Læsetid: 4 min.

Politikerne tabte værdikampen

Det er blevet en offentlig ydmygelse, hver gang politiske partier i principprogrammer skal fortælle sig selv, hvad de egentlig vil
Besværligt. De højreorienterede brokker sig over, at de borgerlige fører socialdemokratisk politik, mens de venstreorienterede brokker sig over, at den socialdemokratiske regering fører borgerlig politik. I dagens politiske virkelighed bliver principper til noget pinligt og besværligt, når partierne kommer til magten.

Besværligt. De højreorienterede brokker sig over, at de borgerlige fører socialdemokratisk politik, mens de venstreorienterede brokker sig over, at den socialdemokratiske regering fører borgerlig politik. I dagens politiske virkelighed bliver principper til noget pinligt og besværligt, når partierne kommer til magten.

Jens Astrup/Ritzau Scanpix

24. marts 2012

Principper er blevet et problem for politiske partier. Hver gang store partier skal skrive et principprogram, hvor de redegør for, hvad de vil med samfundet, hvis de selv kunne bestemme, bliver det pinligt.

For ikke så længe siden blev Venstre tyranniseret af, at man skulle lave et nyt principprogram. Realisterne i toppen havde ikke lyst til at konfrontere idealisterne i partiet med det forhold, at man havde opgivet det meste af det, der gjorde, at man var gået ind i politik.

Ledelsen var rædselsslagen over udsigten til, at partiets principper ville blive præsenteret foran alle medlemmer, og man skulle forklare, at alt det fine og rigtige havde man opgivet.

I dag siger Claus Hjort Frederiksen komisk, at Venstre vandt værdikampen, fordi den borgerlige økonomiske politik blev den eneste vej. Sandheden er, at Finansministeriet vandt kampen om blikket på samfundet, og Venstre fulgte så meget efter, at de i dag tror, det er deres egen politik.

De omdannede deres landsmøder fra samtaler mellem diskuterende medlemmer til en event, hvor den store formand i en timelang tale foran et passivt publikum fremlagde det, der nu var partiets politik. Publikum skulle nikke og klappe.

Det minder om forestillinger i samfund, vi ellers ikke sammenligner os med.

Også venstrefløjen har det svært med principper og programmer. Enhedslistens principprogram er en evig åbning for dem, der vil partiet det ondt, og en evindelig plage for dem, der vil partiet det godt. Nu bliver SF bliver pint og plaget af processen med at lave et principprogram. Man ser sig selv i principperners spejl og får øje på alt det, man ikke er.

Forfald eller forklaring

Det er blevet en ydmygelse, hver gang et parti skal fortælle sig selv, hvad det vil kæmpe for. Det er blevet et rituelt nederlag at redegøre for, hvilke principper man sætter højt, og hvordan man ville indrette staten, hvis man selv fik chancen.

Den nemme forklaring er det moralske forfald: I gamle dage havde vi ordentlige politikere, som kæmpede for arbejderklassen, bønderne eller Gud, Konge og Fædreland. Nu har vi opportunister, som tænker på meningsmålinger og ministerbiler. Selv hvis man antager, at den moralske diagnose er rigtig, må man spørge sig selv, om alle mennesker er blevet dårligere og mere opportunistiske med årene, eller om spillerummet er forandret.

Fra tese til faktum

For 50 år siden skrev Bjørn Poulsen om, hvordan ideerne var kommet i krise i dansk åndsliv og politik. Hans tese var, at man ikke kunne se og diskutere de ideer, som begrundede den måde, der blev regeret på. Administrationen var for stærk og ideerne for svage til, at man kunne omsætte visioner til effektiv politik for et bedre samfund. I stedet blev eksperternes administration af velfærdsstaten til den effektive politik, som politiske engagerede havde svært ved at påvirke.

Det, der dengang var en tese for Bjørn Poulsen, synes i dag at være et politisk faktum. Det er ualmindelig svært for dem, der ikke regerer, at udvikle en politik, man kan realisere i regering. Konsekvensen er, at kun dem, der regerer, kan lave en sammenhængende politik for hele landet.

Højreorienterede engagerede klager over, at deres ledere er blevet socialdemokrater, og socialdemokratiske idealister beklager, at deres ledere fører borgerlig politik. Ingen kan genkende deres egne principper, når deres egne politikere kommer til magten.

Det gjaldt for den forrige regering, som kom til magten på et totalt opgør med den idealisme, som Anders Fogh Rasmussen havde formuleret i sit liberalistiske manifest Fra socialstat til minimalstat. Han gennemførte sin regeringspolitik som et langt løfte om afstand til det, der engang havde været hans principper. Det samme gør sig gældende for den nuværende regering. Inden valget lovede de, at der var en anden vej. Og nu gør de samme mennesker alt, hvad de kan, for at overbevise om, at der kun er én vej.

Den samme finansminister, som lavede oppositionens udspil til et andet regeringsgrundlag, stod 14 dage efter regeringsdannelsen frem og sagde, at hans eget forslag var ufinansieret.

Det afgørende er, hvor han taler fra: set fra centraladministrationen afviste han det, som hans eget parti havde kaldt det mest gennemarbejdede udspil fra en opposition nogensinde.

Maskinens sejr

Den almindelige udlægning er, at de de røde tabte og de radikale vandt kampen om regeringsgrundlaget. Men en bedre forklaring er, at embedsapparatet overbeviste politikerne om at droppe deres planer. Det er påfaldende, at grundlaget for den nye regering er i overensstemmelse med hele den måde, som Finansministeriet drev den forrige regering på. Administratorerne synes groft sagt at have sat sig igennem over for dem, der var valgt til noget andet. Nu beskriver sociademokraterne alt det, der går imod Socialdemokratiske principper, som nødvendigheder.

Det hyldes som »modigt« at gøre det, som man selv regnede for forkert, før man kom i regering.

Det synes at være den erkendelse, der gør det så ydmygende med principprogrammer. Man tror ikke, man kan formulere noget samlet og overbevisende alternativ, som er både er rigtigt for borgerne og rigtig for administrationen. Principprogrammer og stolte mål er efterhånden blevet protestpartiernes privilegium – for man ved, de aldrig får det gennemført.

Det kan man undskylde og forklare sociologisk og administrativt. Men pinligheden vidner om en skam over, at det forholder sig sådan. Man går jo ind i politik, fordi man tror på, at politik er mulig. Det afslørende ved principprogrammerne er, at lederne bliver tvunget til at indse, at mange stadig tror på det, de selv har opgivet: At man kan lave principielle politiske forandringer.

Og hvis noget er modigt i politik, er det at tage den fordring på sig. Hvis noget er ydmygende, er det opgivelse på forhånd.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

En ikke nærmere defineret værdikamp udlægges af Rune Lykkeberg som en kamp mellem apparatniks og ideologer: Realisterne i toppen havde ikke lyst til at konfrontere idealisterne i partiet

... men måske er det en kamp mellem den økonomiske elite og folket. Som formanden for socialdemokratisk ungdom udtrykker det når han taler om den ny værdikamp: »Når regeringen gerne vil diskutere pligter, rettigheder og krævementalitet, så kunne den jo passende starte med bankerne ...i den kamp har vi mere end nogensinde folket med os.« - Se, det er vejen frem for politikerne.

...og så ikke et ord om Rune Lykkebergs aversion mod klassekampsanalyse i denne omgang.

Michael Kongstad Nielsen

Et moderne politisk principprogram kunne bare bestå af disse få ord:

"Vi går ind for at få magten og beholde den".

Søren Kristensen

Lidt ligesom for ti år siden hvor jeg gik på Den Sociale Højskole og alle de nye studerende blev spurgt hvorfor de ville være socialrådgivere. 80 % svarede at det var fordi de gerne ville "gøre en forskel". Selv sagde jeg såmænd og, at jeg gerne ville gøre en forskel, men det var nu mest for at tækkes lærerne og de andre studerende. Men vil jo nødig skille sig ud, især ikke når man allerede gør det ved sin høje alder. Men dengang som, idag tænker jeg at forskellen som regel ender med at blive er ens, fordi der er så meget andet der gør en meget større forskel.

Heinrich R. Jørgensen

Det er på sin vis det sandeste, vigtigste og mest præcise Rune Lykkeberg mig bekendt nogensinde har fået trykt i sprøjten. Det er gennemført illusions-løst, og hudløst ærligt.

Kudos. Rune Lykkeberg bliver bedre og bedre.

Poul Simonsen

Det er bare så forbandet deprimerende, hvis Rune Lykkeberg har ret.
Magtudredningskommissionen kom aldrig til noget entydigt resultat.
Men der udøves jo magt, hvorfor kan vi ikke finde den og vælge noget andet - f.eks. demokrati?

Heinrich R. Jørgensen

Poul Simonsen:
"Men der udøves jo magt, hvorfor kan vi ikke finde den og vælge noget andet - f.eks. demokrati?"

Vi har haft noget, der havde visse demokratiske islæt. Der var engang, hvor folkestyret bestod i, at folkets repræsentanter, der var blevet valgt til Folketinget, førte en offentligt samtale i Folketingssalen, hvor talerstol, ordstyrer og referent var omdrejningspunktet. Der var lyttetvang, så at sige. Rævekagerne blev ikke klappet af i gruppeværelserne, i korridorerne eller andre dulgte steder. Samtalen var offentligt.

Opløs de politiske partier, og vend tilbage til valglovene før 1918. Det ville være demokratisk på mange måder.

Holger Madsen

Poul Simonsen:
" Men der udøves jo magt, hvorfor kan vi ikke finde den og vælge noget andet - f.eks. demokrati ?"

Jeg kan godt finde den, men det er jo sådan set ligegyldigt. Det det drejer sig om er, at få magten overført til vælgerne.
En skridt på vejen kunne være, som Heinrich påpeger, en styrkelse af den offentlige samtale i folketingssalen.
Ja man kunne gøre folketingsdebatterne til en slags politisk X-factor om tirsdagen, hvor seerne / vælgerne får mulighed for at vælge den sang ( det forslag ) de synes bedst om.?

Heinrich R. Jørgensen

Holger Madsen:
"En skridt på vejen kunne være, som Heinrich påpeger, en styrkelse af den offentlige samtale i folketingssalen."

Med mindre jeg er helt galt afmarcheret, var det intentionen med 1849 Grundloven, at repræsentanter foretog en offentlige samtale i plenum.

Man kan få den mistanke, at politikerne har fundet ud af at flere årtiers politik har været forkert.
Den gav ikke lykkelige, tilfredse, tolerante, fredelige, solidariske.........borgere.
Det kan politikerne i så fald ikke indrømme offentligt og ikke indføre i reviderede principprogrammer.

Istedet begrunder de deres handlinger og holdninger med økonomi og skubber økonomer og andet godtfolk foran sig.

Derfor ikke mærkeligt at folketinget, med få undtagelser, er en ubestemmelig gryderet.

Spørgsmålet er, hvorlænge partiernes menige medlemme finder sig i dette og protesterer eller melder sig ud i magtesløshed.

Heinrich R. Jørgensen

Leo Nygaard:
"Spørgsmålet er, hvorlænge partiernes menige medlemme finder sig i dette og protesterer eller melder sig ud i magtesløshed."

Jeg kan ikke se hvordan de menige medlemmer kan udvirke forandringer. Slet ikke.

Det parlamentariske fusionsvælde har været en fejlkonstruktion fra begyndelsen. At systemet har fungeret nogenlunde til tider, har været på trods af dets svagheder. Fordi de valgte havde integritet og demokratisk sindelag, eller fordi vælgerne havde.

Det er længe siden, der var et begrundet håb om, at politikerne og/eller befolkningen ville indse vildvejene, og korrigere adfærd. Det er kørt så langt ud af en tangent, at det ikke er muligt at vende tilbage til fordums adfærd, hvor demokratisk sindede folkevalgte bestræbte sig på at samarbejde meningsfuldt og værdigt.

Holger Madsen

Ja, så er det jo at man tager sin gamle bøn op af skuffen.

Gud, giv mig sindsro
til at acceptere de ting jeg ikke kan ændre
- mod til at ændre de ting jeg kan
og visdom til at se forskellen.

Kigger derefter på billedet på væggen af en husgavl i Paris 1968, hvor der står.:

Vær realist, gør det umulige.!

"Det er længe siden, der var et begrundet håb om, at politikerne og/eller befolkningen ville indse vildvejene, og korrigere adfærd."

Uden håb, intet liv.

Jeg nægter at dø.

Bevidsthed gennem netværk
Erkendelse gennem bevidsthed
Nødvendighed gennem erkendelse
Handling gennem nødvendighed

Vi er på vej mod:

Nødvendighed gennem erkendelse

Men erkendelse uden bevidsthed, eller falsk bevidsthed er møgfarlig, og det nuværende stade af oplysning er falskt

Du kan ikke bestemme over en folkemasse der er enige. Enigheden behøver ikke at påstå løsning, den kan bestå af ønsket om forandring i sig selv

Det er så vigtigt at nogen er klar med de rigtige historier når nødvendigheden indfinder sig. Ellers trumfer simpel ejendomsret de andre rettigheder.

Man kan mene om Occupy hvad man vil, men de er første skitse til et mønster. Det arabiske forår er en anden skitse.