Læsetid: 7 min.

Mest frihed for mindst muligt arbejde

Peter Brodersen arbejder så lidt så muligt for at have mest muligt fri. Han gør noget, som mange taler om, men kun få gør. Det er ikke i orden at sige, at man arbejder for at have fri, selvom hele samfundet havde den opbygning indtil for få årtier siden
’Det er ikke nok at arbejde i en virksomhed. Jeg er nysgerrig, men jeg er måske også utålmodig  – jeg ved, at jeg ikke holder et år i et job, så jeg prøver at forkæle mig selv ved at lave nogle af de ting, som jeg synes er sjov,’ siger Peter Brodersen.

’Det er ikke nok at arbejde i en virksomhed. Jeg er nysgerrig, men jeg er måske også utålmodig – jeg ved, at jeg ikke holder et år i et job, så jeg prøver at forkæle mig selv ved at lave nogle af de ting, som jeg synes er sjov,’ siger Peter Brodersen.

Tine Sletting

3. marts 2012

Man skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Man skal bruge sine evner. Man skal gøre sin pligt. Den indbefatter at tage sine mindst 37 ugentlige timer på arbejdspladsen, hvis man som de fleste – trods krisetider – har et job. På jobbet udlever man sin kreativitet og udvikler sig. Arbejdet er vigtigt. Sådan lyder det fra politikere, fagforeninger og uddannelser. Og fra os selv.

»I de sidste 20 år har arbejdet været det sted, hvor vi skal finde os selv,« siger lektor i etnologi Niels Jul Nielsen. »Vi har vænnet os til at se arbejdet som pladsen for selvrealisering. Samtidig er det i arbejdet, at vi skal yde, før vi kan nyde. Det er ikke legitimt ikke at ville arbejde hele tiden.«

Det er problematisk, fordi mange mennesker stadig sidder i rutineprægede job, og mange ikke har kvaliteter i deres arbejdsliv, som kan kaldes specielt udviklende eller kreative.

»Der er mange, som må føle sig fejlcastede i deres arbejdsliv,« siger Henrik Lambrecht Lund, der er lektor på RUC og forsker i arbejdsliv.

15-20 timer om ugen

Det er i dag fuldt accepteret at ville arbejde meget og lægge sine hovedkræfter på arbejdspladsen. For 20-30 år siden forholdt det sig omvendt. Da var det social set legitimt at sige, at man bare arbejdede for at holde fri. Sådan havde man tænkt om arbejdet i 100 år, fra industrialiseringens opkomst, der førte til dannelsen af en gruppe arbejdere i samfundet, for hvem det handlede om at arbejde, så man kunne leve.

»I det klassiske arbejderslogan om at gøre sin pligt og kræve sin ret ligger netop, at arbejdet er en pligt, og at man arbejder for at få mest muligt fri. Arbejdet er tvungent, friheden ligger udenfor. Det er vi gået helt væk fra i dag,« siger Niels Jul Nielsen.

Det er Peter Brodersen ikke gået væk fra. Han arbejder ikke hele tiden, men mellem 15 og 20 timer om ugen og tjener i gennemsnit 15.000 kr. om måneden før skat. Det får hans liv til at køre rundt, og han har valgt, at han hverken vil arbejde eller tjene mere. Han er 33 år og har ingen afsluttet uddannelse ud over folkeskolen. Han forlod gymnasiet i 3. g og gik ud til et fuldtidsjob hos en it-udbyder. Dér blev han i tre år, indtil han en dag skulle skrive en faktura til et firma, som han havde lavet en freelanceopgave for. Han indså, at han kunne leve som selvstændig af sine it-kompetencer, og derfor begyndte han at arbejde for sig selv.

»Det handlede ikke om, at jeg skulle ud at erobre verden. Det handlede om, at jeg kunne lave det, jeg lavede i forvejen og langt hen ad vejen sammen med de samme mennesker, men jeg kunne selv bestemme, hvor og hvornår jeg ville arbejde,« siger Peter Brodersen.

Livslang praktik

Han arbejder hjemmefra i sin store stue på Amager, hvor alt er stort: anlæg, fjernsyn og computeren, der summer højt. Elektronikken er på plads, men de gamle flyderlædersofaer, det rodede køkken og en juledekoration fra sidste år får lejlighedens indretning til at virke ligegyldig.

Ved siden af sit lønnede arbejde, arbejder han på projekter, som kombinerer hans interesse for at sætte oplysninger sammen, så de bruges til noget for andre på nettet. Han oprettede i 2006 hjemmesiden findvej.dk, der er et alternativt Krak eller De Gule Sider, og han arbejder i øjeblikket på at kombinere Wikipedias informationer om forskellige steder med findvej.dk’s stedangivelser. Selv om han godt kan lide, hvad han laver, og selv om han har fået flere jobtilbud, har han ingen intentioner om at forsøge at arbejde mere.

»Det er ikke nok for mig at arbejde i en virksomhed. Jeg er nysgerrig, men jeg er måske også utålmodig og realistisk – jeg ved, at jeg ikke holder et år i et job, så jeg prøver at forkæle mig selv ved at lave nogle af de ting, som jeg synes er sjovt. Samtidig er jeg måske også doven – hvis jeg ikke gider en arbejdsopgave, så kan jeg jo tillade mig at sige nej,« siger Peter Brodersen.

Han betegner sit arbejdsliv som livslang erhvervspraktik. Han kommer ud til store virksomheder og hos små iværksættere. Han sidder i deres kantine, fornemmer kulturen og løser de problemer for dem, han selv synes er sjove. Men hvor sjovt er det, når han samtidig kun lever for 15.000 kr. om måneden?

»Jeg har ikke specielt trygge rammer i form af bil og ejerbolig. Men behovet for trygge rammer har heller ikke været der. Måske er der noget selvforstærkende ved det. Jeg tager dagene, som de kommer. Jeg har en frihed, som jeg godt kan lide, til gengæld. Hvis jeg ikke har så mange penge, så sparer jeg på nogle andre ting,« siger Peter Brodersen.

Ideal fra arbejderbevægelsen

I sidste uge var han i Gøteborg og besøge en bekendt. Han bestemmer selv sine fridage. Nogle gange, når der ikke er så mange penge, bliver byturene og restaurantmiddagene holdt i privaten i stedet. Eller han får en tur af sine venner, som han så selv betaler den næste omgang øl for.

»Jeg er opdraget til ikke at have et vildt forbrug. Nu opfatter jeg det som en stor frihed – jeg er ikke inde på et spor, hvor jeg er afhængig af særlig mange ting,« siger Peter Brodersen.

At være selvstændig på mindst mulig tid er en unik måde at arbejde på i dag, vurderer lektor Henrik Lambrecht Lund.

»Det er sjældent, at man ser folk, som handler på en drøm om mindst muligt arbejde, som vi alle har,« siger Henrik Lambrecht Lund.

»Vi elsker programmer om simple living og Bonderøvens liv på landet, men derfra og så til at gøre det selv er et stort skridt.«

Det er ellers sådan, marxismen og socialdemokratismen traditionelt har set på menneskets forhold til arbejde. Ønsket om en lav arbejdstid er en naturlig konsekvens. Arbejderne vil selvfølgelig forsøge at slippe med mindst muligt af det arbejde, som de er fremmedgjort fra og ikke har grund til at lægge andet end krop til i nogle timer om dagen.

Virkelyst

Men Peter Brodersen er ikke fremmedgjort, han elsker sit arbejde, han gider bare ikke arbejde mere end højest nødvendigt. Det er næppe alle arbejdere, der har elsket deres arbejde gennem tiden, men standpunktet om at arbejde mindst muligt er ikke nyt, tværtimod traditionelt, fortæller Niels Jul Nielsen.

»Fra industrialiseringen og frem har det handlet for arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet om sideløbende med en stigende kapitalisering af arbejdspladserne at få rettigheder, der giver dem fri. Alle er tidligere enige om, at pligten ligger på arbejdet, men det er ikke der, man lægger sin sjæl. Arbejdet er et middel til noget andet,« siger Niels Jul Nielsen.

Sådan er det frem til 1980’erne. Arbejdsgiverne har ledelsesretten, mens arbejderne har kæmpet sig til ordentlige arbejdsvilkår, frihed efter arbejde og lønstigninger. Arbejderne får råd til bil, hus og sommerhus og bliver en middelklasse. Man passer sit arbejde, og det er okay, at det foregår 8-16. Det er ikke der, man udøver virkelyst. Det gør man tværtimod i kolonihaverne, hvor man virker af sin egen lyst og arbejder for sig selv. Men lysten flytter fra fritidslivet til arbejdslivet i 1990’erne. Arbejdet er ikke længere noget, der skal overstås. Det er udfordrende, det er ens identitet, og man bliver realiseret gennem arbejdet.

»Om det er kassedamen eller karrieremanden, så bliver arbejdet der, hvor der er fleksibilitet og udfordringer. Socialdemokraterne lukker helt ned med deres paroler, og selv om der er en kæmpe gruppe mennesker, som ikke sidder og får en ny idé hver dag på deres job og er kreative og helt udfordret, så bliver det naturloven, at arbejdet er det vigtigste,« siger Niels Jul Nielsen.

Alt for de arbejdende

Det er ideen om vidensarbejde, innovation og sidenhen vækst ud fra vidensjob, som gør arbejdet til det, man arbejder for og ikke fritiden.

»Fra 1990’erne begynder det vigtigste produktionsmiddel at sidde mellem ørerne på menneskene. Det skaber et pres på, at man skal bruge ikke bare sin krop, men hele sig selv som menneske som et instrument,« siger Henrik Lambrecht Lund.

Arbejdslivets omskabelse fra nødvendigt onde til det naturlige livsindhold er lige så meget båret af arbejderbevægelsen selv som fra politisk hold. Arbejderbevægelsen bliver efter murens fald presset til at imødegå en masse forandringer: Arbejdspladser forlader landet, den internationale handel bliver større, og begrebet om arbejdere bliver udhulet i takt med, at kommunismen bryder sammen i Østblokken. Derfor kommer arbejderbevægelsen langsomt til at tilnærme sig borgerlige værdier om arbejdet, og alle partier indleder en kampagne for at blive arbejderpartier. Den rolle er ikke længere tildelt Socialdemokraterne. Også det gamle bondeparti Venstre vil være arbejderparti, ligesom SF har meldt ud, at de vil være et arbejderparti og lave reformer for dem, der står op og går på arbejde med deres smurte madpakker. Det er ikke til at skelne borgerlig fra socialdemokratisk arbejdspolitik i dag, vurderer Niels Jul Nielsen.

»Den nye regering har en retorik om, at man skal yde, før man kan nyde. Det værste, man kan, er at være på ’passiv forsørgelse’. Selv om man ikke er på passiv forsørgelse, men bare arbejder mindre end gennemsnittet, vil retorikken og samfundsstemningen være imod en,« siger han.

Peter Brodersen møder både kritik og anerkendelse for sin livsstil.

»Nogle synes, det er fantastisk, at jeg laver, hvad jeg vil. Andre siger: come on, du kan ikke ligge hele dagen på en sofa og se tv-serier. De synes, det er unfair mod samfundet. Men nogle gange vil jeg altså ligge hele dagen på sofaen og se fjernsyn,« siger Peter Brodersen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis du tænker lidt over det, Vibeke, er det så ikke arbejdsnarkomanerne, som prøver at påtvinge alle andre deres altopslugende livsstil, og ikke omvendt?

Vibeke Svenningsen

Dennis:

Hvad mener du så med, at ingen vil tage mit liv fra, blot fordi jeg tilkendegiver, jeg godt kan li' at arbejde, og hellere vil betale mig fra visse ting fremfor at lave det selv på en skrabet økonomi?

Og nej, jeg mener ikke arbejdsnarkomaner prøver at påtvinger andre noget - og jeg ved ikke, hvorfor man lige pludselig er blevet arbejdsnarkoman, hvis man kan li' sit arbejde - eller i det hele talt at arbejde, som man kan li' andre ting her i livet. Sig mig engang - det er saftsuseme ret ensporet tænkning.

Derudover, så finder jeg det underligt, at arbejde pludselig skulle være blevet en højreorienteret dyd - altså helt ærligt, om nogen så er det der fælles konsensus om, at vi har bygget vores samfundsmodel på høj erhvervsfrekvens, da vi har flyttet mange omsorgsopgaver ud fra familien til fællesskabet - og det kræver ja en høj erhvervsfrekvens. Det er vist hverken specielt højre- eller venstreorienteret. Jeg tror flertallet ville betakke sig for i dag fx. at skulle hjem og passe deres gamle forældre, eller have dem boende, da der ikke var pension til dem osv. Sådan klarer mange andre lande altså deres sociale sikring. Så derfor er jeg såmænd glad for, at flertallet nok er som mig - at de sådan set godt kan li' at arbejde og have et arbejde, som de tjener en ok løn ved, som rækker til lidt mere end lige dagen og vejen - og dermed også lidt højere skatteindbetaling og bidrag til BNP.

Vibeke Svenningsen

Som jeg dog har udtrykt flere gange - så er jeg ret ligeglad med andres personlige valg. Det går nok endda - og hvis andre vil sidde samtidig og juble over den der såkaldte *kolonihave-økonomi", og så andre steder beklage sig over social indsatser eller mangel på samme - så er det deres sag - Og hvis valget kun giver mening i troen på, at andre hellere ville noget andet, end det de har valget - så siger det for mig mere om valget end indholdet af valget. Jeg tror sådan set, flertallet godt ved, hvilket liv, de gerne vil have - herunder hvor meget eller lidt, de vil arbejde, og kan træffe valg angående dette. Det er i al fald en luksus at kunne træffe disse valg - både til- og fravalg. Det tror jeg mange arbejdsløse ville mene,og ville gøre en meget stor indsats for at få et arbejde, selvom de egentlig kan leve udemærket af a-kasse og måske også af kontanthjælp, hvis de ville kunne få dette - men de ville da hellere have et arbejde - ikke af økonomiske årsager, men af alle mulige andre grunde fx. at de godt kan li' at arbejde er en del af deres liv.

Jeg tror, at der opstår indtil flere problemer i debatten nu, vi mangler som sædvanlig at gøre os klart, hvad vi mener med begreberne.
Vibeke, mener du, at du kan lide at beskæftige dig med det, du laver på arbejdet, eller at du kan lide at arbejde og tjene penge, som gør dig i stand til noget andet?
Det første er al ære værd, det andet er en fantasi, hvor man blot skubber rundt på opgaverne.

Vibeke Svenningsen

Peter:

Selvfølgelig kan jeg li', hvad jeg beskæftiger med med - ellers ville det være underligt, at kunne li' det - jeg kan godt glæde mig til at komme til at komme på arbejde. Jeg kan godt li', jeg tjener penge, så jeg kan købe mig til ting, jeg så ikke selv skal lave, da de nok er bedre til det end jeg. Er det så pokkers svært at forstå? De fleste, jeg sådan træffer, har det ellers på nogenlunde samme måde. De hader ikke deres arbejde, og ser det ikke bare som en vej til penge.

Ja, Vibeke, for i princippet handler det jo om, at du uafhængigt af dit arbejde skulle kunne få nogle til at lave det, de gør bedre end dig! At vi har vedtaget, at det er noget, du skal optjene point for at få lov til, er hele problemets kerne. - Du skal udføre dit arbejde, fordi det giver dig tilfredsstillelse at opleve, at du gør gavn - for når man følger den kapitalistiske model, udhuler man selve fornemmelsen for tings og handlingers reelle værdi. Det hedder også med et fint ord prostitution.

Vibeke Svenningsen

Peter:

Du må sgu gerne synes, du prostituerer dig ved at arbejde. Her er kæden hoppet helt af for mig - engang imellem så tænker jeg virkelig, hvad pokker for en verdensforståelse andre lever med. Godt det ikke mig, siger jeg bare. Jeg vil end ikke søge at forstå det - men blot gentage godt det ikke er mig - jeg tror ikke ikke tømreren, der sætter mine nye vinduer i føler, han er min luder:-) Men det kan du nok forklare ham, at han er....Men jeg tror stadig han står over i at have det således med et ærligt stykke arbejde for en overenskomstbaseret løn.

Vibeke Svenningsen

Men jeg skal nok lige spørge ham, når han kommer og sætter en altan op om en uges tid...hvad...føler du, du prostituerer dig ved, at jeg betaler dig for din arbejdsindsats og dine faglige kompetencer i en dags tid...

Vibeke, du kan ikke bare læse en masse holdninger ind i mine indlæg, som jeg reelt ikke har givet udtryk for. Jeg har intet imod, at folk elsker deres arbejde, men jeg har noget imod, at nogle vil pådutte andre en altopslugende livsstil (som jeg mener fuldtidsarbejde+forbrugerisme er).

Jeg elsker selv mit arbejde, men alt mit arbejde - netop som manden i artiklen med hans open-source projekter - er ikke lønnet. Det er defineret af mig selv, ikke samfundet eller andre. Det er med andre ord som jeg citerede fra Pink Floyds "Welcome to the machine" - jeg vælger at drømme mit liv selv, istedet for at få fortalt hvad jeg skal drømme.

Sådan kan jeg lide det, og sådan under jeg alle at have det. Og vær ikke så naiv at tro, at det er alle der kan: Mange kan ikke stå imod det massive sociale og økonomiske pres for at blive skubbet ind i skabelonen.
Vær du glad for, at du passer der, men vær samtidig bevidst om, at ikke alle gør, og det er det rene tortur at prøve at banke dem derind.

Til alle dem der er bekymrede for om Brodersen bidrager nok til samfundet.
Bare rolig, det skal nok komme når han får en kæreste og der kommer børn - med mindre kæresten er en af debatørerne her fra sitet.
Men lad dog de unge være i fred - plus dem som ikke er så unge længere, men bare ikke har fundet ud af det endnu. Det er bare en fase de skal igennem.

Til alle dem der er bekymrede for om Brodersen bidrager nok til samfundet.
Bare rolig, det skal nok komme når han får en kæreste og der kommer børn - med mindre kæresten er en af debatørerne her fra sitet.
Men lad dog de unge være i fred - plus dem som ikke er så unge længere, men bare ikke har fundet ud af det endnu. Det er bare en fase de skal igennem.

Vibeke, du ekspliciterer også et andet af problemerne: at det nemmeste i vores samfund er at gå på arbejde. Så stiles der ingen krav af nogen art mere.

Bente Simonsen

Egentlig tror jeg påståendet om, at han bare tjener 15.000 kr i måneden (før skat) er lidt underdrevet, nogle gange tjener han sikkert lidt mere, elektronik og rejser til Göteborg koster trods alt. Men jeg misunder ham at kunne tjene penge, når han behøver det og synes, det er tilstrækkelig interessant.

Arbejde er overskattet! Arbejde er overskattet! Arbejde er overskattet! Arbejde er overskattet! Arbejde er overskattet! Arbejde er overskattet! Arbejde er overskattet! Arbejde er overskattet! Arbejde er overskattet! Arbejde er overskattet! Arbejde er overskattet! Arbejde er overskattet! Arbejde er overskattet! Arbejde er overskattet!

Det findes så mange andre værdier i livet, man burde få tid med, når man har lyst og energi til det.

Bente Simonsen

Sporer dog en vis depressivitet og opgivenhed mod livet:
At ligge hele dagen på en sofa og se tv-serier.

Hvor spændende er det?

Lars Kristensen

Nu skal vi vidst til at have en forståelse for, hvad det vil sige at arbejde.

Arbejder jeg, når jeg gør rent derhjemme?
arbejder jeg, når jeg laver aftensmad?
arbejder jeg, når jeg har et job?
arbejder jeg, når jeg skifter ble på mit barn?
arbejder jeg, når jeg går i skole?
arbejder jeg, når jeg dyrker grøntsager?
arbejder jeg, når jeg malker køer?

Hvad er arbejde egentlig?

Det at arbejde, er vel at udføre en handling af en eller anden art og som ikke nødvendigvis kaster penge af sig.

At have et job, handler i første række om at få penge, fordi den eneste måde, hvorpå vi i dagens Danmark reelt kan få føden på, det er at købe den.

For at kunne købe den, skal jeg have penge og så er der to muligheder for at få penge. Det er enten ved at have et job eller at få overførselsindkomst (dagpenge, kontanthjælp, pension etc.).

Det der for tiden er til diskussion er overførselsindkomsterne og at der er for mange der får denne slags indkomst og samtidig at den er for høj.

Nu er der så nogle her i debatten der hentyder, at de har ikke kun et job for at få penge, men også for at få menneskelige relationer og andre kreative forhold.

Det at påstå, at jobbet ikke kun handler om penge, den køber jeg ikke, for uden jobbet får du jo ingen penge, med mindre du accepterer en overførselsindkomst fra det offentlige.

Nu anser jeg føden og en bolig som værende en af livets nødvendigheder og derfor skulle vi alle have mulighed for at kunne skaffe os føden og boligen, uden at det koster os så meget som en krone og dermed krav om et job, for at få penge eller en overførselsindkomst.

Kunne vi alle skaffe os selv føden og en bolig uden at det koster penge, så vil jobbet vi derudover muligvis kunne tænke os, give os de fornødne menneskelige relationer.

Problemet er, for mig at se, at alt for mange slet ikke har en mulighed for at skaffe sig selv føden og en bolig, uden penge.

Havde vi alle den mulighed, ville vort samfund se helt anderledes ud og ikke nødvendigvis være så baseret på en overflod af produkter, for at kunne holde gang i jobs og dermed pengemulighederne.

Det hele handler om at vi alle skal ud og have en eller anden form for job, men hvorfor det?

Hvad galt er der i at dyrke sin egen føde og bygge sig sin egen bolig og vel at mærke, uden at det behøver at skulle koste penge?

Hvis der intet er galt i at dyrke sin egen føde og bygge sin egen bolig, hvorfor er der så ikke givet den mulighed til os mennesker, vi er jo ikke født med en pengepung. Godt nok har drenge og mænd en pung, men den er der så vidt jeg er underrettet ingen penge i, hverken kroner eller dollars.

For mig lyder det mere, som at vi alle skal være tvungne til at købe os til føden, for på den måde at tvinge så mange som muligt ud på et arbejdsmarked, så vi kan få et job som arbejdsredskab og hvis det er muligt at du kan lide dit job, så er det jo nærmest et liv i paradiset.

Men hvad så med alle de andre, der er tvunget til at have et job, for i det hele taget at kunne få penge, for fællesskabets repræsentanter er jo interesseret i at gøre det økonomisk interessant at have et job som arbejdsredskab også selv om det ikke er et arbejde der give den fornødne følelser af lykke.

Jo flere mennesker der jobber, jo bedre eller er det, når det kommer til stykket, for jobs koster resurser og den bliver der færre af og så bliver der færre jobs og færre jobs giver færre skattekroner og færre skattekroner giver mindre overførselsindkomst og mindre overførselsindkomst giver mindre mulighed for en værdig tilværelse eller hvad?

Så ville det jo være meget nemmere og enklere, at give alle brugsmulighed til jord, så vi alle kan få mulighed for at dyrke vor egen føde og bygge vor egen bolig, dersom vil vil, uden at det behøver at koste store mængder af penge.

Hvad er årsagen til, at der fra fællesskabets (samfundets) side ikke gives brugsmulighed til jord?

Samfundet går jo ikke under bare fordi man giver mennesker brugsmulighed til jord.

Det eneste jeg kan se, der kan gå hen og blive et problem, det er at de folk der har levet højt på andres arbejde, lige pludselig selv må gøre noget af det arbejde de ellers ikke selv havde løst til at udføre.

Problemet med at give alle brugsmulighed til jord, er at så bliver menneskene pludselig frie til selv at vælge, hvilket arbejde de gerne vil påtage sig.

Er jobbets arbejde ikke lige så interessant som at dyrke sin egen føde, så dyrker man da sin egen føde og er jobbets arbejde mere interessant og giver godt med penge, så nøjes man nok med at hyppe en par rækker kartofler og lue et par bede med gulerødder og rødbeder.

Men, hvorfor vil samfundet ikke give mennesker den frie mulighed til selv at vælge, om vi vil dyrke vor egen føde og bygge vor egen bolig eller have et job?

og på den måde selv vælge, hvilken slags arbejde vi vil udføre, for det at dyrke sin egen føde eller have et job er vel egentlig begge dele en form for arbejde.

Jeg tror, Lars Kristensen, at vi er mange, der mener, at fremstilling af egen føde vil øge arbejdsmængden radikalt.

Lars Kristensen

@Peter Hansen

det største arbejde ved dyrkningen af fødevarer, det gør regnormene og alle de andre dyr og insekter der hjælper med til at få nogle gode fødevarer og selvfølgelig grøntsagen, bærret og frugten selv.

Det eneste arbejde du skal udføre er at sørge for at planterne har det godt, fra de er lagt i jorden til du kan bruge dem.

Det største arbejde ved at dyrke sin egen føde er faktisk etableringen, men sådan er det med alt man starter op fra bunden af.

Efter 10 års dyrkning, skulle arbejdet være faldet til mindre end det halve og om muligt endnu mere.

Desuden skal du også huske på, at du ikke skal holde i kø på motorvejen eller stå og vente på et tog eller bus, en kold vinterdag eller i styrtregn.

Foruden vil din fysik være bedre end den formentlig er i dag, for du sidder ikke bag rettet i bilen, men får motion hver eneste dag, især i forårsmånederne og om efteråret. Du får ganske enkelt naturligt fitness uden at du behøver at betale for det.

Bente Simonsen

Lars
Har på fornemmelsen at jeg har truffet dig i det alternative en gang for snart mange år siden.

Selv har jeg i mange år prøvet at minimere mine udgifter (med meget fysisk arbejde til følge) gennem at bo uden lån i eget hus, ved at dyrke mine egne økologiske grøntsager og desuden leve af, hvad man kan hitte i naturen af bær, svamp o.l.
Ska' siges, at jeg er vegetar, hvilket gør det betydelig lettere.

Men alligevel vokser mængden af institutioner, som mener de skal trække penge op af lommerne på mig, og mere og mere for hver år.
Mine renovation f.eks. 'koster skjorten' til trods for, at det meste af mit affald komposteres eller brændes i' köksspisen'. Betaler lige så meget som en familie på fire-fem personer, - så er reglerne, får jeg at vide.
Og ønsket om at hænge med i digitale udvikling og den medfødte nysgerrighed gør, at man må ha' adgang til medier og deres aldrig mindskende fløde af informationer - og en masse mennesker sidder og spekulerer i netop min uudslukkelige tørst på mere, nyere og hurtigere opkoblinger hele tiden.

Det stopper aldrig. Andre ska' tjene penge på dine penge, plus vi alle må yde hjælp til nødlidende banker, som under forrige krisen købte subprimelån fra fætrene i USA (som viste sig være værdiløse), så bankbosserne igen kan få bonusser til investere i nye sejlbåde og nye BMV'er (som måske skaber arbejde til nogen, noget andet sted) - og dem som administrerer pensionerne må ha' penge, de også, så de kan investere dine penge i mere eller mindre suspekte affærer - russisk roulette?.
Og for at følge med kraven, som stilles på dig, arbejder du som en galning.

- Føler mig lidt som musen i trædemøllen. Hvornår får man fred til bare at være, se spinaten gro og lytte til biernes summen?
Ikke, når man ligger 'three feet under' heller.

Michael Guderup

Hr. Tom Paamand er nu ikke synderligt visionær i sine tanker for det fremtidige samfund. Det er vist noget med at han har det godt, og det er der ingen der skal blande sig i. Og tillykke med det, Hr. Paamand. Det glæder mig på dine vegne, men det løser ikke rigtigt nogle problemer.

Injurierne lader naturligvis ikke vente længe på sig, og jeg beskyldes for at være "angst" og fratages ligeledes retten til selv at bestemme om jeg eufemiserer eller ej. En tilstand jeg ikke befinder mig i, og en ret jeg bliver nødt til at insistere på.

Jeg vil selvfølgelig gerne berolige Hr. Paamand, og forsikre ham om, at jeg under ingen omstændigheder er ude efter at nedlægge hans personlige paradis.

Jeg tillader mig blot at påpege, at hvis landets økonomiske grundlag skulle baseres på Hr. Paamands personlige livsstil, kunne det godt blive lidt snævert med at akkumulere de adskillige hundreder af milliarder kroner velfærdssamfundets hjul skal bruge for at kunne dreje nogenlunde friktionsløst.

Til slut vil jeg, måske lidt ubeskedent, vove påstanden, at min redegørelse for et socialt-liberalt samfunds basis, måske er lidt grundigere end Hr. Paamands lidt egocentriske og navlebeskuende betragtninger.

Guderup har gennemskuet mig, og det må jeg vel bøje mig for. Og omgående gå på arbejdsmarkedet, hvor der åbenbart venter ubesatte og vellønnede fuldtidsjobs til alle os friere fugle - jeg går ud fortsat fra, at Guderup leverer listen. Andet kan jeg ikke være bekendt, for hvordan skal vi ellers sammen kunne akkumulere de adskillige hundreder af milliarder kroner, der kan sikre Guderup et fortsat friktionsløst velfærdsliv.

Men måske tager Guderup fejl. Måske har vi allerede i dag et Danmark med plads til både en Guderup og en Paamand. Og hvor landets økonomiske grundlag ikke baseres på enkeltpersoners frie valg, men på vore allesammens meget varierede liv med skiftende udfordringer og behov undervejs. Min højeste månedsløn har fx været på 100.000 kroner, så lidt er der nok faldet af i skat undervejs...

nogle vil jo nok gerne gøre brug af:

kommunisters ( som sådanne )
ret og "pligt" til at overtage socialisters digtning og videnskab.

det må vel være i en samfundsform hvor hver og alle har realistiske muligheder for at kunne leve mere på de måder, hvis de vil;
for eller lyder det jo da som det capitalisterne forsøger at opnå:
mest frihed for mindst muligt arbejde

forslag:

for at vænne sig til de kommende tider, hvor hver har mulighed for at lave noget af hver slags
selvrealisering og arbejde,
bør også informations: journalister, skribenter, rengøringspersonale og teknisk personale
veksle opgaver, f.eks. hver uge


det burde jo blive mere sådan ,
på de fleste arbejdspladser;

også i hver avisredaktion og på hver avis, og jo før desto bedre.

-----------

p.s. det indlæg bliver næppe slettet, for for mange har vel læst det

Sider