Læsetid: 4 min.

Et nyt autoritært regime vil efterligne demokratiet

Bag det europæiske demokrati gemmer sig en afgrundsdyb frygt for den folkelige vilje, der kan spores i kontinentets politiske orden fra 1945 til i dag, siger den tyske Princeton-idéhistoriker Jan-Werner Müller
Ikke en gentagelse. Hvis en ny autoritær bevægelse skulle opstå, vil den ikke præsentere sig selv som en genopstandelse. Den vil forsøge at ligne det liberale demokrati så meget som muligt, siger Jan-Werner Müller.

Ikke en gentagelse. Hvis en ny autoritær bevægelse skulle opstå, vil den ikke præsentere sig selv som en genopstandelse. Den vil forsøge at ligne det liberale demokrati så meget som muligt, siger Jan-Werner Müller.

17. marts 2012

Sejren over nazismen og kommunismen har i mange europæeres øjne sikret kontinentet en plads i historien som demokratiets sande hjemsted. Bag europæernes rosenrøde forestillinger om det demokratiske kontinent gemmer sig imidlertid en apokryf fortælling om en politisk elite, der efter Anden Verdenskrig genopbyggede det sønderskudte europæiske samfundsorden på en cocktail af totalitære traumer og skepsis over for folkets vilje.

»Den europæiske orden har altid været særligt sårbar over for populistiske appeller, fordi den i virkeligheden er grundlagt på en dyb mistillid til folkelig suverænitet«, siger den tyske Princeton-professor Jan-Werner Müller, hvis seneste bog, Contesting Democracy, med stort overblik skitserer demokratiets omtumlede historie i det 20. århundreds Europa.

Hidtil uset balance

»Et vigtigt eksempel er de europæiske forfatningsdomstole eller domstole, der specifikt værner om menneskerettigheder som eksempelvis Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg«, siger Müller til Information.

»Her er der tale om klassiske antitotalitære institutioner baseret på en bekymring for, at demokrati, forstået som ubegrænset folkelig suverænitet, kan perverteres til den form for demokrati, der tager form af en leder, som handler på vegne af et homogent, udelt folk uden beskyttelse af pluralisme og individuelle rettigheder,« siger Jan-Werner Müller om den pointe, der er lige så klar som den er ofte overset. »Det liberale og det demokratiske er ikke det samme, men må kombineres med henblik på en legitim form for politik.«

I Contesting Democracy, der for nylig blev anmeldt her i avisen, ser Müller nærmere på det liberale demokratis knap så liberale rødder. I bogen skildrer Müller overbevisende, hvordan efterkrigstidens politiske elite i betragteligt omfang har holdt miskrediterede liberale værdier ansvarlige for at have banet vejen for totalitarismen.

»Liberale værdier blev set som produktet af en forældet ideologi fra det 19. århundred, hvis vægt på individualisme og markedstænkning havde fejlet grusomt under det 20. århundreds industrielle og massedemokratiske samfundsbetingelser«, siger Jan-Werner Müller.

’Ingen eksperimenter’

Alligevel ønskede de vesteuropæiske eliter efter 1945 at opbygge et samfund på en pendant til liberale ideer, såsom individuelle rettigheder og begrænsende rammer for lovgivende forsamlinger. Derfor endte man ofte med at skabe en hidtil uset balance mellem det frygtede folkelige demokrati og en række nye politiske institutioner, der til trods for deres udspring i liberale principper undgik at påberåbe sig deres navn i al for høj grad.

I lyset af eurokrisen er Müllers analyse i Contesting Democracy blevet højaktuel. I bogens afsluttende kapitler konstaterer den tyske professor, at det ikke var demokratiet som sådan, der fremstod som efterkrigstidens reelle sejrherre, men snarere de kræfter blandt den europæiske elite, der af frygt for borgernes selvbestemmelse ønsker at opstille kontrolmekanismer for et løbsk demokrati. De tyske kristendemokrater med Adenauer i spidsen blev eksempelvis kendt for mottoet: Ingen eksperimenter.

Adenauers ånd spores stadig i den tyske sparepolitik, der med finanspagten er blevet ophøjet til at være en del af EU-medlemsstaternes nationale forfatninger. Gældssyndere som Grækenland er i løbet af krisen blevet sat under administration af kompetente vogtere, der blandt andet bremser tilløb til folkeafstemninger i det græske parlament. Målet er stabilitet, lyder de officielle begrundelser til den europæiske offentlighed.

»Svaret på krisen kommer næsten udelukkende fra nationale eksekutive kræfter, der arbejder sammen og marginaliserer både Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet og uden at give de nationale parlamenter en reel chance for at spille en rolle«, siger Müller, der samtidig er bekymret for konsekvenserne.

»Sparetiltag for udvalgte lande, ofte dikteret på moraliserende maner og IMF-krisepakker overvåget af en overnational sparekommissær kan sagtens komme til at blive oplevet som illegitime. Svaret er imidlertid ikke, som jeg ser det, at have en alt eller intet afstemning i enkelte lande, men i stedet at gentegne den europæiske arkitektur som helhed.«

I Grækenland og andre europæiske lande som eksempelvis Storbritannien har krisen givet lydhørhed over for kritikere, der oplever den tyske krisepolitik som et vidnesbyrd om EU’s manglende kontakt til den folkelige vilje.

»Man må være varsom med et begreb som ’demokratisk legitimitet’. De store arkitekter bag den europæiske integration forsøgte ikke at skabe et demokrati, der skulle omfatte hele Europa,« understreger Müller. Han retter i stedet fokus på et mere generelt demokratisk problem:

»Meget af det, EU gør i dag, er rodfæstet i den legitimitet, der overføres fra nationale parlamenter med henblik på meget specifikke opgaver. Ganske vist kan vi spørge os selv om, hvorvidt parlamenterne overhovedet har et valg, når det gælder planer udarbejdet af de europæiske myndigheder, og hvorvidt mange parlamentarikere fuldt ud forstår, hvad de godkender, men det er ikke problemer, der nødvendigvis kun gælder for EU. Der er et generelt forfald i parlamenterne.«

Skygger over Europa

Hvor efterkrigstidens europæiske ledere gentegnede kontinentet med henblik på at sikre et institutionelt fundament mod ekstremistiske udskridelser, ser det i dag anderledes ud med de store ideologiske trusler mod demokratiet. Ifølge Müller eksisterer der ingen deciderede paralleller til fortidens totalitære strømninger, der åbenlyst erklærede afstandtagen fra liberale værdier. Sammenligninger mellem islam og fascisme afviser han som ahistoriske.

»Der, hvor jeg ser en trussel, er præcis, når mange illiberale politikere, partier og bevægelser i dag er meget ivrige efter at påkalde sig ’demokrati’ eller når de hævder at fremme en særlig innovativ form for demokrati«, siger Müller og peger på Putins retorik om ’suverænt demokrati’.

»Det er sigende, at disse ideologier præsenterer sig selv som decideret post-ideologiske, som pragmatiske og resultatorienterede. Med andre ord: Hvis en ny autoritær bevægelse skulle opstå, vil den ikke præsentere sig selv som en genopstandelse. Den vil forsøge at ligne det liberale demokrati så meget som muligt.« Af samme grund har vi måske stadig en demokratisk lektie at lære af udviklingen i Europa siden 1989:

»Det er i dag fristende at tænke, at vi måske har overset vigtige lektioner fra dengang, især lektioner, som kunne iagttages hos de central- og østeuropæiske dissidenter: Vigtigheden af et civilsamfund og en vis skepsis over for den moderne tanke, at vores kollektive skæbner kan reguleres teknokratisk«, siger Müller og peger på den nyligt afdøde tjekkiske ministerpræsident Vaclac Havels modernitetskritik som et eksempel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Problemet er, at man som altid vil springe over, hvor gærdet er lavest uden at gøre tingene grundigt og til bunds.
Det eneste værn imod totalitarisme er demokratisering af oplysningen, så folk har et værn mod den alt for nemme totalitære fristelse oppe i hovedet på sig selv.
Det gode demokrati virker nedefra og op - egentlig i princippet som ministerrådet, hvis blot udpegningen foregik igennem lokal udpegning af en repræsentant til et råd, hvorfra repræsentanter så igen kunne udpeges (så vi ikke ender med en forsamling på én milion delegerede).
Se på Schweiz! Det er det bedste eksempel på, hvad der skal til, hvis et land skal ledes demokratisk.

»Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourger en klassiske antitotalitære institutioner baseret på en bekymring for, at demokrati, forstået som ubegrænset folkelig suverænitet, kan perverteres til den form for demokrati, der tager form af en leder, som handler på vegne af et homogent, udelt folk uden beskyttelse af pluralisme og individuelle rettigheder,« står der i artiklen ovenfor.

Hvis Menneskerettighedsdomstolen tog Verdenserklæringen om Menneskerettighederne, Artikel 23. 1.: "Enhver har ret til arbejde, til frit valg af beskæftigelse, til retfærdige og gunstige arbejdsvilkår og til beskyttelse mod arbejdsløshed." alvorligt, kan det jo tænkes de høje menneskerettighedsdommere kunne indse at kapitalismens behov for en arbejdskraftreserve samt behov for at regulere produktionen var en forhindring for gennemførelsen af artikel 23 stk1, og at det der ovenfor kaldes en "perverteret form for demokrati" er den eneste vej til at sikre arbejdsmarkedet og sikre arbejderne en løn til at leve af.

...faktisk bryder staterne menneskerettighederne hvis de ikke kan anvise arbejde og ikke udbetaler substitution.

Ikke en gentagelse. Hvis en ny autoritær bevægelse skulle opstå, vil den ikke præsentere sig selv som en genopstandelse. Den vil forsøge at ligne det liberale demokrati så meget som muligt,

---------

tak for advarslerne, så nu er vi forudopmærksomme i god tid

'Den vil forsøge at ligne det liberale demokrati så meget som muligt'.

Hvem sagde 'Arabiske Forår'? Nåh nej - det er blot noget vestlige medier har fundet på at kalde det.

"Bag det europæiske demokrati gemmer sig en afgrundsdyb frygt for den folkelige vilje"

Det behøver vi da ingen professor til at klargøre.

Danskerne var modstander af EU traktaten og derfor kom den ikke til folkeafstemning

Demokratiet er diktatorisk, kunne man også sige....

Jens Thorning

Adolf Hitler blev som bekendt valgt fuldt lovligt. Der var intet at komme efter: Den helt almindelige lovlydige hårdt arbejdende familietysker havde fået nok af klamme stoddere og skrankepaver, og alle regler var fulgt. I årene derefter fik middelklassen alle sine drømme opfyldt og mere til - men mest af alt fik den, nøjagtigt som i "TV-Avisen" i dag, hele tiden at vide, hvor vidunderlig den og danskerne, undskyld tyskerne, var og er. Hele verden jublede over dem under OL i 1936, ligesom vi nu hører om en omverden, der ikke kan få armene ned over den voldelige Bendtner og den hårdtslående Wozniacki fra Polen. Og folk ved efterhånden godt, hvordan man slipper for betalingsring og skatteforhøjelser. Man truer simpelthen med at zappe over på en anden kanal.

Stop nu den myte at Hitler vandt et demokratisk valg, hans magt var i 1933 baseret på borgerlige mandater, derefter brændte han rigsdagen ned og intet var bare i nærheden af normalt derefter. Når man forbyder sine politiske modstandere, så er det altså noget at komme efter.

borgerlig propganda forsøger jo ofte at give andre indtryk af : feudalismen = communismen,

men bortset fra de mange øvrige forskelle
mellem feudalismen og communismen,
så er det næppe muligt af feudalismen kan genkomme eller at man kan vende tilbage til feudalismen

Henrik von Stijnbergen

@Søren Lom,

Din dom er lige hård nok,

Her min lidt blødere version af nazisternes magtovertagelse.

Hitler blev udpeget til kanzler allerede før valget, da Hindenburg begik den fejl at udnævne Von Papen til kanzler. Dette begunstigede Hitler, da Papen delte hans nationale synspunkter. I 1933 cementerede Hitler så sin sejr
i 33 af 35 valgkredse.

43% af stemmerne fik nazisterne tillige, så jeg vil mene at Hitlers vej til magten, var mindst lige så demokratisk som Lars Løkkes.

Hvorvidt terroren påvirkede valgresultatet, er svært at bevise.

Niels Engelsted

Jeg har svært ved at forstå Heegers artikel og ovenstående kommentarer er ingen hjælp.

Er den amerikanske professors budskab, (1) at der er et modsætningsforhold mellem folkeviljen (folkeflertallet) og det borgerlige liberale demokrati--siden John Locke og Jefferson det samme som arlamentarisme, forsamlings- og ytringsfrihed, markedsøkonomi og privat ejendommens ukrænkelighed (oprindeligt inklusiv slaver), og (2) at den seneste udvikling i det neo-liberalistiske Europa let kan bringe dem på direkte kollisionskurs (som i Grækenland?) med risiko for det liberale demokrati (og ejendomsretten?), fordi (3) europæerne i virkeligheden ikke er liberale som angloamerianerne, men enten højre- eller venstrepolulister?

Og hvordan skal følgende 'pointe' egentlig forstås?
»Det liberale og det demokratiske er ikke det samme, men må kombineres med henblik på en legitim form for politik.«

@niels engelsted

det nogle borgerlige forslår er at afskaffe parlamentarismen, for at undgå risikoen for at
at evt. totalitære regimer forklæder sig som parlamentarisme.

Udfaldet af folkeafsteminger er desværre ofte udtrykt for den øjeblikkelige folkestemning - og sjældnere udtryk for en dybere visdom og den kan som bekendt vende 180 grader dagen efter
(tænk blot på de 2 eutraktat afstemninger her hjemme)
Derfor skal de doceres med omtanke
Vi har jo et repræsentativt demokrati fordi vi ønsker at andre tager de tunge og komplicerede beslutninger på vores vegne.
Jeg ser ikke Schweiz som et forbillede på demokrati

Peter Günther

Vi har mange forskellige smagsvarianter af demokrati, bare her i europa, baseret på hvilke værdier man sætter højest (og ja der ER ofte forskel på tros-bekendelsen og det faktisk oplevede). Det er nok her realitetschecket bør sættes ind.

Jeg synes professoren har et noget forsimplet perspektiv på europæiske demokratiers historie, men diskussionen om europæiske demokratiers folkelige opbakning, uden at gå i detaljer, væsentlig.

Peter Ole Kvint

Udfaldet af folkeafsteminger er udtrykt for den øjeblikkelige folkestemning.
Folketingests beslutninger er udtrykt for magthavernes magt.

Hvilken af disse to er det bedste? Svaret er at de tilfælde hvor folkeafstemningen gik imod politikkerne så var det folket som havde ret, i bagklogskabens klare lys.

"Vi har jo et repræsentativt demokrati fordi vi ønsker at andre tager de tunge og komplicerede beslutninger på vores vegne"

Nej!

"Vi" har et repræsentativt "demokrati", fordi "de vise fædre", så sandelig ikke mente, at pøblen skulle blande sig reelt i beslutningstagningen!

marie spliid clausen , skrev:

…men har vi nogensinde forladt feudalismen - sådan rigtigt? Jeg har altså mine tvivl når jeg sådan tager luppen frem

----------

i det mindste formelt er nogle samfund jo endnu ikke republikker, end ikke borgerlige republikker

middelklassens og dele af arbejderklassens forsøg på, på diverse mere / mindre indirekte måder, at opretholde noget fagprotektionisme, er vel også mindre / mere åbenlyst,
nogle overlerveinger fra ekslusivaftaler, stænderprivilegier, feudaltid

ikke for at tale for det reelt totalt liberalisrede samfund og arbejdsmarked, for det bør vel snarere være noget såsom det i artiklerne:

fælleseje, moderne marx, synge vil vi,
som afløser både evt. capitalisme og evt. overleveringer fra feudaltid