Manden, der blev vidne for hele verden

Claude Lanzmann var fransk modstandsmand, Simone de Beauvoirs elsker, Sartres ven og en førende venstreintellektuel på den parisiske scene. Bedst kendt er han dog for det filmiske storværk ’Shoah’ – en over ni timer lang dokumentarfilm med vidnesbyrd fra Holocaust-overlevere. 87 år gammel fortæller han nu sin egen historie i bogen ’Den patagoniske hare’
/h4> Claude Lanzmann har siden tilblivelsen af den over ni timer lange dokumentar ’Shoah’ haft et ganske særligt forhold til haren. Kunne han ønske sig en reinkarnation, ville han komme tilbage som netop dette dyr.

/h4> Claude Lanzmann har siden tilblivelsen af den over ni timer lange dokumentar ’Shoah’ haft et ganske særligt forhold til haren. Kunne han ønske sig en reinkarnation, ville han komme tilbage som netop dette dyr.

Media Ltd.
10. marts 2012

En aften først i 1960’erne var den feministiske filosof, essayist og romanforfatter Simone de Beauvoir gået i teatret. Til hendes venstre side sad den livslange intellektuelle partner og tidligere elsker, Jean-Paul Sartre, eksistentialistisk frontfigur og sin generations største franske filosof. Til hendes højre sad kæresten, forfatter, filminstruktør og tidligere modstandsmand Claude Lanzmann. Og på scenen stod Lanzmanns søster, Évelyne, feteret skuespillerinde og hovedrolleindehaver i Sartres stykke, Lukkede døre. Aftenen var arrangeret for at imødekomme Sartres passion for Évelyne.

»Den aften var min søster strålende smuk og vandt hans hjerte,« skriver Lanzmann i sine erindringer, der udkommer i engelsk oversættelse i løbet af marts. Endnu en fusion af tænkning og passion blev på teateraftenen realiseret i den intellektuelle, kulturelle og kreative hvirvelstrøm, der udgjorde det parisiske latinerkvarter i dets storhedstid – på én gang højdepunkt i europæisk filosofi og revolutionær politik. Af hvirvelstrømmens førende aktører er der i dag kun en tilbage: Claude Lanzmann.

Det 20. århundrede

Lanzmann er om noget et vidne af sin tid. På tætteste hold oplevede han en række af de episke begivenheder, som blev definerende for det 20. århundredes sidste halvdel. Under Anden Verdenskrig var han ungdomspartisan i modstandsbevægelsen. I årene derefter var han blandt de første vestlige skribenter, der søgte mod det kommunistiske Østtyskland, Sovjetunionen, Maos Kina og endda Nordkorea, hvor han forelskede sig.

I samme periode levede og arbejdede han ved Seinens bred som prominent medlem af den venstreorienterede eksistentialistiske avantgarde, der omgav hans nære ven Sartre. I mange år var han desuden de Beauvoirs rejsekammerat, elsker og fortrolige. Algeriets befrielseskrig dækkede han i selskab med algeriske guerillaer i ørkenen under bombardementer fra det franske luftvåben, og han blev personlig ven med både befrielsesbevægelsens ledere og general de Gaulle. For sidenhen at blive mødt med tåregas i Latinerkvarterets gader i maj 1968. Senere blev han ’integreret’ (eller embedded, som det hedder i dag) journalist under De Israelske Forsvarsstyrker, eller Tsahal, som, han kalder dem ved deres hebraiske navn.

Shoah

Der er dog navnlig én bedrift, som har formet Lanzmanns ry: Det var ham, der tog initiativ til, researchede, instruerede og gennemførte den serie interviews, som udgør den måske vigtigste og i al fald mest ambitiøse film om nazisternes folkemord på seks millioner jøder: Den ni-og-en-halv time lange film Shoah – »som kunne have været meget længere«, siger han – vil måske for altid blive stående som den definitive dokumentaristiske fremstilling af det mørkeste kapitel i civilisationens historie.

Nu har Lanzmann skabt et nyt epos: en erindringsbog om sit bemærkelsesværdige liv. Som den gådefulde titel – Den patagoniske hare – antyder, er der ingen kronologi. Snarere er der tale om en meditation over dette liv blandt andre liv.

Lanzmanns tilbageblik rækker tilbage til teenageårene i det besatte Frankrig: Detaljeret beskriver han, hvordan han fik til opgave at tage imod kufferter med ammunition, der ankom pr tog, og om sin deltagelse i et bagholdsangreb på en nazistisk konvoj. Men bogens fokus er det intellektuelle liv langs Seinen på boulevarderne Saint Michel og Saint Germain: »Frankrig var befriet, nazismen var besejret. Det var et kolossalt stærkt øjeblik: Vi var unge og klar til eventyr, klar til hvad som helst for at skabe en bedre verden.«

Lanzmanns Castor

Lanzmann kalder Sartre for ’Sultanen fra Rue Bonaparte’, og han kalder sin elskede de Beauvoir ved hendes berømte tilnavn ’Castor’. Han er høfligheden selv, da jeg møder ham på hans hotel i London. Lanzmann har de ulastelige manerer, som kendetegner store personligheder. Ingen krukkethed her. Han indleder med at betro mig, hvordan han arrangerede sin første date med ’Castor’: Om hun ville med i biografen og se en film. ’Hvilken film?’, spurgte filosoffen, hvis kalender altid var fuld. ’En hvilken som helst film,’ svarede Lanzmann.

Efter at have tilbragt natten sammen, skulle Lanzmann straks rejse til Israel, men han vendte snart tilbage efter udveksling af hede breve for at genfinde, som han skriver: »Castors øjne, hendes arme, hendes mund, og hendes hænder, der bevægede sig hen over min krop som for at genkende den i vor genforenings lange, lettere sitrende omfavnelse.«

Men, tilføjer han: »Det var ikke kærlighed ved første blik. Det tog sin tid. Vores forhold var både intellektuelt og erotisk«, siger han og beskriver deres hverdag i Paris: Han og de Beauvoir tilbragte formiddagen i hinandens selskab, begge beskæftiget med at skrive. Derefter spiste hun frokost »enten med Sartre, med mig eller en anden. Eftermiddagene tilbragte hun i Sartres kontor, hvor hun havde sit eget skrivebord. Én aften var forbeholdt Sartre, den næste mig. Nætterne tilbragte vi sammen. Ofte spiste vi også middag, nogle gange alle tre eller med venner som Giacometti [den italienske billedhugger, red.], som Sartre var særligt glad for.«

Lanzmanns Sartre

Sartre var, siger Lanzmann, »et filosofisk geni – en virkelig stor tænker, og han var altid gavmild med at dele ud af sine tanker og ideer. Han ville, at vi skulle diskutere dem. Når man forlod en samtale med Sartre, var det med en følelse af at være i stand til at udrette hvad som helst. Sådan var hans specielle karisma.«

Andre gange kunne Sartres »vanlige munterhed og hyperaktive optimisme« forsvinde fuldstændig. Da sank filosoffen ned i »en afgrund af meningsløshed ved konfrontationen med det indlysende og uigendrivelige faktum, at mennesket er en ’ubrugelig lidenskab’. For Sartre var den eksistentielle angst aldrig blot et filosofisk begreb, det var levet realitet.«

Den patagoniske hare indeholder meget stof om filosoffer, der inspirerede og underviste Lanzmann. Derimod er der ikke meget i bogen om aktuel filosofi, endsige om hans egne synspunkter i forhold til eksistentialismen.

»Filosofisk er jeg tæt på Sartre,« siger Lanzmann, der stadig er redaktør af Les Temps Modernes, det legendariske parisiske kulturtidsskrift, som blev grundlagt af Sartre i 1945.

Historien og det levede liv

Hvad angår familierelationer, køn og intense personlige forhold blotter Lanzmann sig helt. Åbenhjertigt beretter han om sin søsters liv og selvmord i 1966. Évelyne var dybt forelsket i filosoffen Gilles Deleuze, der forlod hende – det tilgav Lanzmann ham først, da Deleuze selv tog sit liv, næsten 30 år senere.

»Da jeg begyndte at skrive bogen, havde jeg ingen idé om, at den ville blive så personlig. Men jo mere jeg skrev, jo mere blev det nødvendigt ikke at undgå disse ting. De ting, jeg skriver om min mor og min søster, er ting, jeg ikke forventede at skrive. Bogen er en blanding af disse ting sat op imod de store begivenheder. De store begivenheder undslipper man aldrig.«

I ét afsnit i Lanzmanns bog forandres tonefaldet brat og markant: Med ukarakteristisk ærefrygt fortæller han om sit forhold til Frantz Fanon, der var døende af leukæmi, da Lanzmann mødte ham. Fanon var psykiater, revolutionær og eksistentialistisk filosof fra den franske koloni Martinique, og hans bøger om ’sort bevidsthed’ hører til den postkoloniale genres fineste. Fanon tog del i den algeriske revolution og blev ambassadør i Ghana for Algeriets provisoriske regering. Som førende fortaler for revolutionær vold bliver han ofte kritiseret for at være en slags filosofisk gudfar for moderne terrorisme.

»Det er totalt forkert,« siger Lanzmann vredt. »Han var i sit inderste en absolut modstander af dét, vi i dag kalder terrorisme. Han var en meget blid og kærlig mand. Hans vision var problematisk, men der var meget i det, han sagde, som var værd at lytte til.«

Lanzmann havde ét stort skænderi med Sartre. Det handlede om Israel. Under en studierejse til dette land nægtede Sartre pure at mødes med nogen i militær uniform, hvilket efter Lanzmanns mening måtte føre til »et stærk reduceret syn«.

Sartre kritiserede Israels ‘stedfordtræderimperialisme’ og udtalte sig senere anerkendende om mordene på de israelske sportsfolk, som under De Olympiske Lege i München i 1972 blevet taget som gidsler af Folkefronten til Palæstinas Befrielse.

Gengangere

At finde det rette ord til at beskrive de overlevende fra nazisternes masseudryddelser er den evige udfordring for alle, der skriver om emnet. ’Ofre’ er bagatelliserende og blander overlevende sammen med med dem, der omkom. Lanzmann foretrækker ’gengangere’. Begrebet minder om de frygtindgydende linjer i et digt af Auschwitz-overleveren, Charlotte Delbo, Lanzmanns landsmand:

Og så kom jeg tilbage

Du vidste det godt, gjorde du ikke?

At man kan komme tilbage derfra

Delbo sætter sprog på en problematik, der er afgørende for de gengangere, der overlevede Holocaust: Spørgsmålet om relationen mellem hukommelse og selvdestruktion. Delbo skelner mellem memoire ordinaire – den almindelige hukommelse, som gør det muligt for at fungere i dagligdagen – og memoire profonde – den dybe hukommelse, som rummer den erfarede sandhed. Den sidste er som en hud, der, når den sprækker, »giver hele sit indhold tilbage med fuld katastrofal kraft«.

Hvordan kunne det lykkes for Lanzmann i ’Shoah’ at føre så ’hudsprækkende’ samtaler med gengangere?

»Det var svært,« siger han og fortæller om den mand, han kalder for Barberen fra Treblinka: en jødisk fange ved navn Abraham Bomba, der blev tvunget til at klippe håret af kvinder, før de blev sendt i gaskamrene. I bogen beretter han, hvordan han fandt frem til filmens mange stemmer. At finde Bomba blev en jagt, der førte ham gennem Bronx, Pelham Parkway, den nordlige del af staten New York og Israel.

»Forestil dig, hvor svært det er,« siger Lanzmann, »at fortælle om disse ting foran et kamera og et filmhold. At fortælle om alt det, han gik igennem, da han måtte klippe disse nøgne kvinders hår, før de gik ind i gaskamrene og uden at kunne fortælle dem, at de om få minutter ville være døde.«

»For at få ham til at tale måtte jeg først have ham helt for mig selv, på tomandshånd – Bomba havde en kone, der krævede at tale for ham. Så jeg tog ham med op i en lille hytte i bjergene i staten New York. Der var kun ham og jeg. Vi tilbragte to dage der – intet kamera, ingen båndoptager, ikke engang en pen til at tage notater. Da forstod han, at jeg var oprigtig i mit ønske om at leve mig ind i Shoah.«

»Men jeg kunne aldrig have forudset det frygtindgydende øjeblik, da Bomba pludselig krakkelerer, og ’Treblinkas Barber’ beretter om det, han vidste. For Bomba skulle ikke kun overleve Treblinka. Han skulle også overleve at fortælle om Treblinka.«

»Først i interviewet talte han koldt og distanceret, som om det var noget, der ikke var sket for ham selv, men for en anden. Jeg måtte stoppe ham og føre ham tilbage i en tilstand, hvor han talte om sig selv. I sådanne samtaler må man være på vagt, når spændingen vokser. Ingen kan vide, hvad der vil ske. Det her er ikke teater, men virkelighed.«

Ædle og smukke dyr

Hvorfor titlen Den patagoniske Hare? Der er tre harer i bogen. Første gang i det indledende citat, en passage fra den argentiske digterinde Silvina Ocampos lyriske fabel om Den gyldne hare, hvor en hare jagtes af hunde.

»’Hvor er vi på vej hen,’ råbte haren med en stemme, der dirrede som et lyn. ’Hen til slutningen af dit liv,’ hylede hundene’ – jeg kan hele digtet udenad,« siger Lanzmann.

Den anden hare dukker op, da Lanzmann fortæller om et magisk øjeblik i Patagonien, da han så en hare, der for ham kom til at stå som en bekræftelse af selve livet. Han kørte på en landevej, da »en langbenet hare springer ud som en pil og hopper over vejen foran mig. Jeg havde lige set en patagonisk hare, et magisk dyr. Pludselig var det, som om hele Patagonien gennemborede mit hjerte med sikker viden om vores fælles eksistens.«

Han er iført et slips med et motiv af stiliserede, uendeligt duplikerede harer.

»Jeg elsker dem,« siger han. »Og jeg respekterer dem. De er ædle, meget smukke dyr. Deres hurtighed er deres overlevelsesstrategi. Hver gang, jeg møder en hare, ved jeg, at jeg er i sikkerhed.«

Den tredje hare i bogen er på én gang surrealistisk og spøgelseagtigt forløsende:

»Hvis der er noget om snakken – at vi bliver reinkarneret – ville jeg, hvis jeg fik valget, uden tøven komme tilbage som hare. I Shoah er der to små filmklip, som er flygtige, men for mig helt afgørende. I det ene ser vi en hare med pels af samme farve som jorden. Den sidder ved pigtrådshegnet, der omkranser udryddelseslejren i Birkenau. Samtidig med at vi hører fortællingen fra en af de få, der slap herfra med livet i behold – en mand ved navn Rudolf Vrba – ser vi dyret krybe under pigtråden og mase sig igennem. Og undslippe. I dag bliver ingen slået ihjel i Auschwitz-Birkenau. End ikke dyr bliver dræbt. Al slags jagt er forbudt. Ingen har tal på, hvor mange harer der er kommet, men der er massevis af dem. Jeg vil gerne tro, at der er mange fra mit folk, der har valgt at komme tilbage som harer.«

»Jeg så på det dyr,« siger Lanzmann. »Så det støde mod hegnet i Auschwitz og bore sig under pigtråden. Adræt og fast besluttet på at forlade dette sted.«

 

© The Observer og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Claude Lanzmann

’The patagonian hare’

Forlaget Farrar Straus og Giroux

496 sider

22,86 $ over Amazon eller 194,50 kr. over Saxo

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

- Claude Lanzmann
- Forlaget Farrar Straus og Giroux
- 496 sider
- 22,86 $ over Amazon eller 194,50 kr. over Saxo

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Lïfe Andruszkow

Claude Lanzmanns Shoah er én af de stærkeste, gribende og længste ;-) dokumentarfilm, jeg har set - indenfor filmens verden kunne den godt sammenlignes med Marcel Proust På sporet af den tabte tid - så mon ikke Lanzmanns The patagonian hare er i samme høje kvalitet?

Som inkarneret existentialist synes jeg, at dét at han privat kendte Jean-Paul Sartre og Simone de Beauvoir bestemt gør hans nye bog potentielt endnu mere interessant.

anbefalede denne kommentar