Læsetid: 4 min.

Kønskonservatisme, klasse og titulatorisk klang

Det er næppe tilfældigt, at kvindelige socialklienter og fattige – Carina og Sofie – sammen med landets første kvindelige statsminister ofte kun omtales med fornavn
/h4>Er det kønskonservatisme, eller afspejler tiltaleformerne de talendes politiske og sociale strategier?

/h4>Er det kønskonservatisme, eller afspejler tiltaleformerne de talendes politiske og sociale strategier?

Keld Navntoft

10. marts 2012

Ifølge en nypubliceret meningsmåling fra Eurobarometer mener over to tredjedele af europæerne, at kvinder lige så gerne som mænd vil have ansvarsfulde stillinger. Især franskmændene og svenskerne mener, at kvinder er motiveret for ledelse. Men der er stadig enkelte lande i EU, hvor halvdelen af befolkningen betvivler kvinders vilje til at påtage sig lederansvar. Det gælder Polen, Østrig, Tjekkiet, Slovakiet – og især Danmark, der topper listen som det land i hele EU, hvor befolkningen er allermest skeptisk over for kvinders vilje til at tage ansvar. Men danskerne er alligevel noget uenige med den halvdel af slovakkerne der desuden mener, at kvinder simpelthen ikke har lederevner. Kun cirka hver femte dansker mener, at kvinder bare ikke magter at være ledere. Danmark har alligevel en kvindelig statsminister, men danskerne har altså meget traditionalistiske holdninger til kvinder og ledelse. (Men det er måske ikke så unikt: Sri Lanka, Indien og Israel var de første lande, der i moderne tid fik kvindelige statsministre, og disse lande havde samtidig meget konservative kønskulturer). Tallene fra Eurobarometer kunne tyde på, at rigtig mange danskere mener, at kvinder da sådan set godt kan være ledere, hvis de ellers gider være det. At der i Danmark er så relativt få kvindelige ledere må dermed skyldes kvindernes egen uvilje til ledelse. Uligheden mellem kønnene betragtes tilsyneladende som selvforskyldt hos kvinderne i dette land, hvor evnen til personligt initiativ regnes for nøglen til velsignelse.

Kvindeligt initiativ

I 1882 tog missionskredsens fru Grosserer Cornelius Petersen initiativ til bygningen af et kapel i Kastrup. Resten af byggeprocessen blev i tidens ånd ganske overtaget og ledet af herrer, inklusive Fru Grossererens egen mand, Hr. Grosserer Cornelius Petersen. Denne lille beretning om fortidens kvindelige initiativrigdom kunne give nutidige læsere anledning til at tro, at begge ægtefæller var døbt Cornelius og at begge også havde grossistjob. Men sådan forholdt det sig ikke. Historien melder intet om, hvad fruen hed til fornavn, men det var næppe mandenavnet Cornelius. Fru Grossereren levede nemlig i en tid, da kvinden ved ægteskabet overtog ikke alene mandens efternavn, men også hans titel, offentlige status – ja, faktisk hele hans navneidentitet. Blot med et Fru foran.

En generation efter fru Grossererens initiativrigdom, skrev en anden initiativrig kvinde om tiltaleformernes afspejling af kvinders stilling. Emma Gad skrev for næsten præcis 100 år siden i en kronik om damers titulatur, »at mens man til ethvert mandligt Individ kan sige Hr. han være ung eller gammel, gift eller ugift, har man til Kvinderne to Titler [Frøken eller Frue], afhængig af deres Forbindelse med Mændene.« Fru Gad satte samtidig kvindernes titulatur i socialt perspektiv, da hun forklarede, at der i valget af bestemte tiltaleformer og titler også lå sociale strategier. Få årtier tidligere havde der nemlig været tydelig forskel på, hvordan man tiltalte kvinder af forskellige socialklasser. Men så var der sket et skift med Underklassens Erobring af Frue- og Frøkentitlen. (I Emma Gads ungdom forekom det stadig, at underklassens kvinder blev tiltalt Madam og Jomfru, svarende til overklassens Frue og Frøken, mens adelens og kongehusets kvinder havde helt egne, middelalderagtige titler, såsom Hendes Majestæt). Gad mente, at forskellene i tiltaleformer bidrog til at »uddybe Klasseforskellen og danne en Art Kastevæsen«. Ugifte frøkner af lavere social status blev ofte kun tiltalt ved fornavn (men selvfølgelig også med De) når de for eksempel arbejdede som stuepiger hos borgerskabets Fru Grosserere, Konsulinder og Fru Overretssagførere. Lise Nørgaard skildrede i tv-serien Matador nogenlunde samme omgangstone fra 1930’ernes ’Korsbæk’ (med stuepigerne Agnes og Gudrun og Fru Fernando Møhge).

Carina, Sofie og Helle

Da jeg for 20 år siden boede i Paris, modtog jeg ofte breve adresseret til min mand – men med et Madame foran og forstod hurtigt, at brevene var stilet til mig. Franskmændene havde fastholdt den patriarkalsk-borgerlige tiltaleform længere end danskerne.

Alligevel har franskmændene i dag et tilsyneladende mere progressivt syn på kvindelig ledelse end danskerne, og måske afspejles dette i tiltaleformerne. Sprog og titulatur er langt mere mangfoldige i dag end på Emma Gads tid. Men det er alligevel tankevækkende, at både kvindelige socialklienter og fattige (Carina og Sofie) og landets statsminister, som den første af sin slags, ofte kun omtales ved fornavn: »Derfor flirter DF med Helle« skriver pressen. (Hvilket har en anden titulatorisk klang end »Løkke vil kun flirte« eller »Fogh nægter at undskylde«). Andre steder i verden ville det blive betragtet som fornærmende eller udannet at kalde landets statsminister ved fornavn. (Kansler Merkel. Ikke Angela). Men i Danmark fejres den korte magtdistance ofte med en provinsiel intimisering af de sociale relationer. Måske har kulturradikalismens autoritetskritik gjort, at ministertitler virker snobbede, og måske har dansk folkelighedsbegejstring gjort de uformelle former til naturligheden selv. Men det er alligevel påfaldende, at medierne er på De med Hr. Mc-Kinney Møller og på Fogh med NATO-Anders, mens de er du’s og på fornavn med både bistandsmodtageren ’Carina’ og den socialdemokratiske, kvindelige statsminister.

Spiller dansk kønskonservatisme, klasse og kastevæsen ind på hver sin måde, eller handler det mere om, at tiltaleformerne spejler de talendes sociale og politiske strategier?

Valget af tiltaleform er i hvert fald aldrig interessefrit.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Heinrich R. Jørgensen

Fru Grosserer Cornelius Petersen var et fruentimmer. Hun udgjorde en entitet med hendes husbond.

Da kvinder begyndte at få valgret (før 1915), havde fruentimmere ikke valgret. Enkefruer derimod, kunne meget vel have valgret efter gemalens. Ugifter kvinder med en passende alder og formueforhold, kunne ligeså have stemmeret.

Titlen som gift kvinder, var i høj grad bundet på identitet som ægtefælle. Kvindeeksklusionen og kvindeforagten var ikke nødvendig total.

Den sociale status fremgik også af tiltaleformen. En "Fru Grosserer" var gift med en grosserer, en "Grosserer Fru" ville udtrykke at kvinden var grosserer.

Den måde politikere og medier omtaler politikere på, er under al kritik.

Betegnelser Hr., Fru og Frøken udtrykker, at man er en stats undersåtter, og hvilken social status man har. Der var stor forskel på at være fru eller frøken, ifht. staten. Det handlede om personens autonomi, om skattestilling og om tilhørsforhold i kastesystemet.

En person der var madam eller jomfru sidst i det 19. århundrede, tilhørte en lavere kaste.

Inger Sundsvald

Jeg er ikke i tvivl om, at man bevidst forsøger at nedgøre folk, og især kvinder, ved at bruge deres fornavne, og at jo lavere socialstatus man har, desto mere tilladt er det at tale ned til folk.

Derfor bruges det bevidst nedladende at tale om Lille-Lars fra Græsted så får man både brugt hans fornavn, hans højde og at signalere bondeknold. Anker og Ritt blev også forsøgt underklasseanbragt.

Finn Årup Nielsen

Fr. Karen Lisa Salamon fortolkning af vor titulering af politikere med kønskonservatisme, klasse og kastevæsen rammer ved siden af. Forklaringen bør i stedet være informationsteoretisk: Vi navngiver så kort og unikt som muligt.

Derfor kalder vi ikke statsministrene for "Rasmussen", for hvem skulle det hentyde til: Poul, Anders eller Lars? Nyrup, Fogh og Løkke virker kort og rimeligt unik, og skulle Lars være Løkke eller Barfoed? Det samme gør sig gældende for Anker, kort og næsten unikt (Anker Boye kan jeg kun komme på), mens vores 10. mest almindelige efternavn, Jørgensen, er langt og slet ikke specielt. For Helle Thorning-Schmidt kunne Salamon have lavet en bitte undersøgelse på Internettet og der ganske nemt fundet at den lidt lange kortform "Thorning" bliver ganske ofte brugt mens "Helle" er sjældnere set: "Thorning til Løkke: Kom i gang", "Løkke banker Thorning i popularitet", "Thorning og Løkke til Folkemødet". Kvindelige politikere med et kort og klart ikke-sen navn omtales ofte med deres efternavn: Jelved! For mandlige politikere med et koncist fornavn bliver det brugt: Villy!

Helt galt går det Salamon med "Carina". Det er ganske normalt at anonyme kilder, mandlige som kvindlige, kun omtales ved fornavn og deres efternavn ikke kendes. Det er således "Morten", "Anna" eller "Kirsten" der "ønsker at være anonym" - ikke "Jensen", "Nielsen" eller "Andersen".