Læsetid: 4 min.

Læserne spørger: Helle Helle

Helle Helle besvarer læsernes spørgsmål
Helle Helle besvarer læsernes spørgsmål
10. marts 2012

— Du skriver tit om provinsen, hvorfor?

Fordi det fungerer bedst for mig at bruge steder, hvorfra folk ikke så nemt kan komme væk. Mine bøger kunne lige så godt foregå i Hvidovre, hvis det altså ikke var for S-togene. Jeg kommer også altid til at skrive om nogen, der sluger en bøfsandwich i stedet for at spise salat, eller som gemmer sig bag en bag en busk, når deres mor kommer. Jeg føler mig meget beslægtet med dem. De opfører sig ikke særlig tjekket. Måske står den opførsel i en god modsætning til min måde at skrive om den på.

— Hvilke forfattere beundrer du – i Danmark og internationalt?

Nogle hårde nordmænd, Kjell Askildsen, Trude Marstein, Per Petterson. Men også Beate Grimsrud. Og Kafka, Beckett, Scott Fitzgerald især for en novelle. Alice Munro. Der er så mange. Niels Frank. Christina Hesselholdt ud over alle grænser.

— Er det fuldstændig tabuiseret at efterligne de forfattere, man synes godt om – og er det noget, du praktiserer?

Næ, det synes jeg ikke, det er. For man kan alligevel aldrig gøre det lige så godt, og det bliver altid noget andet. Jeg kan nogle gange være bange for at stjæle rekvisitter eller et billede fra en anden forfatter uden at vide det. Nu er der ikke så mange billeder i mine bøger. Men jeg ved, at jeg har hugget noget hyldepapir fra Ida Jessen. Vist også et par øjenbryn. Fra Mette Moestrup havde jeg nær taget vendingen »som man siger«.

— Hvad er dit største mål med dit forfatterskab?

Endnu aldrig at have skrevet min bedste bog.

— Jeg har aldrig læst dine bøger, for folk siger, at der ikke sker noget i dem. Er det rigtigt?

Ja.

— Du er kendt som en smal forfatter, men efterhånden rammer du bredt. Er det dig eller læserne, som har flyttet sig?

For mange år siden skulle jeg optræde med Mads Brenøe på et bibliotek i Sønderjylland. Vi var begge lige debuteret. Før oplæsningen gik vi tavse og anspændte rundt mellem reolerne, men så stødte vi ind i en kvinde med skeptisk pande, og Mads sagde: »Davs, vi er den smalle litteratur.« Det var temaet for oplæsningsrækken. Vi syntes selv, det var lidt ubehageligt.

Jeg kender ingen forfattere, der ikke gerne vil have mange læsere. På den anden side kan man ikke skrive bøger med det udgangspunkt. Undskyld, det var ikke svar på dit spørgsmål.

— Er du aldrig bange for at tale ned til dine personer og udstille dem?

Nej. Jeg bliver af og til spurgt, om jeg kan lide mine hovedpersoner. Men det giver ikke mening at svare på, for jeg kan lide dem nogenlunde lige så meget eller lige så lidt, som jeg kan lide mig selv. Så er der alle de andre, for eksempel forældrene og kæresterne og bagerjomfruen i min nye roman. Det er rigtig, at dem udstiller jeg også. Men det er jo også meningen med bogen, det er en udstilling: Se! Sådan gør vi, sådan siger vi.

— Laver du research, før du skriver?

Jeg skal til at skrive en ny roman nu, og derfor måtte jeg i forrige uge kigge meget opmærksomt ud ad togvinduet på strækningen Arden-Aalborg. Og når jeg er færdig med en bog, er der også altid lidt, jeg lige skal kontrollere. Om det er rigtigt, at vårhveden er fremme allerede i marts, hvor tit Hamborg-toget kører, den slags. Ellers er research en dræber. Det giver ikke mening for mig at skulle sætte mig ind i et ukendt stof for at kunne skrive om det.

— Hvad var der sket med dig, hvis du ikke var blevet forfatter?

Jeg ville have været god til et job, der krævede, at jeg var serviceminded.

— På fotos til dine interviews og forlagets annoncer for dine bøger fremtræder du som en slags diva fra 1920’erne. Vil du fortælle lidt om den personlige stil, du vælger, når du optræder offentligt som ’forfatter’?

Jeg ser ud, som jeg også ville have set ud, hvis jeg havde lavet alt muligt andet end at være forfatter. For eksempel hvis jeg havde haft et job, der krævede, at jeg var serviceminded.

— Du er kendt for at lave meget virkeligshedstro dialoger. Hvad gør du for at ramme den rigtige tone?

Det handler meget om pauser. Og replikkerne må ikke være for lange. Jeg siger altid dialogerne højt for mig selv, og så forestiller jeg mig rummet imens. Sådan at det, de siger, forholder sig naturligt til omgivelserne. Det kunne være: »Skal du ikke have den på, da?« uden at skrive, hvad ’den’ er. Hvis det giver mening. Det er jo sådan, vi taler. Med alt det, der er omkring os som en del af samtalen.

— Kender Helle Helle og Peter Peter hinanden?

Nej, men jeg har læst op sammen med den svensk-kinesiske digter Li Li.

Serie

Seneste artikler

  • Læserne spørger: Morten Sabroe

    18. maj 2013
    »Kvindelige litteraturanmeldere, har jeg hørt, skulle være meget tørre. Det gælder også de mandlige. Jeg tror, det var sidste år, at nogle videnskabsfolk gav en mandlig anmelder snorkel og briller på og lagde ham i vandbad i en uge. Da de tog ham op, var han nøjagtig lige så tør, som da de lagde ham i ...«
  • Læserne spørger: Pablo Llambias

    2. marts 2013
    »Jeg tror ikke, at jeg ville blive skudt for mit første kritiske spørgsmål, men jeg ville helt sikkert få internettets kærlighed at føle. Dét er der ikke mange, der kan holde til i længden. Hvad stiller vi op med dén trussel?«
  • Læserne spørger: Carl Pedersen

    22. september 2012
    Carl Pedersen besvarer læsernes spørgsmål
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thomas Larsen

Rimelig provinslækker på billedet. Fin måde at vise hvad dine bøger handler om. Og Helle Helle er helt fantastisk som navn til en middelklasse provinsforfatter. Fed selviscenesættelse.