ja for hvem mon?

Peter Vaernet

Man maa vel sige at hvis et land truer med at slette mit land af kortet, saa ville jeg ogsaa nok slette ihvertfald deres atomvaabens program.

Gorm Petersen

Demokratisk set bør en lille befolkning kunne klare sig med et lille antal atomvåben som selvforsvar - mens en stor befolkning har behov for et stort antal atomvåben som selvforsvar.
Ganske som ved alle andre våbensystemer.

Uanset hvem der leder Iran, ville det være uansvarligt ikke at anskaffe sig atomvåben når et land så aggressivt som Israel truer med at angribe en civilbefolkning på 70 millioner.

Hvis alle 70 millioner døde under et israelsk "forebyggende" atomangreb ville det være et 11-dobbelt Holocaust.

For Israel ville et sådant atomangreb være en win-win situation. USA ville nedlægge veto mod fordømmelser af Israel i Sikkerhedsrådet, og mulig boykot af israelske appelsiner ville kun vinde klangbund hos den yderste venstrefløj.

Det er læren af Det Internationale Samfunds accept af Gaza massakren i 2008. Det er indrømmet at man bevidst brugte artilleri imod huse fyldt med kvinder og børn.

Israelerne var dybt chokerede over den manglende fordømmelse - men nu har chokket lagt sig, og de nye handlemuligheder skal udnyttes !!!

Om ’Vestens’ selvmodsigende (altså ’irrationelle’?) rationalitet.

Rune L. skriver:
”Den almindelige antagelse er sandsynligvis, at iranerne skulle være sikkerhedspolitisk irrationelle, fordi deres styre bygger på ideer, som bestemt ikke er rationelle.”

Om det skulle være ’den almindelige antagelse’?
Tjoe, jae måske – men så igen: Hos hvem?
Hos ’Vestens’ (Israel, USA med ’halehæng’)politiske beslutningstagere og/eller blandt deres ’demokratiske vælgere’?

Nå - i hvert fald kan det vel fastslås, at dette ’Vestens’ voldsomt aggressive politik overfor de iranske magthavere i hvert fald ’markedsføres’ på den af Rune L. nævnte måde også af ’halehængets’ politikere og mainstreammediers journalister.

Men samtidigt kan man vel også fastslå, at de netop derved modsiger sig selv i al deres selvforståede ’rationalitet’, eftersom de jo, på trods af alle ’Vestens’ efterretningsorganers meldinger, tilsyneladende tager det som givet, at det iranske styre naturligvis i det skjulte prøver at udvikle atomvåben; og de tager vel netop dette for givet, fordi de i al deres ’rationalitet’ ikke kan forstå, at det iranske styrer ikke skulle gøre dette, for, som Rune L. så rigtigt påpeger, er dette jo det mest ’rationelle’ at gøre i det internationale magtpolitiske spil, hvori dette styre befinder sig.

Så det iranske styre ville jo netop, ifølge denne vestlige ’rationalitet’, først vise sig ’irrationelt’, hvis det ikke forsøgte at udvikle atomvåben.

’Vestens’ ’rationelle’ tænkemåde synes at udvikle sig til ’irrationalitet’, hvis den ikke kan forstå at forholde sig ’rationelt’ til også de ’irrationelle’ aspekter af den menneskelige tilværelse.

Med venlig hilsen

Artilklen har en række interessante betragtningen, men også nogle umiddelbare svagheder.

Jeg mener ikke, at Obama har den samme krigslogik som Bush, så det giver nok ikke mening at sammenligne Irak og Iran i den kontekst.

Iran har ikke angrebet andre lande direkte, men har vel indirekte været i krig med Israel i flere år.

Men ellers synes jeg det er en vigtig pointe at Israel kun har et instrument, militæret, når strategiske problemer skal løses - og dermed bliver ethvert strategisk problem et militært problem.

Christian de Coninck Lucas

Benjamin Netamyahu = Israel's Dick Cheney.

Begge er det militær industrielle kompleks' mænd, og deres entusiasme for et angreb har intet med fred, atomvåben eller demokrati at gøre.

Martin Kaarup

Interessant. Som jeg opfatter meddebattørernes synspunkter, så stemmer de meget godt overens med Brooke institutets 2009 undersøgelse om hvem som araberne (ikke perserne) mener truer freden i Mellemøsten. Hvis jeg husker rigtigt så mente 10% at Iran udgjorde en trussel, men Israel og USA lå omkring 80 og 90% henholdsvis. Hele 40% mente et atomvåbenrustet Iran vil gavne freden i Mellemøsten.... noget i den boldgade i hvert fald. Undersøgelse generaliserer verden over; ikke overraskende, med tanke på det blodrøde fingeraftryk som USA har efterladt sig.

De fleste analytikere er enige om at USA's iirationelle adfærd tvinger Iran til at ville bygge atomvåben, eftersom - og som de fleste herinde pointerer - tilsyneladende er det eneste våben som afskrækker USA .

Nu vil endnu et atomvåbenfør land være overordenligt synd for verden, men den langt større trussel er de titusindvis af atomraketter i hånden på gale virksomheders "folkevalgte" CEO'er, moderne økonomiske ypperstepræster, såsom Putin, Bibi og Obama. Menneskeheden har været minutter fra tilintetgørelse adskillige gange.
Det er ikke den mindste tvivl om at så snart Iran fylder brændstof på en atomraket, så bliver landet udslettet fra verdenskortet. Flere analytikere peger på Rusland som dem der først udsletter landet, måske overraskende nok for "velinformerede" "vesterlændinge".
Den bedre løsning er den som Iran sammen med resten af verden har kæmpet for; et atomvåbenfrit Mellemøsten samt gennemførelsen af den Brasilianske-Tyrkiske-Iranske forslag om Iran får beriget sit uran udomlands (dog ikke i USA), hvilkett Israel og USA som de eneste i verden har pure nægtet. Endnu engang har de valgt at isolere sig fra det internationale samfund og fra folkeopinionen i hele verden; sågar et flertal i USA mener Iran harr ret til et fredeligt atomenergiprogram.

Jeg kan godt se, at et kernevåbenbevæbnet Iran sandsynligvis vil få Israel til at tænke sig om et par ekstra gange.

Men prøv lige at vende alle de argumenter her indad eller se dem i historisk lys:

Er det ikke koldkrigsargumenter, der bliver fremført? Det var jo netop USSR´s og USA´s (og flere andres) argument for at anskaffe sig atomvåben, nemlig at sikre freden!

Ja, men når Israel har atomvåben og truer et andet land, er det vel forståeligt, at dette land vil anskaffe sig kernevåben (hvis de altså vil - det er der jo reelt ingen ud over en lille kerne (undskyld udtrykket....) i landet, der vil)?
Ja, det er forståeligt, men det var jo også de samme argumenter, man brugte mellem ca. 1945 og 1985, og som indledte våbenkapløbet.

Det eneste, der kan føre ud af den nuværende krise, er, hvis Iran og Israel mødes uden mellemforhandlere. Ja, det virker mere utopisk, end at jeg vinder i lotto, men er det i virkeligheden ikke det eneste middel, der virker?

John Houbo Pedersen

De Iranske lederes retorik over for den "Store og lille satan" har vel ikke styrket tiltroen.Det er snart på tide
at mennesker forstår at ord kan dræbe.
e.g. Breivik og Al Caida samt en del muslimer
Jødisk historie har bevist at de KUN har sig selv at stole på.

Jacob Selchau

Jeg tror på en måde at man undervurderer USA i det her. Hvis den amerikanske elite for alvor var imod et angreb på Iran, så har den rigtig gode muligheder for at lægge pres på Israel, der er helt afhængigt af amerikansk hjælp.

Problemet for USA er at efter nederlaget i Irak, så har det tabt indflydelse i regionen og grundet dels den iranske indflydelse i Irak, så kunne USA ikke kontrollere den irakiske olie.

Hvis Iran blev knust, så ville USA kunne demonstrere sin magt og øge sin kontrol med Mellemøstens olie. USA behøver ikke at erobre Iran for at gøre dette - det er nok med et knusende bombardement, som man siger er for at hindre iranske atombomber.

Fra israelsk side er interessen i at knuse Iran nok at sikre sig kontrollen over palæstinenserne og kunne diktere betingelser for dem og dets naboer. Det er ikke utænkeligt at de mere ekstreme elementer i Israels regering, der åbent har talt om at fordrive palæstinenserne, håber på at benytte lejligheden, hvis der opstår kaos. Man skal ikke tro at de vestlige lande har for mange skrupler ved dette - i Irak døde der ca. 1 million og ca. 5 millioner blev drevet på flugt - fordrivelse af palæstinenserne ville ikke være moralsk værre end dette.

Jeg tror at frygten for en iransk atombombe er overdrevet. Den har man ævlet om i 20 år, og den er her stadig ikke. Og hvis man virkelig frygtede for Israels udslettelse på langt sigt, så burde man acceptere de muslimske landes tilbud om at Israel trækker sig tilbage til 1967-grænsere mod til gengæld at få anerkendelse og økonomisk integration i regionen. Denne økonomiske integration ville netop være den bedste måde for Israel at undgå et angreb på. Samtidig burde man gøre Mellemøsten til en atomvåbenfri zone og opgive egne atomvåben, der - så længe de eksisterer - vil bidrage til yderlig spredning af de forbandede atomvåben.

Erik Karlsen:

"Er det ikke koldkrigsargumenter, der bliver fremført? Det var jo netop USSR´s og USA´s (og flere andres) argument for at anskaffe sig atomvåben, nemlig at sikre freden!"

Fuldstændig enig. Verden har brug for færre atomvåben, ikke flere.

Mansour Heydari

Hele Israels korte historie er forbundet med terror, mord, massakre og international kriminalitet.

Terror kom til Mellemøsten med zionistiske organisationer som Irgun, Hagatah, Stern, Tzel og Lehi i 30erne, hvor de begyndte at sprede frygt i bland palæstinenserne gennem terror, afbrænding og sabotage. Se denne artikel på nettet: Ronald Bleiers, In the Beginning, There Was Terror (August 2003)

Siden oprettelsen har Israel begået systematiske folkemord og massakre på palæstinenser og andre folk i nabolandende. De mest kendte af dem er: Tel al-Zaatar (1976), Sabra og Shatila (1982), Qana (1996 og 2006), Gaza (27 dec. 2008 – 18 jan. 2009). Se bogen The Ethnic Cleansing of Palestine (2006), af Ilan Pappe, den israelske historiker og professor.

International kriminalitet. Ud over det at Israel har stået bag en række terrorhandlinger i området og falsk flage (som 9/11 og terrorattentaterne i Mumbai i 2008), har israelerne ulovlige våbenhandel med diktaturer og oprører i området, står for organtyveri og organhandel, distribution af laboratoriums virusser i verden, distribution af forfalskede lægemidler, ”blood-diamond” business i Afrika, internetterrorisme etc. Israel er i øvrigt i G8s sorte liste for verdens mest attraktive land for hvidvaskning af penge.

Israel ligner en apartheid regime a la det gamle Sydafrika, som under sloganet Guds udvalgte folk på jorden legitimerer og praktisere alle former for vold, had, racisme og diskrimination i verden. Selv i landet har Ashkenazi jøderne en klar dominans over andre jøder (sefardiske, mizrahiske, spanske, portugisiske, mellemøstlige og nordafrikanske), som er stillet lang dårligere i samfundet.

Er det i bund og grund ikke en overordnet problemstilling der er blevet kogt ned til en regional konflikt. Et angreb på Iran på nuværende tidspunkt, vil indirekte opfordre andre tvivlsomme til at udvikle atomvåben. Nordkorea er vel et eksempel at følge, så det kan give bagslag i den grad.

Utroligt folk ikke lærte af invasion nummer to i Irak, og de ufattelige lidelser befolkningen har gennemgået. Nu skøjter man så åbenlyst henover det næste eksempel fra libyen, mens man vil en ny i syrien.

Jeg er ikke fan af en krig mod Iran og langt hen af vejen er jeg heller ikke ret stor fan af Israels krigsretorik.

Når det er sagt - så er Israel jo blevet angrebet to gange af sine naboer, så jeg kan godt forstå angsten.

Iran har også en præsident pt. der ikke ligefrem har holdt det skjult hvad han ønsker der sker med Iran, en holdning der deles af de fleste af Israels naboer.

Den eneste grund til at Israel ikke lige i konstant åben krig er fordi deres naboer simpelthen er bange for at få bank.

Det er ikke utænkeligt at Iran ville deltage i en invasion af Israel hvis de troede de havde en chance for at vinde, det er SLET ikke utænkeligt at dette kunne lade sig gøre HVIS Iran udvikler atomvåben, da de således vil være "imune" overfor evt. repressalier fra f.eks. USA.

(Ligesom Nordkorea har været det).

Hvis man mener man kan lære af historien at et land der ikke har angrebet et andet land, ikke kunne finde på det... så tager man fejl.

Hvad man kan lære af historien er at selv helt stabile lande der aldrig har angrebet nogen, bestem har potentialet til at gå i krig, særligt hvis de har en stor hær.

Det gælder derfor både Israel OG Iran og Syrien og så videre, at det eneste man kan sige med sikkerhed er at de alle sammen har en hær, og den har de ikke for sjov, og den er IKKE kun gearet til forsvar.

Jens Sørensen

Uden at tage stilling til konflikten i mellemøsten,
er sandheden jo at Ian officielt har sagt at de vil udslette Isreal. Isreal har ALDRIG sagt at de ønsker at udslette Iran.
Isreal har haft A-våben i mange år, men har ALDRIG brugt dem. Heller ikke mod Iran.
Iran ønsker at udslette Isreal og er ved at udvikle A-våben.
Hvis jeg var Isreal, ville jeg også være noget nervøs.
Hvem ville ikke være det ?

Mansour Heydari

@ Jens Sørensen

Iran har aldrig truet Israel. Det som Ahmadinejad sagde engang om “Israels udslettelse”, var noget om at Israel ville på et tidspunkt udslettes fra verdenskortet, på samme måde som Sovjet Union. Men det blev bevidst udredt af medierne på en anden måde, sådan som du skriver her.

Mansour Heydari

@ Niels

"Iran angriber jævnligt Israel", skriver du, og jeg går ud fra at du mener verbal angreb. I så fald, ja, men det gør Israel lige som maget også.

Nej, Iran anekender ikke Israel som stat. Hvis du vil hvorfor, må du spørge den iranske ambassadør i Danmark.

Problemet er at Israil kun accepterer sig selv. Alle andre i nærheden er bare nogle idioter og de har ret til land, der ikke er deres. Pengenes magt fra USA gør at de kan tillade sig at opføre sig inhumant og samtidig påberåbe sig uhyrlighederne fra 2. verdenskrig. Det med at se lidt indad virker ikke for Israil. Hvorfor?

Hvis shia Iran med atomvåben skulle udslette Israel, ville der ved samme lejlighed ryge nogle millioner sunni arabere, i Israel, Syrien, Jordan og Palæstina og formentlig Irak. (Omfanget vil naturligvis afhænge af vindretningen på nedslagstidspunktet).

I givet fald må man vel forudsé, en eskalering at den altid igangværende shia-sunni konflikt. Under alle omstændigheder ser det ud til at semitterne vil fortsætte deres indbyrdes kævlerier, der indtil nu har pågået i 3000 år, i endnu mange år fremover. Problemet for Vesten er, at Vesten uheldigvis inddrages, grundet områdets store kulbrinteforekomster. Ellers fik de såmænd lov til at slås i fred.

stine christensen

Der er ingen tvivl om at vinklen i ovenstående artikel er interessant og bringer nogen pointer på bordet, som er relevante i fordhold til den generelle diskussion i det internationale forum omkring Iran's position i Mellemøsten og i det internationale samfund samt omfanget af den "trussel" Iran er udpeget til at være.

Der er dog en vinkel i hele denne maskine omkring atomvåben, krig, angreb eller ikke angreb, som ikke er belyst;

Det iranske styres nationalisme er en mild sammenblanding af religion og realitet bygget op omkring ideen om "offeret". Offerrollen er en gennemgribende identitetsfaktor indenfor shia islam, som er den iranske statsreligion. Iran - i deres indstilling til og overfor vesten - er "offeret", der kæmper mod den store tyran. Dette kommer til udtryk i mange taler, tekster og politiske kommentarer, heriblandt hvordan iranerne var offeret i krigen med Irak, hvor USA gik ind og støttede irak og der blev brugt kemiske våben. Noget, Iran aldrig har fået en undskyldning for, hverken fra irak eller fra det internationale samfund.

Under Iran-Irak krigen voksede nationalismen i Iran og mange forskere mener at krigen kom på et heldigt tidspunkt for Khomeini og lagde grund for at det islamiske styre satte sig fast i det iranske samfund. Krigen, nationalismen, retten til at forsvare sig selv og sit land, skabte grundlag for en fællesskabsfølelse, som blev udnyttet til at sætte sig tungt på magten af præstestyret.

Det er det samme, man kan risikere ved at angreb på Iran idag. Iran ønsker på ingen måde at angribe nogen, hverken med eller uden atomvåben. Men HVIS Iran bliver angrebet af Israel, USA eller andre, så vil dette være brænde på bålet for nationalistiske kræfter i Iran og kunne i sidste instans styrke styret, fremfor at svække det. Iran ville igen være offeret og de ville have retten, pligten, til at forsvare deres land, ders kultur og deres religion.

Og det repressive "præstestyre" ville udnytte dette i fuld eomfang til at sætte sig endnu tungere på magten - og denne gang måske med endnu mere opbakning fra folket..

Jacob Selchau

Jeg vil lige dele denne her artikel, der beskriver nogle af de anklager som er blevet rettet mod Iran, om at det skulle være tæt på at have atombomber.

http://www.csmonitor.com/World/Middle-East/2011/1108/Imminent-Iran-nucle...

(Bemærk at den er på flere sider)

Disse anklager er blevet fremført i 30 år.. Både Shimon Peres og Netanyahu har sagt det i ca. 20 år. Alligevel har Iran ingen atombombe.

Af det kan vi lære at vi ikke kan stole på Peres og Netanyahu, og at der næsten helt sikkert er tale om at man gentager en løgn så mange gange, at folk begynder at tro på den. Lige som man gjorde, da det var Irak man ville angribe.

Gorm Petersen

JHP:
"Jødisk historie har bevist at de KUN har sig selv at stole på."

GP:

Korrekt - hvis jeg var jøde og kendte historien, ville jeg betragte enhver ikke-jøde som en uacceptabel sikkerhedsrisiko.

Jeg ville oparbejde alt atomaffald til bomber (Dimona) og når jeg havde bomber nok, ville jeg een gang for alle (endlosung) befri mit folk fra den uacceptable sikkerhedsrisiko.

Det er vist godt jeg ikke er jøde !!!

Niels Kristensen

Iran angriber Israel via stedfortrædere. Det er vel ikke kontroversielt at skrive?

Der imod finder jeg det kontroversielt at skrive at: "Historisk har Iran aldrig angrebet en suveræn stat eller angrebet en nabo."

Det er vel kun korrekt hvis forståelsen af hvad et angreb er for en størrelse er meget formel.

Lennart Kampmann

Israel lærte ved at erobre Sinai og senere opnå anerkendelse fra Ægypten at det eneste argument der virker i Mellemøsten er rå magt. Der er ikke noget der peger i retning af at det har ændret sig.

Når de hjemlige debatører forventer rationel adfærd fra de implicerede lande er det vel udtryk for en lidt naiv tilgang til at løse problemer. Når Israel ikke har opnået fredelige relationer med sine naboer skyldes det ikke kun Israel, men især at naboerne ikke er venligtsindede.

Med venlig hilsen
Lennart

Gorm Petersen

Den militære ubalance er så stor, at ingen israelsk forhandler nogensinde vil kunne "sælge" et forhandlingsresultat til sit hjemmepublikum.

Hjemmepublikum vil altid kunne sige:

"Forhandlingsresultatet afspejler ikke til fulde Israels styrkeposition. I burde have fremtvunget yderligere indrømmelser".

Og så er såvel forhandlingsresultatets indhold som modpartens identitet fuldkommen ligegyldigt.

Uden et minimum af jævnbyrdighed imellem parter er enhver forhandling spild af tid.

Stig Rasmussen

Gorm: så simpelt er det ikke, den menige israeler er fuldt ud med på at Vestbredden og Gaza er palæstinensisk, men de mangler en tro på at palæstinenserne vil acceptere 67 grænser.

Da palæstinenserne er klar over den militære ubalance bør de en gang for alle stemme om de vil leve med 67 kompromiset eller fortsætte den permanente krigstilstand.

Deres ledere har flere gange fortalt Vesten og Israel en ting men befolkningen en anden, det triste er at ingen palæstinsisk leder tør underskrive et kompromis.

Stig Rasmussen

Jacob: Israel har ingen interesse i fjendskab med Iran, tværtimod ville de to lande have en naturlig alliance i forhold til at de begge betragtes af sunnierne som kræftknuder.

Det Iran gør er at opføre sig som en lille dreng i skolegården der bliver mobbet af en store dreng (sunnierne), istedet for at mande sig op, så prøver den lille dreng at foreslå den store dreng at de istedet sammen tæver en anden lille dreng(Israel).

Jacob Selchau

@Stig Rasmussen

Israel har da netop en interesse i fjendskab med Iran - det har en chance for at knuse den stærkeste fjendtlige magt i nabolandet. Det er derfor at man i 30 år har prøvet at piske en stemning op mod landet. Det er derfor at Shimon Peres taler om at Iran må stoppes og at Israel vil vinde en krig. Det er altså ikke det sprog man benytter, når ens mål er fred. Den israelske ledelse ville heller ikke jævnligt gentage løgnene om at den iranske præsident har sagt at han vil udslette Israel, hvis det ikke var fordi de ønskede at legitimere et angreb.

Det er klart at Israel ville foretrække at Iran blandede sig helt uden om, både i forhold til Irak og til palæstinenserne, men sker det ikke, så vil Israel - eller snarere ekstremister blandt det ledere - meget gerne have et angreb på Iran. Den almindelige israeler ønsker ikke en krig, men man kører med standardproceduren om "vi står umiddelbart over for et angreb, så vi er nødt til at slå først." Igen.

Hvis den israelske ledelse ønskede en rimelig fred, så er der masser af muligheder. Iran har - som alle de andre Mellemøstlige lande - tilbudt at anerkende Israel, hvis det trækker sig tilbage til 1967-grænserne. Det vil naturligvis ikke medføre at alt er i den skønneste orden, men det vil højst sandsynligt hjælpe på situationen.

Problemet, som jeg ser det, er at det ikke drejer sig så meget om sikkerhedspolitik i ordets bogstavelige forstand. Hvis det var sikkerhed, det handlede om, så ville Israel prøve at forhandle, nu hvor det befandt sig i en styrkeposition, og dermed mindske risikoen for angre på sine indbyggere. Det ville også prøve at gøre Mellemøsten til atomvåbenfri zone. I stedet leger lederne i regionen (og ikke kun dem) med ilden i et sygeligt magtspil.

Hvad med, til en forandring, at diskutere de 567.654 jøder der blev fordrevet fra arabiske lande mellem 1948 og 1967? Nå, ikke!

Niels Christensen

Sjovt, at hverken Rune eller nogle af de mange debattører ikke har givet det en overvejelse, hvad et evt. Iransk atomangreb/forsvar vil betyde for palæstinenserne : Der vil ikke være noget Israel, der vil kunne bruges i lang tid, og en stor del af palæstinenserne vil være udraderet. Der skal vel ikke mere end et' lidt fejlplaceret missil til at fjerne store dele af Gaza.
Men det vil den shia muslimske elite i Tehran nok græde snot over.

Der synes også at være den opfattelse, at Israel og USA er de største hindringer for fred i Mellemøsten. Formodentlig fordi en del af indlæggene har svært at se se at der er andre fjender i verden end USA.
Det er nok værd at erindre, at under det osmanniske rige, var der konstante konflikter internt mellem de forskellige religiøse og etniske grupper, ligesom der der i lange perioder var krig mellem Iran og det osmanniske rige.

En evt. iransk atombombe vil først og fremmest kunne resultere i et stærkere våbenkapløb i mellemøsten, og et forstærket konfliktniveau. Et godt spørgsmål vil være om det er i dansk interesse ?

Torben K L Jensen

Den logiske konsekvens af Manhattan-projektet var
at man skulle se full-scale virkninger af det nye våben som var kommet for at blive.Man blev nødt til
at bombe Hiroshima og Nagasaki for at se hvordan
langtidsvirkningerne ville se ud med det formål at
kunne beskytte sine egne byer i USA,når det nye
våben blev færdigudviklet i feks. Rusland.Man skulle
vise sort på hvidt hvor forfærdelige konsekvenserne
var af brug af atomvåben.Man kunne slå to fluer med
et smæk,nemlig afslutte anden verdenskrig og vise
følgerne af brugen af en forfærdeligt våben der var
kommet for at blive en del af verdens våbenarsenal
i fremtiden.Ret så kynisk men ikke et usandsynligt
resonnement i USA da beslutningen skulle træffes.

1. Jeg synes at forfatteren undlader at tilføje et vældig relevant faktum i denne sammenhæng - at flere arabiske ledere har stærkt opfordret USA at angribe Irans atomanlægger, ifølge Amerikanske kilder som blev røbet af Wikileaks:

http://www.mirror.co.uk/news/uk-news/wikileaks-arab-leaders-asked-us-to-...

dette viser at det ikke er kun Israel, der er bekymret overfor den iranske retorik og kernevåben aspirationer.

2. Forfatter ser bort fra den meget sandsynlig forklaring på Nethanyahu's skarpe udtalelse mod Iran - han forsøger at presse USA og resten af vesten til at fremrykke sanktionerne mod Iran.

3. Eftersom Iranerne arbejder parallelt med udvikling af lang rækkevide ballistiske missiler, kommer hele Europa om 5-10 år til at ligge indenfor de Iranske atomiske sprænghoveder. er det et ønskescenario for Europæerne?

Carsten Hansen

T&orben jensen.

Jeg er vidende om at nogen nationer betragter USA´s brug af atomvåben i 1945, som en krigsforbrydelse.

Teorier om beslutningsgrundlaget er der, som du er inde på, mange af.
Men tiden var en ganske anden og kan ikke sammenlignes med i dag.
Brug af atomvåben i dag, vil pr. opmgående blive betrgatet som krigsforbrydelse, uanset hvilket nation der anvender dette våben.

Leopold Galicki

Erik Karlsen,

"Det eneste, der kan føre ud af den nuværende krise, er, hvis Iran og Israel mødes uden mellemforhandlere. Ja, det virker mere utopisk, end at jeg vinder i lotto, men er det i virkeligheden ikke det eneste middel, der virker?"

Godt, endda, mener jeg genialt tænkt. Det geniale afspejler sig i bl.a. den enkelhed genialitetet ofte står for og det faktum, at genialitet så fanden svært er at opnå.

Der skal to til fredens tango. Vi skal i det midnste forsøge at spille musikken så suggestivt, at de to kommer ud på dansegulvet. Så måske miraklet, det geniale vil ske.

Leopold Galicki

Jesper Wendt fremhæver:

”Der døde 80 millioner ikke 6.”

Wendt forsøger hermed at sige, at jøderne har tilranet sig monopolet på ofrerollen i forbindelsen med 2. verdenskrig; de udnytter det man kalder Holocaust, dvs. 6 mio. døde jøder til politisk og økonomisk afpresning. Det er også de toner man hører fra Irans aktuelle herskere.

Ja, der døde sandelig 80 mio. under 2. verdenskrig. En stor del af ofrene var blandt civilbefolkningen. Krige har altid været barbariske episoder i menneskehedens historie.

Kan du dog Jesper ikke forstå, at vi mennesker kan tænke og differentiere. Hvis et menneske bliver et offer af et utilsigtet trafikdrab, så gælder der en anden paragraf, end hvis man bliver påkørt med fortsæt.

Hvis du vil relativisere nazisternes udryddelsespolitik over for jøder, romafolk, homoseksuelle, handicappede og ikke mindst kommunister, så er du nok velkommen i den iranske præsidents ”intellektuelle” klubber. Deres intellektuelle bedrift er at komme frem til den slutning, at det at pakke adskillige familier i en jernbanevogn og sende dem til udryddelse er det samme som at sende et missil, man regner med vil ramme en bevæbnet militær/militant person, dog med en risiko for også at ramme et civilt, helt ubevæbnet menneske.

Følger man denne relativisering, så er de ca. 1.000 præcisionsbomber danske piloter for ca. 1 år siden begyndte at kaste i Libyen, og som måtte dræbe mindst ca. 1.000 soldater, en kæmpe forbrydelse – en massakre. Men så er det, ifølge dig, kun Israel, der begår massakrer med moderne våben?

En del af venstrefløjen går virkelig intellektuel rabundus, når talen falder på Holocaust, jøder og Israel.

Er det ikke bedre i stedet at rejse til Teheran og få magthaverne dernede til at reflektere lidt mere over deres holdning til den jødiske historie og virkelig acceptere lilliputlandet Israel i deres geopolitiske mægtige og rige landskab?

Jens Lindgaard

@ Spliid, mon ikke jeg skelner mellem nazisme og nationalsocialisme ? Det jeg hæfter mig ved 30 retorikken er hitlers påstande om jødernes blodsugning via renter og hans profeti om finanskriser, verdenskrige og guldspekulation, bankdirektører osv.

@Erik karlsen, ka ikk helt se dit argument ?

Til jer begge : Med baggrund i krisen som de syge nu skal betale, forklar mig lige ud fra kurven, hvad for en krise ? og hvem fik noget ud af det ?

http://www.kitco.com/charts/popup/au3650nyb.html

PS Jeg er protestant og tillader mig at have ondt af både jøder og muslimer, de vildfarne stakler.

Sider