Læsetid: 16 min.

En konservativ verden … uden Konservative

Konservatismen blæser igennem samtidens Europa. Nationale værdier, store konservative ledere i Frankrig, Tyskland og Storbritannien og fortidens ledere på film. Alle vil være konservative. Bare ikke Konservative i Danmark, hvis nedtur ikke synes at ville ende. Det har aldrig været sværere at være konservativ i Danmark, medgiver partiets egen formand
Is i maven. Hvad Hans Engell og andre kloge folk må mene om det, gør ingen indtryk på mig. Jeg kan jo ikke agere ud fra, hvad tilfældige kommentatorer nu måtte mene. Der er fem millioner borgere i Danmark, Hans Engell er én af dem, siger den konservative partileder.

Is i maven. Hvad Hans Engell og andre kloge folk må mene om det, gør ingen indtryk på mig. Jeg kan jo ikke agere ud fra, hvad tilfældige kommentatorer nu måtte mene. Der er fem millioner borgere i Danmark, Hans Engell er én af dem, siger den konservative partileder.

Jakob Dall

24. marts 2012

På Lars Barfoeds kontor hænger en sort-hvid plakat af John F. Kennedy. Verdens mest brugte politiske citat fra præsidentens indsættelsestale i 1961 danner en overskrift på billedet, der har fulgt Lars Barfoed på alle de kontorer, han har haft, i sine 10 år på Christiansborg. Han faldt over det på en tur til San Francisco inden valget i 2001, og med det samme han så det, besluttede han sig for, at det skulle med ham, hvis han kom i Folketinget. Det gjorde han og senere fulgte det også med ham til Familie- og forbrugsministeriet, til Transportministeriet, til Justitsministeriet og nu hænger det her på Konservatives formandskontor.

»Ideologisk ved jeg ikke rigtigt, hvad jeg kan bruge ham til. Men jeg kan godt lide den formulering: Ask not what your og så videre,« siger han. »Jeg synes, det citat passer godt til det arbejde, vi har stået for de sidste 10 år.«

Han betragter billedet.

»Og så har jeg jo også ham der at kigge på,« siger han og peger på et billede af verdens næstmest berømte politiker, Winston Churchill, der hænger på den modsatte væg.

Ingen forbilleder

Men deciderede politiske forbilleder har han ikke, forklarer han. Stående på sit kontor i et løst nålestribet jakkesæt, uden slips i en ternet skjorte og med en kraftig bred vielsesring på fingeren. Han taler med de gamle ledere af partiet, lytter til dem og bruger deres erfaringer. Han ser med beundring mod sine kollegaer i Europa, hvor konservative kræfter sidder tungt på magten - Frankrig, Tyskland og særligt Storbritannien, hvor den såkaldte Red Tory-konservatisme inspirerer ham, og blandt de få bøger på Lars Barfoeds hylde er to udgaver af Phillip Blonds Red Tory: How Left and Right Have Broken Britain and How we Can Fix It. Men deciderede forbilleder, kan han ikke lige komme på.

Lars Barfoed kunne ellers godt bruge lidt hjælp fra forbilleder, og måske også nogle, der var mere originale end Churchill og Kennedy. For der skal et mindre mirakel til for at vende den konservative nedtur, der når nye dybder, hver eneste gang en meningsmåling bliver offentliggjort. Sådan har det med enkelte undtagelser været siden 1984, men aldrig – i partiets næsten 100 år – har det været ringere end det er lige nu. De seneste meningsmålinger har været nede omkring de tre procent, selv om det lignede en oprigtig Lars Barfoed, der efter det historisk dårlige valg i september, hvor partiet blev halveret og kun fik opbakning fra 4,9 pct af vælgerne, beroligende lovede de fremmødte KU’ere og nu arbejdsløse MF’ere på valgnatten, at »Nu er bunden nået – nu vender vi.«

Kritikerne melder sig

I dag er partiet psykologisk ved at indstille sig på, at der kan komme målinger, under spærregrænsen.

Lars Barfoed har ganske vidst bebudet en reformering og relancering af Konservatives partiprogram til efteråret og har påbegyndt en turne rundt til alle de 10 storkredse for at søge inspiration og genopfriske gamle venskaber. Men i baglandet sukker de efter en klarere konservativ profil.

Oftere og oftere sættes der spørgsmålstegn ved, om Lars Barfoed nu også er den rette formand. Og mange er bekymrede over, at partiformanden fortsat taler om, at nu må man have »is i maven«.

I starten af marts begyndte de første kritikere at stå frem og erklære, at det er der ikke tid til.

»Det, man får vælgere på, er ikke et nyt partiprogram,« siger Rune Kristensen, folketingskandidat og tidligere formand for Konservativ Ungdom, i dag.

»Det siger jo bare det samme som det gamle – bare med nogle andre ord – men holdningerne er jo de samme. Problemet er, at vi ikke har været konsekvente, når vi den ene dag taler om færre skatter, love og forbud – og så den næste laver multimedieskatten, hundeloven og rygeforbuddet. Så bliver vælgerne forvirrede.«

Og analysen er enslydende over det hele: For meget liberalisme, for lidt konservatisme. For lidt politisk profil og for mange personsager. Selv Lars Barfoed er åben over for den beskrivelse af partiets krise.

»Vi har været ramt – over nogle år – af en række uheldige sager, som har bombet os ned, hvor vi er nu. Når man først er kørt ind i den spiral, så varer det altså noget tid, før man kommer ud af den igen,« medgiver han uden direkte at ville henvise til personsagerne, som startede med Hans Engells spritkørsel, fortsatte med Lene Espersens ferier under hendes formandskab og foreløbig er sluttet med Henriette Kjær og samleverens privatøkonomiske kaos. »Så vi må ud at profilere vores politik. For Perception is reality. Og når det opfattes, som om vores politik er svag, så er det, fordi vi skal være bedre til at kommunikere noget andet.«

Ris til egen røv

Men det er prisen for i 10 år at have været lillebror i VK-regeringen, som en tidligere højtplaceret strateg for partiet fortæller. Prisen for at spille på en smal politisk bane, der næsten kun har handlet om lavere skat og efterløn, og prisen for svag kommunikation og uheldige udmeldinger på forkerte tidspunkter.

»Det er ris til egen røv,« tilføjer den konservativt orienterede blogger, Mads Holger Madsen bramfrit.

»Jeg kan ikke forstå, hvorfor et konservativt folkeparti kun er interesseret i at føre liberal politik. De bryster sig af at have vundet kulturkampen, men det var de liberale og Dansk Folkeparti, der gjorde det. De forsømte undervisning og kulturpolitikken, og derfor står vi tilbage med et grinagtigt XFactor-dynasti. De førte aldrig konservativ politik på dette område.«

Det er her, en kerne af Konservatives problemer synes at findes: Mens hele verden er optaget af konservatismen – konservative ledere, film om Magaret Thatcher og nationale værdier – har det konservative parti været optaget af noget andet.

»Det er absurd, der er så meget konservatisme omkring os, men ingen politikere leverer varen. Det gælder æstetisk, det gælder kulturelt, og det gælder værdimæssigt. Vi har lige haft 10 år, hvor folk vimsede rundt med diademer, drak champagne og teede sig åndsvagt, men kultur fulgte aldrig med – vi hører stadig Sort Sol,« siger Mads Holger. Og Morten Uhrskov, den nationalkonservative forfatter og kommentator, siger det samme. Bare på en lidt anden måde:

»Det eneste politiske parti, der kommer tæt på konservatismen er Dansk Folkeparti, men der er ikke noget konservativt parti. Lars Barfoed er jo ikke konservativ – det ved jeg godt, han kalder sig, men det er han ikke. Han er globalist og liberalist. Han har ingen national åre. De fortjener ikke navnet.«

Ved valget i september stemte Morten Uhrskov på Liberal Alliance i bare afmagt over den manglende konservatisme i Danmark, og på den måde afspejler han de vælgere, der er flygtet fra de konservative: De værdiorienterede og nationalkonservative er gået til Dansk Folkeparti, de liberale gik til Liberal Alliance og Venstre, partiets humanistiske fløj til de radikale og dem, der ikke ved, hvor de skal gå hen, er blevet hængende. Det er dem, partiet sidder tilbage med nu, men som valgforsker og ekspert i vælgeradfærd Rune Stubager fra Aarhus Universitet pointerer, kan man dårligt tale om nogen særlig profil for den gruppe vælgere. Der er ingen stamme tilbage.

Det er det, baglandet sukker over. Og nogle gange dybt. Senest havde den tidligere konservative formand, Hans Engell, så i sin ugentlige klumme i Ekstra Bladet overskriften »Færdig«.

»Lars Barfoed er færdig. Det kan vare nogen tid, før dommen bliver eksekveret, men sandsynligheden for, at Barfoed står i spidsen for Det Konservative Folkeparti ved det næste folketingsvalg, er stort set lig nul. Med meningsmålinger, der historisk er helt i bund, udsigt til et kommunalvalg, der kan koste ældgamle konservative bastioner som Frederiksberg og Vallensbæk, samt en stigende uro over, at nedturen er ved at bide sig fast – Venstre er 10 gange større end de konservative – har fået centrale konservative aktører til at kigge sig om efter andre valgmuligheder.«

Både Lars Barfoeds tilhængere og modstandere i partiet vurderer dog, at så vidt er det ikke kommet. Endnu. Heller ikke Lars Barfoed selv synes, der er nogen grund til tale om hans egen rolle i nedturen.

»Hvad Hans Engell og andre kloge folk må mene om det, gør intet indtryk på mig. Jeg kan jo ikke agere ud fra, hvad tilfældige kommentatorer nu måtte mene. Der er fem millioner borgere i Danmark, Hans Engell er én af dem.«

— Men han baserer jo sin analyse på nogle grimme meningsmålinger – gør de så heller ikke indtryk?

»Meningsmålinger gør indtryk. Derfor arbejder vi også stålsat på et nyt partiprogram, der er færdigt til september, men inden da har vi også nogle arbejdsgrupper, der arbejder med konkrete politiske initiativer – de koncentrerer sig særlig om frihed og ansvar, om privat initiativ og om at styrke respekten om vores fælles nationale værdier. Det er jeg optaget af.«

Espersens deroute

Konservative er med sine knap 100 år blandt Folketingets ældste partier, men det har altid haft svært ved at tiltrække og opfostre markante politikere. En forklaring kan være, at partiet både historisk og ideologisk har manglet en fælles fortælling: Hvor Socialdemokraterne har haft socialismen og Venstre liberalismen, så har de konservative ikke rigtigt noget fælles idéhistorisk udgangspunkt.

I stedet har de oftest defineret sig selv ud fra, hvad – og ikke mindst hvem – de var modstandere af, hvilket i sidstnævnte tilfælde ofte har været egne partifæller.

I hvert fald har partiet været præget af person- og fløjopgør, som sjældent udsprang af nogen stor ideologiske uenighed. Efter Poul Schlüters formandstid har fløjkrigene været iøjnefaldende, og det er ikke lykkes partiet at finde en samlende leder. Det lykkes ikke Schlüter at sikre arvefølgen, da Tamilsagen tvang ham til at gå af i 1993 og op gennem 90’erne havde man fem forskellige ledere, der alle kom til som følge af bitre fløjkampe. Sammen med blandt andre Henriette Kjær, Gitte Seeberg og Lene Espersen, sad Hans Engell, der afløste overgangsfiguren Henning Dyremose i 1993, men efter en spritdom og et færdselsuheld måtte trække sig til fordel for den konkurrerende fløj, hvor Dyremose-støtterne Per Stig Møller, Bria n Mikkelsen og Pia Christmas Møller tegnede profilen. Per Stig Møller måtte også trække sig oven på et katastrofevalg i 1998 og en lækket historie i pressen om, at også han havde modtaget en dom for spirituskørsel tilbage i 60’erne, så man forsøgte sig med Pia Christmas-Møller som et slags kompromis. Men ukvemsord og bagtaleri fløj gennem medierne, og det var først, da den på alle måder neutrale Bendt Bendtsen blev leder i 1999, at fløjene sluttede fred med både Lene Espersen og Brian Mikkelsen i den øverste ledelse. Partiet fortsatte dog tilbagegangen om end mere moderat op gennem 00’erne, og faktisk fik de, med den fredelige udnævnelse af Lene Espersen til leder, en pludselig fremgang i 2008.

Selv om der kan nævnes mange fatale vendepunkter for Konservative gennem de sidste 20 år, har få været så markante som det, Lene Espersen stod for, da hun som udenrigsminister udeblev fra det Nordatlantiske møde med Hillary Clinton i marts 2010, fordi hun skulle på ferie med sin mand og deres to drenge. Partiet raslede ned i meningsmålingerne, og pludselig var Lene Espersen blandt regeringens mindst populære ministre og herefter kendt som ’ferieministeren’. 10 måneder senere var hun afsat som formand på et gruppemøde, hvor hun ikke selv var tilstede. Journalisten Anne Sofie Krag har senere beskrevet, hvordan Charlotte Dyremose som den første på det møde rejste sig og holdt en hyldesttale til Lars Barfoed, der var en del af den gamle Per Stig-Møller-fløj. »Og sådan fortsatte de,« beskriver Krag. »Ikke alle, men de fleste rejste sig og talte for Lars Barfoed.«

Lars Barfoed har selv valgt at definere sig som tilhørende den socialkonservative del af partiet, eller den såkaldte Frederiksberg-konservativsme, som måtte se sig trængt i baggrunden i Lene Espersens formandsperiode. En konservatisme, navngivet efter dens kernemiljø, som er, eller var, kendetegnet ved at være meget holdningsbaseret, intellektuelt funderet, socialt ansvarlig og antiliberal.

Frederiksberg-konservatismens dominerende position i partiet startede med den navnkundige konservative formand John Christmas Møller i slutningen af 1920’erne og blomstrede senest op under Per Stig Møllers korte periode som formand. Per Stig Møllers onkel, Aksel, var i mange år borgmester på Frederiksberg.

Skiftende konservative har da også gennem årene refereret til Frederiksberg som »den grønne ø i det røde hav« med henvisning til den omkringliggende socialdemokratisk kontrollerede Københavns Kommune.

Symbolsk skiftede Lars Barfoed, som selv er født i den velhavende, konservative københavnske kommune, tidligere på året valgkreds hertil fra Nordsjælland. Den konservative formand, som også påtænker igen at flytte hjem til Frederiksberg, forklarede ved den lejlighed netop, at »jeg er tiltrukket af den særlige historie, der knytter sig til Konservative og Frederiksberg, og udviklingen i bydelen er på mange måder udtryk for en socialt funderet konservatisme, der går hånd i hånd med økonomisk ansvarlighed«.

Politiske matadorpenge

Lars Barfoed har været medlem af partiet siden han var 17 år og forklaringen på hans medlemskab er lige så enkel og regelret som hans politik: »Det gjorde jeg fordi jeg blev optaget af samfundsforhold. Jeg begyndte at overveje, hvor jeg hørte hjemme rent politisk, fordi jeg tænkte, at det er vejen til at deltage i samfundsdebatten. Det måtte være måden at opnå indflydelse. Så landede jeg i Konservative, fordi det er det parti, der bedst svarer til de grundholdninger jeg har.«

Og nu sidder han der så. Med størst mulig magt i sit parti, men med en indflydelse udbetalt i realpolitiske matadorpenge: Otte mandater, tingets mindste parti og dårligste meningsmålinger nogen sinde.

— Du sagde også på valgaftenen, at lavpunktet var nået – nu skulle I vende det. Men jeg har stadig ikke helt forstået, hvad der skal vende det?

»Det er jo den politik, vi fremlægger i de kommende år, måneder og uger, og som gerne til sidst skulle skabe en sikkerhed hos konservative vælgere om, at hvis de vil have konservativ politik og værdier, så skal de stemme på os.«

— Så vi ved det ikke endnu?

»Du ved det da. På det seneste har vi blandt andet foreslået at styrke den private ejendomsret – og der kommer flere af den skuffe – og forslag om at styrke det frivillige Danmark. Vi skal styrke det private initiativ på den måde. Det private inititiav er både kommercielt – små og mellemstore virksomheder – og det er også det private initiativ, som ligger i, at folk ude omkring tager ansvar for hinanden. Foreningslivet, Røde Kors, spejderne, fodboldklubber. Det er bare to eksempler på forslag, vi har fremsat på det seneste. Og sådan vil vi løbende komme med konkrete forslag, der skal styrke det private initiativ. Der skal styrke borgernes frihed, men også ansvar. Forslag som kan styrke respekten for vores fælles værdier. Det vil være noget af det, vi koncentrerer os om.«

— Så det kommer?

»Jeg mener jo, at der er langt flere konservative end det tal, vi har i øjeblikket, og jeg er ikke i tvivl om, at moderne konservatisme matcher i høj grad den grundindstilling, mange i det her land har: Hvor de på en ene side ikke er socialister, og ikke sætter systemet og staten over borgerne. Og på den anden side heller ikke mener, at markedet skal have lov til at styre borgerne. Men at altså både markedet og staten sådan set er til for borgerne. Der er masser af borgerlige mennesker, som mener, at der er flere – og vigtigere – værdier end bare materialisme og effektivitet. Som mener, at der er en række værdier, vi har bygget op i det her samfund, som det er værd aftværne om.«

— Har I været klemt af at være et regeringsparti?

»Klemt vi jeg ikke sige, for vi har haft store fordele ud af det. Vi har haft meget indflydelse på samfundsudviklingen ved at sidde i en regering. Og det har vi været glade for. Vi har hele tiden vurderet, at vi fik mere ud af sidde med i en regering end af at være udenfor. Men det er klart, at man har sværere ved at have en skarp profil, når man sidder og forhandler en ting i en regering og så i fællesskab fremlægger en anden ting udadtil. Sådan er det.«

— Har det alligevel været svært værdimæssigt at være med i en så liberal regering for et konservativt parti?

»Nej, det synes jeg ikke ... Venstre og Det Konservative Folkeparti ligger jo tæt på hinanden i en lang række spørgsmål. Jeg vil ikke sige, at det har været svært. Men det er klart, at vi er et konservativt parti. Og Venstre er i udgangspunktet et liberalistisk parti. Derfor har vi forskellige tilgange til tingene.«

Sikrer sig opbakning

Lars Barfoeds styrke er, at han – modsat Lene Espersen – er god til inddrage medlemmerne af folketingsgruppen, forretningsudvalget og hovedbestyrelsen i beslutningerne. Hvilket medfører, at de selvsamme mennesker efterfølgende får svært ved at kritisere partiformandens politik.

Men kommunalvalget i november 2013 bliver afgørende for Lars Barfoeds fremtid. På det tidspunkt vil partiformanden have haft to år til vende situationen. Og med endnu kortere tid til folketingsvalget, som skal komme senest i september 2015, vil det være regnskabets time.Lars Barfoed kan trøste sig med, at der ikke er nogen oplagt afløser. Øverst på mange partimedlemmers ønskeliste står EU-Kommissær Connie Hedegaard efterfulgt af Frederiksbergs tidligere borgmester Mads Lebech. Ingen af de to har dog udtrykt noget ønske om at vende tilbage til dansk politik, hvilket i givet fald efterlader de konservative med de nuværende ansigter. Den 34-årige Rasmus Jarlov, der ikke opnåede genvalg til Folketinget i september, ses som en coming man.

Men i dag er de konservatives politiske ordfører, den 42-årige tidligere socialminister Benedikte Kiær, partiets uofficielle kronprinsesse.

Da der ikke er nogen oplagt kandidat, er der heller ikke noget forsøg – eller nogen strategi – for at vælte Lars Barfoed. »Der er ingen, som sliber knivene«, som en kilde formulerer det.

Søren Hviid Pedersen – en af kræfterne bag forsøget på at skabe en konservativ tænketank og til daglig lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet – mener, at Konservative kun kan genrejses, hvis det får ’kant’. Et budskab, han gentager på sine møder i partiet:

»Det handler om både-og,« siger han.

»De konservative skal have en kant til Dansk Folkeparti med et forsvar af nationalstaten, kulturværdierne og en EU-kritisk holdning. Og en kant til Liberal Alliance med en kritik af velfærdsstaten. Hvis vi kun går på det ene ben, så vil begge partier altid kunne overgå os med 10 procent af det samme. Der er ikke andre råderum tilbage. Men om det så også bundfælder sig i partiet, kan jeg have min tvivl om.«

Det er hårde tider for Konservative ,og der er ikke mange omkring partiet, der ikke vil medgive det. Heller ikke Lars Barfoed:

»Det her er helt klart en af de sværeste tider for Det Konservative Folkeparti. Det er der ingen tvivl om,« siger han.

— Opererer du med tanken om, at I ikke er her efter næste valg?

»Nej.«

Formandskiftet

Da de konservative folketingsmedlemmer på et gruppemøde om formiddagen den 13. januar 2011 reelt afsatte daværende udenrigsminister og partiformand Lene Espersen som partileder til fordel for Lars Barfoed kom det aldrig til nogen afstemning. Så Lars Barfoed har aldrig fået vished for, hvor mange som egentlig ville have støttet ham, hvis det var kommet så vidt.

Ingen tog imidlertid ordet på gruppemødet til fordel for Lene Espersen – og de, som tog det, talte til fordel for Lars Barfoed. Derfor var konklusionen klar. Samme aften trak Lene Espersen sig som partileder, og på gruppemødet næste dag klokken 12 blev Lars Barfoed valgt som hendes afløser uden modkandidat.

Inden det kom så vidt, havde Brian Mikkelsen aftenen forinden ladet sive, at han ikke alene var kandidat, men angiveligt også havde opbakning fra et flertal i folketingsgruppen. Det var imidlertid ikke tilfældet, og efter midnat udsendte Brian Mikkelsen en pressemeddelelse, hvor han erklærede sin støtte til Lars Barfoed – efter at denne havde garanteret førstnævntes fortsatte position som partiets daværende nummer to.

I dag er der seks – af de i alt otte konservative gruppemedlemmer – tilbage af dem, som valgte Lars Barfoed i januar 2011. Ud over Lars Barfoed er det Lene Espersen, Tom Behnke, Mike Legarth, Brian Mikkelsen og Per Stig Møller. De sidste to nyvalgte folketingsmedlemmer er Mai Henriksen og Benedikte Kiær.

Per Stig Møller har allerede bebudet, at han ikke genopstiller ved næste valg, og at det ikke er sikkert, at han bliver i politik valgperioden ud. Trækker den tidligere konservative formand og udenrigsminister sig før tiden, bliver han afløst af sin suppleant, Rasmus Jarlov, som røg ud af Folketinget ved valget.

Til gengæld har Brian Mikkelsen angivelig nu besluttet sig for at blive i politik, efter at han før valget ellers bebudede, at hans fremtid som politiker »afhænger meget af, om vi er i regering eller ej«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars Barfoed er jo ikke konservativ ...han er globalist og liberalist. Han har ingen national åre.

...nemlig og det er et vælgersvigt. RIP

Lennart Kampmann

De konservative beseglede deres egen skæbne ved at forblive i vk-regeringen. De skulle have taget deres tøj og forladt den, efter DF satte trumf på og dikterede politik. Men nej, taburetter var vigtigere end integritet.

Nu betales regningen. Lars Barfod kan levere et mirakel hvis han sikrer de konservative to valgperioder til i folketinget. Men jeg ville ikke sætte mine penge på det.

Med venlig hilsen
Lennart

Michael Kongstad Nielsen

Hvad skal Danmark med et konservativt parti, når vi har Socialdemokraterne?

Det er forkert at påstå, at konservatismen blæser gennem Europa undtagen Danmark. Danmark er fuldt ud med. Vi fører nøjagtig den samme politik som Merkel, Sarkozy, Aznar, Monti og Papademos.
Og Cameron, bortset fra at Cameron vedstår, at UK ikke er med i euroen, det gør Thorning helst ikke.

Et alvorligt problem for de konservative er, at partiet ikke har formået at tiltrække talenter og kapaciteter til partiets øverste ledelse.

De sidste mange år har partiets folketingsgruppe bestået af en forsamling talentløse narrehatte hvis lige sjældent er oplevet tidligere i dansk politik.

For at forstå problemets alvor og tyngde behøver man jo blot at sige Bent Bendtsen, Lene Espersen, Brian Mikkelsen, Naser Khader, Tom Behnke...

Ole Brockdorff

Der var engang for mange år siden et anstændigt konservativt folkeparti herhjemme, der i sin grundlæggende politiske ideologi stod inde for begreberne Gud og Konge og Fædreland, og som altid var parat til at forsvare ånden og sjælen i Danmarks Riges Grundlov af 1849, herunder i særdeleshed forsvaret af nationalstaten, hvis demokrati og folkestyre vores forfædre har kæmpet så hårdt for gennem de sidste 163 år.

Lars Barfoed og Det Konservative Folkeparti kunne anno 2012 have markeret sig fornemt over for vælgerne i forbindelse med afstemningen om EU-finanspagten med afgivelsen af økonomisk suverænitet til de ikke-folkevalgte bureaukrater i Bruxelles, og hvor de som Liberal Alliance kunne have nægtet at stemme for en tiltrædelse, hvis der ikke forinden blev gennemført en folkelig debat og folkeafstemning.

Det Konservative Folkeparti går i dag 100% ind for globaliseringen med sin ukontrollerbare frie bevægelighed af kapital, arbejdskraft, varer og tjenesteydelser, og partiets ledere er fuldstændig ligeglade med opløsningen af Danmark som nationalstat og har været det i mange år. Hvilket som bekendt også gælder for Venstre, Liberal Alliance, Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti, men indtil videre betaler de konservative ”regningen” hos vælgerne, fordi partiet ikke længere har en profil, der adskiller sig blot en lille smule fra de fanatiske EU-partier.

Men efter den tidligere konservative statsminister Poul Schlüters historiske løgn til vælgerne omkring folkeafstemningen til det indre EU-marked i januar 1986 om, at ”unionen er stendød” med hensyn til Europas Forenede Stater, ja, så har partiet gennem årene langsomt mistet enhver troværdighed som forsvarere af danskheden, og derfor har de ikke længere nogen betydning, fordi det kun er de to fløjpartier i Folketinget – Dansk Folkeparti og Enhedslisten – der udviser rimelige kritiske holdninger over for Europas Forenede Stater.

Det Konservative Folkeparti har spillet politisk fallit.

Toke Andersen

At være konservativ i Danmark i dag, svarer nogenlunde til at sige hej jeg er komplet idiot og jeg aner ikke hvad jeg taler om,,,men jeg ser det alligevel som min ret og pligt at kæfte op om dette eller hint.

Det Konservative Folkeparti stammer fra partiet Højre, der præcist som det Konservative Folkeparti her i 2012, for cirka 98-102 år siden, også blev decimeret stærkt. Højre var et parti for det der dengang hed Embeds-borgerskabet, altså gymnasielærere, præster, og grosserer og samfundets støttepiller.

Da det konservative Folkeparti blev dannet var splitttelsen imellem de to fraktioner af partier, der allerede, en liberalistisk fløj, som nu er blevet spaltet ud i Liberal Alliance, og en national-konservativ fløj, som nu er gået til Dansk Folkeparti. Og en del af den internationale fløj er gået til De Radikale, men hovedproblemet for de konservative er og har altid været splittelsen mellem de national-konservative og liberalisterne, aka libertarianerne. Per Stig Møller tilhører de national-konservatime, Brian Mikkelsen tilhører liberalisterne.

Men man synes at have glemt hvad den ægte konservatisme er, nemlig dette: "Staten skal være stærk den løfter den svage, men for svag til at knække den stærke." Dette er ægte konservatisme. Venstre og Liberal Alliances drøm er en stat hvor enhver er sig selv nærmest og hvor de svage går under a la Ayn Raynds bøger og visioner for samfundet. Dermed lægger de Konservative sig på linje med Social-demokraterne i det her spørgsmål om hvor stærk staten skal være...

Peter Ole Kvint

Problemet for de Konservative er at de ikke er konservative. En ægte konservativ er ligeglad med penge, fordi han har penge nok. En ægte Konservativ er imod EU og for Danmark.

Et andet problem er at de Konservative har været rekrutterings grundlag for erhvervslivet. Det betyder at partiet er blevet drænet for talent.

Martin Jeppesen

Det bliver interessant at se om SF tager den samme nedtur om nogle år... de har tilsyneladende intet lært af de Konservatives vægelsind og efterfølgende nedgang.

Niels Johansen

Det Konservative Folkepartis centrale problem er, at danskerne simpelthen ikke er konservative. I sidste halvdel af 1800-tallet kæmpede Venstre for folkestyre, (De nåede af splitte og samle sig i 15-20 partier), imens Højre kæmpede imod. Og her til lands holder vi jo meget af demokkratiet.

Desuden taler de konservative altid om værdier, men i artiklen ovenfor taler Barfoed ikke en eneste gang om konservative værdier.

Altså lige bortset fra, at det er sådan noget, man har i Frederiksberg Kommune.

Jens Christensen

@Ole Brockdorff: Men hvorfor blive ved med at tærske langhalm i Schlüter's udtalelse om, at unionen er stendød? Udtalelsen er fremsat efter en europæisk debat forud for 1986-afstemningen, hvor der i visse lande var kræfter, som arbejdede for en føderal Europæisk nation/union, dvs. med et lovgivende parlament. Schlüter, Storbritannien og mange flere ønskede lovgivningsmagten bevaret i ministerrådet med dets nationalt valgte ministre, og de trak vel ret beset (og heldigvis imo) det lange strå, således at Schlüter's udtalelse slet ikke er den løgn, mange gør den til. At vi så alligevel bruger termen "union" om et europæisk samarbejde som ikke grundlæggende er ændret mht lovgivningsmagtens placering, er egentlig bare lidt ærgerligt. Og selvfølgelig ikke mindst ærgerligt for Schlüter, når så mange vælger at svælge sig i det.

Michael Kongstad Nielsen

Schlüter’s udtalelse var ikke spor uskyldig, og den fik historisk betydning, fordi folk allerede seks år efter skulle til folkeafstemning om Maastricht-traktaten, som indebar union på mange måder, bl.a. en økonomisk- og monitær union. Da danskerne kunne se, at Schlüters ord var fup, vendte de tommelfingeren nedad til Maastricht, så det blev et nej, og derefter de fire forbehold.

Det eneste de konservative er kendte for er:

"tOPskATteLættelser" (Udtales som skrevet, med lidt fråde om munden og store pupiller)

Med hvad dertil følger af fordomme fra socialklasse 3,4,5 imens Socialklasse 1,2 er bedre tjent med at stemme på V eller LA. Så vælgerflugten er skam helt naturlig når man sådan skyder sig selv i foden og ikke længere repræsenterer dem der stemte på en til at begynde med.

Jens Christensen

Jeg er enig i, at Schlüter's udtalelse fik stor betydning på mange måder og uden tvivl var med til at påvirke udfaldet af 1992-afstemningen. Men det i sig selv gør ikke nødvendigvis hans udtalelse forkert som sådan. Hvordan man skal definere en "union" må være det afgørende spørgsmål her. I 1986 var det afgørende punkt langt hen ad vejen lovgivningsmagtens placering (skulle vi have et europæisk folkevalgt parlament med lovgivningsmagt eller bevare ministerrådets magt med dets nationalt valgte medlemmer?). Det var dét, det handlede om, og hverken Maastricht eller monitære unioner eller noget andet har fundamentalt og væsentligt ændret ved dét senere. I den forstand giver det faktisk en vis mening - selv den dag i dag -, at sige at unionen var/er stendød. Endda til trods for, at vi i dag kalder det for en union.

Michael Kongstad Nielsen

Hej Jens Christensen - jo, gud ske lov blev det ikke til en rigtig union, selvom tanken stadig basker lidt i korridorerne. For min skyld må unionen gerne blive ved med at være stendød.

Jens Christensen

Hej Michael Kongstad Nielsen - helt enig! Jeg finder også hele idéen om en rigitig union ret skræmmende, og dengang var der stærke kræfter for det f.eks. i Holland. Gad vide om de stadig er der den dag i dag?

John Fredsted

Plakaten med JFK citatet "Ask not what your country can do for you - ask what you can do for your country" har manden, altså Lars Barfoed, haft med sig i alle sine 10 år på Tinge.

Måske er det bare mig, der har jord i hovedet, men jeg fatter altså bare ikke, hvordan det citat hænger sammen med de konservatives ønske om skattelettelser, medmindre man - og det gør man vel, akkurat som Liberal Alliance - forestiller sig, at pengene tjener landet og dets indbyggere bedst, når de ligger i de privates hænder. At dét er en fantasiforestilling, kan man forsikre sig om ved at kigge efter på den anden side af Atlanten.

Man kan være uenig med et partis politik, men det er straks sværere at opretholde respekten for selvsamme, hvis dets politik end ikke er selvkonsistent. Ak!