Læsetid: 5 min.

King Kenny og den britiske brigade

Efter 20 års fravær fra trænersædet forsøger Kenny Dalglish at skabe et nyt storhold i Liverpool på grundlag af de gamle dyder
Lang line. King Kenny har en enorm goodwill at trække i Liverpools dagsorden-sættende fanskare på The Kop. Derfor er kravet til ham i første omgang ikke bundet op på hans resultater, men på den ånd han kan genrejse over klubben.

Lang line. King Kenny har en enorm goodwill at trække i Liverpools dagsorden-sættende fanskare på The Kop. Derfor er kravet til ham i første omgang ikke bundet op på hans resultater, men på den ånd han kan genrejse over klubben.

Carl Recine

Moderne Tider
17. marts 2012

Kenny Dalglish har for længst indrømmet, at han fortrød sin beslutning, allerede få uger efter at han i februar 1991 uden varsel forlod posten som træner for Liverpool FC. På det tidspunkt var han kørt ned af eftervirkningerne efter Hillsborough katastrofen (stadionulykken der kostede 96 Liverpool-fans livet, red.) og presset ved at være træner for ligaens forsvarende mestre, men blot nogle uger senere var han kommet så meget til kræfter, at han følte sig parat til at genoptage tjansen. Og lige siden har han ventet på, at Liverpool skulle kalde ham tilbage.

Han kom til at vente i 20 år. Og da han endelig returnerede, var det til en fuldstændig forandret liga – ja nærmest til et helt andet spil – end han kendte og dominerede i et par årtier som både spiller og træner.

Dalglish forlod engelsk fodbold, dengang den bedste engelske række stadig blev kaldt 1. division; dengang klubbernes magt over spillerne endnu var noget nær total, og dengang de bedste engelske hold stort set udelukkende var befolket af britiske aktører. Liverpool havde det mellemstore hvidevarefirma Candy som trøjesponsor, og mindre provinshold som Swansea, Norwich, Ipswich og Watford kunne stadig gøre sig gældende i kampen om guldet.

Men allerede året efter Dalglishs afgang skiftede engelsk fodbold afgørende karakter med indførelsen af Premier League og de stærkt forøgede tv-indtægter til især de store klubber, som denne konstruktion førte med sig.

Kort efter vendte Bosman-dommen op og ned på magtforholdet mellem spillere og klubber. Herefter blev reglen om maksimalt tre udlændinge på hvert hold afskaffet, og sluttelig førte engelsk fodbolds eksplosive popularitet i Asien til, at udenlandske investorer og lykkeriddere begyndte at søge mod spillet på de britiske øer.

Holder på traditionen

Alle disse faktorer har medvirket til, at Premier League i dag er en multikulturel smeltedigel, hvor stjerner fra hele verden boltrer sig; meget langt fra den provinsielle og halvsøvnige gamle første division, som Dalglish og hans tropper herskede over i 80’erne og de første år af 90’erne.

Af samme grund var Dalglishs comeback til trænersædet i Liverpool ventet med spænding, for hvordan ville en af fortidens store navne klare sig i en radikalt forandret nutid?

Det svar er endnu for tidligt at give. Den skotske træner har trods alt kun beklædt posten i godt et års tid i denne omgang. Men man kan i hvert fald konstatere, at han er forblevet tro mod de principper, der tjente ham så godt i hans første periode som træner i Liverpool. Og alene af den grund er hans bedrifter på Merseyside et studie værd.

Ikke mindst hans indkøbspolitik har været bemærkelsesværdig. Hvor stort set alle andre trænere i Premier League i dag shopper spillere fra hele verden og bygger internationalt prægede mandskaber op, så har Dalglish bevidst arbejdet på at sammensætte et hold med en udtalt britisk stamme.

Indkøb

Således har fem af hans største indkøb fordelt sig på tre englændere, en skotte og en waliser i skikkelse af Andy Carroll, Stewart Downing og Jordan Henderson samt Charlie Adam og Craig Bellamy.

Blandt mange andre Premier League-trænere er der ellers en modvilje mod at købe britiske spillere, fordi de har ry for at være for dyre i forhold til deres niveau, men den frygt lider Dalglish tydeligvis ikke af, og umiddelbart var der da også meget, der talte til fordel for hans dispositioner.

Carroll blev indkøbt på baggrund af en fremragende halvsæson, hvor han havde scoret 11 mål for Newcastle, mens både Adam, Henderson og Downing ankom til Anfield med kåringer som Årets Spiller i deres respektive klubber i bagagen, så der var altså tale om aktører, der udmærket kendte betingelserne for at klare sig i Premier League.

Alligevel er det ikke lykkedes dem at smelte sammen til en slagkraftig enhed, og det har især hæmmet Liverpools offensiv, der kun har produceret 30 mål i denne sæson. Det er tredjedårligst i Premier League og helt utilstrækkeligt for at hold med aspirationer om at slutte i Top 4 og kvalificere sig til Champions League.

Derimod har klubbens defensiv – der har været stort set uberørt gennem de seneste år, og som trænes særskilt af José Mourinhos gamle assistent fra Chelsea-årene, Steve Clarke – fungeret upåklageligt og kun lukket 26 mål ind, hvilket er næstfærrest i hele ligaen.

Den britiske brigade

Det er altså Dalglishs britiske brigade på den fremadrettede del af banen, der har svigtet. Og det har naturligvis ført til kritik af skottens indkøbspolitik; en kritik, som han har afvist med henvisning til, at angrebsspillet i perioder har været strålende (hvilket er korrekt) og at den rekonstruerede offensiv har brug for tid til at vokse sammen.

Denne forklaring accepteres i vid udstrækning på Merseyside, hvor Dalglish er en legende. Dels regnes han for den bedste spiller i klubbens historie, dels huskes han stadig for det enorme følelsesmæssige engagement, han investerede i lokalsamfundet i kølvandet på Hillsborough-tragedien. Utallige var de begravelser af drenge og unge mænd, som han deltog i efter stadionkatastrofen, og det har man aldrig glemt ham for i den røde halvdel af Liverpool.

Kenny Dalglish – eller King Kenny, som han kaldes på de kanter – har uendelig goodwill at trække på hos Liverpools dagsordensættende fanskare på endetribunen The Kop. Og derfor skal man heller ikke forvente at høre nogle krav om hans fyring, selv om holdet vedbliver med at underpræstere helt frem til sæsonafslutningen.

Parolen er klar

Den lille skotte har ført Liverpool til mesterskabet som træner tre gange tidligere, og klubbens fans er stadig overbeviste om, at han er manden, der kan løfte holdet frem til tidligere tiders storhed. Det kræver dog, at hans nyindkøbte spillere løfter deres niveau og beviser, at det stadig kan lade sig gøre for et britisk orienteret mandskab at klare sig helt oppe i toppen af Premier League.

Det satser Dalglish tydeligvis på. Og udfaldet af denne satsning vil afgøre, om han vil træde i karakter som fremtidens mand på Anfield. Eller om han vil blive husket som en af fortidens kæmper, der aldrig formåede at omstille sig til de nye tider.

Indtil videre er støtten til ham dog massiv blandt tilhængerne på Anfield. Og parolen er klar:

All hail King Kenny!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her