Baggrund
Læsetid: 7 min.

Nerazzuri blues

Ranieri prøver desperat at vende lykken for Internazionale. Nøglen er at gøre som Roma og tænke som Mourinho. I Roma er Luis Enrique ved at bygge et helt nyt hold op fra grunden. Og Mourinho har en plan, indtil han møder en modstander, der har en bedre én. Så justerer han. Så retter han ind
Ranieri prøver desperat at vende lykken for Internazionale. Nøglen er at gøre som Roma og tænke som Mourinho. I Roma er Luis Enrique ved at bygge et helt nyt hold op fra grunden. Og Mourinho har en plan, indtil han møder en modstander, der har en bedre én. Så justerer han. Så retter han ind
Moderne Tider
10. marts 2012

Det går op og ned i fodbold. Bare spørg Internazionale, der i december og januar vandt det hele, men til gengæld tabte rub og stub i februar. 0-1 til kæledæggerne fra Napoli for et par uger siden.

Ugen før 0-3 til Bologna, og i starten af februar inkasserede Claudio Ranieri, hvis trænertjans lige nu hænger i en tynd tråd, et svidende 0-4-nederlag til Roma.

På tirsdag gælder det den anden ottendedelsfinale i Champions League mod Olympique Marseille. Italienerne var uheldig med knebne 0-1-cifre i det første møde på fransk grund. Er Inter i dyb krise, eller er det bare sædvanlig bulder og brag fra Serie A?

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad der skal ske med trænerposten, hvis Inter efter to halvlege på Stadio Giuseppe Meazza 13. marts står tilbage uden billet til de eftertragtede kvartfinaler. En samlet italiensk presse er ikke i tvivl: Uden sejr på tirsdag over Marseille har Ranieri ikke en fremtid hos Nerazzurri.

I kulissen banker midlertidige afløsere på: Assistenttrænerne Giuseppe Baresi og Daniele Bernazzani samt den tidligere Ballon d’Or-vinder Luis Figo, som er sportsdirektør i Milano-foretagendet. En stor fanskare foretrækker dog José Mourinho, hvis navn stadig gjalder ned fra lægterne på stadion. Inter har allerede nu tabt flere kampe i Serie A end i de to sæsoner, Mourinho var boss.

Hvis man ikke skyder på mål...

Italienske fodboldspillere går på arbejde. De har ikke et kald som englænderne eller blærer sig med spansk tiqui-taca på en midtbane, der fylder hele grønsværen.

»Vær sød at vinde. Ellers gør de andre børn grin med mig i skolen. Tak. Filippo.«

17. februar om aftenen. I midten af Tribuna Arancio stod Filippo, ni år gammel, og da tv-kameraerne zoomede ind på ham med sit ’tak’-tørklæde over hovedet, var ikke et øje tørt. Også på trods af dét med arbejdet. Filippos troskyldige tekst hjalp dog ikke stort. Bologna kørte milaneserne over 3-0. Men klubejer Massimo Moratti havde spottet Filippos bøn og inviterede knægten til at overvære træningen næste dag. Kaptajnen, Javier Zanetti, gik forrest i en personlig undskyldning til Filippo, og bagefter fortalte den bevægede dreng, at han og Ranieri var blevet enige om, at nu skulle der vindes kampe. Filippo mente dog, skrev Gazzetta dello Sport, at spillerne skød alt for lidt på mål.

»Og hvis man ikke skyder på mål, scorer man ikke,« konkluderede den niårige.

Ranieris flødeskum

En måned tidligere, 15. januar, vandt Inter 1-0 over byrivalerne fra AC Milan, og opskriften på sejr a la Ranieri var klar: Stå dybt i en 4-4-2, som dog efter behov kan mutere til en 4-3-1-2. Vrid formationen over mod venstre. Åbn modstanderens højre flanke og udnyt presset dérfra i kontraen.

Fighten mellem Inter og Milan på San Siro, som de to storklubber deler, var dog langt fra en tvist på tal og formationer.

Derby della Madonnia handler også om politiske traditioner og i nyere tid om politisk forvirring. Både Milan og Inter har mere eller mindre frivilligt været bannerførere for fascismen. Milan var for arbejderne, hvad Inter var for middelklassen.

I dag er rollerne næsten byttet rundt. Den ultrakonservative mediemogul Silvio Berlusconi står i spidsen for de rødsorte, mens forretningsmanden Massimo Moratti, som regnes til venstre for midten, regerer over Inter.

Siden starten af september sidste år, hvor Inter lå femten point efter Serie A’s nummer 1, havde Ranieri arbejdet benhårdt for at få den stolte Milan-klub op fra hængedyndet. Efter Gian Piero Gasperinis korte ledertjans lignede Inter et aldrende hold med indre klanopgør og en uigennemsigtig strategi på grønsværen.

Fra første dag har Ranieris dagsorden handlet om at stabilisere defensiven, resten var flødeskum.

Ranieri har prøvet det før. Som træner for Roma i den fantastiske 2009/10-sæson overtog han en haltende klub uden point efter to kampe, og et år senere var han blot to point fra at hugge scudetto’en fra José Mourinhos treble-triumferende Inter. Før den famøse februar, hvor limen krakelerede, havde Inter vundet seks kampe i træk og kun lukket et enkelt mål ind.

Den gyldne skraldespand

Og Diego Milito. 2012 var kun lige begyndt, da den italienske Radio Rai 2 kastede smuds efter den argentinske centerforward, da de efter en lang periode med pauvre resultater tildelte Milito titlen som 2011’s Bidone d’Oro – årets gyldne skraldespand. Som argentiner under VM 2010 hos en karismatisk, men taktisk naiv Maradona, der dybest set ikke anede, hvad han skulle stille op med sin overflod af sublime offensiver, var Milito en fuser. Men på bedste Gerd Müller-manér var han manden med den afgørende fod i de afgørende situationer.

Militos scoring tippede akkurat scudetto’en i Inters favør. Det var Milito, der afgjorde den italienske Cup-finale, og det var Militos to mål i det 34. og 70. minut, der sikrede milaneserne Champions League-titlen, lørdag den 22. maj, 2010, i Madrid.

2011 var notorisk et lorteår for Milito. Hans scoringsstatistik i indeværende sæson er et skærende modstykke til 2009/10, hvor tallene sagde 30 mål. Han missede gebommerligt mod Lille, Atalanta og Trabzonspor i starten af sæsonen, og to mål i nederlaget til Parma dengang blev efterfulgt af en enkelt fuldtræffer over ti Serie A-kampe. Milito lignede på ingen måde ikonet, der skulle tage over fra Samuel Eto’o.

Men så kom Milito tilbage. ’Prinsen’, som de kalder ham i Italien, vejrede morgenluft. En elegant scoring mod Lecce lige før vinterpausen lunede på humøret og så godt ud på Tuttosports forside, og Milito var ikke bare prins, men kronprins, da han med to scoringer og en assist til en tredje var med til at tvære Parma ud med 5-0.

I februar gik alt galt. For Milito, for Esteban Cambiasso, for en tilbagevendt Wesley Sneijder og især for Ranieri, der har skullet bære al skraldet på ryggen.

Syv nederlag og ét uafgjort resultat i otte kampe taler et tydeligt sprog. Maicon er ikke den dynamiske wingback, han har været. Walter Samuel har mistet en god portion speed.

Og sådan kunne man blive ved, hvis det altså ikke havde været for Zanetti, der nok har rundet flere skarpe hjørner – i et fodboldland, hvor alder er relativ – men stadig står som en klippeblok på banen.

Efterdønninger af kynisk regime

Man kan sammenligne Zanetti med en anden gammel mand: AC Milans Clarence Seedorf. Men hvor Seedorf, som i dag er 35, virker fastlåst i en forvirrende rolle hos Milan, der hverken er dyb regista eller frontvendt trequartista – og heller ikke bidsk og løbevillig som en Gennaro Gattuso – dér synes Zanetti at blomstre som Inters anden bølge. Zanetti er manden, der kan åbne offensiven; han kan brede spillet ud, og selv om han nærmer sig 40 år, kan han stadig som en hidsig 6’er løbe lige op med og forbi de fleste.

Fans af Nerazzurri bliver nemt blødhjertede og hævder, at man skal tilbage til 60’ernes La Grande Inter og forsvarsgeniet Giacinto Facchetti for at finde noget, der minder om Zanetti. Facchetti debuterede i 1962 og stoppede først 18 år efter. I sin lange karriere kunne Facchetti se sin egen stil som totalspiller på venstre back-pladsen kopieret igen og igen. Det så brasiliansk ud, når Inters sejre blev afgjort i banens yderste længder. Men så spurtede Facchetti med tilbage i forsvaret og understregede den legendariske træner Helenio Herreras catenaccio – det kompakte forsvar med ’kæder’.

Inters stjerne blev skabt på den måde. Men også deres ry som defensivt og kedeligt imperium. I øvrigt så de meget bedre ud derovre i Milan.

Flere kritikere har peget på, at Inters nedtur under Ranieri blot er efterdønningerne af José Mourinhos kyniske regime. Den portugisiske træner, som forlod Inter til fordel for Real Madrid i 2010, er nemlig kendt for at tænke i kortsigtet succes og ikke i det lange, seje træk, hvor hold bliver bygget op og sikret for eftertiden. ’Mou’ havde tidligere gjort noget af det samme med Porto og Chelsea. Han er en fixer af Guds nåde. Og spillereglen synes at være dikteret på forhånd: Anden sæson for fuld skrue – for Inter blev det til Champions League, scudetto og pokalturnering i ét hug – og så ellers videre til nye himmelstrøg og nye udfordringer.

Velklædt bulldozer

Milito og Lucio, som Mourinho købte til sit Inter-projekt, var næppe tiltænkt en langvarig rolle i klubben, mens ikoner som Samuel Eto’o og Thiago Motta har forladt Milano – senest Motta i vintertransferen til Paris Saint-Germain.

I slipstrømmen af Mourinho har Rafael Benitez, Leonardo, Gian Piero Gasperini og altså Ranieri alle prøvet lykken for en kort stund, og sammenligner man med Chelseas skæbne post-Mourinho, ligner det portrættet af en velklædt bulldozer, der målrettet går efter triumf på den allerhøjeste piedestal og minuttet efter forlader en rygende hob: klubintriger, stjernespillere med uforløste egoer og rod i taktikken.

Mens italienerne på Tribuna Arancio – og måske niårige Filippo – venter med længsel på Josés anden regentperiode, prøver Ranieri desperat at vende lykken for sit hold.

Nøglen for Ranieri er at gøre som Roma og tænke som Mourinho. I Roma er Luis Enrique ved at bygge et helt nyt hold op fra grunden. Selv ikke selveste Francesco Totti går ram forbi. Og Mourinho har en plan, indtil han møder en modstander, der har en bedre én. Så justerer han. Så retter han ind.

Inter skulle allerede i slipstrømmen af treble-sæsonen og Mou’s exit have skiftet de grånende koryfæer ud med friske kræfter (a la Roma), men Moratti turde ikke, og trænere kom og gik lige så hurtigt som nye tatoveringer i sportskulturen.

Siden Wesley Sneijders tilbagevenden fra skadespause har Ranieri brugt den 27-årige hollænder som både winger og frontmand. Gør dog som Mourinho, især mod Marseille, der kun spiller med tre på midten: Sæt Sneijder som tovejs trequartista i hullet bag frontduoen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her