Vi er internettets børn

Næppe noget begreb er blevet mere skamredet af medierne end ’generation’. Engang prøvede jeg at tælle alle de ’generationsetiketter’, der er blevet påhæftet min egen i de seneste 10 år siden den såkaldte Generation Nothing*) – jeg nåede, så vidt jeg husker, til tolv. Og alle disse ’generationer’ havde én ting til fælles: De eksisterede kun i teorien. For virkeligheden indgav os aldrig en eneste håndgribelig, meningsfuld, uforglemmelig impuls, som vi kunne dele i en fælles oplevelse, der for altid ville definere os i forhold til tidligere generationer. Vi søgte måske en sådan impuls. Men i stedet meldte de banebrydende forandringer sig gradvis og upåfaldende, i takt med at med kabel-tv, mobiltelefoner og frem for alt adgang til internettet blev en del af vores hverdag. Det er først i dag, at vi helt kan fatte, hvor meget verden har ændret sig i løbet af de sidste 15 år.

Vi er internettets børn. Alle vi, som er vokset op med world wide web, er en ægte generation, der lever op til generationsbegrebets kriterier. Men på temmelig subversiv facon. For vi oplevede ikke en definerende impuls fra virkeligheden. Snarere en metamorfose af virkeligheden selv. Det, som forener os, er ikke en almindelig og begrænset kulturel kontekst, men en tro på, at kontekster er selvdefinerede og en følge af vore frie valg.

Derfor er vi helt anderledes

Imens jeg skriver dette, går det op for mig, at jeg misbruger pronomenet ’vi’. For ’vi’ er nødvendigvis fluktuerende, diskontinuerte, slørede og ifølge gamle kategorier: midlertidige. Når jeg siger ’vi’, betyder det rettere ’ret mange af os’ eller ’nogle af os’. Når jeg siger ’vi er’, betyder det ’vi er ofte’. Faktisk siger jeg kun ’vi’ for overhovedet at kunne tale om os.

Som Internettets Børn voksede vi op med og på internettet. Og dette gør os helt anderledes. Det er dét, som udgør den afgørende – og set fra jeres, de analoge generationers synspunkt – overraskende forskel: Vi ’surfer’ ikke, og internettet er for os ikke ’et sted’ eller et ’virtuelt rum’. Internettet for os er ikke noget, der befinder sig uden for selve virkeligheden. Nej, det er en del af den: et usynligt, men konstant tilstedeværende lag, der er forbundet med det fysiske miljø. Vi ’bruger’ ikke internettet, vi lever på internettet og i forlængelse af det. Hvis vi skulle fortælle jer vores Bildungsroman (’dannelsesroman, red.), måtte vi først forklare, at der findes et naturligt internetaspekt i alle de oplevelser, der har formet os. Vi indgik venskaber og fjendskaber online, vi skrev af efter de eksamensopgaver, vi fandt på internettet, vi planlagde fester og studieforløb online, vi forelskede os i hinanden på nettet, og vi slog op på nettet. Webbet er for os ikke et nyt stykke teknologi, vi har skullet lære, og som det efterhånden er lykkedes os at beherske. Webbet er en proces, som foregår kontinuerligt, og som løbende forvandler sig for vores øjne og forvandler sig med os og gennem os. Teknologier dukker op og bliver afløst af nye; hjemmesider konstrueres, blomstrer op og forgår igen. Men internettet fortsætter, fordi vi er på nettet og kommunikerer med hinanden på måder, der falder os naturlige, og som er mere intense og effektive end nogensinde før i menneskehedens historie.

En ny grundlæggende evne

Fordi internettet har formet os i vores opvækst, tænker vi anderledes. Evnen til at søge og finde oplysninger er for os så grundlæggende, som evnen til at lokalisere et postkontor i en ukendt by er for jer. Når vi ønsker at vide noget – hvad er de første symptomer på skoldkopper?, hvorfor forliste Estonia?, er vandregningen ikke for høj? – navigerer vi med samme sikkerhed som en chauffør i GPS-styret bil. Vi ved, at vi kan finde de oplysninger, vi har brug for – en masse steder. Vi ved, hvordan man kommer til de steder; vi ved, hvordan man vurderer deres troværdighed. Vi har lært at acceptere, at i stedet for at nøjes med ét svar kan vi finde mange forskellige. Og ud fra disse mange kan vi abstrahere den mest sandsynlige version og se bort fra dem, som ikke forekommer troværdige. Vi udvælger, vi filtrerer, vi husker, og vi er parate til at bytte vores indlærte informationer ud med nye og bedre, når vi støder på dem.

For os er internettet en slags fælles ekstern hukommelse. Vi behøver ikke at ulejlige os med at huske unødvendige detaljer: datoer, beløb, formler, klausuler, gadenavne, detaljerede definitioner. Det er nok for os at kende visse grundrids – dén essens, som er nødvendig for at bearbejde informationer og relatere dem til andre. Får vi brug for de mere spidsfindige detaljer, kan vi slå dem op på få sekunder. Ej heller behøver vi at være eksperter i alt muligt, for vi ved, hvor man kan finde folk, der har specialiseret sig i det, vi ikke selv kender til, og som vi kan stole på – folk, der vil dele deres ekspertise med os, ikke for egen vindings skyld, men på grund af vores fælles tro på, at oplysningen findes i bevægelsen; at det ligger i den menneskelige videns natur at ville frisættes, og at vi alle kan drage fordel af at udveksle informationer. Hver dag studerer vi, arbejder, løfter hverdagens udfordringer, dyrker vore interesser. Vi ved godt, hvordan man konkurrerer, og vi kan lide at konkurrere. Men vores konkurrence, vores ønske om at være anderledes, bygger på viden, på evnen til at fortolke og behandle oplysninger; ikke på at ville monopolisere adgangen til dem.

At deltage i kulturlivet er ikke noget, der stiller ekstraordinære krav for os. Den globale kultur er den grundlæggende byggesten i vores identitet og af større betydning for os, når vi skal definere os selv, end traditioner, historiske fortællinger, social status, herkomst eller endda det sprog, vi bruger. Ud fra oceanet af kulturelle begivenheder udvælger vi dem, der passer os bedst, interagerer med dem, evaluerer dem og poster vores anmeldelser på hjemmesider, der oprettes til formålet, som også giver os ideer til andre albummer, film eller spil, vi måske også vil kunne have udbytte af. Nogle film, serier eller videoer ser vi sammen med kolleger eller med venner fra hele verden. I nogle tilfælde deler vi måske kun vores påskønnelse med en lille gruppe mennesker, som vi aldrig kommer til at møde ansigt til ansigt. Det er derfor, vi føler, at kulturen på samme tid bliver global og individuel. Og det er derfor, vi har brug for fri adgang til den.

Vi vil betale – hvis vi får

Dette betyder ikke, at vi kræver, at alle kulturprodukter skal stå gratis til rådighed, selv om vi selv plejer at give det tilbage til kredsløbet, som vi skaber. Vi forstår, at trods den stigende tilgængelighed af teknologier, der gør film og lydfiler tilgængelige i en kvalitet, som før var forbeholdt professionelle, så kræver kreativitet både indsats og investeringer. Og vi er også parate til at betale. Men de enorme avancer, som distributørerne forlanger, forekommer os at være ude af proportion. Hvorfor skal vi betale for distribution af oplysninger, der kan kopieres med nemhed og til perfektion uden tab af den oprindelige kvalitet? Hvis vi alene får et stykke information, ønsker vi, at dette skal afspejle sig i prisen. Vi er villige til at betale mere, men så forventer vi også at modtage en vis merværdi: en interessant emballage, en gadget, en højere kvalitet, mulighed for at se, hvad vi ønsker her og nu, uden at vente på, at filen skal downloade. Vi er i stand til at udvise påskønnelse, og vi vil gerne belønne kunstneren (siden penge holdt op med at være papirsedler og blev til en række tal på skærmen, er betaling blevet en temmelig symbolsk udvekslingshandling, der formodes at gavne begge parter), men de store selskabers indtjeningsmål interesserer os ikke. Det er ikke vores skyld, at deres virksomhed er ophørt med at give mening i dens traditionelle form; og at selskaberne – i stedet for at tage udfordringen op og prøve at nå os med noget mere end det, vi kan få gratis – har besluttet sig for at holde fast i gamle og forældede praksisser.

Vores barndom er vores

Og én ting til: Vi vil ikke betale for at have adgang til vores hukommelse. De film, der minder os om vores barndom, den musik, vi lyttede til 10 år siden: I det eksterne hukommelsesnetværk er disse simpelthen tilgængelige erindringer. At huske dem, udveksle dem og tage dem op på ny for at videreudvikle dem, er for os lige så naturligt som mindet om Casablanca er for jer. Vi finder de film online, vi så som børn, og vi viser dem til vores børn, ligesom I fortalte os historien om Lille Rødhætte og Guldlok og de tre bjørne. Kan I forestille jer, at nogen kunne beskylde jer for at bryde loven ved at fortælle gamle eventyr? Det kan vi heller ikke.

Vi er vant til, at vores regninger bliver betalt automatisk, så længe vores konto giver mulighed for det. Vi ved, at skal vi oprette en bankkonto eller skifte til et andet teleselskab, er det bare et spørgsmål om at udfylde en enkelt formular online og underskrive en aftale på et papir, som leveres med posten. Vi ved, at selv en tur til den anden ende af Europa med en kort sightseeing i en anden by på vejen kan organiseres på to timer. Og når vi benytter os af det offentliges tjenester, bliver vi i stigende grad irriteret over dets arkaiske brugerflader, fortsatte afhængighed af papir og alt for utilstrækkelige koordination.

Vi kan interagere

Der er hos os ikke spor af den ydmyge accept, som vores forældre udviste i den tro, at administrative problemer var af yderste vigtighed, samtidig med at de anså enhver kontakt med offentlige myndigheder som noget højtideligt. Vi kender ikke til den respekt, som er forankret i afstanden mellem den enkelte borger og de majestætiske højder, hvor den herskende klasse bor. Vores opfattelse af den sociale struktur er anderledes end jeres: Samfundet er et netværk, ikke et hierarki. Vi er vant til at kunne indlede en dialog med hvem som helst, det være sig en professor eller en popstjerne, og vi behøver ikke nogen særlige kvalifikationer, som er relateret til social status. Skal en interaktion få succes, kræver det blot, at indholdet i vores budskab bliver set som væsentligt og værd at respondere på. Og når vi efter vedvarende diskussion er i stand til at forsvare vores argumenter imod kritik og føler, at vores opfattelse af mange forhold simpelt hen er bedre underbygget – hvorfor skulle vi så ikke kunne ikke forvente en seriøs dialog med myndighederne?

Vi føler ikke en religiøs respekt for ’demokratiske institutioner’ i deres nuværende form; vi tror ikke på deres aksiomatiske rolle, modsat dem, som opfatter de ’demokratiske institutioner’ som monumenter, der har sat sig selv for sig selv. Vi har brug for et system, der kan leve op til vores forventninger; et system, der er gennemsigtigt og kompetent. Og vi har lært, at forandring er mulig: At alle dysfunktionelle systemer kan udskiftes og erstattes af nye, der er mere effektive, modsvarer vores behov bedre og åbner for flere muligheder.

Det, vi værdsætter mest, er frihed: ytringsfrihed, fri adgang til information og kultur. Vi føler, at det er takket være denne frihed, at internettet er, hvad det er, og at det er vores pligt at beskytte denne frihed. Det skylder vi de kommende generationer, lige så meget som vi skylder at beskytte miljøet.

Måske har vi ikke givet det et navn endnu, måske har vi endnu ikke indset det til fulde, men jeg er overbevist om, at det, vi ønsker, er det virkelige, det ægte demokrati. Et demokrati, der måske er meget mere, end hvad I drømmer om i jeres journalistik.

Oversat af Niels Ivar Larsen