Læsetid: 6 min.

Putin vs. Putin

Ruslands præsidentvalg er en kamp mellem en magtfuldkommen machomand og en liberal demokrat i én og samme person
Ruslands præsidentvalg er en kamp mellem en magtfuldkommen machomand og en liberal demokrat i én og samme person
3. marts 2012

Om kort tid vil tv-billeder af en sejrssikker nyvalgt præsident Vladimir Putin, som til klapsalver og hornmusik vandrer igennem Kremls gyldne spejlsale på vej til indsættelse, gå verden rundt. Men mens han vandrer af sted, vil hans blik flakke, han vil formentlig skele lidt, og hans to bistre øjne vil i Georgijev-salen hæfte sig ved hvert af de to hoveder på det russiske nationalsymbol: den dobbelthovede ørn. Han vil ikke kunne skjule sit indre jeg.

Der er nemlig to Putiner – eller to sider af Putin. På den ene side macho-Putin, manden, der er tidligere KGB-mand og har svoret loyalitet over for dette undertrykkelsesapparat i sin tidlige ungdom. KGB, eller FSB, som det kom til at hedde under Jeltsin, spiller da også en betydelig rolle i hele Putins administration og politik. Hårdhed, grovhed og brug af alle lovlige og ulovlige midler for at nå sit mål.

Målet var og er først og fremmest Ruslands sikkerhed og storhed, beskyttelse af den almægtige statsmagt. Der er ingen tvivl om Putins nationale sindelag, han ønsker en genrejst stormagt, supermagt, og han har indset, at det ikke kan lade sig gøre uden en gennemgående modernisering af ikke blot de væbnede styrker, men også af hele Rusland. Som en af hans modstandere, Boris Nemtsov, har udtrykt det:

»Putin ser sig selv som Ruslands frelser, ham, der har holdt sammen på landet og undgået, at Rusland led samme skæbne som Sovjetunionen. Men det er ikke hans fortjeneste, det er Jeltsins og befolkningens fortjeneste.«

Den anden side af det splittede sind er den liberale, demokratisk orienterede, moderne, globaliserede Putin. Opfostret og uddannet som han er i Leningrads og senere Sankt Petersborgs reformrede med guruen og forbilledet professor Anatolij Sobtjak i spidsen. Sobtjak var en af lederne af demokratibevægelsen i sovjettiden og allieret med Jeltsin.

I Sankt Petersborg blev Putin skolet i demokrati, markedsøkonomi og, selv om mange ikke tror det, menneskerettigheder.

En af Putins forgængere Josef Stalin advarede engang sine alt for emsige ministre og embedsmænd og bødler: »Pas nu på, at I ikke bliver svimle af succes.« Det er det, der er sket for Putin. Hans hidtidige jetturbiner har netop været hans hårde machoside med baggrund i KGB og hans blødere og pragmatiske reformside udviklet i liberale demokratiske reformkredse i Leningrad. De to sider er i stedet for turbiner blevet til ankre for Putin og Rusland, flettet ind i hinandens tove.

Det er skæbnens ironi, at den begyndende nedtur for Putin netop skyldes hans egen succes. Under Putin er Rusland igen blevet placeret i verdenspolitikken som en stormagt. Under Putin og Dmitrij Medvedev er den del af befolkningen, som lever under fattigdomsgrænsen faldet fra cirka 33 procent til 12 procent. Under Putin og Medvedev er den russiske middelklasse opstået og har vokset sig stærk. Disse borgere har i dag råd til at købe lejligheder, bygge huse, spise godt, tage på ferie i Sydeuropa, USA eller Danmark.

Det paradoksale er, at det er netop denne nye middelklasse, der før eller senere får Putin ned med nakken.

Hvad vil gode Putin?

Det er også et paradoks, hvad præsident Vladimir Putin egentlig vil med sit land og med magten. Han har hidtil nægtet at deltage i valgdebatter, ligesom han indtil december sidste år ikke ønskede at fremlægge et egentligt valgprogram.

Men demonstrationerne i Rusland har tvunget den hidtil så magtfuldkomne premierminister til at offentliggøre, hvad han egentlig mener, hvad hans reformvenlige side vil gøre med Rusland, når han bliver præsident igen. Ja, han har endda også måttet give oppositionen adgang til at fremlægge deres synspunkter i de elektroniske medier. Han har antydet, at han også vil deltage i tv-debatter, og hans kammerat, den nuværende præsident Medvedev, har haft diskussioner i Kreml med de oppositionspolitikere, som han og Putin har forhindret i at stille op til præsidentvalget.

Putin har fremlagt sine synspunkter i syv lange artikler i forskellige aviser. De to vigtigste og mest markante er artiklerne om demokrati i Rusland og den om den kommende udenrigspolitik. I begge kommer Vladimir Putins karakteristiske tvetydighed tydeligt til syne.

Først demokratiet, som han med egne ord er en svoren tilhænger af, dog i en særlig russisk udgave. I artiklen i dagbladet Kommersant indrømmer Putin direkte, at det nok var en fejl at ophæve de direkte valg til guvernørposter ude i provinsen, og skriver, at det nu er på tide, at »genoplive de demokratiske mekanismer i landet«. Da han skrev artiklen, havde han lige set hundredtusinder af demonstranter på tv.

Til gengæld bekræfter han den udbredte opfattelse i Rusland: Det »såkaldte demokratis opblomstring i 1990’erne førte ikke til en moderne stat, men til en kamp bag kulisserne mellem klaner og talrige halvfeudale formationer, ikke til et retfærdigt og frit samfund, men til overgreb fra eliten, der så stort på almindelige menneskers interesser«.

Det har han og Medvedev, skriver han, imidlertid sat en stopper for, ligesom de har fået nedkæmpet oligarkvældet, »som vi vil få nedkæmpet korruptionen«. Putin lover desuden i sin valgpropaganda, at han vil sikre en yderligere demokratisering af landet og civilsamfundets fortsat voksende indflydelse på udviklingen. Og han er særdeles omhyggelig med at understrege, at netop den nye middelklasse vil få øget indflydelse og øget stabilitet. Desuden garanterer han at sikre ejendomsretten, som ellers har været et omstridt spørgsmål under hans styre, hvor talrige forretningsmænd er blevet tvunget fra hus, virksomhed og hjem.

Endelig lover Putin at fortsætte Medvedevs reformer af det juridiske system, som hidtil har været præget af »en klart udtrykt anklagende og straffende retning i stedet for af en beskyttelse af borgeren og erhvervslivet«.

»Vores opgave er konkret at sætte statsmagten i samfundets tjeneste. Ikke modsat. Og det tilsammen vil sikre Rusland, det moderne russiske samfund en vedvarende og vellykket udvikling,« skriver han.

USA er en skiderik

I artikel nummer syv kommer den anden og vredt aggressive side af Putin tydeligt frem. Valgflæsk eller ej, der er tale om et voldsomt udfald imod Vesten, NATO og især USA. Artiklen, som blev publiceret i Moskovskie Novosti, bekræfter, i hvert fald på overfladen, at Putins tilbagevenden til Kreml vil betyde en nedkøling af forholdet mellem Rusland og Vesten. Mest vred er Putin over USA’s planer om et missilforsvar tæt ved Ruslands grænser:

»Jeg ville ikke komme ind på dette emne, hvis disse spil ikke forgik lige ved Ruslands grænser, hvis de ikke berørte vores sikkerhed, hvis de ikke modvirkede stabilitet i verden,« skriver Putin.

Han er, skriver han, meget imod, at USA for at opnå total urørlighed vil ofre stabilitet og sikkerhed i andre lande. Videre svinger han pisken over USA’s og NATO’s forsøg på at »diktere deres vilje« i FN og gribe ind i en række suveræne stater, selv om han indrømmer, at »forbrydelser imod menneskeheden skal straffes«. En klar hentydning til Egypten, Libyen, Syrien og Iran. Han tilføjer, at Rusland har mistet betydelige økonomiske kontrakter med Libyen og andre arabiske lande. Putin skriver videre:

»Det kom så vidt, at en række stater under dække af humanitære hensigter i stedet brugte luftangreb til at skaffe sig af med det libyske regime. Og som afslutning: Den modbydelige scene med en middelalderlig vild henrettelse af Gaddafi.«

Det er, skriver Putin, grunden til, at Rusland og Kina fortsat vil nedlægge veto imod, at Vesten i stedet for at udarbejde fredelige løsninger på problemerne intervenerer i selvstændige lande.

Ikke et ord om Tjetjenien eller Georgien. Putin har talt. Valgtalt. Derefter vender alt tilbage til det sædvanlige. Stille og rolig tilnærmelse mellem Rusland og Vesten, for ingen af parterne har råd eller grund til at lade være. Men Putin er jo midt i en valgkamp, ligesom sin kommende kollega i USA. Og selv Putin har, som Obama, brug for at lytte til og påvirke befolkningen til sin fordel. Det er noget nyt for Putin. Han holder ikke længe til, at de to Putiner er kommet i så dyb konflikt med hinanden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Arash Shariar

Ahh endnu en indlejret kommentar der skal manipulere og viser forfatterens manglende indblik.

Citat "at »forbrydelser imod menneskeheden skal straffes«. En klar hentydning til Egypten, Libyen, Syrien og Iran."

Hvordan kommer du frem til denne "klare hentydning til Iran"? Har Iran nu begået "forbrydelser imod menneskeheden"?? Siden hvornår? Med hvilken dokumentation udgivet af hvilken organisation?

Jeg stoppede med at læse artiklen færdig, hvis man ikke engang har styr på en sådan triviel sag som "forbrydelser imod menneskeheden" så er resten ikke det værd!

Frederik Larsen

#Arash Shariar

Det er egentligt spøjst, at du kan få en artikel der handler om den nuværende udvikling i Rusland til at skulle handle om vestens evige propaganda og nedværdigende skriverier om Iran. Synes du ikke selv du er begyndt at lyde lidt skinger?

Arash Shariar

Frederik Larsen

Jeg synes det er vildt at du kan se det evige propaganda og nedværdigende skriverier om Iran og du er træt af mine kommentar, men spørgsmålet er hvem skriver om Iran?? Er det måske mig der har skrevet alle disse artikler?

Frederik jeg synes også det er spøjst at hvor end jeg vender mig, om det er interne danske anliggende herunder i økonomi, kultur, sport osv ja i ALLE samfundets aspekter så nævner "man" Iran.

Dette burde du overveje hvorfor? Er det fordi "Iran" er en universel god eksempel til alt? Spørgsmålet er findes der ikke er andre bedre eksempler at bruge end Iran?

Personlig har jeg lagt mærke til at i 95% af tilfældene man nævner Iran, så har det været i en negativ omtale. Er det tilfældigt?

Ellers må jeg give dig ret, jeg synes det er komisk at medierne omtaler Iran så meget.

Har Niklas (og andre) mon lagt mærke til, hvordan fokus i vestlige medier på andres "problemer" stiger i takt med uoverskueligheden af Vestens egne problemer?