Læsetid: 7 min.

Mest frihed for mindst muligt arbejde

Peter Brodersen arbejder så lidt så muligt for at have mest muligt fri. Han gør noget, som mange taler om, men kun få gør. Det er ikke i orden at sige, at man arbejder for at have fri, selvom hele samfundet havde den opbygning indtil for få årtier siden
’Det er ikke nok at arbejde i en virksomhed. Jeg er nysgerrig, men jeg er måske også utålmodig  – jeg ved, at jeg ikke holder et år i et job, så jeg prøver at forkæle mig selv ved at lave nogle af de ting, som jeg synes er sjov,’ siger Peter Brodersen.

’Det er ikke nok at arbejde i en virksomhed. Jeg er nysgerrig, men jeg er måske også utålmodig – jeg ved, at jeg ikke holder et år i et job, så jeg prøver at forkæle mig selv ved at lave nogle af de ting, som jeg synes er sjov,’ siger Peter Brodersen.

Tine Sletting

3. marts 2012

Man skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Man skal bruge sine evner. Man skal gøre sin pligt. Den indbefatter at tage sine mindst 37 ugentlige timer på arbejdspladsen, hvis man som de fleste – trods krisetider – har et job. På jobbet udlever man sin kreativitet og udvikler sig. Arbejdet er vigtigt. Sådan lyder det fra politikere, fagforeninger og uddannelser. Og fra os selv.

»I de sidste 20 år har arbejdet været det sted, hvor vi skal finde os selv,« siger lektor i etnologi Niels Jul Nielsen. »Vi har vænnet os til at se arbejdet som pladsen for selvrealisering. Samtidig er det i arbejdet, at vi skal yde, før vi kan nyde. Det er ikke legitimt ikke at ville arbejde hele tiden.«

Det er problematisk, fordi mange mennesker stadig sidder i rutineprægede job, og mange ikke har kvaliteter i deres arbejdsliv, som kan kaldes specielt udviklende eller kreative.

»Der er mange, som må føle sig fejlcastede i deres arbejdsliv,« siger Henrik Lambrecht Lund, der er lektor på RUC og forsker i arbejdsliv.

15-20 timer om ugen

Det er i dag fuldt accepteret at ville arbejde meget og lægge sine hovedkræfter på arbejdspladsen. For 20-30 år siden forholdt det sig omvendt. Da var det social set legitimt at sige, at man bare arbejdede for at holde fri. Sådan havde man tænkt om arbejdet i 100 år, fra industrialiseringens opkomst, der førte til dannelsen af en gruppe arbejdere i samfundet, for hvem det handlede om at arbejde, så man kunne leve.

»I det klassiske arbejderslogan om at gøre sin pligt og kræve sin ret ligger netop, at arbejdet er en pligt, og at man arbejder for at få mest muligt fri. Arbejdet er tvungent, friheden ligger udenfor. Det er vi gået helt væk fra i dag,« siger Niels Jul Nielsen.

Det er Peter Brodersen ikke gået væk fra. Han arbejder ikke hele tiden, men mellem 15 og 20 timer om ugen og tjener i gennemsnit 15.000 kr. om måneden før skat. Det får hans liv til at køre rundt, og han har valgt, at han hverken vil arbejde eller tjene mere. Han er 33 år og har ingen afsluttet uddannelse ud over folkeskolen. Han forlod gymnasiet i 3. g og gik ud til et fuldtidsjob hos en it-udbyder. Dér blev han i tre år, indtil han en dag skulle skrive en faktura til et firma, som han havde lavet en freelanceopgave for. Han indså, at han kunne leve som selvstændig af sine it-kompetencer, og derfor begyndte han at arbejde for sig selv.

»Det handlede ikke om, at jeg skulle ud at erobre verden. Det handlede om, at jeg kunne lave det, jeg lavede i forvejen og langt hen ad vejen sammen med de samme mennesker, men jeg kunne selv bestemme, hvor og hvornår jeg ville arbejde,« siger Peter Brodersen.

Livslang praktik

Han arbejder hjemmefra i sin store stue på Amager, hvor alt er stort: anlæg, fjernsyn og computeren, der summer højt. Elektronikken er på plads, men de gamle flyderlædersofaer, det rodede køkken og en juledekoration fra sidste år får lejlighedens indretning til at virke ligegyldig.

Ved siden af sit lønnede arbejde, arbejder han på projekter, som kombinerer hans interesse for at sætte oplysninger sammen, så de bruges til noget for andre på nettet. Han oprettede i 2006 hjemmesiden findvej.dk, der er et alternativt Krak eller De Gule Sider, og han arbejder i øjeblikket på at kombinere Wikipedias informationer om forskellige steder med findvej.dk’s stedangivelser. Selv om han godt kan lide, hvad han laver, og selv om han har fået flere jobtilbud, har han ingen intentioner om at forsøge at arbejde mere.

»Det er ikke nok for mig at arbejde i en virksomhed. Jeg er nysgerrig, men jeg er måske også utålmodig og realistisk – jeg ved, at jeg ikke holder et år i et job, så jeg prøver at forkæle mig selv ved at lave nogle af de ting, som jeg synes er sjovt. Samtidig er jeg måske også doven – hvis jeg ikke gider en arbejdsopgave, så kan jeg jo tillade mig at sige nej,« siger Peter Brodersen.

Han betegner sit arbejdsliv som livslang erhvervspraktik. Han kommer ud til store virksomheder og hos små iværksættere. Han sidder i deres kantine, fornemmer kulturen og løser de problemer for dem, han selv synes er sjove. Men hvor sjovt er det, når han samtidig kun lever for 15.000 kr. om måneden?

»Jeg har ikke specielt trygge rammer i form af bil og ejerbolig. Men behovet for trygge rammer har heller ikke været der. Måske er der noget selvforstærkende ved det. Jeg tager dagene, som de kommer. Jeg har en frihed, som jeg godt kan lide, til gengæld. Hvis jeg ikke har så mange penge, så sparer jeg på nogle andre ting,« siger Peter Brodersen.

Ideal fra arbejderbevægelsen

I sidste uge var han i Gøteborg og besøge en bekendt. Han bestemmer selv sine fridage. Nogle gange, når der ikke er så mange penge, bliver byturene og restaurantmiddagene holdt i privaten i stedet. Eller han får en tur af sine venner, som han så selv betaler den næste omgang øl for.

»Jeg er opdraget til ikke at have et vildt forbrug. Nu opfatter jeg det som en stor frihed – jeg er ikke inde på et spor, hvor jeg er afhængig af særlig mange ting,« siger Peter Brodersen.

At være selvstændig på mindst mulig tid er en unik måde at arbejde på i dag, vurderer lektor Henrik Lambrecht Lund.

»Det er sjældent, at man ser folk, som handler på en drøm om mindst muligt arbejde, som vi alle har,« siger Henrik Lambrecht Lund.

»Vi elsker programmer om simple living og Bonderøvens liv på landet, men derfra og så til at gøre det selv er et stort skridt.«

Det er ellers sådan, marxismen og socialdemokratismen traditionelt har set på menneskets forhold til arbejde. Ønsket om en lav arbejdstid er en naturlig konsekvens. Arbejderne vil selvfølgelig forsøge at slippe med mindst muligt af det arbejde, som de er fremmedgjort fra og ikke har grund til at lægge andet end krop til i nogle timer om dagen.

Virkelyst

Men Peter Brodersen er ikke fremmedgjort, han elsker sit arbejde, han gider bare ikke arbejde mere end højest nødvendigt. Det er næppe alle arbejdere, der har elsket deres arbejde gennem tiden, men standpunktet om at arbejde mindst muligt er ikke nyt, tværtimod traditionelt, fortæller Niels Jul Nielsen.

»Fra industrialiseringen og frem har det handlet for arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet om sideløbende med en stigende kapitalisering af arbejdspladserne at få rettigheder, der giver dem fri. Alle er tidligere enige om, at pligten ligger på arbejdet, men det er ikke der, man lægger sin sjæl. Arbejdet er et middel til noget andet,« siger Niels Jul Nielsen.

Sådan er det frem til 1980’erne. Arbejdsgiverne har ledelsesretten, mens arbejderne har kæmpet sig til ordentlige arbejdsvilkår, frihed efter arbejde og lønstigninger. Arbejderne får råd til bil, hus og sommerhus og bliver en middelklasse. Man passer sit arbejde, og det er okay, at det foregår 8-16. Det er ikke der, man udøver virkelyst. Det gør man tværtimod i kolonihaverne, hvor man virker af sin egen lyst og arbejder for sig selv. Men lysten flytter fra fritidslivet til arbejdslivet i 1990’erne. Arbejdet er ikke længere noget, der skal overstås. Det er udfordrende, det er ens identitet, og man bliver realiseret gennem arbejdet.

»Om det er kassedamen eller karrieremanden, så bliver arbejdet der, hvor der er fleksibilitet og udfordringer. Socialdemokraterne lukker helt ned med deres paroler, og selv om der er en kæmpe gruppe mennesker, som ikke sidder og får en ny idé hver dag på deres job og er kreative og helt udfordret, så bliver det naturloven, at arbejdet er det vigtigste,« siger Niels Jul Nielsen.

Alt for de arbejdende

Det er ideen om vidensarbejde, innovation og sidenhen vækst ud fra vidensjob, som gør arbejdet til det, man arbejder for og ikke fritiden.

»Fra 1990’erne begynder det vigtigste produktionsmiddel at sidde mellem ørerne på menneskene. Det skaber et pres på, at man skal bruge ikke bare sin krop, men hele sig selv som menneske som et instrument,« siger Henrik Lambrecht Lund.

Arbejdslivets omskabelse fra nødvendigt onde til det naturlige livsindhold er lige så meget båret af arbejderbevægelsen selv som fra politisk hold. Arbejderbevægelsen bliver efter murens fald presset til at imødegå en masse forandringer: Arbejdspladser forlader landet, den internationale handel bliver større, og begrebet om arbejdere bliver udhulet i takt med, at kommunismen bryder sammen i Østblokken. Derfor kommer arbejderbevægelsen langsomt til at tilnærme sig borgerlige værdier om arbejdet, og alle partier indleder en kampagne for at blive arbejderpartier. Den rolle er ikke længere tildelt Socialdemokraterne. Også det gamle bondeparti Venstre vil være arbejderparti, ligesom SF har meldt ud, at de vil være et arbejderparti og lave reformer for dem, der står op og går på arbejde med deres smurte madpakker. Det er ikke til at skelne borgerlig fra socialdemokratisk arbejdspolitik i dag, vurderer Niels Jul Nielsen.

»Den nye regering har en retorik om, at man skal yde, før man kan nyde. Det værste, man kan, er at være på ’passiv forsørgelse’. Selv om man ikke er på passiv forsørgelse, men bare arbejder mindre end gennemsnittet, vil retorikken og samfundsstemningen være imod en,« siger han.

Peter Brodersen møder både kritik og anerkendelse for sin livsstil.

»Nogle synes, det er fantastisk, at jeg laver, hvad jeg vil. Andre siger: come on, du kan ikke ligge hele dagen på en sofa og se tv-serier. De synes, det er unfair mod samfundet. Men nogle gange vil jeg altså ligge hele dagen på sofaen og se fjernsyn,« siger Peter Brodersen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Guderup

Marie:

Det er fair nok, at smide håndklædet i ringen. En anden gang, skal du måske bare helt afholde dig fra at kommentere mine indlæg - om ikke andet, så for din, tilsyneladende, skrøbelige sjælefreds skyld.

Jens Overgaard Bjerre

Nu har jeg kikket kommentarerne igennem og egentlig er de meget sjove mange af dem. Synes jeg. Og mange argumenterne er også gennemtænkte. Synes jeg. Af de sjove er at der en, som skriver at han og hans kone lever godt for et meget lavere beløb en hovedpersonen og en anden belærer mig om at der er masser af billige leje lejligheder i København, selvom han og hans kæreste bebor en lejlighed til ca. 9.000 kr. månedlig.

Der mangler en beregning. Altså igen:

en konkretisering af hovedpersonens udgifter!

Men mange af debattørerne synes at den slags er ligegyldigt. Jeg tror at det er drømmen om selv at kunne vælge deres liv, de er bange for at miste. For de vil absolut ikke have en økonomisk beregning med ind i billedet af "det frie valg".

Lars Kristensen

@Michael Guderup

hvad slags samfund opfatter du er bedst til at varetage et menneskeligt samvær, både lokalt, nationalt og globalt?

Et økonomisk liberalkapitalistisk samfund?

Et socialistisk-kommunistisk samfund?

eller har du et helt tredje slags samfund du kunne tænke dig.

Jens Overgaard Bjerre:
Du ved godt (som jeg nævnte i mit tidligere indlæg, men som du ignorerede), at der er huslejeregulering? Lejer du noget fra før 1991, så er der simpelthen grænser for, hvor meget det må koste.

Det er ikke så nemt at få de superbillige almene boliger, men er du "ressourcestærk" (dvs. har arbejde), så kan du komme på en hurtig-liste, da de vil have folk med gode indkomster ind i ghettoerne.

Og som jeg sagde, en lejlighed i min klasse (82 m2 til 9800) er der masser af. Så man næsten kan fodre svin med dem, fordi de anses fo ret dyre. Der er mangel på lejligheder til singles, ikke så meget til par.
Det kan du tro på eller lade være, jeg er flintrende ligeglad, men hvis du påstår at jeg lyver, så vil jeg se dokumentation for det. Og på den front må dine indlæg siges at være nogle letvægtere.

Det er trist som den her diskussion udvikler sig.

Det skulle være mere interessant hvis folk var lidt mere nuancerede i deres synspunkter og læste nuancerne i andres indlæg.

Gorm Petersen

TD:

@Gorm
Mon udsagn som “Man myrder et barn i den 3-die verden hver gang man drikker en mineralvand !!!” kvalificerer debatten ?

GP:
Det kvalificerer debatten at kunne se virkeligheden i øjnene.

Peter Singers pointe er, at prisen for at redde et barneliv er så lav, at hvis vi - hver gang vi ellers ville have købt og drukket en mineralvand - i stedet havde givet pengene til den tredie verden - kunne vi have reddet et liv.

Vores høje vækst - produktion og forbrug - ødelægger den tredie verdens muligheder for - paradoksalt nok - både at eksportere deres varer og at brødføde sig selv.

Overdreven produktion og forbrug ødelægger livskvaliteten (tænk på alle lykkepillerne) - livet er overstået på et splitsekund - og så har man oven i købet grund til at have dårlig samvittighed fordi man med sit voldsomme ressourceforbrug har forværret den 3-die verdens situation.

Aroma-terapeuter, coaches, konsulenter - you-name-it, er altsammen udtryk for, at der i vores del af verden ikke er brug for mere end 5-10 % af arbejdsstyrken - resten burde holde fri.

Hvad du virkelig har brug for, ligger i indkøbskurven.

Kig på det, og spørg sig selv: Har det krævet aroma-terapeuter, coaches eller konsulenter at fremstille dette ?

Nej - vel ?

http://www.dba.dk/boliger/lejebolig/lejelejlighed/reg-koebenhavn/?sort=l...

Som fremgår af dette link fra DBA, så er der masser af lejligheder i det prisleje, som jeg har beskrevet. Og det var også min erfaring da vi for godt 6 måneder siden var ude og se på noget nyt at bo i.

------------

Fleksibel udlejning:
http://www.kab-bolig.dk/Default.aspx?ID=2325

Almen leje:
http://www.kab-bolig.dk/Default.aspx?ID=8020#PID=51557&wt=0&mode=list&re...

Michael Guderup

Lars Kristensen:

Det var jo et ganske omfattende spørgsmål.

Jeg hælder mest til et social-liberalt samfund.

Vi kommer ikke uden om det altoverskyggende faktum, at der, globalt, er 7 milliarder munde der skal mættes og 7 milliarder kroppe der skal have husly - hver dag.

For at imødekomme disse behov, på en realistisk facon, er masse- og storproduktion uundgåeligt.

Dette må nødvendigvis foregå, som i dag, via en art international arbejdsdeling, styret af markedsprincipperne, for effektivitetens skyld. Alternativet er isolationisme samt permanente lokale og regionale mangelsituationer

Ikke dermed sagt, at de internationale bank-, finans- og handelssystemer ikke kan trænge til et grundigt serviceeftersyn, for at undgå spekulation i essentielle varer og serviceydelser. samt at foregribe uhensigtsmæssige "bobler" af forskellig slags. For det kan de jo tydeligvis.

Overnationalt og regionalt, er det jo primært stormagterne der bestemmer farten, og de ved jo godt, at det er løftet om eksponentielt øget velstand og forbrug, der holder vælgerne til ilden (de af stormagterne, der er så venlige at spørge vælgerne).

Jeg er ingen stor fan af materialisme og hjernedødt forbrug, men på den anden side har jeg heller ingen ret (eller lyst) til at blande mig i naboens valg. Så autoritære løsninger er udelukket, i min verden.

I stedet vil jeg henvise til Habermas, der taler om det ufuldstændige oplysningsprojekt, og samtidig ekspandere Kants "motto": Sapere Aude til; vov at påtage dit ansvar for dit (og andres) liv.

Altså: hvis man mener at verden generelt stander i våde, og vi nærmer os en altomfattende ressourcemæssig kollaps, må man sørge for at få kommunikeret dette og bibringe borgerne (vælgerne) en følelse af individuelt og kollektivt ansvar for udviklingen. Ellers må man kynisk afvente, at vi rammer "muren".

Jeg mener ikke, at udrangeret ideologisk vanetænkning og totalitær intervention kan benyttes i disse sammenhæng, heri ligger mine indvendinger i mod en marxistisk løsning.

"Kolonihave-økonomien", omend hyggelig og ukompliceret, er heller ikke løsningen, hvis man, som I DK, har valgt et samfundsmodel med et omfattende socialt sikkerhedsnet og en høj grad af velfærd.

Så det må blive en social-liberal løsning, baseret på en reguleret kapitalisme kombineret med en opprioritering af oplysning og personlig ansvar.

Nationalstatens rolle i dette, må vi gemme til en anden god gang...

Jens Overgaard Bjerre

Kære Dennis Berg.
Jeg efterlyser et budget. Og jeg tror ikke at du lyver. Og jeg er ked af at der var en eller an blandemaskine, som fik det hele drejet mit indlæg over til, hvorvidt kan kan få en lejlighed i København. Og at man bare kunne flytte til provinsen i modsat fald.
Nu er det artiklen, som vi kommenterer ud fra og i den har hovedpersonen 15.000 kroner. om måneden.Om det er før eller efter skat, eller om han bor sammen med en som også har en indtægt, siger artiklen intet om. Og det får mig til at stille spørgsmålet: Hvordan ser hans budget ud, herunder selvfølgelig huslejen?
Er det virkeligt så mærkeligt?

Vibeke Svenningsen

Prøv lige og læs den her debat ift fattigdomsdebatten, og hvilket niveau sociale ydelser skal have i Dk. Jeg mener betemt ikke, det bare er et spørgsmål om prioriteringer og valg. Det er næsten som at høre - det handler bare om at sætte tæring efter næring - og bage sit eget brød. Var det ikke det, den kære Joachim sagde?!

Vibeke Svenningsen

Marie:

Jeg tror, det kan virke i en kort periode for de fleste. Jeg tror, det kan virke, hvis man ellers "hviler" i sin tilværelse og føler det som et tilvalg. Fx. hvis man er på SU - men jeg tror ikke, de fleste ville kunne give et barn en fornuftig opvækst for under 10.000 år efter år, som et indlæg handlede om, at 2 levede for. Jeg vil fx betvivle, man kan lave specielt sund of spændnde mad i længden på så skrabet et budget mex de priser fødevarer fx har i dag. Fx hvis man gerne ville have frisk fisk på bordet to gange om ugen - det ser jeg ikke lade sig gøre, hvis der skal variation ind over osv.

At man fx selv kan noget - gør ikke at andre kan, og her kan denne tråd da bestemt give et anden vinkel på
hele fattigdomsdebatten, som jeg finder uheldig, hvis
vi blot undsiger alle materielle forventninger, vi har til
tilværelsen. Det er at forsimple det komplekse i, hvad fattigdom er og dækker over.

Og det lægger da hele kritikken af fleksjobændringerne død - hvis det var så enkelt, så er ydelserne jo blevet for høje, og vi er blevet for krævende - men så enkelt mener jeg nu ikke, det er.

Jørgen Malmgren

Det er en af underligste debatter jeg længe har set. Manden er selvstændig udvikler der selv vælger sine projekter, det er da vist meget normalt for selvstændige og det ville de fleste vist gøre hvis de havde muligheden.

Manden betegner sig selv som doven og arbejder når det passer ham, hvilket selvstændige jo netop kan. Men han bruger sin fritid på open source projekter, hvilket i mine øren faktisk yder som at han reelt set er flittig og holder af sit fag..

Så vidt jeg kan se så tager han det bedste fra de selvstændiges liv sammen med det bedste fra lønmodtagernes liv og skaber dermed et arbejdsliv. der passer til ham.

Han tjener formentlig mere end 15.000 om måneden, for som selvstændig skal der betales moms og skat. Systemudviklere ligger lønmæssigt mellem 35 og 45.000 og freelancere får væsentligt højere afregning, fordi de selv skal betale sygefravær, barsel, ferie mm. ligesom der ikke er fratrædelses godtgørelser eller opsigelsesvarsler.

Så det er at skævvride debatten om han kan leve af de 15.000. I øvrigt får en ikke forsørgende 10.300 før skat, man skulle hellere diskutere rimeligheden i det, for de betaler det samme i husleje som alle andre og de skal kunne leve af det.

Hvis jeg havde evnerne og muligheden, så ville jeg gøre det samme. Tænk sig halvtid er dobbelt så meget fritid, det eneste negative jeg kan se ved det er manglen på kollegaer og det sociale samspil og videndeling der er i det.

Martin Jeppesen

En forbandet god artikel, jeg kan kun anbefale at man læser den fra ende til anden.
Den udstiller det absurde i den tomhjernede fokus på 37-timers arbejdsugen, som gennemsyrer både arbejdsmarkedet og arbejdsløsheds-"markedet". Aktivering? 37 timer? Jobsøgnings-kursus? 37 timer? Rengøring? 37 timer
Er man kontanthjælps- eller dagpengemodtager på deltid (altså har arbejde ved siden af), bliver man konstant dunket i hovedet med krav om at finde sig et anstændigt 37-timers job, i stedet for det pjat man render rundt og laver nu.

Marie Spliid Clausen skriver:
"Spørgsmålet er så - hvem er det der drager fordel af denne forskydning af folks frustrationer over på hinanden?"

Så længe folkets grupperinger slår løs på hinanden, i jagten efter syndebukke, diskuterer man ikke hvem de virkelige skurke er.

@Jens Overgaard Bjerre:
Jeg mener det er irrelevant, at du efterlyser et budget. Med en indtægt på 15.000 før skat, vil han næsten ingen skat betale, og jeg vil tro at han får mindst 12-13.000 udbetalt. Som det er fremstillet, vil jeg tro 15.000 er efter skat.

Med den rette prioritering og uden lån at afdrage på, kan du leve for helt ned til 8-9.000 om måneden, hvis du betaler 5.000 i husleje.

Johnny Winther Ronnenberg skrev: "..Hvis jeg havde evnerne og muligheden, så ville jeg gøre det samme. Tænk sig halvtid er dobbelt så meget fritid, det eneste negative jeg kan se ved det er manglen på kollegaer og det sociale samspil og videndeling der er i det..."

Hvis du ikke arbejder fuld tid i Danmark eller studerer, så er et enormt svært at få et ordentlig socialt liv. Resten af samfundet er jo ude og producere! Sådan har vi indrettet samfundet og lokalsamfundet hvor ældre kiggede efter naboens børn, som tilgengæld hjalp de ældre med lidt husarbejde er jo væk. Vi har udliciteret de naturlige menneskelige relationer til staten, men staten kan ikke give os omsorg og meningsfyldt socialt samvær.

Kim Houmøller

Arbejdets velsignelse er stærkt overdrevet. Meget arbejde er direkte fordummende og nedslidende. Giv det til dem som absolut ikke kan finde ud af at fylde livet med noget meningsfyldt. Har prøvet arbejdsmarkedet 43 år. De seneste var det at betragte som et rent galehus. Kan varmt anbefales at stoppe i tide!

Man føler sig hensat til blomsterbørnenes tid.
Som liberal er jeg tilhænger af så få regler, så stor frihedsgrad, så lidt stat som muligt, at dele det arbejde der er,osv. Derfor også borgerlønstilhænger.
Der er altid plads til særstandpunkter og alternative livsformer.

Men alting er knyttet til nutiden og samfundsretningen lige nu. Hvis vi alle fulgte opskriften, kunne samfundet ikke fungere i sin nuværende form og det er tvivlsomt om alle romantikerne her ville godtage det fantasibillede af et andet samfund, der tegner sig.

I øriget Danmark kan vi tage robåden, tænde petroleumslampen og vaske os i koldt vand - eller hvad ?

Jørgen Malmgren

Jeg undrer mig lidt over den manglende refleksion over hvad arbejde er, ud over et sted man møder ind fra 8-16.

Er der slet ingen der har tænkt tanken, hvad nu hvis jeg vandt 30 millioner i lotto, hvordan skulle mit liv så se ud og har haft tanken, så skal jeg aldrig arbejde mere. Virkeligheden er, at dem der vinder de store gevinster ikke lægger deres arbejdsliv væk. Og ikke mange af dem bliver selvstændige.

Hvorfor er det så svært, når det kunne være nemt, alene renterne kunne man leve komfortabelt af og de kunne også betale ens børns og børnebørns uddannelse. Men folk stå stadig op og går på arbejde, for arbejde er mere end arbejde, det er også virkelyst og sociale dimensioner og udfordringer som familien ikke kan give en..

Når man har prøvet at være langtidsledig så ved man, at det ikke kun er jobcenteret der trækker en ned, det er også manglen på udfordringer der tager en ned. Hvorfor arbejder folk med gode uddannelser til 100 kr i timen? Det er reelt ikke mere en dimittendsatsen.

Ville jeg holde op med at arbejde, hvis jeg havde 30 millioner? Nej det ville jeg ikke, jeg ville nok komme til at arbejde mere og længere end nogensinde før, for jeg ville få chancen for at skabe og udvikle mine egne projekter og ideer, uden at skulle skele til rentabilitet og overskud. Noget ville sikkert fejle og noget ville give overskud. Men pointen er, at jeg ville bruge livet og ikke sidde i gyngestolen mens renterne tikkede ind på kontoen.

Måske vi har brug for en revidering af opfattelsen af arbejde og dets betydning for vores sundhed, livsopfattelse og selvopfattelse?

Mads V. Christensen

Nu er der et par stykker der snakker om forurening og "vækst/forbrugs"-monstret.. En skrev noget med at jo mere man tjener jo mere forbruger man.

Nu er det bare sådan at de miljørigtige og mere etisk forsvarlige varer sjældent er de billigste. Hvis det kræver at man arbejder nogle timer ekstra hver uge for at kunne spise økologiske mad og vise hensyn til dyrevelfærd og produktionsforhold, er det så ikke uetisk at lade være? Hvis altså alternativet er at man bare ligger på sofaen.

Hvad med bilen? Man kan måske slippe af sted med en gammel billig model, hvis man har behov for bil. Men havde man flere penge kunne man købe en der rent faktisk var "mere" miljørigtig og fremtidssikret. Eller måske få fikset den gamle.

Mange penge og meget arbejde er ikke lig med stort spild og tåbeligt forbrug, men kan også omsættes til ansvarlighed og overskud. Omvendt er det svært at se hvordan man kan leve billigt uden at købe masseproduceret discount.

Martin Jeppesen

@Leo Nygaard

Jeg er dybt uenig. Vi har de menneskelige resourcer (hundredetusindvis af arbejdsløse) som i teorien kan overtage nogle af arbejdstimerne for dem som i forvejen har arbejde.

Jeg er selvfølgelig klar over at man ikke bare kan tage en tilfældig arbejdsløs og sætte til at lave en arkitekt eller en læges job, men pointen er at vi har både resourcerne (mennesker) og en masse arbejde som skal udføres. Hvis vi kombinerede de to ting rigtigt, ville det være vanvid at arbejde 37 timer om ugen.
Desværre vinder argumentet om en sund arbejdsmoral altid i et land, som er gennemsyret af bondeanger og misundelse.

Vibeke Svenningsen

Martin:

Det er bare ikke så nemt. Som du så rigtigt påpeger, så handler det også om kompetencer - og det er altså primært ufaglærte jobs, der er forsvundet og forsvinder. Gid det var så vel. Vi vil sandsynligvis få en strukturel langtidsledighed, samtidig med at visse virksomheder henter uddannet arbejdskraft i udlandet i højere grad, end vi allerede har set.

Dernæst, så har jeg det sådan generelt lidt svært med, at pludselig skal vi alle leve på den måde. Nej, det skal vi altså ikke. Det er sgu for totalitært for mig. Jeg vil hellere arbejde fuldtid, og så betale min tømmer for at isætte nye vinduer produceret i Dk fremfor de rådne fremfor selv at gøre det. Det virker for mig - men man kunne jo tænke over at bruge sine penge lokalt eller nationalt, og så købe bæredygtigt og økologisk, selvom det er dyrere, men valget om, man selv vil lave tingene, spare sig ud af det eller betale sig fra det med sin løn ved at få andre til at lave arbejdet må da være individets eget valg og ikke noget, man skal trække ned over andre via ens egen præference af livsstil og valg.

Jeg synes godt man kan sætte spørgsmålstegn ved om den naturlige virkelyst hos mennesket altid udmønter sig "naturligt" i at finde glæde i at gå ud og sælge sin tid og energi på arbejdsmarkedet.

Virkelyst/kreativitet = lysten til at arbejde på arbejdsmarkedet?

Jeg har aldrig haft problemer med at finde på noget interessant at lave, når jeg har haft frihed til selv at bestemme over min tid.
Det som jeg mener er interessant at beskæftige mig med er nok ikke lig det alle andre gerne vil beskæftige sig med, men det ville da også være kedeligt, hvis alle havde de samme præferencer.

Bare irriterende at vores samfund er indrettet som om vi alle er arbejdsforelskede, overuddannede kloner (meget groft sagt).

Jeg er forelsket i fritiden, friheden og mulighederne for selv at forme tilværelsen. Jeg arbejder på at finde en måde at "sælge" mine ydelser på markedet på en måde jeg kan holde ud at leve med. Men det er ikke altid nemt at finde en niche til sig selv som hr. Brodersen så fint har gjort.

Hvorfor skal jeg også give afkald på så mange "velfærdsforsikringer" (f.eks.barselsdagpenge) bare fordi jeg gerne vil bidrage med min arbejdskraft på mine egne betingelser, ved at starte noget op for mig selv eller arbejde freelance? Jeg betaler nøjagtig den samme skat af min indtjening? Had er forskellen? Jeg gør endda noget initiativrigt som måske på sigt kan bringe flere end mig selv i arbejde? Jeg forstår ikke hvorfor man i DK kun bliver belønnet, hvis man IKKE tager et initiativ.

Michael Guderup

Marie:

Et kig på Finansloven, vil hurtigt bekræfte at vi har et stort socialt sikkerhedsnet og en høj grad af velfærd. Økonomiske realiteter, som ingenlunde ville kunne bæres af en kolonihave-økonomi.

At vi som samfund er rykket så højt op i Maslow-pyramiden, at vi i det hele taget kan tillade os den luksus at debattere arbejdets former, er da fint.

Men det betyder ikke at vi kan fjerne det økonomiske grundlag.

Hvad angår diskurser, så mener jeg ikke at mainstreamen har været at kalde førtidspensionister. kontanthjælpsmodtagere/arbejdsløse for "dovne", selvom mange tydeligvis har haft en interesse i at hive debatten i den retning, for derefter at kunne affærdige den og at lukke den ned, med argumenter omkring "tonen", "anstændighed" etc.

Det er set før...

Tværtimod har flere, inklusive undertegnede, luftet en undren over, og en bekymring for, at velfærdssystemerne kan være medvirkende til at fremelske manglende robusthed og initiativløshed hos borgerne.

En tendens som kan vise sig katastrofal på sigt, både for velfærdens opretholdelse, og i tilfælde af en alvorlig, akut økonomisk krise.

Vibeke Svenningsen

Mette:

Jeg mener da, der er barslet med en obligatorisk barselsfond for selvstændige. Så det er da vist på vej.

Guderup har fundet sin ordbog over politisk korrekte udtryk frem, og kan derfor oversætte "dovne" til "manglende robusthed og initiativløshed". Meningen er naturligvis den samme. Hvis han nu i stedet kunne foreslå initiativer nok til at give et par hundrede tusind mennesker en fuldtidsindtjening, kender jeg en del regeringer, der ville tage imod en sådan tryllestav.

I stedet lader han til at være skræmt over, at vi friere fugle ikke indbetaler nok til hans pension. Men på det nuværende "arbejdsmarked" er alternativet ikke at lave millioner, men netto at betale meget mindre i skat end nu, da "merindtægten" blot er statslig omfordeling i bistandssystemet. Til gengæld kunne vi holde en masse flere behandlere beskæftiget.

Hvis "samfundet" en dag skulle stå med det luksusproblem, at borgerne ønskede et kolonihavestyre, så ville det være vores opgave som samfund at finde løsninger, der passede til det - ikke at true folk til at fortsætte den nuværende galskab. Pelle Erobrerens sidste bind indeholder et flot forslag til dette, og på verdensplan er der masser af gennemførte alternative samfund at lære af - på godt og ondt.

Folk går desværre i den fælde at betragte penge som realværdi; men penge har kun værdi som udtryk for skabt værdi, og da der skabes langt mere værdi, end der efterspørges, er der ingen grund til, at folk ikke skulle kunne arbejde langt mindre og opretholde en ikke alt for skrabet livsstil.
Kapitalismens store fejl er, at den altid bygger på 'benchmarking', hvilket i realiteten handler om at sammenligne det faktiske med en hypotetisk, statistisk forestilling om, hvordan ting kunne være, hvis man gjorde noget andet. Det gør kapitalismen uanvendelig som model, fordi det, man gør, skal gøres som løsning på et konkret problem.

Michael Guderup skriver:
"Tværtimod har flere, inklusive undertegnede, luftet en undren over, og en bekymring for, at velfærdssystemerne kan være medvirkende til at fremelske manglende robusthed og initiativløshed hos borgerne."

Og alligevel viser alle internationale undersøgelser, at vi er det folkefærd i verden, der har den højeste erhvervsfrekvens. Og ser man på den officielle arbejdsløshedsstatistik, så har vi også en ekstremt lav arbejdsløshed på kun 6.3% (eller noget lignende).
Jeg forstår ikke helt din bekymring?

Derimod har jeg en helt anden bekymring, og den går mere på danskernes altopslugende dedikation til arbejdet, som sker på bekostning af alt andet, inklusive familielivet.

johnny winther, du arbejder nok ikke på fabrik eller noget andet træls arbejde?
det er nemt nok ast fortsåtte med at arbejde hvis man har et interessant og meningsfyldt arbejde

Michael Guderup

Ganske hårde og besynderlige beskyldninger Hr. Tom Paamand slynger om sig med.

Da han tydeligvis har valgt ikke at følge/forstå debatten den sidste måneds tid, vælger han, for nemheds skyld, at skyde mig dunkle motiver i skoene.

Jeg eufemiserer "dovenskab" og min interesse for emnet generelt bunder egentlig bare i en egocentrisk bekymring for min pensionsopsparing.

Efter at have hevet mit gode navn rundt i sølet, forlanger han gudhjælpemig også, at jeg skal fremskaffe 200.000 jobs?!

Paamands egen løsningsmodel består i at læse Pelle Erobreren, kan jeg forstå.

Den frie fugl Hr. Tom Paamand ynder at sammenligne sig med, kunne meget vel være platuglen...

Vibeke Svenningsen

Tom:

Det er i al fald en fordrejning af dimensioner. Mennnesker, der har en lang arbeljdsmarkedstilknytning, har for størsteparten ret store personlige pensionsopsparinger - nogle endda sundhedsforsikringer osv. Og mange samfund er indrettet efter princippet, hvor det er denne tilknytning, der udløser social sikring. Dertil er vi ikke helt nået til endnu, men har dog taget skridt derhenimod - men skal vi stå vagt om den universelle nordiske velfærdsmodel med en social sikring på et anstændigt niveau fra fællesskabets side der er skattefinansieret - ja, så skal nogle altså have en økonomisk formåen herunder skatteindbetaling, der rækker ud over det en minimalstat kræver.
Mange på arbejdsmarkedet ville nok rent personligt få mere økonomisk ud af lavere skat, og mindre social sikring fra statslig side, og istedet bundet op på forsikringsbaserede ordninger. Men er det den vej, vi vil gå som fællesskab?!

Guderup - det er da svært at læse din angst anderledes. Du bekymrer dig for, at "Kolonihave-økonomi" vil "fjerne det økonomiske grundlag", "ingenlunde ville kunne bære" og kan "vise sig katastrofal på sigt for velfærdens opretholdelse". I stedet kræver du en "reguleret kapitalisme" med "opprioritering af oplysning og personlig ansvar".

Hvorfor jeg gør opmærksom på, at jeg netop både har initiativ, er oplyst og handler ud fra mit personlig ansvar, men ikke gider blive tvunget ud i at arbejde efter din model. Og jo, du eufemiserede dovenskab, og bringer ingen løsninger frem, kun irritation over at nogle har valgt ikke at arbejde fuldtids. "Paamands egen løsningsmodel" består i at gøre opmærksom på, at der i hundrede år er blevet peget på, at alternativer er mulige.

Jeg påstår ikke at have opfundet et ny samfund, men går blot min egen vej, også til gavn for samfundet. Styr selv, hvis kræfter og ressourcer er til det. For mange er det ikke en mulig løsning, og derfor er det pt godt, at "systemet" findes - og jeg betaler til det. "Arbejdsmarkedet" er der også, og måske tager jeg et år på fuldtid, men står så af igen fordi jeg kan :). Nogle af os venter ikke til pensionen, eller på at verden vil ændre sig, men lever livet nu. I er velkomne til selv at prøve - det er befriende.

Pas på, pas på pengene
Pas på, pas på pengene
Pas på, pas på pengene
Penge er dødsens farlige
Penge er dødsens farlige

Gi' dem væk
De får dig til at glemme at sove
Gi dem væk
De får dig til at glemme at elske
Gi' dem væk
De får dig til at glemme at danse
Brænd dem
De for dig til at glemme din smags sans, din farvesans
Penge er dødsens farlige

Pas på din kærlighed

Penge, penge, penge
Penge, penge, penge
Penge, penge, penge
Penge, penge, penge

Penge er dødsens farlige
Et hårdere stof end noget andet jeg har kendt
Langt mere vanedannende end morfin
De forgifter dine tanker
De får dig til at glemme at elske
De får dig til at glemme at danse

Pas på, pas på pengene
Pas på, pas på pengene
Pas på, pas på pengene
Penge er dødsens farlige
Penge er dødsens farlige

Gi' dem væk
De får dig til at glemme at sove
Gi dem væk
De får dig til at glemme at elske
Gi' dem væk
De får dig til at glemme at danse
Brænd dem
De for dig til at glemme din smags sans, din farvesans
Penge er dødsens farlige

Pas på din kærlighed

Penge, penge, penge
Penge, penge, penge
Penge, penge, penge
Penge, penge, penge

Tekst Dan Turell.

http://www.youtube.com/watch?v=R48zYXZBMVo

Linket er til dem der har glemt melodien...

Den liberale frihed rækker åbenbart kun til at alle kan slave sig selv til døde, men ikke til forskellighed hvis man skal tage visse af kommentarerne for pålydende - så er man tilsyneladende en snyder, der ikke afleverer nok til fællesskabet.

( Fra “engels” og “marx” )

før menneskene kan
1) udøve videnskab, såkaldt finere kunst, politik, …, ( fælles og egen selvvirkeliggørelse udi kunsterne ), osv.

må menneskene sikre sig

2): føde, drikke, bolig, klæder… osv.

3) og måderne menneskene sikerer sig 2 )
bestemmer meget hvad de så laver udi 1) ,
bestemmer fælles og egen bevisthed

------

og selvfølgelig næppe at forstå SÅ "firkantet",

Vibeke Svenningsen

Rent personligt synes jeg, det må være trist at have sådan et forhold til arbejde. Det er på ingen måde alt, men det er da en dejlig del af livet. Jeg har personligt fået rigtig mange gode oplevelser ud af mit arbejde, jeg på ingen måde ville være foruden - det har bestemt ikke kun handlet om at tjene til dagen og vejen. Så jeg ser bestemt ikke arbejde som et nødvendigt onde - ej heller at man ikke lever livet, mens man arbejder. Men sådan er vi så forskellige - men jo, jeg er da også glad for, at mange har det ligesom mig. Ikke for egen skyld, men for alle dem, der rent faktisk lever af overførselsindkomst, og så skal der jo være noget af overføre fra - så fred være med dem, der finder det dejlige liv i at nøjes med kun lige at have til dagen og vejen. Det er dem vel undt, men jeg vil nu gerne have lov at beholde mit liv, som det er. Tak.

Vibeke Svenningsen

Og fx. mht at sanke træ - hold da kæft, hvor jeg ikke gad! Jeg får det leveret, og det er fint for mig kun at skulle bære det ind, og hente det igen, når det skal i brændeovnen. Må jeg være fri for mere - og jeg vil kun have nogle højbede med grønsager, krydderurter og lidt til hen over sommeren - plukker lidt æbler og nu også med et drivhus, hvor egne tomater skal modnes. Men at skulle se det som noget nødvendigt for at få penge til at række - ej, det er sgutte lige mig. Det er en dejlig hobby - hverken mere eller mindre.

Vibeke Svenningsen

Dennis:

Nej, du prøver at nene, at når man kan li' at arbejde, så må det være hele ens liv - det var og ikke det, jeg har skrevet. Så ergo kan jeg ikke forholde mig til din slutning, da det intet har med noget at gøre af det, jeg har skrevet.

Helt enig i glæden for arbejdet! Jeg løser glad de fleste af mine opgaver, fordi de er spændende at lege med - det trælse er at skrive regninger for det. Jeg har aldrig helt forstået hvorfor mit behov for havregrød og tag over hovedet sædvanligvis er bundet sammen med et arbejdskrav - og det gælder da også kun for et mindretal af befolkningen. Børn og gamle får alting forærende, sådan nogle snyltere...

Jeg er godt klar over, at der også skal skures lokummer og lignende, og det har jeg da heller ikke noget imod - kan også være ret tilfredsstillende. Underligt nok bruger jeg mere "arbejdstid" på at løse ulønnede opgaver, end lønnede - men de lønnede betaler nok til det hele. Underligt regnestykke...

Vibeke, højreorienterede har gerne denne myte om hængekøjen. Hvis man ikke er produktiv i markedets optik, så er det fordi man har smidt sig i hængekøjen. De mener også, at hvis folk ikke piskes, så vil de smide sig dér.

Men alle har brug for en mening med livet, og derfor er der ingen, der bare kan forholde sig helt passive. Man ville simpelthen blive deprimeret af ikke at have den kontakt med andre, som man får, når man interagerer meningsfuldt med dem, og af ikke at have værdi i andres øjne.

Derfor er min påstand at alle ville fylde deres tid ud med noget for dem meningsfuldt - hvilket også vil vise sig ofte at være meningsfuldt for deres omgivelser i et eller andet omfang.

Myten om hængekøjen er der ikke noget hold i. Jeg har stadig til gode at møde den person, som ville kunne forholde sig passivt i længere tid.

Vibeke skriver:
"Nej, du prøver at nene, at når man kan li’ at arbejde, så må det være hele ens liv"

Hvor har jeg givet udtryk for dét?

Sider