Læsetid: 12 min.

’Jeg kan jo altid sige, at jeg er godsejer’

Britta Schall Holberg er godsejer. Det var hun, før hun blev minister i 80’erne, det er hun stadig, efter hun sidste år trak sig som folketingsmedlem. Derfor synes hun ikke, at tilbagetrækningen fra rampelyset har været særligt hård ved hende. ’Men hvis du skal tilbage på tredje sal, så bliver det svært,’ siger hun
Fuld kalender. ’Jeg passer meget sjældent mine børnebørn, men det hænger nok sammen med, at jeg har så travlt,’ siger Britta Schall Holberg, der understreger, at det ikke er golf, hun bruger tiden på.

Fuld kalender. ’Jeg passer meget sjældent mine børnebørn, men det hænger nok sammen med, at jeg har så travlt,’ siger Britta Schall Holberg, der understreger, at det ikke er golf, hun bruger tiden på.

Jakob Dall

3. marts 2012

»Så I B.T. i går?« Britta Schall Holbergs ene øjenbryn rykker nogle centimeter opad. »Det var modbydeligt. Så modbydeligt,« siger hun og stemmer s’et i ’så’, så der ikke er tvivl om, hvor modbydeligt hun synes, det var. Britta Schall Holberg blev rasende, simpelthen, ringede op til chefredaktøren, men blev stillet om til en telefonsvarer. Pludselig bliver forargelsen blandet sammen med en hjertelig latter over, at raseriet måtte gå ud over en båndoptager i stedet for redaktøren.

»Ja, jeg ved jo ikke, hvordan der kan foregå sådan noget, men jeg blev simpelthen så gal. De havde skrevet to sider om Schlüter, den gamle mand. De insinuerede, at han var blevet senil. Så I det?«

Latteren bliver igen til forargelse. Som om man ikke har lov til at være lidt svækket, når man er 83. Som om man ikke har lov til at blive lidt forvirret. 13 år er der til hun er der selv. Det er vist ikke ret længe, ræsonnerer hun. Og så alligevel, hvis man tænker tilbage til dengang for 13 år siden, så er der alligevel sket noget.

Det er en vane, hun har – at vende argumentet om, modsige det – inden hun vender tilbage til udgangspunktet. Som om hun fører en evig diskussion i sit hoved, der aldrig rigtigt holder op.

Det er ligesom Britta Schall Holberg selv. Hun har svært ved at holde op, svært ved ikke at blande sig, svært ved ikke at gribe telefonen, når hun er utilfreds, svært ved ikke at blive ved med at diskutere. Også selv om hun officielt har trukket sig tilbage, er fyldt 70, har skrevet sit politiske testamente, som hun kalder oplægget til den nye folkeoplysningslov, der kom sidste år, og selv om hun for nylig blev udnævnt til æresmedlem af Venstre. Som tak for mange års indsats og levende interesse, som der stod. Som om hun havde takket af.

»Hvornår begynder man, og hvornår holder man op? Da jeg begyndte som minister, var det jo, som om jeg dukkede op fra ingenting, men jeg havde altså haft et langt liv forud. Og nu, hvor jeg er holdt op, spørger folk, hvor jeg bliver af. Altså: Hvor jeg bliver af?«

Hun holder en pause. Hendes stemme ryger op i et højere leje og udstiller ironien i udsagnet, for hun er jo lige her: på godset Hagenskov ved Assens. Med sit karakteristiske røde hår, bluse og bukser i jordfarver og den massive guldring med familievåbnet, som hun altid bærer på lillefingeren. Lige her i sofaen i stuen under Hans Tegners akvareller fra Holbergs stykker ved siden af sin yorkshireterrier, Frederik.

»Det er et underligt spørgsmål. For hvordan ’bliver man af’? Trækker man vejret dybt og siger, at ’nu er jeg her ikke’?«

Godsejermokken

Det er anden gang, Britta Schall Holberg takker af fra landspolitik. Første gang var i 1987, da hun stoppede efter at have været indenrigs- og sundhedsminister og siden landbrugsminister i Schlüters firkløverregering.

»Jeg kan huske, at jeg hoppede rundt og var så glad, fordi der var kommet valg og de andre var så kede af det. Jeg måtte gå og holde masken i gruppen, jeg tænkte: ’Ha, nu slap du.’ Jeg ville gerne, jeg var klar. Og sådan havde jeg det også denne gang. I virkeligheden har jeg været klar det seneste halvandet år. Og når man har truffet beslutningen, så er det bare om at få den effektueret. Jeg har altid sagt, at så længe de havde brug for mig som minister, så blev jeg. Men når den periode var udløbet, så ville jeg hjem. Jeg har aldrig drømt om at komme i Folketinget. I virkeligheden er jeg et lokalt menneske.«

I 17 år holdt hun pause fra Christiansborg, og i 2005 blev hun igen valgt ind i Folketinget for Venstre, opstillet i Otterup. Hun sad i en periode og besluttede sig for ikke at genopstille ved valget i 2011 – noget, hun annoncerede, allerede kort efter at hun var blevet valgt ind, selv om vennerne i det politiske liv sagde til hende: »Du mister indflydelse ved at sige det så tidligt.«

»Det er også rigtigt, det ved jeg godt,« siger Britta Schall Holberg, der alligevel i det sidste par år af sit liv som MF førte an i debatter, der rettede sig mod hendes eget parti. Hun kritiserede, at Dansk Folkeparti havde præget værdidebatten og sagde, at det bragte den ned på et for lavt niveau. Hun skosede Søren Pind, fordi han efter hendes mening chikanerede EU-forsker Marlene Wind på et niveau, der var under lavmålet. Hun mente, det var beskæmmende, at Venstre-statsminister Lars Løkke Rasmussen ville nedlægge regionerne. Hun mistede måske indflydelse, mener hun, men ikke så meget, at hun lagde mærke til det.

»Jeg tror, det har været lettere for mig denne gang, fordi jeg har været igennem det før.«

Masser af gange i virkeligheden. Da hun tog springet i ’77 fra sin tilværelse som journalist i Holbæk, hvor hun og hendes lærermand Jørgen Hansen boede, for at overtage Hagenskov. Nu var hun pludselig godsejer med checkhæfte og kassekredit efter sin far, der i øvrigt var ked af, at hun havde uddannet sig til lærer og ikke til landmand. Og at hun var en pige.

I medierne blev hun kaldt godsejermokke. Hendes tidligere redaktør skrev bestyrtet om hendes baggrund, og i Venstres bestyrelse i Assens spurgte man forsigtigt til, om hun ikke kunne kalde sig noget andet.

»Om jeg kunne sige, at jeg var noget andet? Hvad skulle jeg sige? At jeg var tømrer? Nej, jeg er godsejer, færdig med det.«

Britta Schall Holbergs ene øjenbryn rykker sig igen nogle centimeter opad i panden. Næste gang var, da hun blev udnævnt som minister.

»Vi sad onsdag aften og spiste frikadeller, og så ringede Henning Christophersen og sagde: Britta, vi går til dronningen på fredag. Jeg skulle jo lige have nogen til at styre denne her biks, min mand kunne ikke lave mad og jeg havde to mindre børn. Når du er minister, så er du nogle gange væk fra søndag aften og tre uger frem. Min søn plejer at sige: ’Du satte mig i børnehave, og så forlod du mig.’«

Og så igen, da hun holdt op.

»Som min fantastiske departementschef, Ole Asmussen, sagde til mig: ’I kan sagtens, I, der har jeres gårde, for I har en identitet.’ Og jeg tror, han har helt ret. Hvis du skal tilbage til tredje sal på Nørrebro, så bliver det svært. Jeg kan altid sige, at jeg er godsejer, det er jeg stadig, og det er mit arbejde. Ja, jeg ved, det er jo helt politisk ukorrekt, men sådan er det. Den proces ville have været vanskelig ellers. Det er jeg overbevist om.«

Turde noget

Britta Schall Holberg havde tre uger, hvor hun tænkte over, hvad hun nu skulle. Hun begyndte at læse filosofi, det varede ikke ret længe. I stedet holdt hun en masse foredrag, skrev i aviser og i magasiner, og efter noget tid blev hun politisk redaktør på Fyens Stiftstidende.

»Vi boede her, og spørgsmålet var, om vi overhovedet kunne få det til at løbe rundt økonomisk. Men min far sagde noget meget klogt til mig: ’Hvis det her skal hænge sammen, så må du forny dig, min pige.’«

Dengang var det usædvanligt, at et menneske kunne gå fra at være minister og til et andet job. Britta Schall Holberg hoppede ud i det uden sikkerhedsnet og med et gods, der slugte hver en krone, der blev tjent. »I 17 år finansierede jeg det her ...« hun slår ud med armene.

»Hop ud i det. Du bliver nødt til at foretage nogle valg i dit liv. Hvad nu? Sådan har jeg det også nu, og det har jeg altid gjort. Måske fordi jeg var så frygteligt genert som barn. Jeg er glad for, at der ikke fandtes psykologer dengang, så var jeg da ikke kommet nogen vegne.«

I stedet har hun arbejdet med det selv. Sagt til sig selv, at man skal turde noget, som man ikke turde i går. Sagt til sig selv, at ’du skal ud og tage nogle skridt ud i tilværelsen, hvor du tænker, jeg klarede den’.

»Det kan være ganske små ting, som ingen djævel opdager. For eksempel har jeg selv haft det sådan, at hvis jeg sad i et udvalg i en kommunalbestyrelse, så gik jeg fuldstændig ud, hvis jeg ikke havde haft ordet inden for seks minutter. Eller når vi var på den kommunale højskole, så kunne bare det at komme ud af værelset og ned til de andre være et frygteligt problem. Jeg tror aldrig, den generthed fortager sig helt.«

Passer ikke børn

Britta Schall Holberg taler om at forny sig. Ikke om at holde op. Hun har det svært med det begreb. Hun har en drøm om, at hun engang kommer til at sidde ude i de hvide havemøbler på græsplænen og svare på børnebørnenes spørgsmål, fordi hun er blevet så vis ligesom Rigmor, hendes gamle tante, som ikke kunne gå, blev over 90 og sad indenfor i sin lejlighed på 1. sal på Frederiksberg, men alligevel havde et konstant rend af mennesker, som kom, fordi hun var så spændende. Der kom 125 til hendes begravelse.

»Den der med at passe børnebørn,« hun bevæger hånden, som om hun vil vifte det væk, »det hører du aldrig mig sige. For det første passer jeg meget sjældent mine børnebørn, men det hænger nok sammen med, at jeg har så travlt. For det andet tror jeg ikke på den der med, at nu skal jeg spille golf, og så skal jeg passe børnebørn.«

— Hvorfor ikke?

»Fordi det er svært at fylde et liv med. Jeg kunne i hvert fald ikke. Og nu spiller jeg ikke golf, skal jeg lige sige.«

Pludselig vender Britta Schall Holberg tilbage til sit udgangspunkt. B.T. og hendes statsminister. I dag sendte hun ham en buket blomster. På kortet stod der: ’Med kærlig hilsen Britta’. Ham, der i 80’erne hentede hende ind udefra og gjorde hende til først indenrigs- og sundhedsminister, siden til landbrugsminister, selv om hun ikke sad i Folketinget og mest havde erfaring i kommunalpolitik.

»Ja, jeg ved ikke, om jeg var blevet mere gal, hvis jeg havde været konservativ. Han var en fantastisk statsminister. Ja, det er ikke for at forklejne ham dernede,« siger hun og nikker ud af vinduet og ud mod den gigantiske gårdsplads med dens ridebane i midten og de tre hvidkalkede længer.

’Han’ er Henning Christophersen, tidligere formand for Venstre, EU-kommissær, udenrigsminister og finansminister under Schlüter. Det var ’ham’, der ringede og spurgte Britta Schall Holberg, om hun ikke nok ville være minister. På den måde fik han hende ind i landspolitik.

»Ethvert ædrueligt menneske ville mene, at man burde sige nej. Hvad ved jeg om det? Men når Henning Christophersen spørger, så må han have tænkt sig om, og så må han tage ansvar for det.«

I dag er Henning Christophersen en kær gammel ven, der bor til leje hos hende på godset.

»’Du kommer til at træffe nogle beslutninger, som du vil være ked af,’ sagde han til mig. Dengang i 82 havde vi et statsunderskud på 80 milliarder kroner og ingen penge i kassen, og det betød, at der virkelig skulle strammes ind økonomisk, og da kommunerne jo administrerer over 50 procent af de offentlige udgifter, så var det klart, at det jo var indenrigsministeren, der kom til at påtage sig at beskære kommunernes bloktilskud. Det lykkedes, og det er jeg meget stolt af. Schlüter var fantastisk, fordi han gav sine ministre et ansvar.«

Det var også noget af det, der gjorde Britta Schall Holberg upopulær. Blødersagen, hvor 91 blødere i hendes ministerperiode blev smittet med hiv, fordi man i embedsapparatet ikke mente, at det var nødvendigt at screene donorbold for smitsomme sygdomme inden brug. En sag, som adskillige dommerundersøgelser senere frikendte hende for, men som alligevel red huset som en mare, i 10 år efter at hun var holdt op som minister.

»Jeg blev stemplet som morder, jeg blev trukket rundt på forsiderne. Det kunne have slået os fuldstændig i stykker her i huset. Den sag var i virkeligheden først afsluttet, da hofmarskallatet ringede og spurgte, om jeg ville være hofjægermester. Det var det, der faktisk har lukket sagen allermest, for når Majestæten kan udnævne en Kongelig Hofjægermester med den baggrund ...«

Britta Schall Holberg griner.

»Det var ikke for at komme med til hofbal og sådan noget, og det var heller ikke noget, jeg altid har drømt om. Det gjorde min far derimod. Da jeg så blev udnævnt af dronningen, da tænkte jeg: ’Ha, gamle far, det klarede søster så’.«

Næste generation

Selv om Britta Schall Holberg mistede magt, da hun trådte ud af Folketinget, mistede hun aldrig indflydelsen. Sådan føler hun det ikke selv.

»Hvor har du mest indflydelse: Her eller der? Det har jeg spurgt mig selv om i mange år. Men jeg mener, det er lige så vigtigt, det arbejde, jeg laver her.«

Hun sidder i foreninger og råd til beskyttelse og udvikling af natur, kultur og religion, er interesseret i højskolen, bygningskunst, historie. Hun holder foredrag i ét væk om kirke, tilværelse, erhverv og politik. Hun blander sig. Er med i det lokale arbejde, diskuterer fremtidens højskole, i lokalhistorisk forening. Er ved at færdiggøre Hagenskovs kælderetage, så de kan efterlade det i ordentlig stand. Rigsarkivet har bedt om at få hendes arkiv.

»Det er noget, der kan skræmme selv et menneske som mig. Det er alt, hvad jeg har skrevet og gemt, artikler og breve fra gården og mit politiske liv. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få den togvogn ind til rigsarkivet.«

Somme tider kan hun da godt tænke, at nu må en anden tage sig af det, men det holder hurtigt op. Ligesom tanken om at gå og putte sig ved radiatorerne.

»Jeg ved ikke, hvordan man holder op. Jo, jeg kan nok finde ud af det den dag, jeg dør, men inden da, ved jeg ikke, hvad meningen med tilværelsen skulle være, må jeg ærligt indrømme.«

»Min yngste søn har tit spurgt mig: ’Mor, hvorfor har du aldrig rigtigt tænkt over tilværelsen.’ Det har jeg altså ikke. Fordi tingene altid er kommet dumpende, eller fordi man har sagt ja, så har jeg ikke haft behov for de store armsving.« Hun har gang i et stort projekt med naturpleje, og i løbet af foråret skal hun finde ud af, hvad der kan laves af natur på arealerne her. Kan der sættes nogle flere dyr ud?

Det er indflydelse et andet sted, mener hun, som i bund og grund handler om at få det, man har fået, overleveret videre på en ordentlig måde. Det er erkendelsen af, at nu har jeg gjort det så godt, som man kunne.

»Det er den tankegang, der slår ind i en, når man har sådan et sted her. Hver gang du planter et træ. De træer, der er her, har stået her i flere hundrede år, og de begynder som sådan nogle små snalderbasser. ’Hvorfor bruger jeg penge på det?’ Jo, det gør du, fordi du har en forestilling om, at om 200 år, så vil de se godt ud. For nogle år siden, gik jeg rundt herude i parken, og så så jeg de lindetræer, jeg havde foræret min mand, og jeg tænkte, ’ha, de er alligevel ved at blive pæne’. Om 50 år så vil de være rigtig pæne. Og så tænkte jeg, ’Gud fri og bevares, da er du jo død’. Men så tænkte jeg på min søn og på generationen efter ham.«

For i virkeligheden er det ikke alt det, der har med politik at gøre, der bærer Britta Schall Holbergs liv.

»Det spiller ikke den store rolle for mig. Det, der spiller den største rolle er, at jeg kan levere det her videre. Det er et frygteligt stort ansvar at stå med, også økonomisk, og det bliver ikke nemmere, og det er da en forfærdelig bevidsthed at stå med, at det ikke er mig, der skal svigte her på stedet.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Jeg vil advare Britta Schall Holberg mod at lægge for meget i den royale udnævnelse.
Kong Hamad ibn Isa Al Khalifa af Bahrain har fået Storkorset af Dannebrog; og han har da i hvert fald slået mennesker ihjel.

Poul Simonsen

"Hvis du skal tilbage til tredje sal på Nørrebro, så bliver det svært."

Det er der formentlig ikke andre politikere end dem fra Enhedslisten, der skal. Og de kan sikkert overleve det!

... 91 blødere i hendes ministerperiode blev smittet med hiv, fordi man i embedsapparatet ikke mente, at det var nødvendigt at screene donorbold for smitsomme sygdomme inden brug, her det i artiklen.

Ministeren selv var nu ikke opsat på at gøre noget i begyndelsen:

"Måneder efter blødernes første desperate anskrig skriver sundhedsstyrelsen et 29 sider langt notat om AIDS-bekæmpelse og sender det til indenrigsminister Britta Schall-Holberg.

Hun læser det med stigende irritation og kratter små kommentarer ned i marginen. Ud for det sted, hvor styrelsen anbefaler, at man tester alt donorblod, skriver hun:

”Hvorfor dog det”
Og bagefter:
”Der mangler fuldstændig dokumentation for påstanden.”
Og:
”Jeg er lige ved at synes, at dette notat nærmer sig det uartige.”

(Fra bogen Magten – og kunsten at styre en beslutningsproces, side 113.)

Det er først, da blødersagen oprulles i pressen, at Schall-Holberg griber til en løsning.

Hanne Christensen

I Frankrig og Italien der havde lignende "HIV-blødersag" blev der sandelig ikke "set gennem fingre" med ansvaret. Politikere og embedsmænd blev fængslet/fik store bøder.
Befolkningen der var også i kæmpemæssige hidsige demonstrationer.
I Danmark sker/skete der ikke noget - på alle planer.

Hvordan en udnævnelse til hofjægermester kan kompensere for hendes dødelige uansvarlighed som minister - det forstår jeg ikke.
De stakkels blødere får da ikke livet igen, fordi hun udnævnes til hofjægermester.

Med tanken på alle de, der blev rige på friværdier i 00'erne: Har kun hån og foragt til overs for folk, der er kommet sovende til rigdom.

Lars Kristensen

’Men hvis du skal tilbage på tredje sal, så bliver det svært,’ siger hun
-----------

Ja, hvem ville det ikke være svært for, hvis de skulle side på deres eget tag.

Så Britta har været heldig, at hun ikke heller er blevet smidt ud ved hjælp af foged, som så mange andre er blevet det.

Hun har det også økonomisk godt, fordi hendes politiske venner har givet hende gode økonomiske ben i diverse bestyrelser, som giver en god økonomisk undergrund.

Jo, har du en gang vist dine politiske evner til at slikke andres bagdel, så falder der altid noget ned i munden på en, på et tidspunkt.

Sådan er det at være med i den moderne politiske adelsgruppe.

Fordomsfrihed skal man absolut ikke beskylde de "røde" for, - egentlig lidt ærgerligt. ;(

Jeg har været bloddoner det meste af mit liv, derfor har jeg mødt mange holdninger til det at give blod.

Nu er det sådan, at donorblod i Danmark - I DAG- bliver næsten overscreenet, d.v.s. det kan hænde en donor får falsk besked om at have hiv, uden på nogen måde at være det.

Dengang i 80´erne var hiv en forholdsvis ny sygdom, og der var selvfølgelig mange fuldstændig forrykte anklager til højre og venstre, og utrolige konspirationer. Om man nogensinde finder ud af hvor denne sygdom egentlig har sit udspring, så al ære med det.

Blødere er et folkefærd der er utrolig afhængige af donorblod, så dengang -som måske også i dag,? må der importeres blod fra udlandet til at imødekomme visse behov indenfor de forskellige blodtyper. At dette blod ikke var screenet ordentligt er selvfølgelig ufattelig kritisabelt, men på en eller anden måde synes jeg det er helt forfærdeligt at der er stemning for at anklage en forhenværende minister for ansvarsløshed bare fordi hun er født ind i en godsejerfamilie.

I øvrigt siger hun nogle ganske fornuftige ting.
Det mener jeg faktisk.
Mange rige har et rummeligt menneskesyn.

http://www.blodersagen.dk/kronologi.htm

ja der er uden tvivl mange andre rige mennsesker som også siger fornuftige ting. Det er ikke der problemet ligger, men snarere hvorvidt Information behøver at være talerør for dem, når nu de allerede har hele den borgerlige presse til deres rådighed.
Ville det f.eks. ikke være mere relevant med biografier af enhedslistens kandidater, end med venstrefolk?

Jeg synes det er interessant at Information også skriver om de borgerlige nu og da. Om personligheder fra begge fløje. Måden, hvorpå en borgerlig fremstilles i Information er anderledes, og det er den måde der skrives på i Information der gør Information interessant.

En vedkommende artikel ikke mindst fordi det er interessant at læse Brittas Schall Holbergs udlægning af bløder-sagen.

Læren der kan udledes derfra må være denne; at man som politiker altid bør man huske at man som "Folkets tjener på den betroede post" skal passe på. Mennesker er reelt nogle små sarte søde blomster og det er ikke ønskeligt at miste nogen af dem i rollen som gartner.

Tilsvarende vil "Folkets tjenere" i det nu herskende Gucci-Matriarkat forudses at kunne få store problemer, når mange 'Psykisk Syge' sandsynligvis vælger at begå selvmord efter at have mødt "disse damers politiske nådesløshed" i forbindelse med førtidspensions-reformen.