Læsetid: 7 min.

Mest frihed for mindst muligt arbejde

Peter Brodersen arbejder så lidt så muligt for at have mest muligt fri. Han gør noget, som mange taler om, men kun få gør. Det er ikke i orden at sige, at man arbejder for at have fri, selvom hele samfundet havde den opbygning indtil for få årtier siden
’Det er ikke nok at arbejde i en virksomhed. Jeg er nysgerrig, men jeg er måske også utålmodig  – jeg ved, at jeg ikke holder et år i et job, så jeg prøver at forkæle mig selv ved at lave nogle af de ting, som jeg synes er sjov,’ siger Peter Brodersen.

’Det er ikke nok at arbejde i en virksomhed. Jeg er nysgerrig, men jeg er måske også utålmodig – jeg ved, at jeg ikke holder et år i et job, så jeg prøver at forkæle mig selv ved at lave nogle af de ting, som jeg synes er sjov,’ siger Peter Brodersen.

Tine Sletting

3. marts 2012

Man skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Man skal bruge sine evner. Man skal gøre sin pligt. Den indbefatter at tage sine mindst 37 ugentlige timer på arbejdspladsen, hvis man som de fleste – trods krisetider – har et job. På jobbet udlever man sin kreativitet og udvikler sig. Arbejdet er vigtigt. Sådan lyder det fra politikere, fagforeninger og uddannelser. Og fra os selv.

»I de sidste 20 år har arbejdet været det sted, hvor vi skal finde os selv,« siger lektor i etnologi Niels Jul Nielsen. »Vi har vænnet os til at se arbejdet som pladsen for selvrealisering. Samtidig er det i arbejdet, at vi skal yde, før vi kan nyde. Det er ikke legitimt ikke at ville arbejde hele tiden.«

Det er problematisk, fordi mange mennesker stadig sidder i rutineprægede job, og mange ikke har kvaliteter i deres arbejdsliv, som kan kaldes specielt udviklende eller kreative.

»Der er mange, som må føle sig fejlcastede i deres arbejdsliv,« siger Henrik Lambrecht Lund, der er lektor på RUC og forsker i arbejdsliv.

15-20 timer om ugen

Det er i dag fuldt accepteret at ville arbejde meget og lægge sine hovedkræfter på arbejdspladsen. For 20-30 år siden forholdt det sig omvendt. Da var det social set legitimt at sige, at man bare arbejdede for at holde fri. Sådan havde man tænkt om arbejdet i 100 år, fra industrialiseringens opkomst, der førte til dannelsen af en gruppe arbejdere i samfundet, for hvem det handlede om at arbejde, så man kunne leve.

»I det klassiske arbejderslogan om at gøre sin pligt og kræve sin ret ligger netop, at arbejdet er en pligt, og at man arbejder for at få mest muligt fri. Arbejdet er tvungent, friheden ligger udenfor. Det er vi gået helt væk fra i dag,« siger Niels Jul Nielsen.

Det er Peter Brodersen ikke gået væk fra. Han arbejder ikke hele tiden, men mellem 15 og 20 timer om ugen og tjener i gennemsnit 15.000 kr. om måneden før skat. Det får hans liv til at køre rundt, og han har valgt, at han hverken vil arbejde eller tjene mere. Han er 33 år og har ingen afsluttet uddannelse ud over folkeskolen. Han forlod gymnasiet i 3. g og gik ud til et fuldtidsjob hos en it-udbyder. Dér blev han i tre år, indtil han en dag skulle skrive en faktura til et firma, som han havde lavet en freelanceopgave for. Han indså, at han kunne leve som selvstændig af sine it-kompetencer, og derfor begyndte han at arbejde for sig selv.

»Det handlede ikke om, at jeg skulle ud at erobre verden. Det handlede om, at jeg kunne lave det, jeg lavede i forvejen og langt hen ad vejen sammen med de samme mennesker, men jeg kunne selv bestemme, hvor og hvornår jeg ville arbejde,« siger Peter Brodersen.

Livslang praktik

Han arbejder hjemmefra i sin store stue på Amager, hvor alt er stort: anlæg, fjernsyn og computeren, der summer højt. Elektronikken er på plads, men de gamle flyderlædersofaer, det rodede køkken og en juledekoration fra sidste år får lejlighedens indretning til at virke ligegyldig.

Ved siden af sit lønnede arbejde, arbejder han på projekter, som kombinerer hans interesse for at sætte oplysninger sammen, så de bruges til noget for andre på nettet. Han oprettede i 2006 hjemmesiden findvej.dk, der er et alternativt Krak eller De Gule Sider, og han arbejder i øjeblikket på at kombinere Wikipedias informationer om forskellige steder med findvej.dk’s stedangivelser. Selv om han godt kan lide, hvad han laver, og selv om han har fået flere jobtilbud, har han ingen intentioner om at forsøge at arbejde mere.

»Det er ikke nok for mig at arbejde i en virksomhed. Jeg er nysgerrig, men jeg er måske også utålmodig og realistisk – jeg ved, at jeg ikke holder et år i et job, så jeg prøver at forkæle mig selv ved at lave nogle af de ting, som jeg synes er sjovt. Samtidig er jeg måske også doven – hvis jeg ikke gider en arbejdsopgave, så kan jeg jo tillade mig at sige nej,« siger Peter Brodersen.

Han betegner sit arbejdsliv som livslang erhvervspraktik. Han kommer ud til store virksomheder og hos små iværksættere. Han sidder i deres kantine, fornemmer kulturen og løser de problemer for dem, han selv synes er sjove. Men hvor sjovt er det, når han samtidig kun lever for 15.000 kr. om måneden?

»Jeg har ikke specielt trygge rammer i form af bil og ejerbolig. Men behovet for trygge rammer har heller ikke været der. Måske er der noget selvforstærkende ved det. Jeg tager dagene, som de kommer. Jeg har en frihed, som jeg godt kan lide, til gengæld. Hvis jeg ikke har så mange penge, så sparer jeg på nogle andre ting,« siger Peter Brodersen.

Ideal fra arbejderbevægelsen

I sidste uge var han i Gøteborg og besøge en bekendt. Han bestemmer selv sine fridage. Nogle gange, når der ikke er så mange penge, bliver byturene og restaurantmiddagene holdt i privaten i stedet. Eller han får en tur af sine venner, som han så selv betaler den næste omgang øl for.

»Jeg er opdraget til ikke at have et vildt forbrug. Nu opfatter jeg det som en stor frihed – jeg er ikke inde på et spor, hvor jeg er afhængig af særlig mange ting,« siger Peter Brodersen.

At være selvstændig på mindst mulig tid er en unik måde at arbejde på i dag, vurderer lektor Henrik Lambrecht Lund.

»Det er sjældent, at man ser folk, som handler på en drøm om mindst muligt arbejde, som vi alle har,« siger Henrik Lambrecht Lund.

»Vi elsker programmer om simple living og Bonderøvens liv på landet, men derfra og så til at gøre det selv er et stort skridt.«

Det er ellers sådan, marxismen og socialdemokratismen traditionelt har set på menneskets forhold til arbejde. Ønsket om en lav arbejdstid er en naturlig konsekvens. Arbejderne vil selvfølgelig forsøge at slippe med mindst muligt af det arbejde, som de er fremmedgjort fra og ikke har grund til at lægge andet end krop til i nogle timer om dagen.

Virkelyst

Men Peter Brodersen er ikke fremmedgjort, han elsker sit arbejde, han gider bare ikke arbejde mere end højest nødvendigt. Det er næppe alle arbejdere, der har elsket deres arbejde gennem tiden, men standpunktet om at arbejde mindst muligt er ikke nyt, tværtimod traditionelt, fortæller Niels Jul Nielsen.

»Fra industrialiseringen og frem har det handlet for arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet om sideløbende med en stigende kapitalisering af arbejdspladserne at få rettigheder, der giver dem fri. Alle er tidligere enige om, at pligten ligger på arbejdet, men det er ikke der, man lægger sin sjæl. Arbejdet er et middel til noget andet,« siger Niels Jul Nielsen.

Sådan er det frem til 1980’erne. Arbejdsgiverne har ledelsesretten, mens arbejderne har kæmpet sig til ordentlige arbejdsvilkår, frihed efter arbejde og lønstigninger. Arbejderne får råd til bil, hus og sommerhus og bliver en middelklasse. Man passer sit arbejde, og det er okay, at det foregår 8-16. Det er ikke der, man udøver virkelyst. Det gør man tværtimod i kolonihaverne, hvor man virker af sin egen lyst og arbejder for sig selv. Men lysten flytter fra fritidslivet til arbejdslivet i 1990’erne. Arbejdet er ikke længere noget, der skal overstås. Det er udfordrende, det er ens identitet, og man bliver realiseret gennem arbejdet.

»Om det er kassedamen eller karrieremanden, så bliver arbejdet der, hvor der er fleksibilitet og udfordringer. Socialdemokraterne lukker helt ned med deres paroler, og selv om der er en kæmpe gruppe mennesker, som ikke sidder og får en ny idé hver dag på deres job og er kreative og helt udfordret, så bliver det naturloven, at arbejdet er det vigtigste,« siger Niels Jul Nielsen.

Alt for de arbejdende

Det er ideen om vidensarbejde, innovation og sidenhen vækst ud fra vidensjob, som gør arbejdet til det, man arbejder for og ikke fritiden.

»Fra 1990’erne begynder det vigtigste produktionsmiddel at sidde mellem ørerne på menneskene. Det skaber et pres på, at man skal bruge ikke bare sin krop, men hele sig selv som menneske som et instrument,« siger Henrik Lambrecht Lund.

Arbejdslivets omskabelse fra nødvendigt onde til det naturlige livsindhold er lige så meget båret af arbejderbevægelsen selv som fra politisk hold. Arbejderbevægelsen bliver efter murens fald presset til at imødegå en masse forandringer: Arbejdspladser forlader landet, den internationale handel bliver større, og begrebet om arbejdere bliver udhulet i takt med, at kommunismen bryder sammen i Østblokken. Derfor kommer arbejderbevægelsen langsomt til at tilnærme sig borgerlige værdier om arbejdet, og alle partier indleder en kampagne for at blive arbejderpartier. Den rolle er ikke længere tildelt Socialdemokraterne. Også det gamle bondeparti Venstre vil være arbejderparti, ligesom SF har meldt ud, at de vil være et arbejderparti og lave reformer for dem, der står op og går på arbejde med deres smurte madpakker. Det er ikke til at skelne borgerlig fra socialdemokratisk arbejdspolitik i dag, vurderer Niels Jul Nielsen.

»Den nye regering har en retorik om, at man skal yde, før man kan nyde. Det værste, man kan, er at være på ’passiv forsørgelse’. Selv om man ikke er på passiv forsørgelse, men bare arbejder mindre end gennemsnittet, vil retorikken og samfundsstemningen være imod en,« siger han.

Peter Brodersen møder både kritik og anerkendelse for sin livsstil.

»Nogle synes, det er fantastisk, at jeg laver, hvad jeg vil. Andre siger: come on, du kan ikke ligge hele dagen på en sofa og se tv-serier. De synes, det er unfair mod samfundet. Men nogle gange vil jeg altså ligge hele dagen på sofaen og se fjernsyn,« siger Peter Brodersen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Jeg tillader mig lige et indspark mere;

Der er altså ingen der siger,
at en livsstil eller en arbejdsstil behøver være den samme hele livet igennem.
Det kan nok være, at folk kan finde ud af at indrette sig på forskellige stadier eller forudsætninger i livet og dermed også i arbejdslivets udstrækning - helt af sig selv.

(tænk, pludselig lyder jeg næsten liberal..)

robert jensen

Vladimir Lenin (dec. 1917).
.
.
.
5. Der indføres almindelig arbejdspligt: Alle borgere af begge køn i alderen fra 16 til 55 år er forpligtet til at udføre de arbejder, der fastsættes af de lokale sovjetter af arbejder-, soldater- og bonderepræsentanter eller af andre af sovjetmagtens organer.
6. Som første skridt til gennemførelse af den almindelige arbejdspligt bestemmes, at personer, tilhørende de rige klasser (se § 2), skal have en arbejds- og forbrugsbog eller en arbejds- og budgetbog, føre den korrekt og forevise den for den pågældende arbejderorganisation eller lokale sovjet og dens organer til ugentlig kontrol med udførelsen af de arbejder, som hver enkelt har påtaget sig.

Så var der styr på borgerne, meget totalitært.

Jens Overgaard Bjerre

@Marie Clausen. Det var et svar til Dennis Berg, du kommenterede. Og han skrev nedenunder at det var et svar til mit indlæg efter du og nogle andre havde kommenteret det. Han var, hvad jeg godt kan forstå blevet forvirret, da det var en kommentar til mig. Min oprindelige kommentar til artiklen, som nu har genlæst, står fast og lyder:

"Artiklen lyder som en gang ren propaganda for lavere ydelser. Hvordan bor denne Brodersen? Hvor stor er hans husleje? Bare for at tage et eksempel. Hvor er hans budget? Artiklen er kemisk renset for den slags banaliteter. Almindelige dødelige, de fleste, kan ikke klare sig for hans løn, (som iøvrigt ser ud til at blive betragteligt øget) og sidder ofte med en husleje på 6-7.000 mdl.
Men det er interessant at journalisten ikke finder hans budget interessant. Hvor meget tjener LOUISE VOGDRUP-SCHMIDT selv? Al dette ville sætte artiklen i det rette perspektiv i stedet for at postulere at arbejderne nu har bil, hus, sommerhus osv."

Hovedpersonen bor iøvrigt i København.

@Jens Overgaard Bjerre:
Hvor har du ideen fra, at man ikke kan få en lejlighed til under 6-7000 kr i København?

Kan du få en almen, så kan du komme ned på 3-4000 kr. for 50 m2.
Eller 7-8000 kr. for 75-80 m2. Der kan man fint bo to mennesker.

Lige nu bor jeg i en ret dyr lejlighed på 82 m2 til 9800 kr med min kæreste. Det er 4900 kr til hver.
Og i denne størrelse anser jeg lejligheden for at være ret dyr.

Finder du en 50 m2 lejlighed og betaler overpris, kan du klage til huslejenævnet og få prisen sat ned til det lovbestemte. Og så kommer den næppe højere end 5000 kr.

Ingen sagde, at du behøver at bo alene, og ingen sagde, at du ikke behøver at holde på din ret, når private udlejere går amok med huslejen.

Gorm Petersen

Tyskere lever for at arbejde.
Sydeuropæere arbejder for at leve.

Derfor kan man ikke have een valuta, men må have to forskellige.

Husk sociale ydelser er tilbagelevering af tyvekoster.

Prisen, kapitalisterne må betale, for at undgå at blive slået ihjel.

Hvis de ikke længere frygtede døden, ville de holde op med at betale skat.

Den eneste grund til, at vi arbejder så meget som vi gør, er at man i starten af 1930'erne opfandt forbrugerisme, da kapitalens folk i rædsel så, at industrialiseringen producerede i overflod, langt mere end folk behøvede. Man opfandt i kølvandet herpå "planlagt forældelse", hvilket i begyndelsen udmøntede sig i produktion af varer, som gik hurtigere i stykker af design (se http://www.youtube.com/watch?v=I5DCwN28y8o), men som senere er blevet mere og mere raffineret, og nu i højere grad bygger på planlagt forældelse af mode. Alle vil have den nyere, smartere bil, med den nye smarte facon. Alle vil have IPhone 3 istedet for 2S osv. selvom den gamle intet fejler.

Dette er en kæmpe stor omgang beskæftigelsesterapi, og hvis folk indså, at de blev holdt for nar i samme grad som tvangsaktiverede, kunne det være, at piben fik en anden lyd fra de selvretfærdige arbejdsslaver.

Siden 30'erne er industrikapaciteten mangedoblet, og havde vi brugt denne på at at nedsætte arbejdstiden, så kunne vi idag sandsynligvis have nøjedes med 1-2 timers arbejde om dagen i gennemsnit - hvis ikke mindre.

Tænk lidt over dét, inden I selvretfærdige kommer rendende og beskylder folk for at ligge til last.

Gorm Petersen

Hvis forbruget fortsat følger en eksponentialfunktion, udløses en økologisk katastrofe.

Om 100 år skal hver dansker have 4 private jetfly holdende i baghaven - med motorerne i gang.

Hvis alle kunne lære at leve som artiklens hovedperson, var der plads til os alle.

Prøv at læse "Oprør fra midten".

Gorm Petersen

Peter Singers "Det liv du kan redde" er god læsning.

Den gennemhuller myten om, at vores store produktion og forbrug er til gavn for den tredie verden.

Man myrder et barn i den 3-die verden hver gang man drikker en mineralvand !!!

Hanne Gregersen

@Gorm
Mon udsagn som "Man myrder et barn i den 3-die verden hver gang man drikker en mineralvand !!!" kvalificerer debatten ?

Man kunne jo prøve at sammenholde antallet af arbejdstimer, med behovet for sygehuse oa. former for behandling og jeg tror man ville se en sammenhæng der.

For hvor mange er det egentligt, der bliver slidt ned, arbejdsulykker eller stress og depressioner- netop fordi de arbejder for meget, eller for hårdt? Så måske ville der være behov for mindre sygehuse, og behandling, hvis folk ikke arbejdede så meget som de gør - også når de bliver ældre. Så var regningen for det jo tilsvarende mindre med den skat der blev betalt.

Man kan jo også leve for mindre, og have det bedre også i alderdommen, ligesom man kan arbejde mindre, og være mere effektiv. Det ville jo også gøre konkurrenceevnen bedre set på længere sigt.

Men.. det er bare en god ide, ikke nogen tal jeg faktisk har set på og sammenlignet for at se om der er en sammenhæng i tingene som der er med relativ fattigdom og kriminalitet f.eks.

Det afgørende er at Peter Brodersen rent faktisk arbejder og forsørger sig selv som selvstændig. Vi har brug for langt flere mennesker som ham og det viser bare at balbullen om 37 timer eller kontanthjælp/dagpenge er noget forfærdeligt ævl. Langt de fleste mennesker ville sagtens kunne forsørge sig selv uden kontanthjælp og dagpenge, hvis bare de havde modet til at gå ud og opsøge arbejdet på egen hånd uden for den offentlige sektor.

Jens Sørensen

Når man læser alle de egoistiske og forkælede indlæg, ønsker man sig næsten amerikanse tilstande.

Lad hver især betale for bl.a. sygesikring og uddannelse. Det ville vel betyde en ekstra omkostning på 3-4000 om måneden pr. person bare for disse 2 områder.
Skatten ville falde meget for de rige. Dem der næsten ikke betaler skat (som Brodersen) vil selvfølgelig kun få en lille skattebesparelse,
Så hvis Brodersen pludselig skulle hoste op med 2-3000 mere netto om måneden, skulle han nok arbejde noget mere.

Hvordan er det sket at gamle arbejder idealer som ret OG pligt er forsvundet, til fordel for udbredt krævementalitet af såvel rige som ikke-så-rige ?

Jo,man må sige Fogh er lykkedes ganske godt i sine 10 år ved magten.
ALLE er blevet super-egoister.
ALLE tager velfærdssystemet som givet.

Ingen tvivl om at denne adfærd i løbet af relativt få år stille og roligt vil afvikle velfærdssamfundet som vi kender det idag.

Et underskud på statsfinanserne på 100 milliarder, trods en relativ lav arbejdsløshed.
Hvordan tror i dette "hul" skal lukkes ??

Men lad os da alle bare blive ved med at udnytte systemet: Enten ved ikke at yde til fællesskabet eller ved at snyde i f.eks. skat.

Vibeke Svenningsen

Som en anden tidligere i kommentartråden gjorde opmærksom på, kan denne artikel da let ses som et indspark i hele FP- og fleksjobreformdebatten. Fx. bliver meget af denne jo finansieret af at man afskærer højtlønnede for så høj en kompensation, som de får i dag, så fx. en gymnasielærer med en resterhvervsevne på 20 timer pr. går fra omkr. 45.000 til 28.000 kr pr. måned - og er diskussionen så om det er rimeligt eller ej. Om man har ret til så høj en kompensation, når man ved egen hjælp kan erhverve sig en ok indtægt ved en mindre arbejdsindsats en fuldtid - eller om man har ret til tæt ved fuld kompensation begrundet i det universelle princip, hvor man i stedet udligner via skattesystemet.

Jeg har faktisk ikke helt svaret på, hvornår man får ret til udligning via en social ydelse som så, når man rent faktisk kan oprette et fornuftigt udkomme ved egen arbejdsindsats - og kan godt se, der er nogle ret essentielle principper på spil iht. valg, arbejde, sociale ydelser osv. Det var en vinkel, jeg fandt spændende i denne tråd.

En anden var den kommentar Lise Lotte skrev om, at set over et livsforløb skal vi arbejde mere henimod, vi kan sprede vores indsats på arbejdsmarkedet uden vi af den grund afkobles - det er jo fx. lidt skræmmende, at man helst skal nå det hele på den halve tid, inden man fylder 35 år, hvor mange måske grundet børn hellere ville gøre mere ved karrieren efter 45 år grundet børn - men vi har nogle ret fastlåste syn på, hvordan man skal tilrettelægge sit forløb på arbejdsmarkedet, hvis man ikke skal hægtes af - det tror jeg er et tab for både samfundet, erhvervslivet og ikke mindst individet.

Dernæst er jeg uenig i, at arbejde som så fylder mere i dag end tidligere - det er blot ikke nødvendigt at arbejde så meget, hvis man vil nøjes med fx. samme levestandard som man måske skulle lægge en arbejdsuge på over 60 timer for bare 70 år siden. Jeg er ret sikker på, at undersøgelser vil vise, vi i snit arbejder mindre i dag, end vi historisk set nogensinde har gjort tidligere - det antager bare en anden form. Selve begrebet fritid er historisk set ret nyt for størstedelen af befolkningen.

Det er nærmest underforstået han skal fejle, så han kan få et par velfortjente flade på socialkontoret.

Den sociale baggrund er ikke uvæsentlig, såfremt man har et sikkerhedsnet åbner det trods alt døre andre ikke tør tage.

Men nu skal han måske tvinges i netto, gerne som flaskedreng.

Vibeke Svenningsen

Jesper:

Hvem skriver det? Ingen blander sig vel i hans valg.

Men hvis det var en kommentar Jens Sørensens indlæg, så har han da en pointe i, at det ville være svært at lave en skattefinansieret velfærdsmodel, hvis flertallet kun lige havde en intention livslangt, hvor man lige fik det til at løbe rundt. Så var der jo ikke noget at fordele ud af - groft skitseret, da der selvfølgelig også kan skaffes og skaffes finansiering anden vej rundt - faktisk er personbeskatning jo en forholdsvis lille del af den fælles kage, der kan deles ud af. Så selvfølgelig kan det tænkes anderledes, men ligefrem at gå mod et samfund, hvor der generelt set skal arbejdes betydeligt mindre, hvis samme levefod og velfærdsniveau skal opretholdes er nok illusorisk.

Miguel Tuells

Jeg synes at Hr. Brodersen stiller tingene op som om hans valg kun har vaeret til gunst for mere fritid og mere frihed, blot ved at droppe materielle ting som -rigtigt nok- sagtens kan undvaeres i et vist omfang.

Sagen er lidt mere vanskelig, her ser man en 33-aarig mand som aabenbart ogsaa har droppet andre sager, for eksempel idéen om at stifte en familie, for det har han jo ikke gjort (??) eller har planer om (??). En gut der ofte ikke har nok penge i lommen til at betale en omgang bajere bliver jo noedt til at aendre fuldstaendigt i sin levemaade hvis det er han faar tanker om det ..... og det ikke er for sent. Det ville vare synd hvis han opdager for sent den "reelle pris" (fra mit synspunkt, naturligvis) for sit valg.

Hvis han har taenkt sig om hvad han gaar glip af og stadig staar fast paa sin beslutning om at leve paa den maade, saa har han da min respekt og det skal han have frihed til.

Vibeke Svenningsen

Miguel:

Det mest ideelle ville jo være, hvis han i givet fald ønskede at stifte familie fandt sig en karrierekvinder, det arbejde hårdt, mange timer, tjente kassen - og så stod han for hjemmet og ungerne. Men så kunne han selvfølge ikke flyde en hel dag på sofaen - og ville opleve et frihedstab, som nok ville føles større end fx. at arbejde 17 timer mere pr. uge - hehe.

Erik Hamre:
Det ville samtidig hjælpe hvis man gjorde arbejdsmarkedet mere fleksibelt.

Arbejdsgivere ved godt, at folk på nedsat tid arbejder nøjagtigt det de er ansat til (ellers var der jo ingen idé i det), mens mange fuldtidsansatte ofte giver sig langt ud over normeret arbejdstid (og sundhed), i jagt på karriere, angst for at miste job osv.

Hej Dennis,

Den tankegang synes jeg hører til i industrisamfundet.Mange moderne arbejdspladser, især de teknologi og videnstunge kan ikke gøres op i x antal timer = x antal indtægt. Work smarter not harder princippet. Vi har snarere end meget stram lønmodtager kultur i Danmark, hvor det at arbejde selvstændigt ligger meget fjernt fra de fleste samt at selvstændige er meget dårligt stillet i forhold ti manglende barsel, dagpenge og lignende. De fleste mennesker foretrækker at vide præcis hvilke timer de skal arbejde til præcis hvilken løn.

Fakta er at rigtig mange arbejdsløse og fleksjobbere ville kunne forsørge sig selv med mindre freelance opgaver, især hvis skatten var lavere. Alle med en videregående uddannelse ville for eksempelt nemt kunne tjene penge på at skrive tekster til webbrug eller læse korrektur/redaktør arbejde.

Det er som artiklen rigtig beskriver et kulturelt problem. Det er jo rigtig at hovedpersonen nok vil få svært ved at overbevise kvinden i hans liv om at han er værd at satse på som familiefar, især når hans indtægt nemt kan outsources til staten igennem dagpenge/kontanthjælp og børnepenge.

Men hvorfor skal folk absolut puttes i kasser hvor de enten er max produktive (37 timer) eller overhovedet ikke produktive (overførselsindkomst). Gør det nemmere at tjene penge som freelancer i perioderne mellem drømmejobbet, fx ved hjælp af højere beskæftigelsesfradrag og grænse for bundskat (kunne være 100,000).

Erik Hamre, du aner ikke, hvad du taler om! Der er massivt pres på for at få lov til at lave den type opgaver, du skriver om - og der er ingen penge i dem, fordi alle kan.

Hej Peter,

Vi skal indrette vores samfund så folk selv kan bestemme hvad der udgør et godt liv. Det er der heldigvis mange bud på. Lykken er ikke nødvendigvis 37 timer uger i en virksomhed. Det er det vi er vant til, men som artiklen viser er der andre som er uenige i det.

Der er mange mindre jobs som reelt ikke kan udføres fordi de er for dyre efter afgifter og skatter. Et lavere skattetryk, især et højere bundfradrag ville kunne flytte mange fra kontanthjælp over på diverse deltidsjob, som ville kunne give det samme netto efter skat (den lavere procent), samtidig med at der er tid til børnene og familien. Når sygeplejersker i høj grad kan arbejde deltid, kan det vel også lade sig gøre i andre brancher.

Angående tekstskrivningsarbejde så ligger satsen på markedet for tiden på omkring 150-200 kr pr. 300-400 ord, hvilket ikke skulle tage mere end en time på dette niveau. Det giver altså en fornuftig timeløn, men 30000 kr om måneden bliver det næppe til. Men igen, ville det ikke være bedre at tjene disse penge aktivt end at modtage dem i overførselsindkomst.

Erik Hamre:
Det er sjovt som dette nye arbejdsliv, hvor man skam kigger på opgaven og ikke uret, alligevel ser ud til at komme arbejdsgiverne til gode. Mange i karrierestillinger arbejder snildt 50+ timer. I mange brancher forventes det ligefrem.

Vibeke Svenningsen

Erik:

Hvad tænker du på, når du skriver tekstskrivningsarbejde? Tænker du på, at man skal renskriver, hvilket bliver gjort meget lidt i dag, eller man skal skrive selve teksten, og tror du så ikke, det kræver kompetencer, hvis nogen skal betale en løn for dette? Det er altså ikke enhver beskåret bare at kunne nedsætte sig som tekstforfatter - det kræver skam evner og kompetencer.

Jeg tror lidt, du overvurdere, hvor meget af den der type arbejde, der er, man bare kan varetage uden uddannelse, kompetencer og evner, hvis nogen vil betale en en hyre for det.

De arbejdsløse - som der pt ikke findes jobs til - undergraver velfærdsstaten ved både at hugge penge fra fælleskassen, og ikke selv at producere og forbruge som forventet. Oven i det kommer så nogle endnu værre mennesker, der bevidst er stået af dette ræs. I stedet for at gå og føle sig arbejdsløse, er de i stedet arbejdsfrie - og tjener alligevel selv pengene hjem til et fuldt liv.

Det er virkelig for galt, for vi må alle trække på samme sovjetagtige hammel og jeg ved ikke hvad - men der skabes altså pt ikke arbejdspladser nok, så fråden/misundelsen over vores frihed virker umådelig fjollet. Jeg har så skabt min egen arbejdsplads, og kan leve med og af det - helt uden at få lyst til at melde mig i Liberal Restance.

Tanken om, at "hvis alle gjorde sådan, ville samfundsmodellen kæntre" er forrygende. Jeg er gerne med til at omskrive modellen, og har oven i købet tid til det. Hvis alle var statsministre, sang i xfaktor eller gik som hjemmegående husfædre - eller hvis vi fortsætter jeres forbrugs-svineri, så ramler det også...

Vibeke Svenningsen

Men Tom, det gør alle jo netop ikke.

Der forøvrigt meget Friland over tankegangen, hvor ingen gæld jo ses som vejen til frihed.

Peter Brodersen er, som jeg ser det, selvstændig. Han arbejder godt nok 15-20 timer om ugen, det er jo på projekter, han selv har valgt. Og de andre projekter, han har, er jo også nogle han selv vælger og som arbejder på. Eller rettere, nogle han bruger sin tid på at udvikle og som senere så kan sælge...til de klienter og kunder han måtte have...

---

En helt anden diskussion er om ikke det som sociologerne kalder for den karriere-orienterede livsform livssyn og måde at anskue arbejdet på er blevet fremherskende, ja måske, den eneste måde at anskue arbejdet på. Nemlig som om at arbejdet og fritiden smelter sammen...og fritiden bruges til at dygtiggøre sig ifht. arbejdet...

Vibeke Svenningsen

Forøvrigt mht. det med, hvad mennesker fortrød, når de lå på deres dødsleje. Så var det observationer en australsk sygeplejerske havde gjort sig, og da man undersøgte om, det også var det samme i Dk viste det sig ikke at forholde sig sådan - faktisk er flertallet af danskerne ret glade for deres arbejde og selve det at arbejde, så det er lidt underligt, at det virker provokerende på nogen, at det forholder sig anderledes for nogen - det er jo ikke ligefrem en stor trend, hvor vi bevæger os mod en arbejdsrevolution eller noget.

Ligesom jeg også tror mange industriarbejdere er glade for deres arbejde udover det afkomme det giver dem. Mange kan da godt lide deres arbejde og det sociale, det giver dem. Det er da mit klare indtryk, at arbejde bestemt ikke kun er forbundet til det økonomiske for langt de fleste.

Vibeke Svenningsen

Karsten:

Filosoffen Anders Fogh Jensen har skrevet en bog om nutidens projektmenneske - det er da bestemt også en voksende gruppe mennesker, der anskuer deres arbejdsliv ud fra den tilgang til fænomenet arbejde.

Vibeke Svenningsen,

Nu arbejder jeg i en branche hvor der netop er et konstant og voksende behov for webtekst, og det er altså ikke journalistisk eller akademiske tekster der er efterspørgsel efter, men almindelige, velskrevne, informative tekster. Det er noget de fleste der har skrevet et godt læserbrev ville kunne levere. Det ER faktisk en mulighed for mange, men der er ikke mange som er klar over det. På Amino.dk alene vil man sagtens kunne sælge mange artikler/tekster.

@Dennis Berg

Jo da, mange arbejder ekstra i 'karriere jobs' og det er jo en prioritering som den enkelte må afveje. Er man selvstændig arbejder man jo også ofte mange timer, men her tilfalder den fulde profit af tiden jo en selv. Det burde da være et argument der er til at forstå for de Marxistisk bevidste ;-) Det er jo netop derfor Peter Brodersen kan arbejde så lidt - han får den fulde profit af arbejdet - ikke en timeløn af chefen. Havde han været timelønnet skulle der nok mange flere timer til for samme indkomst. Vejen til opgøret med de onde kapitalister går altså derfor igennem det frie, uafhængige arbejde på markedet :D Det er i øvrigt også en trend som med globaliseringen og internettet vil vinde endnu mere frem.

@miguel

Selvfølgelig kan det lade sig gøre at stifte familie, når man lever sådan.

Lad os sige at den kommende mor har deltidsarbejde for bare 10.000 kr om måneden. Pga deltids/hjemmearbejde kan de spare institutionspladser og med de store besparelser man kan hente i dagligdagen på at være to i stedet for en, så er der rigeligt råderum til børn også.

Og hvis mange flere arbejdede deltid, så ville arbejdsløsheden falde til meget tæt på 0 %

Det kræver selvfølgelig, at vi skærer ned på vores forbrug, men det kommer vi alligevel til på den lange bane - så kan vi lige så godt gøre det frivilligt og få mest mulig sjov ud af det.

John Hartfelt

Jeg synes det er en fin artikel, der meget godt viser, at overførselsindkomster blot er en måde, at sørge for der kan være ansat personer i den offentlige administration.

Får mennesker lov til at klare sig selv er langt de fleste i stand til at indrette deres liv som de gerne selv vil.

12.000 i borgerløn til alle, ingen krav for de penge, ingen andre tilskud overhovedet af nogen art (børn fra de bliver født får også 12.000, som så administreres af deres forældre), flad skat på 40% fra første til sidst tjente job-krone (men ingen skat på eventuelle gevinster på risiko-villige investeringer som fast ejendom, aktier og lignende). Oprettelse af statslig folkebank, der alene skal drive bankdrift (ingen spekulation) og bevarelse af de grundlæggende kerneydelser for velfærden: Gratis hospitaler/sundhedsydelser, gratis folkeskole og gymnasium, gratis ældrepleje.

Fyr 172.000 administratorer i det offentlige.

Lars Kristensen

Har I helt glemt, hvordan det vil være - eksempelvis - om ti år?

Tror I virkelig, at verden kan blive ved med at vokse med vækst, inden for økonomi og ikke mindst resurser på alle leder og kanter.

Snart vil vi opleve, at der bliver færre og færre biler på vejene, ikke fordi folk ikke har råd til bilerne eller at politikerne siger, at der skal være færre biler, men ganske enkelt fordi der ikke længere er resurser til at lave flere biler.

Vi vil opleve, at alt produktion af varer falder i mængde, fordi der ikke er resurser nok til at bibeholde en status qua af produktionen, hvorfor produktionen af varemængden falder.

Når produktionen falder, skal der bruges færre arbejdsredskaber - undskyld - mennesker, der skal udfører arbejdet.

Vi vil opleve et tilbageslag i velfærdet, fordi samfundet ikke længere får samme mængde skatteprovenu som i dag.

Hvad kan garantere vores dagligdag, på en nænsom og rimelig behagelig måde?

Svaret er meget enkelt og jeg har sagt det flere gange på Informations debatfora.

Brugsmulighed til jord til alle.

Meget mere enkelt kan det ikke siges.

Der er kun en ting der kan garantere et menneske en rimelig behagelig fremtid og det er, at det får mulighed for selv at dyrke sin egen føde, uden at det er bundet af en økonomisk byrde ved at skulle betale for at få brugsmulighed til jorden.

De mennesker der vil have svært ved at dyrke jorden, på grund af diverse manglende evner til det, vil faktisk kunne hjælpe på andre områder, således at de der kan dyrke jorden også vil dyrke føden til dem der ikke har mulighed herfor.

Hvad vi mennesker derudover gerne vil, det er op til, hvor mange resurser vi til den tid vil have mulighed for at kunne få fingre i og kan vi klare os med få og enkle resurser, så vil vi kunne opleve en fredelig overgang fra vort nuværende narkomaniske og overflodsforbrugende resursesamfund til fremtidens resursebesparende samfund.

Det kan blive hårdt at gå gennem denne civilisationens skærsild, hvor vi vil opleve at vi skal give afkald på meget af det vi efterhånden er blevet afhængige af.

Vi skal ligesom en narkoman gennemgå en tørlægning af stoffer og vi vil som narkomanen opleve abstinenser der vil være frygtelige at mærke - ligesom narkomanen.

For vi er faktisk en slags resursenarkomaner og vi opdager det først når det er for sent. Det værste er, at vi faktisk gør nutidens børn til resursenarkomaner allerede fra barnsben af.

Lærer vi ikke nutidens børn at holde igen med brugen af resurserne, vil de blive fremtidens værste resursenarkomaner og de vil få det langt værre end vi vil komme til det, for vi har endnu en chance for at gennemgå en tørlægning - uden de helt store abstinenser.

Spørgsmålet er blot - tør politikerne det, tør du og jeg det, at gå ned i forbrug og dermed frembringe en ny krise med arbejdsløshed til følge.

Vi kan gøre det frivilligt i dag, men om ti år sker det ikke længere frivilligt, for naturen giver ikke mere fra sig, hvor meget vi end vrider den. Den er tørlagt og det er vi dermed også.

Det er enten nu eller aldrig.

Velbekommen!

Torben Skov
Først må jeg sige, at jeg bor i USA, jeg ved ikke hvor meget forskel det gør.
Jeg har haft 3 karrierer:
Den første, de første par år efter min ankomst, privat rengøringsarbejde. Tjente ikke meget, mine behov var små, det var nemt at leve dengang, cyklede omkring, men det var ret velbetalt arbejde, og jeg arbejdede 20 timer om ugen.
Den anden som tømrer/bygmester varede i ca. 20 år. Begyndte med forefaldende klytterarbejde, og endte med at arbejde på præstigeprojekter for middelklassen. Velbetalt arbejde, efter de første par år. Hyrede folk til at arbejde for mig, som havde samme udsyn på tilværelsen, vi arebejdede 20-30 timer ugentligt.
Efter de første par år købte jeg et hus, faldefærdigt, arbejdede virkelig hårdt i et par år på at sætte det i stand, var herefter i stand til at bo billigt, lejede også et værelse ud, hvilket på det nærmeste betalte for den i forvejen lille terminsbetaling.
Tredie karriere som oversætter. Solgte det første hus for et svimlende beløb 20 år senere, og købte et sted på landet kontant. så bor nu gratis. Nogen udgifter til computere, internet, bøger osv, men ingen udgifter til arbejdstransport, eller hvad man ellers har udgifter til når man går "på" arbejde. Også godt betalt arbejde - det er vel det der betyder noget i den her sammenhæng, jeg har altid fundet noget at lave der - i hvert fald i længden, efter en indlærings- og indkøringsfase - var vel betalt. Jeg må sige det kræver en person som er alsidigt og vel begavet, og som er tilstrækkeligt velorganiseret til at kunne gennemføre det. (Og i USA må man måske tilføje, hvid) Jeg arbejder f.eks. nu konstant med stramme deadlines, og succesen afhænger helt af min evne til at overholde dem. Og nogen dage er der tryk på, men jeg kan tage et par dage fri når som helst jeg har lyst. Arbejder ofte gennem weekenden, og tager hverdage fri, så jeg bedre kan tage vare på ting som indkøb, regninger, banken, osv. Arbejder 20-30 timer om ugen.
Et af problemerne ved den her tilgang er - i hvert fald i USA, at den folkepension jeg har sparet op i medfør af mit ret begrænsede arbejde vil være for lille til at leve af, og jeg derfor vil være nødt til at blive ved med at arbejde, i hvert fald noget, selv om jeg også lige har sat et område i stand hvor der er en der bor i en campingvogn, og betaler mig lidt husleje, på den facon skal det nok gå, når jeg bliver ældre.
Mine forældre har hele vejen langs brokket sig, når jeg viste mig i gammelt slidt tøj, selv er jeg ligeglad med den slags, og mange andre middelklasseting. Køkkenet her i mit nye hus er ret rudimentært efter middelklassesstandarder, nogen andenhånds skabe flikket sammen med lidt ekstra andenrangs krydsfiner, jeg ville nok have været nødt til at arbejde hårdt i en 2-3 år, hvis jeg gerne vill have et perfekt samtalekøkken, men det er jeg ligeglad med. Nu har jeg et aldeles uperfekt samtalekøkken, og en hel masse andre uperfekte ting. Selvfølgelig er der nogen ting som f.eks. mit kontor, der er ret perfekte, men som tidligere bygmester kan jeg lave det hele selv, har værktøjet og værkstedet til det. Det er i det hele taget en væsentlig del af 'planen' at jeg har færdigheder og infrastruktur til selv at gøre tingene. Det er måske også en slags arbejde, men i hvert fald ikke det samme som et "job".
Så ligesom med køkkenet og tøjet er der mange ting jeg har været velsignet med evnen til at give afkald på. Hvad nogle aspekter af min tilværelse angår, så er det "middle class" på det her tidspunkt i mit liv, men med andre har det aldrig været, og det er vel derfor jeg kan, det koster mange penge at have alttting respektabelt og lige så fint som naboens, og baseresit liv på 'hvad folk mon tænker', som mine forældre altid har gjort. Jeg vil da skide hul i om min bil har nogen småbuler, eller om mine ærmer er flossede, jeg vil hellere have fri og sidde ude ved min lille dam og se på guldsmedene.

Ang. det der med at smide væk og købe nyt. Min computer er fra 2003, mit tv er 1998, min dvd er fra 2005 eller 2006. Og alt fungerer fint og godt. [Computeren er blevet opdateret selvfølgelig henad vejen].

Jge har nemlig noget imod at købe nyt, når det gamle fungerer upåklageligt. Mit tv fra Sony har et ganske udmærket billede, selvom det er fra 1998 og er et billedrørs-tv analogt. Og jeg oplever, at det faktisk kun nu er indenfor det senste halve til hele år at billed-kvaliteten i de nye LCD eller LED fladskærms-tv kan måle sig med mit 14 år gamle billedrørstv....

Ang. mennesker i det offentlige - tjah. Hvis man udbetalte ydelser til folk og stolede på at kun et mindretal snød, og ellers lod folk lade være med at blive kontrolleret altid og til alle steder, kunne der sikkert nok spares nogle resurser...

Niels Kristensen

Jeg klapper i mine hænder. modigt af denne broder.
På den anden side: Afstår denne så fra det gratis sundhedsvæsen? Gratis uddannelse? Og alle de andre ting der betales solidarisk over skatten. I den velfærdsstat vi har opbygget er det ikke videre solidarisk adfærd. Forestil hvis de ansatte i sundhedsvæsen og uddannelsessystem gjorde det samme. Altså gik på halvtid. Det er vist luksus for det usolidariske individ. Brede skuldre og nyde efter behov og alt det.
På min side: Er liberal og klapper i mine små klamme hænder.

Den nye regerings beskæftigelses- og arbejdsløshedsmedister og hendes fancy retorik overfor de såkaldte arbejdsløse og andre myndige samfundsborgere, systemet uden belæg, bl.a. af flobcentre og anden aktøser, mistænkes for at være arbejdssky, gør sig bemærket med dette gamle socialdemokratiske og totalitaristiske dictum – man skal yde før man kan nyde – hvilket tankegods betegnende nok også findes implicit i fængselsvæsenets ”Anordning angaaende Fuldbyrdelse af Fængselsstraf i Statsfængsel af 30. December 1932”.

Her et mindre uddrag: -

” Fangen er pligtig til at udføre det ham pålagte arbejde med flid og nøjagtighed. Han skal bære ” … Dog ikke Davidsstjernen, men den anordnede fangedragt.

” Det arbejde, hvormed fangerne sysselsættes, skal så vidt muligt være produktivt og af en sådan beskaffenhed, at det i passende grad lægger beslag på deres kræfter og opmærksomhed. Ved valg af arbejde til den enkelte fange tages, så vidt forholdene tillader det, hensyn til hans evner, færdighed og mulighed for hans oplæring. Sidstnævnte hensyn tillægges der særlig betydning, hvor det drejer sig om unge fanger …”.

” Alle fanger under 25 år samt fanger under 30 år, der ikke tidligere to eller flere gange har udstået fængselsstraf i statsfængsel, er pligtige at deltage i den anordnede skoleundervisning …”.

Herefter følger så en detaljeret beskrivelse af selve det udspekulerede straffesystem ved eventuelle overtrædelser – et fremadskridende system i 3 stadier med underopdelinger, fra milde domme til deciderede disciplinærstraffe, inkl. vand og brød.

Man kunne dog ikke true med at fratage fangerne dagpengene, kun deres ringe sold, og smide dem direkte ud i fattigdom – som i dagens Danmark – de var jo indespærrede.

Men mange kan vist godt begynde at forberede sig mentalt og pekuniært på, at nye infame tider er på vej for mange myndige borgere, også i dette land - og det har Brodersen så gjort med held, tillykke herfra ...

Martin Kaarup

Uhada, jeg skal da ellers love for at der findes et par skinsyge meddebatører med den nye udgave af Janteloven i hånden, tjuhej-hvor-det-går-med-paragrafferne :o)

Og til deres oplysning, så anvendes hovedparten af personskatten ikke på skatteydernes uddannelse og helbred - overraskende nok.

Respekt. Lever selv lidt på den måde (7 nætters arb. 7 dage fri), det har en lang række fordele og den eneste ulempe er at det ikke passer ind i det "narmale" arbejdsliv.
Om det er positivt eller negativt at leve som Hr. Brodersen er sådan set ligegyldigt. Han er blot forud for sin tid, for snart bliver de fleste af os nødt til at leve på den måde. Snart får vi løst vores energi-problemer, som fører til at energi bliver meget billigt, hvilket, kombineret med robot- og anden teknologi, vil gøre at arbejde bliver et privilegie. I fremtiden vil der simpelthen ikke være jobs nok til alle. På sin vis er vi der allerede. Selvom arbejdsløsheden er høj i Europa, så er der forholdsvis få der går sultne eller hjemløse. Dvs. produktiviteten er høj nok, faktisk for høj til at alle kan arbejde 37 timer om ugen.
I fremtiden bliver vi nødt til at finde en måde på at fordele det arbejde der er, bedre. Eller acceptere en langt højere grad af ulighed i samfundet. Hvilket måske heller ikke ville være et problem, når alle basis-goder bliver ekstremt billige.

Nok vil det være svært at finansiere det offentliges udgifter hvis det skattegrundlag, som Brodersen udgør, var det typiske. Men så mange ville næppe heller vælge denne beskedne livsform. Og tænk på hvor stor en gevinst det ville være for samfundsøkonomien mm., hvis kontanthjælps- og dagpengemodtagere havde mulighed for at skifte til en sådan tilværelse.

Hele fundamentet for samfundets vurdering af arbejdsviljen, bygger næsten alene på indtægtsmaksimering som motiverende kraft. Lige fra politikernes mantraer, som at det skal kunne betale sig at arbejde, til økonomernes minituøse modeller for, hvad diverse skattelettelser og reguleringer vil betyde for arbejdsudbudet.

At nogle, som vel at mærke ernærer sig selv, frivilligt vælger at prioritere anderledes, end at tjene så mange penge som muligt, får hele denne grundfæstede fortolkning til at vakle på sine lerfødder.

I nutid og fremtid præges arbejdsmarkedet af komplicerede mekanismer, hvor der både er en akut mangel på arbejde, og senere for nogle områders vedkommende. mangel på arbejdskraft. I lyset af denne udvikling er det nok værd at bryde med vanetænkningen, og få nogle flere parametre, og større fleksibilitet, ind i arbejdsmarkedstænkningen.

Forøvrigt: Rent miljømæssigt er han jo en helt. Jo mere du arbejder/tjener, jo mere forbruger/forurener du.
Og til dem der mener det er et samfundsmæssigt problem mht de opgaver der skal løses: Der er ca. 775.000 offentligt ansatte i DK og ca 2.5 millioner arbejdsduelige. Hvis vi så valgte at fordele det nødvendige arbejde, i stedet for at betale os fra det, så skulle vi hver især arbejde en 11-12 timer om ugen. Det er jo ikke ligefrem overvældende.
Problemer er et spørgsmål om perspektiv.

Niels Kristensen,
Jeg synes faktisk det ER solidarisk.
Hvis alle gik på halvtid, så ville for det første en masse andre kunne komme i arbejde, som nu er arbejdsløse, og de ville betale skat i stedet for at trække understøttelse, for det andet ville der være en del af de førtidspensionerede der vill være i stand til at tage et stykke arbejde, hvis det blev fastsat at man påtog sig mellem 15 og 30 timers arbejde om ugen (2 til 4 dage). Jeg ved godt der ville være kontinuitetsproblemer med visse typer arbejde, men mere fokus på hold- og gruppefunktioner kunne uden tvivl lette en stor del af det.
Dernæst ville en hel masse stress-sygefravær, nedslidning, osv kunne undgås, og alle kunne arbejde.
Jeg tror faktisk det kunne være en gevinst

Svar til : Peter Hansen siger:

Vi vil se flere og flere som Peter Brodersen, der jo bruger sin fri tid til at lave værdifuldt open source arbejde på nettet (og sikkert andet).
Han er i bund og grund det bedste eksempel på, hvad der vil ske, hvis vi får borgerløn.
Det, der altid kan bekymre lidt, er spørgsmålet om f.eks. sundhed: vil tilstrækkeligt mange gide være læger og sygeplejersker - ikke forskere, det er sjovt, nej, tage det hårde, ansvarlige arbejde med at behandle og kurere? Man må nok regne med, at man skal bruge flere læger til at dække behovet, ihvertfald.
Denne kommentar er anbefalet af:

Dennis Berg
Jens Kofoed

# 3. marts 2012 kl. 10:54

Jeg er bare helt sikker på at vi får et bedre samfund med en borgerløn. De, der så vil være læger eller forskere kan så blive det fordi de har et KALD, og dermed blive suveræne. Som det ser ud nu er lønnen ofte det der driver unge til at blivelæger og andre, og angsten for at miste karriere og position.

Når borgerløn på den måde vil skabe mere tilfredshed blandt alle, vil sygdomsfrekvensen blive langt, langt, mindre, og hvis man så endelig bliver syg, kan man være sikker på at det er læger der har valgt deres arbejde p.g.a. de virkelig vil fremme sundheden og livet der tager deres arbejde alvorligt, som ikke er nedstressede, som vil forsøge at helbrede.

Svenningsen, jeg er ikke overbevist om at den kortere arbejdstid er en belastning, da arbejdsskaderne vil falde, stress ville falde etc.

Vi er ikke født med et job, men med et behov for mad og vand.

Vibeke Svenningsen

Jesper:

Sådan ser jeg slet ikke mennesket. Jeg ser det som ret innovativt og født med stor virkelyst. Faktisk har mennesket altid søgt at forbedre sin vilkår og udbyttet af deres arbejdsindsats, og ikke bare fundet sig tilfreds, når de fik opfyldt sine basale behov, så var historien jo blevet ret kort i den vestlige del af verden.

Så din definition af begrebet job er i min verden ret reduktionistisk iht. hvordan fx. arbejde spiller sammen med menneskets virkelyst og glæde herved.

Samtidig så er jeg ikke et sekund i tvivl om, at mange mennesker finder stor glæde ved deres arbejde/job - og fritid ofte kun giver mening, hvis det har sin modsætning - arbejdstid.

Vibeke Svenningsen

Og sådan lige i forlængelse af, hvordan jeg anskuer menneskehedens udvikling i samspil med arbejde og virkelyst, så tilhører jeg fx. også en af dem, der bestemt ikke ser de stigende oliepriser, som ubetinget dårlige - tværtimod, så kan det sætte gang i en rigtig god bæredygtig udvikling, hvor vi finder på nye løsninger for at opretholde vores livsform - det er ofte en nødvendighed, der giver gode forandringer. Og da jeg tror, flertallet af moderne mennesker faktisk godt kan li' den moderne livsform med de bekvemmeligheder, det giver dem, så tror jeg på, at vi måske af nød, men alligevel vil kunne få vendt den truende økologiske scenarium.

Vi så det med den første oliekrise, hvor vi ændrede vores byggemetoder med bedre isolering osv. Nu skal vi have anden store bølge, hvor vi skal finde anvendelige alternative veje væk fra de fossile brændstoffer, hvor vi samtidig ikke fx. tvinges væk fra det liv, som trods alt flertallet af mennesker godt kan li' - og ikke en liv ala Bonderøven eller noget.

Der er som altid, to meget forskelige anskuels-vinkler i den her slags debatter.
Den ene ser det fra et økonomisk perspektiv og den anden fra et menneskeligt

Og der ser ud til at være en tildens til en ves enøjethed, selv ser jeg tingene fra det menneskelige perspektiv og glemmer ofte at beskrive det økonomiske.

Hvis flere lever efter devisen "kun det jeg har brug for" vil det på den ene side, med meget stor sandsynlighed give gladere og der med også raskere mennesker, hvilket igen vil give en besparelse på sundhedsvæsnet, på den anden side vil det give et mindre beskatningsgrundlag.
Det er umiddelbart svært at vurdere om det vil give en gevinst økonomisk, men det giver en menneskelig og økologisk gevinst.

Og set herfra hvor jeg står, er den virkelige resurse og det eneste jeg som menneske har at sælge, det eneste jeg virklig selv ejer, nemlig min TID.

Markedskræfterne har overhoved ikke øje for den menneskelige TID, kun for handelsvare og produkter.
Vi forteller vores unge, at de skal bruge deres tid på lange uddannelser og arbejdsmarked.

Ikke så underligt er mindreværd en folkesygdom.

Micahel Ende her skrevet en fantastisk bog om Tidsrøver: I hans Momo, anskuer han tidens mirakel, hvad den kan gøre, når den bliver brugt rigtigt og hvordan den kan misbruges og stjæles.

Og det giver nyt lys til det gamle ordsprog "Tiden læger alle sår"

Så brug tiden på dem der betyder noget og dem der forstår at værdsatter den.

Forsat god søndag.

Michael Guderup

Marx´ og Engel´s dogmer omkring lønarbejde, Rousseaus luftkasteller om en tilbagevenden til "naturtilstanden" iblandet lidt inner-city-hipster café-snak om bæredygtighed og økologi.

Hele fantasien fremmanet foretaget uden brug af samfundsøkonomisk lommeregner.

Egentlig intet nyt under solen.

Michael Guderup

Nej, Marie, du VÆLGER at det skal være mit største kritikpunkt, så du har nemmere ved at få mig placeret i en af dine mentale båse.

Sandsynligvis som "menneskefjendsk neoliberal", eller noget i den nedslidte boldgade.

Der er intet nyt i at drømme sig væk fra dagligdagens grå hamsterhjul, og tillykke til dem der kan realisere det, men skal volumen af den nuværende velfærd opretholdes, bliver det ikke via økologiske kolonihaver og lommefilosofisk navlepilleri.

Sider