Man skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Man skal bruge sine evner. Man skal gøre sin pligt. Den indbefatter at tage sine mindst 37 ugentlige timer på arbejdspladsen, hvis man som de fleste – trods krisetider – har et job. På jobbet udlever man sin kreativitet og udvikler sig. Arbejdet er vigtigt. Sådan lyder det fra politikere, fagforeninger og uddannelser. Og fra os selv.
»I de sidste 20 år har arbejdet været det sted, hvor vi skal finde os selv,« siger lektor i etnologi Niels Jul Nielsen. »Vi har vænnet os til at se arbejdet som pladsen for selvrealisering. Samtidig er det i arbejdet, at vi skal yde, før vi kan nyde. Det er ikke legitimt ikke at ville arbejde hele tiden.«
Det er problematisk, fordi mange mennesker stadig sidder i rutineprægede job, og mange ikke har kvaliteter i deres arbejdsliv, som kan kaldes specielt udviklende eller kreative.
»Der er mange, som må føle sig fejlcastede i deres arbejdsliv,« siger Henrik Lambrecht Lund, der er lektor på RUC og forsker i arbejdsliv.
15-20 timer om ugen
Det er i dag fuldt accepteret at ville arbejde meget og lægge sine hovedkræfter på arbejdspladsen. For 20-30 år siden forholdt det sig omvendt. Da var det social set legitimt at sige, at man bare arbejdede for at holde fri. Sådan havde man tænkt om arbejdet i 100 år, fra industrialiseringens opkomst, der førte til dannelsen af en gruppe arbejdere i samfundet, for hvem det handlede om at arbejde, så man kunne leve.
»I det klassiske arbejderslogan om at gøre sin pligt og kræve sin ret ligger netop, at arbejdet er en pligt, og at man arbejder for at få mest muligt fri. Arbejdet er tvungent, friheden ligger udenfor. Det er vi gået helt væk fra i dag,« siger Niels Jul Nielsen.
Det er Peter Brodersen ikke gået væk fra. Han arbejder ikke hele tiden, men mellem 15 og 20 timer om ugen og tjener i gennemsnit 15.000 kr. om måneden før skat. Det får hans liv til at køre rundt, og han har valgt, at han hverken vil arbejde eller tjene mere. Han er 33 år og har ingen afsluttet uddannelse ud over folkeskolen. Han forlod gymnasiet i 3. g og gik ud til et fuldtidsjob hos en it-udbyder. Dér blev han i tre år, indtil han en dag skulle skrive en faktura til et firma, som han havde lavet en freelanceopgave for. Han indså, at han kunne leve som selvstændig af sine it-kompetencer, og derfor begyndte han at arbejde for sig selv.
»Det handlede ikke om, at jeg skulle ud at erobre verden. Det handlede om, at jeg kunne lave det, jeg lavede i forvejen og langt hen ad vejen sammen med de samme mennesker, men jeg kunne selv bestemme, hvor og hvornår jeg ville arbejde,« siger Peter Brodersen.
Livslang praktik
Han arbejder hjemmefra i sin store stue på Amager, hvor alt er stort: anlæg, fjernsyn og computeren, der summer højt. Elektronikken er på plads, men de gamle flyderlædersofaer, det rodede køkken og en juledekoration fra sidste år får lejlighedens indretning til at virke ligegyldig.
Ved siden af sit lønnede arbejde, arbejder han på projekter, som kombinerer hans interesse for at sætte oplysninger sammen, så de bruges til noget for andre på nettet. Han oprettede i 2006 hjemmesiden findvej.dk, der er et alternativt Krak eller De Gule Sider, og han arbejder i øjeblikket på at kombinere Wikipedias informationer om forskellige steder med findvej.dk’s stedangivelser. Selv om han godt kan lide, hvad han laver, og selv om han har fået flere jobtilbud, har han ingen intentioner om at forsøge at arbejde mere.
»Det er ikke nok for mig at arbejde i en virksomhed. Jeg er nysgerrig, men jeg er måske også utålmodig og realistisk – jeg ved, at jeg ikke holder et år i et job, så jeg prøver at forkæle mig selv ved at lave nogle af de ting, som jeg synes er sjovt. Samtidig er jeg måske også doven – hvis jeg ikke gider en arbejdsopgave, så kan jeg jo tillade mig at sige nej,« siger Peter Brodersen.
Han betegner sit arbejdsliv som livslang erhvervspraktik. Han kommer ud til store virksomheder og hos små iværksættere. Han sidder i deres kantine, fornemmer kulturen og løser de problemer for dem, han selv synes er sjove. Men hvor sjovt er det, når han samtidig kun lever for 15.000 kr. om måneden?
»Jeg har ikke specielt trygge rammer i form af bil og ejerbolig. Men behovet for trygge rammer har heller ikke været der. Måske er der noget selvforstærkende ved det. Jeg tager dagene, som de kommer. Jeg har en frihed, som jeg godt kan lide, til gengæld. Hvis jeg ikke har så mange penge, så sparer jeg på nogle andre ting,« siger Peter Brodersen.
Ideal fra arbejderbevægelsen
I sidste uge var han i Gøteborg og besøge en bekendt. Han bestemmer selv sine fridage. Nogle gange, når der ikke er så mange penge, bliver byturene og restaurantmiddagene holdt i privaten i stedet. Eller han får en tur af sine venner, som han så selv betaler den næste omgang øl for.
»Jeg er opdraget til ikke at have et vildt forbrug. Nu opfatter jeg det som en stor frihed – jeg er ikke inde på et spor, hvor jeg er afhængig af særlig mange ting,« siger Peter Brodersen.
At være selvstændig på mindst mulig tid er en unik måde at arbejde på i dag, vurderer lektor Henrik Lambrecht Lund.
»Det er sjældent, at man ser folk, som handler på en drøm om mindst muligt arbejde, som vi alle har,« siger Henrik Lambrecht Lund.
»Vi elsker programmer om simple living og Bonderøvens liv på landet, men derfra og så til at gøre det selv er et stort skridt.«
Det er ellers sådan, marxismen og socialdemokratismen traditionelt har set på menneskets forhold til arbejde. Ønsket om en lav arbejdstid er en naturlig konsekvens. Arbejderne vil selvfølgelig forsøge at slippe med mindst muligt af det arbejde, som de er fremmedgjort fra og ikke har grund til at lægge andet end krop til i nogle timer om dagen.
Virkelyst
Men Peter Brodersen er ikke fremmedgjort, han elsker sit arbejde, han gider bare ikke arbejde mere end højest nødvendigt. Det er næppe alle arbejdere, der har elsket deres arbejde gennem tiden, men standpunktet om at arbejde mindst muligt er ikke nyt, tværtimod traditionelt, fortæller Niels Jul Nielsen.
»Fra industrialiseringen og frem har det handlet for arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet om sideløbende med en stigende kapitalisering af arbejdspladserne at få rettigheder, der giver dem fri. Alle er tidligere enige om, at pligten ligger på arbejdet, men det er ikke der, man lægger sin sjæl. Arbejdet er et middel til noget andet,« siger Niels Jul Nielsen.
Sådan er det frem til 1980’erne. Arbejdsgiverne har ledelsesretten, mens arbejderne har kæmpet sig til ordentlige arbejdsvilkår, frihed efter arbejde og lønstigninger. Arbejderne får råd til bil, hus og sommerhus og bliver en middelklasse. Man passer sit arbejde, og det er okay, at det foregår 8-16. Det er ikke der, man udøver virkelyst. Det gør man tværtimod i kolonihaverne, hvor man virker af sin egen lyst og arbejder for sig selv. Men lysten flytter fra fritidslivet til arbejdslivet i 1990’erne. Arbejdet er ikke længere noget, der skal overstås. Det er udfordrende, det er ens identitet, og man bliver realiseret gennem arbejdet.
»Om det er kassedamen eller karrieremanden, så bliver arbejdet der, hvor der er fleksibilitet og udfordringer. Socialdemokraterne lukker helt ned med deres paroler, og selv om der er en kæmpe gruppe mennesker, som ikke sidder og får en ny idé hver dag på deres job og er kreative og helt udfordret, så bliver det naturloven, at arbejdet er det vigtigste,« siger Niels Jul Nielsen.
Alt for de arbejdende
Det er ideen om vidensarbejde, innovation og sidenhen vækst ud fra vidensjob, som gør arbejdet til det, man arbejder for og ikke fritiden.
»Fra 1990’erne begynder det vigtigste produktionsmiddel at sidde mellem ørerne på menneskene. Det skaber et pres på, at man skal bruge ikke bare sin krop, men hele sig selv som menneske som et instrument,« siger Henrik Lambrecht Lund.
Arbejdslivets omskabelse fra nødvendigt onde til det naturlige livsindhold er lige så meget båret af arbejderbevægelsen selv som fra politisk hold. Arbejderbevægelsen bliver efter murens fald presset til at imødegå en masse forandringer: Arbejdspladser forlader landet, den internationale handel bliver større, og begrebet om arbejdere bliver udhulet i takt med, at kommunismen bryder sammen i Østblokken. Derfor kommer arbejderbevægelsen langsomt til at tilnærme sig borgerlige værdier om arbejdet, og alle partier indleder en kampagne for at blive arbejderpartier. Den rolle er ikke længere tildelt Socialdemokraterne. Også det gamle bondeparti Venstre vil være arbejderparti, ligesom SF har meldt ud, at de vil være et arbejderparti og lave reformer for dem, der står op og går på arbejde med deres smurte madpakker. Det er ikke til at skelne borgerlig fra socialdemokratisk arbejdspolitik i dag, vurderer Niels Jul Nielsen.
»Den nye regering har en retorik om, at man skal yde, før man kan nyde. Det værste, man kan, er at være på ’passiv forsørgelse’. Selv om man ikke er på passiv forsørgelse, men bare arbejder mindre end gennemsnittet, vil retorikken og samfundsstemningen være imod en,« siger han.
Peter Brodersen møder både kritik og anerkendelse for sin livsstil.
»Nogle synes, det er fantastisk, at jeg laver, hvad jeg vil. Andre siger: come on, du kan ikke ligge hele dagen på en sofa og se tv-serier. De synes, det er unfair mod samfundet. Men nogle gange vil jeg altså ligge hele dagen på sofaen og se fjernsyn,« siger Peter Brodersen.
Han har forstået at frihed består i at undgå at skylde andre noget.
Med venlig hilsen
Lennart
Han er ikke alene om hverken livsform eller ideal. :-)
Han har min fulde opbakning.
Hvis jeg kunne udnytte en hobby med talent, som kunne tjene nogenlunde de 15.000 hjem til mig på max 20 timer om ugen,
så ville jeg gøre det samme.
Selv har jeg ikke fortrudt, at jeg stod af trygheden ved fast arbejde eller understøttelse. Jeg bestemmer selv mine ferieuger - og dem har jeg langt flere af, end arbejdsuger :).
hørt, hørt. Sådan har jeg også gjort det siden jeg droppede ud af universitetet i 77.
Har aldrig haft et 'job'. Har altid forsørget mig selv. Der har været nogle få 60 timers uger med tryk på her og der, men i gennemsnit ligger det på omkring 25. Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan jeg kunne overleve en 40 timers arbejdsuge år efter år. Da jeg var helt ung prøvede jeg lidt fabriksarbejde, holdt til det i et par måneder ad gangen.
Jeg kan godt se hvordan det der så sker er at der ikke er overskud til andet end at konsummere i fritiden.
Nej jeg fatter ikke at folk vil have med det at gøre
Mange hænger fast i sikkerheden og klager samtidig over, hvad de ikke 'må'. Men vi bestemmer selv, når blot vi også accepterer konsekvenserne. Man kunne alternativt vælge at betragte Brodersen som asocial, fjols eller forrædder, alt efter smag. Det store spørgsmål er vel, hvem er vi i sidste ende ansvarlige over for, os selv eller fællesskabet? Er det muligt ikke at skylde nogen noget?
Jeg tror nu ikke at alle fabriksarbejderne her i vestjylland har arbejdet som andet end middel til at nå målet - at kunne holde fri.
http://www.primitivism.com/original-affluent.htm
" God arbejdslyst " skal det lyde, fra mig. En doven " kollega.
Hvordan bærer du dig ad, Bob??
Ja, Tove Andersen. Men stagen flyttes længere og længere væk. Nu skal man pukle til man bliver 70 eller mere. Det er ikke godt med almindelige lavtløn. Man når næppe i mål!
Hvis man har en højtlønnet uddannelse og undgår at få børn før man er 40. Pukler som et bæst sammen med en ligestillet partner og sparer sammen til en tidlig retirement.
Så veksler man til Au og bygger den tømmerflåde man sejler bort på.
Børnene fødes på Cuba, Tahiti eller hvor det nu er og lever et simpelt, men indholdsrigt liv. Læser og skriver bøger. Fisker, fester og lever.
Det kan bare ikke lade sig gøre hvis man skal konsumere og altid blære sig med den nyeste fladskærm, iphone, bil eller samtalekøkken.
Forkromede facader er dyre og koster livskvalitet!
Har SÅ meget respekt!...og det kommer fra én som har været vant til 70-80 timer plus i gud ved hvor mange år...og som nu er på førtidspension af lidt de samme grunde...
Artiklen lyder som en gang ren propaganda for lavere ydelser. Hvordan bor denne Brodersen? Hvor stor er hans husleje? Bare for at tage et eksempel. Hvor er hans budget? Artiklen er kemisk renset for den slags banaliteter. Almindelige dødelige, de fleste, kan ikke klare sig for hans løn, (som iøvrigt ser ud til at blive betragteligt øget) og sidder ofte med en husleje på 6-7.000 mdl.
Men det er interessant at journalisten ikke finder hans budget interessant. Hvor meget tjener LOUISE VOGDRUP-SCHMIDT selv? Al dette ville sætte artiklen i det rette perspektiv i stedet for at postulere at arbejderne nu har bil, hus, sommerhus osv.
Alt respekt for det valg. Det er forrygende når mennesker udlever deres indre behov. Det gør jeg også. Min og fruens løn er højere og vi har derfor mulighed for at tilbyde vores to børn on-site indsigt i andre kulturer end DK og syd Sverige. Det er et valg, og det er vi meget komfortable med. Klart det har en omkostning, men det har fravalget af mere arbejde også. Den vinkel kunne måske også have været interessant at beskrive i artiklen.
Længe leve det frie valg :o) Den gode Brodersen har valgt det liv, som passer til ham - han ligger ikke samfundet til last og klarer sig selv.
Det bliver næppe mere liberalt --- mon ikke Samuelsen sidder og tuder af glæde ovre i Horsens :o)
Jeg holder med i at vi behøver flere detaljer om hvordan økonomien hænger sammen.
Som altid er der flere nuancer end det, der males op i artiklen. Hvordan er det med skattefinancieret boligsikring f.eks? Man skal også tænke på at al den offentlige service, cykelstier, læger, skoler osv skal finansieres.
Retorikken om at man skal yde för man kan nyde er også unuanceret. Jeg mener man skal yde EFTER EVNE. Det er fundamentet for at vi kan holde det samfund i gang, som vi har bestemt os for.
Den nuværende jagt på sociale klienter er tåkrummende. Men derfra at gå til at glorificere en tilværelse, hvor man (kun delvist) har meldt sig ud af samfundet med dets stress men også kollektivt sikkerhedsnet, er jeg noget skeptisk imod.
Man skylder kun noget i kraft af der er for lidt fordelt.
Men husk når I skal sidde til jobsamtalen, at sige at I ''brænder'' for det, at det simpelthen er det i er født til, og altid drømt om. HR folk lapper det i sig. Mange rekrutteringssystmer er bygget op omkring dette.
Jeg har især set det i akademiske kredse, hvor det er blevet et selvrealiseringscirkus. Er man først kommet til at tage en lang videregående uddannelse, er det ret svært at komme ud af disse lænker.
Man kan altså uddanne sig til 50+ timer (måske med undtagelse af dem, der har en uddannelse der kan bruges i det offentlige, lol).
I øvrigt interessant, at det parti der allermest hylder det frie, individuelle valg - Venstre - aldeles ikke vil have folk til at vælge på lige DEN måde. Det frie valg er groft sagt kun et spørgsmål om, hvordan du bruger dine penge. Derimod skal det være en fælles norm, at man tjener så mange penge som muligt - om nødvendigt ved at pukle røven ud af bukserne.
Den simple forklaring på den modsigelse er såmænd, at der er andre end dig selv der tjener på dit arbejde.
Tilslutter mig Peter Brodersen livsanskuelse.
Og ser det som økologis ansvarligt ikke at tjene og forbruge mere end man har brug for, at det så i disse tider med stor arbejdsløshed også er socialt ansvarligt gør artiklen endnu mere relevant.
Den syge cirkel, hvor der knokles på et arbejde som ikke tilfredsstiller ret meget andet end økonomiske interesser og hvor der bliver kompenseret med overforbrug for at dulme ubehaget ved det man laver er aldeles skadelig både for den enkelte og samfundet, idet det slet og ret giver syge mennesker, på alle mulige og umulige piller, at disse menneskers børn selvfølgelig også blive syge, er indlysende og lige så indlysende er det, at de også skal have piller for at kunne holde det ud.
At denne syge cirkel også belaster økologien er selvskreven.
Så mener helt bestemt, at det ville være godt for samfundet hvis langt flere mennesker levede efter devisen, ”kun det jeg har brug for”.
Jens, hvad du efterlyser er irrelevant.
Du kan leve for langt under 15.000 hvis du vil. Rigtig mange lever for helt nede omkring 9-12.000, så for 15.000 kan du leve komfortabelt, hvis du indretter dig rigtigt, og ikke er forbruger af livsstil.
Husk at du betaler lavere skat og dit fradrag udgør en større del af lønnen, når den er lav.
Mit svar var til Jens Overgaard Bjerre.
Kan ikke lade være med at trække på smilebåndet over indlæggende her på tråden.
Det skorter som sædvanlig ikke på de nemme og hurtige løsninger.
For selvfølgelig er det jo ikke svært at blive enig med Peter Brodersen om at det er skønt at kunne holde mere "fri" og samtidig selv bestemme, hvordan man ønsker at indrette sin tid.
Det er netop frihed.
Men samtidig er det også de selvsamme debattører her på Information, som ikke kan få nok velsfærdsstat og kun vil have mere og mere.
Og det er jo lidt af et paradoks, for systemet koster jo en pokkers masse penge!
Hvordan forventer I, at vi har en velfærdsstat af den størrelse vi har i DK, hvis ikke vi går på arbejde og skaber den værdi der ligger i det og herefter afleverer 50 % i skatter og afgifter?
Jeg har den dybeste respekt for dem der ikke gider ræset, men så kan man sgu heller gå rundt og forlange alt muligt af systemet.
En ting er at dykke folk på overførselsindkomst, som måske/måske ikke med den rette indsats og en passende buket af incitamenter, vil kunne bringes til en eller anden grad af selvforsørgelse. Men kritik af en mand som selv betaler for sin livsstil, hvad kan/skal det bruges til?
Respejt for hans valg af livsstil.
Spørgsmålet er vel bare om hans skattebetaling, dækker de ydelser velfærdssamfundet yder.
Det vel jeg personligt tvivle på.
Hvis han modtager mere end yder samtidig med at han ikke ønkser at arbejde mere, er det i bund og grund tale om nasseri.
Sjovt at mange stadig tror at offentlige ydelser og offentlig service falder gratis ned fra himmelen.
Føest en hal tiem på dej jæen sije, og så en hal tiem på dej ahen, å så på røegen en tiem te halaen,
Peter Brodersen er stået af ræset og har fundet en niche, hvor han i fred og ro kan pleje sin dovenskab og gøre hvad der passer ham. Ham om det. og fred være med ham.
Det bedste, der kan siges om hans måde at leve på, er, at han ikke generer nogen med sin tilstedeværelse eller ligger samfundet økonomisk til byrde.
Der er jo også dem, der er tilfredse med at stå på en kasse i en fabrikshal og hive i et håndtag 37 timer om ugen for at tjene skillinger nok til at bruge deres fritid på at hive i håndtaget på den enarmede efter fyraften.
Men kan det kaldes et liv?
Længe leve det frie valg.
Jo tak, men der er dog et valg du ikke må få lov til at få, nemlig et tilbud om jord, så du kan dyrke din egen føde og bygge dig en bolig på.
Jord du godt nok hverken ejer eller lejer, men kun har brugsmulighed til, så længe du dyrker din egen føde.
Hvorfor må mennesker ikke kunne dyrke deres egen føde og bygge sig en bolig på et stykke jord, som de hverken betaler ejer- eller lejerudgifter af og som de af vort samfundsfællesskab har fået stillet til rådighed?
Hvad mon er grunden til, at vort samfundsfællesskab nægter at give mennesker jord, så de kan dyrke deres egen føde og bygge sig en bolig?
Det kan kun være på grund af, at disse mennesker vil kunne fravælge sig vort samfundsfællesskab og blot være deres egen lille egocentriske lille gruppe.
Den slags grupper eksisterer dog fint velfungerende i dagens Danmark, men de er ikke baseret på dyrkning af egne fødeprodukter, men derimod på salg af narko og andre kriminelle foranstaltninger. Vi kalder den rocker- og indvandrebander eksempelvis.
Derfor er vore repræsentanter i samfundsfællesskabet - politikerne - ikke interesseret i at vort samfundsfællesskab giver jord til mennesker der vil dyrke deres egen føde. Man er bange for at de vil blive alt for selvstændige og ikke vil tage del i samfundsfællesskabets solidariske arbejde.
Det er netop denne form for indstilling til vore medmennesker der skaber uløst til at være en del af et samfundsfællesskab.
Samfundsfællesskabets repræsentanter viser manglende tillid til mennesker der har en helt og fuld fri vilje og jord til dyrkning af deres egen føde og som er uden bånd der binder dem til en marionetdukkefører.
De bånd der binder mennesker til marionetdukkeføreren er faktisk pengene, uden dem er vi mennesker helt og fuldt frie mennesker, men så skal vi også sørge for vort eget liv.
Men gives vi ikke muligheden til at sørge for vort eget liv, ved eksempelvis at dyrke vor egen føde, så vil vi mennesker hele tiden søge friheden om så den bliver opfattet som kriminel af samfundsfællesskabet.
Gives vi mennesker muligheden til at dyrke vor egen føde, vil de fleste af os mennesker gerne være med til opbygning af og vedligeholdelse af et fælles samfund, med diverse fælles faciliteter, der sikrer et godt, sundt og fredeligt liv i fællesskab med andre mennesker.
Hvorfor er der dog den mangel på tillid til mennesker, når de får mulighed til at dyrke deres egen føde på et stykke jord, hvorpå de også kan bygge sig en bolig?
Hvorfor tror alle at vi mennesker er så uinteresseret i at være med i fællesarbejdet, når vi får mulighed til dyrkning af vor egen føde?
@Søren et al.
"en mand som selv betaler for sin livsstil"
Problemet er at det gør han jo ikke hvis han regner med at kunne ringe efter en ambulance hvis han brækker benet, hvis han cykler på cykelstien eller tager bussen eller toget for den sags skyld.
Det system, vi har, baseres på at alle yder efter evne. Ellers hænger det ikke sammen. Kun hvis han flyttede til et liberalt samfund, som USA hvor han skal betale for sin egen forsikring, kan man tale om at man har meldt sig ud.
Jeg synes vores system er overlegent og jeg betaler min topskat med glæde. Jeg har absolut ikke noget imod at nogen ikke kan yde det samme, men statig nyde godt af goderne.
Sovjetkommunismen lød sympatisk. Det fungerer bare ikke hvis ingen vil bidrage til det fællesskab, der får det til at hænge sammen.
Vi vil se flere og flere som Peter Brodersen, der jo bruger sin fri tid til at lave værdifuldt open source arbejde på nettet (og sikkert andet).
Han er i bund og grund det bedste eksempel på, hvad der vil ske, hvis vi får borgerløn.
Det, der altid kan bekymre lidt, er spørgsmålet om f.eks. sundhed: vil tilstrækkeligt mange gide være læger og sygeplejersker - ikke forskere, det er sjovt, nej, tage det hårde, ansvarlige arbejde med at behandle og kurere? Man må nok regne med, at man skal bruge flere læger til at dække behovet, ihvertfald.
Det kan tage tid at holde hus med færre penge. At sanke brænde i skoven, at finde den billigere mad og blaffe i stedet for bil. Pointen er også netop ikke at bosætte sig, hvor huslejen er høj - og selv at kunne reparere rammerne omkring sig. Det dutter altså ikke, hvis jeg også skulle møde et bestemt fjernt sted hver morgen, og spilde dagen til en ringe løn. Jeg har i stedet valgt at give en hel del fri tid til samfundets bedste, tid til projekter, der fortjener det. Samt til at hygge mig!
Ikke at være en effektiv skatteyder lader til at irritere nogle folk, selvom man tilsvarende ikke er på offentlig understøttelse, boligsikring eller andet. I dagens samfund vækker dette åbenbart mistro - man skal bindes fast i produktions- og forbrugsmøllen, som alle andre. For de fleste er dette ikke bare en udfordring at høre om, men en skjult anklage. Det prikker til folks egen dårlige samvittighed, og så sparker de ud.
PAS PÅ!
Lønarbejde forkorter dit liv med 8 timer hver dag.
Lige foruden sidste del med fjernsynet så holder jeg med.
At se fjernsyn er blot en andet form for trældom. Det burde Brodersen måske tænke lidt over.
@Paamand
Jeg giver dig ret i at ens bidrag til samfundet i høj grad kan bestå af frivilligt arbejde osv.
Sofaliggeri tilhører dog ikke den kategori.
Brian Jensen
"Det system, vi har, baseres på at alle yder efter evne. "
Nej, der burde du nok tænke 5 minutter til. Prøv at se om du kan finde de åbenlyse eksempler.
@Martik Kaarup.
Jeg forstår ikke rigtigt hvad du mener.
Jeg påstår ikke at alle yder efter evne, men at systemet baseres på at alle gør det.
Hvis man bare ligger på sofaen efter man har penge nok til frikadeller osv (men stadig forventer at kunne få hjælp, uddannelse, offentlig transport, cykelstier osv), så er man ikke bedre end en kuponklipper, der også lever af andres arbejde.
Fjernsynskiggeri er kun skadeligt hvis du forsøger at følge med i programmerne som ligger uden for din fatteevne, idet du herved kan blive udsat for stress, ellers er det at sammenligne med solbadning, dog uden de skadelige stråler. I det omfang du faktisk sover til programmerne må det henregnes til rekreation.
Lige præcis, Marie Spliid Clausen! I realiteten er aktiviteten alt og pengene intet.
De, der er bekymrede for, om der vil blive arbejdet nok, overser, at der allerede i dag udføres uendelige mængder ligegyldigt arbejde, som med fordel kan skrottes - alt fra receptionisten til konsulenten vil man kunne luge ud i.
@ Brian Jensen
hvis du virkelig betaler din topskat med glæde, kan jeg foreslå at du også betaler min, så du bliver endnu gladere ;) Tro mig, du vil virkelig få det godt, og det vil jeg også. Alle vinder ;)
Med venlig hilsen
Lennart
Morsom er især forargelsen over eventuelt manglende bidrag til fællesskabet. Mine egne bidrag vil "samfundet" nok nærmest betragte som samfundsskadelige, og på rigtig gode dage som samfundsomstyrtende. Og hvis mit valg var mest at ligge på sofaen, ville rimeligheden i dette ikke rage andre end min gamle mor.
Konsekvensen af anklagerne om manglende bidrag må jo være at smide os friere fugle ud af samfundet, hvis ikke vi deltager 110% i den fælles tvangsarbejdslejr. Det kunne jeg godt se en smule fornuft i, hvis det var en mindre og tilvalgt bogruppe - men bare fordi vi tilfældigvis lever sammen i Danmark, har jeg ikke gennem min fødsel her skrevet under på kontrakter om noget som helst.
Jeg betaler min skat med noget der minder om tilfredshed, og bander mest over, at alt nu kaldes gebyrer og derfor er voldsomt dyrere for os med ofte små indkomster. Og har ingen planer om at "melde mig ud". Selv om min egen lille misundelse går til de af mine venner, der nynner med på visen:
Bonden stænged for mig sin lo.
Han var så selvsikker, thi hans akse
var plantet stødt i et stort fad grød. ...
Den, der har pligter, kan sagtens dømme
en pjalt, som ikke betaler skat.
Men jeg er digter og jeg må drømme,
thi jeg er et med den lyse nat.
Lad dog for pokker være med at ville ensrette al ting. Hvad i al hulen er det dog for en småtskårenhed???
Der er mennesker, som lever med lidt arbejde og lidt penge. Nogen der ikke arbejder, og kun får få penge. Der er dem som arbejder meget og får mange penge.
Og så er der immervæl også dem, som arbejder meget og får meget få penge.
Hvis man har muligheden, så finder man vel ind i den livsform, man nu kan LEVE bedst i.
Det er vel det, vi taler om, ikke?
AT LEVE.
Hvis man misunder andre deres måde at leve på, må man jo prøve at ændre sin egen i den efterstræbte retning istedet for at brokke sig over, at det er lykkedes for andre. :-)
Det der gør friheden så attraktiv er alle de muligheder der åbner sig og så selvfølgelig også fristelsen til ikke at bruge dem.
Det bedste ved den helt anderledes debat, vi mere og mere får siden regeringsskiftet, er, at vi slipper for den sure overklasse-'vi bærer samfundet på vores skuldre og ofrer os brum brum' retorik.
Lise Lotte har da ret. Dem om det - de tager da konsekvensen af eget livsvalg. Der findes mennesker nok, der gerne vil arbejde - og gerne meget, da de finder stor fornøjelse og anerkendelse herved. Så ender når nok sammen endog.
Den lave produktivitet skyldes, at folk roder privatliv og arbejdsliv sammen.
Folk sidder og laver Facebook-ting - skriver rapporter, og holder indholdsløse møder i stedet for at bestille noget.
Fra en vis virksomhedsstørrelse og opefter deler alle medarbejdergrupper sig to grupper - A gruppen og B gruppen.
A gruppen bruger al deres tid på selv-promotion, karriere, tage æren for andres arbejde når det går godt, skyder skylden på andre, når det går galt. De fylder meget ved de alt for mange møder. Nogle psykologer kalder dem "funktionelle psykopater" (ikke nødvendigvis seriemordere).
B gruppen melder som regel afbud til møderne, fordi de ikke har tid !
Det er dem, der får tingene til at fungere. De er sjældent højt lønnede - arbejdet bærer lønnen i sig selv - glæden ved at få noget fra hånden er alt rigeligt.
Markedsøkonomiens største løgn er, at der er sammenhæng mellem "dygtighed" og løn.
Tænk på fup-økonomernes "gyldne håndtryk" - de er jo gemene forbrydere.
Men det skyldes, at kun medarbejdere fra A gruppen har udtalt sig.
B-gruppens medarbejdere har slet ikke tid til at udtale sig - de er dybt begravede i at produktudvikle næste generation dit-eller-dat og kan oftest ikke huske, hvad de får i løn.
Jeg misunder ikke selv andres livsform, hverken riges eller fattiges.
Det jeg derimod harmes imod, det er at mennesker ikke gives muligheden til et liv - et liv hvor de gerne vil forsørge sig selv, uden brug af penge og andres almisse.
Et sådant liv kan kun leves, dersom de har adgang til jord uden betaling, for med betaling bindes et menneske til penge eller anden betalingsform og så er friheden pist borte.
----------
Det er næsten ligesom fablet om ulven og hunden.
Inde i den mørke skov gik der en udmagret ulv, der havde sultet i mange dage og en dag mødte den en velnæret hund og de faldt i snak.
»Du ser godt nok mager ud, Hr Ulv.«
»Ja, der er krise og derfor er der mangel på føde.«
»Jamen, Kære ven, så lad os dog deles om mit job. Jeg bor hos nogle rare mennesker og de giver mig af alt det fede og resterne fra deres bord og der er langt mere end selv jeg kan spise.«
»Åh, hvor lyder det vidunderligt. Det kan jeg på ingen måde sig nej tak til.«
Nu gik ulven og hunden i retningen mod gården, hvor menneskene boede og mens de gik fik ulven pludselig øje på en ting om hundens hals, som var godt skjult på grund af hundens lange pels.
»Hvad er dog det du har om halsen? Kære hundeven.«
»Nåh, det er bare en halskæde som jeg bærer og som menneskene en gang imellem bruger til at binder en snor til, så jeg ikke render væk. Men nogle gange glemmer de at binde mig og jeg tager min frihed til at løbe mig en tur.«
»Hvad siger du! - Står du bundet.«
»Ja, men maden den er jo en himmelsk mundfuld.«
»Uhh! nej tak, så kan du have dit job for dig selv, så vil jeg hellere sulte og dog have min frihed i behold.«
Og ulven den løb tilbage til den mørke skov og mon ikke den fandt noget at spise, selv om det ikke var den fede madrest hos menneskene, for den ville hellere leve i frihed end leve i trældom.
@Mogens
Det er en fejlslutning omkring, hvad Venstre ønsker. De har intet problem med Brodersens valg, blot han tager konsekvensen (15 K/måned) af sit valg og ikke skal have snablen i de offentlige kasser --- ren Kierkegaard - træf dine valg og ta' konsekvensen !
Jeg gider sgu heller ikke arbejde mere end højst nødvendig, det tager jo al for meget af ens fritid. ;-)
Hvis flere som valgte at leve som Hr. Brodersen og vi antager at ca. samme mængde arbejde stadig skal udføres, så vil der naturligvis opstå en efterspørgsel efter mere arbejdskraft som kunne have den bivirkning at gavne de arbejdsfri.
Det bliver der næppe mindre skattekroner til fælleskabet af, samtidig med at udgifter til overførselsindkomster vil mindskes.
Det er ikke meget mening i at nogen slaver 40-50timer om ugen imens andre dårlig kan komme til fadet. Samtidig med, at de der holdes udenfor skal piskes rundt med dertil hørende invaliderende og nedværdigende behandling af arbejdsløshedsindustrien. Selvom jeg, som de mange andre fint "nøjedes" med 37 timer (for min , synes jeg nu stadig det er en skændsel, at se mine og andres skattekroner blive hældt ned i dette sorte hul, som arbejdsløshedsindustrien med al dens kontrol mani og stigmatisering af gode medborgere er.
I en anden artikel serie i Information har man omtalt samtaler med døende personer på hospice. Det de fleste, ikke mindst mænd, fortryder er, at de har arbejdet for meget i deres liv, ikke brugt tid nok på familien og venner, og ikke udtrykt deres følelser.
Stof til eftertanke.
Når det er sagt, er prisen for at få et tag over hoved, ikke mindst i byerne, blevet det største barrier for at kunne begrænse arbejdstiden og leve et mere beskeden og måske mere indholdsrigt liv.
Danmark har et ødelagt ejerboligmarked med flere tusinde tekniske insolvente, et smadret andelsboligmarked med 10 x stigninger i priserne efter indførelse af afdragsfri lån på området, og et smadret lejeboligmarkedet efter ændringer af lejeloven hvilket har medført stigninger i leje på over 100% indenfor de sidste 5 -6 år. Om VKO gennemførte disse lovændringer for at tvinge alle til at arbejde mere er jeg ikke sikker på, men det bliver reultatet.
Vi lever 2 personer for under 10.000 om måneden - det kan sagtens lade sig gøre. Spørgsmål om priotering.
Og jeg holder fuldt ud med Lars Kristensen - hvis vi fik en tønde land stillet til rådighed, så kunne vi nøjes med langt mindre.
Mere frihed - mindre gæld. Flere fornøjelser - mindre kommerciel "underholdning". Større livskvalitet - mindre stress. Mere enkelthed - mindre bureaukrati.
Mindre arbejde. Færre penge. Mindre forbrug = større livskvalitet + mere bæredygtighed
Sider